Prædiken til 2. søndag efter påske 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Hanukkah-udfordringen: Lad os genindvie templet
Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter påske 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
I december måned støder vi ofte på ordene ”Glædelig jul!” på diverse reklameskilte, butiksfacader og postkort. ”Glædelig jul” hedder som bekendt ”Merry Christmas” på engelsk, men i USA ser man mindst lige så ofte formuleringen ”Happy holidays!”, som oversat til dansk betyder ”Glædelige helligdage!” Mange kristne i USA er fornærmede over vendingen, som de opfatter som et bevidst forsøg på at afkristne samfundet – det engelske ord for jul, ”Christmas”, betyder jo direkte oversat ”Kristusmesse”. Men vendingen ”Happy holidays” har nu en ganske rimelig forklaring som ikke omfatter antikristne konspirationer, nemlig at der er et betragteligt jødisk mindretal i USA. Jøderne har nemlig også en religiøs fest der også falder i december, nemlig Hanukkah, festen for genindvielsen af templet. Og det var netop den fest Jesus var i Jerusalem for at fejre da han blev omringet af jøder der krævede et klart svar på om han var Messias, sådan som vi hørte det i dagens tekst. Og at de netop valgte at udfordre ham i forbindelse med Hanukkah-fejringen, var næppe tilfældigt.
Det land som vi ofte kalder ”Det hellige land”, og som i dag består af republikken Israel samt de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden og i Gazastriben, har i historiens løb været underlagt en lang række forskellige stormagter. På Jesu tid var det som bekendt Romerriget med kejser Augustus og statholder Kvirinius og Pontius Pilatus og de andre herskere vi kender fra Bibelen. Siden har der været både arabisk, korsfarer-europæisk, tyrkisk og britisk overherredømme, men også før Jesu tid var der storriger der underlagde sig den relativt frugtbare stribe land mellem Jordanfloden og Middelhavet. I år 586 f.Kr. blev Jerusalem ødelagt af kong Nebukadnezar, der indlemmede jødernes land i sit neobabyloniske imperium. Få årtier efter hans død blev hele hans rige imidlertid erobret af perserne under under den mægtige kong Kyros, som omtales adskillige steder i Det Gamle Testamente. Kyros’ dynasti holdt længere end Nebukadnezars, men i år 334 – stadig før Kristi fødsel – var der en ung makedonsk konge og hærfører ved navn Alexander der satte sig for at erobre hele Asien. Da han nåede til Indien, havde hans soldater ganske vist fået nok af det 8 år lange felttog, og han måtte vende om, men inden da var det lykkedes ham at underlægge sig hele det persiske rige, bestående af det nuværende Pakistan, Afghanistan, Iran, Irak, Tyrkiet, Syrien, Egypten, Jordan, Libanon – og Israel.
Alexander den Store, som vi kender ham som, døde af sygdom i en alder af blot 32 år, og han efterlod sig ingen arvinger, så hans rige blev delt mellem tre af hans generaler. Jøderne i Jerusalem og de omkringliggende landområder kom til at høre under generalen Ptolemæus, som gjorde Alexandria i Egypten til hovedstad for sit rige. Det såkaldte Ptolemæiske Rige bestod i næsten 300 år indtil kejser Augustus besejrede Ptolemæus’ tip-tip-tip-tip-tipoldebarn, den berømte dronning Kleopatra, i søslaget ved Actium i år 31 f.Kr.
Jøderne havde det godt under ptolemiderne, som gav dem lov til at leve i fred, tale deres eget sprog og praktisere deres egen religion. På et tidspunkt blev det hellige land imidlertid erobret af det såkaldte Seleukiske Rige, som var grundlagt af en anden af Alexanders generaler med base i Syrien. Til at begynde med var seleukiderne lige så tolerante som ptolemiderne, men så kom Seleukus’ tip-tipoldebarn Antiokus Epifanes på tronen, og han forbød den jødiske religion, ja han gik endda så vidt at han inde i selve det jødiske tempel byggede et alter for Zeus hvorpå han ofrede – af alle dyr – et svin! Det var mere end jøderne ville finde sig i, så de gjorde oprør under ledelse af en mand ved navn Judas Maccabæus, som de musikinteresserede af jer måske kender fra Händels oratorium af samme navn. Imod alle odds lykkedes det for makkabæerne at smide græsk-syrerne på porten og oprette en jødisk stat. I den forbindelse blev templet renset og genindviet efter Antiokus’ besudling, og det var altså årsdagen for dét, der blev fejret i Jerusalem den vinterdag vi hører om i dag.
Det der gjorde det særlig aktuelt at vælge netop Hanukkah som anledning til at slå kreds om Jesus og spørge om han var Messias, var naturligvis at makkabæernes jødiske stat på dette tidspunkt var blevet afløst af et romersk overherredømme. Romerne havde ganske vist respekteret jødernes religionsfrihed, og for det meste havde de holdt fingrene fra templet, men der havde dog været nogle urovækkende episoder, for eksempel da Herodes den Store et par år før Jesu fødsel forsøgte at sætte den romerske ørn op på templets facade, og med en så uberegnelig mand som Pilatus i statholderstolen var det ikke til at vide hvad man kunne vente i den nærmeste fremtid. Spørgsmålet ”Er du Kristus?” indeholdt altså en slet skjult undertone som lød: ”Har du tænkt dig at smide romerne ud ligesom Judas Maccabæus smed grækerne ud – ja eller nej?”
Hvad ville du have svaret på det spørgsmål hvis du havde været i Jesu sted? Svarede han ja, så stod der romerske soldater lige henne om hjørnet som var klar til at arrestere ham for oprørsplaner – planer som han slet ikke havde. Svarede han nej, var der til gengæld mange der ville høre det som en indrømmelse af at han slet ikke var sendt og udvalgt af Gud – hvilket han jo var. Og fordi de havde slået kreds om ham, kunne han ikke undvige spørgsmålets falske alternativ ved at gå sin vej. Selv ville jeg nok i den situation have valgt et meget defensivt svar. Men Jesus valgte det modsatte: Han gik til frontalt modangreb på det hykleriske spørgsmål.
For det første bekræftede Jesus at han var Kristus, og han understregede endda at det havde han allerede både sagt adskillige gange og bekræftet ved at gøre mirakler i Guds navn – de der stillede spørgsmålet, kunne altså ikke med nogen ret hævde at han havde ”holdt dem hen”. Men dernæst skyndte han sig at fastslå at hans opgave som Messias (det hebraiske ord som evangelisten gengiver med det græske ord ”Kristus”) ikke havde noget som helst at gøre med det fysiske tempel i Jerusalem. Det var der for så vidt ikke noget nyt i – Jesus havde ikke lagt skjul på at Gud ikke kunne begrænses til en bestemt bygning, men skulle tilbedes fra hjertet, og allerede i Johannesevangeliets andet kapitel provokerede han de jødiske ledere med udsagnet: ”Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage”. Vi ved i øvrigt fra andre steder [Mark 14,58] at han tilføjede at det tempel han ville rejse på tre dage, ville være et der ikke var bygget med hænder. Jesus så altså ikke sig selv som Jerusalem-templets redningsmand, men snarere som den der gennem sin død og opstandelse ville gøre det overflødigt.
Og så satte Jesus trumf på sit modangreb: Grunden til at de jødiske ledere ikke ville tro på at han var Kristus – om end en helt anden slags Kristus end de forestillede sig – var at de ikke hørte til hans får. Det med fårene lyder måske mærkeligt, måske endda nedladende, i vores moderne ører, men i oldtidens jødiske kultur var det en meget velkendt metafor, ikke mindst på grund af den herlige Davidssalme [Salme 23] som vi hørte som dagens første læsning. Før David blev konge over Israel, arbejdede han som hyrdedreng, og han så det som sin fornemste opgave at beskytte fårene mod farer, om nødvendigt med sit eget liv som indsats. Dén indstilling tog han med sig ind i sit virke som konge, men samtidig understregede han – ved at skrive sin hyrdesalme, som sammen med hans øvrige salmer blev en fast bestanddel af den israelitiske gudstjeneste – at både hans egen og hele folkets egentlige hyrde var Gud. Israel var Guds folk – Guds ”fåreflok”. Profeten Ezekiel, der levede på et tidspunkt hvor jøderne var undertrykt af babylonerne – udfoldede denne metafor i en meget lang lignelse der rummede et løfte om at Gud engang i fremtiden ville træde i karakter som folkets hyrde gennem et menneske som han havde udvalgt. Ved at sige: ”I hører ikke til mine får” fremsatte Jesus altså hele to kontroversielle udsagn: For det første at han var Guds særligt udvalgte som Ezekiel havde profeteret om; for det andet at de jødiske ledere, der om nogen så sig selv som det udvalgte folks repræsentanter, slet ikke hørte med til det udvalgte folk! De var måske nok født ind i det, men de levede ikke som Guds folk. De reciterede Guds ord med deres mund, men de praktiserede det ikke med deres liv. De troede at fordi de var israelitter, var de bedre end alle andre folk, og så længe de holdt hedningerne og deres afguder ude af Israel og i særdeleshed af templet, kunne de påberåbe sig Israels Gud. Højt og flot ignorerede de at når Gud havde udvalgt det israelitiske folk, var det for at de med deres liv skulle demonstrere hvem Gud er, sådan at alle verdens folk kunne lære ham at kende!
…
Parallellerne er nærmest ubehageligt tydelige, er de ikke? Hvor let kommer vi ikke til at tænke at fordi vi er født ind i et kristent folk, er døbt og betaler kirkeskat, så har vi en form for krav på Gud, uanset hvordan vi i øvrigt lever? Eller vi tænker måske at fordi kristendommen er sandheden om Gud, så er den et mål der hellige alle midler; så har vi som kristne ret til at kræve positiv særbehandling i samfundet og endda at gradbøje næstekærlighedsbuddet for at begrænse andre religioners indflydelse. Eller omvendt: vi føler at fordi vi selv er næstekærlige, også i vores politiske holdninger, så har vi ret til at tænke, sige og skrive de mest ukristelige ting om dem der stemmer anderledes end vi gør – og hvor næstekærligt er det?
…
Nå, tilbage til Jesus’ diskussion med de jøder der havde sået kreds om ham. Han sagde som sagt lige ud til dem at de slet ikke hørte med til Guds folk, hvilket var en meget alvorlig anklage, for hvis folk var de så? Det skal jeg sige jer: De var afgudsdyrkere. Det kan godt være at de brugte de navne for Gud som findes i Bibelen, og at de ikke ville røre et afgudsbillede med en ildtang, men i virkeligheden tilbad de faktisk et afgudsbillede; billedet fandtes blot i deres sind. Der havde de konstrueret et billede af en gud som altid holdt med dém, bekræftede dem i deres selvretfærdighed og altid gjorde hvad de forventede. Og det er sådan cirka definitionen af en afgud. Ligesom Antiokus Epifanes havde opstillet et afgudsalter i templet i Jerusalem, havde de opstillet et afgudsalter i deres hjerte. Og det var dét afgudsalter Jesus var kommet for at fjerne. Hans opgave som Messias var ikke at drive romerne ud af landet, men at drive synden ud af hjertet.
Men i modsætning til Judas Maccabæus, som brugte militær magt, også mod de medlemmer af den jødiske elite der samarbejdede med besættelsesmagten, er Jesus’ uddrivelse af syndens magt fra vores hjerter et tilbud som vi kan tage imod eller lade være. Vi bestemmer selv om vi vil tilhøre den levende Gud som ikke altid giver os ret, men konstant udfordrer os til at sige nej til stoltheden og egoismen og ja til kærligheden og ydmygheden. Men for hver dag vi genindvier vores hjertes tempel til ham, får vi lov til at opleve det eventyr det er at leve som hans folk, med adgang til hans ubegrænsede resurser.
Så med fire måneders forsinkelse: Glædelig Hanukkah!
Comments