Prædiken til 6. søndag efter trinitatis 2016

Posted By on 4. marts 2019

Den rige mand: Æd din stolthed!

Prædiken i Husum Kirke 6. søndag efter trinitatis 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da min mor var barn, abonnerede hun i en periode på Anders And & Co., så da jeg selv kom i ”tegneseriealderen”, fik jeg en del tid til at gå med at læse 20 år gamle Anders And-blade. En af de historier jeg kan huske, handler om at Mickey Mouses nevøer Mik og Mak stiller op til et sæbekasseløb hvor førstepræmien er en kæmpe pokal som drengene er helt vilde efter at få fat i. Imidlertid ender de med at blive slået på målstregen af Minnies niece, som vist nok hedder Millie, så det bliver hende der får den store pokal, mens Mik og Mak skuffede må tage til takke med en langt mindre pokal for deres andenplads. Men så kommer Millie hen til de og siger at den store pokal er alt for stor til at hun kan bære den, og derfor foreslår hun drengene at de bytter! Det bliver drengene helt vildt glade for, og jeg kan huske at de begejstret erklærer at hun er ”en morderligt sød pige”. Og sådan ender historien lykkeligt.

                      Jeg kan ikke huske præcis hvor gammel jeg var da jeg læste historien, men jeg kan huske at jeg syntes det var helt naturligt at Mik og Mak med glæde tog imod Millies tilbud om at bytte pokal. Først mange år senere slog det mig at de fleste voksne nok ville have sagt pænt nej tak og måske endda ville være blevet fornærmede over tilbuddet. At få en pokal forærende som man ikke har gjort sig fortjent til, ville mange nok opleve som den ultimative ydmygelse. Lige bortset fra små børn altså.

                      I dagens evangelietekst møder vi en mand der er meget opsat på at vinde sit livs ”sæbekasseløb”. Og den ”pokal” han er ude efter, er intet mindre end det evige liv. Disciplene og de andre mennesker der stod omkring Jesus, har nok lyttet meget opmærksomt til samtalen, for vi ved fra Lukasevangeliet, hvor historien også står at læse, at manden var medlem af jødernes råd – han tilhørte altså den absolutte religiøse elite. Hvis livet var en konkurrence hvor det gjaldt om at være mest moralsk uangribelig, så ville denne mand helt sikkert være blandt bookmakernes favoritter til at vinde. Eller for at bruge et andet billede, inspireret af de mange studentervogne der har præget gadebilledet de seneste uger: Hvis livet var en eksamen, så ville han kunne forvente et stensikkert 12-tal! Men han tager ingen chancer – han vil være helt sikker på at han gør alt det gode der skal til for at vinde førstepræmien, og derfor spørger han Jesus til råds. Det han håbede på, var utvivlsomt at få det staldtip der ville garantere ham sejren, hvorefter han kunne køre sejren i hus og blive hyldet som den frommeste mand i landet. Men han havde ikke regnet med det svar som Jesus gav ham!

                      For det første kritiserer Jesus ham for overhovedet at stille spørgsmålet. Man ville ellers forvente at en mand som Jesus ville bifalde sådan et spørgsmål, for Guds søn vil vel gerne have at vi gør det som er godt? Og det kan vi vel kun gøre hvis vi ved hvad det er? Men i et her tilfælde vælger Jesus altså at påpege at dybest set er der kun én der er god – nemlig Gud. Den rige mand tager altså fejl når han tror at han kan hale et 12-tal hjem, for selv kravene til blot at bestå eksamen er langt højere end han kan leve op til.

                      På det her tidspunkt må luften have været så tyk af spænding at man næsten kunne skære i den, for hvad mon det kan være for nogle krav der er så skrappe at selv en af de frommeste mænd i landet ikke er i stand til at efterleve dem? Hvad mon det er for superbedrifter man skal udføre for at gøre sig fortjent til det evige liv? Spændingen stiger!

                      Men sikke et antiklimaks der indtræder da Jesus løfter sløret for hvad det er man skal gøre: ”Hold budene!” Forvirringen må næsten have stået malet i den rige mands ansigt. Budene? Da ikke de bud? De helt almindelige bud som ethvert barn i Israel havde lært udenad i grundskolen? Nej, det kan umuligt passe – det er simpelt hen for banalt! Og derfor spørger han Jesus: ”Øh, hvilke bud?” Hvorefter Jesus citerer alle de ”banale” bud: ”Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor, og du skal elske din næste som dig selv.” Men hvordan i alverden hænger det sammen med det Jesus lige har sagt om at der ikke er nogen der er gode nok til at klare ”cuttet”? Den rige mand forstår det ikke. ”Det der,” siger han, ”det har jeg jo holdt alt sammen! Hvad er det så jeg mangler?”

                      Her bliver det lidt kompliceret, for det er et stort spørgsmål om manden rent faktisk havde holdt alle budene, eller om han løj. Jeg er ret sikker på at han løj, men det skal siges til hans undskyldning at han sikkert også løj over for sig selv. Han bildte sig givetvis ind at han virkelig havde overholdt alle budene! Men selv hvis vi ser bort fra at Jesus tidligere i Matthæusevangeliet, nemlig i den tale som vi plejer at kalde for Bjergprædikenen, understregede at det at holde budene ikke kun handler om ydre handlinger, men mindst lige så meget om vores hjertes indstilling, sådan at den der bliver vred på et andet menneske uden årsag, allerede har overtrådt buddet om ikke at slå ihjel, og den der kaster et lystent blik på en kvinde allerede har overtrådt forbuddet mod ægteskabsbrud – selv hvis vi ser bort fra det, så tvivler jeg stærkt på at han virkelig i alle situationer har taget mindst lige så meget hensyn til andre som til sig selv.

                      Nå, nu skal jeg lige høre om I stadig er vågne: Hvor mange bud nævnte Jesus da manden spurgte ham hvilke bud han talte om? (pause) Lad os prøve at tælle: (tæl på fingrene) Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke vidne falsk, ær din far og mor, du skal elske din næste som dig selv. Fem bud. Men hvor mange bud er der? (pause) Ja, der er selvfølgelig mange (ifølge jødisk tradition er der i alt 613 bud i Moseloven), men normalt taler vi om ”De 10 Bud”, som er de ti vigtigste, og som Gud gav Moses på nogle særlige stentavler. Men Jesus nævnte altså kun 5, hvoraf det ene (nemlig det om næstekærlighed) ikke engang er et af De 10 Bud. Der var altså hele 6 af de De 10 Bud som Jesus i første omgang ikke nævnte, men som man må gå ud fra var underforståede, deriblandt det allerførste bud: ”Du må ikke have andre guder”.                     Med andre ord: Du skylder Gud ubetinget lydighed. Og netop dét bud var den rige mand ikke i stand til at overholde; det understregede Jesus da manden spurgte: ”Hvad mangler jeg så?”

                      ”Vil du være fuldkommen,” sagde Jesus, ”så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Ordene ”Vil du være fuldkommen” er ofte blevet misforstået op igennem kirkens historie, idet mange har tolket det sådan at Jesus taler om to forskellige standarder: En lavere standard som er tilstrækkelig til at man kan få evigt liv, og som består i at holde budene, og så en højere standard for dem der gerne vil være ”fuldkomne”, og som ud over at få evigt liv også ønsker at have en skat i himlen. Den misforståelse førte blandt andet til den afladshandel som Luther gjorde op med for 500 år siden, fordi der var nogle paver der bildte sig ind at de som repræsentanter for kirken havde råderet over den skat i himlen som helgenerne havde samlet sig, og derfor kunne sælge ud af den. Men det er som sagt en misforståelse, for på græsk betyder ordet ”fuldkommen” blot at man er nået hele vejen i mål. Det at sælge alt hvad han ejer, og give det til de fattige, er altså ikke noget valgfrit ekstra som manden kan vælge at gøre hvis han gerne vil opnå noget mere end at få evigt liv – hvis han gerne vil have et 12-tal, for at blive i eksamensbilledet – nej, det er noget som han skal gøre for overhovedet at bestå sin eksamen. Og ”skatten i himlen” er bare et andet ord for det evige liv. Hvis ikke, ville det jo heller ikke give mening at manden gik bedrøvet bort, for så havde han jo fået det han kom efter, nemlig det evige liv. Nej, han gik bedrøvet bort fordi han ikke var villig til at yde det som det ville koste ham at få det evige liv. Sin rigdom ville han under ingen omstændigheder skille sig af med, heller ikke hvis Gud befalede ham det, og derved afslørede han at han havde en anden gud, nemlig sine penge. Og det får Jesus til at drage den triste konklusion at det er lige så umuligt for en rig at komme ind i Himmeriget som det er for en kamel at komme igennem et nåleøje.

                      Nu er der måske nogle af jer der sidder og tænker at det da ikke er umuligt, det som Jesus bad den rige mand om. Det kan godt være at han ikke havde lyst til det, men logisk set var der ikke noget der forhindrede ham i at gøre som Jesus sagde. Så hvorfor siger Jesus det med kamelen og nåleøjet? Og hvorfor fastholder han at ingen mennesker er i stand til at være gode?

                      Jeg tror det skyldes at vi alle sammen har andre guder´end Gud. For den rige mand her var det hans rigdom – for andre er det måske noget andet. Disciplene havde rent faktisk gjort det som Jesus bad den rige mand om at gøre, men da Jesus blev arresteret natten til langfredag, så lod de ham alle sammen i stikken og flygtede, og disciplenes leder, Simon Peter, som havde pralet med at selv hvis alle de andre svigtede, så ville han være villig til at gå i døden for Jesus – selv han svigtede på det skammeligste og bandede endda på at han aldrig havde kendt Jesus. Da det kom til stykket, var der ingen der holdt hele vejen hjem (som man siger på Tour de France-sprog – det begyndte jo i går) – ingen andre end Jesus selv.

                      Men hvad så? Skal vi bare opgive det hele? Har vi slet ikke noget håb om at blive frelst? Jo, for efter at Jesus har konstateret at det er umuligt for os mennesker, tilføjer han heldigvis at ”for Gud er alting muligt”. Jesus bestod jo eksamen, han vandt løbet og fik overrakt pokale da han stod på fra de døde påskemorgen. Og ved I hvad? Den pokal vil han forære til os!

                      Men så er det jo at vi løber ind i det problem at vi voksne ikke bryder os om at tage imod en pokal som vi ikke selv har gjort os fortjent til. Det krænker simpelt hen vores stolthed. Men hvis vi vil have evigt liv, så er det den eneste vej frem. Jesus siger det faktisk selv i den tekst som vi skal høre lige om lidt i forbindelse med dåben: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” I forholdet til Gud er vi simpelt hen nødt til at vende tilbage til børnelogikken hvor det vigtigste er at vi får pokalen, og så er det lige meget om det er os selv eller en anden der har vundet den. Vi kan selvfølgelig også vælge at holde krampagtigt fast i vores stolthed, men det gælder i forholdet til Gud ligesom det gælder i forholdet mennesker imellem at der kommer et tidspunkt hvor du må vælge mellem stoltheden og lykken – og alt for mange mennesker vælger forkert.


Comments

Comments are closed.