Prædiken til juniorgudstjeneste 1. søndag efter påske 2019

Posted By on 10. maj 2019

Den tvivlende Thomas: Kan du mærke Jesus?

Prædiken i Husum Kirke til juniorgudstjeneste 1. søndag efter påske 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg forstår egentlig godt Thomas. Jeg mener, hvis nogen kom og fortalte mig at de havde mødt en afdød person i lyslevende live, så ville jeg nok antage at det nok bare var en der lignede ham, de havde set. Hvis man savner nogen, så har man det jo med at tro man ser dem, hver gang man ser nogen der bare ligner dem en lille smule. Og disciplene savnede Jesus. Så hvordan kunne de være sikre på at det rent faktisk var ham de havde set – at han rent faktisk var blevet levende igen? Thomas tvivlede på det, men én ting var han ikke i tvivl om: Hvis han skulle tro på det, så skulle han ikke alene selv se Jesus; nej, han skulle se beviserne på at det rent faktisk var en mand der havde været død, og ikke bare en der lignede ham. Han skulle se mærkerne efter de søm han var blevet naglet til korset med, og det spyd han havde fået stukket gennem hjertet! Det er egentlig en sund indstilling: Lad være med at tro på alt hvad folk fortæller dig – forlang beviser!

                      Men efter at Jesus har givet Thomas det bevis han ville have, og Thomas har erkendt at det faktisk var rigtigt nok, det med at Jesus var opstået fra de døde, så siger Jesus noget mærkeligt. Han siger: ”Du tror fordi du har set mig. Gud velsigner dem der ikke ser og alligevel tror.” Så Jesus siger altså lidt det modsatte af det jeg sagde lige før, nemlig at vi ikke skal forlange beviser.

                      Problemet er bare at hvis man ikke forlanger beviser, hvordan kan man så vide hvad man skal tro på? Nogle siger for eksempel at jorden er rund som en bold, mens andre siger at jorden er flad som en pandekage, så hvis vi ikke skal forlange beviser, hvordan kan vi så vide hvem af dem vi skal tro på? De kan jo ikke begge to have ret. Og i forhold til Gud, hvordan kan vi så vide at det lige præcis er kristendommen og det med at Jesus er opstået fra de døde, vi skal tro på – vi kunne vel lige så godt vælge at tro på en af alle de mange andre religioner?

                      Men jeg tror ikke Jesus mener at vi bare skal tro i blinde. Da disciplene rejste ud for at fortælle folk i hele verden om Jesus, så var der en grund til at der var mange der valgte at begynde at tro på Jesus i stedet for at tro på Zeus og Artemis eller Isis og Osiris, som de havde gjort før. Selvom de ikke kunne se Jesus, kunne de nemlig mærke at budskabet om ham var sandt. Dels gjorde disciplene mirakler og helbredte de syge og den slags, og der står faktisk i Bibelen at formålet med miraklerne først og fremmest var at bekræfte at det de sagde, var sandt – for hvis Gud for eksempel kunne helbrede en lam mand, så var det måske ikke så usandsynligt at han også kunne vække sin døde søn til live igen. Da der mange hundrede år senere var nogle kristne der kom til Danmark og prædikede for den danske konge, som troede på Odin og Thor, så sagde kongen at han kun ville begynde at tro på Jesus hvis en af de kristne kunne bære et stykke glødende jern tværs igennem det rum de var i, uden at blive forbrændt. Det var der en præst der hed Poppo der gjorde, og på grund af det mirakel lod kong Harald Blåtand sig døbe og erklærede Danmark for at være et kristent land. (I skal ikke gå hjem og prøve at gøre ligesom Poppo!)

                      Men der var faktisk noget andet der var endnu vigtigere end miraklerne, og det var at folks liv blev forvandlet. Der var tyve der holdt op med at stjæle, der var bedragere der holdt op med at snyde, der var vrede og hadefulde mennesker der blev glade og kærlige, der var fortvivlede mennesker der fik håb. Og så var der også mange der var fascinerede over hvad de kristne lavede om søndagen.

                      Jeg skal måske lige sige at dengang havde man ikke fri om søndagen; det var en arbejdsdag ligesom alle andre. (Jøderne holdt fri om lørdagen, og grækerne havde slet ikke nogen ugentlig fridag). Men før de kristne tog på arbejde søndag morgen og/eller når de fik fri om aftenen, samledes de med hinanden og med Jesus. Og de var virkelig overbeviste om at Jesus var der, for dels havde han lovet, mens han stadig gik rundt på jorden, at overalt hvor blot to eller tre var samlet i hans navn, ville han være midt iblandt dem; dels kunne de faktisk mærke at han var der, selvom de ikke kunne se ham! Og derfor blev den kristne gudstjeneste efterhånden så stort et tilløbsstykke at den romerske kejser Konstantin i starten af 300-tallet befalede at søndag skulle være fridag i alle byer i Romerriget!

                      Grunden til at det var om søndagen at de første kristne holdt gudstjeneste, var naturligvis at det var på en søndag, nemlig påskesøndag, at Jesus opstod fra de døde. Og som vi hørte i det stykke fra Bibelen som jeg læste højt før, var det samme aften – altså søndag aften – at disciplene var samlet, og så kom Jesus pludselig og stod midt iblandt dem. Og da de igen var samlet, og Thomas var med, og Jesus igen viste sig for dem, var det også på en søndag, for det var jo præcis en uge senere. Og noget tyder på at det fortsatte på den måde: at de kristne blev ved med at samles hver søndag, og så kom Jesus og var sammen med dem – men det var kun de første 40 dage at han kom så de kunne se ham, for som han sagde til Thomas, så var det meningen at de skulle tro på at han var der, selvom de ikke kunne se ham.

                      Men alligevel kunne de som sagt mærke ham – måske ikke på samme fysiske måde som Thomas kunne da han stak sin hånd ind i Jesu sår, men de kunne mærke hans kærlighed og glæde og fred. Og når de fejrede nadver – spiste brød og drak vin sådan som Jesus havde sagt at disciplene skulle gøre når de samledes – så kunne de mærke brødet og vinen, som Jesus selv havde sagt, var hans legeme og hans blod. Det kan vi også, og det skal vi gøre om lidt.

                      Men Jesus havde også sagt at han ville være i alle som tror på ham, og derfor kunne de første kristne også mærke ham gennem hinanden. Når en af de andre trøstede eller opmuntrede dem, så vidste de at det var Jesus der trøstede og opmuntrede gennem den person. Og når de selv havde anledning til at gøre noget for et andet menneske, så vidste de at det dybest set var Jesus de gjorde noget for gennem det menneske. Det at Jesus er i de mennesker vi møder, det vil koret synge en sang om nu.


Comments

Comments are closed.