Prædiken til 4. søndag efter påske 2016
Posted By admin on 4. marts 2019
Sandheden skal gøre jer frie: Hvad er frihed?
Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter påske 2016
Nikolaj Hartung Kjærby
I 1848 døde kong Christian VIII, og Frederik VII blev ny konge af Danmark. Han havde været gift to gange, men begge ægteskaber var endt med skilsmisse, og børn havde han ingen af. Derfor var der fra starten spekulationer om hvem der skulle være hans efterfølger, og en af dem der blev foreslået, var ham her: Joseph François Oscar Bernadotte (vis billedet). Men hvorfor lige ham?
Joseph Bernadotte blev født i Paris den 4. juli 1799. Hans far, Jean Bernadotte (vis billedet), var general i den franske hær og en af de øverstbefalende under Napoleons felttog mod Preussen. Den 6. november 1806 blev der udkæmpet et stort slag ved Lübeck, hvor 1800 svenske soldater deltog på preussernes side fordi både Sverige og Preussen var med i en international koalition imod Napoleon. Bernadottes soldater tog en hel del fanger blandt de svenske soldater, men Bernadotte gav sine mænd ordre til at behandle svenskerne pænt, og efter at slaget var overstået, fik de lov til at vende uskadte hjem til Sverige. Den svenske øverstbefalende blev så imponeret over den gestus at han bragte Bernadotte i forslag da der fire år senere skulle vælges en efterfølger til den aldrende og barnløse svenske konge, Karl XIII. Og sådan gik det til at den franske general Jean-Baptiste Bernadotte blev til kronprins Karl Johan af Sverige (Karl fordi det er et traditionelt svensk kongenavn, og Johan fordi det er den svenske version af Jean) – og i den egenskab stillede han sig i spidsen for en ny koalition imod sin tidligere herre Napoleon, og endte med at besejre ham. I samme ombæring erobrede han også lige Norge fra Danmark, så da Karl XIII døde i 1818, kunne Bernadotte lade sig krone til kong Karl XIV Johan af Sverige og Karl III Johan af Norge. Den dag i dag er Oslos hovedstrøg opkaldt efter ham, og det er der i øvrigt også en populær spisesvamp der er.
Men det var jo egentlig hans søn jeg ville sige noget om. Han blev som sagt døbt Joseph François Oscar Bernadotte, men efter at hans far blev konge, fik han navnet kronprins Oscar, og da hans far døde i 1844, blev han kong Oscar I af Sverige og Norge. (Han er i øvrigt tip-tip-oldefar til den nuværende svenske konge, og til dronning Margrethe af Danmark!). Og han var som sagt også tæt at blive Oscar I af Danmark! Grunden til det var at Danmark stod over for en krig mod Preussen om hvem der skulle have herredømmet over Slesvig, og der var intet der tydede på at Danmark skulle kunne vinde den krig. Til gengæld var der mange der håbede at et forenet Skandinavien ville kunne matche Preussen militært og bevare Ejderen som sydgrænse. De danske politikere var altså villige til at lægge hele Danmark ind under den svenske konge for at modstå truslen fra Preussen!
Ideen blev af forskellige årsager aldrig til noget – Frederik VII blev i stedet efterfulgt af prins Christian af Glücksburg under navnet Christian IX, og Danmark forblev en uafhængig stat, men indkasserede til gengæld et sviende nederlag i 1864, som resulterede i at sydgrænsen ikke blev Ejderen, men Kongeåen!
I lyset af at Danmark og Sverige i de foregående tre århundreder havde udkæmpet en nærmest endeløs række af uforsonlige krige mod hinanden, synes jeg imidlertid det er påfaldende at ideen om at ofre Danmarks frihed overhovedet blev rejst! Men det hænger sammen med at man under den nationalromantiske strømning i begyndelsen af 1800-tallet var begyndt at omtale danskere, svenskere og nordmænd som hinandens ”broderfolk” fordi vores sprog og kultur minder så meget om hinanden, og vi alle sammen nedstammer fra de oldnordiske vikinger. Og hvis det er sin familie man hører sammen med, er der jo ikke tale om at man ofrer sin frihed, men snarere at man er frie sammen!
Og på den måde nåede vi ad omveje endelig frem til dagens prædiketekst, for det som vi i dag hører Jesus sige til de jøder der er kommet til tro på ham, er jo at der er kæmpestor forskel på at være træl og at være søn. Umiddelbart lyder det ellers som om Jesus er specielt fri: Han giver udtryk for at intet af det han gør, er hans eget påfund, men at han kun gør det som er godt i Faderens øjne, og kun siger det som Faderen har lært ham. Det ville de fleste af os nok opfatte som en frygtelig spændetrøje. Tænk ikke at kunne få lov til at træffe sine egne uafhængige beslutninger! Men paradoksalt nok fastholder Jesus at han netop viser vejen til frihed, og grunden til det er den relation han har til ham der bestemmer: Han er hans søn!
Det sjove ved det er at de jøder som Jesus taler med, ikke reagerer negativt på at han siger at han intet gør af sig selv, men kun det der er godt i Faderens øjne – tværtimod er der mange af dem der kommer til tro på ham da han siger sådan! Men det er måske fordi de mener at det også er den måde de selv lever på – at de ting de siger og gør, er i fuld overensstemmelse med Guds vilje, og at Jesus derfor ikke har tænkt sig at udfordre dem eller bede dem om at omvende sig fra noget, eller overhovedet at antyde at der er plads til nogen som som helst form for udvikling eller forbedring i deres liv. I hvert fald reagerer de pludselig meget voldsomt da Jesus øjeblikket efter siger til dem at de gennem hans ord vil lære sandheden at kende, og at sandheden vil gøre dem frie.
Det lyder jo ellers som en dejlig ting at få at vide, synes jeg! Der er jo ikke tale om at Jesus bebrejder dem noget; han giver dem tværtimod et skønt løfte om frihed, så hvorfor bliver de sure? Det gør de fordi ordene ”sandheden skal gøre jer frie” indebærer at de ikke allerede er frie, og det går simpelt hen deres ære for nær.
Det ser da også umiddelbart ud til at de kan argumentere for at de er frie og derfor ikke har brug for at Jesus skal gøre dem frie. ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen”, siger de. Hvis man ved lidt om det jødiske folks historie, så ved man ellers at Abrahams efterkommere var slaver først i Egypten og senere i Babylon, og det har de jøder som Jesus talte med, sikkert også udmærket godt været klar over. Men hvorfor siger de så at Abrahams efterkommere aldrig har trællet for nogen? Jo, de er godt klar over at Jesus taler om noget der går langt dybere end spørgsmålet om hvorvidt man selv bestemmer over sin tid og hvad man vil arbejde med. Det han taler om, er moralsk frihed, altså om man er i stand til at gøre det gode.
I oldtiden var jøderne stort set det eneste folk i Mellemøsten, ja måske endda det eneste i verden, der var monoteister, altså troede på én Gud. Alle folkene rundt omkring dem tilbad diverse afgudsbilleder, og afgudsdyrkelsen var en konstant fristelse for israelitterne gennem hele Det Gamle Testamentes tid. Derfor er advarslen mod afgudsdyrkelse også et centralt tema hos mange af Det Gamle Testamentes profeter, som peger på at man bliver som det man tilbeder. Tilbeder man en statue der er blind og døv og lam, bliver man selv blind og døv og lam, åndeligt set, dvs. man mister evnen til at skelne mellem godt og ondt. Tilbeder man derimod den levende, kærlige, kreative Gud, bliver man selv levende og kærlig og kreativ. Og de jøder som Jesus talte med, de rørte ikke afgudsbilleder med en ildtang, og derfor var de sikre på at de havde deres på det tørre. Og det samme tænker vi måske til tider: Vi er kristne, vi er både døbte og konfirmerede og medlemmer af folkekirken, og vi lever i et kristent land og forsøger så godt vi kan at leve efter næstekærlighedsbuddet, så vi har vel ikke brug for at blive gjort frie?
Men Jesus advarer jøderne om at de lever i et selvbedrag. Den frihed som de bilder sig ind at de har, er en falsk frihed. For selvom de ikke tilbeder afgudsbilleder, så lever de ikke spor anderledes end dem der gør! Som Jesus siger til dem: ”Enhver, som gør synden, er syndens træl.” Det kommer altså ikke an på hvilket navn vi sætter på den Gud vi beder til, men på om vores gerninger afspejler den sande Guds væsen. Og det kan man ikke sige at de jødiske ledere på Jesu tid gjorde – de udnyttede de fattige og nægtede syndere adgang til Guds tilgivelse, og da Jesus påpegede de ting, slog de ham ihjel!
Der er ikke nogen af os der har slået Jesus ihjel (ikke bogstaveligt talt i hvert fald), og der er forhåbentlig heller ikke nogen af os der udnytter de fattige eller nægter syndere adgang til Guds tilgivelse. Men at gøre gerninger der afspejler den sande Guds væsen, det er der ikke nogen af os der er i stand til i vores egen kraft. Det kan vi kun hvis vi lader Jesus gøre os virkelig frie, sådan at vi ikke længere gør noget af os selv, men kun det som vi ser Faderen gøre. For at nå frem til den sande frihed, må vi med andre ord give afkald på vores uafhængighed. Det er ikke nogen lille ting at gøre – faktisk er det så stor en omvæltning at Paulus sammenligner det med at være død, i den forstand at vi ikke længere lever for os selv. Det lyder som sagt ikke som frihed, men som Jesus understreger, bliver vi ikke Guds trælle når vi giver vores liv til ham – vi bliver Guds børn! Og alternativet er ikke et liv i frihed; det er et liv hvor vi er trælle af synden og ikke er i stand til at gøre det gode.
Jeg skal ikke kloge mig på om det i sin tid ville have været den rette beslutning at give afkald på Danmarks uafhængighed for sammen med svenskerne at kunne holde stand mod tyskerne. Uden svenskernes hjælp blev det jo som bekendt til et sviende nederlag, men hvad udfaldet ellers ville være blevet, og om et samlet Skandinavien under svensk ledelse ville have været et godt land at være borgere i, er det umuligt at sige noget om.
Til gengæld vil jeg godt kloge mig på at det i forhold til Gud er den eneste rette beslutning at give afkald på vores uafhængighed. I dagens første læsning – den fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente – hørte vi Israels folks bekendelse af at hvis Gud ikke havde været med dem, så ville de være blevet udslettet af deres fjender. De fjender vi står over for i dag, er ikke mindre frygtindgydende – og her taler jeg ikke om Islamisk Stat, og hvad vi ellers har af ydre fjender, men om det onde inden i os selv, som gør at vi er ude af stand til at gøre det gode. Det begyndte dengang Adam og Eva valgte at spise af Kundskabens Træ i håb om at kunne gøre sig frie og uafhængige af Gud, men måtte indse at uafhængigheden af Gud kun gjorde dem til slaver af synden. Derfor er den eneste vej tilbage til friheden den at vi erkender vores totale afhængighed af Guds hjælp – men fordi Gud er vores far, hvis billede vi bærer, er afhængigheden af ham ikke noget der gør os ufrie, men noget der sætter os i stand til at være frie sammen!
Comments