Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2023

Posted By on 29. august 2023

Den døvstumme i Dekapolis: Hvor er Gud?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 12. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har en del venner der er ateister. Det har de fleste af jer sikkert også; ja, måske er der endda nogle af jer der hører den her prædiken enten i kirken eller på YouTube, der selv er ateister, eller måske er i tvivl om hvorvidt der er en Gud eller ej. Og selvom de fleste af jer er troende kristne, kan I måske alligevel godt forstå en indvending som jeg hyppigt møder fra mine ateistiske venner. Indvendingen lyder: ”Hvis der virkelig er en Gud, hvorfor viser han sig så ikke? Hvis Gud virkelig er almægtig, så ville det da være den letteste sag i verden for ham at bevise sin eksistens, og hvis det er sandt, som I kristne siger, at Gud elsker os og inderligt ønsker at vi skal tro på ham så han kan frelse os, hvad venter han så på?” Jeg kan i hvert fald sagtens følge tankegangen, og jeg må indrømme at jeg tit har spurgt både mig selv og Gud hvorfor han ikke åbenbarer sig for mine ateistiske venner så de opdager at han findes!

                      Som det fremgår af den første læsning vi hørte i dag, er det ikke nogen ny problemstilling; allerede dengang mødte israelitterne jævnligt spørgsmålet: ”Hvor er deres Gud?” når folk fra andre nationer omtalte dem. Dengang kom spørgsmålet dog ikke fra ateister, men derimod fra folk der tilbad gudebilleder. Hvis man spurgte en filister, en moabit eller en fønikier hvor deres gud var henne, ville de kunne pege på en statue af Dagon, Kemosh eller Ba’al; en statue der naturligvis hverken kunne tale, se, høre, lugte, føle eller gå (som salmisten sarkastisk påpeger), men som de pågældende folk alligevel betragtede som det sted hvor deres gud åbenbarede sig. At israelitterne ikke havde et gudebillede, men alligevel hævdede at de havde en Gud, det var mere end nabofolkene kunne forstå. Men israelitterne havde svar på rede hånd: ”vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil”. Eller sagt med andre ord: ”Vores Gud er alt for stor til at man kan lave en statue af ham!” Gud havde nemlig givet israelitterne et strengt forbud mod at tilbede et billede i form af noget som helst i himlen eller på jorden eller i vandet under jorden (2 Mos 20,4), og jeg tror det er fordi ethvert forsøg på at lave et billede af Himlens Gud ville gøre ham så meget mindre end han i virkeligheden er, at det nærmest ville have karakter af en forhånelse.

                      Et af de mest kendte eksempler på at israelitterne alligevel lavede en statue af Gud, var da de under ørkenvandringen støbte en tyrekalv af guld mens Moses befandt sig oppe på Sinajs bjerg hvor Gud talte til ham. I modsætning til hvad mange tror, var guldkalven ikke en ”anden gud”, som israelitterne tilbad i stedet for den sande Gud der havde ført dem ud af Egypten; den var derimod et forsøg på at lave en statue af netop den Gud der havde ført dem ud af Egypten (2 Mos 32,4), og de brugte endda Israels Guds navn, Jahve, om guldkalven (2 Mos 32,5). Problemet var at ved at afbilde Gud som en tyrekalv gav de udtryk for at Gud minder mere om en tyr end om en hest eller en elefant eller et tusindben eller et menneske, og det selvom Gud har skabt både heste og elefanter og tusindben, og har skabt os mennesker i sit billede. Og selv hvis de havde afbildet Gud i form af et menneske i stedet for en tyrekalv, ville det stadig have været et vrangbillede, for vi mennesker er jo forskellige. Tænk bare på hvor meget skade det har gjort at Michelangelo, da han i begyndelsen af 1500-tallet fik til opgave at dekorere Det Sixtinske Kapel i Rom, valgte af afbilde Gud som en mand med langt gråt hår og skæg der sidder på en sky (I har sikkert set billedet – det er det hvor Gud rækker hånden ud og berører Adams fingerspidser med sine). Selv her 500 år senere er der stadig mennesker der går rundt og tror at vi kristne tilbeder en langskægget mand der sidder på en sky!

                      Når Michelangelo valgte at male Gud siddende på en sky, er det naturligvis fordi vi plejer at sige at ”Gud er i himlen”, sådan som israelitterne jo også svarede på spørgsmålet ”Hvor er deres Gud?” Vi bruger jo også ordet ”himlen” om det fysiske himmelrum over os, og det kommer sig af at man på Det Gamle Testamentes tid havde et helt andet verdensbillede end vi har. Abraham og Moses og David og alle de andre mente, ligesom mennesker i de fleste andre kulturer på den tid, at jorden var flad, og at himlen hvælvede sig over jorden som en uigennemtrængelig fysisk barriere – en ”dome”, som vi vel ville kalde det her på Bornholm. Så når israelitterne sagde ”vores Gud er i himlen”, mente de altså at Gud befandt sig på den anden side af ”domen”, uden hvor intet menneske nogensinde kunne komme. Og et eller andet sted giver det vel sig selv at hvis Gud har været til før han skabte kosmos, så kan han ikke selv være en del af kosmos.

I dag har vi som bekendt et helt andet verdensbillede end de havde dengang, og takket være videnskaben ved vi at kosmos er afsindig mange gange større end det vi umiddelbart kan se når vi kigger opad, men vi mener stadig det samme når vi siger at ”Gud er i himlen”, nemlig at Gud ikke er en del af kosmos. Forskellen er blot at vi ikke længere tror at kosmos slutter oppe bag skyerne, og derfor kan de to forskellige betydninger af ordet ”himlen” nu give anledning til misforståelser. Et af de mest berømte eksempler på den misforståelse, kom i kølvandet på at russeren Jurij Gagarin i 1961 blev det første menneske i det vi kalder ”det ydre rum”, altså hinsides Jordens atmosfære. Nikita Khrusjtjov, som på det tidspunkt var leder af Sovjetunionen, havde det som en af sine vigtigste politiske mærkesager at gøre Sovjetunionen til et gennemført ateistisk samfund, og i den forbindelse gjorde han et stort nummer ud af at Gagarin ikke havde set nogen Gud på sin tur op til ”himlen”. Faktisk skrev Gagarin i sin selvbiografi, der udkom året efter hans rumrejse at han havde modtaget en strøm af breve fra kristne der angiveligt indrømmede at de takket være videnskabens fremskridt nu indså at der ikke er nogen Gud, men jeg gætter på at det var noget som Khrusjtjovs propagandamaskine havde digtet, for vi ved fra andre kilder at Gagarin havde ikoner i sit hjem, fejrede jul og påske og fik sine børn døbt[1], så han var tilsyneladende ikke selv med på statslederens antireligiøse vogn. Under alle omstændigheder har der, jævnfør det jeg sagde før, næppe været ret mange kristne der har regnet med at Gagarin ville få Gud at se på sin jordomflyvning i 327 kilometers højde!

Alt det svarer selvfølgelig ikke på min ateistvens spørgsmål om hvorfor Gud ikke bare viser sig for ham, men det giver os måske nogle skitser til et svar. For hvis nu Gud rent faktisk viste sig for ham, hvordan skulle han så vide at det rent faktisk var Gud han så? Hvordan ser Gud ud? Ja, vi har jo allerede fastslået at Gud ikke ligner noget som helst billede man ville kunne lave af ham, men hvordan skulle Gud kunne vise sig på anden måde end i form af et levende billede for vores øjne? Han ville selvfølgelig kunne vise os et eller andet mirakel, men hvis han gjorde det, ville det for det første ikke være Gud selv vi så, og for det andet vil jeg vove den påstand at ethvert mirakel vil kunne bortforklares – om ikke andet vil man kunne afskrive det som enten en hallucination eller blot en uforklarlig tilfældighed. Et eksempel: Den britisk-australske sanger og komiker Tim Minchin, der ikke lægger skjul på at han er ateist, og ofte gør grin med religion i sine shows, blev engang efter et show opsøgt af en mand som mente at der er god grund til at tro på Gud, for mandens mor var nemlig blevet mirakuløst helbredt for grå stær efter at der var blevet bedt for hende i deres kirke. Efter at have hørt det vidnesbyrd skrev Tim Minchin en sang med titlen Thank you God[2], hvor han giver udtryk for at han havde taget grueligt fejl ved ikke at tro på Gud, og det er jo fantastisk – hvis det altså ikke lige havde været for den detalje at sangen driver af sarkasme og i virkeligheden handler om hvorfor Minchin stadig er ateist. Ud over at påpege at der er masser af AIDS-syge i Afrika som det ville have været mere nødvendigt for Gud at helbrede end en australsk kvinde der bare kunne være blevet opereret, opremser han en lang række andre mulige forklaringer på kvindens helbredelse, herunder at hun var blevet fejldiagnosticeret, eller ”one of many cases of spontaneous remission”, altså at sygdommen bare var forsvundet af sig selv. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke at Tim Minchin ville kunne blive overbevist om at der rent faktisk er en Gud, uanset hvad han hørte eller så, for med ”sygdommen forsvandt sikkert bare af sig selv” kan man jo afskrive enhver helbredelse.

Derfor tror jeg ikke det nytter noget at bebrejde Gud at han ikke har ”vist sig” for dem der ikke tror på ham. Han har jo heller ikke ”vist sig” for os der tror på ham, forstået på den måde at en ateists fysiske øjne ser nøjagtig det samme som en kristens fysiske øjne ser. Eller vi ser i hvert fald de samme ting, men måske ser vi noget forskelligt når vi ser de ting vi ser på? Jeg synes i hvert fald jeg ser Gud overalt: i alt hvad der er smukt, i alt hvad der er sandt, i alt hvad der er godt, ja i det blotte faktum at der overhovedet er noget som helst. Jeg synes i øvrigt også at Gud åbenbarer sin godhed hver gang et menneske bliver helbredt for en sygdom, uanset om det sker gennem lægekunsten, eller sygdommen bare ”forsvinder af sig selv”.

I dagens evangelietekst (I var sikkert begyndt at spekulere på om jeg overhovedet ville nå frem til den!) hører vi om at Jesus helbreder en mand der var døv og havde svært ved at tale. Jeg er ikke i tvivl om at den beretning i første række skal læses helt konkret og bogstaveligt (uanset hvilke alternative forklaringer Tim Minchin ville kunne give på helbredelsen), men derudover tror jeg også at helbredelsen var et tegn, sådan som vi i Johannesevangeliet får at vide at alle Jesu mirakler var. Det er nemlig ganske vist vigtigt at kunne høre med vores fysiske ører (og det var det i endnu højere grad for 2000 år siden, hvor døve ikke havde de hjælpemidler der heldigvis står til rådighed i dag), men langt vigtigere er det at vi kan høre hvad Gud vil sige til os, og Gud kan heldigvis tale til os på mange andre måder end gennem vores fysiske ører. Og jeg tror faktisk at Gud hele tiden taler til os gennem alle vores sanser. Spørgsmålet er om vi hører ham! Det tror jeg at vi meget ofte ikke gør – og det gælder ikke kun ateister, men også os der bekender troen på Gud. Derfor må vi alle bede Jesus om gennem Helligånden at lægge sin hånd på vores hjerter så vi kan høre hvad Gud vil fortælle os gennem alt hvad vi ser, hører, læser, mærker og føler, ja endda gennem mange af de indskydelser vi får i vores hoved, hver eneste dag.

For til sidst at besvare det spørgsmål som er gudstjenestens tema: ”Hvor er Gud?” Han er overalt, som vi også skal synge i den sidste salme. Fordi Gud ikke bor hinsides den skabte verdens rammer, kan han være lige nær overalt i den skabte verden på samme tid. Der er ikke noget sted du kan bevæge dig hen, hvor Gud ikke er dig nær. Lad os takke ham for det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://web.archive.org/web/20110415131007/http://www.interfax-religion.com/?act=news&div=8361

[2] https://www.youtube.com/watch?v=IZeWPScnolo


Comments

Comments are closed.