Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2022

Posted By on 5. april 2022

Marias lovsang: Det umuliges kunst

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Mariæ bebudelses dag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Man siger at politik er det muliges kunst. De fleste der går ind i politik, gør det fordi de har en vision om hvordan de godt kunne tænke sig at samfundet så ud, og en idé til hvordan deres vision kan gøres til virkelighed, men det sker kun yderst sjældent at den vision de startede med, rent faktisk bliver til virkelighed. Der sidder jo nemlig en masse andre politikere som også har hver deres visioner og ideer, og derfor må man forhandle og indgå kompromiser – og hvis man er tilstrækkeligt dygtig til det, kan man være heldig at få mange af sine mærkesager igennem. Men det kræver i reglen at man er villig til at sluge en del kameler undervejs – insisterer man på at man vil have gennemført alt det man har ønsker om af forandringer i samfundet, vil man sandsynligvis ende med ingenting at få gennemført.

                      Jeg har altid været politisk interesseret, og da jeg gik i gymnasiet, overvejede jeg faktisk om jeg skulle gå ind i politik, men det der frem for noget afholdt mig fra at gøre det, var netop det at det er det muliges kunst. Jeg måtte nemlig se i øjnene at de ting som jeg drømmer om at se ske i verden, ikke falder ind under kategorien ”det mulige”: Jeg drømmer om en verden uden krig, en verden hvor de stærke ikke bruger deres magt til at undertrykke de svage, men tværtimod til at tjene andre, en verden hvor ingen snyder andre, men alle tværtimod søger hinandens bedste, en verden hvor familier ikke går i stykker, en verden hvor  ingen behøver at gå sultne i seng mens andre smider overskydende mad i skraldespanden, en verden hvor alle lever i frihed fra såvel ydre som indre slavepiskere, og hvor alle kan finde bedre steder at søge trøst og glæde end i spilafhængighed, usunde seksuelle relationer eller misbrug af alkohol eller stoffer, en verden hvor ingen fødte eller ufødte børn er uønskede, og hvor en mand aldrig kunne drømme om at presse eller tvinge en kvinde til seksuelt samvær, en verden hvor alle roligt kan stole på alle, og også gør det, en verden hvor kærligheden råder, og ingen lever uden håb. Og det er sådan set ikke fordi jeg tror nogen af Folketingets partier ville være imod sådan en verden; det er mere det at man ikke kan skabe sådan en verden ad politisk vej (og de der siger at man godt kan, vil jeg mene at man gør klogest i at holde sig langt væk fra!).

Derfor valgte jeg at blive præst i stedet for politiker, for Gud er nemlig ikke begrænset af hvad der menneskeligt set er muligt; tværtimod vrimler Bibelen med eksempler på at Gud trodser al menneskelig fornuft og får det umulige til at ske. Tag for eksempel Abraham og Sara, som vi hørte om i den første læsning: Gud havde adskillige år tidligere lovet dem at deres efterkommere ville blive så talrige som himlens stjerner, men de havde ingen børn fået, og nu var de blevet så gamle at det biologisk set var en umulighed, og da Gud bekendtgjorde at Sara et år senere ville have en søn, måtte hun le ved tanken. Men det gik som Gud havde sagt, for Gud er specialist i det umuliges kunst!

Jomfru Maria nævner også Abraham i den lovsang som er dagens evangelietekst. Teksten begynder med ”Da sagde Maria”. Det lille ord ”da” peger på at der er gået noget umiddelbart forud, som Marias lovsang på en eller anden måde er en reaktion på, og det giver mig anledning til at gentage noget som mange af jer har hørt mig sige før: Læs i Bibelen – gerne hver dag – og læs ikke kun brudstykker her og der, men læs en hel bog ad gangen, for eksempel Lukasevangeliet. På den måde får du sat både de kendte og de mindre kendte afsnit ind i deres rette sammenhæng. Parentes slut. Det der er gået forud, og som ordet ”da” refererer til, er at Maria er taget på familiebesøg i den anden ende af landet hos sin kusine Elisabeth, som hun var kommet i en slags skæbnefællesskab med fordi de begge var blevet uventet gravide under nogle højst usædvanlige omstændigheder. Elisabeth og hendes mand Zakarias var ”højt oppe i årene”, som Lukas udtrykker det (1,7), og trods ihærdige bønner gennem mange år havde de ingen børn fået. Men en dag havde englen Gabriel vist sig for Zakarias og havde fortalt ham at Elisabeth ville blive gravid og føde en søn, som ville blive en stor profet – ja, allerede mens han lå i sin mors mave ville barnet være fyldt med Helligånden.

Mens det der skete for Elizabeth og Zakarias altså havde visse ligheder med det der var sket for Sara og Abraham små 2000 år tidligere, så var sagen en anden med Maria. Ganske vist blev hun også meget overrasket da hun fik besøg af englen Gabriel, som fortalte hende at hun ville blive gravid og føde en søn, men det var ikke fordi hun var for gammel til at få børn; tværtimod var hun ganske ung. Men hun havde tilstrækkeligt meget styr på det med blomsterne og bierne til at hun vidste at det kræver medvirken fra en mand hvis en kvinde skal blive gravid, og sådan en havde hun ikke været i nærheden af, selvom hun stod overfor at skulle giftes med tømreren Josef. Men Gabriel forklarede hende – ja, han forklarede hende i virkeligheden ikke ret meget, og den dag i dag er det et kæmpe mysterium hvad der rent fysisk skete da barnet blev til i Marias moderliv, men hun fik da at vide at barnet ville være Guds søn, og at han skulle være konge over Guds folk til evig tid.

På den tid var det en meget alvorlig sag hvis en ugift ung pige blev gravid, fordi det jo logisk set kun kunne skyldes at hun havde været sin kommende ægtemand utro. Okay, det kunne selvfølgelig også skyldes at den kommende ægtemand selv havde taget forskud på de ægteskabelige glæder, men det var der ikke tale om i dette tilfælde, så meget vidste Josef, og derfor var det hans hensigt at bryde forlovelsen, men så fik også han besøg af en engel, der fortalte ham at Maria ikke havde været ham utro, med var blevet med barn ved Helligånden. Men mens alt det foregik, har det nok ikke været særlig sjovt at være i Marias sandaler, og det var nok derfor hun valgte at rejse væk og besøge sin aldrende, men ligeledes gravide, kusine.

Elisabeth var allerede i sjette måned da Maria fik besøg af englen (det er derfor vi fejrer fødslen af Elisabeths søn ved midsommer, et halvt år før vi fejrer fødslen af Marias søn – det er nemlig Elisabeths søn, Johannes Døber, der gemmer sig bag navnet ”Sankt Hans”). Da Maria kom på besøg havde den lille ufødte Johannes altså nået den alder hvor han lå og sparkede og sprællede, men da han hørte Marias stemme gennem livmodervæggen og sin mors maveskind, gjorde han mere end at sprælle: han sprang i Elisabeths liv, står der et par vers før vores evangelielæsning begynder. Da huskede Elisabeth at Gabriel havde sagt at hendes søn allerede før sin fødsel ville være fyldt med Helligånden, og hun forstod at fosterets glædesspring skyldtes at den unge kvinde der var kommet på besøg, bar på selve Guds søn, gennem hvem alle Guds løfter til sit folk ville blive opfyldt. Det fortalte Elisabeth naturligvis Maria – og det var dét der fik Maria til at bryde ud i den lovsang som vi læste.

Så langt, så godt. Lad os se på hvad det er Maria så synger. Som sagt nævner hun Abraham – ganske vist først i den allersidste linje, men hendes pointe er at det som Gud har gjort mod hende, Maria, er en opfyldelse af hvad Gud havde lovet Abraham! Hvad havde Gud da lovet Abraham? Jo, han havde sagt: ”Abraham skal … blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham” (1 Mos 18,18). At ”blive til et stort og mægtigt folk” betyder i denne sammenhæng at blive stamfar til et stort og mægtigt folk – og det havde Gud altså lovet Abraham på et tidspunkt hvor Abraham ingen børn havde og var ved at blive for gammel til at få nogen. Derfor var det at Sara alligevel blev gravid på et tidspunkt hvor hun ellers var blevet for gammel til det, enormt vigtigt, ikke kun for det aldrende ægtepar selv, men for hele jorden – for Guds løfter om at velsigne hele verden afhang af Abrahams og Saras efterkommere!

Tiden gik, og Abrahams og Saras efterkommere blev efterhånden til ikke bare ét, men flere folkeslag, deriblandt edomitterne og amalekitterne (og dertil kan man i øvrigt lægge en lang række folk der nedstammede fra Abraham, men ikke fra Sara), men Gud gjorde det klart at det folk som løftet var knyttet til, var israelitterne, som nedstammede fra Abraham og Saras barnebarn Jakob med tilnavnet Israel. Det meste af Det Gamle Testamente handler om hvordan det igen og igen slår grueligt fejl for Israel med at bære den velsignelse for hele verden som Gud havde sagt at de skulle være. Det skyldtes langt hen ad vejen at de var ulydige mod stort set alle Guds bud, men deres ulydighed ændrede ikke på at Gud havde givet Abraham et løfte, og det løfte var der ikke knyttet nogen betingelser til. Gud sagde ikke: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes, hvis dine efterkommere ellers tager sig sammen og kommer fejlfrit gennem livet”; nej, han sagde: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Punktum. Og Gud forbliver tro mod sine løfter, uanset hvor utro vi mennesker måtte være mod ham, så når Gud havde sagt at alle jordens folk skulle blive velsignet gennem Abraham, så stod det til troende! Og løftet gik i opfyldelse da Guds søn steg ned og blev et foster i Marias jomfruliv.

”Velsignet” er et dyrt og fint ord, som vi ikke bruger så meget i daglig tale, men som der til gengæld er rigeligt af i Bibelen og salmebogen og gudstjenesten. Jeg vil for en gangs skyld skåne jer for en længere sproglig redegørelse og springe direkte til konklusionen, nemlig at ”velsignelse” betyder at alt er som det skal være! Så når Gud lovede at alle folk ville blive velsignet, så lovede han altså i virkeligheden at den drøm som jeg for små 30 år siden opgav at arbejde for ad politisk vej fordi politik er det muliges kunst, den vil Gud gøre til virkelighed gennem sin søn fordi Gud mestrer det umuliges kunst! Gud lover os en verden hvor alt er som det skal være; hvor alt er godt. Den verden vil blive fuldt realiseret når Jesus vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde, men allerede da Jesus opstod fra graven, som vi snart skal fejre til påske, blev sejren vundet over alt det onde fordi Jesus havde taget det med sig i døden da han døde i vores sted. Derfor behøver vi ikke at lade os tynge eller begrænse af at det til tider virker umuligt at det gode kommer til at sejre i verden, for det gode har allerede sejret! Hvor mange slag vi end kommer til at tabe i livet, så har Jesus vundet krigen for os. Derfor har vi al mulig grund til – ligesom Maria – at bryde ud i lovsang.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.