Prædiken til alle helgens søndag 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Saligprisningerne: Er himmelhåbet opium eller en sikker gevinst?
Prædiken i Husum Kirke alle helgens søndag 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
Et af mine yndlings-tv-programmer er ”Hvem vil være millionær?”. Det er muligvis ikke jer alle sammen der kender det, så jeg vil lige forklare hvad det går ud på: Det er et quizprogram hvor der hver gang er 10 deltagere i studiet og den af de ti der er hurtigst på tasterne til at besvare et indledende spørgsmål, får adgang til hovedkonkurrencen som består af 15 spørgsmål med stigende sværhedsgrad. Svarer man rigtigt på det første spørgsmål, vinder man 1.000 kroner, svarer man rigtigt på andet spørgsmål, vinder man 2.000 kroner, derefter 3.000, 4.000, 5.000 – og fra det sjette spørgsmål begynder beløbsstørrelsen at stige hurtigere, for så hedder det 8.000, 12.000, 20.000, 32.000, 50.000, 75.000, 125.000, 250.000, 500.000, og endelig 1.000.000. Hver gang man får et spørgsmål, kan man vælge at sige stop og gå hjem med de penge som man allerede har vundet. Vælger man derimod at svare, men svarer forkert, så må man nøjes med 50.000, 5.000 eller 0 kroner, alt efter hvor langt man var nået i spillet. For at tage det 15. og sidste spørgsmål som eksempel: Svarer man rigtigt, får man en million; undlader man at svare, får man en halv million; svarer man forkert, får man 50.000. (Konceptet minder lidt om det ældre koncept ”Kvit eller dobbelt”, med de forskelle at i ”Hvem vil være millionær?” er det kun i de første 5 spørgsmål at man risikerer at miste alt, man får lov til at høre spørgsmålet før man beslutter om man vil fortsætte eller stoppe, og tilmed får man både valgmuligheder og såkaldte ”livliner”; til gengæld kan man ikke selv vælge hvilket emne spørgsmålene handler om).
Det der gør ”Hvem vil være millionær?” så fascinerende, er først og fremmest det psykiske spil hvor deltageren sidder og overvejer om vedkommende vil stikke de penge i lommen som han/hun allerede har vundet, eller satse på chancen for at vinde mere – med den tilhørende risiko for at sætte en stor del af sin hidtidige gevinst over styr. Jeg har tit spekuleret over hvad jeg selv ville have gjort hvis jeg havde siddet der i den varme stol, men det er nok umuligt at forestille sig, for der er jo et helt andet pres på deltageren end der er på os der bare sidder hjemme i sofaen.
Overvejelserne om hvorvidt man skal stoppe eller fortsætte, gælder naturligvis kun hvis man ikke er sikker på hvad det rigtige svar er. Selvom spørgsmålene i den dyre ende er svære, kan man jo nemlig godt være heldig at blive spurgt om noget man tilfældigvis ved. (Den storslåede indiske film ”Slumdog Millionaire” fra 2008 handler for eksempel om en ung man der gennem et utroligt hændelsesforløb tilfældigvis får viden om lige præcis de spørgsmål han senere bliver stillet da han på et tidspunkt stiller op i den indiske udgave af showet). Hvis man godt kender det rigtige svar, er der i realiteten ingen risiko involveret, så hvis man i den situation alligevel vælger at undlade at svare og nøjes med den mindre gevinst, så må man siges at være godt dum.
Men det var faktisk noget i den stil Esau gjorde da han solgte sin førstefødselsret for en skål linser. [Jeg fortalte historien om Esau og Jakob i Børnehjørnet tidligere i gudstjenesten]. For ganske vist ville Esau, som han selv sagde, ikke have haft noget at bruge førstefødselsretten til hvis han var død af sult, meen, hvis han virkelig havde været på nippet til at dø af sult, ville han ikke have kunnet gå på sine egne ben ind og bede Jakob om noget mad, så helt så slemt stod det nok ikke til. Nej, der var snarere tale om at Esau var så fokuseret på sine øjeblikkelige problemer og behov at han havde tabt det store perspektiv af syne, sådan som det desværre nemt sker for os mennesker.
De ord af Jesus som vi har lyttet til i dag, er beregnet på at hjælpe os til at fastholde det rette perspektiv, og det i situationer hvor vi oplever langt større problemer end at være frygtelig sultne. De disciple som var de første tilhørere til talen, kom alle til at opleve voldsomme forfølgelser på grund af deres tro på Jesus, og de fleste af dem endte endda med at blive henrettet. Noget lignende gjaldt mange af Matthæusevangeliets første læsere, som levede på en tid hvor skiftende romerske kejsere stod de kristne after livet. Til dem – og til os – siger Jesus altså at de der bliver hånet og forfulgt og løjet alt muligt ondt på, faktisk er salige! Ordet ”salig” er et lidt gammeldags ord, som egentlig betyder ”fuldt ud lykkelig”, så når Jesus siger ”Salige er de, som sørger”, virker det nærmest som en selvmodsigelse, men vi skal huske at Bibelen ikke oprindeligt er skrevet på dansk. Det Nye Testamentes grundsprog er oldgræsk, og det ord der er oversat med ”salig” i den danske bibel, betyder egentlig ”begunstiget”, altså en person som en konge eller fyrste har valgt at favorisere, og som derfor nyder nogle privilegier som andre ikke har. Derfor kunne man også oversætte det til ”privilegeret”. Det Jesus siger, er altså at de der bliver hånet og forfulgt, er privilegerede; at problemerne er tegn på at de er genstand for en særlig favorisering fra Guds side. Det lyder mærkeligt, men heldigvis forklarer Jesus hvad privilegiet består i, nemlig: ”jeres løn er stor i himlene”. Altså: De trængsler vi som kristne måtte opleve her i denne verden, er blot et tegn på at vi har noget bedre i vente på den anden side af døden. Hvis vi gjorde det til vores primære mål at have det godt nu og her uden at tænke på den gevinst der venter os, ville vi med andre ord ligne en der valgte at sige stop i ”Hvem vil være millionær?”, selvom han godt kendte svaret på spørgsmålet.
Nu ved jeg selvfølgelig godt hvad nogle af jer sidder og tænker. Eller: Det ved jeg naturligvis ikke, men jeg ved hvad nogle i hvert fald ville tænke hvis de hørte en prædikant sige hvad jeg lige har sagt, nemlig: ”Opium for folket!” Var det ikke det Karl Marx sagde? Ved at love folk guld og grønne skove i det hinsides går kirken reelt undertrykkernes ærinde, fordi den opfordrer de undertrykte til at finde sig i uretfærdighederne. Som Holger Drachmann udtrykker det i sit digt ”Engelske socialister” fra 1872:
De sende os Præster med pibede Kraver: —
»Her er Biblen til Eders slunkne Maver«.
For Sulten en Text om Kanaan og Eden,
For Husleien Veksler paa Evigheden.
Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?
Vi vil have Forskud paa Saligheden;
Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter
For at blive betalt engang efter Døden.
Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,
Vor Løn vil vi have i levende Live.
Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?
Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.
Jeg skal ikke kunne sige i hvor høj grad Marx’ og Drachmanns kritik passede på kirkerne i deres samtid (jeg ved at der dog i hvert fald var nogle kristne grupper der også beskæftigede sig med at afhjælpe den fysiske nød, deriblandt Frelsens Hær og Københavns Indre Mission), men kritikken passer i hvert fald ikke på hvad Jesus selv sagde! Det vedgår Drachmann da også i næste strofe af sit digt, hvor det hedder:
»Vorherre! — see han forstod sig paa Stakler
I lasede Frakker og revne Støvler,
Og naar han gjorde sine Mirakler,
Saa var det for Folk som mig og som Eder.
(I grunden en meget positiv beskrivelse i betragtning af at Drachmann var ateist!).
Hvis vi ser på den tekst vi er samlet om i dag, så priser Jesus ikke kun de mennesker salige der bliver hånet og forfulgt, men også dem der hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, og dem der stifter fred. Det Jesus kalder os til, er altså ikke et passivt liv hvor vi bare ser til mens onde mennesker (og grusomme naturkræfter, kunne vi tilføje) driver deres spil, men et liv i aktiv kamp for det gode. Løftet om belønningen i den kommende verden skal ikke anspore os til at være ligeglade med lidelserne i denne verden, men tværtimod til frygtløst at vie vores liv til at bekæmpe dem, uden at lade os anfægte af de trængsler som det måtte medføre for os selv.
Og netop derfor kan vi relativt velbjærgede danske kristne anno 2017 også godt bruge dagens evangelium til noget. Jeg ved ikke hvor mange af jer der oplever at blive hånet og forfulgt og løjet alt muligt ondt på fordi I tror på Jesus? For mit eget vedkommende hører det absolut til sjældenhederne, i hvert fald hvis man ser bort fra diverse debattørers forkærlighed for ord som ”himmelnisse”, ”fantasifoster”, ”vrangforestillinger” og andre nedsættende betegnelser når de omtaler Gud og kristendommen. (Der er trods alt millioner af kristne i verden der ville ønske at deres vej til himlen ikke var belagt med større problemer end den slags barnagtigheder!) Men netop fordi mange af os er så privilegerede på en lang række områder, har vi måske ”råd til”, så at sige, at tage nogle fysiske eller verbale tæsk for at hjælpe andre til at få det bedre? At sætte vores levestandard en smule lavere end vi egentlig havde lyst til, og i stedet give lidt flere penge til at hjælpe dem der sulter? At sige fra over for bagtalelse, og protestere når nogen bliver uretfærdigt behandlet, også selvom vi bliver upopulære på det? Vi har ikke noget at tabe, siger Jesus; tværtimod skal vi blot betragte os selv som privilegerede hvis vi kommer til at opleve trængsler fordi vi gør det rigtige.
To afsluttende pointer:
For det første: Bemærkede I at Jesus ikke sagde: ”Salige bliver”, men ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer” og så videre? Selvom lønnen i himlen hører fremtiden til, kan vi allerede nu regne os selv for privilegerede hvis vi oplever diverse ubehagelige ting for evangeliets eller retfærdighedens skyld. Det handler naturligvis dels om forventningens glæde, men også om at det at lide for Jesu navns skyld bærer en værdi i sig selv, fordi det indebærer en særlig form for fællesskab med Jesus. I Filipperbrevet [3,10] skriver Paulus for eksempel at det er hans mål at ”kende [Kristus] og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham”, og i Apostlenes Gerninger kapitel 5 [vers 41] læser vi om at apostlene, efter at være blevet pisket af ypperstepræsterne og saddukæerne, var ”glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld”. Det betyder naturligvis ikke at vi skal opsøge lidelse for lidelsens egen skyld, men det betyder at Jesus er specielt nærværende i lidelsen på samme måde som han er det i eksempelvis dåben og nadveren (som i øvrigt begge peger hen på netop Jesu lidelser).
For det andet: Jeg har i denne prædiken konsekvent omtalt det evige liv som en ”sikker gevinst”, ligesom hvis man er sikker på at man har det rigtige svar på det sidste spørgsmål i ”Hvem vil være millionær?” Men er gevinsten nu så sikker? Som Holger Drachmann skrev om himlen: ”Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.” Vel, svaret på det spørgsmål afhænger af hvad vi forstår ved ordet ”sikker”. Hvis man deltager i ”Hvem vil være millionær?” består sikkerheden i at man stoler på at Metronome Productions, der står bag udsendelsen, rent faktisk har tænkt sig at udbetale de gevinster de skilter med. Det er med andre ord et spørgsmål om tillid, eller som vi plejer at kalde det her i kirken: tro. Så til syvende og sidst afhænger sikkerheden af om du har lige så stor tiltro til Jesus som du har til Metronome Productions.
Comments