Prædiken til 17. søndag efter trinitatis 2017

Posted By on 4. marts 2019

Manden med vand i kroppen og lignelsen om pladserne ved bordet: Vælg den nederste plads

Prædiken i Husum Kirke 17. søndag efter trinitatis 2017 (oprindeligt Tingbjerg 2007)

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jesus helbredte en mand med vand i kroppen. Menneskekroppen består af 65 procent vand, så i en vis forstand har vi alle sammen vand i kroppen. Men nogle mennesker oplever at der danner sig væskeansamlinger, også kaldet ødemer, forskellige steder i kroppen. Det græske ord som grundteksten bruger til at beskrive hvad manden fejlede, og som i den gamle danske oversættelse blev gengivet med ”vattersot”, sigter sandsynligvis til udbredte ødemer. Ødemer kan være særdeles ubehagelige, men i sig selv er de ikke farlige. De kan være symptom på noget alvorligt, fx svigtende hjertefunktion, men om det har været tilfældet med den mand vi møder i dagens tekst, siger teksten intet om. Det har man nok heller ikke kunnet afgøre dengang; man har blot vidst at ”vattersot” var en ubehagelig og til tider dødelig sygdom. Og hvad der var nok så vigtigt: De fleste jødiske skriftlærde mente at sygdom i almindelighed og vattersot i særdeleshed skyldtes synd hos den syge. Det var altså efter farisæernes opfattelse en syndig mand der på den hellige sabbatsdag havde vovet sig ind i de helliges forsamling, og det har sandsynligvis irriteret dem ikke så lidt. Alligevel smed de ham ikke ud, for den ubudne gæsts tilsynekomst gav dem alle tiders mulighed for at finde ud af hvor Jesus stod: Var han en god og from lærer som mange mennesker sagde, eller var han en der gjorde oprør mod Guds lov, som andre påstod?

                      Jesus valgte at helbrede manden, og farisæerne konkluderede at han var en frafalden – men den konklusion fik de kun lov til at beholde et kort øjeblik før Jesus satte dem på plads ved at påpege at enhver af dem selv ville være parat til at bryde sabbatten for at hjælpe deres søn – eller endda blot for at hjælpe deres okse!

                      På den måde blev rollerne byttet om: Farisæerne havde siddet og betragtet Jesus for at bedømme ham, men pludselig var det dem selv der blev betragtet og bedømt. Og Jesus lod sig ikke nøje med at påpege deres dobbeltmoral i forhold til sabbatsbuddet; han brugte også deres måde at gebærde sig på ved bordet som et eksempel på hvordan man IKKE skal gøre.

                      Når nogen holder fest, laver de gerne en bordplan og fremstiller bordkort så ingen er i tvivl om hvor de hver især skal sidde, og det er som regel noget med at hædersgæsterne sidder til højbords, og de der står dem nærmest, sidder tættest på dem. Ved mere uformelle sammenkomster betyder det mindre hvem der sidder hvor. Men sådan var det ikke på Jesu tid. Dengang var et måltid i høj grad et udstillingsvindue for menneskers sociale status, ikke mindst fordi dørene ind til husene som regel stod åbne så enhver kunne kigge ind. Det gjaldt om at blive set sammen med de rigtige mennesker. For værten gjaldt det om at have de rigtige mennesker som gæster, og for at højne sin egen sociale status valgte han altid at placere de fornemste gæster tættest på sig selv. Det betød at gæsternes indbyrdes status kunne aflæses af hvor tæt på værten de sad, og det var derfor meget almindeligt at gæster ved et måltid forsøgte at erobre pladserne tættest på værten. De farisæere som Jesus spiste sammen med ved denne specifikke lejlighed, var ingen undtagelse, men de bar sig tåbeligt ad, siger Jesus med en logik som det er svært at indvende noget imod. Hvis man er interesseret i at blive hædret, er det langt smartere at sætte sig på en ydmyg plads hvor man har chance for at blive forfremmet, end på en fornem plads hvor man risikerer at blive degraderet.

                      Men Jesu formaning til farisæerne er andet og mere end nogle gode råd vedrørende social etikette. Jesus indleder nemlig med at sige: ”Når du bliver indbudt til et bryllup…” Hvorfor begynder han pludselig at tale om bryllupper? Der fandtes jo så mange slags middagsselskaber hvor de her sociale spilleregler gjaldt, og det selskab de netop nu befandt sig til, var ikke et bryllup, men blot en sabbatsmiddag. Men netop brylluppet var en almindelig metafor for Guds rige. Og at i hvert fald én af Jesu tilhørere forstod at det var Guds rige han sigtede til, ser vi hvis vi læser 4 vers længere fremme end det sted hvor dagens læsning sluttede. Der er der nemlig en af gæsterne ved måltider der udbryder: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige.”

                      Farisæerne mente nok selv at de var selvskrevne til en plads ved den store fest i Guds rige, og de regnede sikkert også med at de ville komme til at sidde til højbords, hvorimod syndere som den mand Jesus havde helbredt for vand i kroppen, ville være henvist til de nederste pladser – hvis de da overhovedet kom med til festen! Men det er helt forkert at sammenligne sig selv med andre på den måde, siger Jesus. I særdeleshed skal man lade være med at gå rundt og tro at man er bedre end andre mennesker. For gør vi det, risikerer vi at Gud kommer og fortæller os at vi har sat os selv for højt op.

                      I USA vrimler det med tv-prædikanter der tordner imod andre menneskers umoralske livsførelse, men der er en påfaldende tendens til at de der prædiker sådan, på et eller andet tidspunkt selv bliver hovedperson i en skandale der handler om enten økonomisk svindel eller en udenomsægteskabelig affære. Jeg tror meget vel det kan tænkes at det er Guds måde at fortælle dem på at de har valgt en for høj plads ved bordet til sig selv. Så kan de forhåbentlig lære det, de skinhellige tv-prædikanter der tror de er så meget bedre end os andre! – tænker vi, og i samme øjeblik vi tænker det, bliver vi ramt af vores egen dom som af en boomerang, for ved at tænke sådan har vi gjort præcis det samme som dem, nemlig at tænke at vi selv er bedre! Som om vores egne liv var noget at prale af? Det kan godt være at der ikke er nogen af os der har været involveret i offentlige skandaler, men prøv engang at forestille dig at dine medmennesker fandt ud af hvad der i virkeligheden gemmer sig inden i dig. Forestil dig at der blev stillet en storskærm op på Rådhuspladsen i København eller på Husum Torv eller her i kirken, og at der på den storskærm blev vist en videooptagelse af alle de tanker du har tænkt i den forløbne uge. Nej vel? For mit eget vedkommende må jeg i hvert fald indrømme at jeg hver eneste uge tænker tanker som ikke tåler dagens lys. Grundlæggende er jeg slet ikke noget godt menneske, og selvom jeg ofte kan forfalde til at tænke at jeg er bedre end den og den, så ændrer det ikke på at jeg intet godt har at byde på i forhold til Gud. Hvis jeg overhovedet skal få lov at komme med ind i hans rige, bliver det ene og alene i kraft af hans nåde og barmhjertighed. Jeg passer lige så dårligt ind i Gud Faders og Jesu selskab som manden med vand i kroppen passede ind hos farisæeren. Men ligesom Jesus rørte ved den syge mand og frelste ham, sådan vil han også strække sin hånd ud til hver enkelt af os. Hvis vi holder op med at stole på vores egne indbildte fortræffeligheder og i stedet sætter alt vores håb til Jesu nåde, så vil han lade sin godhed flyde igennem os. Måske vil vi så en dag høre ham sige: ”Min ven, sæt dig højere op!” Men hvis ikke, så er selv den nederste plads i Guds rige en langt fornemmere plads end vi nogensinde kan gøre os fortjent til. Og det at vi kan få lov til at kalde universets skaber og hersker for vores far, som vi blandt andet skal gøre det i bønnen lige om lidt, det er så stor en ufortjent ære at vi bare må bøje os i ydmyg taknemmelighed.


Comments

Comments are closed.