Signe & Nikolaj

Posted By admin on 4. marts 2019

Vejen, sandheden og livet: Ikke ”kristendom”, men Jesus!

Prædiken i Tagensbo Kirke 3. søndag efter påske 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For nogle år siden, før jeg mødte min hustru, deltog jeg i et såkaldt speeddating-arrangement. Nogle af jer har måske prøvet noget lignende. Det gik ud på at ti mænd og ti kvinder (eller hvor mange vi nu var af hvert køn) hver fik 5 minutter til at tale med hinanden, sådan at hver mand i løbet af en time fik talt med alle ti kvinder, og vice versa. De 5 minutter skulle naturligvis bruges på at afklare om man var interesseret i at lære personen på den anden side af cafébordet nærmere at kende, og i praksis foregik det sådan at hver deltager fik et stykke papir hvor man kunne krydse dem af som man gerne ville drikke en kop kaffe med ved en senere lejlighed, og arrangøren af eventet sørgede så for at de der gensidigt havde sat kryds ved hinanden, fik hinandens telefonnumre. For mit eget vedkommende var det i øvrigt ingen større succes, for der var kun to af kvinderne jeg fandt interessante nok til at sætte kryds ved dem, og ingen af de to satte kryds ved mig. Og egentlig er jeg også lidt kritisk over for hele konceptet, for hvordan bærer man sig ad med, på kun 5 minutter, at finde ud af hvad det er for et menneske man sidder overfor? Og hvordan bærer man sig ad med på så kort tid at give en dækkende præsentation af hvem man selv er? Inderst inde ved vi jo godt at hvis man virkelig vil vide hvem en anden person er, så er man nødt til at bruge noget tid sammen med vedkommende over en længere periode. Det spørgsmål som jeg selv valgte at stille kvinderne ved speeddating-arrangementet, nemlig det korte og kontante ”Hvem er du så?” (ledsaget af mit mest charmerende smil), er i hvert fald ikke helt enkelt at give et kort svar på.

                      Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt at Gud svarer som han gør, da Moses spørger om hans navn. Umiddelbart kan svaret ”Jeg er den, jeg er” næsten virke som lidt af en flabethed, især når man giver det til en som man lige har bedt om at sætte sit liv på spil, men det er værd at huske på at svaret rummer større dybder end man umiddelbart kan høre i den danske oversættelse. I den hebraiske grundtekst lyder Guds svar ”ehyeh asher ehyeh”, og det kan også oversættes ”Jeg er den, som er” eller endda ”Jeg er det at være”. Det som Gud siger, er altså sandsynligvis at han er alt for stor til at vores sprog kan beskrive ham. Den livsfarlige mission som Moses blev sendt ud på, måtte han altså udføre i en nærmest blind tro på at den uudgrundelige kraft der havde vist sig for ham i tornebusken, var ham venligt stemt og ville beskytte ham.

                      Men der er heldigvis to testamenter i vores bibel, og i Det Nye Testamente kommer der andre boller på suppen, for her viser Gud faktisk hvem han er – ikke i form af en filosofisk afhandling på flere tusinde sider, men i form af et menneske i kød og blod. De af jer der var i kirke i sidste uge, hørte hvordan Jesus erklærede: ”Jeg og Faderen er ét!”, og i dag hører vi ham sige: ”Den, der har set mig, har set Faderen.” Vores sprog kan ikke udtrykke hvem Gud er, men det kunne Jesus altså med sit liv – og ikke mindst med sin død og sin opstandelse, kunne vi tilføje.

                      ”Den, der har set mig, har set Faderen.” Fint nok – men der er jo altså bare det lille problem at vi ikke har set Jesus! Han fór jo som bekendt til himmels 40 dage efter sin opstandelse, så nu er han vel lige så fjern som Faderen – eller hvad? Ganske vist kan vi læse om ham i evangelierne, men det er jo slet ikke det samme som at kende ham personligt.

                      Disciplene brød sig heller ikke om udsigten til at Jesus ville forlade dem. Den samtale mellem ham og disciplene som er dagens prædiketekst, fandt sted skærtorsdag aften, få timer før han blev arresteret, og de første ord i teksten, ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!”, sagde Jesus faktisk som en direkte respons på at disciplene var blevet forfærdede over at han havde sagt til dem at han ville forlade dem. Men han trøstede dem med at de også kunne komme derhen hvor han skulle, ja at de endda kendte vejen. Det forstod Thomas naturligvis ikke noget af; som han sagde: ”Vi ved ikke engang hvor du skal hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Det var som svar på dét spørgsmål at Jesus sagde de udødelige ord der er gået hen og blevet et af de mest kendte bibelvers overhovedet: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

                      Som det så ofte går med bevingede ord, er Jesu ord om vejen og sandheden og livet ofte blevet citeret løsrevet fra deres kontekst, som om det var noget Jesus bare sagde ud af det blå som en dyb, filosofisk aforisme. Af samme grund er der blevet spekuleret meget over hvad Jesus mente når han beskrev sig selv som ”vejen og sandheden og livet”, og undertiden er udsagnet blot blevet tydet som erklæring om at religionerne ikke er lige gode, men at kun mennesker der bekender sig til kristendommen, kommer i himlen. Og sandt er det da at Ny Testamente helt klart hævder at det kun er igennem Jesus at mennesker kan blive frelst – det siger Peter og Johannes jo endda direkte i den læsning vi hørte fra Apostlenes Gerninger. Men det Jesus ville fortælle sine disciple aftenen før han blev korsfæstet, var bestemt ikke bare at hvis man melder sig ind i en kristen kirke, så kommer man i himlen når man dør! Lad os se lidt nærmere på hvad det egentlig var han sagde.

                      For det første: Han sagde ikke noget om himlen! Kingos gendigtning, som vi sang lige før prædikenen, begynder ellers med ordene ”Nu ved jeg vej til Himmerig”, og det er da heller ikke forkert – bare man er på det rene med hvad ”Himmerig” er for noget! Det var nemlig ikke et sted Jesus talte om at man kun kan komme til ved ham, men derimod en person – Faderen. Gud. Den samme Gud som talte til Moses i den brændende tornebusk, og som ved den lejlighed ikke kunne definere sig selv nærmere end at sige: ”Jeg er den, jeg er.” Det drejer sig altså ikke om en slags drømmenes paradis hvor vi får alle vores ønsker opfyldt og kan leve i sus og dus, men om at kende ham som er selve det at være. Det handler ikke om at vi efter et lidelser og afsavn på jorden kan få lov at give vores selviske lyster fuld gas i det himmelske, men tværtimod om at give endegyldigt afkald på vores selviskhed for i stedet at erfare den ultimative lykke og kærlighed i et uhindret fællesskab med Gud selv.

                      For det andet: Han sagde ikke noget om kristendommen! Den vej som vi skal følge for at komme til Gud, er ikke en religion eller en filosofi eller en ideologi eller en etik eller en kultur – det er en person! Overskriften over vores liv skal ikke være ”kristendommen”. Eller ”kirken”. Eller ”Bibelen”. Eller ”kærligheden” for den sags skyld. Det skal være ”Jesus”! Ganske vist vil et liv med Jesus som overskrift altid være et liv i kærlighed, og det vil sandsynligvis også være et liv hvor vi læser i Bibelen og søger det kristne fællesskab i kirken, men hvis vi løfter nogen af de ting op på den plads hvor Jesus skal stå, går vi fejl af målet. Hvis den religion vi kalder ”kristendommen”, bliver et mål i sig selv, ender vi hurtigt med at bruge præcis de samme uldne metoder som alle andre religioner, i en naiv overbevisning om at målet helliger midlet, fordi netop vores religion er den rigtige. Hvis Bibelen bliver en autoritet i sig selv, risikerer vi nemt at blive forvandlet til kolde bogstavfundamentalister. Og hvis vi vender det bibelske udsagn ”Gud er kærlighed” om så det bliver til ”kærlighed er Gud”, så vil vi med tiden opdage at vi i virkeligheden kun elsker én person, nemlig os selv. Alle de tre faldgruber kan vi undgå ved at holde Jesus i fokus!

                      Men hvad betyder det så i praksis at lade Jesus være den vej vi følger, den sandhed vi bekender os til, og selve det liv vi lever? Ja, det betyder i hvert fald ikke at vi snakker den til enhver tid herskende tidsånd efter munden, enten den nu går i retning af småborgerlig moralisme, chauvinistisk nationalisme eller grænseløs relativisme. Jesus lader sig ikke spænde for en ideologisk vogn. Tværtimod betyder det at vi modigt sætter den vej som Jesus har vist os, højere end alle de normer som mennesker vil presse ned over os.

Jesus lod sig ikke selv begrænse af de normer som jødedommen i hans samtid havde, men fulgte den vej som Gud Fader havde bedt ham om at gå. Og apostlene fulgte i hans fodspor. I dagens anden læsning hørte vi at Peter og Johannes blev forhørt af Det Jødiske Råd efter at de havde helbredt en lam mand i templet. Hvis læsestykket var begyndt et par vers tidligere, ville vi endda have hørt at de forud for forhøret havde tilbragt en nat i arresten. Man kan undre sig over at de jødiske myndigheder reagerede så negativt på at en mand var blevet helbredt (selvom: Når der i dagens Danmark berettes om overnaturlige helbredelser, bliver det jo også tit mødt med i bedste fald skepsis, i værste fald fjendtlighed fra religiøse mennesker!). Men med til historien hører at de to apostle ikke blot havde helbredt manden sådan i al almindelighed, om man så må sige; de havde helbredt ham i Jesu navn. Og da folk efterfølgende stimlede sammen for at høre hvad det var der var foregået, benyttede Peter lejligheden til at fortælle dem hvem Jesus var. Lad mig citere lidt af det han sagde: ”[D]et er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud – vores forfædres Gud – der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham. … Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer, og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt.” [ApG 3,13.19-20. Bibelen på Hverdagsdansk] Når man ved det, bliver det lidt lettere at forstå hvorfor myndighederne skred til arrestation, og man kan da også spørge om det nu også var nødvendigt at provokere på den måde. Kunne de ikke bare have nøjedes med at helbrede manden, og så lige så stille og roligt liste af? Det vigtigste var vel at han blev rask?

Nej, det vigtigste er at kende Gud! Genoprettelsen af den lamme mand på det fysiske plan var kun et tegn på den genoprettelse af alle mennesker, ja af hele verden, som Gud har i sinde at udføre på det åndelige plan! For hvad hjælper det at have et godt helbred hvis du ikke har fred i hjertet? Hvad hjælper det at din krop er i perfekt form hvis dit indre liv ligger i ruiner? Og omvendt: Hvis du har fundet frem til livets lykke, mening og indhold, men har en fysisk sygdom eller handicap, vil du så føle at du har trukket en nitte i livet? Næppe. Faktisk er der mange af de største helgener op igennem historien der har døjet med fysiske skavanker af forskellig art, lige fra Paulus i det første århundrede over Frans af Assisi i 1200-tallet til den nulevende amerikanske prædikant Joni Eareckson Tada, der fra sin rullestol har bragt håb og fred til millioner af mennesker.

På det her tidspunkt ville en marxist måske kunne finde på at beskylde mig for at række ”opium til folket” – at prædike ligegyldighed i forhold til de jordiske problemer med henvisning til de himmelske glæder. Men det er bestemt ikke min hensigt. De der vil bruge kristendommen til at legitimere magthavernes undertrykkelse af de svage, gør sig skyldige i en katastrofal misforståelse. Det som Gud bad Moses om fra den brændende tornebusk, var jo netop at befri israelitterne fra deres slaveri i Egypten. Jesus selv talte også dunder mod de rige og grådige, og som vi hørte, kom apostlene i konflikt med myndighederne på grund af deres forkyndelse – ja, 11 af de 12 apostle endte faktisk med at blive henrettet! Heller ikke i dag kan vi regne med at diverse magthavere vil klappe os på skuldrene hvis vi hylder Jesus som vejen, sandheden og livet – ja, alene det udsagn at Jesus står over de til enhver tid gældende danske love, er nok til at man ifølge integrationsministeren bør finde et andet land at bo i end Danmark. Og så er Danmark endda et af de lande i verden hvor kristne har de bedste vilkår – i lande som Nordkorea og Iran kan man blive fængslet alene fordi man er kristen, og i lande som Kenya og Nigeria er der islamiske militser der målrettet går efter at dræbe kristne. Jesu egen vej gik omkring korset, og følger vi hans vej, skal vi ikke forvente at vi får en bedre behandling end han gjorde.

Men når den slags sker, er det netop at vi skal huske at det ikke er ”kristendommen”, men Jesus, det drejer sig om. Det var det som middelalderens kristne ikke havde forstået, da de med korstogene valgte et militært modsvar til islams militære ekspansion. Kunne man forestille sig Jesus svinge et sværd? Nej, tværtimod – da Peter skærtorsdag nat trak sit sværd for at forsvare Jesus mod dem der kom for at arrestere ham, sagde Jesus: ”Stik dit sværd i skeden, Peter, for den der griber til sværd, skal falde for sværd.” Også i dag er der kristne debattører der tror at vi kan eller skal forsvare kristendommen med våbenmagt eller andre verdslige midler. Men vi skal slet ikke ”forsvare kristendommen” – vi skal tværtimod forkynde Jesus med vores ord og vores liv! Gør vi det, bliver vi helt sikkert upopulære, ligesom Jesus og disciplene blev det, for et liv i efterfølgelse af Jesus er som sagt aldrig et liv der lefler for tidsånden, uanset hvilken retning tidsånden blæser. Som den kendte rocksanger Alice Cooper engang udtrykte det (og han taler af erfaring, for han har prøvet alle tre ting): ”Det er nemt nok at drikke øl. Det er nemt nok at smadre et hotelværelse. Men at være kristen – det er rebelsk!”

Men selvom vi som Jesu efterfølgere er kaldet til at være rebeller, er vi ikke kaldet til at hade nogen. Vi er ikke kaldet til at leve i vrede og bitterhed, men i kærlighed. Selv de mennesker der kritiserer os, latterliggør os, forfølger os, eller endda ønsker at dræbe os, selv dem er vi kaldet til at elske med den samme ubetingede kærlighed som Gud elsker os med. Det er ganske vist ikke menneskeligt muligt at leve på den måde – men netop derfor skal Jesus ikke kun være vores forbillede, men vores liv. Han skal ikke kun være den der viser vejen, men han skal selv være vejen. Vi må overgive vores liv til ham og tage imod ham som herre. Hvis du ikke har gjort det før, vil jeg opfordre dig til at gøre det i dag.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter påske 2018
Tags: Johannesevangeliet 14.1-11

Posted By admin on 4. marts 2019

Hanukkah-udfordringen: Lad os genindvie templet

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter påske 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I december måned støder vi ofte på ordene ”Glædelig jul!” på diverse reklameskilte, butiksfacader og postkort. ”Glædelig jul” hedder som bekendt ”Merry Christmas” på engelsk, men i USA ser man mindst lige så ofte formuleringen ”Happy holidays!”, som oversat til dansk betyder ”Glædelige helligdage!” Mange kristne i USA er fornærmede over vendingen, som de opfatter som et bevidst forsøg på at afkristne samfundet – det engelske ord for jul, ”Christmas”, betyder jo direkte oversat ”Kristusmesse”. Men vendingen ”Happy holidays” har nu en ganske rimelig forklaring som ikke omfatter antikristne konspirationer, nemlig at der er et betragteligt jødisk mindretal i USA. Jøderne har nemlig også en religiøs fest der også falder i december, nemlig Hanukkah, festen for genindvielsen af templet. Og det var netop den fest Jesus var i Jerusalem for at fejre da han blev omringet af jøder der krævede et klart svar på om han var Messias, sådan som vi hørte det i dagens tekst. Og at de netop valgte at udfordre ham i forbindelse med Hanukkah-fejringen, var næppe tilfældigt.

                      Det land som vi ofte kalder ”Det hellige land”, og som i dag består af republikken Israel samt de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden og i Gazastriben, har i historiens løb været underlagt en lang række forskellige stormagter. På Jesu tid var det som bekendt Romerriget med kejser Augustus og statholder Kvirinius og Pontius Pilatus og de andre herskere vi kender fra Bibelen. Siden har der været både arabisk, korsfarer-europæisk, tyrkisk og britisk overherredømme, men også før Jesu tid var der storriger der underlagde sig den relativt frugtbare stribe land mellem Jordanfloden og Middelhavet. I år 586 f.Kr. blev Jerusalem ødelagt af kong Nebukadnezar, der indlemmede jødernes land i sit neobabyloniske imperium. Få årtier efter hans død blev hele hans rige imidlertid erobret af perserne under under den mægtige kong Kyros, som omtales adskillige steder i Det Gamle Testamente. Kyros’ dynasti holdt længere end Nebukadnezars, men i år 334 – stadig før Kristi fødsel – var der en ung makedonsk konge og hærfører ved navn Alexander der satte sig for at erobre hele Asien. Da han nåede til Indien, havde hans soldater ganske vist fået nok af det 8 år lange felttog, og han måtte vende om, men inden da var det lykkedes ham at underlægge sig hele det persiske rige, bestående af det nuværende Pakistan, Afghanistan, Iran, Irak, Tyrkiet, Syrien, Egypten, Jordan, Libanon – og Israel.

                      Alexander den Store, som vi kender ham som, døde af sygdom i en alder af blot 32 år, og han efterlod sig ingen arvinger, så hans rige blev delt mellem tre af hans generaler. Jøderne i Jerusalem og de omkringliggende landområder kom til at høre under generalen Ptolemæus, som gjorde Alexandria i Egypten til hovedstad for sit rige. Det såkaldte Ptolemæiske Rige bestod i næsten 300 år indtil kejser Augustus besejrede Ptolemæus’ tip-tip-tip-tip-tipoldebarn, den berømte dronning Kleopatra, i søslaget ved Actium i år 31 f.Kr.

                      Jøderne havde det godt under ptolemiderne, som gav dem lov til at leve i fred, tale deres eget sprog og praktisere deres egen religion. På et tidspunkt blev det hellige land imidlertid erobret af det såkaldte Seleukiske Rige, som var grundlagt af en anden af Alexanders generaler med base i Syrien. Til at begynde med var seleukiderne lige så tolerante som ptolemiderne, men så kom Seleukus’ tip-tipoldebarn Antiokus Epifanes på tronen, og han forbød den jødiske religion, ja han gik endda så vidt at han inde i selve det jødiske tempel byggede et alter for Zeus hvorpå han ofrede – af alle dyr – et svin! Det var mere end jøderne ville finde sig i, så de gjorde oprør under ledelse af en mand ved navn Judas Maccabæus, som de musikinteresserede af jer måske kender fra Händels oratorium af samme navn. Imod alle odds lykkedes det for makkabæerne at smide græsk-syrerne på porten og oprette en jødisk stat. I den forbindelse blev templet renset og genindviet efter Antiokus’ besudling, og det var altså årsdagen for dét, der blev fejret i Jerusalem den vinterdag vi hører om i dag.

                      Det der gjorde det særlig aktuelt at vælge netop Hanukkah som anledning til at slå kreds om Jesus og spørge om han var Messias, var naturligvis at makkabæernes jødiske stat på dette tidspunkt var blevet afløst af et romersk overherredømme. Romerne havde ganske vist respekteret jødernes religionsfrihed, og for det meste havde de holdt fingrene fra templet, men der havde dog været nogle urovækkende episoder, for eksempel da Herodes den Store et par år før Jesu fødsel forsøgte at sætte den romerske ørn op på templets facade, og med en så uberegnelig mand som Pilatus i statholderstolen var det ikke til at vide hvad man kunne vente i den nærmeste fremtid. Spørgsmålet ”Er du Kristus?” indeholdt altså en slet skjult undertone som lød: ”Har du tænkt dig at smide romerne ud ligesom Judas Maccabæus smed grækerne ud – ja eller nej?”

                      Hvad ville du have svaret på det spørgsmål hvis du havde været i Jesu sted? Svarede han ja, så stod der romerske soldater lige henne om hjørnet som var klar til at arrestere ham for oprørsplaner – planer som han slet ikke havde. Svarede han nej, var der til gengæld mange der ville høre det som en indrømmelse af at han slet ikke var sendt og udvalgt af Gud – hvilket han jo var. Og fordi de havde slået kreds om ham, kunne han ikke undvige spørgsmålets falske alternativ ved at gå sin vej. Selv ville jeg nok i den situation have valgt et meget defensivt svar. Men Jesus valgte det modsatte: Han gik til frontalt modangreb på det hykleriske spørgsmål.

                      For det første bekræftede Jesus at han var Kristus, og han understregede endda at det havde han allerede både sagt adskillige gange og bekræftet ved at gøre mirakler i Guds navn – de der stillede spørgsmålet, kunne altså ikke med nogen ret hævde at han havde ”holdt dem hen”. Men dernæst skyndte han sig at fastslå at hans opgave som Messias (det hebraiske ord som evangelisten gengiver med det græske ord ”Kristus”) ikke havde noget som helst at gøre med det fysiske tempel i Jerusalem. Det var der for så vidt ikke noget nyt i – Jesus havde ikke lagt skjul på at Gud ikke kunne begrænses til en bestemt bygning, men skulle tilbedes fra hjertet, og allerede i Johannesevangeliets andet kapitel provokerede han de jødiske ledere med udsagnet: ”Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage”. Vi ved i øvrigt fra andre steder [Mark 14,58] at han tilføjede at det tempel han ville rejse på tre dage, ville være et der ikke var bygget med hænder. Jesus så altså ikke sig selv som Jerusalem-templets redningsmand, men snarere som den der gennem sin død og opstandelse ville gøre det overflødigt.

                      Og så satte Jesus trumf på sit modangreb: Grunden til at de jødiske ledere ikke ville tro på at han var Kristus – om end en helt anden slags Kristus end de forestillede sig – var at de ikke hørte til hans får. Det med fårene lyder måske mærkeligt, måske endda nedladende, i vores moderne ører, men i oldtidens jødiske kultur var det en meget velkendt metafor, ikke mindst på grund af den herlige Davidssalme [Salme 23] som vi hørte som dagens første læsning. Før David blev konge over Israel, arbejdede han som hyrdedreng, og han så det som sin fornemste opgave at beskytte fårene mod farer, om nødvendigt med sit eget liv som indsats. Dén indstilling tog han med sig ind i sit virke som konge, men samtidig understregede han – ved at skrive sin hyrdesalme, som sammen med hans øvrige salmer blev en fast bestanddel af den israelitiske gudstjeneste – at både hans egen og hele folkets egentlige hyrde var Gud. Israel var Guds folk – Guds ”fåreflok”. Profeten Ezekiel, der levede på et tidspunkt hvor jøderne var undertrykt af babylonerne – udfoldede denne metafor i en meget lang lignelse der rummede et løfte om at Gud engang i fremtiden ville træde i karakter som folkets hyrde gennem et menneske som han havde udvalgt. Ved at sige: ”I hører ikke til mine får” fremsatte Jesus altså hele to kontroversielle udsagn: For det første at han var Guds særligt udvalgte som Ezekiel havde profeteret om; for det andet at de jødiske ledere, der om nogen så sig selv som det udvalgte folks repræsentanter, slet ikke hørte med til det udvalgte folk! De var måske nok født ind i det, men de levede ikke som Guds folk. De reciterede Guds ord med deres mund, men de praktiserede det ikke med deres liv. De troede at fordi de var israelitter, var de bedre end alle andre folk, og så længe de holdt hedningerne og deres afguder ude af Israel og i særdeleshed af templet, kunne de påberåbe sig Israels Gud. Højt og flot ignorerede de at når Gud havde udvalgt det israelitiske folk, var det for at de med deres liv skulle demonstrere hvem Gud er, sådan at alle verdens folk kunne lære ham at kende!

                      …

                      Parallellerne er nærmest ubehageligt tydelige, er de ikke? Hvor let kommer vi ikke til at tænke at fordi vi er født ind i et kristent folk, er døbt og betaler kirkeskat, så har vi en form for krav på Gud, uanset hvordan vi i øvrigt lever? Eller vi tænker måske at fordi kristendommen er sandheden om Gud, så er den et mål der hellige alle midler; så har vi som kristne ret til at kræve positiv særbehandling i samfundet og endda at gradbøje næstekærlighedsbuddet for at begrænse andre religioners indflydelse. Eller omvendt: vi føler at fordi vi selv er næstekærlige, også i vores politiske holdninger, så har vi ret til at tænke, sige og skrive de mest ukristelige ting om dem der stemmer anderledes end vi gør – og hvor næstekærligt er det?

                      …

                      Nå, tilbage til Jesus’ diskussion med de jøder der havde sået kreds om ham. Han sagde som sagt lige ud til dem at de slet ikke hørte med til Guds folk, hvilket var en meget alvorlig anklage, for hvis folk var de så? Det skal jeg sige jer: De var afgudsdyrkere. Det kan godt være at de brugte de navne for Gud som findes i Bibelen, og at de ikke ville røre et afgudsbillede med en ildtang, men i virkeligheden tilbad de faktisk et afgudsbillede; billedet fandtes blot i deres sind. Der havde de konstrueret et billede af en gud som altid holdt med dém, bekræftede dem i deres selvretfærdighed og altid gjorde hvad de forventede. Og det er sådan cirka definitionen af en afgud. Ligesom Antiokus Epifanes havde opstillet et afgudsalter i templet i Jerusalem, havde de opstillet et afgudsalter i deres hjerte. Og det var dét afgudsalter Jesus var kommet for at fjerne. Hans opgave som Messias var ikke at drive romerne ud af landet, men at drive synden ud af hjertet.

                      Men i modsætning til Judas Maccabæus, som brugte militær magt, også mod de medlemmer af den jødiske elite der samarbejdede med besættelsesmagten, er Jesus’ uddrivelse af syndens magt fra vores hjerter et tilbud som vi kan tage imod eller lade være. Vi bestemmer selv om vi vil tilhøre den levende Gud som ikke altid giver os ret, men konstant udfordrer os til at sige nej til stoltheden og egoismen og ja til kærligheden og ydmygheden. Men for hver dag vi genindvier vores hjertes tempel til ham, får vi lov til at opleve det eventyr det er at leve som hans folk, med adgang til hans ubegrænsede resurser.

                      Så med fire måneders forsinkelse: Glædelig Hanukkah!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter påske 2018
Tags: Johannesevangeliet 10.22-30

Posted By admin on 4. marts 2019

De betroede talenter: Invester Guds kærlighed

Prædiken i Husum Kirke søndag septuagesima 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Jeg kender ikke mange, faktisk ingen, der med meget talent og lidt arbejde er blevet til noget. Men jeg kender mange, der med lidt talent og meget arbejde er kommet langt i deres karriere.” Sådan indledte Lasse Henningsen fra Musikkens Hus i Aalborg sin festtale for de over 150 fremmødte, da Mariager Efterskoles nye lederlinje ”Akademiet” slog dørene op den 19. august sidste år. Og det citat illustrerer meget godt hvad vi i dag forstår ved ordet ”talent”, nemlig et medfødt anlæg for at være dygtig til noget – være sig sport, musik eller andet. Men det medfødte anlæg gør det ikke alene; det skal trænes op. Fodboldtalenter må træne hårdt hvis de skal udvikle sig til dygtige fodboldspillere, ligesom det som regel kræver både undervisning og disciplin at forvandle et sangtalent til en sangstjerne. Man skal arbejde med talentet hvis det skal give et afkast.

                      Men den oprindelige betydning af ordet ”talent” har faktisk ikke noget at gøre med medfødte anlæg; det er en betegnelse for en vægtenhed der var almindeligt brugt i Middelhavsområdet og Mellemøsten for 2000 år siden. Når ordet har fået den betydning det har i dag, skyldes det faktisk netop den lignelse der er dagens prædiketekst, hvor det kun var de to tjenere der arbejdede med deres talenter, der fik noget ud af dem, mens den tjener der gravede sit talent ned i jorden, endte med at miste det. Det er jo som sagt præcis sådan det også forholder sig med vores medfødte evner, så det er oplagt at drage den parallel. Og lignelsen er da også ofte blevet tolket som en formaning om at vi skal bruge de evner Gud har givet os, så vi får noget ud af livet. Men som vi skal se, er Jesu mening med lignelsen noget mere specifikt – og alvorligt – end som så.

                      Ved første øjekast er det en temmelig urimelig herre vi har med at gøre i lignelsen. Hans ord om at ”enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har”, virker til at være en modsigelse af hvad Jesus ellers siger, om at man skal dele med dem der intet har. Især virker det mærkeligt at lignelsens budskab tilsyneladende er det stik modsatte af hvad vi finder i den lignelse der kommer umiddelbart efter (og som der i øvrigt blev prædiket over for godt 2 måneder siden, den 26. november), nemlig lignelsen om verdensdommen. Den tekst handler om hvordan Jesus engang vil dømme alle mennesker, og kriteriet for dommen vil være hvordan man har behandlet de svage: om man har givet de sultne mad, de tørstige drikke, de nøgne tøj og så videre. I lignelsen om talenterne ser det derimod ud til at man bliver rost for at tjene flere penge til sig selv, og at de fattige bare bliver ignoreret eller ligefrem straffet. Kontrasten er så stor at nogle ligefrem har ment at herren i lignelsen om talenterne ikke er et billede på Gud eller Jesus, men derimod en beskrivelse af hvordan en ond herre ville agere – altså en af dem som Jesus vil dømme til fortabelse når han vender tilbage til jorden.

                      Personligt er jeg nu ret sikker på at det er Jesus der er herren i lignelsen om talenterne. Nogle af grundene til at jeg mener det, er ret teologitekniske; hvis I vil høre om dem, er I velkomne til at spørge mig ved kirkekaffen eller sende mig en mail. Lige nu vil jeg nøjes med at pege på dels at Jesus indleder lignelsen med at sige: ”Det er med Himmeriget som med…”, dels at lignelsen står midt i en lang serie af tekster der begynder med at disciplene i kapitel 24 vers 3 siger til Jesus: ”Sig os, … hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende”, hvorefter Jesus fortæller dem en masse om hvad der kommer til at ske når denne verden ender, alt imens de sidder på Oliebjergets skråning og ser solen gå ned over Jerusalem, og Jesus utvivlsomt har i baghovedet at han blot tre dage senere kommer til at hænge på et kors ikke langt derfra.

                      Lignelsen handler altså om Jesu komme og verdens ende. Og det giver egentlig meget god mening, for herren i lignelsen begynder jo med at rejse bort, men slutter med at vende tilbage og gøre regnskabet op med sine tjenere. Det er meget svært at forestille sig at det ikke skulle referere til samme begivenhed som den efterfølgende tekst om verdensdommen. Det store spørgsmål er så blot hvad talenterne skal symbolisere, og hvorfor der skal gives mere til dem der i forvejen har meget.

                      Jeg sagde til indledning at en talent er en vægtenhed, og det er der måske nogle af jer der undrer jer over, for i teksten omtales det jo nærmere som en møntenhed. Men i oldtiden kom de to ting stort set ud på ét, for dengang var en mønt bogstaveligt talt sin vægt værd i guld (eller sølv, eller hvilket metal den nu var lavet af), modsat i dag hvor en mønts værdi som regel er en hel del mere end metalværdien, fordi der er en nationalbank eller centralbank der står inde for at den har den værdi. I oldtiden var der ganske vist også en instans der stod inde for mønternes værdi (mange af jer kender sikkert den beretning hvor Jesus konstaterer at en mønt bærer et billede af kejseren), men det som kejseren stod inde for, var intet andet end at mønten reelt indeholdt den mængde metal som repræsenterede den pågældende værdi.

                      I en vis forstand var en talent altså også en møntenhed, men det er en misforståelse hvis vi opfatter det sådan at den ene tjener fik fem guldmønter, den anden to, og den tredje en enkelt. (Jeg har ellers før hørt historien gengivet på den måde at ”den tredje tjener gik hen og gravede sin mønt ned). Men der har altså aldrig været mønter med en vægt på en talent i omløb, af den simple grund at en talent vejede næsten 60 kilo! Selv den tjener der kun fik en enkelt talent at rutte med, fik altså så mange penge at han måtte bruge en trillebør for at transportere dem. Præcis hvor meget det drejer sig om i nutidskroner, er svært at sige, især fordi vi ikke ved med sikkerhed hvilket metal de fik 60 kilo af, men hvis vi går ud fra at der er tale om sølv (hvilket et af de græske ord i grundteksten muligvis antyder), så kan vi få en vis idé om det. I onsdags, da jeg skrev min prædiken, blev sølv handlet til 554 dollars kiloet på børsen i London, dvs. 60 kilo sølv ville koste godt 33.000 dollars, svarende til lidt over 200.000 kroner. (Og ja, man handler sølv i dollars, også uden for USA). Hvis det holder stik, så fik tjenerne henholdsvis 200.000, 400.000 og 1 million kroner i nutidspenge. Det er nogle ganske pæne beløb, men der står jo også at manden betroede sine tjenere ”sin formue”, dvs. de sammenlagt 8 talenter repræsenterede altså alt hvad denne rigmand ejede.

                      De to første tjenere gik så hen og ”handlede” med pengene. Hvad de helt præcis foretog sig, melder historien ikke noget om, men de havde tilsyneladende lykken med sig, for det lykkedes dem begge to at fordoble det beløb de havde fået betroet, mens den tredje gravede pengene ned af frygt for at miste dem. Og netop det med frygten for at miste pengene har faktisk ofte generet mig når jeg har læst lignelsen, for hvad ville herren have gjort hvis en af tjenerne havde investeret pengene, men tabt dem? Det spørgsmål var også et problem for Søren Kierkegaard, men han løste det selv ved at digte en fjerde tjener der kom ud for netop det, og konkluderede: ”Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelsen end hin forsigtige?” Men det er ren spekulation, og jeg synes generelt det er en betænkelig affære at begynde at digte videre på de ting Jesus sagde. I stedet synes jeg vi skal overveje hvorfor der ikke er en sådan fjerde tjener med i lignelsen. Kunne det for eksempel være fordi det som talenterne symboliserer, er af en sådan art at man ikke kan miste det hvis man investerer det?

                      En nøgle til forståelsen kan måske findes i den begrundelse som den tredje tjener giver for at handle som han gør, nemlig: ”Herre, jeg kender dig som en hård mand”. Den tredje tjener var overbevist om at hans herre var en hård mand, og derfor handlede han på en måde som en hårdhjertet herre ville være tilfreds med. De to andre tjenere, derimod, handlede ud fra et helt andet billede af hvordan deres herre var.

                      Nogle af jer vil måske indvende at herren jo erklærede sig enig i den tredje tjeners beskrivelse af ham, men der er en vigtig detalje som jeg gerne vil pege på. Hvis I har lyst, kan I jo følge med på side 1061 i salmebogen, 11 linjer fra bunden: ”Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt.”

                      Lagde I mærke til forskellen? Tjeneren beskrev herren som ”en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt”, men herren bekræftede kun at han høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt – ikke at han er en hård mand! Den del af tjenerens opfattelse var altså en misforståelse. Og det må den nødvendigvis være hvis herren i lignelsen er et billede på Jesus, for der står talløse steder i Det Nye Testamente at Jesus ikke er hård, men mild og sagtmodig. Og i Første Johannesbrev [4,8] står det endda så klart som noget kan gøre, med tre enkle ord: ”Gud er kærlighed”.

                      Derfor vil jeg vove den påstand at de ”talenter” som Jesus har betroet os, der er hans tjenere, ganske enkelt er kærlighed! Og det som vi begyndte med at konstatere om sportsligt eller musikalsk talent – nemlig at man kun får gavn af det hvis man lader det arbejde – det gælder i endnu højere grad for kærlighed. Faktisk giver det slet ikke mening at hævde at man er i besiddelse af kærlighed hvis man ikke giver den kærlighed til nogen.

                      Så hvis talenterne repræsenterer kærlighed, hvad betyder så de enkelte elementer i lignelsen? Jo, Gud har givet os mennesker af sin kærlighed. Det har han gjort ved at give os livet,  alle livets gaver, og i særdeleshed: syndernes forladelse og status af hans børn. Og mon ikke mange af jer vil være enige i at livets gaver ofte er skævt fordelt, så man med en vis ret kan sige at nogle har fået fem, andre to, og andre kun én talent? Men læg mærke til at herren tager højde for hver enkelt tjeners betingelser i sin bedømmelse: den tjener der har fået to talenter til at vokse til fire, får præcis den samme ros som ham der har fået fem talenter til at vokse til ti.

                      Hvad forventes det så at vi stiller op med de talenter vi har fået? Tja, tidligere i Matthæusevangeliet [5,44-45] siger Jesus: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” Med andre ord: Den kærlighed som Gud har vist os, den skal vi vise til vores medmennesker. Og når vi gør det, vil vi opleve at den vokser, sådan som det skete for begge de to første tjenere. Den tredje tjener, derimod, repræsenterer et menneske som ikke giver Guds kærlighed videre til andre, og som derfor heller ikke selv får gavn af den; ja, han lever som om han slet ikke havde modtaget noget. Det er jo netop det som tjeneren i lignelsen gør: han begraver sin herres penge og lever derefter videre på præcis samme måde som før. Det gør han af to årsager: fordi han er doven, og fordi han i virkeligheden slet ikke kender sin herre. Og konsekvenserne bliver fatale: Han ender i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren.

                      Hvor mange af os mon den beskrivelse passer på? Eller rettere sagt: Mon der overhovedet er nogen af os der kan sige os helt fri for at have en rem af den hud? Selv kan jeg i hvert fald komme i tanker om alt for mange situationer hvor jeg har undladt at vise kærlighed, fordi det var for besværligt eller forekom for risikabelt. Så hvordan undgår vi at havne i fortabelsens mørke?

                      Svaret er lige så befriende som det er simpelt: Ved at kende Herren! Ved at tage imod den kærlighed som han har givet os! Ved at turde tro på at Gud ikke er ”en hård mand”, men er kærligheden selv! Ved at indse at han, med ord fra Paulus’ prædiken på Areopagos, ikke er langt borte fra en eneste af os, for i ham lever vi, ånder vi og er vi. Dén tro kan sætte os fri til at leve i kærlighed uden at frygte for den kommende dom – ja, vi behøver end ikke at frygte for at lide samme skæbne som den tjener der gravede sin ene talent ned, for det øjeblik vi holder op med at tro på den strenge Gud og begynder at tro på den milde, vil det i længden være umuligt for os at holde fingrene fra de penge der ligger begravet ude i marken, og før vi overhovedet selv er klar over det, vil de begynde at cirkulere – og vokse.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag septuagesima 2018
Tags: Matthæusevangeliet 25.14-30

Posted By admin on 4. marts 2019

Jesus og de små børn: Er det godt eller skidt at være barnlig?

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag efter helligtrekonger 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da jeg gik i 6. klasse (tror jeg det var), lærte jeg i danskundervisningen om ”plusord” og ”minusord”. Et plusord er et ord der har en positiv klang, mens et minusord omvendt er et ord der har en negativ klang. Vi blev præsenteret for en lang liste af ord og skulle så markere hvert enkelt ord med enten et plus eller et minus. Nogle af ordene på listen havde samme grundbetydning, men forskellig klang, og det var måske noget af det vigtigste vi skulle lære, for det er jo et meget almindeligt trick både i politik og i reklamebranchen at man erstatter negativt ladede ord med andre ord der har samme betydning, men en mere positiv klang. Det lyder for eksempel pænere at sige ”effektivisering” end at sige ”nedskæring”, og en vare sælger sandsynligvis bedre hvis man kalder den ”kalorielet”, end hvis man skriver at den er fortyndet med vand og spædet op med kunstige smagsstoffer. Også i hverdagssproget findes lignende fænomener; det er for eksempel efterhånden adskillige årtier siden at betegnelsen ”gamle mennesker” blev erstattet af ”ældre mennesker”, og i disse år er den betegnelse selv ved at blive erstattet af det noble ord ”seniorer” (selvom det ord er temmelig flertydigt, for i sportsverdenen skal man blot være fyldt 18 år for at være ”senior”, og i FDF er ”seniorer” en betegnelse for unge mellem 15 og 18!). Et ords klang kan også godt forandre sig over tid. Det gælder ikke mindst slangudtryk, for eksempel ordet ”sygt”, som i mine unge dage var en særdeles negativ betegnelse, mens det i dag har fået en overordentligt positiv klang. Men det er desværre også gået ud over centrale kristne begreber som ”frelst” og ”hellig”, der i dag af mange opfattes som minusord – hvorimod vi kan takke Lars von Trier og Thomas Vinterberg for at ordet ”dogme” på ny er blevet et plusord.

                      I dag skal vi se på et ord som det er meget vanskeligt at kategorisere som enten et plusord eller et minusord, nemlig ordet ”barnlig”. Vi kan jo prøve at lave en lille uvidenskabelig meningsmåling her i dag: Hvor mange af jer opfatter ”barnlig” som et positivt ord? (håndsoprækning) Og som et negativt? (håndsoprækning)

                      Den Danske Ordbog angiver to mulige betydninger af ordet ”barnlig”, hvoraf den ene er positiv og den anden negativ. Som eksempel på det første angives et citat af Claes Johansen fra 1988: ”Du ser så dejligt barnlig og uskyldig ud, med dine blå blå øjne og dine lyse lyse krøller”, mens et blot ét år yngre citat fra en tv-udsendelse illustrerer det modsatte: ”Sig mig en gang, er du ikke lidt barnlig sådan som du går op i børneudsendelser?” Og det er måske i virkeligheden ikke så mærkeligt, for mon ikke de fleste af os forbinder både positive og negative egenskaber med børn? Og så kan vi i øvrigt misunde de engelsktalende at de har to forskellige ord, idet ”childlike” dækker det positive aspekt af ”barnlig”, mens ”childish” dækker det negative.

                      Jesus forbandt tilsyneladende mest barnlighed med noget positivt – som vi hørte, sagde han ikke alene at Guds rige tilhører de små børn, men ligefrem at den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, slet ikke kommer ind i det. Men der er faktisk også steder i Bibelen hvor det at være barnlig bliver beskrevet som noget man helst skal vokse fra, for eksempel i Første Korintherbrev kapitel 13 [vers 11], hvor Paulus skriver: ”Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige”. I Efeserbrevet [4,14-15] fortsætter Paulus i samme spor når han beskriver målet for kristenlivet med ordene: ”Da skal vi ikke længere være uforstandige børn … men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.” Allerstærkest siges det i Hebræerbrevet [5,12-14], hvor forfatteren skælder sine læsere ud med ordene: ”I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde. For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn. Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt.”

                      Så hvordan skelner vi mellem den positive og den negative form for barnlighed, bibelsk set? Tja, Paulus giver et hint i Første Korintherbrev kapitel 14 [vers 20], hvor han skriver: ”Brødre, vær ikke børn i klogskab! I ondskab skal I være små, men voksne i klogskab.” Noget af det der kendetegner små børn, er jo dels at de ikke ved ret meget, dels at de ikke kan ret meget. Og måske kan vi sige det så enkelt, at vi skal være barnlige i den betydning at vi ikke kan ret meget, hvorimod vi ikke skal blive ved med at være børn når det gælder viden. Og der er vel at mærke ikke tale om teoretisk viden om kvantefysik og historiske årstal – den slags havde Kay jo rigeligt af i eventyret – men derimod praktisk viden om livet i almindelighed og Guds kærlighed og retfærdighed i særdeleshed. Vi skal vide hvordan vi bør leve, så vi ikke opfører os barnligt på den trælse måde, det vil sige utålmodigt og egoistisk.

                      Til gengæld skal vi som sagt være barnlige når det gælder vores evner. Paulus nævner specifikt evnen til at handle ondt, men det gælder sådan set også evnen til at handle godt. Nogle af de mennesker som Jesus talte hårdest til – for ikke at sige: de eneste mennesker som Jesus talte hårdt til overhovedet – det var dem der stolede på deres egen evne til at gøre det gode. Dem kaldte han for hyklere, for deres indstilling førte ikke noget godt med sig; den blokerede tværtimod for at Guds kærlighed kunne komme til udtryk igennem dem, ikke mindst fordi de kun havde foragt til overs for dem der ikke havde lige så meget styr på tingene som de selv mente at have. Og da der engang var en der spurgte Jesus hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv, svarede Jesus: ”Ingen er god undtagen én, nemlig Gud”.

                      Betyder det at det er hyklerisk at gøre gode gerninger? På ingen måde! Det Nye Testamente er sprængfyldt med formaninger om at leve ret og gøre det gode, og Martin Luther (hvis I kan holde til at høre mere om ham oven på reformationsjubilæet sidste år) var heller ikke så negativt indstillet over for fromme gerninger som han undertiden får skyld for; tværtimod sagde han: ”Gode gerninger gør ikke et menneske godt, men et godt menneske gør gode gerninger!” Og som vi så, skal vi jo netop ikke være barnlige når det gælder viden om hvordan vi bør leve. Men jo mere vi lærer om hvordan vi bør leve, desto mere vil det gå op for os at vi ikke kan leve som vi bør, men at vi er hjælpeløse spædbørn når det gælder om rent faktisk at gøre det gode, og at vores eneste chance for at komme ind i Guds rige derfor er at tage imod det ligesom små børn. Man kan sige at den rette form for barnlighed ikke udtrykker umodenhed, men tværtimod modenhed: Vi skal være voksne der ved at vi er børn, ikke børn der tror at de er voksne!

                      Hvordan bærer man sig så ad med at tage imod ligesom et lille barn? Ja, der er jo det ved små børn at de er fløjtende ligeglade med hvad andre tænker om dem. Derfor skammer de sig ikke over at bede om hjælp hvis der er noget de ikke kan, og derfor kaster de sig også gladeligt ud i vovestykker der langt overgår deres formåen, i tillid til at der nok er en voksen der vil træde til og hjælpe hvis de kommer i knibe – og det lille barn er jo overbevist om at mor og far kan alt! På samme måde skal vi også frygtløst give os i kast med at gøre Guds vilje, selvom vi udmærket godt ved at vi ikke kan. For vores far i himlen skal nok træde til og hjælpe når vi kommer i knibe – ja, ikke først da: han vil hjælpe os hele tiden. (Ellers ville vi også være i knibe hele tiden, uanset om vi er klar over det eller ej. Det ender altid galt når vi forsøger at gøre det gode i vores egen kraft). Og i modsætning til os jordiske forældre, så kan vores himmelske far faktisk alt! Men vi får kun glæde af det hvis vi tør være børn i forhold til ham – vel at mærke ikke utålmodige, egoistiske børn der kan selv og vil selv så de virker mere voksne end de er, men modne voksne som har fundet ud af at vi i virkeligheden hele tiden har været og altid vil være hjælpeløse babyer som er 100 procent afhængige af fars hjælp.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2018
Tags: Markusevangeliet 10.13-16

Posted By admin on 4. marts 2019

Johannesprologen: Ordet blev kød

Prædiken i Husum Kirke juledag 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”I begyndelsen var Ordet”. Hvad for et ord? Og hvad vil det i det hele taget sige at et ord ”er”? Og hvad har det alt sammen med jul at gøre? Skulle vi ikke høre om det lille Jesusbarn i krybben? Jo, det skulle vi – og det gør vi også! Den tekst vi lige har hørt, handler nemlig om hvem det lille barn i krybben i virkeligheden var! Faktisk kan sætningen ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” siges at være evangelisten Johannes’ version af juleevangeliet. Men det kan ikke skjules at det publikum Johannes havde i tankerne da han skrev sit evangelium, var lidt anderledes end dem som Lukas skrev til om Kejser Augustus’ folketælling og om at der ikke var plads i herberget, og derfor bliver min prædiken i dag også lidt mere filosofisk end den i går; det håber jeg I kan bære over med.

                      Lad os se lidt nærmere på de spørgsmål jeg begyndte med at stille: Hvad var det for et ord som ”var i begyndelsen hos Gud”, og som er så specielt at det kan omtales som ”Ordet” i bestemt form og med stort begyndelsesbogstav?

                      Den primære betydning af ordet ”ord” i det danske sprog er ifølge Den Danske Ordbog en ”sproglig enhed som har en betydning, og som udtales og skrives uden pause henholdsvis mellemrum”. Derudover kan ordet ”ord” i ental også bruges til at betegne flere sammenhængende ord så som et ordsprog (fx ”Der er et gammelt ord der siger at af skade bliver man klog”) eller et løfte (fx ”Han gav sit ord på at han ville vende tilbage”), eller hele Bibelen, som i nogle af vores salmer ganske enkelt kaldes for ”ordet”. Men på hebraisk og græsk kan det betyde andet og mere end det. Et sted i Esajas’ Bog [55,11] siger Gud for eksempel: ”sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.” Her bliver Guds ord altså beskrevet som mere end bare ord, nemlig som en slags kraft der har magt til at sørge for at det bliver som Gud har sagt.  (Det så vi i øvrigt også et eksempel på i dagens første læsning, hvor Gud blot behøvede at sige: ”Der skal være lys!”, og så blev der lys).

                      Men det stikker endnu dybere end det, for der står jo at Ordet ”var”. På græsk er der brugt en grammatisk form som betegner noget vedvarende, ikke en enkeltstående begivenhed. Derfor er det også en temmelig upræcis oversættelse når ”Den Nye Aftale – Bibelen på hverdagsdansk” oversætter ”I begyndelsen var Ordet” med ”Alting begyndte med at Gud talte”, for der står jo ikke at Ordet ”blev udtalt”, men at det ”var”. Det var der hele tiden sammen med Gud, så det kan ikke bare være det konkrete talte ord. Snarere kan man måske sige at det som Johannes kalder ”Ordet”, er ”alt det som Gud har på hjerte”. I så fald fortæller juleevangeliet os at alt det som Gud fra evighed har haft på hjerte, blev legemliggjort i det lille barn der lå i krybben julenat, og som voksede op og blev den mand vi kan læse om i evangelierne, som helbredte de syge, gav de udstødte håb, irettesatte de selvretfærdige, og til sidst gik i døden for at redde os fra den.

                      Men der er endnu mere at sige end det, for Johannes skrev som sagt sit evangelium på græsk, og dermed skrev han sig ind i en århundredlang filosofisk tradition på det sprog. Og netop det græske ord som i de fleste bibler er gengivet med ”Ordet”, nemlig ”Logos”, spillede en fremtrædende rolle i græsk filosofi. Grækerne satte så meget lighedstegn mellem det talte ord og den fornuftsproces der lå bag dem, at de kaldte de to ting med det samme ord, nemlig ordet ”logos”. Efterhånden kom ordet til at betegne det at noget er ordnet på en fornuftig måde – det er i den betydning vi finder det i navnene på alle de videnskaber der ender på ”-logi”. Ordet ”biologi” er for eksempel sammensat af det græske ord ”bios”, som betyder ”liv”, og så ”logos”, altså ”liv beskrevet på en fornuftsmæssigt ordnet måde”.

                      Den retning inden for den græske filosofi som i tiden omkring Jesu fødsel gjorde allermest brug af begrebet ”logos”, var nok stoicismen. Stoikerne mente at hele universet er fornuftsmæssigt ordnet i en grad så det nærmest kan siges at være besjælet af et guddommeligt fornuftsprincip – og det princip kaldte de ”Logos”. Og lur mig om ikke Johannes havde det i baghovedet da han valgte at formulere sig som han gjorde? På det tidspunkt hvor han skrev sit evangelium, boede han i hvert fald i storbyen Efesos, som var et af de vigtigste centre for den græske kultur. Og der er næppe nogen tvivl om at en stoisk filosof som gik i gang med at læse Johannesevangeliet, ville nikke samstemmende til alt det første der blev sagt. Han ville ikke engang undre sig over at ordet ”han” blev brugt om Logos i stedet for ordet ”det”, for det hedder det samme på græsk når der er tale om et hankønsord. Men når han nåede frem til vers 14, ville han til gengæld få retsinaen galt i halsen, for udsagnet ”Ordet blev kød” – eller ”Verdensfornuften blev kød”, som han ville læse det som – ville for en stoiker være en eklatant selvmodsigelse! Logos var jo noget der gennemtrængte og besjælede alt i universet, mente stoikerne, så hvordan i alverden skulle det kunne udtrykkes i et konkret menneske der levede på et konkret sted på et konkret tidspunkt? Og ja, det er et paradoks – ligesom så meget andet her i tilværelsen. Men efter at have fulgtes med Jesus gennem tre år var det altså den overbevisning Johannes var nået frem til angående hvem han var. Og så hører det i øvrigt også med at Johannes som jøde ikke var enig i stoikernes opfattelse af Logos som et upersonligt princip, men derimod troede på en personlig skabende Gud, og det er måske trods alt lidt lettere at kapere at en personlig Gud skulle kunne manifestere sig i et konkret menneske, end at et upersonligt princip skulle kunne det – men også kun LIDT lettere! En stor del af Johannesevangeliet handler i hvert fald om hvordan de jødiske ledere reagerer med lige dele vantro og forargelse når Jesus påstår at være verdens lys, livets brød og Guds søn. Som Paulus skriver et sted: ”For jøderne er det en forargelse og for grækerne den rene galskab”[1 Kor 1,23, BPH].

                      Egentlig var de jødiske lederes reaktion meget forståelig. Jeg ved ikke hvordan du eller jeg ville reagere hvis Svend Brinkmann eller en anden af tidens populære guruer begyndte at sige de samme ting om sig selv som Jesus gjorde – formentlig ville vi tilkalde en psykiater. Så hvorfor skulle vi tro på Jesus når han siger det samme?

                      Det sjove ved det er at når ypperstepræsterne og de skriftkloge kritiserede Jesus for de ting han sagde, reagerede Jesus ikke med at sige: ”Altså, jeg forstår godt at det er svært for jer at forstå, men bare rolig, det kommer nok!” Nej, han skældte dem ud for deres vantro og sagde at hvis bare de havde kendt ham og havde kendt Gud, så ville de have troet på ham! Jesus hævder altså med andre ord at hvis man med et åbent sind sætter sig for at lære ham at kende og at lære Gud at kende, så vil man indse at han virkelig er den han hævdede at være. Det betyder ikke at man vil finde det nemt at forstå – overhovedet ikke! Der er også store dele af Johannesevangeliet der handler om at disciplene stiller Jesus en hel masse spørgsmål fordi de ikke forstår hvad han siger – og de spørgsmål svarer Jesus tålmodigt på. Disciplenes spørgsmål udsprang nemlig af at de oprigtigt var forvirrede, hvorimod de skriftkloges kritik skyldtes at de allerede på forhånd havde besluttet hvad de ville mene og ikke var åbne for at lære nyt.

                      Om nogle få dage tager vi hul på år 2018 efter Kristi fødsel, og de mange år kan godt gøre det svært at sætte sig ind i hvordan det kristne budskab må have lydt for de første der hørte det. Men hvis du på et tidspunkt her i juledagene får lidt tid i overskud, så vil jeg opfordre dig til at sætte dig ned med en bibel eller et Nyt Testamente og genlæse beretningerne om Jesus hos både Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Prøv at læse det med friske øjne hvis du kan – brug eventuelt en anden oversættelse end du er vant til (der findes jo efterhånden nogle stykker af slagsen). Og mens du læser, stil så dig selv spørgsmålet: ”Hvem er han egentlig?” Det bliver spændende om du når til samme konklusion som Johannes: at han er Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske.

                      Glædelig jul!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juledag 2017
Tags: Johannesevangeliet 1.1-14

Posted By admin on 4. marts 2019

Jesu fødsel: Sinatra tog fejl

Prædiken i Husum Kirke juleaften 2014 kl. 15.30

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Et af de største julehits nogensinde blev skrevet af amerikaneren Hugh Martin i 1944 som en del af Metro-Goldwyn-Mayer-musicalen ”Meet Me in St. Louis” med Judy Garland i hovedrollen. De første linjer lyder sådan her (synges): ”Have yourself a merry little Christmas, let your heart be light, next year all our troubles will be out of sight.” Hvor mange af jer har hørt den? Det tænkte jeg nok, for siden Judy Garlands første udgave i 1944 er den blevet indspillet af en perlerække af kendte sangere og grupper så som Frank Sinatra, Ella Fitzgerald, Bing Crosby, Doris Day, The Carpenters, Roger Whittaker, John Denver, Brenda Lee, Cliff Richard, Neil Diamond, Gloria Estefan, Coldplay, Mary Mary, Barry Manilow, Michael Bublé, Pentatonix, Kylie Minogue – og så sent som i år i mindst tre udgaver, nemlig med Phoebe Bridgers, Sabrina Carpenter, og en duet mellem Jacob Collier og Tori Kelly.

         I den udgave som Judy Garland sang, lyder teksten sådan her i min egen ubehjælpsomme oversættelse til dansk: ”Hav dig en glædelig lille jul, lad dit hjerte være let, til næste år vil alle vores vanskeligheder være ude af syne. Hav dig en glædelig lille jul, gør juletiden sorgløs, til næste år vil alle vores vanskeligheder være langt borte. Påny, ligesom i gamle dage, de glade, gyldne dage der var engang, vil de trofaste venner som vi holder af, være os nær igen. En dag snart vil vi alle være sammen hvis skæbnegudinderne tillader det; indtil da må vi finde en måde at kæmpe os igennem, så hav dig en glædelig lille jul nu.”

         Det var som sagt den udgave Judy Garland sang, men teksten er blevet ændret en hel del gange. Den allerførste udgave Hugh Martin skrev, var deprimerende og pessimistisk, så folkene bag musicalen bad ham lave den om, og det gjorde han så, men selv efter at han havde gjort den væsentlig mere optimistisk, syntes producenterne at der skulle laves yderligere en justering. Martin, der var kristen, havde nemlig skrevet ”if the Lord allows” (”hvis Herren tillader det”), men Metro-Goldwin-Mayer ønskede ikke nogen religiøse tekster, så de forlangte at få det lavet om til ”if the fates allow” (”hvis skæbnegudinderne tillader det”). Man kan så undre sig over at det åbenbart ikke er religiøst at tro på skæbnegudinder!

         Nå, men der kom flere ændringer, for da Frank Sinatra i 1957 skulle indspille et julealbum med titlen ”A Jolly Christmas” (”En munter jul”), kontaktede han Hugh Martin og spurgte om han ikke kunne gøre sangen lidt mere munter – det var især linjen ”indtil da må vi finde en måde at kæmpe os igennem”, han ikke kunne lide. Og som Hugh Martin senere sagde i et interview: ”Man sagde ikke nej til Frank Sinatra!” Men det kunne jeg nu godt ønske at han havde haft mod til at gøre, for jeg synes personligt at ændringerne gjorde sangen meget fattigere, grænsende til det ligegyldige, og jeg kan kun ærgre mig over at flertallet af de stjerner der siden har indspillet den (med enkelte glædelige undtagelser) har valgt Sinatras ”tæmmede” version. Det der blev lavet om, var for det første at ”til næste år vil alle vores vanskeligheder være” henholdsvis ”ude af syne” og ”langt borte” blev til ”fra nu af vil alle vores vanskeligheder” være ude af syne og langt borte, for det andet at ”Påny, ligesom i gamle dage, … vil de trofaste venner  … være os nær igen. En dag snart vil vi alle være sammen” blev til ”Her er vi, ligesom i gamle dage, … de trofaste venner … samles omkring os. Gennem årene vil vi alle være sammen”, og endelig for det tredje at den forhadte, men stærke linje ”until then we’ll have to muddle through somehow” blev til ”Hang a shining star upon the highest bough” – ”Hæng en lysende stjerne på den øverste gren”. Fra at udtrykke et håb om en bedre fremtid kom sangen altså til at udtrykke en glæde over en god nutid.

         Og hvad er det så der er galt med Sinatras udgave? Hvorfor synes jeg at den er så meget ringere end den udgave som Judy Garland oprindelig sang? (Altså bortset fra at jeg selv i sin tid lærte sangen at kende i en indspilning med Cliff Richard, som er en af de få der har holdt fast ved den gamle udgave, og jeg i lighed med mange andre har en tendens til at betragte den første udgave jeg lærte, som ”den rigtige”). Jo, der er det galt at Sinatras udgave beskriver en fantasiverden som ikke har noget at gøre med virkeligheden – i hvert fald ikke den virkelighed jeg har erfaret. ”Fra nu af vil alle vores vanskeligheder være ude af syne” – vel vil de ej! Jeg har fejret jul 42 gange, så jeg synes selv jeg har en vis erfaring at trække på når jeg siger at julen altså ikke bare får vores problemer til at fordufte. Naturligvis behøver man ikke ligefrem at fokusere på problemerne mens man samles rundt om det pyntede træ, men vi ved alle sammen at lige pludselig er det den 2. januar, og så begynder hverdagen igen. Og hvad vennerne angår – jo, juletiden er da heldigvis en tid der ofte byder på glædelige gensyn med gamle venner, men der er også venner som vi af forskellige årsager ikke har mulighed for at gense. Og så er der endelig den linje som Sinatra især ikke kunne lide: Lige netop den linje er faktisk min yndlingslinje i hele sangen, og første gang jeg hørte den modificerede version – i øvrigt i en indspilning med den udmærkede danske gospelsangerinde Signe Walsøe – syntes jeg at hele sangen blev tabt på gulvet. For i den verden som det er vores lod at leve i, der når man altså ikke særlig langt med blot at sætte en lysende stjerne fast i træets øverste gren; der er tit brug for at kæmpe, og at kæmpe hårdt! (Jeg har desværre ikke kunnet finde en dækkende dansk gengivelse af ”muddle through”).

         ”Nå,” sidder du måske og tænker, ”men hvad så med juleevangeliet? Hvad med den sang som englene sang for hyrderne på marken? Er den også ”fattig, grænsende til det ligegyldige”? Beskriver den også en ”fantasiverden som ikke har noget at gøre med virkeligheden”? De sang jo om stor glæde for hele folket, og om fred til mennesker – hvordan ser det ud med de ting når den 2. januar melder sig på banen?

         Ja, jeg må da sige at jeg i hvert fald udmærket godt kan forstå hvis der er nogen der tænker sådan når de hører juleevangeliet – eller når de skal forholde sig til kristendommen i det hele taget. Den begrundelse som jeg oftest hører for at folk ikke tror på Gud, er i hvert fald at der er så meget ondt i verden. Men vi skal huske at juleevangeliet ikke er en novelle der er skrevet til at skulle stå alene; det er et halvt kapitel af en roman i to bind! (Og med ”roman” mener jeg naturligvis ikke at det er opdigtet, for så stod jeg ikke her; jeg bruger blot ordet for at illustrere værkets omfang). De to bind er kendt under navnene Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger, og de har tilsammen 52 kapitler, hvoraf juleevangeliet er at finde i begyndelsen af kapitel 2 – altså helt i starten af værket. Handler de resterende 50 kapitler om lutter fred, glæde og harmoni? På ingen måde! Det første bind beskriver Jesu liv på jorden, hvor han ganske vist vandt mange tilhængere, men også mange fjender, hvor han en stor del af tiden måtte leve som en fredløs på flugt, og hvor han til sidst blev arresteret, pisket, dødsdømt og henrettet på den mest grusomme måde. Og i bind 2 går det ikke meget bedre, for selvom disciplenes missionsvirksomhed efter Jesu opstandelse og himmelfart førte til at tusindvis af mennesker kom til tro, så kan vi også læse om at Stefanus blev stenet (det er faktisk temaet for gudstjenesten 2. juledag), at Jakob blev halshugget, at Peter blev fængslet, at Paulus flere gange var tæt på at blive lynchet, og at han senere led skibbrud, og så videre, og så videre. Det kristne budskab er ikke et budskab om at hvis du bare tror på Jesus, så forsvinder alle dine vanskeligheder som dug for solen!

         Men det er et budskab om håb, og det er dét håb der er årsagen til den glæde som englene forkyndte for hyrderne. Det samme håb er også grunden til at Peter og Johannes, efter at være blevet pisket som straf for at de talte om Jesus, priste Gud for at de var blevet anset for værdige til at lide for evangeliets skyld, og til at Paulus og hans makker Silas gav sig til at synge glade sange da de på et tidspunkt blev fængslet i den græske by Filippi. Men hvad er det da for et håb?

         Jo, det er – ligesom i den ”rigtige” udgave af ”Have Yourself a Merry Little Christmas” – et håb om en bedre fremtid. Som nogle af jer måske lagde mærke til, sprang jeg en meget vigtig detalje over i mit resumé af Lukasevangeliet, nemlig Jesu opstandelse. Det endte godt for Jesus, og det budskab som han sendte disciplene ud i verden med, var at det i det hele taget ender godt for dem der tror på det gode; det er Jesu egen opstandelse et håndgribeligt tegn på. Og det kommer vel at mærke ikke til at ende godt som et resultat af at vi mennesker bliver mere og mere fornuftige og civiliserede (hvad der heller ikke er ret meget der tyder på at vi bliver, skulle jeg mene), men som et resultat af at Jesus engang vender tilbage til jorden og opretter Guds rige.

         Men det kristne håb er faktisk også et håb om en bedre nutid! Det Gudsrige, som Jesus vil oprette når han vender tilbage til jorden, det plantede han allerede frøene til ved sit første komme. Da Jesus blev født på jorden, blev der tændt et lys i mørket. Da han døde på korset, mistede mørket sit krav på os mennesker fordi Jesus betalte for vores liv med sit eget. Og da han opstod fra de døde påskemorgen, satte han en tyk streg under at lyset er stærkere end mørket. Derfor kan vi – selvom vi ikke kan se ret mange tegn i verden omkring os på at det gode er ved at vinde – følge Hugh Martins jule-opfordring til at lade vores hjerte være let, og at gøre juletiden sorgløs, fordi vi med troens øje kan se at vi er på den vindende side. Livet som kristen er et liv i glæde!

         Men det er også et liv i kamp. Som sagt synes jeg at linjen ”until then we’ll have to muddle through somehow” beskriver min egen erfaring ganske godt – og den erfaring finder vi heldigvis også beskrevet i mange af vores danske julesalmer, ja, i vores salmer i det hele taget. Men kampen afhænger lykkeligvis ikke af os selv. Det er ikke vores styrke der er afgørende for om vi får kæmpet os igennem moradset; tværtimod er det afgørende at vi sætter vores lid til Jesus og lader ham kæmpe for os – ham der allerede har vundet kampen ved sin død og opstandelse.

         Og det der med ”næste år”, som der stod i Hugh Martins sang inden Frank Sinatra ødelagde den – hvad med det? Sangen blev som sagt skrevet i 1944, men selvom 1945 unægtelig bød på en glædelig omvæltning af de helt store, så betød det jo ikke at alle vanskeligheder fra da af var ude af syne. Men jeg tror faktisk snarere at ordene er udtryk for et konstant håb om at den bedre fremtid snart kommer, end at de specifikt skulle referere til 1945 – eller til 2018 hvis vi synger dem i dag. I alle de år hvor jøderne ikke havde adgang til deres hellige by, Jerusalem, efter at romerne havde tilintetgjort den i år 135, var det en tradition at afslutte det jødiske påskemåltid med ordene: ”I år er vi her, næste år i Jerusalem.” Der gik som bekendt rigtig mange år før sultan Saladin i 1187 atter gav jøder lov til at slå sig ned i Jerusalem, og endnu flere år før Israel genopstod som nation, men jøderne holdt håbet intakt. Og det kan vi kristne lære af – uanset hvad vi i øvrigt måtte mene om den aktuelle politiske situation i Mellemøsten. Det Nye Testamente taler nemlig om et nyt Jerusalem der i forbindelse med Jesu genkomst vil komme ned fra Himlen (hvordan det så end skal forstås), og som skal være vores evige hjem. Derfor kan vi i tro sige: ”I år er vi her, næste år i det ny Jerusalem!”

         Glædelig jul!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken 2 til juleaften 2017
Tags: Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 4. marts 2019

Jesu fødsel: Vær mennesker af god vilje

Prædiken i Husum Kirke juleaften 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvorfor kravler århusianerne ud gennem vinduerne i december måned?

         Fordi julen står for døren!

         Første gang jeg hørte det ordspil som udgør pointen i den vittighed, var i Lars Lilholts sang ”Lad julen vare længe” fra 1988, hvor første vers lyder: ”En lille nisse lå og græd på loftet og hed Søren; han kunne ikke komme ud, julen stod for døren”. Bortset fra at det er en lidt løjerlig sætningskonstruktion at nissen ”lå og græd på loftet og hed Søren” (eller det tænkte jeg i hvert fald da jeg sad og skrev prædiken og hed Nikolaj), og bortset fra at det i det hele taget er sjældent man hører om nisser der hedder noget så almindeligt som ”Søren” (de plejer snarere at hedde Lunte eller Pyrus eller Fimpe eller Gibbus eller Høvlebænk eller Bjergi eller Skir), så er ordspillet faktisk lidt mere alvorligt i Lars Lilholts sang end i Århushistorien. Sagen er nemlig den at den stakkels Søren rent faktisk oplevede julen som noget der ”stod for døren” i den trælse betydning – altså noget der var i vejen. Det skyldtes at hans forældre arbejdede for Julemanden som henholdsvis kogekone og rensdyrkusk, og de havde så travlt at de slet ikke havde tid til deres søn – og derfor sad han bare og hang med skuffen. Ganske vist byder sangens omkvæd på en formaning om at ”I julen skal man danse rundt og ikke sidde og hænge”, men det er alligevel først da juleaften indfinder sig, og forældrene endelig kan holde fri fra deres arbejde, at Søren bliver glad igen og får lyst til at danse.

         Jeg gad vide hvor mange af os der er hér i dag, som har det ligesom Søren og hans forældre – at vi måske nok ville sige, hvis vi blev spurgt, at julen er en tid hvor man skal danse af glæde, men at vi i virkeligheden snarere oplever den som en byrde, som vi glæder os til at få fjernet fra døren? Jeg kender godt selv til det i hvert fald. Jeg har et billede inde i hovedet af julen som en tid med tro, håb og kærlighed, fred og glæde, med afslapning i familiens skød og en følelse af at alt nok skal gå til sidst fordi Guds søn lod sig føde som menneske, men tit bærer virkeligheden mere præg af lange køer i overfyldte butikker, stress over om vi nu når det hele, og måske også ærgrelse over at højtiden varer så kort i forhold til den lange tid med forberedelser. Hvorfor er det sådan? Hvordan bærer vi mennesker os ad med at forvandle en gave til en opgave, så det der skulle have været en anledning til ro og fordybelse, i stedet bliver en anledning til stress og forjagelse?

         Ja, hvis jeg kunne give et overbevisende svar på det spørgsmål, så tror jeg at jeg kunne tjene mange penge på at sælge bøger og holde foredrag – og jeg ville nok være så efterspurgt som foredragsholder at jeg først for alvor ville blive stresset, så det er nok meget godt at jeg ikke har svaret. Men lidt tror jeg godt vi kan gøre ved det, for eksempel ved at skrue ned for ambitionerne. Hvis vi forlanger af os selv at julen skal være perfekt, så kan vi næsten kun blive skuffede. Hvis vi derimod vælger at være taknemmelige for alt det gode vi får, så får vi meget at glæde os over. Det kan godt være at vi også vil have meget at være kede af, men det ville jo have været der under alle omstændigheder.

         Nå, jeg vil spare jer for mere lommefilosofi og i stedet sige noget om julens evangelium. Englen sagde til hyrderne på marken at den forkyndte dem en stor glæde, nemlig at der var født en frelser, og det store englekor sang om fred til mennesker. Og her i dag har vi lige sunget om at ”julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”. Solhvervet var egentlig i torsdags, men det ændrer ikke på at julen oprindelig var en solhvervsfest. Personligt ser jeg hvert år meget frem til solhvervet, fordi jeg har tendenser til vinterdepression og derfor længes meget efter lysere tider. Solhvervet har været fejret i årtusinder af indlysende årsager, men i den førkristne romerske kultur var den populære solhvervsfejring forbundet med tilbedelse af hedenske afguder, og det stillede kirken i et dilemma. Efterhånden som det at være kristen blev mere mainstream og derfor ikke nødvendigvis var forbundet med den samme offervilje som i de første århundreder, var der nemlig stadig flere kristne der ikke ville undvære solhvervsfesten, selvom den omfattede afgudsdyrkelse. Men så var der en der fik den geniale idé at lave en kristen solhvervsfest hvor man fejrede Jesu fødsel, og dermed var den kristne jul opfundet – den blev fejret første gang i år 336. Og personligt synes jeg at der er en dyb og meningsfuld symbolik i at fejre Jesu fødsel i forbindelse med solhvervet, for ligesom solhvervet betyder at årets rytme er vendt, og det nu går mod lysere tider, betød Jesu fødsel at menneskehedens skæbne er vendt mod lysere tider. ”Nu tændtes lys i skyggers land”, som vi sang i den forrige salme. ”Forvunden er nu al vor nød – Guds kære børn vi blev på ny”, som vi skal synge i den næste.

         Men ligesom det er lykkedes mange af os at forvandle julen fra en lettelse til en byrde, er det desværre også gået med vores opfattelse af Jesus. Han, der kom for at frelse os og give os glæde og fred, bliver af mange opfattet som en der tværtimod er kommet for at straffe os og gøre os bekymrede – ja, en af mine gode Facebook-venner, som er ateist, omtalte for nylig Jesus som ”den himmelske Pol Pot” med reference til en af verdenshistoriens værste massemordere, som i løbet af sine tre år som Cambodias premierminister slagtede en fjerdedel af landets befolkning. Og for et par år siden var der en ateistisk gruppe i England der kørte en serie busreklamer med sloganet: ”Bare rolig, der er sandsynligvis ikke nogen Gud”. Hvordan gik det så galt, at det der skulle have været det mest glædelige budskab nogensinde, blev opfattet som et dårligt budskab? Eller for at vende tilbage til det ordspil vi begyndte med: Der er et berømt vers i Johannes’ Åbenbaring [3,20] hvor Jesus siger: ”Se, jeg står ved døren og banker på”. I den game oversættelse stod der: ”Se, jeg står for døren og banker”, for sådan formulerede man sig da den pågældende oversættelse blev lavet tilbage i 1948, men det tolker vi nogle gange som om han sagde: ”Se, jeg står for døren og blokerer den”!

         Jeg tror at en af årsagerne til at det er gået så galt, er at vi har glemt hvordan vores situation ville have været uden Jesus – at menneskeheden faktisk var i dyb nød før han kom. Den dybe nød kan sammenfattes i to ord: synd og død. ”Synd” betyder at vi er slaver af vores egen tilbøjelighed til at vælge det onde frem for det gode, og ”død” – ja, det betyder som bekendt at vi ender med at miste livet, uanset hvor krampagtigt vi holder fast i det. Det er endnu ikke lykkedes at finde en kur mod de to problemer, og da man for godt 100 år siden troede at menneskeheden endelig var ved at løfte sig til et højere stade, brød Første Verdenskrig ud og gjorde en ende på illusionerne. Og det er kun blevet værre siden da. Ganske vist har lægevidenskabens landvindinger og den øgede adgang til sund mad i mange dele af verden ført til en øget levetid, men kroppens naturlige forfald kan vi ikke bremse, og selv hvis vi kunne, ville mange af os nok betakke os, for der kommer et tidspunkt hvor man bliver mæt af dage og ikke føler at verden har mere at give en andet end smerter og sorger og skuffelser – det er i hvert fald hvad jeg hører fra mange af de ældre mennesker som jeg taler med i forbindelse med mit arbejde. Alt det er noget som Jesus kom for at frelse os fra, ikke noget han kom for at påføre os.

         ”Men hvad så med helvede?” vil nogle sikkert spørge – det ville i hvert fald min ateistiske ven som jeg nævnte før, og det var faktisk i den forbindelse at han sammenlignede Jesus med Pol Pot. Ja, hvad med helvede? Min ven mente at før Jesus og kristendommen kom, levede mennesker relativt lykkeligt i forvisningen om at døden engang ville udfri dem fra alle lidelser, men med kristendommen blev der pludselig indført muligheden for en evig fortabelse, og det har ført til at mange mennesker nu lever i frygt – altså dem der ikke har ”set lyset” og er blevet ateister.

         Dertil er der to ting at sige. For det første kunne jeg oplyse min ven om at helvede ikke er nogen kristen opfindelse, men at alle de beskrivelser af helvede som findes i Det Nye Testamente, har paralleller i førkristne opfattelser af enten jødisk eller hedensk oprindelse – ja, ”ildsøen”, som nævnes i Johannes’ Åbenbaring, er faktisk beskrevet i den egyptiske Osiriskult hele 1000 år før Kristi fødsel! Og de steder hvor Jesus omtaler helvede, har det ikke karakter af at han fortæller folk noget nyt, men snarere at han refererer til kendt stof. Helvede kendte folk udmærket – det nye, som Jesus prædikede, var at det er muligt at undgå helvede! Ja, faktisk er der ingen der behøver at havne i helvede, for frelsen og det evige liv tilbydes som en gratis gave, der blot kræver at vi tager imod den.

         Men der var som sagt to ting at sige, og den anden ting er at det desværre er rigtigt nok at der har været – og givetvis stadig er – mennesker for hvem budskabet om Jesus snarere har ført til frygt og angst end til fred og glæde. Og det skyldes netop vores rædsomme evne til at forvandle en gave til en opgave, ikke kun for os selv, men også for andre. Alt for ofte har kristne prædikanter truet med helvede i stedet for at trøste med muligheden for at undgå helvede – ja, til tider er evangeliet om Jesus endda blevet forvansket til at helvede skulle være en straf for ikke at tro på Jesus. Bare for at illustrere hvor absurd det er at prædike på den måde, så forestil dig at du arbejder som livredder på en strand. (Ah, bare tanken om en badestrand en varm sommerdag luner her i vinterkulden!). Nå, du arbejder altså som livredder, og du tænker at dit arbejde burde være relativt nemt, for der står nogle store skilte ude i vandet hvoraf det tydeligt fremgår at hvis man svømmer længere ud end dertil, risikerer man at blive taget af strømmen. Men ak – en gruppe overmodige unge mennesker skal absolut trodse skiltenes advarsel, så du griber så mange redningskranse som du kan bære, og svømmer derudad. Da du når ud til de unge mennesker, kan du se at du ikke har redningskranse nok, så da du har fået reddet den første unge mand, spørger du ham om ikke han vil sørge for at dele redningskranse ud til de andre mens du selv svømmer ind efter flere. Da du lidt senere når derud igen med friske forsyninger af redningskranse, ser du til din forfærdelse at den unge mand har sat sig op på et af skiltene, hvor han sidder og råber til de andre at hvis ikke de kommer hen til ham og tager en redningskrans, så vil livredderen straffe dem med druknedøden! Mon ikke du ville råbe: ”Hvad er det du siger, mand? Det er da ikke mig der drukner dem; det klarer de fint uden min hjælp. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at de ikke skal drukne!” Omtrent sådan tror jeg at Jesus ville sige til dem der prædiker at han vil straffe nogen med helvede for ikke at ville tro på ham.

         Men heldigvis er der som sagt ingen af os der behøver at drukne! Modsat en livredder på stranden, der trods alt har et begrænset antal redningskranse til sin rådighed, er Jesus i stand til at frelse alle der vil tage imod. Og frelsen består ikke kun i at vi undgår at komme i helvede; den består først og fremmest i at vi får mulighed for at leve det liv som Gud havde tænkt at vi skulle leve – et liv hvor vi ikke længere behøver at være slaver af synden og døden. Det får også konsekvenser for vores livsførelse, der helt naturligt vil blive præget af kærlighed, ydmyghed, og det som man med et lidt fornemt ord kalder ”hellighed”. Det er en gave fra Gud, men også det er vi desværre tilbøjelige til at forvandle til en opgave! Alt for ofte har jeg hørt velmenende kristne sige at nu hvor Jesus har frelst os, skal vi til gengæld overholde visse moralske regler, ellers risikerer vi at miste frelsen igen. Som om det var noget glædeligt budskab! Som om de ludere og lommetyve der udgjorde Jesu første disciple, ville have været i stand til det! Nej, det glædelige budskab er at Jesus vil forvandle vores liv! Han vil give os et nyt hjerte, så vi helt naturligt får en anden moral, der ikke udspringer af frygten for straf, men af kærlighed. Ganske vist kan der godt stadig være brug for selvdisciplin, ligesom der kan i en menneskelig kærlighedsrelation. Men hvis jeg af kærlighed til min kone gør noget som jeg egentlig ikke har lyst til, er jeg jo netop motiveret af kærlighed og ikke af frygt – også selvom jeg måske er nødt til at overvinde min magelighed. Og sådan er det også når vi lader Jesus forvandle os efter Guds vilje, uanset at det går ud over vores magelighed eller vores stolthed eller noget andet som vi ikke har lyst til at give slip på.

         Så lad os huske at julen er en gave – dels den fest som vi skal nyde de kommende dage, men i særdeleshed også det budskab om Jesus som siden år 336 har været den kristne juls egentlige indhold. Lad os vende det døve øre til de stemmer der vil bilde os ind at julen – og kristendommen – er en tung byrde som blokerer døren så vi ikke kan komme ud til det liv som vi egentlig gerne ville leve. I julen skal man danse rundt og ikke sidde og hænge – lad julen vare længe!

         Glædelig jul!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken 1 til juleaften 2017
Tags: Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 4. marts 2019

Verdensdommen: Det er Jesus der dømmer

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag i kirkeåret 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg kan huske at jeg undrede mig når jeg som barn hørte beretningen om Abraham. Abraham var fortvivlet over at han og hans hustru Sara ingen børn havde, og de var efterhånden blevet så gamle at det ikke virkede realistisk at de nogensinde ville få nogen, men så talte Gud en aften til Abraham og sagde: ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan. Så mange skal dine efterkommere blive.” [1 Mos 15,5]. Og ved en senere lejlighed sagde Gud at Abrahams efterkommere ville blive ”så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred.” [1 Mos 22,17]

                      Det der undrede mig da jeg som 6-årig hørte den beretning, var sammenstillingen af himlens stjerner og sandet på stranden, for jeg havde både prøvet at være på stranden og at kigge op på en stjernehimmel, og jeg kunne ikke se at stjernerne på nogen måde kunne konkurrere med sandkornene med hensyn til antal. Men jeg blev klogere!

                      Jeg kunne godt tænke mig at lave en lille gætteleg med jer: Hvor mange stjerner tror I der er i den observerbare del af universet? (Jeg siger ”den observerbare del af universet”, for fysikkens love gør at vi ikke kan se noget der er mere end cirka 45 milliarder lysår væk, uanset hvor kraftig en kikkert vi benytter). (vent på svar)

                      I ved måske at stjernerne ikke er jævnt fordelt over hele universet, men at de samler sig i klynger, som man kalder galakser. Den galakse som vores solsystem er en del af, hedder Mælkevejen, og den består af anslået 200 milliarder stjerner. For at give jer et indtryk af hvor meget 200 milliarder er, så prøv at tænke på riskorn. De er som bekendt ikke særlig store, men hvis du havde et riskorn for hver stjerne i Mælkevejen, så ville du have 3000 tons ris, eller nok til at dække en hel fodboldbane med et 70 cm tykt lag! Og vores sol er altså bare ét af de små riskorn! Og det var som sagt kun vores egen galakse; der er mange andre galakser. Man kender ikke det præcise antal, men de mest forsigtige astronomer mener at der er mindst 200 milliarder af slagsen. Altså 200 milliarder galakser som hver rummer adskillige milliarder stjerner! 200 milliarder fodboldbaner med et tykt lag riskorn! Hvis hele jordens overflade, inklusive havene, var dækket af fodboldbaner, ville der kunne være omkring 10 milliarder baner. For at få plads til 200 milliarder ville vi altså skulle bruge 20 jordkloder! Men vi kan selvfølgelig også bare gøre laget af ris tykkere så vi kan nøjes med det antal fodboldbaner der kan være på jorden. Så når vi frem til – hvis vi for nemheds skyld antager at galakserne gennemsnitligt er på størrelse med vores egen – at antallet af stjerner i det observerbare univers svarer til et så stort antal riskorn at hele jordens overflade ville kunne dækkes med et 14 meter tykt lag! Der er ikke ret mange bygninger her i Brønshøj-Husum der ville rage op over riskornene! Så for at vende tilbage til sandet fra før: sandkorn er selvfølgelig mindre end riskorn, men alligevel mener man at der er flere stjerner i himmelrummet end der er sandkorn på hele jorden!

                      Hvorfor fortæller jeg jer alt det her? Det gør jeg fordi jeg synes det giver et interessant perspektiv på hvordan vi bruger visse ord. Tag for eksempel ordet ”mægtig” eller ”magtfuld”. Der har angiveligt levet mange mægtige herskere her på jorden, og den dag i dag betegnes USA’s præsident ofte som ”verdens mægtigste mand”. Selv her i lille Danmark har pressen for vane at benytte formuleringer som ”regeringens magtfulde koordinationsudvalg”. Men set i det store perspektiv har der aldrig været nogen mægtige mennesker, og det er der heller ikke i dag. Alexander den Store, Julius Cæsar, Napoleon, Hitler, Trump, Putin, Erdogan, Xi Jinping – ingen af dem har præsteret mere end at have et vist, begrænset mål af magt over en del af et lille knappenålshoved der kredser rundt om et enkelt af de riskorn som ligger i 14 meters tykkelse hele vejen rundt om jorden – og det har de endda kun haft i en mikroskopisk brøkdel af den tid universet har eksisteret. Set i et kosmisk perspektiv er det nærmest latterligt at bruge ordet ”mægtig” om nogen af dem (endsige om den danske regerings koordinationsudvalg). Nej, når man tager stjernernes i bogstaveligste forstand astronomiske antal i betragtning, så er der kun én hersker der med nogen som helst ret kan siges at være mægtig, og det er Gud, som har skabt det alt sammen, og som lever i evighedernes evigheder.

                      Med det in mente er det pludselig ikke særlig svært (det synes jeg i hvert fald ikke) at beslutte hvem der har mest krav på vores lydighed, Gud eller menneskelige ”magthavere”. Ganske vist er der mange politikere der i disse tider har travlt med at forlange at alle indbyggere i dette land skal adlyde mennesker mere end Gud, og nogle vil endda have nye statsborgere til at forpligte sig med deres underskrift på at sætte grundloven højere end deres religion. Og det er her i Danmark, som alligevel stadig er et af de lande i verden hvor religionsfriheden har bedst kår, for i praksis er det uhyre sjældent at der vil opstå en konflikt mellem Guds bud i Bibelen og statens bud i Karnov. Andre steder i verden ser det ganske anderledes ud – der er faktisk en række steder hvor blot det at samles til en kristen gudstjeneste er en kriminel handling! Men uanset hvad de jordiske magthavere måtte finde på, skal vi ikke lade os skræmme, for når det endelige regnskab skal gøres op, er det ikke nogen af dem vi skal stå skoleret for. Mennesker kan slå vores legeme ihjel, men evigheden har de ingen indflydelse på; det er kun Jesus der har magt til at dømme både levende og døde.

                      Det minder mig om at der er noget af det jeg sagde for lidt siden, der faktisk ikke er helt rigtigt. Jeg sagde at der aldrig har været nogen mægtige mennesker, men der er faktisk en enkelt undtagelse, og det er netop Jesus. Det som er kristendommens helt utrolige påstand, og som vi lige om lidt skal fejre for fuld udblæsning når det bliver advent og jul, er nemlig at den evige, almægtige Gud som har designet alle galakserne og hver enkelt af de 40 trilliarder stjerner med tilhørende planeter og måner og kometer og asteroider og stjernetåger og hvad ved jeg – han valgte at stige ned og lade sig føde som et menneskebarn på det lille knappenålshoved der flyver rundt om et bestemt lille riskorn i stjernevrimlen. Mens han var her, viste han os hvordan Gud havde tænkt at vi skulle leve vores liv, nemlig med tro, kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed – ja, han sagde endda, som vi hørte, at han vil opfatte vores måde at være på over for de nødlidende som om det var ham selv vi havde med at gøre. Og han gjorde det klart at når han vendte tilbage til Gud i himlen, var det kun for en tid; han ville vende tilbage og stille os alle sammen til regnskab for hvordan vi har brugt vores liv.

                      Men heldigvis lod Jesus det ikke blive ved forbilledet, befalingen og udsigten til dommen. Nej, han gjorde sig så meget til ét med os at han bar alle vores svigt med sig ind i døden så vi nu kan leve et helt nyt liv hvor Gud giver os kraft til at adlyde ham, og tilgivelse når vi alligevel svigter. Derfor er dommedag ikke noget vi skal gå rundt og være bange for, men tværtimod noget der kan give os frimodighed – frimodighed til ikke at lade os skræmme af dem der forsøger at bilde os ind at de har magt.

                      Selvfølgelig skal vi rette os efter landets love, så længe de ikke er i modstrid med Guds bud – det mente Jesus også, som vi hørte i søndags. Men frem for alt skal vi adlyde kærlighedens lov som Gud ved Helligånden har lagt ned i vores hjerter, og det skal vi gøre uanset hvad det måtte medføre af trusler fra den ene eller den anden side. For der er ingen mennesker der har magt eller ret til at dømme os; det har kun Gud Fader den Almægtige og Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2017
Tags: Matthæusevangeliet 25.31-46

Posted By admin on 4. marts 2019

Saligprisningerne: Er himmelhåbet opium eller en sikker gevinst?

Prædiken i Husum Kirke alle helgens søndag 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Et af mine yndlings-tv-programmer er ”Hvem vil være millionær?”. Det er muligvis ikke jer alle sammen der kender det, så jeg vil lige forklare hvad det går ud på: Det er et quizprogram hvor der hver gang er 10 deltagere i studiet og den af de ti der er hurtigst på tasterne til at besvare et indledende spørgsmål, får adgang til hovedkonkurrencen som består af 15 spørgsmål med stigende sværhedsgrad. Svarer man rigtigt på det første spørgsmål, vinder man 1.000 kroner, svarer man rigtigt på andet spørgsmål, vinder man 2.000 kroner, derefter 3.000, 4.000, 5.000 – og fra det sjette spørgsmål begynder beløbsstørrelsen at stige hurtigere, for så hedder det 8.000, 12.000, 20.000, 32.000, 50.000, 75.000, 125.000, 250.000, 500.000, og endelig 1.000.000. Hver gang man får et spørgsmål, kan man vælge at sige stop og gå hjem med de penge som man allerede har vundet. Vælger man derimod at svare, men svarer forkert, så må man nøjes med 50.000, 5.000 eller 0 kroner, alt efter hvor langt man var nået i spillet. For at tage det 15. og sidste spørgsmål som eksempel: Svarer man rigtigt, får man en million; undlader man at svare, får man en halv million; svarer man forkert, får man 50.000. (Konceptet minder lidt om det ældre koncept ”Kvit eller dobbelt”, med de forskelle at i ”Hvem vil være millionær?” er det kun i de første 5 spørgsmål at man risikerer at miste alt, man får lov til at høre spørgsmålet før man beslutter om man vil fortsætte eller stoppe, og tilmed får man både valgmuligheder og såkaldte ”livliner”; til gengæld kan man ikke selv vælge hvilket emne spørgsmålene handler om).

                      Det der gør ”Hvem vil være millionær?” så fascinerende, er først og fremmest det psykiske spil hvor deltageren sidder og overvejer om vedkommende vil stikke de penge i lommen som han/hun allerede har vundet, eller satse på chancen for at vinde mere – med den tilhørende risiko for at sætte en stor del af sin hidtidige gevinst over styr. Jeg har tit spekuleret over hvad jeg selv ville have gjort hvis jeg havde siddet der i den varme stol, men det er nok umuligt at forestille sig, for der er jo et helt andet pres på deltageren end der er på os der bare sidder hjemme i sofaen.

                      Overvejelserne om hvorvidt man skal stoppe eller fortsætte, gælder naturligvis kun hvis man ikke er sikker på hvad det rigtige svar er. Selvom spørgsmålene i den dyre ende er svære, kan man jo nemlig godt være heldig at blive spurgt om noget man tilfældigvis ved. (Den storslåede indiske film ”Slumdog Millionaire” fra 2008 handler for eksempel om en ung man der gennem et utroligt hændelsesforløb tilfældigvis får viden om lige præcis de spørgsmål han senere bliver stillet da han på et tidspunkt stiller op i den indiske udgave af showet). Hvis man godt kender det rigtige svar, er der i realiteten ingen risiko involveret, så hvis man i den situation alligevel vælger at undlade at svare og nøjes med den mindre gevinst, så må man siges at være godt dum.

                      Men det var faktisk noget i den stil Esau gjorde da han solgte sin førstefødselsret for en skål linser. [Jeg fortalte historien om Esau og Jakob i Børnehjørnet tidligere i gudstjenesten]. For ganske vist ville Esau, som han selv sagde, ikke have haft noget at bruge førstefødselsretten til hvis han var død af sult, meen, hvis han virkelig havde været på nippet til at dø af sult, ville han ikke have kunnet gå på sine egne ben ind og bede Jakob om noget mad, så helt så slemt stod det nok ikke til. Nej, der var snarere tale om at Esau var så fokuseret på sine øjeblikkelige problemer og behov at han havde tabt det store perspektiv af syne, sådan som det desværre nemt sker for os mennesker.

                      De ord af Jesus som vi har lyttet til i dag, er beregnet på at hjælpe os til at fastholde det rette perspektiv, og det i situationer hvor vi oplever langt større problemer end at være frygtelig sultne. De disciple som var de første tilhørere til talen, kom alle til at opleve voldsomme forfølgelser på grund af deres tro på Jesus, og de fleste af dem endte endda med at blive henrettet. Noget lignende gjaldt mange af Matthæusevangeliets første læsere, som levede på en tid hvor skiftende romerske kejsere stod de kristne after livet. Til dem – og til os – siger Jesus altså at de der bliver hånet og forfulgt og løjet alt muligt ondt på, faktisk er salige!          Ordet ”salig” er et lidt gammeldags ord, som egentlig betyder ”fuldt ud lykkelig”, så når Jesus siger ”Salige er de, som sørger”, virker det nærmest som en selvmodsigelse, men vi skal huske at Bibelen ikke oprindeligt er skrevet på dansk. Det Nye Testamentes grundsprog er oldgræsk, og det ord der er oversat med ”salig” i den danske bibel, betyder egentlig ”begunstiget”, altså en person som en konge eller fyrste har valgt at favorisere, og som derfor nyder nogle privilegier som andre ikke har. Derfor kunne man også oversætte det til ”privilegeret”. Det Jesus siger, er altså at de der bliver hånet og forfulgt, er privilegerede; at problemerne er tegn på at de er genstand for en særlig favorisering fra Guds side. Det lyder mærkeligt, men heldigvis forklarer Jesus hvad privilegiet består i, nemlig: ”jeres løn er stor i himlene”. Altså: De trængsler vi som kristne måtte opleve her i denne verden, er blot et tegn på at vi har noget bedre i vente på den anden side af døden. Hvis vi gjorde det til vores primære mål at have det godt nu og her uden at tænke på den gevinst der venter os, ville vi med andre ord ligne en der valgte at sige stop i ”Hvem vil være millionær?”, selvom han godt kendte svaret på spørgsmålet.

                      Nu ved jeg selvfølgelig godt hvad nogle af jer sidder og tænker. Eller: Det ved jeg naturligvis ikke, men jeg ved hvad nogle i hvert fald ville tænke hvis de hørte en prædikant sige hvad jeg lige har sagt, nemlig: ”Opium for folket!” Var det ikke det Karl Marx sagde?  Ved at love folk guld og grønne skove i det hinsides går kirken reelt undertrykkernes ærinde, fordi den opfordrer de undertrykte til at finde sig i uretfærdighederne. Som Holger Drachmann udtrykker det i sit digt ”Engelske socialister” fra 1872:

                      De sende os Præster med pibede Kraver: —

                      »Her er Biblen til Eders slunkne Maver«.

                      For Sulten en Text om Kanaan og Eden,

                      For Husleien Veksler paa Evigheden.

                      Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?

                      Vi vil have Forskud paa Saligheden;

                      Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter

                      For at blive betalt engang efter Døden.

                      Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,

                      Vor Løn vil vi have i levende Live.

                      Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?

                      Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.

                      Jeg skal ikke kunne sige i hvor høj grad Marx’ og Drachmanns kritik passede på kirkerne i deres samtid (jeg ved at der dog i hvert fald var nogle kristne grupper der også beskæftigede sig med at afhjælpe den fysiske nød, deriblandt Frelsens Hær og Københavns Indre Mission), men kritikken passer i hvert fald ikke på hvad Jesus selv sagde! Det vedgår Drachmann da også i næste strofe af sit digt, hvor det hedder:

                      »Vorherre! — see han forstod sig paa Stakler

                      I lasede Frakker og revne Støvler,

                      Og naar han gjorde sine Mirakler,

                      Saa var det for Folk som mig og som Eder.

(I grunden en meget positiv beskrivelse i betragtning af at Drachmann var ateist!).

                      Hvis vi ser på den tekst vi er samlet om i dag, så priser Jesus ikke kun de mennesker salige der bliver hånet og forfulgt, men også dem der hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, og dem der stifter fred. Det Jesus kalder os til, er altså ikke et passivt liv hvor vi bare ser til mens onde mennesker (og grusomme naturkræfter, kunne vi tilføje) driver deres spil, men et liv i aktiv kamp for det gode. Løftet om belønningen i den kommende verden skal ikke anspore os til at være ligeglade med lidelserne i denne verden, men tværtimod til frygtløst at vie vores liv til at bekæmpe dem, uden at lade os anfægte af de trængsler som det måtte medføre for os selv.

                      Og netop derfor kan vi relativt velbjærgede danske kristne anno 2017 også godt bruge dagens evangelium til noget. Jeg ved ikke hvor mange af jer der oplever at blive hånet og forfulgt og løjet alt muligt ondt på fordi I tror på Jesus? For mit eget vedkommende hører det absolut til sjældenhederne, i hvert fald hvis man ser bort fra diverse debattørers forkærlighed for ord som ”himmelnisse”, ”fantasifoster”, ”vrangforestillinger” og andre nedsættende betegnelser når de omtaler Gud og kristendommen. (Der er trods alt millioner af kristne i verden der ville ønske at deres vej til himlen ikke var belagt med større problemer end den slags barnagtigheder!) Men netop fordi mange af os er så privilegerede på en lang række områder, har vi måske ”råd til”, så at sige, at tage nogle fysiske eller verbale tæsk for at hjælpe andre til at få det bedre? At sætte vores levestandard en smule lavere end vi egentlig havde lyst til, og i stedet give lidt flere penge til at hjælpe dem der sulter? At sige fra over for bagtalelse, og protestere når nogen bliver uretfærdigt behandlet, også selvom vi bliver upopulære på det? Vi har ikke noget at tabe, siger Jesus; tværtimod skal vi blot betragte os selv som privilegerede hvis vi kommer til at opleve trængsler fordi vi gør det rigtige.

                      To afsluttende pointer:

                      For det første: Bemærkede I at Jesus ikke sagde: ”Salige bliver”, men ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer” og så videre? Selvom lønnen i himlen hører fremtiden til, kan vi allerede nu regne os selv for privilegerede hvis vi oplever diverse ubehagelige ting for evangeliets eller retfærdighedens skyld. Det handler naturligvis dels om forventningens glæde, men også om at det at lide for Jesu navns skyld bærer en værdi i sig selv, fordi det indebærer en særlig form for fællesskab med Jesus. I Filipperbrevet [3,10] skriver Paulus for eksempel at det er hans mål at ”kende [Kristus] og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham”, og i Apostlenes Gerninger kapitel 5 [vers 41] læser vi om at apostlene, efter at være blevet pisket af ypperstepræsterne og saddukæerne, var ”glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld”. Det betyder naturligvis ikke at vi skal opsøge lidelse for lidelsens egen skyld, men det betyder at Jesus er specielt nærværende i lidelsen på samme måde som han er det i eksempelvis dåben og nadveren (som i øvrigt begge peger hen på netop Jesu lidelser).

                      For det andet: Jeg har i denne prædiken konsekvent omtalt det evige liv som en ”sikker gevinst”, ligesom hvis man er sikker på at man har det rigtige svar på det sidste spørgsmål i ”Hvem vil være millionær?” Men er gevinsten nu så sikker? Som Holger Drachmann skrev om himlen: ”Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.” Vel, svaret på det spørgsmål afhænger af hvad vi forstår ved ordet ”sikker”. Hvis man deltager i ”Hvem vil være millionær?” består sikkerheden i at man stoler på at Metronome Productions, der står bag udsendelsen, rent faktisk har tænkt sig at udbetale de gevinster de skilter med. Det er med andre ord et spørgsmål om tillid, eller som vi plejer at kalde det her i kirken: tro. Så til syvende og sidst afhænger sikkerheden af om du har lige så stor tiltro til Jesus som du har til Metronome Productions.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til alle helgens søndag 2017
Tags: Matthæusevangeliet 5.1-12

Posted By admin on 4. marts 2019

Manden med vand i kroppen og lignelsen om pladserne ved bordet: Vælg den nederste plads

Prædiken i Husum Kirke 17. søndag efter trinitatis 2017 (oprindeligt Tingbjerg 2007)

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jesus helbredte en mand med vand i kroppen. Menneskekroppen består af 65 procent vand, så i en vis forstand har vi alle sammen vand i kroppen. Men nogle mennesker oplever at der danner sig væskeansamlinger, også kaldet ødemer, forskellige steder i kroppen. Det græske ord som grundteksten bruger til at beskrive hvad manden fejlede, og som i den gamle danske oversættelse blev gengivet med ”vattersot”, sigter sandsynligvis til udbredte ødemer. Ødemer kan være særdeles ubehagelige, men i sig selv er de ikke farlige. De kan være symptom på noget alvorligt, fx svigtende hjertefunktion, men om det har været tilfældet med den mand vi møder i dagens tekst, siger teksten intet om. Det har man nok heller ikke kunnet afgøre dengang; man har blot vidst at ”vattersot” var en ubehagelig og til tider dødelig sygdom. Og hvad der var nok så vigtigt: De fleste jødiske skriftlærde mente at sygdom i almindelighed og vattersot i særdeleshed skyldtes synd hos den syge. Det var altså efter farisæernes opfattelse en syndig mand der på den hellige sabbatsdag havde vovet sig ind i de helliges forsamling, og det har sandsynligvis irriteret dem ikke så lidt. Alligevel smed de ham ikke ud, for den ubudne gæsts tilsynekomst gav dem alle tiders mulighed for at finde ud af hvor Jesus stod: Var han en god og from lærer som mange mennesker sagde, eller var han en der gjorde oprør mod Guds lov, som andre påstod?

                      Jesus valgte at helbrede manden, og farisæerne konkluderede at han var en frafalden – men den konklusion fik de kun lov til at beholde et kort øjeblik før Jesus satte dem på plads ved at påpege at enhver af dem selv ville være parat til at bryde sabbatten for at hjælpe deres søn – eller endda blot for at hjælpe deres okse!

                      På den måde blev rollerne byttet om: Farisæerne havde siddet og betragtet Jesus for at bedømme ham, men pludselig var det dem selv der blev betragtet og bedømt. Og Jesus lod sig ikke nøje med at påpege deres dobbeltmoral i forhold til sabbatsbuddet; han brugte også deres måde at gebærde sig på ved bordet som et eksempel på hvordan man IKKE skal gøre.

                      Når nogen holder fest, laver de gerne en bordplan og fremstiller bordkort så ingen er i tvivl om hvor de hver især skal sidde, og det er som regel noget med at hædersgæsterne sidder til højbords, og de der står dem nærmest, sidder tættest på dem. Ved mere uformelle sammenkomster betyder det mindre hvem der sidder hvor. Men sådan var det ikke på Jesu tid. Dengang var et måltid i høj grad et udstillingsvindue for menneskers sociale status, ikke mindst fordi dørene ind til husene som regel stod åbne så enhver kunne kigge ind. Det gjaldt om at blive set sammen med de rigtige mennesker. For værten gjaldt det om at have de rigtige mennesker som gæster, og for at højne sin egen sociale status valgte han altid at placere de fornemste gæster tættest på sig selv. Det betød at gæsternes indbyrdes status kunne aflæses af hvor tæt på værten de sad, og det var derfor meget almindeligt at gæster ved et måltid forsøgte at erobre pladserne tættest på værten. De farisæere som Jesus spiste sammen med ved denne specifikke lejlighed, var ingen undtagelse, men de bar sig tåbeligt ad, siger Jesus med en logik som det er svært at indvende noget imod. Hvis man er interesseret i at blive hædret, er det langt smartere at sætte sig på en ydmyg plads hvor man har chance for at blive forfremmet, end på en fornem plads hvor man risikerer at blive degraderet.

                      Men Jesu formaning til farisæerne er andet og mere end nogle gode råd vedrørende social etikette. Jesus indleder nemlig med at sige: ”Når du bliver indbudt til et bryllup…” Hvorfor begynder han pludselig at tale om bryllupper? Der fandtes jo så mange slags middagsselskaber hvor de her sociale spilleregler gjaldt, og det selskab de netop nu befandt sig til, var ikke et bryllup, men blot en sabbatsmiddag. Men netop brylluppet var en almindelig metafor for Guds rige. Og at i hvert fald én af Jesu tilhørere forstod at det var Guds rige han sigtede til, ser vi hvis vi læser 4 vers længere fremme end det sted hvor dagens læsning sluttede. Der er der nemlig en af gæsterne ved måltider der udbryder: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige.”

                      Farisæerne mente nok selv at de var selvskrevne til en plads ved den store fest i Guds rige, og de regnede sikkert også med at de ville komme til at sidde til højbords, hvorimod syndere som den mand Jesus havde helbredt for vand i kroppen, ville være henvist til de nederste pladser – hvis de da overhovedet kom med til festen! Men det er helt forkert at sammenligne sig selv med andre på den måde, siger Jesus. I særdeleshed skal man lade være med at gå rundt og tro at man er bedre end andre mennesker. For gør vi det, risikerer vi at Gud kommer og fortæller os at vi har sat os selv for højt op.

                      I USA vrimler det med tv-prædikanter der tordner imod andre menneskers umoralske livsførelse, men der er en påfaldende tendens til at de der prædiker sådan, på et eller andet tidspunkt selv bliver hovedperson i en skandale der handler om enten økonomisk svindel eller en udenomsægteskabelig affære. Jeg tror meget vel det kan tænkes at det er Guds måde at fortælle dem på at de har valgt en for høj plads ved bordet til sig selv. Så kan de forhåbentlig lære det, de skinhellige tv-prædikanter der tror de er så meget bedre end os andre! – tænker vi, og i samme øjeblik vi tænker det, bliver vi ramt af vores egen dom som af en boomerang, for ved at tænke sådan har vi gjort præcis det samme som dem, nemlig at tænke at vi selv er bedre! Som om vores egne liv var noget at prale af? Det kan godt være at der ikke er nogen af os der har været involveret i offentlige skandaler, men prøv engang at forestille dig at dine medmennesker fandt ud af hvad der i virkeligheden gemmer sig inden i dig. Forestil dig at der blev stillet en storskærm op på Rådhuspladsen i København eller på Husum Torv eller her i kirken, og at der på den storskærm blev vist en videooptagelse af alle de tanker du har tænkt i den forløbne uge. Nej vel? For mit eget vedkommende må jeg i hvert fald indrømme at jeg hver eneste uge tænker tanker som ikke tåler dagens lys. Grundlæggende er jeg slet ikke noget godt menneske, og selvom jeg ofte kan forfalde til at tænke at jeg er bedre end den og den, så ændrer det ikke på at jeg intet godt har at byde på i forhold til Gud. Hvis jeg overhovedet skal få lov at komme med ind i hans rige, bliver det ene og alene i kraft af hans nåde og barmhjertighed. Jeg passer lige så dårligt ind i Gud Faders og Jesu selskab som manden med vand i kroppen passede ind hos farisæeren. Men ligesom Jesus rørte ved den syge mand og frelste ham, sådan vil han også strække sin hånd ud til hver enkelt af os. Hvis vi holder op med at stole på vores egne indbildte fortræffeligheder og i stedet sætter alt vores håb til Jesu nåde, så vil han lade sin godhed flyde igennem os. Måske vil vi så en dag høre ham sige: ”Min ven, sæt dig højere op!” Men hvis ikke, så er selv den nederste plads i Guds rige en langt fornemmere plads end vi nogensinde kan gøre os fortjent til. Og det at vi kan få lov til at kalde universets skaber og hersker for vores far, som vi blandt andet skal gøre det i bønnen lige om lidt, det er så stor en ufortjent ære at vi bare må bøje os i ydmyg taknemmelighed.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 17. søndag efter trinitatis 2017
Tags: Lukasevangeliet 14.1-11