Prædiken til midfaste søndag 2022
Posted By admin on 28. marts 2022
Bespisningsunderets efterspil: Er du sådan meget kristen?
Prædiken i Sct. Klemens og Ols Kirker midfaste søndag 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
”Er du, sådan, meget kristen?” Det spørgsmål har jeg ind imellem fået, især af konfirmander, men også af jævnaldrende da jeg selv var ung (altså endnu mere ung end jeg er nu). Og jeg forstår jo godt hvad der menes med spørgsmålet. Vi kender jo nok alle sammen et eller flere mennesker der har en hobby eller interesse som de går enormt meget op i, enten det er fodbold, modeljernbaner, botanik, renæssancekunst eller Star Wars. Og så er der alle os andre, der også har ting vi interesserer os for, men som holder det mere på det jævne – I ved, sådan, bare et enkelt rum fyldt med modeltog i stedet for hele huset fyldt. På samme måde er det med politik: De fleste danskere går hen og sætter deres kryds hver gang der er valg, og stemmer man på det samme parti hver gang, så vil man måske sige ”jeg er socialdemokrat” eller ”jeg er venstremand” eller hvilket parti man nu stemmer på. Men så er der jo også dem der engagerer sig i den lokale vælgerforening og måske endda lader sig vælge ind i bestyrelsen, er med til at udpege kandidater eller måske selv stiller op, skriver læserbreve hvor de underskriver sig ”kandidat for Enhedslisten” eller ”kandidat for Dansk Folkeparti”, og den slags.
Og hvordan med religion? Det er der vel også forskellige grader af? Der findes liberale jøder, ortodokse jøder og ultraortodokse jøder, man taler om moderate muslimer kontra radikale muslimer, og hvad kristendommen angår, er det vel nogenlunde på samme måde? Her i Danmark er for eksempel omkring 74% af befolkningen medlemmer af Den Danske Folkekirke, og dertil kommer små hundrede tusinde medlemmer af andre kirkesamfund, så alt i alt er der måske knap 76% kristne i Danmark. Men ifølge en meningsmåling fra 2020 mener kun 25% at Jesus er Guds søn, og kun 18% tror at han er verdens frelser. En international Gallup-undersøgelse fra 2015 fortæller at kun 19% af den danske befolkning giver udtryk for at religion er en vigtig del af deres liv, og det tal omfatter sandsynligvis mange muslimer – og kun omkring 3% af danskerne går regelmæssigt i kirke. Så det tyder unægtelig på at der er nogle der er ”meget kristne” og andre der bare er sådan ”almindeligt kristne”.
Men dybest set giver det ikke mening at tale om at være ”meget kristen” eller ”lidt mindre kristen”. Paulus skriver til korintherne: ”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17). At være kristen vil altså sige at alt det man var før, er forbi, og noget helt nyt er kommet i stedet – det er et enten/eller! Et andet billede som Ny Testamente bruger om det at komme til tro på Jesus, er billedet af en fødsel. I ulige årstal hører vi på Trinitatis søndag (altså søndagen efter pinse) om farisæeren Nikodemus der opsøgte Jesus midt om natten for at diskutere teologi, men øjeblikkeligt blev skubbet ud af sine vante tankebaner da Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Og jeg tror vi er enige om at enten er man født, eller også er man ikke født! Vi bliver jævnligt i forskellige sammenhænge spurgt hvornår vi er født, men det er endnu ikke sket at jeg, efter at have svaret: ”19. maj 1975”, har fået spørgsmålet: ”Er du, sådan, meget født?”
Men det at blive født, er jo kun begyndelsen. Sådan er det når det gælder vores fysiske liv, og sådan er det også når det gælder vores åndelige liv. En nyfødt baby kan ikke ret meget andet end at sove, græde, spise, gylpe, og så det der kommer ud i den anden ende af kroppen, men efterhånden som vi vokser til, lærer vi at tale, at gå, at bruge vores sanser, at omgås andre mennesker, og så videre. Hvis man i en alder af 10, 20 eller 50 år opfører sig som et spædbarn, så er der noget alvorligt galt! På samme måde er der også ting vi skal lære efter at vi kommer til tro på Jesus, sådan som Peter skriver i dagens anden læsning: ”Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed.” Ligesom vi i den fysiske verden skal vokse og lære, skal vi det også i den åndelige verden. Og det skal vi alle sammen! Vi siger jo ikke: ”Nå, du er nok meget født, hvad?” når vi møder et menneske der kan gå, tale, vise empati og den slags – det forventer vi at alle mennesker kan, når først de er ude over de første barneår, hvis ikke de har handicap der forhindrer dem i det. Og på samme måde kan vi med rette forvente at der hos alle kristne der er nået ud over troens første barneår, findes ikke blot tro, men også dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind og kærlighed. Peter skriver ligefrem at ”den, som ikke har det, er så kortsynet, at han intet kan se, og har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder.”
Det hører til de absolutte sjældenheder at et menneske rent fysisk forbliver på spædbarnsstadiet, men åndeligt set er det desværre ret almindeligt. Paulus klager i Første Korintherbrev over hvor åndeligt umodne korintherne var; han skriver: ”Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker?” (1 Kor 3,1-3). Det at der var splid og misundelse i korinthermenigheden, viste at de åndeligt set stadig var spædbørn som manglede dyd, erkendelse, selvbeherskelse, gudsfrygt, brodersind og kærlighed. Også i Hebræerbrevets 5. kapitel klager forfatteren over at hans læsere stadig er som spædbørn i troen, selvom de ”i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere” (Hebr 5,12).
At de mennesker vi møder i dagens evangelietekst, ikke var specielt modne i troen, er til gengæld ikke så mærkeligt, for de havde ikke levet ret længe sammen med Jesus. Faktisk havde nogle af dem måske kun mødt ham en enkelt gang, nemlig da de opsøgte ham på et øde sted ved østbredden af Genesaret Sø, hvor han opholdt sig fordi han havde brug for et par dages ferie eller retræte sammen med sine disciple. Den store folkeskare der opsøgte dem, kom altså til ulejlighed, men Jesus forbarmede sig over dem, fortalte dem om Gud, helbredte de syge – og da det blev spisetid, og der ikke var nogen steder i nærheden hvor man kunne købe mad, mættede han dem alle sammen med fem brød og to fisk (den beretning skal vi høre om et års tid). Det var efter at have oplevet dét under at skaren på ny opsøgte Jesus efter at han igen var rejst tværs over søen tilbage til Kapernaum, hvor han boede. Jesus var ikke mere naiv end at han godt kunne regne ud hvorfor de var så ivrige efter at følge i hælene på ham, nemlig fordi de håbede på at han hver eneste dag ville trylle mad frem til dem ud af den blå luft så de kunne slippe for at gå på arbejde og tjene til føden. Men den gik ikke – Jesus var ikke til sinds at fastholde dem på spædbarnsstadiet hverken fysisk eller åndeligt. Han lod dem forstå at de måtte arbejde for føden ligesom alle andre – men samtidig gjorde han dem opmærksomme på at der er en anden slags mad som det er langt vigtigere at arbejde for end den mad der opretholder det jordiske liv, nemlig den mad der opretholder det evige liv! ”Arbejd … for den mad, som består til evigt liv” betyder nok cirka det samme som det vi hørte i læsningen fra Andet Petersbrev: ”Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd” og så videre.
Det store spørgsmål er så: Hvordan gør man det? Vi er jo fra starten bagud på point, så at sige, fordi det at handle kærligt og uselvisk ikke falder os naturligt, eller i hvert fald kun til en vis grænse. Jeg tror mange af os kan nikke genkendende til det Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 7: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,18b-19). Derfor kan ordene fra Andet Petersbrev godt virke som noget af en pisk at have over nakken, og man kan spørge sig selv hvordan det harmonerer med skriftsteder som: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,8-9). Hvad har vi ud af at vi er frelst ved tro alene, hvis vi bagefter skal til at ”arbejde med endnu større iver på at befæste vores kaldelse” for at døren til Guds rige skal stå på vid gab for os?
Jo, hør hvad Jesus svarer da han bliver spurgt: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Han svarer: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”! Der er altså ikke tale om at vi begynder med at tro på det Jesus har gjort på korset, men at vi så går videre med at skulle opfylde bestemte bud for ikke at blive smidt ud af Guds rige igen – nej, troen er nøglen hele vejen igennem. Jeg tror også det er derfor Peter skriver: ”at I til jeres tro føjer dyd” – troen er den jord som alt det andet vokser i. Den måde hvorpå vi føjer dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind og kærlighed til vores tro, er ved at
Men hvordan bærer vi os så ad med at sætte al vores iver ind på ikke at forblive åndelige spædbørn? Ja, de af jer der ofte har hørt mig prædike, kan sikkert gætte at jeg vil pege på ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin. Men i dag vil jeg gerne slå et særligt slag for sidstnævnte: nadveren. Som sagt var hele baggrunden for at skaren fulgte efter Jesus rundt om søen, at han havde mættet dem med brød, og da de ville have mere, opfordrede han dem til i stedet at arbejde for den mad der består til evigt liv. Og den mad, siger Jesus nu, den er – ham selv! Den åndelige vækst der følger efter at vi er blevet født på ny ind i Guds rige, det er en vækst til at ligne Jesus mere og mere, og det siger nærmest sig selv at jo mere vi fylder os med ham, jo mere kommer vi til at ligne ham. Nadveren er et fysisk, sakramentalt udtryk for dette: Kristus forener sig selv med det brød vi spiser og den vin vi drikker, og på den måde bliver vi forenet med ham. ”Du bliver hvad du spiser!” hed det i en oplysningskampagne fra Sundhedsstyrelsen tilbage i 1980’erne, og det gælder også åndeligt set: Den der i tro modtager Jesu legeme og blod i nadveren, bliver forvandlet til at ligne Jesus.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments