Prædiken til 2. søndag i fasten 2024
Posted By admin on 15. april 2024
Drengen med den urene ånd: En fjende, som ingen af os kan magte
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 2. søndag i fasten 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Mange af jer kender sikkert C.S. Lewis’ bøger om eventyrlandet Narnia (om ikke andet så fordi jeg citerer dem i tide og utide). Den mest kendte af dem er Løven, heksen og garderobeskabet, som var den første der udkom, og hvor vi møder de fire engelske børn Peter, Susan, Edmund og Lucy, der via et magisk garderobeskab kommer til det fortryllede land Narnia, hvor de sammen med den store løve Aslan besejrer den onde heks der har forbandet landet med evig vinter. Efter sejren hersker de fire børn som konger og dronninger over Narnia i 15 år indtil de pludselig snubler den anden vej gennem garderobeskabet og finder ud af at de igen er samme alder som da de kom til Narnia, og at der kun er gået et øjeblik i deres egen verden.
Men det er jo altså kun den første af syv bøger. I bog nummer to, Prins Caspian, bliver de fire børn på ny hentet til Narnia, hvor de erfarer at der er gået mere end 1000 år siden sidst de var der, og at landet nu regeres af grusomme mennesker fra nabolandet Telmar, og at den aktuelle hersker tilmed er en tronraner der har myrdet sin bror, den retmæssige konge, og stræber sin unge nevø, den retmæssige arving, efter livet. Det fører til at nevøen, Caspian, allierer sig med de undertrykte narniere, og med hjælp fra Peter, Susan, Edmund, Lucy samt ikke mindst Aslan besejrer Caspian sin kriminelle onkel og bliver indsat som Narnias nye konge. I den forbindelse fortæller Aslan ham at selvom hans forfædre har levet i den narniske verden i adskillige århundreder, så stammer de faktisk oprindelig fra samme verden som Peter, Susan, Edmund og Lucy – altså ”vores verden”. Nærmere bestemt nedstammer Caspian fra en gruppe sørøvere fra Sydhavet, der under et uvejr strandede på en ø hvor de dræbte de indfødte mænd og tvang de indfødte kvinder til at gifte sig med dem. Siden blev de uvenner med hinanden, og en gruppe af dem søgte tilflugt i en hule sammen med de kvinder de havde bortført – og i den hule var der en port til Narnia (eller rettere: Telmar). ”Hører du godt efter, kong Caspian?” slutter Aslan, hvortil Caspian svarer: ”Javist. Men jeg ville ønske, at jeg nedstammede fra mere prisværdige forfædre.” ”Du nedstammer fra Adam og Eva,” sagde Aslan. ”Og det er prisværdigt nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger og skamfuldt nok til at bøje ryggen på den største kejser på Jorden. Stil dig tilfreds med det.”[1]
At nedstamme fra Adam og Eva er prisværdigt nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger – hvor tit tænker du mon over det? Har du mon nogensinde tænkt over det? Måske er du ikke engang sikker på at det overhovedet er rigtigt. Men det stod jo faktisk i det uddrag fra skabelsesberetningen som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!’” Som mennesker er vi, ene af alle Guds skabninger, skabt som omvandrende billeder af Skaberen selv, og Gud har sat os til at være konger og dronninger over hele hans skaberværk. Desværre må man sige at vi på mange måder har forvaltet den opgave temmelig ringe, men det kan ikke nægtes at vi er stærke og mægtige over alle Guds skabninger. Vi mennesker har påvirket og forandret verden mere end hele dyreriget og planteriget tilsammen. Der findes ikke noget levende væsen på planeten – ikke løven, ikke tigeren, ikke isbjørnen, ikke elefanten – som ikke frygter os mennesker langt mere end vi frygter den, og med god grund. Vi er herrefolket over alle andre på jorden. Det er nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger.
Men det er også skamfuldt nok til at bøje ryggen på den største kejser! Det er det først og fremmest fordi vi så skammeligt har svigtet den ære og det ansvar Gud har givet os – men også fordi det at være herrefolket over alle andre på jorden faktisk ikke siger ret meget. Det er nemlig ikke helt rigtigt hvad jeg sagde før, at vi er sat til at være konger og dronninger over hele Guds skaberværk. Vi er sat til at herske over jorden, og derudover er det lykkedes os at landsætte nogle få mennesker på Månen og nogle ubemandede fartøjer på Mars og Merkur og måske en planet eller to mere. Men universet er ufatteligt koloenormt stort, og det meste af det befinder sig så langt væk at vi aldrig vil kunne rejse dertil. Og alt det er endda kun den synlige del af Guds skaberværk. Gud har også skabt hele den usynlige, åndelige verden, og den rummer kræfter der langt, langt overgår vores. Det gør vi klogt i at huske – og det behøver I ikke at tage mit ord for; det står også i Den Hellige Skrift. Jeg vil citere fra et af de mere ukendte skrifter i Bibelen, nemlig det lille Judas’ Brev, der står umiddelbart før Johannes’ Åbenbaring i slutningen af Det Nye Testamente – og jeg skal måske lige skynde mig at sige at det ikke er den Judas der forrådte Jesus, der har skrevet brevet; Judas var et yderst almindeligt navn blandt jøder på den tid. Den Judas der har skrevet brevet, var sandsynligvis en af Jesu brødre; de troede ikke på ham mens han gik rundt på jorden, men kom til tro efter hans opstandelse. Hvorom alting er, så er anliggendet i Judas’ Brev at advare mod nogle ugudelige mennesker der har sneget sig ind i kirkerne (v. 4). Om dem skriver Judas blandt andet: ”I deres sværmeri tilsøler de legemet, lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter. Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses’ lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: ’Herren straffe dig!’ Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv” (Jud 8-10).
Ja, der er nok en grund til at Judas’ Brev er så relativt ukendt som det er, for ikke alene er det meget kort; det er også meget barsk, og så er det tilmed meget vanskeligt at forstå. Men forhåbentlig forstod I så meget, at der er kræfter som vi mennesker – trods vores status som jorderigs herskere og bærere af Guds billede – ikke skal begynde at bide skeer med. Hvis I vil tilgive endnu en reference til fantasylitteraturens verden, så er det lidt ligesom den scene i Ringenes Herre hvor heltene har banet sig vej gennem det forladte underjordiske rige Moria med en kæmpe hær af blodtørstige orker i hælene, da der pludselig træder en ældgammel dæmon, en såkaldt balrog, ind på scenen. De to tapre og mægtige krigere Aragorn og Boromir trækker deres sværd og gør sig klar til kamp, men troldmanden Gandalf advarer dem indtrængende: ”Flygt! Dette er en fjende, som ingen af jer kan magte. Lad mig om at holde den smalle vej! Flygt!”[2]
Med alt det in mente er det ikke så overraskende at disciplene ikke kunne uddrive den onde ånd der havde besat den unge mand i dagens tekst, men havde brug for Jesus til at gøre det for dem. Der er bare en enkelt lille krølle, og det er at dagens beretning falder på et tidspunkt i Markusevangeliet hvor disciplene allerede har uddrevet adskillige onde ånder! I Markusevangeliet kapitel 6 vers 12-13 står der: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.” Hvorfor skal en mand i Markusevangeliet kapitel 9 vers 18 så pludselig være nødt til at klage sin nød til Jesus og sige om den ånd der har besat hans søn: ”Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke”? Havde de haft en periode hvor de havde været mere end mennesker så de rent faktisk kunne tage kampen op mod overjordiske magter, hvorefter de så havde mistet den magt igen? Nej, det er der ikke noget der tyder på; tværtimod tyder Jesus’ reaktion på deres manglende formåen på at de burde have kunnet. Forud for det jeg citerede fra det 6. kapitel om at de uddrev dæmoner, står der da også at Jesus ”gav dem magt over de urene ånder” (Mark 6,7). Så hvad var der gået galt?
Jeg tror der var gået det galt at de havde glemt at selvom Guds søn havde givet dem myndighed til at handle på hans vegne, så var det stadig hans magt de udøvede, og ikke deres egen. I sig selv havde de ikke på noget tidspunkt været andet eller mere end mennesker, nedstammet fra Adam og Eva, og selvom det er prisværdigt nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger, så er det også skamfuldt nok til at bøje ryggen på den største kejser på Jorden. Derfor siger Jesus til dem at ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”, altså ved at vi beder Gud om at gribe ind med sin kraft, så vi ikke er begrænset til vores egen.
Der er nok ikke ret mange af jer der hører den her prædiken der har det problem som læserne af Judas’ Brev havde, eller som disciplene havde da de forsøgte at uddrive den urene ånd af drengen i dagens tekst, nemlig at I tror at I kan bide skeer med overjordiske magter, så i den forstand er det måske et lidt overflødigt budskab jeg har prædiket i dag. Men så er der så mange andre områder hvor vi mennesker har det med at glemme hvor svage og små vi er. ”Vi stolte Adams slægter kun såre lidet mægter”, som vi sang. Ondskabens magt er stor i verden, men alligevel tror vi gang på gang at vi kan overvinde den med våben og alliancer eller med videnskab og teknologi. Men Jesu ord står fast: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.”
Til gengæld er der knyttet mægtige løfter til det at bede. En anden af Jesu brødre, nemlig Jakob, skriver i det brev der bærer hans navn (og som er noget mere kendt end Judas’ Brev): ”En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder; og han bad igen, og himlen gav regn, og jorden lod sin afgrøde vokse frem” (Jak 5,16b-18). Alle de magter som er for stærke til at vi selv kan tage kampen op imod dem, dem kan Gud besejre så let som ingenting, så når vi lever i troens lydighed mod ham, behøver vi ikke at frygte noget. Problemet er så bare at det at leve i troens lydighed, det er vi heller ikke i stand til i vores egen kraft. Men de gode nyheder er at også det både kan og vil Jesus gøre for os og i os og gennem os hvis vi beder ham om det. Vi kan passende bruge de samme ord som faderen til drengen med den urene ånd: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Narnia-fortællingerne, Borgen 2002, s. 284
[2] J.R.R. Tolkien: Eventyret om Ringen, Gyldendal 2010, s. 448
Comments