Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2017, Husum Kirkes jubilæum
Posted By admin on 4. marts 2019
Den døvstumme i Dekapolis: Gør ikke kirken til afgud!
Prædiken i Husum Kirke 12. søndag efter trinitatis 2017, kirkens jubilæum
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvis I drejer jeres hoveder så langt bagud som I kan, så kan I se Adi Holzers flotte billedfrise som har prydet kirkerummet siden 1995, altså i godt og vel halvdelen af de 40 år som vi fejrer i dag. Mange tror, når de først får øje på frisen, at den er malet af børn (det må jeg indrømme at jeg også selv troede første gang jeg besøgte kirken her tilbage i 2006), men jeg har heldigvis forstået at kunstneren ikke bliver fornærmet over den fejltagelse, men tværtimod tager det som en kompliment. Og når man studerer billederne nærmere, kan man da også tydeligt se at der er en detaljerigdom og en symbolik som man normalt ikke ser i børnetegninger, medmindre der er tale om børn med en usædvanlig grad af kunstnerisk begavelse.
De tre billeder på bagvæggen skal illustrere de tre kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed, og de står som positive modbilleder til det der illustreres i det skråtstillede billede nærmest orglet, nemlig dansen om guldkalven. Guldkalven var en figur som israelitterne lavede under ørkenvandringen efter at Gud havde befriet dem fra slaveriet i Egypten. Deres anfører, Moses, var gået op på Sinajbjerget for at tale med Gud, og imens blev folket utålmodige. En usynlig Gud kunne de ikke rigtig forholde sig til; så hellere en statue af en tyrekalv, sådan som de kendte det fra Egypten hvor statuer af tyreguden Apis var almindelige. Men selvfølgelig kaldte de ikke tyren for Apis, for det var jo en af egypternes guder, og de var jo selv israelitter. Så de hævdede i stedet at tyrekalven var en afbildning af Jahve – Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.
Problemet er bare at man ikke kan lave et billede af den almægtige Gud, himlens og jordens skaber! Det fremgik sort på hvidt (eller hvilke farver der nu var tale om) af De 10 Bud, som Gud gav Moses på to stentavler oppe på bjerget. Dem havde israelitterne ganske vist ikke fået endnu da de byggede guldkalven, men de burde måske alligevel have overvejet at alt det synliges og usynliges skaber ikke på nogen som helst meningsfuld måde kan repræsenteres af et billede. Det indebærer jo en helt utrolig begrænsning af hvad vi tror om Gud, hvis vi begynder at lave billeder af ham. (Ja, alene det at bruge ordet ”ham” om Gud er en begrænsning, som identificerer Gud mere med det ene køn end med det andet. Problemet er bare at de eneste alternativer vores sprog giver os, er at sige ”hende”, som er lige så forkert, eller at sige ”den”, som antyder noget upersonligt. Vi har af forskellige årsager tradition for at sige ”han” og ”ham” om Gud i vore kulturkreds, så det vil jeg fortsætte med – I og jeg skal blot huske at det skal forstås på samme måde som når man siger ”han” om føreren af en bil der er så langt væk at man ikke kan se om føreren er en mand eller en kvinde, nemlig som et generelt ord der ikke angiver et bestemt køn). Hvor kom vi fra? Jo, det er en begrænsning af Gud at lave et billede af – ”ham”. Det hiver på en måde Gud ned på et niveau hvor vi har kontrol over ham; vi skaber Gud i vores billede i stedet for at give os ind under at vi er skabt i Guds billede.
Nå, guldkalven blev revet ned igen da Moses kom ned fra bjerget, og israelitterne lærte efterhånden at lade være med at lave billeder af Gud, og de lærte – som vi hørte i den første læsning – at gudebilleder endda er decideret latterlige: ”Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se,” osv. Man aner næsten en form for hån af de andre folkeslag og deres gudebilleder. Omvendt ser det ud til at de andre folkeslag også har hånet israelitterne ved at spørge: ”Hvor er deres Gud?”, nemlig fordi israelitterne som det eneste folk i området ikke havde et gudebillede de kunne pege på som svar – til gengæld kunne de så svare: ”Vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil!”
I vore dage er der ikke ret mange der tilbeder gudebilleder, i hvert fald ikke i vores del af verden. – Eller gør vi? Vi laver naturligvis ikke gyldne statuer af kalve eller andre dyr, som vi i ramme alvor mener er et billede af Gud, og som vi derfor tilbeder, men jeg er ikke sikker på at vi kan sige os fri for at tilbede noget der hverken kan se, høre eller tale. Jeg hører i hvert fald undertiden mennesker sige noget i stil med: ”Jeg vil gerne tro på Gud, hvis han findes, men jeg vil ikke have at han blander sig i mit liv!” Og selv vi der er for fromme til at sige den slags, har måske af og til tænkt det, hvis nu vi skal være helt ærlige? Vi vil altså gerne have assistance fra en overnaturlig kraft, men det skal være på vores egne betingelser. Gud må hjertensgerne helbrede os når vi er syge, eller sørge for at vi vinder i Lotto, men han må ikke bestemme over os. Han må ikke forlange at vi gør noget vi ikke har lyst til, eller at vi lader være med at gøre noget vi har lyst til. Kort sagt: Han skal holde sig inden for det billede vi har skabt af ham. Hvis det er sådan vi tænker om Gud – ja, så er vi i virkeligheden afgudsdyrkere!
En anden udbredt form for afgudsdyrkelse er hvis vi mister evnen til at skelne mellem Guds rige og vores egne institutioner. I forbindelse med et kursus for frivillige ledere i kirkeligt arbejde som er jeg med til at arrangere, har jeg læst en bog der hedder ”Ledere i vækst” [Mediacellen 2009; citat fra s. 226ff], hvor forfatteren, James Lawrence, fortæller denne lignelse: ”Ved en farlig kyst ved havet, hvor der ofte fandt skibbrud sted, var der engang en simpel lille redningsstation. Bygningen var bare en hytte, og der var kun en båd, men de få hengivne medlemmer holdt konstant udkig over havet, og uden tanke for sig selv gik de ud dag og nat og søgte utrætteligt efter de skibbrudne. Nogle af dem, der var blevet reddet, og andre fra lokalområdet ønskede at blive knyttet til stationen og give tid, penge og deres indsats som støtte. Nye både blev købt, og nye besætninger blev oplært. Den lille redningsstation voksede. Nogle af medlemmerne af redningsstationen var kede af, at bygningen var så simpel og dårligt udrustet. De tænkte, at der skulle sørges for et mere bekvemt sted som den første tilflugt for dem, som blev reddet fra havet. De erstattede feltsenge med rigtige senge og sørgede for bedre møbler i den forstørrede bygning. Redningsstationen blev et populært samlingssted for medlemmerne, og de dekorerede den som en slags klub. Nu var der færre medlemmer, som var interesserede i at sejle ud på havet for at redde liv, så de lejede redningsbådsbesætninger til at gøre dette arbejde. Det livreddende motiv var stadig det fremherskende i klubbens dekoration, og der var en liturgisk redningsbåd i rummet, hvor klubbens optagelser blev afholdt. En dag led et stort skib skibbrud på kysten, og den lejede besætning bragte flere bådladninger ind med kolde, våde og halvt druknede mennesker. De var snavsede og syge, og nogle havde mørk hud, og nogle havde gul hud. Den smukke nye klub var i kaos, så ejendomskomiteen fik straks bygget et bruserum uden for klubben, hvor ofre for skibbrud kunne blive vasket, før de kom indenfor. Ved det næste klubmøde var der splittelse blandt medlemmerne. De fleste af medlemmerne ønskede at holde op med klubbens livreddende aktiviteter med det argument, at de var ubehagelige og en hindring for det normale sociale liv i klubben. De medlemmer, der insisterede på, at redningsstationens primære formål var at redde liv – deraf navnet – blev nedstemt og fik at vide, at de kunne lave deres redningsstation længere nede ad kysten og redde druknede efter skibbrud der. Det gjorde de så. Som årene gik oplevede den nye station de samme ændringer, som havde fundet sted i den gamle. Den udviklede sig til en klub, og endnu en ny redningsstation blev grundlagt. Historien gentog sig, og hvis du besøger den kyst i dag, vil du finde et antal eksklusive klubber langs med kysten. Skibbrud er hyppige i dette farvand, men de fleste af folkene drukner.”
James Lawrence sætter nok tingene lovlig meget på spidsen, men jeg tror det er en meget reel fare at vores fine kirker går hen og bliver til mål i sig selv i stedet for at være redskaber for Guds rige, eller at vi begynder at tro at kirken er til for vores egen skyld, og ikke for Guds og vores næstes skyld.
Men hvad skal vi så gøre? Hvad er det der er formålet med den ”klub” der går under navnet ”kirken”? Ja, hvis vi slår op i Bibelen, så er svaret: at bære vidnesbyrd om kirkens Herre, Jesus Kristus. I slutningen af Matthæusevangeliet sagde Jesus til disciplene: ”Gå derfor ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” [Matt 28,19-20] Og umiddelbart før sin himmelfart sagde Jesus: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” [ApG 1,8] Det er det der er kirkens eksistensberettigelse. Det er det der er formålet med at det her hus overhovedet er blevet bygget!
Men det er ikke nemt. De fleste af de mennesker vi omgås, har jo ikke noget ønske om at blive ”gjort til disciple”, og det med at ”være vidner” kan også være en kompliceret affære hvis der ikke er nogen der har lyst til at høre på det vi har fået pålagt at fortælle dem. Ja, måske ved vi dårligt nok selv hvad det egentlig er vi skal sige! Vi kan nemt komme til at føle os lige så mundlamme som den mand vi hører om i dagens evangelietekst. Den følelse kender jeg i hvert fald selv, uagtet jeg har en universitetsgrad i teologi og får penge for at fortælle andre om Gud og Jesus!
Men heldigvis handler teksten jo om at Jesus helbredte manden! Det var ganske vist en fysisk helbredelse af en fysisk lidelse, i hvert fald hvis man tager teksten for pålydende (hvilket jeg tror man skal), men det var også et tegn. I de kapitler der går forud for helbredelsen, er der en mængde beretninger hvor Jesus siger noget til disciplene, men de ikke forstår noget som helst. Ligesom afguderne fra Det Gamle Testamente har de ører, men kan ikke høre – og derfor kan de naturligvis heller ikke fortælle det videre som de har hørt. Mange teologer mener at den fysiske helbredelse af manden i Dekapolis var et tegn på den åndelige helbredelse som Jesus ville give sine disciple – og os. Så lad os bede ham om at sende os sin Helligånd så vi kan give evangeliet både tunge og krop, og tale de befriende ord som vores medmennesker har brug for at høre. Det kan godt være at konsekvensen ikke bliver at vore liv bliver mere bekvemt, eller at vores kirke bliver en hyggeligere klub – men det er heller ikke det vi er kaldet til. Vores Gud er i himlen, og han gør hvad han vil.
Comments