Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2021
Posted By admin on 22. august 2023
Tolderen og farisæeren: Korset flytter med
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er ikke nogen helt ukendt tekst vi lige har hørt. Hvor mange af jer har hørt eller læst den før? Hvor mange af jer har hørt eller læst den mere end fem gange før?
Det er godt at vi læser meget i Bibelen og bliver fortrolige med dens tekster. Men vi skal passe på at vi ikke vænner os så meget til teksterne at vi holder op med at høre hvad det egentlig er der står. For eksempel har mange af os nok fået vænnet os så meget til at farisæerne var nogle skidte karle, at vi hører beretningen om farisæeren og tolderen helt anderledes end de oprindelige tilhørere ville have hørt den. Det dårlige ry som farisæerne har i vore dage, har de ene og alene fået fordi de gør en så negativ figur i Det Nye Testamente; indtil Jesus trådte frem på scenen, var farisæerne faktisk mest kendt for at være dem der tappert holdt stand mod på den ene side ypperstepræsternes og saddukæernes kompromiser med de hedenske romere og på den anden side den almindelige ligegyldighed i samfundet over for Guds bud i Skriften.
I Det Nye Testamente hører vi tit farisæerne og saddukæerne omtalt under ét, men de var faktisk hinandens modpoler, modsætninger og modstandere i samtidens teologiske debatter. Saddukæerne anerkendte ikke andre helligskrifter end de fem mosebøger, og selv dem tolkede de meget minimalistisk, sådan at deres gudsdyrkelse mest var koncentreret om at sikre at de foreskrevne ritualer kunne blive udført i templet – det med det personlige Gudsforhold tog de ikke så højtideligt, og så længe de kunne få lov til at bevare deres ceremonier, lod de gerne romerne få resten. Sådan var farisæerne ikke: De anerkendte alle profeterne og skrifterne fra Moses til Malakias, og de gik meget op i at den rette tilbedelse af Gud ikke kunne begrænses til det der foregik henne i templet, men måtte have konsekvenser i den enkeltes hverdagsliv. Man kan måske næsten sige at saddukæerne mest var ”kulturjøder”, mens farisæerne var ”personligt jøder” (for nu at bruge to udtryk der er relativt bekendte hvis man skifter ”jøder” ud med ”kristne”). Havde jeg levet dengang, ville jeg nok have haft væsentlig mere sympati for farisæerne end for saddukæerne, og i Apostlenes Gerninger viser det sig da også at der er en del farisæere der kommer til tro på Jesus efter hans opstandelse, og at farisæerne i Det Jødiske Råd redder Paulus fra ypperstepræsten Ananias’ forsøg på at få ham dømt ham til døden.
Nuvel, der optræder jo ikke nogen ypperstepræster eller saddukæere i dagens tekst; der er kun en farisæer og en tolder, så måske ville det give mere mening at prøve at sammenligne de to grupper. Tolderne omtales som regel positivt i Det Nye Testamente, så de af os der kender Det Nye Testamente rimeligt godt, er vant til at betragte tolderne som ”the good guys”, men det tror jeg faktisk ikke vi ville have gjort hvis vi havde levet dengang. Som mange af jer sikkert ved, så var tolderne i Israel på den tid ikke skikkelige tjenestemænd der havde til opgave at forhindre kriminelle bander i at smugle våben og narkotika ind i landet, men derimod personer der var ansat af den romerske besættelsesmagt til at opkræve afgifter af deres landsmænd. De var med andre ord det som vi her i landet ville kalde for værnemagere. Den slags folk ville ordentlige mennesker naturligvis ikke omgås, så derfor bestod deres omgangskreds som regel af dem som de andre heller ikke ville lege med, så som ludere og lommetyve og drukkenbolte og i det hele taget folk der ikke tog det så højtideligt med Guds bud. Såeh, hvis du stod over for henholdsvis en farisæer og en tolder, og du – uden at have hørt dagens evangelietekst – skulle bedømme hvem af dem der var i besiddelse af en frelsende tro på Gud, hvem af dem ville du så pege på? Eller hvis du mødte to tilsvarende mennesker på gaden i morgen – en der foragtes af det pænere borgerskab på grund af sin umoralske livsførelse, og en der læser i Bibelen og forsøger at indrette sit liv efter Guds bud – hvem af dem ville du mene at Jesus ville betragte som retfærdig?
”Lige et øjeblik!” indvender du måske. ”Glemmer du ikke at grunden til at tolderen gik retfærdig hjem, var at han omvendte sig fra sin umoralske livsførelse? Og at grunden til at farisæeren ikke gik retfærdig hjem, var at han var selvglad og selvretfærdig?” Nej, det glemmer jeg ikke – men du skal alligevel have tak fordi du påpegede det, for det er naturligvis en vigtig pointe at få med. Det er naturligvis ikke sådan at Gud undsiger sine egne bud ved at fordømme dem der forsøger at holde dem, og frikende dem der er ligeglade med dem; det ville jo være himmelråbende uretfærdigt, og som Abraham siger til Gud i forbindelse med sin forbøn for Sodoma i Første Mosebog (18,25): ”Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?”
Alligevel vil jeg gerne nuancere indvendingen lidt, for hvorvidt tolderen rent faktisk ændrer sin livsstil, siger teksten jo faktisk ingenting om. Der foreligger i hvert fald endnu ingen ændring på det tidspunkt hvor Jesus erklærer ham for retfærdig. Det er helt rigtigt at det er fordi han omvender sig, at Gud tager imod ham som retfærdig, men hans omvendelse består ene og alene i at han beder Gud om nåde. Man må antage at det betyder at han fortryder sit hidtidige liv, men om det rent faktisk lykkes ham at bryde helt og aldeles med sine uvaner fra det øjeblik at regne, får vi ikke at vide. Og det er faktisk heller ikke det der er det afgørende, for det at frelse os fra vores synder er Guds opgave, ikke vores, og den eneste forudsætning for at vi kan blive frelst, er at vi kommer til ham i vores hjælpeløshed, sådan som tolderen netop gjorde.
Hvad farisæeren angår, så er det sandt nok at han er selvretfærdig, men hans selvretfærdighed er måske ikke helt så åbenlys som det ved første øjekast kan se ud til, for han giver jo faktisk Gud æren for sin fromhed, det ved jeg ikke om I har tænkt over? ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker,” siger han jo, hvorefter han nævner de kategorier af mennesker som han takker Gud for at han ikke ligner: ”røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller … tolderen dér.” Hånden på hjertet: Har du aldrig – om det så bare har været i dit hjerte og uden at sætte ord på – takket Gud for at du ikke er som de mennesker der ikke lever efter Guds vilje?
Misforstå mig ikke: Jeg taler ikke om det at takke Gud fordi han i sin uransagelige nåde har ladet dig høre evangeliet og har taget imod dig som sit barn, for det bør vi naturligvis gøre. Jeg taler heller ikke om det at takke Gud fordi han har bevaret dig fra at stå med de problemer på halsen som det uvægerligt vil medføre at begå røveri eller bryde et ægteskab eller hvad det måtte være; sådan en taksigelse er for så vidt også på sin plads, så længe den bliver givet i en ydmyg erkendelse af at du kun har Guds nåde at takke for at det ikke er dig der står i den situation. Nej, det jeg taler om, er om du nogensinde – om det så bare har været som en strøtanke – har takket Gud for at du er from nok til at han vil tage imod dig? Eller måske har du ikke engang takket Gud for det, sådan som farisæeren i lignelsen trods alt gjorde, men blot trøstet din egen samvittighed med dine gode gerninger? I begge tilfælde må jeg bedrøve dig med at du er i dårligt selskab, for det var netop det farisæeren gjorde, og det var ikke ham der gik hjem som retfærdig.
Bemærk at det ikke er de gode gerninger i sig selv der er noget i vejen med, snarere tværtimod. Guds bud er gode, og et liv i overensstemmelse med Guds bud er bedre end noget andet liv man kan forestille sig. At faste to gange om ugen for at hellige sig Guds nærvær er en god og prisværdig ting (eller jeg vil i hvert fald tro at det er en god ting; jeg har aldrig selv praktiseret det), og det siger sig selv at det er godt at give en tiendedel af sin indtægt til velgørende formål. Omvendt vil jeg på ingen måde opfordre til at man efterligner tolderens livsstil; det kommer der ikke noget godt ud af. Farisæerens problem var altså ikke hans fromhed og gode gerninger; hans problem var at han stolede på sin fromhed og sine gode gerninger. Igen: Det er godt at gøre gode gerninger, men vi må gøre os klart at uanset hvor mange gode gerninger vi gør, vil vi stadig være milevidt fra at leve op til Guds standard. Bruger vi Guds egen retfærdighed som målestok, så svarer forskellen på tolderen og farisæeren til hvis der stod to små drenge på Rønne Havn, begge med den hensigt at rejse til Ystad, og den ene dreng så bad: ”Jeg takker dig, Gud, fordi jeg har gået til svømning! Det har ham den anden dreng dér ikke, og jeg tror faktisk slet ikke han kan svømme. Men jeg er faktisk blevet rigtig god til det. Jeg kan i hvert fald svømme 100 meter, måske endda 200!” – hvorefter han kaster sig ud i bølgerne og med raske svømmetag sætter kurs mod den svenske kyst. Det ville være en tåbelig og latterlig ting at gøre, ikke? At kunne svømme 200 meter, er fuldstændig ubrugeligt i forhold til at komme fra Rønne til Ystad; den der kan svømme 200 meter, er præcis lige så afhængig af en båd som den der slet ikke kan svømme.
På samme måde er du og jeg – uanset hvor mange gode gerninger vi måtte have på cv’et, uanset hvor meget vi går i kirke, hvor meget vi beder, eller hvor forbilledlig vores livsførelse måtte være – vi er nøjagtig lige så afhængige af Guds nåde som den værste synder i verden er. I forhold til frelsen kan vores bøn derfor aldrig blive en anden end: ”Gud, vær mig synder nådig!”
Det betyder ikke at der ikke både kan og bør ske en vækst i vores Gudsforhold. Både i Første Korintherbrev (3,1-2) og i Hebræerbrevet (5,12-14) tales der om en vækst mod større modenhed i troen og kristenlivet: Det er ikke meningen at vi skal blive stående på samme åndelige stade som da vi kom til tro. Men det betyder ikke at vi kan lægge korset og vores synders nådige forladelse bag os. Korset er ikke kun indgangen til livet som kristen; det er selve livet som kristen. Den der vil følge Jesus, må dagligt tage sit kors op, som Jesus siger et sted (Luk 9,23). Hvad Gud end måtte virke af helliggørelse i vores liv, kan han kun virke i det omfang vi lever vores liv med korset som fortegn. Hvor Gud end fører os hen, flytter korset med, for uanset hvor fromme vi måtte blive, er det kun i kraft af Jesu blod at Gud kan se os som retfærdige. Og derfor må vi aldrig forfalde til at tro at vi er så meget som en my mindre fortabte end nogen andre.
Omvendt betyder det også at hvis du ikke synes din egen fromhed er noget at råbe hurra for, så er du ikke så meget som en my mere fortabt end selv den største helgen. Guds nåde ved Jesu blod er nødvendig for alle – men den er også tilstrækkelig for alle!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments