Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2016
Posted By admin on 4. marts 2019
Peters bekendelse: Hvad er en præst?
Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter trinitatis 2016
Nikolaj Hartung Kjærby
Den fagforening som jeg er medlem af, Den Danske Præsteforening, har det seneste års tid gennemført en større undersøgelse, kombineret med drøftelser på medlemsmøderne rundt om i landet og på delegeretmødet i Nyborg, med henblik på at få svar på det vigtige spørgsmål: ”Hvad vil det sige at være præst?” Undersøgelsen mundede ud i en rapport på 230 sider, som udkom den 14. i denne måned.
Uden at vide det med sikkerhed vil jeg gætte på at hvis man gik ud og spurgte nogle tilfældige mennesker på gaden hvad det vil sige at være præst, så ville de fleste nok kunne give et relativt kort svar på det og mange vil nok blive meget overraskede over at få at vide at det er noget der kan skrives hele 230 sider om! Men som der står i undersøgelsens kommissorium: ”At være præst er ikke så entydigt, som det har været. I dag kan præsten være en ungdomspræst, der holder friluftsgudstjeneste for unge, en pilgrimspræst på vandring med en gruppe søgende mennesker, en sognepræst, der mødes med sorggruppen torsdag aften eller en natkirkepræst, der holder andagt fredag nat.” Citat slut. Og jeg kan tilføje at der også findes hospitalspræster, feltpræster, missionspræster, korshærspræster, fængselspræster, sommerlandspræster, præster for åndeligt søgende, et cetera, et cetera. Og selv alle vi mere eller mindre almindelige sognepræster har også fået en større vifte af forskellige opgaver end tidligere.
Men mindst lige så interessant er det hvad der ikke indgår i præstearbejdet i Danmark anno 2016, nemlig det som oprindelig var en præsts opgave! Hvis man for eksempel søger på ordet ”præst” i Bibelen Online, så vil man opdage at ordet ikke så meget som ét eneste sted bliver brugt i betydningen ”en der prædiker og leder gudstjenesten i den kristne kirke”. De mennesker der gør den slags i Det Nye Testamente, er der andre ord for, så som ”apostle”, ”evangelister”, ”profeter”, ”hyrder”, ”lærere”, ”tilsynsmænd” eller ”ældste”; det var først senere at man begyndte at bruge ordet ”præst” om sådan nogle som mig, og det gjorde man fordi man begyndte at betragte nadveren som en offerhandling. For at gøre forvirringen komplet er det danske ord ”præst” i øvrigt ikke afledt af det græske ord der betyder ”præst”, men af det græske ord der betyder ”ældste”, og hvis der er nogen af jer der vil vide hvordan det kan være, er I velkomne til at spørge mig ved kirkekaffen eller på et andet tidspunkt.
I Det Gamle Testamente står der en masse om præster. Præsteembedet var måske det allervigtigste embede i det gamle Israel, for præsten var nødvendig for at man kunne komme i kontakt med Gud. Det er måske en lidt fremmed tanke for os at hvem som helst ikke bare sådan kan få forbindelse til Gud. Vi har nemlig vendt tingene lidt på hovedet og forestiller os nærmest Gud som en slags kommerciel aktør der skal konkurrere med andre om at tiltrække flest kunder, og så gælder det jo om at være fleksibel og serviceminded. Men lad os et øjeblik forestille os at der rent faktisk er en Gud, som altid har været til, som har skabt hele universet med et enkelt ord, og som er uendeligt meget større og stærkere end os mennesker. Hvis der virkelig findes sådan en Gud, sådan som Bibelen påstår, så har han ikke noget som helst behov for at være ”serviceminded” i forhold til os mennesker, for han er ikke afhængig af os – han var Gud før jorden skabtes, og han er Gud om alle mand var døde. Tværtimod er vi temmelig afhængige af at stå os godt med ham, for hvis han havde lyst, kunne han lade os alle sammen omkomme i jordskælv og tornadoer den dag i morgen.
Heldigvis fortæller Bibelen os at det overhovedet ikke er den slags vores Gud har lyst til. Guds væsentligste karakteregenskab er kærlighed, og hans største ønske er at forholdet mellem os og ham skal være et forældre/barn-forhold. Men hvis sådan et forhold skal fungere, så er der en ingrediens som er absolut nødvendig fra barnets side, og det er tillid. Hvis et barn ikke stoler på at dets forældre grundlæggende vil dets bedste, så bliver der tale om et temmelig dysfunktionelt forhold. Og sådan har forholdet mellem Gud og mennesker desværre været gennem det meste af menneskehedens historie. Gud satte de første mennesker i Paradis og sagde til dem at hvis bare de lod være med at spise frugten af ét bestemt træ, så ville de leve lykkeligt til evig tid og aldrig mangle noget. Men naturligvis skulle de spise af lige præcis det træ, for sæt nu Guds forbud skyldtes at han var ude på at snyde dem for noget godt! Resultatet blev at det onde kom ind i verden og skabte en kløft mellem os og Gud så vi ikke kan leve i det forældre/barn-forhold som det var Guds tanke at vi skulle – ikke fordi Gud ikke er villig til det, men fordi vi ikke er i stand til det. Der er nemlig ikke noget ondt der kan overleve så meget som et sekund i Guds nærhed, fordi han er gennemført god. Ligesom mørket må gå til grunde når lyset bliver tændt, må det onde gå til grunde der hvor Gud er.
Men fordi Gud elsker os mennesker, kunne han ikke bare affinde sig med at vi ikke kunne tåle at komme i nærheden af ham uden at gå til grunde, og derfor gav han jøderne en midlertidig ordning med at de kunne lade sig repræsentere af et dyr, som præsten kunne slagte og stænke dets blod på et dertil indrettet alter, så dyret så at sige fungerede som en ”lynafleder” så man uskadt kunne leve som en del af Guds folk. Hver gang man blev bevidst om at man havde overtrådt Guds bud, skulle man ofte et dyr, og en gang om året skulle den ledende præst, ypperstepræsten, gå ind i det allerhelligste rum hvor Pagtens Ark stod med et ganske særligt offer for at skaffe soning for de ubevidste overtrædelser.
Men det siger sig selv at alle de dyreofringer ikke var en holdbar løsning. Dels var det en frygtelig blodig omgang (og dyrene var jo ganske uskyldige!), dels førte dyrenes død ikke til nogen varig forandring hos de mennesker der ofrede dem. Men det var som sagt også kun en midlertidig ordning der skulle fungere indtil Gud iværksatte sin geniale plan.
Da Jesus spurgte sine disciple hvem de mente at han var, svarede Peter på hele flokkens vegne: ”Du er Kristus”. Men hvad betyder ”Kristus”? Er der nogen af jer der ved det?
(pause)
Så var det godt jeg spurgte; ellers var I gået hjem uden at ane hvad teksten overhovedet handlede om! Det græske ord ”christós” (som vi plejer at udtale ”Kristus”) og det hebraiske ord ”maschiach” (som vi plejer at udtale ”messias”) betyder begge to ”salvet”. I oldtiden var det almindeligt at en person der havde en særlig status eller en særlig opgave, blev indviet ved at man hældte parfumeret olie ud over deres hoved som et symbol på den guddommelige kraft. Hos jøderne var der især to kategorier af personer der blev salvet, nemlig konger og ypperstepræster. Efter at det jødiske kongerige blev ødelagt af babylonerne knap 600 år før Kristi fødsel, kom ordet ”messias” efterhånden til at betegne en stor konge som jøderne håbede ville komme og genoprette deres kongerige, og da de på Jesu tid var undertrykt af romerne, var der mange der med længsel ventede på denne messias. Peter var altså overbevist om at Jesus var denne messias – og det gav Jesus ham ret i.
Derfor er der heller ikke noget at sige til at Peter protesterede da Jesus fortalte at han ville blive slået ihjel, og det endda af jødernes egne ledere, for hvis han blev det, hvordan skulle han så kunne genoprette riget for Israel? Men Peter havde ikke forstået den fulde betydning af at Jesus var Messias. Han var ikke kun salvet til at være konge, men også til at være ypperstepræst, til at gå ind i det allerhelligste rum i himlen med et offer der var langt stærkere end blodet fra en tyr eller en vædder, nemlig ham selv. Da Jesus døde på korset, tog han alle menneskers skyld på sig og gik til grunde i stedet for os. Fordi Jesus var et menneske ligesom os, kunne han fuldt ud repræsentere os over for Gud – og fordi han samtidig var Guds søn (som Peter også så rigtigt erklærede), havde hans offer ubegrænset værdi. Derfor er der ikke længere brug for at slagte dyr for at vi kan have med Gud at gøre.
Og det fede ved det er at Jesus ikke kun har ageret ”lynafleder”. Det er ikke sådan at vi på grund af Jesu død kan slippe for at blive ramt af den straf vi fortjener – selvom kristendommen desværre tit bliver udlagt på den måde. Nej, på grund af Jesu død og opstandelse kan vi få et helt nyt liv! Det Nye Testamente kalder det at blive ”født på ny”. Det vi får, er ikke et liv hvor Jesus står ”imellem” Gud og os, så vi ikke bliver ramt af Guds vrede – det er et liv hvor Jesus selv lever i os så vi slet ikke fortjener straffen længere fordi det onde i os allerede er udslettet! Når vi bliver døbt, sådan som Mikkel bliver det om lidt, så bliver vi knyttet så tæt sammen med Jesus at alt hvad der er sandt om ham, også er sandt om os.
Nogle årtier efter at Peter først erklærede at Jesus var Kristus, og straks derefter demonstrerede at han alligevel ikke havde fattet en bønne af det hele, skrev han et brev, og det brev hørte vi et uddrag af tidligere i gudstjenesten. Dér kalder han Jesus for en ”levende sten”. Prædikenen bliver for lang hvis jeg skal til at forklare i detaljer hvad han mener med det (det er noget med at han sammenligner kirken med et hus), men jeg nævner det for at pege på at han øjeblikket efter siger at alle der tror på Jesus, også er levende sten. Det som han er, det er vi også! Og ikke nok med det: Vi er også ”et kongeligt præsteskab”, dvs. vi er både konger og præster, ligesom Jesus er både konge og præst. Hvad det betyder at vi er konger, må vente til en anden prædiken, men jeg vil lige sige lidt om hvad det betyder at vi er præster.
En præst er som sagt en der frembærer ofre. På Det Gamle Testamentes tid frembar de jødiske præster som sagt dyr som ofre for at skærme folket mod at gå til grunde i lyset af Guds hellighed, men i Det Nye Testamente frembar Jesus som den store ypperstepræst det endegyldige offer. Men hvad er det så vi skal ofre?
Ja, vi er jo præster i kraft af at vi er knyttet sammen med Jesus, og derfor skal vi naturligvis ofre det samme som Jesus ofrede. Jesus ofrede sig selv, og derfor skal vi også ofre os selv. Som Jesus sagde i slutningen af dagens evangelietekst: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” Jesus bar selv sit kors på vej til det sted hvor han blev henrettet, så når han siger at vi skal tage vores kors op, betyder det at vi også skal være parate til at ofre vores liv. Det kan være at vi skal gøre det helt konkret ved at fortælle om Guds kærlighed et sted hvor man kan blive slået ihjel for det – eller det kan være at vi hver eneste dag skal ”ofre vores liv” i overført betydning ved at sætte andres behov foran vores egne. Og hvorfor skal vi gøre det? Af samme grund som Jesus ofrede sig selv, nemlig for at frelse andre. For at andre skal forstå at der er et alternativ til at leve i mistillid og frygt. For at andre kan få lov til at smage den samme frihed som vi har smagt. Når vi på den måde er parate til at miste vores liv i denne verden, finder vi netop det sande liv – både nu og i evighed.
Comments