Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2023

Posted By on 23. november 2023

Jairus’ datter og kvinden med blødninger: Er håb en strategi?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 24. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I 2021 blev der foretaget en stor global undersøgelse hvor 10.000 unge i alderen 16-25 år fra ti forskellige lande fra seks forskellige verdensdele blev spurgt om deres holdninger til klimaforandringer og til de forholdsregler som deres regeringer tager i den anledning.[1][2] 59 procent af de unge der blev spurgt, svarede at de er meget bekymrede eller ekstremt bekymrede over klimaforandringerne, mere end halvdelen svarede at de føler sig triste, ængstelige, vrede, magtesløse, hjælpeløse og skyldige, tre fjerdedele sagde at de synes fremtiden er skræmmende, og hele 56 procent gav udtryk for at menneskeheden er dømt til undergang.

                      De tal kan lyde meget voldsomme for dem af os der er noget mere end 25 år gamle, men når jeg tænker på hvilken vej udviklingen er gået i løbet af de to år siden undersøgelsen blev lavet, så må jeg indrømme at jeg også har svært ved at finde optimismen frem. Allerede for et par år siden kunne vi se tilbage på nogle meget voldsomme somre hvor den ene varmerekord efter den anden stod for fald, men i år er de alle sammen blevet slået på ny. Juli 2023 var den varmeste måned der nogensinde er blevet målt på jorden, og det siger selvfølgelig ikke nødvendigvis så meget, for vi har jo kun foretaget nøjagtige meteorologiske målinger i omkring halvandet århundrede, men jeg læste forleden at nogle forskere faktisk anslår at juli måned i år var den varmeste måned vi har haft på jorden i 120.000 år! I store dele af Sydeuropa – for slet ikke at tale om endnu varmere dele af verden – har temperaturerne ikke bare været ubehagelige, men ligefrem farlige at færdes i, og andre steder har der været voldsomme skovbrande, eller modsat: oversvømmelser. Og selvom naturfænomenet El Niño bærer en stor del af skylden for at det har været ekstra slemt i år, så har vi jo altså haft El Niño før, uden at temperaturerne har været ekstreme, så ”normalniveauet” er også steget. Et mindretal af forskere mener ganske vist fortsat at klimaforandringerne i det hele taget slet ikke er menneskeskabte, men det er en ringe trøst, for hvis de har ret, kan vi jo omvendt heller ikke gøre noget for at bremse udviklingen.

                      Og så er klimaforandringerne ikke engang det eneste vi har at bekymre os om. Den krig der blev udløst af Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober, truer med at sprede sig til hele Mellemøsten, og her i Europa har Ruslands invasion af Ukraine genoplivet Den Kolde Krig i en grad som de mere naive af os (deriblandt undertegnede) næppe kunne have forestillet os for bare ti år siden, og vi bornholmere er til overflod blevet mindet om at vi ikke befinder os særlig langt fra Rusland. Putin har fremsat slet skjulte trusler om at anvende atomvåben, og vi har også stadig til gode at se hvad han er i stand til på det område der kaldes ”hybrid krigsførelse”, det vil sige hackerangreb og den slags. I denne uge kunne vi læse at den nyligt pensionerede topdiplomat Michael Zilmer-Johns, der sidste år stod i spidsen for regeringens sikkerhedspolitiske arbejdsgruppe, rettede en voldsom kritik mod regeringen for at være alt for dårligt forberedt på mulige cyberangreb. Han brugte ord som ”strategisk amatørisme” og sagde blandt andet: ”Lige nu er vores strategi håb. Vi håber, at det ikke sker.”[3] Dermed sigtede han naturligvis til den kendte talemåde ”Håb er ikke en strategi”, som vores statsminister selv brugte under coronakrisen.

                      Og det er selvfølgelig rigtigt at man ikke løser nogen problemer ved at sætte sig ned med hænderne i skødet og håbe på at de går over af sig selv, så i den forstand er håb ikke en strategi. Men jeg vil nu vove at påstå at håbløshed er en endnu dårligere strategi, for hvis man ikke har noget håb om at det kan lade sig gøre at vende tingene til det bedre, så er man først håbløst fortabt.

                      I dagens første læsning møder vi en situation hvor alt håb tilsyneladende er ude: Profeten Ezekiel ser i et syn en dal fuld af knogler der er fuldstændig indtørrede, og det spørgsmål som Gud stiller ham, virker umiddelbart som et ualmindelig dumt spørgsmål: ”Menneske, kan disse ben blive levende?” For det ved vi jo godt at indtørrede knogler ikke kan. Synet var et billede på den generelle indstilling blandt israelitterne på Ezekiels tid, som lød: ”Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!” Baggrunden for at israelitterne tænkte og sagde sådan, var at deres land var blevet erobret af babylonierne, Jerusalems mure var blevet jævnet med jorden, Guds tempel var blevet plyndret og ødelagt, og selv var folket blevet ført i eksil – men Gud gav altså Ezekiel et budskab om at nej, håbet var ikke slukket! For det som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud (Mark 10,27). Og de yngste af dem der hørte Ezekiels profeti, opnåede da også at vende hjem til Jerusalem og være med til at genopbygge templet, som vi kan læse om det i Ezras Bog.

                      I evangelieteksten møder vi også mennesker hvis situation tilsyneladende er håbløs, deriblandt en kvinde som i tolv år havde lidt af blødninger. Matthæus giver os kun en kortfattet beskrivelse, men det fremgår af den tilsvarende beretning i Markusevangeliet at hun ”havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre” (Mark 5,26). De fleste ville nok i den situation være sunket ned i en fortvivlet resignation, men denne kvinde opgav ikke håbet om helbredelse; tværtimod sagde hun fortrøstningsfuldt ved sig selv: ”Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.” Og håbet drev hende til handling, nærmere bestemt til den handling at søge hjælp hos Jesus.

                      Virkede kvindens situation håbløs, så gjorde synagogeforstanderens det endnu mere. Da Jesus nåede frem til hans hus, var hans datter allerede død, og hvad er der så mere at gøre? Da Jesus siger til den skare der havde indfundet sig for at vise deres respekt for den afdøde med gråd og fløjtespil, at pigen ikke er død, men kun sover, forekommer hans ord dem så absurde at de reagerer med vantroens latter, og det kan man vel dårligt bebrejde dem, men hvis I vil tilgive at jeg igen citerer fra Markusevangeliets noget mere udførlige beretning, så lyder Jesu ord til den døde piges far: ”Frygt ikke, tro kun!” (Mark 5,36). Og det er ikke tomme ord, for straks derefter går han ind i huset og opvækker pigen fra de døde.

                      Et af de bibelvers jeg lærte udenad da jeg gik i søndagsskole, var Hebræerbrevet kapitel 13 vers 8, hvor der står: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.” Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid! Hvis vi virkelig tror på det, så må det vel følge af det at når israelitterne i deres babyloniske eksil, og kvinden der havde brugt alt hvad hun ejede på virkningsløse behandlinger mod hendes blødninger, og synagogeforstanderen hvis lille datter lige var død – når de havde grund til at bevare håbet, så har vi det også! Vel at mærke ikke sådan at forstå at vi sætter os tilbage med hænderne i skødet og messer at det nok ikke går så galt som man kunne frygte, men sådan at forstå at vi trodsigt bliver ved med at gøre det gode, uanset hvor håbløst det ser ud, og frem for alt: At vi bliver ved med at komme til Jesus i bøn, i tillid til at der ikke findes nogen situation der er så håbløs at han ikke kan vende den til det gode. Det kan godt være at vi ikke kan se hvordan det skulle kunne lade sig gøre at det vi står i nogensinde skulle kunne ende godt – uanset om det er de store globale problemer med krig og klimaforandringer, eller det er de problemer vi har at slås med på det personlige plan – men det er der troen kommer ind billedet. Troen består i at vi stoler på Gud selvom vi ikke ved hvornår eller hvordan han har tænkt sig at redde situationen. Den betyder at vores håb retter sig mod en person og ikke mod vores omstændigheder.

                      Og til syvende og sidst retter vores håb sig imod den livsalige dag hvor Jesus vender synligt tilbage til jorden og gør hele verden til Guds rige til sidst. Det er det håb som den kristne kirke fra første færd har bygget på, og som udspringer af budskabet om at Guds Søn blev menneske, at han døde for at sone al verdens ondskab, og ikke mindst at Gud oprejste ham fra de døde som tegn på at hans selvfornedrelse og selvopofrelse var stærk nok til at overvinde selveste døden. Derfor har Jesus magt til bogstaveligt talt at forvandle en dal fuld af indtørrede knogler til en hær af levende mennesker, en ruinhob til en strålende stad eller en ørken til et frodigt landskab. Og det er spørgsmålet om vi efterhånden har ret meget andet tilbage at håbe på, end at han vil gøre netop det. Det bør til gengæld også være alt tilstrækkeligt, såfremt vi virkelig tror på at der findes en kærlig og almægtig Gud, hvis søn har vandret her på jorden og givet sit liv for os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(21)00278-3/fulltext

[2] https://www.bbc.com/news/world-58549373

[3] https://www.dr.dk/nyheder/indland/regeringens-egen-sikkerhedsraadgiver-er-bekymret-hybridkrig-lige-nu-er-vores


Comments

Comments are closed.