Prædiken til påskedag 2016

Posted By on 4. marts 2019

Jesu opstandelse: Ben Franklin tog fejl: Vi skal ikke dø!

Prædiken i Husum Kirke påskedag 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvis man følger med i nyhederne i disse måneder, så opdager man hurtigt at der er ret meget fokus på de såkaldte primærvalg i USA, hvor de to store partier, Republikanerne og Demokraterne, hver især skal afgøre hvem der skal være deres kandidat ved præsidentvalget til november. Vi danskere kan godt have svært ved at forstå såvel kandidaternes holdninger til forskellige spørgsmål som selve det dybt komplicerede amerikanske valgsystem – jeg selv er ingen undtagelse hvad det angår – men inden vi ryster alt for meget på hovedet ad amerikanerne, gør vi nok klogt i at huske at de trods alt har verdens ældste stadig eksisterende demokrati, med en grundlov der stammer helt tilbage fra 1789, 60 år før vi danskere fik vores første af slagsen. En af de amerikanske grundlovsfædre var fysikeren og forfatteren Benjamin Franklin, der blandt andet er kendt for at have opfundet lynaflederen og flerstyrkebrillerne. Efter at han og de andre grundlovsfædre havde lagt sidste hånd på forfatningen, skrev han i et brev til en ven: ”Vores nye forfatning er nu vedtaget, og den ligner noget der kan holde evigt, men der er dog ikke noget der er sikkert i denne verden, bortset fra døden og skatterne.” Det citat blev siden et bevinget ord og er måske noget af det som Benjamin Franklin i dag er allermest kendt for – og det selvom sammenstillingen af død og skatter faktisk ikke var noget Franklin selv havde fundet på, men noget som han havde tyvstjålet fra en bog af Daniel Defoe fra 1726.

                      Om skatterne nu også er så sikre som Defoe og Franklin mente, kan man altid diskutere (og det bliver også gjort i diverse politiske debatter, ikke mindst i USA), men at døden er det, burde der ikke være nogen tvivl om. Alligevel går mange af os til daglig rundt og lader som om det ikke er sådan. Selvom vi med vores forstand godt ved at vi alle sammen kommer til at dø, så bryder vi os ikke om at tænke på det eller tale om det. Forleden læste jeg for eksempel i den kristne ugeavis Udfordringens brevkasse et brev fra en ulykkelig 83-årig kvinde som gerne ville drøfte sin ”bortgang” med sine børn, men de nægtede kategorisk at tale om emnet – sikkert fordi tanken om at deres mor engang skal dø, var ubærlig for dem. Og måske var hun heller ikke selv helt  afklaret med det, siden hun valgte at bruge ordet ”bortgang” i stedet for ordet ”død”.

                      At vi mere eller mindre ubevidst forsøger at bilde os selv ind at døden ikke er den sikre udgang på vores liv, kan også ses på vores ordvalg i andre sammenhænge. Hvad siger I for eksempel til en overskrift som: ”Folk risikerer at dø”? Den optrådte i diverse medier for et par måneder siden. Det der gemte sig bag overskriften, var naturligvis at en bestemt gruppe folk risikerede at dø tidligere end de ellers ville have gjort – i det konkrete tilfælde var der tale om at patienter på Odense Universitetshospital risikerede at dø af infektioner under indlæggelsen på grund af dårlig rengøring – og jeg ved ikke hvordan man ellers kunne have formuleret overskriften uden at den var blevet lige så lang som mine prædikener, men tankevækkende er det ikke desto mindre. For det at dø er ikke bare noget som nogle mennesker risikerer – det er noget som vi alle sammen stensikkert kommer til.

                      Men så kommer vi i kirke påskemorgen, og hvad er så noget af det første vi hører? Det er ordene ”Jeg skal ikke dø, men leve”! Jeg ved ikke om I lagde mærke til den sætning i dagen første læsning, men ellers kan I finde dem nederst på side 1122 i salmebogen. ”Jeg skal ikke dø, men leve”. Det er påskens revolutionerende budskab! Ben Franklin tog fejl – døden er ikke noget der med sikkerhed kommer til at ramme os!

                      Nogle af jer sidder sikkert nu og tænker: ”Hvad i alverden mener han med det? Hvordan skulle man kunne slippe for at dø på et eller andet tidspunkt? I nyere tid er det ikke sket at noget menneske har opnået en højere alder end 122 år, og selv hvis det er rigtigt at Noas bedstefar Metusalem blev 969 år, som der står i Første Mosebog kapitel 5 vers 27, så døde han trods alt til sidst. Salmisten der skrev de ord vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, må også være død, medmindre han sidder og gemmer sig i en hule i Himalaya sammen med Elvis. Så hvad er pointen?”

                      Inden jeg besvarer det spørgsmål (det er altid godt med en cliffhanger), så vil jeg lige se lidt på et andet spørgsmål, og det er om det overhovedet ville være ønskværdigt at slippe for at dø. I Douglas Adams’ kult-trilogi i 5-6 bind plus det løse, ”Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”, der i den oprindelige danske oversættelse fik den mundrette titel ”Håndbog for vakse galakseblaffere”, optræder der – blandt utallige andre sære bipersoner – et rumvæsen ved navn Bowerick Wowbagger med tilnavnet ”den uendeligt langtrukne”. På grund af et uheld med en irrationel partikelaccelerator, en flydende frokost og et par elastikker (som ingen i øvrigt siden har kunnet genskabe uden enten at dø eller komme til at se fjollet ud) gik han hen og blev udødelig, og det var han faktisk ikke spor glad for, for han kom efterhånden til at kede sig bravt. Til sidst besluttede han at forsøge at slå al sin overflødige tid ihjel ved at rejse rundt og fornærme alle levende væsener i universet i alfabetisk rækkefølge. Og det er alt sammen fortalt på en måde der er hylende morsom hvis man er til sort humor.

                      I den lidt mere seriøse afdeling kan jeg nævne at når jeg går på husbesøg på plejehjemmene i Bystævneparken, møder jeg ofte beboere som advarer mig om at jeg ikke skal ønske mig at blive så gammel som de er, for det er ikke spor rart. Jeg har endda mødt mennesker som brændende ønskede sig at dø fordi de syntes at de havde levet mere end længe nok. Så selv hvis det var muligt at slippe for at dø, ville vi så ønske det? Det ville i hvert fald kræve at der på en eller anden måde blev sørget for at vi aldrig kom til at kede os, og derudover ville det kræve at hverken vores krop eller vores sind gik i forfald.

                      Jeg nævnte før Metusalem, som ifølge Første Mosebog blev hele 969 år gammel – 7 år mere end sin farfar Jered, der med 962 år indtager andenpladsen på listen over de ældste personer i Bibelen, og 19 år mere end Noa som ifølge Første Mosebog 9,29 blev 950 år gammel, deraf 500 år før syndfloden og 450 år efter. Men faktisk nævner Bibelen også to personer der slet ikke døde! Den ene var Metusalems far Enok – om ham står der: ”Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort.” [1 Mos 5,24] Den anden var profeten Elias, som i levende live blev hentet op til himlen i en ildvogn med ildheste – det kan man læse om i Anden Kongebog kapitel 2. (Kom ikke og sig at Bibelen er kedelig!). Men selvom Enok og Elias ikke døde, så forlod de alligevel jorden, og så vidt man ved, er ingen af dem vendt tilbage siden. (Det tror jeg egentlig heller ikke at jeg ville have haft lyst til hvis jeg var dem). Og jeg er ikke sikker på at alle kan se den store forskel på om man forlader jorden ved at dø eller ved at blive hentet op til himlen i en ildvogn – selvom det måske hjælper lidt på det hvis man ved at jøderne på Elias’ tid ikke forventede at komme i himlen når de døde, men derimod at skulle sove i Dødsriget. Dertil kommer at Enok og Elias kun udgør en mikroskopisk brøkdel af de mennesker der har levet på jorden, og derfor er det vel begrænset hvor meget trøst vi kan hente i at netop de to fik en anderledes skæbne end alle andre. Og det er nok også derfor det hverken er Enok eller Elias der er hovedperson i påskens evangelium, men derimod Jesus.

                      ”Kristus er opstanden!” – det er kernen i påskens budskab. Vi kan næsten føle den helt utrolige glæde og lettelse som disciplene og kvinderne må have følt da det gik op for dem at Jesus virkelig var i live – hvordan den sorg og håbløshed som havde ramt dem da han blev korsfæstet, fordampede som duggen en forårsmorgen. Men det var ikke kun nogle mennesker der kunne glæde sig over at få en af deres kære tilbage – det er trods alt sket flere gange og ville nok ikke være helt grund nok til at blive fejret over hele verden 2000 år senere. Nej, grunden til at nyheden om Jesu opstandelse er den glædeligste nyhed nogensinde, er først og fremmest at Jesus besejrede døden, ikke bare for sig selv, men for alle mennesker! Da Jesus hang på korset langfredag, hang han der som repræsentant for hele menneskeheden og bar straffen for alle menneskers synder i fortid, nutid og fremtid. Det var på vegne af alle mennesker i fortid, nutid og fremtid at Jesus fór ned til Dødsriget, og nu hvor han har besejret døden, er det ikke kun dens magt over ham der er brudt, men dens magt over alle mennesker i fortid, nutid og fremtid.

                      Det betyder ikke at det biologiske fænomen som vi kalder ”døden”, er afskaffet – ikke endnu i hvert fald. Men det betyder at den ikke længere fortjener sit navn. Det ligger jo i selve begrebet ”død” at det er noget endegyldigt og uafvendeligt, men efter at Jesus har banet en vej igennem døden til en opstandelse der ligner hans, og et evigt liv på den anden side, så er der reelt blot tale om et blund, omend måske et lidt langvarigt et af slagsen. Og det er derfor vi med overbevisning i stemmen kan hævde at Benjamin Franklin tog fejl, og sige: ”Vi skal ikke dø!” Det er også grunden til at Paulus foretrækker at bruge udtrykket ”sove hen” når han taler om det der sker når vores hjerte holder op med at slå. Og det var måske i virkeligheden også det der var årsagen til at den 83-årige dame fra brevkassen brugte udtrykket ”bortgang” i stedet for ”død”?

                      Men hvad er det så for et liv vi kan se frem til på den anden side af døden og opstandelsen? Er det et lige så virkeligt liv som det vi kender fra denne verden? Det er desværre en udbredt opfattelse at det ikke er det, og det er måske en af grundene til at mange mennesker opfatter tanken om reinkarnation (altså at vores sjæl efter døden bliver genfødt i en ny krop til et nyt liv i denne verden) som mere tiltalende end det kristne opstandelseshåb.  Det skyldes nok blandt andet en misforståelse af hvad der menes med ”sjælens frelse”, som der tales om mange steder i Det Nye Testamente, for eksempel i det stykke fra Første Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten.

                      Vi er vant til at betragte kroppen og sjælen som modsætninger, og derfor kommer vi let til at tænke at når der tales om ”sjælens frelse”, så betyder det at den frelse vi håber på, ikke omfatter kroppen. Det er kun blevet værre af at kristendommen allerede på et tidligt tidspunkt blev inficeret af gnostiske strømninger der betragtede den fysiske verden som noget ondt som det gælder om at undslippe fra. Selvom alle de store teologer i oldkirken talte dunder mod gnosticismen, som de med rette fordømte som det rene hedenskab, så har de kropsfjendske ideer fulgt kristendommen som en mørk skygge gennem snart 2000 år. Det har betydet at påskens budskab om at døden er en besejret fjende som ikke længere kan true os, er blevet forvansket til et budskab om at døden er en ven som befrier sjælen fra kroppens fængsel. Man kan endda finde den slags tanker i Den Danske Salmebog, for eksempel i unitarsalmen ”Nærmere, Gud, til dig”, hvor sidste vers begynder med linjerne: ”Og er for sidste gang striden forbi, sjælen til Himmel-vang løfter sig fri”. Man får nærmest indtryk af at det evige liv er en eller anden luftig, ukropslig åndetilværelse! Men den idé stammer ikke fra Bibelen; den stammer snarere fra den hedenske nyplatonisme.

                      Det Nye Testamente, derimod, fortæller os at Jesus efter sin opstandelse var i stand til at spise stegt fisk og at invitere disciplene til at røre ham så de kunne mærke at han ikke var et spøgelse, men havde kød og knogler. Og det levende håb som Jesu opstandelse har genfødt os til, er et håb om at vi vil komme til at opstå fra de døde på samme måde som Jesus gjorde det. ”Sjælens frelse” består altså ikke i at den bliver befriet fra kroppen, men tværtimod i at den bliver genforenet med en ukrænkeliggjort og udødeliggjort udgave af den gamle krop! Vi vil altså stadig være os selv – ja, endnu bedre: Vi vil være den perfekte udgave af os selv som synden på nuværende tidspunkt forhindrer os i at blive. Vi vil være alt det som Gud oprindelig havde tænkt at vi skulle være. Og vi vil få lov til at se Gud ansigt til ansigt og dag for dag, år for år opdage mere af hans uendelige storhed og skønhed. Og alt det vil vi gøre sammen med alle vore kære, som vi til den tid vil opleve et endnu tættere fællesskab med end vi gør her i denne verden – et fællesskab uden forbehold, uden konflikter, uden misforståelser, uden misundelse: en evig dans ind i stadig nye dimensioner af kærlighed og glæde. Og når dét er vilkårene, så kan jeg ikke se nogen grund til at vi ikke skulle ønske at leve videre i al evighed!

                      Jeg vil slutte af med at give ordet til den nu 97-årige verdenskendte evangelist Billy Graham som har prædiket for millioner af mennesker verden over og været en personlig bekendt af samtlige amerikanske præsidenter siden Anden Verdenskrig, fra Truman til Obama. Han sagde for nogle år siden: ”En dag vil I læse i avisen at Billy Graham er død. Tro ikke på det, for til den tid vil jeg være mere levende end jeg er nu. Jeg vil blot have skiftet adresse og været gået ind i Guds nærvær.”

                      Glædelig påske!


Comments

Comments are closed.