Prædiken til 1. søndag i advent 2023
Posted By admin on 29. december 2023
Jesus i Nazarets synagoge: Fremtiden er nu!
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 1. søndag i advent 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Så blev det endelig første søndag i advent! Det holdt hårdt i år, hvor den falder på den senest mulige dato: 3. december. Af samme grund har de fleste af de aktiviteter der plejer at indvarsle julens snarlige komme, heller ikke haft tålmodighed til at vente på at det officielt skulle blive adventstid. Juletræstændinger, julemarkeder, julefrokoster og julekoncerter har vi allerede haft masser af i løbet af november. Der er jo så mange traditioner der hører adventstiden til, at det er svært at nå det hele på de 3-4 uger vi har. Det er lige før man kan misunde den ortodokse kirke, for de tager allerede hul på adventstiden den 12. november – dagen efter mortensdag. Det gjorde vi i øvrigt også i vesten i gamle dage – det vil sige for godt og vel 1000 år siden – men adventstiden blev kortet ned til fire uger fordi folk syntes seks uger var for længe at faste.
Var for længe at hvad, sagde du?!
Ja, før i tiden var adventstiden nemlig en fastetid hvor man forberedte sig med bod og alvor, gjorde op med skødesynder og fik sagt undskyld til dem man havde konflikter med, sådan at man efterfølgende kunne fejre jul med fred i hjertet og ren samvittighed. Det element af adventstiden er desværre langt hen ad vejen forsvundet ud med det kommercielle badevand, men der er jo intet der forhindrer os i hver især at genoptage det. Altså ikke nødvendigvis det med at faste helt frem til juleaften, men måske kunne vi godt overleve at skrue bare en lille smule ned for den ydre juletravlhed – også selvom det måske betyder at der er noget vi går glip af – så vi måske til gengæld kan få tid til at tage lidt bestik af vores liv og overveje om der er nogen vi skal slutte fred med? Når alt kommer til alt, er ydre og indre fred jo vel det som de fleste af os allermest ønsker os til jul.
Nogle af de traditioner der hører adventstiden til, er flere hundrede år gamle, men de fleste er faktisk nyere end vi tror. Juletræet kom for eksempel først til Danmark i 1808, adventskransen blev opfundet i 1839, og kravlenisserne kom først så sent som i 1947. Og så er der de traditioner der først er kommet med de elektroniske massemedier, for eksempel tv-julekalendere, der i sagens natur først så dagens lys efter at fjernsynet blev almindeligt i de små hjem, for eksempel tv-julekalendere. Det var i Sverige at verdens første tv-julekalender blev vist i 1960, men Danmark kom med på vognen allerede to år senere. Da jeg var barn, havde vi stadig kun én tv-kanal, så hele familien Danmark så den samme julekalender, enten det var Jullerup Færgeby eller Torvet eller Jul i Gammelby, for slet ikke at tale om den herostratisk berømte Jul og grønne skove, hvor Poul og Nulle sad i et hul i jorden. Selv åd jeg det hele råt, for dengang var det at det blev vist på tv tilstrækkeligt til at jeg betragtede det som spændende (så gammel er jeg). I dag er der mange kanaler at vælge imellem, og flere af dem tilbyder mere end én julekalender, som man oven i købet kan streame på det tidspunkt der passer én, men én ting har de alle sammen til fælles, og det er at de ender godt! De senere år har der ganske vist været en tendens til at det halvvejs gennem afsnit 24 stadig ser ud til at det umuligt kan ende godt, for spændingen skal trækkes til det sidste, men det har vist endnu ikke slået fejl at alle de løse ender bliver samlet, og julefreden sænker sig til sidst. Det samme gælder de mange julefilm der udbydes i biograferne; de har også en ganske bestemt måde de skal slutte på, nemlig at såvel den ydre som den indre fred sænker sig, og alt bliver godt.
Det er naturligvis ikke kun til jul at vi ønsker os retfærdighed og fred og glæde; det gør vi hele året. Og det gjorde folk også på Jesu tid. Men de nøjedes ikke med at ønske sig det; de havde også en forventning om at deres ønske ville gå i opfyldelse, fordi profeterne havde forudsagt at Gud engang ville gribe ind og gøre alting godt. Den profeti fra Esajas’ Bog som Jesus læste højt i synagogen i Nazaret, var kun ét af mange eksempler. Mange af disse profetier var bundet op på at der skulle komme en bestemt person og gøre alting godt, nærmere bestemt en efterkommer af den store konge David, som havde regeret Israel 1000 år tidligere. Gud havde gennem profeten Natan lovet David at der til evig tid skulle sidde en af hans efterkommere på Israels trone, men den sidste konge af Davids slægt var blevet afsat af babylonierne allerede i år 586 før vor tidsregning. Det israelitiske folk havde imidlertid ikke opgivet håbet om at Gud ville opfylde sit løfte til David, og som sagt havde Esajas og de andre profeter forudsagt at når der igen kom en efterkommer af David på tronen, ville han oprette et fredsrige hvis lige aldrig før var set. Og de mennesker der var samlet i synagogen i Nazaret den sabbat havde grund til at tro at der snart ville ske noget, for der gik rygter om at der var fremstået en ny stor profet som gik rundt og udførte mirakler og prædikede at Guds rige snart ville komme. Den store profet var oven i købet et af deres egne bysbørn – tømreren Jesus, Josefs søn. Ham var de nok lige så stolte af som vi her på Bornholm er af Magnus Cort og Aura Dione og Daniel Mühlendorph.
Derfor er der heller ikke noget at sige til at alle spændt rettede øjnene mod Jesus da han havde læst Esajas’ profeti om at Gud ville sende sin tjener for at sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådeår. Hvad mon han kunne fortælle dem om Guds kommende fredsrige? Der gik endda rygter om at Jesus selv var en efterkommer af David – der var noget med at hans far Josef stammede fra Davids by Betlehem, hvor Jesus vist også selv var født på grund af den der folketælling som kejser Augustus havde udskrevet i sin tid – så måske ville Jesus løfte noget af sløret for hvordan han havde tænkt sig at gøre alting godt?
Jeg ved ikke om I kan forestille jer det antiklimaks det må have været da Jesus sagde: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Der står ganske vist at de alle gav ham deres bifald, og mange har undret sig over hvordan de på så kort tid kunne svinge derfra og så til at ville slå ham ihjel. Imidlertid kan ordet emartýroun, som i den danske bibel er oversat med ”gav ham deres bifald” også betyde det modsatte. Ordets grundbetydning er blot ”at bære vidnesbyrd”, og selvom det som regel bruges i betydningen ”tale godt om”, så er der undtagelser fra den regel, for eksempel i Johannesevangeliet kapitel 7 vers 7, hvor Jesus siger at verden hader ham ”fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde”. Og det er den forståelse af ordet der giver klart bedst mening i denne kontekst, synes jeg i hvert fald. Det de ”vidnede” om Jesus, var jo at han bare var Josefs søn – med andre ord: ”Hvem tror han egentlig han er?” Og når den nazaræiske version af Janteloven pludselig sprang ud i fuldt flor på den måde, så tror jeg blandt andet det var fordi folk var skuffede – fordi de havde forventet noget andet og mere end at få at vide at ordene allerede var gået i opfyldelse. For selvom der var en masse mennesker der var blevet helbredt – vel, det var jo dejligt for dem, men det forvandlede jo ikke ligefrem alle andres hverdag til det paradisiske fredsrige som de havde sat næsen op efter. Julefreden havde ikke sænket sig endnu, så hvad i alverden mente Jesus med at ordene var gået i opfyldelse?
Det som de gode nazaræiske synagogegængere ikke havde forstået, var at Jesus havde tænkt sig at bringe den indre fred først, og den ydre bagefter. Det er jo nemlig den indre fred der er det vigtigste. På Bibelens allerførste sider kan vi læse at der faktisk engang var et paradis, men at det blev spoleret fordi den indre fred manglede. Adam og Eva spiste af Kundskabens Træ fordi det lykkedes slangen at overbevise dem om at Gud ikke ville dem det godt. Det var dér det startede: med den indre mistillid. Og det er også dér al ufred starter den dag i dag. Derfor nøjedes Jesus ikke med at helbrede de syge; han havde også noget langt vigtigere at bringe, nemlig syndernes forladelse. Det var derfor alle de mennesker som de andre ikke ville lege med, flokkedes om Jesus: værnemagere, prostituerede, drankere, småkriminelle, og i det hele taget folk som ikke rigtig var i stand til at leve op til andres forventninger. Jesus fortalte dem at Gud tog imod dem alligevel – at den retfærdighed som de ikke selv var i stand til at præstere i deres liv, den fik de givet som gave af Gud. Dermed var de sat fri fra det som de frem for noget blev holdt i fangenskab af, nemlig det som vi i den kristne tradition plejer at kalde for ”synden”. Og den der er fri af synden, er i den allerdybeste forstand fri. Når vi ved at Gud ser på os med milde og nådige øjne, hvad betyder det så at vi i det ydre stadig har forskellige ting at bakse med? Som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: ’På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.’ Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os” (Rom 8,35-36).
Det kan godt undre at Paulus ligefrem sigre at vi ”sejrer”, selv hvis vi bliver udsat for forfølgelse og sværd, sådan som mange af de første kristne blev (og som mange kristne rundt om i verden stadig bliver), men det hænger sammen med at Jesu budskab ikke kun handlede om indre fred. Det handlede om indre fred først, men den ydre fred kommer også. Ved at give sit liv på korset som sonoffer for al verdens synd overvandt Jesus nemlig alt det onde, og derfor er det nu kun et spørgsmål om kort tid før alle spor af Satans magt bliver tilintetgjort. Det eneste Gud stadig venter på, er at alle mennesker tager imod den indre fred i syndernes forladelse; så kommer afslutningen på denne tidsalder hvor Jesus kan tage sæde på sin trone som konge i et evigt fredsrige. Det er den fremtid vi som kristne har sat vores lid til. Men i troen kan vi allerede nu smage den fremtid, ikke mindst når Jesus i nadveren rækker os sit legeme og blod i form af brød og vin som tegn på det ubrydelige fællesskab med ham som vi har fået i dåben. Faktisk kan man sige at vi i troen allerede lever i Guds fremtid – og derfor kan vi sige ja og amen når Jesus siger: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments