Prædiken til 3. søndag i fasten 2022
Posted By admin on 24. marts 2022
Løgnens fader: Kærligheden er sandheden
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag i fasten 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Er der krig i Ukraine? Er der russiske soldater der er faldet i kamp mod ukrainske styrker? Er der civile mål i Ukraine, deriblandt et børnehospital, der er blevet angrebet af den russiske hær? Er der menige ukrainere der på eget initiativ har kastet sig ind i kampen mod den russiske invasionsstyrke?
”Sikke da en masse dumme spørgsmål præsten begynder sin prædiken med i dag!” tænker du måske. ”Vi ved da alle sammen godt at svaret på alle spørgsmålene er ja!” Og ja, det ved vi, vi som er så privilegerede at have adgang til en fri presse. Men hvis du kun havde adgang til russisk stats-tv, så ville du sandsynligvis svare nej til alle spørgsmålene! Den historie som Putin tillader de russiske medier at fortælle (og med ”tillader” mener jeg at man risikerer op til 15 år i fængsel hvis man rapporterer noget andet!), er at Rusland har iværksat en ”særlig militær operation” med henblik på at befri Ukraine fra en illegitim regering af nazister og narkomaner, og der gik over 2 uger inden de russiske myndigheder indrømmede at der havde været tab blandt de russiske soldater. De videoer vi har set af civile ofre, bliver af Kreml beskyldt for at være iscenesatte med skuespillere, og det at flertallet af det ukrainske folk ser den russiske hær som besættere og ikke befriere, forties naturligvis også. Så hvordan skulle manden på gaden i Rusland vide hvem han kan stole på? Hvem mon vi selv ville stole på hvis Danmarks Radio og de øvrige danske medier fortalte en helt anden historie end de internationale medier?
Krigen i Ukraine er et meget grelt aktuelt eksempel, men også på en lang række andre områder kan det være svært at finde ud af hvem man skal tro på. De seneste to år har der for eksempel været beskyldninger fra forskellige sider om at de etablerede medier ikke fortalte sandheden om Covid-19 og vaccinerne, og i USA er store dele af mediebilledet efterhånden så polariseret at medier med sympati for henholdsvis det Republikanske og det Demokratiske parti efterhånden ikke kun er uenige om holdninger sådan som medierne i Danmark er det, men også om hvad der er fakta. Selv i situationer hvor ingen bliver beskyldt for at lyve med vilje, kan ærlige mennesker have vidt forskellige bud på hvad der er op og ned i et givet spørgsmål. Det gælder ikke mindst hvis man vil vide hvad man skal spise og ikke spise for at leve sundt. Jeg har selv for nylig fået konstateret forhøjet kolesterol, og jeg har måttet konstatere at selv de mest pålidelige eksperter ikke er enige om hvilke fødevarer jeg bør undgå, og hvilke jeg omvendt bør indtage meget mere af.
Allermest alvorligt bliver det naturligvis hvis det der er uenighed om, ikke kun har betydning for vores liv i denne verden, men for om vi skal tilbringe evigheden i paradiset eller i fortabelsen. Jeg har talt med en del overbeviste muslimer i tidens løb, og set fra deres synspunkt er der ingen tvivl om at jeg er på vej mod fortabelsen fordi jeg ikke anerkender Muhammed som Guds sidste og største profet, men tværtimod holder fast ved at Isa ibn Maryam (Jesus, Marias søn) er Guds ultimative åbenbaring af sig selv, og at hans død på korset soner al synd. (Som I måske ved, mener muslimerne at Jesus slet ikke blev korsfæstet, men at Gud i sidste øjeblik byttede om på ham og Judas fordi Gud ikke kunne tillade sin profet at dø en så nedværdigende død). Et eller andet sted kan jeg godt forstå de ateister der spørger: ”Hvorfor skulle jeg lige netop vælge at tro på din religion og ikke på en af de utallige andre?”
I dagens evangelietekst er Jesus i diskussion med en gruppe jøder. Vi kommer ind midt i diskussionen (første halvdel af diskussionen er i øvrigt prædiketekst til den 15. maj, så vi får det hele i lidt omvendt rækkefølge), og indtil nu er der sket det at Jesus har tilbudt sine tilhørere at de kan lære sandheden at kende, og at sandheden vil gøre dem frie. Det tilbud er imidlertid ikke faldet i særlig god jord, for tilhørerne mente nemlig at de allerede kendte sandheden og allerede var frie. Når de nu mente det, hvorfor skulle de så tro på denne opkomling af en prædikant fra provinsen når han hævdede noget andet? ”Vi har kun én fader, og det er Gud” lød deres frimodige erklæring i verset umiddelbart inden starten på dagens tekst, så det er det Jesus svarer på når han siger: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”.
De to andre tekster vi har hørt i dag handler også på hver sin måde om at kende forskel på sandt og falsk, på ægte og uægte, på sandhed og løgn. I den første læsning fra Første Mosebog befandt israelitterne sig langt ude i ørkenen ved bjerget Sinai, hvor deres leder Moses var klatret op for at tale med Gud og var forsvundet ind i en sky. 40 dage og nætter havde han efterhånden befundet sig oppe på bjerget, og de havde ikke hørt en lyd fra ham. Derfor besluttede de til sidst at tage sagen i egen hånd. Det de vidste, var at de og deres forfædre havde været slaver i Egypten i flere hundrede år indtil deres Gud havde forbarmet sig over dem og befriet dem fra slaveriet, blandt andet ved at sende en række plager over egypterne. Men hvem Gud egentlig var, og hvordan de skulle dyrke ham, det vidste de faktisk ikke rigtig noget om, og det var en af grundene til at de ikke havde taget den lige vej til det land Gud havde lovet at give dem (en tur der blot ville have taget et par uger), men i stedet var vandret langt ud i ørkenen. Og det var også det der var grunden til at Moses var klatret op på bjerget, nemlig at Gud ville give ham nøjagtige instrukser om hvordan de skulle gebærde sig både religiøst, etisk og samfundsmæssigt. Men nu havde han altså været væk i 40 dage, så var det ikke efterhånden rimeligt at antage at han var død? Altså måtte de selv prøve at finde ud af hvordan de skulle dyrke deres Gud – og hvor svært kunne det i øvrigt være at finde ud af det? De havde jo set egypterne dyrke deres guder, så de vidste udmærket hvordan man gjorde: Først og fremmest havde man brug for et gudebillede som man kunne rette sin tilbedelse imod, og så var det ellers noget med at ofre en masse dyr og i øvrigt holde et brag af en fest!
Men nej, det var ikke sådan Israels Gud ønskede at blive dyrket – overhovedet ikke, faktisk! Allerede inden Moses gik op på bjerget, havde han videregivet en befaling fra Gud til dem om at de under ingen omstændigheder måtte lave gudebilleder (2 Mos 20,3+23), og de sanseløse fester der kendetegnede de andre folks religiøse praksis, var heller ikke noget Gud brød sig om. Tanken var ikke bare at de skulle bruge et andet navn om deres gud end de andre folk gjorde, men i øvrigt opføre sig på præcis samme måde; nej, de skulle være anderledes end alle andre folk og på den måde være en levende prædiken om at den sande Gud er anderledes end alle de afguder vi mennesker kan finde på at lave i vores eget billede. Det havde Gud også allerede sagt til dem hele 13 kapitler før det med guldkalven, nemlig i Anden Mosebog kapitel 19, hvor der står: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.”
Det at Guds folk skal være radikalt anderledes end den omgivende verden, det havde menigheden i Efesos på Johannes’ Åbenbarings tid til gengæld forstået. Som dagens anden læsning hørte vi et budskab som Jesus havde til den menighed, hvor han blandt andet roser dem for at de ”hader nikolaitternes gerninger” (nikolaitterne var sandsynligvis en sekt som forsøgte at skabe en slags syntese eller kompromis mellem dyrkelsen af den sande Gud og den omgivende kulturs afgudsdyrkelse, omtrent som israelitterne gjorde da de lavede guldkalven). Efeserne kunne ”ikke døje de onde”, sagde Jesus til dem, og de lod sig heller ikke narre af falske apostle. Var der nogen der stod vagt om sandheden i Guds ord, så var det de kristne i Efesos! Men ak, i deres iver efter at forsvare den sande lære kom de efterhånden mere og mere til at ligne farisæerne, der var så optagede af at være tro mod hvert eneste bogstav at de glemte hvad bogen handlede om, nemlig Guds kærlighed. Man kan også sige at de gik så meget op i at hævde kirkens anderledeshed i forhold til verden, at de helt glemte selv at være anderledes! På den måde mindede de om en anekdote om Winston Churchill der er blevet delt flittigt på sociale medier. Anekdoten er desværre det pure opspind, vil jeg skynde mig at understrege, men det er alligevel vise ord, selvom Churchill altså aldrig har udtalt dem – hvis I forstår hvad jeg mener. Ifølge anekdoten var der nogle engelske parlamentsmedlemmer som under Anden Verdenskrig bebrejdede Winston Churchill at han ville sætte penge af på finansloven til kunst og kultur i en situation hvor landet var midt i en storkrig – hvortil Churchill angiveligt svarede: ”Hvad er det så vi kæmper for?”
Selvom det altså desværre kun er en legende, så er det et svar vi kan tage til os som kirke: Vi må aldrig få så travlt med at kæmpe for sandheden, at vi glemmer hvad det er for en sandhed vi kæmper for, nemlig at Gud i sin kærlighed sendte sin søn til verden for at lide og dø for vores skyld så vi kan blive befriet fra synden og døden og Djævelen og leve som Guds elskede børn. Ifølge det Jesus fortæller os i dagens tekst, er der to ting der kendetegner Djævelen, nemlig at han er en løgner og en morder. Som Guds børn er vi kaldet til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, og det betyder at alle former for tilløb til løgn og mord skal ligge os umådelig fjernt. I stedet skal vi til alle tider være kendetegnet af kærlighed og sandhed. Og kommer vi i tvivl om hvad sandheden er, så er svaret altid at det er kærligheden der er sandheden – vel at mærke ikke den egoistiske kærlighed der siger ”Jeg vil have!”, men den sande, uselviske kærlighed der siger ”Jeg vil give!”; den kærlighed der altid siger sandheden, men som siger den på en måde så den ikke slavebinder, men gør fri. Sådan er Guds kærlighed, som den er udtrykt i Bibelen og i Jesus Kristus: Jesus lægger ikke skjul på at sandheden om os mennesker er at vi er helt og aldeles fortabte uden Gud; at selvom vi er skabt i Guds billede, er vi blevet fordærvet så vi af natur er vredens børn som Paulus udtrykker det et sted (Ef 2,3). Vi er skabt til at være Guds børn, men vi lever som Djævelens børn. Men den sandhed fortæller Jesus os kun fordi han vil sætte os fri til rent faktisk at være Guds børn ved i tro at tage imod det nye liv han vandt til os ved sin død og opstandelse.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments