Prædiken til 3. søndag i fasten 2024
Posted By admin on 15. april 2024
Løgnens fader: Kender du Gud?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag i fasten 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
En af de film der trak mange mennesker i biografen for 25 år siden, var Runaway Bride, hvis titel oversat til dansk betyder ”Flugtbruden”. Den handler om en journalist ved navn Ike (spillet af Richard Gere), der hører om en kvinde ved navn Maggie Carpenter (og det er naturligvis Julia Roberts), som har været ved at blive gift 3 gange, med tre forskellige mænd, men som alle tre gange forlod sin brudgom ved alteret. Ike har en presset deadline, så han skriver en avisklumme om den skøre kvinde uden at gøre sig den ulejlighed at undersøge historien nærmere. Næste dag modtager avisens redaktør imidlertid en klage fra Maggie hvor hun påpeger at klummen er fyldt med faktuelle fejl, og det ender med at Ike bliver fyret. I et forsøg på at redde sit omdømme opsøger han Maggie for at skrive en mere dybdeborende artikel om hende, og han finder ud af at hun nu er forlovet for fjerde gang og er i færd med at planlægge sit bryllup. Ike interviewer såvel hendes nuværende forlovede som de tre tidligere, og han finder til sin overraskelse ud af at de fire mænd beskriver Maggie vidt forskelligt. Blandt andet svarer de forskelligt på hvad slags æg Maggie bedst kan lide at spise: Den ene svarer ”spejlæg – ligesom mig”, den anden ”røræg med salt, peber og dild – ligesom mig”, den tredje ”pocherede – ligesom mig”, og hendes nuværende forlovede ”omelet lavet kun på æggehvider – ligesom mig”. Det at de alle fire tilføjer ordene ”ligesom mig”, gør det klart for Ike at Maggie hver gang har ladet som om hun havde præcis samme smag og interesser som manden, fordi han ikke gav hende plads til at være den hun selv var. Det giver sig selv at et forhold ikke kan fungere på den måde, men i hvert af tilfældene var det altså først i allersidste øjeblik at hun tog mod til sig og bogstaveligt talt flygtede ud af forholdet. Heldigvis når hun at afbryde forholdet til den fjerde mand inden de når frem til selve bryllupsdagen, og som selv de af jer der ikke har set filmen, sikkert har gættet (romantiske komedier er jo som regel uhyggeligt forudsigelige), så ender det med at Maggie og Ike falder for hinanden. Og at det denne gang kommer til at gå bedre, finder vi ud af ved at hun siger til ham: ”Hver gang jeg gik op ad kirkegulvet, gik jeg hen imod en person som ikke havde nogen anelse om hvem jeg virkelig var. Og det var kun halvt den anden persons skyld, for jeg havde gjort alt for at overbevise ham om at jeg var lige præcis den han ville have. Så det var godt jeg ikke gennemførte det, for det ville have været en løgn. Men du – du kendte den virkelige mig.” Det er jo nemlig det der er alfa og omega i ethvert intimt forhold, enten det er et romantisk forhold, et venskab eller et familieforhold, for eksempel mellem forældre og børn: at den anden person kender – og elsker – den virkelige dig!
Og sådan er det faktisk også i forholdet til Gud. Ganske vist kender Gud pr. definition hver og en af os ud og ind, langt bedre end vi kender os selv, men hvor godt vi kender ham, er straks et helt andet spørgsmål. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre for os små, begrænsede mennesker at kende den evige, almægtige Gud ud og ind, men vores tanker og handlinger røber meget om hvor lidt eller hvor meget vi har fattet af hvordan Gud virkelig er.
Tag for eksempel de jødiske ledere som Jesus diskuterer med i dagens tekst. De påstår selv at Gud er deres far, men Jesus påpeger at deres handlinger tydeligt afslører at de overhovedet ikke kender Gud. Gud er nemlig sandhed og kærlighed, men farisæernes indstilling er snarere præget af løgn og had, hvilket viser at det i virkeligheden ikke er Gud, men Djævelen der er deres far, som Jesus så bramfrit påpeger. Farisæerne tilhørte ellers datidens religiøse elite – hvis man spurgte manden på gaden hvem i landet der kendte Gud bedst, så ville de givetvis have nævnt farisæerne og de skriftkloge! Og det bør mane til eftertanke hos os, for I som kirkegængere – og i særdeleshed jeg som præst – kan vel i en vis forstand siges at tilhøre Danmarks ”religiøse elite”. Men det garanterer altså på ingen måde at vi kender Gud!
Se på menigheden i Efesos, som vi fik lov at høre Jesu ord til tidligere i gudstjenesten: Han roser dem for deres møje og udholdenhed og for deres afsløring af nogle falske apostle, men trods det bebrejder han dem at de har svigtet deres første kærlighed – i deres iver efter at være uangribelige har de fokuseret så meget på deres egne rigtige meninger og deres egen store arbejdsomhed at de efterhånden er begyndt at glemme ham der er årsag til det hele, nemlig Jesus. Ikke at der er noget galt i at gøre en masse, og Jesus roser da også efesermenigheden for deres møje og udholdenhed, men det har kun værdi hvis det udspringer af kærlighed. I Runaway Bride havde de mænd som Maggie forlod ved alteret, alle sammen lagt enormt mange kræfter i aktiviteter der havde med Maggie at gøre, så som at planlægge bryllup, men det ændrede ikke på at de dybest set ikke kendte hende.
At man gør en masse for Gud, er altså ikke nogen garanti for at man kender ham, men det er det vel til gengæld hvis man kender sin bibel og kan kende forskel på sand og falsk kristendom? Nej, ikke nødvendigvis! Jeg er en stor fan af forfatteren C.S. Lewis og har læst indtil flere biografier om ham foruden en mængde af de bøger han selv har skrevet, så jeg ved en hel del om ham, men jeg kender ham ikke personligt (og eftersom han døde 12 år før jeg blev født, har jeg aldrig haft mulighed for at komme til det – men jeg glæder mig til at hilse på ham i opstandelsen!). Man kunne også forestille sig at en af de mænd der var forlovet med Maggie, havde sat sig ind i hele hendes livshistorie og måske endda vidste hvad slags æg hun i virkeligheden bedst kunne lide, men hvis han aldrig havde taget sig tid til at sætte sig ned og lytte til hende, at åbne sig for hende og give hende plads til at udtrykke sig, så havde det ikke ændret på at han reelt ikke kendte hende. At vide en masse om en person – at kende en masse til vedkommende, om I vil – er nemlig langt fra det samme som at kende vedkommende.
På det tidspunkt hvor dagens første læsning foregår, skulle man tro at israelitterne ikke bare kendte til Gud, men at de rent faktisk kendte ham. Gud havde nemlig lige reddet dem ud af 400 års slaveri i Egypten, og i den forbindelse havde han demonstreret at han var helt anderledes end Egyptens afguder. En af de vigtigste forskelle på den sande Gud og afguderne er at mens den sande Gud har skabt os mennesker i sit billede for at vi skal kende ham og elske ham som han virkelig er, så er det omvendt med afguderne – de er nogle som vi mennesker skaber i vores billede for at bekræfte os i at vi kan gøre hvad der passer os, omtrent ligesom Maggies forskellige mænd prøvede at gøre hende til et spejlbillede af dem selv. Så hvis du vil vide om du tilbeder den sande Gud eller en afgud, så kan du spørge dig selv om du er parat til at lade Gud være den han er, også når det går på tværs af dine planer, eller om du foretrækker at definere Gud ud fra dine ønsker og behov. Men det er en anden prædiken som I må få en anden god gang!
Gud havde som sagt demonstreret sin magt og suverænitet da han trods israelitternes modvilje og mangel på tro reddede dem ud af Egypten, men alligevel fik Moses’ 40 dages fravær dem til at søge tryghed i et gudebillede der til forveksling lignede de egyptiske statuer af tyreguden Apis. Ganske vist kaldte de tyrekalven ved den sande Guds navn og hyldede den for at have ført dem ud af Egypten, men den måde de tilbad den på, havde ikke meget med ærefrygt for den sande Gud at gøre, for deres ”gudstjeneste” foregik ved at de ”satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse”, læser vi tidligere i kapitlet (2 Mos 32,6). Nu er der hverken noget i vejen med at spise eller drikke eller danse, men selv hvis vi ser bort fra at formuleringen sandsynligvis antyder et løssluppent orgie, og antager at der bare er tale om ”almindelig” spisning med tilhørende drikkevarer og efterfølgende dans, så er der altså noget galt hvis man bilder sig ind at man ærer og tilbeder Gud blot ved at opfylde sine egne behov for mad og drikke og underholdning. Det ville omtrent svare til at man til sit eget bryllup kun interesserede sig for maden og gaverne og ikke for sin brud eller brudgom. Og Gud bliver da også rasende over israelitternes afgudsdyrkelse; så rasende at han giver Moses et tilbud som det efter datidens tankegang må have været svært at sige nej til, nemlig at tilintetgøre israelitterne og lade Moses blive stamfar til et nyt udvalgt folk. Det at blive stamfar til et folk er der nok ikke så mange der går rundt og drømmer om i vore dage – og da slet ikke jeg, for det folk ville vel i givet fald komme til at hedde ”nikolaitterne”, og vi hørte jo tidligere i gudstjenesten at Jesus hader nikolaitternes gerninger! Men på Moses’ tid var det nok omtrent den største ære der kunne overgå et menneske, og det må have været fristende for Moses at sige ja til Guds tilbud – tænk hvis hans navn for al fremtid ville være sikret berømmelse ved at der var et helt folk som var opkaldt efter ham!
Men Moses’ reaktion viser at han i modsætning til sine landsmænd havde forstået noget af hvordan Gud er. I stedet for at gribe chancen for at mele sin egen kage vælger han i ydmyghed at stille sig solidarisk med sit folk: ”Hvis du vil udslette dem,” siger han til Gud, ”så må du også udslette mig!” Og dermed viser han sig som et sandt barn af Kærlighedens Fader, og faktisk også som en levende profeti om Jesus, der valgte at solidarisere sig med os syndere og vælge at gå i døden, ikke bare sammen med os, men i stedet for os.
Man kan naturligvis med en vis ret spørge hvor kærligt det var af Gud at give Moses det tilbud, for sæt nu Moses havde taget imod det! Men i lyset af hvad Bibelen i øvrigt fortæller os om Gud, tror jeg det er et overflødigt spørgsmål at stille, for hvis Gud ligger inde med al viden om fortid, nutid og fremtid, så vidste han jo også godt hvad Moses ville svare. Men hvorfor spurgte han så overhovedet? Jeg tror det var en form for ”eksamen”, nu hvor Moses lige havde tilbragt så lang tid på tomandshånd med Gud; en måde at spørge ham: ”Har du nu lært hvordan jeg er?” Og Moses bestod sin eksamen – andetsteds i beretningen, hvor Moses’ forbøn for folket udfoldes mere detaljeret end i det stykke vi hørte i dag, læser vi at Moses netop henviser til Guds egen karakter som et argument for at han skal spare folket. Dertil kommer at fordi den ordveksling mellem Moses og Gud fandt sted, er vi i dag så privilegerede at vi i Moses har fået et eksempel til efterfølgelse.
Så lad os da gøre det til vores mål at lære Gud stadig bedre at kende, og at handle som hans sande børn! Det kan vi gøre ved at læse i Bibelen, ved at bruge tid i bøn og stilhed hvor vi giver Gud plads til at tale til os, ved i enhver valgsituation at spørge os selv hvilket valg der er mest i overensstemmelse med Guds karakter, samt ikke mindst ved løbende at omsætte det vi lærer, til handling, så vi kommer ind i nogle gode vaner. God fornøjelse med det!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments