Prædiken til palmesøndag 2022
Posted By admin on 10. april 2022
Salvningen i Betania: Den dag Jesus blev Kristus
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker palmesøndag 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Palmesøndag, det er jo den dag hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel mens folk viftede med palmegrene og råbte ”Hosianna!” Og i læsningen fra Det Gamle Testamente hørte vi da også om kongen der kommer ridende på et æsel, men i evangelieteksten stod der ikke noget om hverken æsler eller palmer eller hosianna-råb. Vi har jo to tekstrækker i Folkekirken, altså to sæt af tekster som der skal læses og prædikes over på de forskellige søndage i kirkeåret, og dem veksler vi imellem sådan at vi bruger første tekstrække i ulige årstal og anden tekstrække i lige årstal. De fleste af de kendte historier finder vi i første tekstrække, som er den ældste, så da man i sin tid besluttede at supplere med en anden tekstrække, var der kun de mindre kendte beretninger tilbage. Men hvor er det vigtigt at vi også får dem med – og skulle der på et tidspunkt komme en tredje tekstrække med endnu mindre kendte beretninger, vil jeg kun blive så meget desto mere glad, for jo mere af Bibelen vi får udlagt, desto bedre!
Nå, men her i de lige årstal hører vi altså ikke om æsler og palmegrene på palmesøndag, men derimod om nardusolie! Nardusolie var den dyreste og fineste parfume man kendte til i antikken. Også i dag kan parfume ellers være dyrt nok – når jeg sejlede med de gamle bornholmerfærger, Villum Clausen og Leonora Christina, hvor skibsshoppens produkter blev markedsført langt mere offensivt end de bliver hos Molslinjen, tabte jeg altid både næse og mund når jeg så hvad man skulle betale for de parfumer man kunne købe ombord – men den gamle nardusolie tager alligevel prisen: Tre hundrede denarer for en enkelt portion! En denar var en dagløn for en løsarbejder, så 300 denarer ville altså svare til mere end en kvart million nutidskroner (i hvert fald hvis lønnen følger gældende overenskomst). Og det rejser jo en hel masse spørgsmål: Hvem var den kvinde der salvede Jesus? Hvorfor gjorde hun det? Og hvor havde hun den absurd dyre parfume fra?
For at tage det sidste spørgsmål først, så er der vel to mulige forklaringer: Enten havde hun arvet den fra sin mor, eller også havde hun fået den i gave. Hvilken af delene der var tale om, ved vi ikke med sikkerhed, og det betyder sådan set heller ikke alverden. Men uanset hvor hun havde den fra, er der næppe nogen tvivl om at den repræsenterede en større økonomisk værdi end alle hendes andre ejendele tilsammen!
For at finde ud af hvem kvinden var, og hvorfor hun brugte sin kostbare parfume på Jesus ved et middagsselskab i Betania, kan vi med fordel se på de tre andre evangelier, for beretningen findes nemlig i alle fire evangelier, og de giver os forskellige oplysninger som kan hjælpe os med at stykke en forklaring sammen (og jeg må hellere sige at meget af det jeg nu vil sige, er tyvstjålet fra Poul Hoffmanns bog Nardusmysteriet). Lukasevangeliets udgave af beretningen (Luk 7,36-50) dukker faktisk op senere på året, nemlig 11. søndag efter trinitatis, som i år falder den 28. august, og det skyldes nok at Lukas har valgt at fokusere på nogle helt andre ting end Markus. Faktisk er der så store forskelle på Markus’ beretning og Lukas’ beretning at mange har ment at de skildrer to forskellige begivenheder, ikke mindst fordi Lukas har beretningen stående langt tidligere i sit evangelium, mens Jesus stadig opholdt sig i Galilæa, langt fra Betania. Men strengt taget skriver Lukas ikke noget om at det var i Galilæa at en kvinde salvede Jesu fødder; til gengæld fortæller han os at værten ved middagsselskabet hed Simon og var farisæer. Markus fortæller os også at værten hed Simon, med tilnavnet ”den spedalske”, som er et mærkeligt tilnavn, for spedalske skulle ifølge den jødiske lov holde sig langt væk fra andre mennesker og kunne altså ikke sådan holde middagsselskaber. Men måske havde Jesus helbredt Simon for hans spedalskhed, og det var derfor han havde inviteret Jesus på besøg? Eller måske var han blevet rask af andre årsager – eller måske havde han aldrig været spedalsk, men havde fået tilnavnet af andre årsager som vi ikke kender til. Hvorom alting er, Lukas fortæller os at Simon ikke havde levet op til gæstevenskabets regler om at tilbyde sin gæst et fodbad, kysse ham på kinden til velkomst og salve hans hoved med olie, og at det var de forsømmelser kvinden rettede op på.
I dagens Danmark indgår der i reglen hverken fodbad, kindkys eller salvning i etiketten når vi får gæster, men i en kultur hvor man gik med sandaler på støvede veje, gav det god mening at give gæsterne mulighed for at vaske og forfriske deres støvede og slidte fødder, og hvad kindkysset angår, spiller det i mange lande samme rolle som håndtrykket gør her i Danmark (når vi altså ikke lige har corona). Men at salve gæsternes hoved med olie – hvad skulle det gøre godt for? For at finde svaret på det spørgsmål skal vi en tur til den lange tale som Jesus holder i begyndelsen af Matthæusevangeliet, og som vi plejer at kalde Bjergprædikenen, hvor Jesus blandt andet taler om faste (og vi er jo stadig i fastetiden til og med på lørdag). Jesus siger: ”Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt 6,16-18, kursivering tilføjet). At salve sit hoved var simpelt hen en del af den grundlæggende daglige hygiejne – i en tid hvor man hverken havde bodylotion eller shampoo med balsam brugte man olivenolie til at pleje sin hud og sit hår.
Kvinden der salvede Jesus, gjorde det altså for at råde bod på en alvorlig forsømmelse fra værtens, Simons, side, men der er stadig noget der ikke helt stemmer, for det siger nærmest sig selv at man ikke brugte nardusolie til en kvart million til sin daglige hårpleje. Den slags kostbar parfume brugte man kun til ganske særlige lejligheder, og når det blev brugt, markerede det at den person det blev brugt på, var noget ganske særligt. Man kunne for eksempel blive salvet til at være konge, ypperstepræst eller profet, og når det skete, var salveolien også et symbol på at man blev udrustet med kraft fra Helligånden til sin særlige opgave. Nogle af jer har måske hørt beretningen om dengang profeten Samuel salvede hyrdedrengen David til at blive Israels konge; et tegn på at David var særligt udvalgt af Gud. Gennem en anden profet, Natan, lovede Gud David at en af hans efterkommere ville komme til at sidde på Israels trone i al evighed, men alligevel gik det 400 år senere hverken værre eller bedre end at Davids tiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptipoldebarn Jekonja blev afsat og ført i eksil til Babylon, og siden har der ikke været en konge af Davids slægt i Israel. Profetbøgerne i Det Gamle Testamente rummer imidlertid masser af løfter fra Guds side om at Davids kongedømme engang vil blive genoprettet under en evig fredskonge (vi hørte jo for eksempel en af profetierne i dag, hvor der stod at den pågældende fredskonge ville komme ridende på et æsel), og betegnelsen ”den salvede” blev efterhånden en teknisk betegnelse for den lovede frelserkonge. Det hebraiske ord for ”salvet” er m’shiach, og det tilsvarende græske ord er christós – to ord der i fordansket udgave bliver til henholdsvis Messias og Kristus. ”Kristus” er altså ikke Jesus’ efternavn, men derimod en titel, så når vi siger ”Vi tror på Jesus Kristus”, så mener vi at vi tror på at Jesus er den konge som Gud havde lovet, ”den salvede”.
Hvornår blev Jesus da salvet? Det blev han nok da Helligånden dalede ned over ham i skikkelse af en due i forbindelse med hans dåb, som vi kan læse det i alle fire evangelier. Der var ganske vist ikke noget olie indblandet ved den lejlighed, men olien er jo også kun det ydre tegn; det væsentlige er den indre salvelse som Helligånden selv skaber. Derfor kan Jesus også svare bekræftende da Peter erklærer: ”Du er Kristus!” (Matt 15,16. Mark 8,29. Luk 9,20). Men kvinden har åbenbart ment at Jesus også fortjente en synlig fysisk salvelse med kostbar salve, og det gjorde hun tilsyneladende ret i, i en grad så Jesus befalede at det hun havde gjort, skulle fortælles overalt hvor evangeliet prædikes. I en vis forstand kan man altså sige at det var den dag i Betania at Jesus helt bogstaveligt blev Kristus, selvom han i realiteten var det i forvejen.
Så mangler jeg bare at svare på hvem kvinden var, og det er heldigvis et nemt spørgsmål, for det fremgår tydeligt af Johannesevangeliets version af beretningen: Det var Maria fra Betania, søster til Martha og Lazarus, og i øvrigt sandsynligvis samme person som vi også kender under navnet Maria Magdalene.
Man kan undre sig over hvorfor Jesus bestemte at Marias gode gerning mod ham skulle fortælles over hele verden, for ganske vist var det ekstremt generøs gerning, men dem har der jo været mange af i tidernes løb, og det er langt fra dem alle vi nogensinde har hørt om. Men jeg tror at det som Jesus især ville have at alle skulle høre, var hans egen forklarende kommentar: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.” Her spiller Jesus på at parfumeret olie også havde en tredje anvendelse; det blev nemlig anvendt når man gjorde et lig i stand, for at det ikke skulle stinke for meget i forbindelse med begravelsen. Jeg tror ikke Maria selv var klar over at Jesus snart skulle dø og begraves; jeg tror at hun ligesom de øvrige disciple forventede at han ville tage magten i landet og smide den romerske besættelsesmagt ud. Men med sin lille elegante bemærkning gjorde Jesus det klart at hans kongedømme var af en helt anden art end kongedømmer sædvanligvis er, for den måde han udøvede sin kongemagt på, var ved at ofre sit liv.
Jesus er Kristus, og det betyder at han er konge. Det skal vi ikke tage fejl af: Han er den som Gud har givet al magt i himlen og på jorden, og som vi skylder ubetinget lydighed. Men han er en meget usædvanlig konge, der hersker ved at tjene. Derfor må vi der er hans tjenere, også bruge vores liv på at tjene andre, for det at efterligne Jesus, er det største adelsmærke der tænkes kan. Og det skal vi høre meget mere om på torsdag hvor Jesus vasker sine disciples fødder, hvorefter han siger: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments