Prædiken til 9. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 10. august 2023
Den utro godsforvalter: Synd tappert
Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø Kirker 9. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
- søndag efter trinitatis efter første tekstrække siges at være den søndag hvor der er allerflest præster der vælger at holde fri. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men i år holder det i hvert fald stik her på Nordbornholm, hvor jeg i denne uge er den eneste præst i Allinge, Hasle, Klemensker, Nyker, Olsker, Rutsker og Rø sogne, der ikke enten har fri eller er på tjenesterejse. Eftersom jeg var til stede da vi fordelte sommerferien imellem os, kan jeg dog bevidne at det er ganske tilfældigt at det endte sådan (eller også narrede de mig bare; man ved aldrig).
Grunden til at netop denne søndag siges at være den hvor flest præster vælger at holde fri, er naturligvis at teksten virker temmelig problematisk, fordi vi tilsyneladende ser Jesus rose en bedrager. Jeg tror dog at de fleste præster har lært at leve med teksten og endda at få noget opbyggeligt ud af den – personligt har jeg det langt vanskeligere med sidste uges prædiketekst om falske profeter!
Hvis vi skal forstå hvorfor Jesus tilsyneladende roser en bedrager, så kan vi for det første notere os at det ikke er bedraget han roser, men derimod den snedighed som den uærlige forvalter lægger for dagen. Det er en meget vigtig skelnen, og det er i sig selv nok til at ”redde” teksten, om man så må sige. Dertil kommer at som jeg læser den græske grundtekst, så er det faktisk slet ikke Jesus der roser forvalteren, men derimod forvalterens chef. Sagen er den at i grundteksten er der ingen citationstegn, så de citationstegn der findes i danske bibeloversættelser, er udtryk for oversætternes tolkning af hvor den direkte tale begynder og slutter. Dertil kommer at i de ældste håndskrifter skelnes der heller ikke mellem små og store bogstaver, så når der i vores autoriserede danske bibeloversættelse står at ”Herren” med stort H roste den uærlige forvalter, så kan det lige så godt være at det er ”herren” med lille h der er tale om, altså forvalterens chef, som allerede flere gange tidligere i teksten er blevet kaldt hans ”herre”. Alt i alt synes jeg altså det giver bedst mening at læse teksten sådan at ordene ”Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør” hører med til det Jesus siger. Det giver også mere mening, synes jeg, at det er Jesus der udtaler sig om hvordan denne verdens børn handler over for deres egne, end at det er forfatteren, Lukas, der kommer med den kommentar.
Tilbage står imidlertid fortsat spørgsmålet om hvorfor herren (enten det nu er ham med lille h eller ham med stort H) roser forvalteren, men det er som sagt på grund af hans klogskab. For at forstå hvorfor hans handlemåde var klog, må vi først gøre os klart hvor desperat hans situation var. Når han spørger sig selv: ”Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig?”, så er det ikke bare et henkastet ”Nå, hvad skal jeg mon nu finde på at fordrive tiden med?”, men et fortvivlet: ”Hvad skal der dog blive af mig?” Datidens Israel var ikke noget velfærdssamfund, så hvis man ikke kunne forsørge sig selv, var man afhængig af velvilje fra dem der havde råd til at give almisser. Og hvis man ikke var så heldig at man havde nogle velstående slægtninge eller venner der ville tage ansvaret for at forsørge en, så var tiggerstaven den eneste udvej.
At blive tigger var imidlertid ikke nogen brugbar løsning for den snart forhenværende godsforvalter. Når han sagde: ”tigge skammer jeg mig ved”, handlede det nemlig ikke bare om at han led af forfængelighed, for det at tigge blev ikke i sig selv betragtet som skamfuldt i datidens samfund. Faktisk var det en hellig pligt for israelitterne at hjælpe de faderløse, de blinde, de lamme, og andre som uden egen skyld var havnet i ulykkelige omstændigheder. Men forvalteren hørte ikke til nogen af de kategorier – han var ikke”værdigt trængende”, om I vil. Alle der så ham tigge, ville vide hvordan han var havnet i den situation, nemlig fordi han blev fyret for underslæb. Og du kan jo overveje om du selv ville have lyst til at dele dine spareskillinger med en person der havde haft et job hvor han tjente meget mere end du gør, men mistede det fordi hans moral var anløben? Folk ville sandsynligvis ikke give ham så meget som en bøjet fem-agora[1], men snarere fnyse ad ham og sige: ”Skammer du dig ikke over at bede andre om penge?”
Forvalteren var med andre ord i en forfærdelig knibe, og hvad gør man så? Nogle ville i hans situation nok blot have resigneret og accepteret deres skæbne, måske være gået hjemmefra for at lide sultedøden et sted hvor der ikke var nogen til at bevidne deres vanære. Andre ville måske i det mindste have forsøgt sig med enten at grave eller at tigge, selvom de inderst inde godt vidste at det var håbløst, men udfaldet ville være blevet det samme. Men forvalteren gjorde ingen af delene; i stedet ræsonnerede han at eftersom han var på vej til at dø af sult, så havde han ikke noget at miste ved at iværksætte sin desperate plan, nemlig at købe sig velvilje hos byens folk ved at være gavmild for sin herres penge.
De skyldnere der fik nedskrevet deres gæld, vidste naturligvis godt at det ikke var sine egne penge forvalteren brugte, men de vidste også godt at godsforvaltere havde rigtig mange frihedsgrader i forhold til hvordan de anvendte de penge de var sat til at forvalte. Det var naturligvis frihed under ansvar, men det ændrede ikke på at når forvalteren satte sit navn under en kontrakt på sin herres vegne, så var herren som udgangspunkt bundet af den. Man kan så undre sig over at herren lod en forvalter som han ikke længere havde tillid til, beholde den fuldmagt mens han udarbejdede det afsluttende regnskab for sin forvaltning, men måske var det en forglemmelse – eller også skal vi læse det som et vidnesbyrd om at herren var en usædvanlig venlig og nådig mand. Og det var måske netop det karaktertræk hos herren som den fyrede forvalter valgte at sætte al sin lid til. Sagen var jo nemlig den at når herren fandt ud af at forvalteren havde været ovenud gavmild på hans vegne, så havde han to muligheder: Han kunne opsøge skyldnerne og forklare dem at forvalteren havde overskredet sine beføjelser, eller han kunne lade den uautoriserede nedskrivning af gælden stå ved magt. Hvis han valgte det sidste, var forvalteren reddet, for så ville skyldnerne, der jo godt vidste hvem der havde sørget for at deres gæld blev nedskrevet, skylde ham en gentjeneste. Valgte herren derimod at undsige forvalterens gældsnedskrivning, så ville forvalteren være i alvorlig knibe, men det var han jo i forvejen, så til syvende og sidst havde han ikke noget at tabe. At herren ville vise sig fra sin gavmilde side i forhold til sine skyldnere – og dermed også i forhold til den fyrede forvalter selv – var hans eneste håb om redning. Og at man i en håbløs situation satser alt på at forfølge sit eneste håb om redning, må unægtelig siges at være klogt!
”Og hvad kan vi så bruge det til?” tænker du måske. Jo, på mange måder minder vores situation faktisk om den fyrede forvalters. Ligesom han befinder vi os i en håbløst fortabt situation, og ligesom han har vi udelukkende os selv at takke for det. Gud skabte os mennesker som kronen på sit skaberværk til at forvalte alt hvad han ejede, med visdom og kærlighed, men ligesom forvalteren i lignelsen har vi ødet Guds ejendom væk efter vores eget forgodtbefindende: ”Vi søgte kun vort eget vel; vor næste blev vor lykkes træl” (DDS 27,2). Men i virkeligheden var det os selv der blev trælle, som Jesus siger i Johannesevangeliet: ”Enhver, som gør synden, er syndens træl” (Joh 8,34). Det lyder måske temmelig kategorisk, men mon ikke de fleste af os kan nikke genkendende til Paulus’ ord i Romerbrevet om at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,19)? Og det værste er at vores misforvaltning af Guds skaberværk har afskåret os fra fællesskabet med Gud og det evige liv. Jeg ved ikke hvor tit du tænker over hvor håbløst fortabt vores situation er, hvis ikke Gud vil vise os en nåde som vi på ingen måde fortjener? Selv er jeg bange for at jeg kun alt for let forfalder til at tænke at jeg da er et relativt godt menneske sammenlignet med så mange andre, men problemet er at selv hvis jeg virkelig skulle have ret i den tanke, så hjælper det mig ikke ret meget, for selv den bedste og frommeste af os kan ikke erklære sig uskyldig i at have misbrugt det liv Gud har givet os. Hvis Gud på dommens dag skulle spørge os til hvorfor han skulle lukke dig og mig ind i Himmeriget, så ville vi ikke kunne nægte at vi ved utallige lejligheder har forbrudt os mod hans gode bud – og selv hvis du den dag i dag besluttede at du fra nu af vil leve et helligt og pletfrit liv, ville du ikke være i stand til at gennemføre det. Ligesom forvalteren i lignelsen ikke havde kræfter til at grave, har vi ikke de åndelige kræfter til at leve efter Guds vilje. Og ligesom han skammede sig ved at tigge, må vi erkende at også vores knibe er selvforskyldt, og at vi derfor ikke er ”værdigt trængende” til at Gud skulle vise os barmhjertighed.
Derfor består vores eneste chance i at satse på at Gud tager imod syndere og viser os uforskyldt barmhjertighed. Der er intet hos os selv der skulle give Gud nogen grund til at vise os nåde; hvis han alligevel gør det, er det ene og alene på grund af den han er. Derfor har vi intet at miste ved at satse på at Gud er grænseløst nådig og barmhjertig, for er han ikke det, så er vi under alle omstændigheder fortabte, uanset hvad vi gør.
Det har to konkrete konsekvenser: For det første er det spild af tid og energi hvis vi går rundt og bekymrer os om hvorvidt vi nu er gode og fromme nok til at Gud vil tage imod os, for det er vi ikke! Derfor skal vores stræben ikke rette sig imod at undgå at synde, men imod at leve i Guds nåde og kærlighed. Det vil ganske vist uundgåeligt få den frugt at vi bliver befriet fra at være syndens trælle, og i stedet kan tjene Guds retfærdighed, men det er virkningen af at Gud tager imod os, ikke årsagen til at han gør det. Og når vi gang på gang må konstatere at vi til stadighed synder, så må vi ikke fortvivle over det, men stole så meget desto mere på Guds nåde. Som Luther lidt provokerende udtrykte det i et brev til sin ven Philip Melanchthon: ”Vær en synder og synd tappert, men tro og glæd dig endnu mere tappert i Kristus, som er sejrherre over synden, døden og verden.”[2]
For det andet må vi, ligesom godsforvalteren på sin herres vegne eftergav hans skyldnere deres gæld, også stole på Guds nåde mod vores medmennesker; ja, vi må stole endnu mere på hans nåde mod dem end mod os. Paulus beskriver i et af sine sidste breve sig selv som den største af alle syndere (1 Tim 1,15), og når den store apostel så sådan på sig selv, må vi andre vel endnu mere gøre det. Vi må tænke at hvis Guds nåde er så stor at han endda vil tage imod mig, ja, så er der ingen som han ikke vil tage imod.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] En agora er en hundrededel shekel.
[2] Citeret fra https://ricardtriis.wordpress.com/2016/10/01/synd-tappert/
Comments