Prædiken til 3. søndag i fasten 2019
Posted By admin on 1. april 2019
Jesus og Beelzebul: Findes dæmoner?
Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i fasten 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
”Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon,” skriver Lukas, uden videre forklaring, som om alle da naturligvis er klar over hvad dét vil sige. Og det var folk på den tid måske også, i hvert fald i højere grad end vi er i dag. Det fremgår jo i hvert fald af ordvekslingen i teksten at de der beskyldte Jesus for at stå i ledtog med Beelzebul, også selv havde nogle folk der uddrev dæmoner (men måske med mindre succes end Jesus, siden de kritiserede ham – der er jo noget med at rønnebærrene er sure hvis man ikke kan nå dem).
Men vi der læser teksten næsten 2000 år senere, står heller ikke helt på bar bund i forhold til hvordan det gik for sig når Jesus uddrev en dæmon, for den her tekst står i Lukasevangeliets 11. kapitel, og i de første 10 kapitler er der beskrevet flere dæmonuddrivelser. I kapitel 4 [vers 33-35] læser vi for eksempel følgende beretning: ”I synagogen var der en mand med en uren, dæmonisk ånd, og han skreg højt: ’Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!’ Men Jesus truede ad ånden og sagde: ’Ti stille, og far ud af ham!’ Dæmonen kastede manden omkuld midt iblandt dem og fór ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.” Det lader altså til at have gået temmelig voldsomt for sig, selvom det endte godt. Og jeg gad egentlig nok vide, hvis du eller jeg eller en anden moderne dansker havde stået på sidelinjen og set Jesus uddrive en dæmon, hvordan vi så ville have reageret.
I januar måned fik TV2’s seere lejlighed til at stå på sidelinjen og overvære nogle dæmonuddrivelser, som ganske vist ikke blev foretaget af Jesus selv, men af prædikanten Torben Søndergaard fra bevægelsen ”The Last Reformation”. Og programmerne, som bar titlen ”Guds bedste børn”, har udløst voldsomme reaktioner, ikke alene fra seerne, men også fra de eksperter som Dokumentarkompagniet interviewede til serien. Bente Boserup fra Børns Vilkår beskrev for eksempel de dæmonuddrivelser der blev vist, som intet mindre end ”overgreb”. Torben Søndergaard har på sin side forsvaret sig med at Dokumentarkompagniet har klippet meget selektivt i optagelserne så de giver et langt mere negativt billede af det der foregik, end der reelt er dækning for, og jeg må da medgive ham at man sidder tilbage med et noget mere positivt indtryk når man ser de mere udførlige videoer som han selv har lagt ud på sin YouTube-kanal.
Spørgsmålet er naturligvis om Torben Søndergaard har ret i at den måde han uddriver dæmoner på, er identisk med den måde Jesus uddrev dæmoner på. Og et andet spørgsmål er om et fænomen som dæmonuddrivelser overhovedet lader sig overføre fra den kultur Jesus vandrede i, til den kultur vi lever i, og hvor vi har en langt større viden om fysiske og psykiske sygdomme og deres behandling.
For at begynde med det første spørgsmål, så har det ikke skortet på kritik af Torben Søndergaards praksis fra andre kristne der også uddriver dæmoner. Sognepræst Niels Underbjerg, som jeg selv har haft det privilegium at være kollega med da jeg for nogle år siden vikarierede i Fredens-Nazaret sogn, siger for eksempel til Kristeligt Dagblad [5. januar 2019] at ”udfrielsen skal ikke være noget, der sker i en kæmpe hal som promovering for en religiøs bevægelse. Det hører hjemme i sjælesorgens beskyttede rum, ligesom resten af den del af Guds gerning på jord, der handler om heling og helbredelse.” Med andre ord: Hvis Niels Underbjerg har ret, så sørgede Jesus for at dæmonuddrivelserne – netop fordi de så så voldsomme ud – foregik diskret. Han nævner dog også i interviewet at det ikke nødvendigvis behøver at foregå så voldsomt: ”For mig foregår det med en meget konkret og bydende forbøn, hvor man i Jesu navn byde det onde at forsvinde. At den er bydende, betyder ikke, at der skal råbes, men at der tales mere insisterende end ved andre mere vanlige sjælesorgssamtaler.” Derudover kritiserer Niels Underbjerg Torben Søndergaard for ikke i tilstrækkelig grad at sikre sig at det reelt er en dæmonbesættelse der er tale om, og ikke en fysisk eller psykisk sygdom.
Men selvom Niels Underbjerg altså kritiserer Torben Søndergaards praksis, så vil jeg tro at de fleste moderne danskere vil betragte de to prædikanter som to alen af det samme overtroiske stykke. For findes dæmoner overhovedet som andet end en metafor for problemer i livet? Eksisterer der reelt onde åndevæsener som man i Jesu navn kan befale at forlade et menneske, hvorefter de adlyder? Er beretningerne om at Jesus og disciplene uddrev dæmoner, ikke blot et udtryk for at deres verdensbillede var anderledes end vores, ligesom når vi i Det Gamle Testamentes poetiske tekster kan læse at ”Gud har grundfæstet jorden på dens søjler”?
Et beslægtet spørgsmål er om der findes gode åndevæsener – altså det vi plejer at kalde engle. Og sjovt nok har jeg indtryk af at der er langt flere mennesker i Danmark som tror på at der findes engle, end der er som tror på at der findes dæmoner – ligesom der er langt flere der tror på at Gud findes, end der er som tror på at Satan findes. Når jeg siger at det er ”sjovt nok”, så er det fordi der er så meget ondt i verden. Hvis der fandtes Gud og engle, men ingen djævel eller dæmoner, så synes jeg man kunne forvente at verden så bedre ud end den gør – også selvom vi mennesker selv er alt for gode til at ødelægge den. Så i virkeligheden handler det nok mere om at det er en behagelig tanke at der findes engle, hvorimod det er en ubehagelig tanke at der findes dæmoner. For man kan vel ikke sige at det skulle være mere i tråd med moderne videnskab at tro på gode åndevæsener end at tro på onde åndevæsener.
Det er klart at hvis man insisterer på at der kun findes det der kan passes ind i et strengt naturvidenskabeligt verdensbillede, så findes der ikke dæmoner. Men så findes der heller ikke engle, der findes ingen opstandelse – ja, så findes der faktisk slet ikke nogen Gud, og hele kristendommen kan afskrives som middelalderlig overtro, sådan som Ateistisk Selskab da også ynder at gøre. Den naturvidenskabelige metode har jo visse selvpålagte begrænsninger som gør den uegnet til overhovedet at udtale sig om spørgsmål som Gud og engle, være sig positivt eller negativt.
Anerkender vi derimod at der er en åndelig virkelighed som går ud over det der kan måles og vejes, og at der findes et højeste væsen (også kaldet Gud) – og det er jo som sagt en forudsætning for at kristendommen giver mening – så er der ikke i udgangspunktet noget i vejen for at der også findes andre åndevæsener, gode såvel som onde. Og såvel Det Gamle som Det Nye Testamente tager det da også for givet at den slags væsener findes – ligesom langt de fleste andre religiøse traditioner i øvrigt. Dog er der den forskel at i de gamle nordboeres religion, de gamle grækeres religion, og sågar i islam, opererer man ikke kun med gode og onde åndevæsener, men også med neutrale. I islam kaldes de sidstnævnte for djinner, og det berettes om profeten Muhammed at han prædikede for en gruppe af dem og omvendte dem til islam! De gamle nordboere kaldte de neutrale ånder for vætter, og de gamle grækere – ja, de kaldte dem for ”daimoner”, som er det samme ord som ”dæmoner”. Disse daimoner var som sagt ikke entydigt gode eller onde, men de havde et vist mål af magt, for eksempel over et træ eller en flod eller lignende, og derfor gjaldt det om at holde sig på god fod med dem. (Noget lignende kender vi i øvrigt fra Danmark, hvor folk på landet i mange år sørgede for at stille grød frem til nissen for at han ikke skulle hævne sig på dem). Da Paulus og de andre kristne missionærer prædikede evangeliet om Jesus for folk der troede på nisser og andre daimoner, var en del af budskabet at de ikke længere behøvede at være bange for den slags skabninger, fordi Gud og Jesus er langt mægtigere end dem – for det at skulle holde sig på god fod med denne vrimmel af små guddomme, var i høj grad noget der kunne binde folk i frygt. Derimod sagde Paulus ikke at daimoner ikke findes, tværtimod advarede han imod at man indlader sig med dem.
Om der findes ”neutrale” vætter eller djinner eller hvad man vil kalde dem, som hverken står i aktiv tjeneste hos Gud eller Satan, tør jeg ikke give et endegyldigt svar på, men det bibelske vidnesbyrd tyder ikke på det. Alene det at ordet ”daimon”, der i sin oprindelige græske kontekst som sagt var et neutralt udtryk, i Det Nye Testamente entydigt betegner onde ånder, taler sit tydelige sprog. I lyset af hvad Bibelen siger om menneskets skabelse – nemlig at vi mennesker blev skabt til fællesskab med Gud, men lod os friste af Satan til ulydighed mod Gud – synes jeg da også at det virker oplagt at englene ligeledes blev skabt til at tjene Gud, og i det omfang nogle af dem ikke gør det, er det fordi de har valgt at være ulydige. (Den traditionelle jødisk-kristne opfattelse er i øvrigt at alle de engle der valgte at være ulydige mod Gud, gjorde det på én gang, nemlig dengang før menneskets skabelse da Lucifer gjorde oprør og blev til Satan). Man kan så spørge om de faldne engle har mulighed for at omvende sig og blive frelst, ligesom vi faldne mennesker har det – og det vil jeg igen ikke udelukke at de kan. Men Det Nye Testamente rummer ingen eksempler på det, og i særdeleshed giver Jesus ikke disciplene instruktioner om at prædike for dæmonerne sådan som Muhammed ifølge islam prædikede for djinnerne – det er mennesker vi skal prædike for. Engle og dæmoner skal vi slet ikke beskæftige os med, undtagen i det omfang en dæmon plager et menneske og derfor må drives ud. Som min yndlingsforfatter C.S. Lewis siger, så er der to lige store, men modsatrettede, fejl vi kan begå når det drejer sig om djævle, hvoraf den ene er ikke at tro på deres eksistens, og den anden er at nære en overdrevet og usund interesse for dem. ”Djævlene er lige begejstrede for en materialist og en magiker,” som han udtrykker det.
Med andre ord tror jeg ikke vi skal begynde at se dæmoner overalt. Når vi møder mennesker der lider af fysiske eller psykiske sygdomme, skal vi ikke begynde at drive dæmoner ud af dem. Det vi derimod skal gøre, er at stræbe efter at leve tæt på Jesus og lade os forvandle af den kærlighed der drev ham til korset for vores skyld – og møde mennesker på vores vej med den samme kærlighed. Gør vi det, så tror jeg til gengæld også at vi vil komme til at erfare at Satan og hans dæmoner er virkelige, for det er netop sådan et liv ondskabens magter for enhver pris vil forhindre os i at leve. Derfor er det en daglig kamp at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Men nøglen til at sejre i den kamp ligger kun ét sted, og det er i troen på at Jesus har besejret alt det onde ved sin død og sin opstandelse. Lever vi i den sejr, kan dæmonerne ikke skade os – ”de deres trusler spilde”, som Luther siger det i en af sine mest berømte salmer.
Og skulle vi så støde på mennesker der reelt er besatte af dæmoner – og ifølge Niels Underbjerg er det ret sjældent forekommende her i landet – så vil vi være meget bedre rustet til at hjælpe de pågældende mennesker fri hvis vi selv lever i tæt fællesskab med Jesus. Selv har jeg kun ganske få gange stået i situationer hvor jeg har haft brug for at befale en dæmon at forlade et menneske, og set i bakspejlet er jeg ikke engang sikker på at der i de tilfælde reelt har været tale om en dæmon (men det var de pågældende selv sikre på, og de fik det bedre da jeg befalede dæmonen at forsvinde). Hvis jeg levede tættere på Jesus (som det da helt klart er mit mål at gøre), ville jeg måske se lige så mange dæmoner som Torben Søndergaard gør – eller også ville jeg kunne sige med større sikkerhed at han er helt forkert på den. Men jeg tror det er vigtigt at vi, ud over en sund portion kritisk sans, også væbner os med ydmyghed i den slags spørgsmål.
For at opsummere: Findes dæmoner? Ja, det tror jeg bestemt de gør. Skal kristne i dag drive dæmoner ud af mennesker? Ja, i det omfang vi er sikre på at der reelt er tale om dæmoner – men vi skal altid udvise skønsomhed, respekt og situationsfornemmelse. Er der mange dæmonbesatte mennesker i dagens Danmark, som Torben Søndergaard hævder, eller kun få, som Niels Underbjerg mener? Det har jeg ikke tilstrækkelig åndelig indsigt til at afgøre. Men jeg ved hvad der er vores vigtigste opgave, nemlig at kende Gud, hvile i hans kærlighed, og elske vores næste som os selv.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments