Prædiken til pinsedag 2016
Posted By admin on 4. marts 2019
Jeg vil begynde med at stille jer tre spørgsmål. Det er ja/nej-spørgsmål, og I kan bare råbe svaret.
Må man være sin kæreste utro?
Må man myrde et andet menneske?
Må man køre bil med en alkoholpromille på 0,3?
Jeg ved ikke om I tænkte over det, men de tre spørgsmål kan faktisk ikke uden videre sammenlignes. Hvis vi begynder med det sidste: ”Må man køre bil med en alkoholpromille på 0,3?”, så er svaret at det afhænger af mange ting, blandt andet af hvilket land man befinder sig i. I Sverige er promillegrænsen på 0,2, så der må man ikke. I Belgien er promillegrænsen derimod på 0,5, så der må man godt. I Danmark er promillegrænsen også på 0,5, men kun hvis der ikke sker uheld – bliver man impliceret i et uheld, kan man godt straffes for en alkoholpromille på 0,3. I Frankrig må man gerne hvis man har haft kørekort i mindst 3 år og ikke er buschauffør, ellers må man ikke, og i Tyskland er de danske og franske regler kombineret så man kun kan køre lovligt med en promille på 0,3 hvis man både har haft kørekort i mindst 2 år og er mindst 21 år gammel og undgår at blive indblandet i et uheld. I hvert enkelt land er reglerne lavet af de pågældende landes parlamenter, og hvis de vælger at lave reglerne om, ja, så kan det være at man pludselig må noget man ikke måtte før, eller omvendt.
Når det gælder det med at myrde et andet menneske, er det anderledes. Så vidt jeg ved, er mord strafbart i alle verdens lande, men selv hvis parlamentet i et eller andet obskurt land skulle finde på at vedtage at man straffrit kan slå andre mennesker ihjel efter forgodtbefindende, ville de fleste af os nok sige at det ikke bliver mindre forkert af den grund. Man må ikke myrde andre mennesker, punktum – uanset hvad alverdens parlamenter måtte mene. Mord er ikke forkert fordi det er forbudt; det er forbudt fordi det er forkert!
Og så er der den med at være kæresten utro. Jeg skulle hilse og sige at det er fuldt lovligt ifølge gældende lovgivning! Selv sin ægtefælle kan man bedrage uden at komme i fængsel for det, i hvert fald i de fleste vestlige lande. Og der er nok ikke ret mange der ville ønske at der blev lavet om på det. Alligevel er de fleste enige om at utroskab er meget forkert, og når jeg hvert år beder mine konfirmander om at formulere deres egne 10 bud, så optræder et forbud mod utroskab næsten altid på listen.
Jeg synes det er interessant at langt de fleste mennesker er enige om at der er ting der er forkerte i sig selv, uafhængigt af menneskeskabte love. Og jeg synes det er endnu mere interessant at der på det punkt ikke er nogen forskel på religiøse mennesker og ateister. Jeg synes ellers Nietzsche argumenterede meget godt for at hvis der ikke er nogen Gud, så giver det heller ikke mening at kalde nogen handlinger for ”onde”, men jeg har endnu til gode at møde en ateist der gik ind for Nietzsches ideer – tværtimod er de fleste ateister jeg kender, yderst moralske mennesker. Jeg er endda stødt på ateister der mente at religion dybest set er umoralsk! Argumentet for den påstand var at ”man skal gøre det rigtige fordi det er rigtigt, ikke fordi det står i en gammel bog!” Og når jeg så har spurgt hvordan den kære ateist kan vide hvad der er ”det rigtige”, har jeg fået det svar at jeg da må være godt dum hvis jeg har brug for en bog til at fortælle mig noget som ethvert tænkende menneske kan sige sig selv.
For mig at se er netop den slags argumenter faktisk et af de stærkeste vidnesbyrd om at Gud findes! For hver gang vi bedømmer om en handling er rigtig eller forkert, så gør vi det jo på baggrund af en standard. Og hvis vi vil hævde at noget er rigtigt eller forkert i sig selv, uanset hvad mennesker måtte beslutte, så opererer vi jo faktisk med en standard som er højere end os mennesker. Og hvis ikke man skal kalde det for ”Gud”, så ved jeg ikke hvad man skal kalde det.
Bortset fra det, så er det en stråmand at hævde at religiøse mennesker kun gør det rigtige fordi det står i en gammel bog. De fleste religioner, inklusive kristendommen, er enige om at mennesket er skabt med en naturlig fornemmelse for hvad der er rigtigt og forkert – præcis den fornemmelse som min ateistiske ven appellerede til. I Paulus’ Brev til Romerne står der for eksempel sådan her i kapitel 2, vers 14 og 15 (jeg læser fra ”Bibelen på Hverdagsdansk”): ”Når de, som ikke kender Guds lov, alligevel gør, hvad loven foreskriver, viser det, at de følger deres egen indre lov, og at lovens krav på en måde er skrevet i deres hjerter. Deres samvittighed kræver, at de følger den lov”.
Vi kan jo også kaste et blik på nogle af de første beretninger i Bibelen – beretningen om Kain og Abel for eksempel. Kain havde ikke nogen hellig bog han kunne slå op i for at finde ud af at han ikke måtte slå sin bror ihjel, men alligevel bebrejdede Gud ham at han gjorde det. Bibelen forudsætter altså at man godt kan sige sig selv hvad der er rigtigt og forkert uden at have en bog at slå det op i!
Problemet er bare at vi mennesker er enormt dårlige til at leve efter den lov som Gud har skrevet i vores hjerter, og det er derfor vi har brug for skrevne love. Som der står i den berømte fortale til Jyske Lov fra 1241: ”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. … Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.” De 10 Bud og alle de andre love og regler i Det Gamle Testamente havde faktisk samme funktion: At formane og skræmme folk til at gøre det rigtige, når nu de tilsyneladende ikke gør det af sig selv.
Men som vi kun alt for godt ved, så kan lovene ikke forhindre at der bliver gjort onde ting. Selvom både vores indre lov og den danske straffelov forbyder mord, blev der for eksempel sidste år begået 42 drab i Danmark. (Hvor mange af dem der førte til en dom for overlagt mord, ved jeg ikke). Groft sagt er de skrevne love kun en lappeløsning der ikke formår andet end at ”tage toppen” af de skader der sker fordi vi mennesker ikke kan finde ud at gøre de ting som vi inderst inde godt ved er rigtige.
Men hør så hvad profeten Jeremias siger på Guds vegne! (Ja, vi har allerede hørt det én gang i dag, men i fald I ikke alle sammen husker det ordret, så får I det lige igen): ”Jeg lægger min lov i mit indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ’Kend Herren!’ For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.” Gud lover altså gennem profeten at han ikke vil nøjes med lappeløsninger, men tage fat om problemets rod, som ligger i vi menneskers hjerter. (Altså ikke i den store muskel der pumper blod rundt i vores krop, men i kernen af vores væsen). For hvis verden nogensinde skal blive det paradis som Gud oprindeligt skabte den til at være, så kræver det at vi der bebor den, bliver lavet om – eller rettere: at vi bliver helbredt.
Og ved I hvad? Det løfte har Gud indfriet! Det gjorde han pinsedag efter at han havde lagt det nødvendige fundament med Jesu død og opstandelse!
Hvis der er nogen af jer der har læst i en avis eller på internettet hvad det er vi fejrer i pinsen (eller måske har lært det i skolen eller kan huske det fra dengang I gik til præst, eller fordi det ikke er første gang I er til en pinsegudstjeneste), så blev I måske lidt forvirrede over den måde dagens anden læsning begyndte. I pinsen fejrer vi jo at Helligånden kom til jorden, men beretningen om dengang det skete, begynder med ordene: ”Da pinsedagen kom…” Hvis det som er årsagen til at vi fejrer pinse, først skulle til at ske, hvordan kunne man så tale om at ”pinsedagen kom”? Det ville jo svare til at man i en beretning om foråret 1945 sagde: ”På befrielsesdagen sad familien og hørte radio, og pludselig lød budskabet om at tyskerne havde kapituleret”!
Forklaringen er at pinsen – ligesom påsken i øvrigt – også er en jødisk fest. I påsken fejrer jøderne at de slap fri fra slaveriet i Egypten, og i pinsen fejrer de at Moses fik tavlerne med De 10 Bud ved Sinaj. Pinseunderet – Helligåndens komme – skete altså mens jøderne, inklusive Jesu disciple der jo også var jøder, var samlet i Jerusalem for at fejre at Gud skrev sin lov på stentavler. Det er egentlig ret symbolsk at Gud lige valgte den dag til at skrive sin lov i menneskers hjerter!
Umiddelbart er det måske svært at se i pinseberetningen at der var nogen der fik skrevet Guds lov i deres hjerte, men det var også kun en brøkdel af beretningen vi fik at høre – det kapitel som den er hentet fra, er på hele 47 vers, og vi hørte kun de første 11. Og som sagt begyndte det hele allerede i påsken hvor Jesus døde og blev levende igen. Fordi Jesus er Guds søn, var han som det eneste menneske nogensinde i stand til at leve 100 procent efter Guds lov (altså den lov som min ateistiske ven mener at alle tænkende mennesker kan sige sig selv at man skal følge). Jesus havde altså ikke selv noget som helst ondt på samvittigheden, og derfor kunne han tage alle andre menneskers ondskab på sig og tage det med sig i døden. Den kærlighedsgerning var så storslået at selv døden ikke kunne holde på Jesus, og derfor blev han levende igen påskemorgen. Men fordi han var gået i døden på alle menneskers vegne, banede hans opstandelse vej for at alle vi andre også kan opstå. Ja, mere end det: Fordi Jesus gav sit liv for os, kan vi give vores liv til ham og få hans liv i stedet. Og den måde det foregår på, er ved at Helligånden kommer ind i os og giver os et nyt hjerte. Det er en så radikal forandring at Det Nye Testamente kalder det at blive ”født på ny”.
Og hvordan bliver vi så det? Jo, hvis vi læser lidt længere frem i pinseberetningen, så kan vi se at da de mange mennesker var stimlet sammen fordi de hørte disciplene tale på en masse forskellige sprog, så rejste Peter sig og holdt et brag af en prædiken om Jesus. Og så læser jeg fra vers 37: ”Da de hørte det, stak det dem i hjerte, og de spurgte Peter og de andre apostle: ’Hvad skal vi gøre, brødre?’ [Jøderne kaldte hinanden for ’brødre’] Peter svarede: ’Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.’” Dåben er altså et tegn på at vi giver afkald på det liv vi hidtil har haft, for i stedet at få Jesu liv. (Det er også derfor dåben indledes med ordene: ”Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst som et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”). Og som Peter sagde dengang for knap 2000 år siden, så har Gud lovet at når vi på den måde overgiver os til ham, så vil han også give os Helligånden i vores hjerter så Jesus kan leve sit liv gennem os. Og det paradoksale er at netop når Jesus gør det, bliver vores inderste potentiale forløst så vi bliver mere os selv end nogensinde.
Nuvel, jeg vil gætte på at de fleste af jer der sidder her i dag, er døbt, men mange af jer synes måske ikke at I har mærket ret meget til det der med at Helligånden lever i jer sådan som Gud angiveligt har lovet. Men det skyldes at Helligånden er høflig – han trænger sig ikke på. Der er ikke tale om slags besættelse hvor en ånd tager magten over os så vi ikke længere selv styrer vores tanker og handlinger, men derimod om at det livsprincip der samtidig er en person, og som sammen med Faderen og Sønnen udgør vores treenige Gud, står ”standby”, parat til at give os kraft til at gøre det vi ikke selv kan – i det omfang vi giver ham lov til det! Derfor rummer Det Nye Testamente et hav af formaninger om at vi skal lade os fylde af Helligånden. Det gør vi blandt andet ved at bruge tid sammen med Gud i bøn, og ikke mindst ved at begynde at handle på de små indskydelser som Helligånden giver os, som regel i form af at vores samvittighed minder os om noget som vi egentlig burde gøre. Det er lidt ligesom servostyring: Der er principielt ingen grænser for hvor stort og tungt et køretøj man kan dreje med en enkelt let håndbevægelse – men der sker altså først noget når vi drejer på rattet!
Hvis du gerne vil lære mere om hvordan det med Helligånden fungerer i praksis i hverdagen, så står jeg gerne til rådighed for at besvare så mange spørgsmål det skal være – min mailadresse og telefonnummer står i kirkebladet, som I kan finde ude i vindfanget (eller ”våbenhuset”, som forrummet til en kirke stadig kaldes selvom folk sjældent har våben på sig i dag). Men jeg vil gerne understrege at så længe vi lever i denne verden, når vi ikke derhen hvor alt hvad vi nogensinde siger og gør, er fuldt ud i overensstemmelse med Guds gode vilje – det sker først når Gud nyskaber verden til det paradis han oprindelig havde tænkt at det skulle være. Men fordi Jesus har taget alle vores synder med sig i døden, er der ikke længere noget af alt det skidt vi render og laver, der kan skille os fra Gud og fra det evige liv – heller ikke det skidt vi laver efter at vi er blevet døbt, hvor vi ellers har Helligånden til at hjælpe os med ikke at lave det. Vi er afhængige af Gud, ikke kun til at hjælpe os med at leve som vi bør, men i høj grad også til at tilgive os når vi ikke gør det! Men netop Guds betingelsesløse tilgivelse er det som kan give os frimodighed til at kaste os ud i livet, dreje på rattet og følge Åndens indskydelser, for når vi fejler – og det kommer vi til at gøre igen og igen og igen – så er Gud der til at gribe os og rejse os op igen.
Og så er der i øvrigt ikke nogen modsætning mellem at være vejledt af Helligånden eller at være vejledt af Bibelen – tværtimod. Hvis vi var 100% fyldt af Helligånden, så ville vi ikke have brug for en bog til at fortælle os om Gud, for så ville alle kende ham fuldt ud, men så længe vi lever som ufuldkomne mennesker i denne ufuldkomne verden, er det afgørende vigtigt at korrigere vores opfattelser af hvad Ånden siger til os, med de skrevne ord om hvad Ånden sagde til de første kristne som Jesus havde givet den opgave at lægge fundamentet for den kristne kirke – ellers kan vi hurtigt få overbevist os selv om at det som i virkeligheden bare er vores egen ønsketænkning, er noget som Ånden siger til os. Men Gud er den samme i dag som han var på Det Nye Testamentes tid, og jo bedre vi lærer ham at kende ved at læse om især Jesu ord og gerninger i evangelierne, men også disciplenes og Paulus’ udlægninger af det i brevene, desto lettere får vi ved at genkende Åndens sande stemme når han taler til os.
Comments