Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2016
Posted By admin on 4. marts 2019
Det går tjeneren som herren: Jesus har været der
Prædiken i Husum Kirke 7. søndag efter trinitatis 2016
Nikolaj Hartung Kjærby
”Hvorfor tro på en gud?” spurgte Ateistisk Selskab i en serie busreklamer i Aarhus tidligere på året. Og det er jo egentlig et rimeligt spørgsmål at stille. Ganske vist tror jeg at ateisterne mente det retorisk, men som der står i Første Petersbrev [3,15-16]: ”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer.” Der er da også en del kristne der har taget ateisterne på ordet og er kommet med deres svar på spørgsmålet.
Man kunne også vende spørgsmålet om og sige: ”Hvorfor ikke tro på Gud?” Det er ganske vist ikke et spørgsmål jeg plejer at gå rundt og stille folk, men det sjove ved det er at selvom jeg ikke stiller det, så får jeg alligevel tit svar på det. Alene det at jeg fortæller at jeg er præst, er tit nok til at at folk siger: ”Jeg tror altså ikke på Gud, fordi…” Og det der kommer efter det ”fordi”, det er næsten altid variationer over det som man kalder ”det ondes problem”: Hvis der er en almægtig, kærlig Gud, hvordan kan det så være at der er så meget ondt i verden? ”Teodicé” er det filosofiske fagudtryk for det spørgsmål; det er et fransk ord der er dannet af det græske ord for ”Gud” og det græske ord for ”retfærdighed”. (Jeg var i øvrigt på et efteruddannelseskursus for nogle år siden, hvor der indgik et foredrag af en klog filosof, som blandt andet fortalte os at nu til dags er der ikke længere nogen der stiller teodicéspørgsmålet. Den oplysning var jeg dybt forbløffet over, og jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv hvornår han sidst har været ude af sit filosofiske elfenbenstårn og talt med almindelige mennesker!).
En begrundelse der er næsten lige så hyppig som den generelle konstatering af at der er meget ondt i verden, er den mere personlige skuffelse: ”Jeg tror ikke på Gud, fordi det onde har ramt mig!” Det kan være alt lige fra kærestesorg over handicap til et alt for tidligt tab af et kært familiemedlem, der får troen på Gud til at dø. Og når jeg møder mennesker der fortæller mig den slags ting, så diskuterer jeg aldrig med dem. Udsagnet er jo ikke ment som et oplæg til en filosofisk diskussion, men snarere som et udtryk for smerte, og dybest set handler det jo nok mere om at vedkommende er vred på Gud, end at vedkommende ikke tror på Gud. Så i den slags situationer – ligesom i alle andre, i øvrigt – gælder det at empati er alfa og omega.
Men jeg synes det er interessant at overveje hvad det er for en antagelse der ligger bag udsagn som ”Der kan ikke være en Gud, for så ville jeg ikke have fået muskelsvind” eller ”Jeg holdt på med at tro på Gud da min lillesøster døde”. Eller for den sags skyld ”Hvordan kan en kærlig Gud tillade at afrikanske børn dør af sult?” Antagelsen er at hvis der er en Gud, så følger det deraf at alle mennesker – og i særdeleshed jeg selv – skal have det godt. Men Bibelen siger faktisk ikke noget om at tingene hænger sådan sammen – tværtimod siger Jesus adskillige steder i evangelierne at hvis man tror på ham, så skal man regne med at man får problemer. Verden hader nemlig Jesus, og derfor vil den også hade dem der tilhører Jesus.
Den afgørende pointe er at vi ikke lever i paradis. Hvis Guds vilje altid skete i verden, så ville verden være et paradis, men der er en anden magt på spil i verden, som modarbejder Gud. Den magt fik fodfæste i verden da Adam og Eva lod sig friste til at forsøge at overtage Guds plads fordi slangen anklagede Gud for at ville snyde dem. Ved den lejlighed gjorde den onde magt sig fortjent til alle de tre ord man plejer at bruge om den: ”satan” som er hebraisk og betyder ”modstander”, ”djævel” som kommer af det græske ”diabolos” der betyder ”anklager”, og ”fanden” som er afledt af det germanske ”fandiand” der betyder ”frister”. Den Onde har kun ét mål, nemlig at ødelægge det som Gud har skabt. Det gør han først og fremmest ved at friste mennesker til at handle ondt – vi må jo erkende at rigtig meget af det onde der findes i verden, inklusive mange af de dødsfald der skyldes sygdom eller hungersnød, er et direkte eller indirekte resultat af menneskers egoistiske handlinger. Men fordi Gud har indsat os mennesker som regenter over jorden (det kan vi faktisk læse i skabelsesberetningen at han har!), så har det også konsekvenser for det øvrige skaberværk at vi har givet det onde plads. Det var aldrig Guds hensigt at der skulle være jordskælv, tsunamier, tørkekatastrofer og ødelæggende cykloner; det er os selv der har lukket de onde kræfter ind i verden og til stadighed bliver ved med at lukke dem ind.
Så langt, så godt. Men så kunne man jo godt tro at hvis bare vi tror på Gud og gør det gode, så vil vi ikke længere blive ramt af det onde. Sådan tænkte mange på Det Gamle Testamentes tid – for eksempel salmisten Asaf, som i Salme 73 er fristet til i frustration at udbryde: ”Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv? Det giver mig kun problemer dagen lang, og jeg pines fra morgen til aften.” [vers 13b-14, Bibelen på Hverdagsdansk (som gengiver grundtekstens ærinde bedre end den autoriserede oversættelse, og er lettere at forstå)] Også i dag er der mange der mener at hvis de vælger Gud til, så skylder Gud til gengæld at give dem et let og lykkeligt liv.
Men hvis verden kan sammenlignes med et land der er besat af en fjendtlig magt, så svarer det at blive kristen ikke at få asyl i et fredeligt land; det svarer at melde sig til modstandsbevægelsen! De af jer der (i modsætning til mig) er gamle nok til at kunne huske den nazistiske besættelse af Danmark i 1940’erne, vil sikkert kunne bekræfte at næst efter jøder, så var modstandsfolk dem som nazisterne gik mest målrettet efter. Derfor kan vi også forvente at jo mere målrettet vi satser på at leve efter Guds vilje, desto mere målrettet vil Satan satse på at gøre livet surt for os. Og derfor skal vi heller ikke regne med at andre mennesker nødvendigvis vil rose os for at vi gør det rette – vi kan tværtimod nemt risikere at blive kritiseret sønder og sammen for det, ligesom Jesus gjorde, eller endda at blive fysisk forfulgt.
Lad mig fortælle jer om Dionisio Díaz García fra Honduras. Han var en dygtig advokat og kunne dermed se frem til et liv på solsiden i det ellers fattige land. Men fordi han var kristen, nægtede han at forholde sig passiv mens mange af hans fattige landsmænd blev udnyttet af skrupelløse pengemænd, som ved siden af driften af deres virksomheder ofte var dybt involveret i organiseret kriminalitet, og som nød beskyttelse fra korrupte politifolk. Derfor viede Dionisio sit liv til at føre sager i arbejdsretten for rengøringsfolk, sikkerhedsvagter og lignende som blev snydt for deres retmæssige løn eller tvunget til at arbejde under ulovlige vilkår, og han vandt mange sager – men han vandt sig også mange mægtige fjender. En dag i december 2006 hvor han var på vej i retten for at fremlægge en sag mod et stort sikkerhedsfirma, var der pludselig to mænd på en motorcykel der kørte op på siden af hans bil og skød og dræbte ham gennem ruden. Takket være et centralt vidneudsagn blev morderne fundet og dømt, men de appellerede deres sag til højesteret hvor de blev frifundet – af en dommer der tidligere havde været ansat i det firma som Dionisio Díaz García havde været ved at føre sag mod da han blev myrdet! Trods alt dette valgte Dionisios kolleger i menneskerettighedsorganisationen AJS (Association for a more Just Society) at fortsætte deres arbejde for retfærdighed i Honduras, vel vidende at de risikerede at ryge samme vej. Meget tyder i øvrigt på at García selv kendte til risikoen ved at fortsætte arbejdet på sagen mod sikkerhedsfirmaet, men at han også kendte til Jesu formaning om ikke at frygte dem der kun kan slå legemet ihjel. (Mordet på Dionisio Díaz García har i øvrigt inspireret den danske romanforfatter og jurist Jonatan Tylsgaard Larsen, som flere gange har besøgt Honduras, til at skrive thrilleren ”Volontøren”, som ud over at være åndeløst spændende også giver et unikt portræt af nogle af de frygtløse mennesker der med livet som indsats kæmper det godes sag).
Det virker i øvrigt umiddelbart lidt malplaceret når Jesus, midt i en forudsigelse af alle de forfølgelser som hans disciple kan vente, pludselig siger: ”Frygt derfor ikke for dem.” Særligt ordet ”derfor” virker temmelig mærkeligt, når man tænker på den sætning der går umiddelbart forud, og hvor Jesus omtaler sig selv som ”husbonden” og disciplene som ”husfolk”: ”Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem.”
Pointen i det lidt besynderlige ”Derfor” må være at vi ikke kan blive udsat for noget som Jesus ikke selv har prøvet. Uanset om vi møder bagtalelse, svigt, falske anklager, vold eller sågar en voldelig død, så har Jesus været der før os. Han er vores garant for at vi aldrig falder ud af Guds hånd. Selv ikke en spurv kan falde til jorden uden at Gud er med den, så hvor meget mere vil Gud så ikke være med os mennesker når vi falder! Ja, ikke alene vil han være med os når vi falder – han vil rejse os op igen! Selv hvis vi dør, har vi ikke lidt nogen ubodelig skade, for Gud har magt til at gøre de døde levende igen! Og hvad angår bagvaskelse og falske anklager, så hørte vi jo at Jesus lovede sine disciple at der ikke er noget hemmeligt eller skjult, som ikke skal gøres kendt. På dommens dag vil det komme til at stå lysende klart for alle mennesker hvem der talte sandt, og alle falske anklagere vil blive gjort frygteligt til skamme. Derfor har vi råd til at lide for det godes skyld i de få år vi får i denne onde verden – ja, vi har faktisk ikke råd til andet. Som jeg engang hørte en sige ved et seminar om kristenforfølgelser i vor tid: ”Hvis vi ikke bliver forfulgt, så er det måske fordi Satan ikke synes vi udgør så stor en trussel mod ham at det er besværet værd!”
Comments