Prædiken til 23. søndag efter trinitatis 2023
Posted By admin on 13. november 2023
Skattens mønt: Lov er lov – skal den holdes?
Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Tejn Kirker 23. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
I februar 2020, et par uger før coronanedlukningen pludselig vendte op og ned på alting, blev daværende kirkeminister Joy Mogensen interviewet af Det Danske Bibelselskab, og i den forbindelse blev hun blandt andet bedt om at nævne et af sine yndlingscitater fra den gode bog. Hun pegede uden tøven på Matthæusevangeliet 22,21: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”, idet hun tilføjede: ”for mig handler ’Kejserens’ ikke kun om penge og skat, men om alt verdsligt”.[1] Og noget tyder på at hun ikke er den eneste politiker der har det på den måde. I de to første årtier af dette århundrede blev det lille bibelvers citeret mere end 400 gange i de landsdækkende medier,[2] og det tror jeg ikke der er nogen andre bibelvers der kan hamle op med. Flere fremtrædende politikere har af egen drift citeret verset, deriblandt daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i et foredrag på Vartov i januar 2011 sagde: ”I Danmark har vi en lang tradition for ‘at give Gud, hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er.’ I forhold til integration og til udfordringen med folk, der kommer rundet af et andet værdisæt end vores, så betyder det, at de nye danskere ubetinget skal respektere kejserens love og regler.”[3] Rent bortset fra at den del af de nye danskere der ikke er kristne, nok er ret ligeglade med hvad Bibelen har at sige om at adlyde landets love, og rent bortset fra at forpligtelsen til at overholde landets love vel er den samme for os ”gammeldanskere” som den er for de nye danskere (og rent bortset fra at vi i Danmark ikke har en kejser), så er der ingen tvivl om hvad det var Lars Løkke mente, nemlig at Bibelen foreskriver at landets love skal overholdes, og det endda ”ubetinget”. Det vi skal se på i dag, er om han har ret i den opfattelse. Altså: Er vi som kristne forpligtet over for Gud på altid at adlyde de verdslige myndigheder? Er det at overtræde de til enhver tid værende love i et land i alle tilfælde nødvendigvis en synd mod Gud?
Jeg vil afmontere spændingen med det samme ved at sige at nej, naturligvis er det ikke det. Det tror jeg sådan set heller ikke at Lars Løkke Rasmussen mener at det er, hvis man går ham på klingen – han har i hvert fald adskillige gange i sin politiske karriere udtrykt støtte til modstandsbevægelser mod tyranniske regimer forskellige steder i verden. Så jeg tror egentlig at vores gode udenrigsminister (som han jo er i dag) vil give mig helt ret i at eksempelvis de mennesker der trodsede Nazistyret i Tyskland i 1930’erne og 1940’erne ved for eksempel at skule jøder illegalt, gjorde det rigtige. Men hvad betyder det så at ”give kejseren, hvad kejserens er”?
At dømme efter den Paulus-tekst vi hørte i dag, så betyder det rent faktisk at man skal overholde landets love. ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod” – hvordan kan det tolkes anderledes end at Bibelen siger at man i alle forhold skal adlyde landets love? Nogle har forsøgt at komme uden om spørgsmålet ved at sige at det kun er legitime myndigheder man skal adlyde, og derfor var det helt i orden at være ulydig mod Hitlers regime fordi det var et diktatur og dermed ikke legitimt, men den udvej kan ikke bruges, for dengang Paulus skrev Romerbrevet, levede han under et styre hvis øverste leder var kejser Nero. På det tidspunkt hvor Romerbrevet blev skrevet, havde Nero ganske vist endnu ikke begået de forbrydelser han blev mest berygtet for, så som at sætte ild på Rom eller at bruge kristne som levende fakler når han holdt havefester, men det er ikke for meget sagt at flere af hans politiske rivaler var omkommet under særdeles mistænkelige omstændigheder. Og en diktator var han uden tvivl, i hvert fald målt med nutidens standarder. Men hvis princippet om at vi som kristne skal underordne os under myndighederne, ikke kun gælder i legitime demokratiske retsstater, hvordan kan vi så mene at de der var ulydige mod nazisterne, kristeligt set gjorde det rigtige?
For mange år siden læste jeg en erindringsbog af Dansk Europamissions grundlægger, Hans Kristian Neerskov. Jeg husker ikke detaljerne, og jeg havde desværre ikke bogen ved hånden da jeg forberedte min prædiken, men det var vist noget med at han var blevet taget af grænsepolitiet engang han havde forsøgt at smugle bibler ind i Sovjetunionen. I hvert fald spurgte det sovjetiske politi ham om han var kristen, og da han svarede ja til det, spurgte de ham om han så ikke var klar over at der jo står i Bibelen at man skal adlyde myndighederne, og derfor var han faktisk ulydig mod Bibelen når han trodsede de sovjetiske myndigheder ved at forsøge at smugle ulovlig litteratur ind i landet. Heldigvis havde Neerskov dog svar på rede hånd, for da betjentene havde mindet ham ordene ”Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod”, kvitterede han ved at citere det følgende vers: ”De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde.” Det var altså det sovjetiske styre, der handlede imod Bibelens ord ved at skræmme dem der ville gøre det gode, belærte han dem om. Og det synes jeg egentlig er en fin forståelse af versene: I det omfang myndighederne straffer dem der gør det onde, skal man underordne sig under dem, uanset hvor onde og illegitime de i øvrigt måtte være – den der vil begå røveri i det Talibanstyrede Afghanistan eller voldtægt i Kim Jong-uns Nordkorea, kan ikke undskylde sig med at det regime der straffer ham for det, er et uretfærdigt regime – men den der gør det gode, kan altid gøre det med ren samvittighed, uanset hvad loven siger.
Spørgsmålet er så bare hvem der skal afgøre hvad der er ”det gode”! Dertil er at sige at vi ikke kan forvente at den verdslige øvrighed skal dømme efter andre love end sine egne, så hvis din samvittighed tvinger dig til at overtræde landets lov, så må du være indstillet på at bære den straf som øvrigheden har fastsat. Det kan du så til gengæld gøre med oprejst pande, hvis det virkelig er fordi du har gjort det gode, at du bliver straffet. Som apostlen Peter skriver i sit første brev: ”Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er i salige” (1 Pet 3,13-14). Det princip levede Peter i øvrigt selv efter; vi kan i hvert fald læse i Apostlenes Gerninger at da Peter og de andre apostle blev pisket af det jødiske råd fordi de talt om Jesus, var de kun glade ”fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld” (ApG 5,41). Og vi må huske på at ingen jordisk myndighed har magt til at volde os varig skade, uanset hvad de måtte finde på at straffe os med. Som Jesus på et tidspunkt sagde til disciplene, er der ingen grund til at frygte ”dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere” (Luk 12,4).
Nå, men hvordan finder vi så ud af hvornår vi med god samvittighed kan – eller ligefrem skal – overtræde landets love? Det tror jeg faktisk at dagens evangelietekst rummer nøglen til. Det der fik Jesus til at konkludere at mønten tilhørte kejseren og derfor skulle gives til ham, var jo at mønten bar kejserens billede. Så når Jesus siger at vi skal give ”Gud, hvad Guds er”, må det hentyde til alt hvad der bærer Guds billede. Og hvad er det der bærer Guds billede? Det finder vi svaret på i Bibelens allerførste kapitel, i en tekst som i øvrigt bliver citeret i Folkekirkens traditionelle vielsesritual: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det” (1 Mos 1,27). Det som Jesus siger, er altså: ”Lad bare kejseren få sine penge, som han har skabt, men husk at du skylder Gud hele dit liv, for det er Gud der har skabt dig.”
Konklusionen bliver altså at hvis der er en konflikt mellem hvad Gud kræver af os, og hvad regeringen kræver af os, så er det regeringen der har vigepligt. Vores statsminister sagde ganske vist på et tidspunkt at det er Gud der har vigepligt, men du kan jo overveje hvem af de to det er mest sandsynligt at du ultimativt vil komme til at stå til regnskab hos.
Nogle vil måske tænke at hele den her diskussion er temmelig hypotetisk, for hvor tit sker det lige her i Danmark at vi er nødt til at vælge mellem at være lydig mod landets love eller at være lydige mod Gud? Og nej, det sker heldigvis ikke særlig tit. Men så meget mere grund har vi til at adlyde Gud i alle ting, når vi i reglen ikke engang risikerer at myndighederne kommer efter os for det! Vi skylder nemlig virkelig Gud alting, for ikke alene har han sat sit billede på os da han skabte os; han har også betalt med sin egen søns blod for at købe os fri fra syndens og dødens herredømme. Derfor er vi frie til frimodigt at gøre det gode i enhver situation uden at frygte for konsekvenserne.
Men hvad så hvis vi ikke ved hvad ”det gode” er? Måske er der både noget der taler for at vi skal gøre det ene, og noget der taler for at vi hellere skal gøre det andet, eller måske står vi i et umuligt etisk dilemma hvor der slet ikke synes at være noget der er ”det gode”, men kun noget der måske er det mindste onde – eller måske er vi selv sikre på hvad der er det rigtige at gøre, mens andre kristne mener at vi tværtimod burde gøre det stik modsatte, og sæt nu det er dem der har ret, og os der tager fejl? Men selv det er heldigvis ikke noget uoverstigeligt problem, for hele overskriften over det kristne liv er ordet nåde. I Andet Korintherbrev kapitel 8 vers 12 står der: ”For når den gode vilje er til stede, påskønnes den i forhold til, hvad man evner, ikke i forhold til, hvad man ikke evner.” I konteksten handler det om at give penge til en indsamling til de fattige i Jerusalem, som Paulus havde sat sig i spidsen for, men jeg ser ingen grund til at princippet ikke kan udvides til også at gælde al anden god gerning. Gud elsker os uendelig højt, hans tålmodighed med os er stor, og han vil i hvert fald hellere at vi gør det så godt vi kan, ud fra den viden og åndelige modenhed vi nu engang har på et givet tidspunkt, end at vi graver vores talenter ned på en mark. De skæverter vi kommer til at slå undervejs, dem har Jesus betalt for på korset. Og ved at praktisere ”De 4 B’er” – Bøn, Bibellæsning, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin – har vi adgang til hele tiden at vokse i visdom, så vi bliver stadig bedre til at skønne hvad der er Guds vilje – det gode, det som behager ham, det fuldkomne (Rom 12,2).
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] https://www.bibelselskabet.dk/fem-skarpe-om-bibelen-til-joy-mogensen
[2] https://www.bibelselskabet.dk/sites/default/files/files/artikel_8_bibliana_02-20.pdf
[3] Ibid.
Comments