Prædiken til fastelavns søndag 2019 (højmesse)
Posted By admin on 4. marts 2019
Jesu dåb: Du er Guds elskede barn
Prædiken i Husum Kirke fastelavns søndag 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Den tekst vi lige har hørt, står i slutningen af Matthæusevangeliets tredje kapitel. For sammenhængens skyld vil jeg lige kort opridse hvad der står i de to første kapitler og i første del af kapitel 3. Men inden I lukker ørerne og tænker: ”Åh nej, det lyder helt vildt tørt og teolog-agtigt!” vil jeg trøste jer med at gennemgangen bliver ultrakort, og at jeg hurtigt når frem til pointen.
Kapitel 1 begynder med at opremse 42 slægtled fra Abraham og frem til Josef, Jesus’ jordiske far, og derefter hører vi om hvordan samme Josef reagerede på nyheden om at hans forlovede, Maria, var blevet med barn ved Helligånden. I begyndelsen af kapitel 2 hører vi om de vise mænd (eller ”de hellige tre konger”, som vi ofte kalder dem), og resten af kapitlet beskriver kong Herodes’ grusomme massakre på Bethlehems babyer, og hvordan Jesus undslap den ved at Josef og Maria flygtede til Egypten med ham og først kom hjem efter Herodes’ død. Derefter springer vi nogle år frem i tiden, for hele kapitel 3 handler om Johannes Døber og hans konflikt med farisæerne og saddukæerne; først i slutningen af kapitlet dukker Jesus op på scenen og bliver døbt, sådan som vi lige har hørt det. Pointen er (nu kommer det), pointen er at på det tidspunkt hvor Jesus blev døbt, havde han endnu ikke foretaget sig noget som helst! – eller i hvert fald ikke noget som Matthæus fandt det umagen værd at fortælle videre. Men alligevel tøvede Gud Fader altså ikke med at erklære: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”
I grunden er det måske ikke så mærkeligt. Min egen søn har heller ikke i løbet af sit foreløbig treårige liv udført ret mange historiske bedrifter, og alligevel elsker jeg ham helt op til månen og tilbage igen – og at han ved dét, er faktisk vigtigere for mig end alle de andre ting jeg også prøver at lære ham. Men hvorfor elsker jeg ham så højt? Svaret er ganske banalt: Fordi han er min søn. Det er grund nok! Og sådan vil jeg gætte på at alle forældre har det: Vi elsker vores børn fordi de er vores børn, punktum.
Hvad vi til gengæld kan have svært ved, er at elske os selv bare fordi vi er os selv. Efterhånden som vi vokser op, finder vi nemlig ud af at der ikke er ret meget i denne verden der er gratis. Vil man nyde, må man yde. Vil man have en god karakter i skolen, må man gøre sig umage. Vil man have et godt job, må man sørge for at skaffe sig de nødvendige kvalifikationer. Vil man have en lækker bil, må man tjene de penge det koster at købe den. Vil man være god til at spille guitar eller fodbold eller skak, må man øve sig. Og så videre. Oven i købet skal nogle arbejde endnu hårdere end andre for at opnå det samme, fordi vi har forskellige forudsætninger i form af hvad vi har talent for, eller i form af det man kalder den sociale arv.
Her i denne verden kan det nok ikke være ret meget anderledes end at man må yde for at kunne nyde, og det ville nok i længden heller ikke være godt for os hvis vi bare kunne sidde i lænestolen mens der fløj stegte duer ind i munden på os. Paulus gør det da også klart i Andet Thessalonikerbrev [3,10-12] hvor han giver instrukser om hvordan de første kristne skulle forvalte de penge de samlede ind til de fattige, at pengene skal gives til dem der ikke kan forsørge sig selv, ikke til dem der ikke gider.
Men det er et problem hvis vi begynder at anvende samme logik når det gælder kærlighed, for kærlighed er ikke noget man kan opnå ved at arbejde for den; den kan kun gives frit. Hvis du ”elsker” en person fordi du føler at det er noget du skylder vedkommende, så er det ikke kærlighed der er tale om! Enhver der har prøvet at forsøge at gøre sig fortjent til nogens kærlighed, eller som har oplevet at nogen har forsøgt at gøre sig fortjent til deres kærlighed, eller som blot kender nogen der har prøvet en af delene, ved at det ikke er sådan kærlighed fungerer. Tværtimod er det sådan at kun når jeg ved at jeg er elsket, uanset om jeg lykkes eller mislykkes, kan jeg agere med den frimodighed der er nødvendig hvis jeg skal kunne lykkes.
For at illustrere det skal vi lige en tur omkring sportens verden. Som nogle af jer ved, røg Danmark ud af sidste års VM-slutrunde i fodbold efter en straffesparkskonkurrence hvor 27-årige Nicolai Jørgensen brændte det afgørende skud for Danmark og derved pådrog sig så stor vrede fra de danske fodboldfans at han i de følgende uger ligefrem modtog dødstrusler. Havde han derimod scoret det afgørende mål der havde sikret at Danmark var gået videre, så ville alle fans givetvis have elsket ham – men vel at mærke med den falske ”kærlighed” der er baseret på præstationer. Sådan er vilkårene i professionel fodbold, og det ved alle der vælger den karrierevej. Og: Det påvirker deres præstationer! Her er lidt statistik[1]: Hvis dommeren undervejs i en fodboldkamp dømmer straffespark, bliver der scoret i 85% af tilfældene. I straffesparkskonkurrencer bliver der derimod kun scoret i 76% af tilfældene. Og når man når frem til det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen hvor en afbrænder vil medføre at holdet ryger ud, så ryger scoringsprocenten helt ned under 60%! Det er altså tydeligt at bevidstheden om at man vil blive hadet hvis det går galt, i sig selv er med til at øge risikoen for at det går galt.
Og sådan tror jeg faktisk ikke kun det er i fodbold, men også på alle andre områder af livet: En såkaldt kærlighed der ikke er ægte, fordi den er betinget, gør et menneske mindre, hvorimod ubetinget kærlighed sætter et menneske fri til at udleve sit fulde potentiale. Det er derfor jeg gerne vil have at min søn skal vide at han er elsket ubetinget. Og jeg tror også det var derfor Gud Fader gjorde et stort nummer ud af at erklære sin ubetingede kærlighed til sin søn før han havde udrettet noget som helst.
Og nu kommer vi så til dagens allerbedste nyhed: Den ubetingede kærlighed som Gud erklærede til Jesus, den erklærer han også til dig og mig! Vi er nemlig også hans børn. ”Ja, klart,” tænker du måske, for det at vi er Guds børn, er jo gået hen og blevet noget af en selvfølgelighed i det danske sprog så vi blandt andet har fået udtryk som ”han er ikke et af Guds bedste børn”. Fra tid til anden bliver det debatteret i Kristeligt Dagblads spalter og andre steder om vi bliver Guds børn ved dåben og/eller troen, eller om alle mennesker automatisk er Guds børn, uanset dåb og tro. Jeg har indtryk af at det i disse år er det sidstnævnte synspunkt der er det mest udbredte, altså at alle mennesker automatisk er Guds børn, og at dåben dermed blot er en bekræftelse af noget der i forvejen var tilfældet. Og det forstår jeg egentlig godt, for det er da ikke særlig rart at få at vide at man ikke er Guds barn, endsige at ens endnu ikke døbte spædbarn ikke er Guds barn endnu. Hvad jeg derimod ikke forstår, når nu så mange mennesker er så ivrige efter at få lov til at kalde sig Guds børn, er at der ikke er flere mennesker der lever som Guds børn. Og dermed mener jeg to ting.
For det første: Har I overvejet hvor revolutionerende en tanke det er at vi får lov til at kalde os børn af den mægtigste kraft i universet – ja, ikke nok med det: at Kongernes Konge og Herrernes Herre elsker os ubetinget, uanset om vi lykkes eller mislykkes? Eller er ”Vi er Guds børn” blevet gentaget så ofte og så automatisk at vi har tabt af syne hvor stort et privilegium det er? Når vi er Guds børn, så er vi frie til at leve uden at bekymre os om hvad andre mennesker mener om os, for hvor er det menneske hvis mening om os har større vægt end Guds? Når Gud siger at ”du er dig og du duer” (for nu at citere en søndagsskolesang jeg lærte som barn), kan det så ryste din selvtillid at noget menneske skulle mene at du ikke duer? Men der er ikke ret mange mennesker der virkelig har taget det at de er Guds børn, til sig dybt i hjertet – og jeg kan desværre ikke sige at jeg selv har grebet det fuldt ud.
For det andet: Forældre opdrager deres børn. Selvom jeg elsker min søn helt op til månen og tilbage igen, lader jeg ham ikke altid få sin vilje. Ja, det ville faktisk være grov omsorgssvigt hvis jeg altid lod ham få sin vilje, for han er jo ikke gammel nok til at vide hvad der tjener til hans eget bedste. Derfor må jeg finde mig i at han nogle gange hyler og skriger og synes at jeg er verdens værste far. Når jeg siger at han ikke må få mere slik den dag, eller at nu er det altså sengetid, eller at han skal spørge pænt hvis der er noget han vil have, så oplever han det lige i øjeblikket som et ondt overgreb på sin frihed, men jeg siger det jo fordi jeg elsker ham. Jeg elsker ham præcis som han er, men netop fordi jeg elsker ham, vil jeg ikke lade ham forblive som han er, for hvis han stadig opfører sig som en 3-årig når han bliver voksen, vil han få store problemer. På samme måde opdrager Gud også sine børn, netop fordi han elsker os. Og Guds faderlige opdragelse stikker langt dybere end den opdragelse som vi jordiske forældre kan give vores børn, for Guds mål er at omskabe os totalt efter sin søns, Jesus’, billede. For vores egen skyld (og naturligvis også lidt for vores medmenneskers skyld) vil Gud fjerne alt det onde og egoistiske og ukærlige fra vores hjerte, og det kan godt føles ubehageligt. I dagens anden læsning fra Bibelen sammenlignede apostlen Peter ligefrem dåbens vand med syndflodens vand, som på Noas tid udslettede alt hvad Gud ikke fandt behag i på jorden. På samme måde vil Gud udslette alt hvad han ikke finder behag i hos os. Men lagde I mærke til at det som Peter helt ordret skrev om syndfloden, var: ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer”? Gud vil fjerne det onde fra vores liv fordi det er til skade for os selv. Hans mål med opdragelsen er at frelse os. Og hans motiv for at gøre det er ene og alene kærlighed. Så hvis du synes Gud er hård ved dig i øjeblikket, så fat mod: Det er fordi han elsker dig! Hvis du med troens øjne ser ind i Guds ansigt, vil du se at det – midt i den ubehagelige opdragelse – lyser af den blideste, ømmeste kærlighed til dig. Så ret ryggen: Du er Guds elskede barn, i dig har han fundet velbehag!
[1] Kilde: https://blog.innerdrive.co.uk/sports/the-psychology-of-perfect-penalties
Comments