Signe & Nikolaj

Posted By admin on 1. december 2020

Indtoget i Jerusalem: Kongen kommer!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag i advent 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Et opslag der bliver delt flittigt på de sociale medier i disse uger, og som befriende nok hverken handler om mink eller corona eller præsidentvalget i USA, lyder: ”Vigtig besked til alle jer, som helt febrilsk gør rent og pudser af før jul: Det er Jesusbarnet, som kommer, ikke Fødevarestyrelsens kontrolenhed.” Ud over at være en – sikkert tiltrængt – stikpille til den overdrevne rengøringstrang som nogle mennesker sikkert lider af (jeg gør ikke!), så rummer opslaget også en sjælden besindelse på hvad det egentlig er adventstiden handler om. Ordet ”advent” kommer af det latinske adventus, som betyder ”ankomst”, og det er naturligvis Jesu ankomst til jorden det handler om; i første omgang hans ankomst som et lille barn i en krybbe julenat. Men da Det Nye Testamente blev oversat fra græsk til latin (og det blev det ret tidligt), blev ordet adventus brugt som oversættelse af det græske ord parousia, der egentlig blot betyder ”tilsynekomst”, men som navnlig bliver brugt om Jesu genkomst. Da der i 1800-tallet opstod et kirkesamfund der havde Jesu snarlige genkomst som sit vigtigste fokus, var det derfor også meget naturligt at de valgte at kalde sig ”adventisterne”.

                      Men ligesom Åndens gaver ikke kun er for pinsekirkerne, og ligesom det at yde materiel hjælp til de svage i samfundet ikke kun er for Frelsens Hær, så er forventningen om Jesu genkomst ikke kun for adventisterne, men noget som vi folkekirkefolk også gør ret i at huske på. Vi siger jo også hver søndag i trosbekendelsen at Jesus sidder ved Guds højre hånd, ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Den Jesus som vi venter på i adventstiden, er altså ikke kun et lille barn i en krybbe, men også en sejrrig konge. Og det kan godt være at såvel Jesus-barnet som Jesus-kongen er relativt ligeglade med om vores hjems rengøringsstandard nu også er fuldstændig uangribelig, men måske er der andre ting som han går mere op i. Så hvordan gør vi os klar til kongens ankomst?

                      Både dagens første læsning fra Salmernes Bog og evangelieteksten som vi lige har hørt, beskriver en konges ankomst til en by. I Det Gamle Testamente er det ”ærens konge” som melder sin ankomst og lader sine herolder bede portvagterne om at lukke op. Det hebraiske ord der er oversat med ”ære”, kabod, kan betyde både ”stråleglans”, ”herlighed”, ”rigdom” og ”tyngde”, og det bruges ofte om en atmosfære af Guds mærkbare nærvær som afstedkommer en følelse af højtid og ærefrygt, og som ved en enkelt lejlighed var så voldsom at præsterne ved templet i Jerusalem ikke kunne udføre deres arbejde. Ordet kan ganske vist også bruges om almindelig menneskelig rigdom og ære, men i Salme 24 fremgår det tydeligt at den ”ærens konge” (eller hvordan man nu skal oversætte det) der er tale om, er Gud selv. De lærde strides om hvad det helt konkret skal betyde at Gud ankommer til en by og beder om at blive lukket ind. Nogle mener at salmen oprindelig blev skrevet for at fejre en militær sejr hvor Pagtens Ark havde været med ude på slagmarken (som vi ved fra Første Samuelsbog at den i hvert fald nogle gange var), og hvor den nu vender tilbage til sin plads i Jerusalem. Den forklaring passer i hvert fald med at Gud beskrives som ”Herren, vældig i krig”. Men efter at kong Salomo byggede templet, forlod Pagtens Ark ikke mere sin plads i templets inderste rum, Det Allerhelligste, så i hvert fald efter den tid har salmen nok oftere været forstået åndeligt, som en indvielse af byen til Gud, og der er ikke nogen fysisk person eller genstand der har bevæget sig ind gennem portene. Men det er meget muligt at der har været en form for procession gennem byen i forbindelse med den højtid hvor salmen er blevet sunget. Før stykket med de ældgamle døre der skal ”løfte deres hoveder” er der nemlig et stykke der handler om hvem der ”kan drage op til Herrens bjerg” og ”stå på hans hellige sted”. Det øjeblik ”ærens konge” har taget byen og det bjerg den ligger på, i besiddelse, er byen og bjerget nemlig et helligt sted, hvor Guds tilstedeværelse med rette indgyder ærefrygt. Sådan et sted vover man ikke at bevæge sig ind medmindre man har skyldfrie hænder og et rent hjerte!

                      I Matthæusevangeliet er det en helt anden slags konge der gør sin entré i byen – og så alligevel ikke. På overfladen er der ikke meget kabod over den galilæiske tømrersvend der kommer ridende på et simpelt æsel, og selvom folkeskaren lægger deres kapper ned og skærer grene af træerne, så har det nok mere lignet en stodderkonges indtog end en demonstration af guddommelig herlighed. Men Matthæus gør os venligt opmærksomme på at Det Gamle Testamentes profeter faktisk havde forudsagt at når Guds udvalgte konge gjorde sin entré, så ville det netop være på et æsel, sagtmodigt, ydmygt, uden at gøre væsen af sig. Og vi der sidder 2000 år senere og ved hvad det hele endte med, vi ved jo også at den mand der red ind i Jerusalem på æslet, faktisk var Ærens Konge i egen høje person, ingen ringere end Gud selv i menneskeskikkelse.

                      Ligesom Pagtens Arks sejrrige tilbagevenden til Jerusalem på Det Gamle Testamentes tid efterhånden blev et symbol på at byen åndeligt set tager imod Gud som sin konge, sådan har kirkens årlige (eller i hvert fald hvert-andet-årlige, for vi har jo to tekstrækker) markering af Jesu indtog i Jerusalem 1. søndag i advent til formål at minde os om at vi bør åbne vores hjerter og tage imod Jesus som konge i vores liv; anerkende at han som havde Guds herlighed, men gav afkald på den for at frelse os fra synden og døden, han fortjener vores ære og tak og hengivenhed.

                      Men fortjener vi hans hengivenhed? Ja, har vi overhovedet noget som helst at bestille i Guds hellige nærvær? Har vi skyldfrie hænder og et rent hjerte? Er alle vores motiver rene og uselviske? Elsker vi Gud af hele vores hjerte og sjæl og sind og styrke, og elsker vi vores næste som os selv? Hvis Gud spurgte hvert eneste menneske på denne jord der har haft med os at gøre, vil vi så lægge hovedet på blokken for at ingen med rette ville kunne bebrejde os noget? Næppe. Jeg kan i hvert fald ikke selv svare bekræftende på de spørgsmål!

                      Men så er det jo godt at han netop kom for at frelse os fra alle vores blandede motiver, og hvad der ellers står imellem os og så de skyldfrie hænder og det rene hjerte! Grunden til at Jesus red ind i Jerusalem, var ikke for at sætte sig på en trone og dømme sine modstandere, men for at lade sig sømme fast til et kors og dø på den mest pinefulde og vanærende måde for at bære al vores skam. Og derfor møder vi dagens prædiketekst igen om fire måneder, palmesøndag, hvor fokus særligt kommer til at være på at Jesus villigt gik sin død i møde. Jesus døde for at gøre os værdige til at drage op til Herrens bjerg og stå på Guds hellige sted.

                      Da Jesus red ind i Jerusalem, blev han hilst med et råb som ikke forekommer andre steder i Bibelen end i denne beretning i Matthæusevangeliet samt i de tilsvarende beretninger hos Markus og Johannes, men som til gengæld har fået sin faste plads i det nadverritual som vi bruger hver søndag, nemlig ”Hosianna!” Da jeg var lille, kan jeg huske at jeg troede det var et alternativt navn for Jesus, fordi der jo står ”Hosianna, Davids søn!”, og jeg kan huske at jeg undrede mig over at noget der ellers lød som et pigenavn, åbenbart var et drengenavn. Men Hosianna er hverken et pigenavn eller et drengenavn; det er et hebraisk ord som betyder ”frels dog”, og som blandt andet findes i Salme 118 i Det Gamle Testamente, hvor der står: ”Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn” – så det var altså linjer fra netop Salme 118 som folkeskaren citerede for at hylde Jesus. Det de mente med at bruge det ord, var nok at bede Gud om at ”frelse” den konge der gjorde sit indtog, det vil sige at bevare ham fra ondt og give ham et langt liv, ligesom når vi på dansk råber ”Kongen længe leve!” Men ligesom den danske vending fik det efterhånden karakter af et hyldestråb hvor man ikke tænkte så meget over den oprindelige betydning. Det gør vi andre dog klogt i at gøre, for selvom folkeskaren som sagt nok mente råbet som en slags bøn for Jesus, så kom de uden at vide det til at rette en yderst passende bøn til Jesus: ”Herre, frels os!” Det er i den betydning at vi bruger ordet ”hosianna” i vores nadverritual, for Jesus er den eneste der kan frelse os så vi engang vil kunne stå foran Gud i hans rige uden at gå til grunde.

                      Den dag hvor vi kommer til at se Gud ansigt til ansigt, den venter vi stadig på; det kommer først til at ske i forbindelse med den endegyldige advent som vi venter på, nemlig Jesu genkomst. Men som Paulus skrev til menigheden i Rom i den midterste af dagens tre læsninger, så er frelsen os nærmere nu end da vi kom til tro. Hver gang vi vågner til en ny dag, er vi et døgn tættere på Jesu genkomst end vi var dagen før. Og hver gang vi på ny tænder det første lys i adventskransen, er vi et år tættere på. Så meget ved vi, også selvom vi ikke ved om den resterende ventetid skal måles i timer eller i årtusinder. Og hvad skal vi så bruge den viden til? Jo, ifølge Paulus skal vi bruge den som en påmindelse om at ”leve sømmeligt, som det hører dagen til” – eller som det er gengivet i den nudanske Bibelen2020: ”leve et ordentligt liv, der kan tåle at se dagens lys”. Med andre ord: Adventstiden er en god anledning til at forberede os på noget der er langt vigtigere end julens komme, nemlig Jesu komme. Det kan være fint nok at gøre rent i sit hjem (faktisk kan det utvivlsomt anbefales at bruge mere krudt på rengøring end jeg gør!), men langt vigtigere er det at gøre rent i sit hjerte – eller rettere: at vi lader Jesus gøre rent i vores hjerter. For vi kan ikke selv gøre os fortjent til noget som helst; vi er totalt afhængige af ham og kan kun bede: ”Hjertet er din ejendom; rens det, dan det, som du vil, … at når du i herlighed kommer anden gang herned, jeg kan dig i møde gå og retfærdig for dig stå.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i advent 2020
Tags: Matthæusevangeliet 21.1-9, Romerbrevet 13.11-14, Salme 24

Posted By admin on 17. november 2020

Griske skriftkloge og enkens skærv: Kristen af navn og kristen af gavn

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 23. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg vil tro at de fleste børn og voksne har hørt om det fortryllede land Narnia, som den fremragende kristne forfatter C.S. Lewis fandt på for mere end 70 år siden; et land beboet af eventyrvæsener og talende dyr, og hvis konge er den store løve Aslan, som helt tydeligt er et billede på Jesus. Om ikke andet, så har Walden Medias stort opsatte filmatiseringer af tre af bøgerne om Narnia i hvert fald gjort deres til at gøre Narnia kendt.

                      Imidlertid er der mere end tre bøger i Narnia-serien; faktisk er der hele syv. Og den syvende og sidste er måske den bedste af dem alle (og hvis du ikke vil have den spoleret, skal du lukke ørerne nu). Det sidste slag handler om en talende abe ved navn Finte, der finder et løveskind og får den idé at hænge det på et æsel og bilde folk i Narnia ind at Aslan er vendt tilbage og har valgt ham, Finte, som sit talerør. På den måde får han manipuleret stort set alle til at danse efter sin pibe og blandt andet give en masse penge til ”Aslan” – det vil sige til ham selv. Endnu flere penge tjener han på at påstå at Aslan har givet ordre om at fælde de talende træer og sælge tømmeret til nabolandet Calormen, hvis indbyggere tilbeder den grumme og blodtørstige dæmon Tash. Calormenerne har imidlertid planer om andet og mere end at købe tømmer, nemlig at udnytte abens pengegriskhed til at erobre Narnia. Før Narnias unge, uerfarne konge når at opdage hvad der foregår, har calormenerne i et overraskelsesangreb udslettet Narnias beskedne stående hær, og resten af Narnias indbyggere tør ikke kæmpe imod besættelsesmagten, fordi Finte påstår at den calormenske magtovertagelse er Aslans vilje, og at Aslan og Tash i øvrigt er én og samme perso. Som i næsten alle Narnia-bøgerne kommer der imidlertid nogle børn fra vores verden og blander sig i begivenhederne, og da det lykkes dem at befri æslet (som Finte har holdt fanget i en stald på en bakketop), får aben et problem da nogle af de modigste narniere forlanger at få Aslan at se. Calormenernes anfører finder imidlertid på i al hemmelighed at postere en af sine soldater lige inden for stalddøren, hvorefter Finte annoncerer at hvis nogen vil se Aslan, alias Tash, så er de velkomne til at gå ind i stalden; blot skal de vide at han er vred og næppe vil se med milde øjne på deres vantro. Da er der en ung calormensk officer ved navn Emeth der træder frem og erklærer at han ikke har noget større ønske i hele verden end at få sin gud at se, om det så skulle koste ham livet. Hans chef prøver at tale ham fra det, men Emeth står fast på sit.

                      Hvad hverken Finte eller den calormenske øverstkommanderende ved, er at dæmonen Tash (som ingen af de to tror findes i virkeligheden) rent faktisk har indfundet sig i stalden, der derved er blevet forvandlet til en port til det hinsidige. Så efter at Emeth har gjort kort proces med den skarpretter som hans chef har posteret inden for døren, opdager han at han slet ikke befinder sig i en mørk, lugtende stald, men i et smukt, solbeskinnet landskab. Han er overbevist om at han er kommet til Tashs eget land og bliver derfor både forbløffet og rædselsslagen da han pludselig står ansigt til ansigt med løven Aslan! Han kaster sig til jorden, sikker på at hans sidste time er kommet – og hvad der derefter skete, vil jeg lade Emeth selv fortælle, idet jeg citerer fra bogen: ”Men den prægtige løve bøjede sit gyldne hoved og berørte min pande med sin tunge og sagde: ’Vær velkommen, min søn.’ Men jeg sagde: ’Ak, herre, jeg er ikke din søn, men Tashs tjener.’ Han svarede: ’Mit barn, alt, hvad du har gjort for Tash, har du i mine øjne gjort for mig.’ Så overvandt min store trang til oplysning og forståelse min frygt, og jeg spurgte den prægtige løve: ’Herre, er det da sandt, som aben sagde, at du og Tash er den samme?’ Løven knurrede, så jorden skælvede (men hans vrede var ikke rettet mod mig), og sagde: ’Det er ikke sandt. Det er ikke fordi han og jeg er ét, men fordi vi er modsætninger, at jeg siger, at det, du har gjort for ham, har du også gjort for mig. For han og jeg er så forskellige, at intet, der er gjort i ondskab, kan gøres for mig, og intet, der er gjort af et godt hjerte, kan gøres for ham. Så hvis noget mennesker sværger ved Tash og holder sit løfte for løftets skyld, er det ved mig, han har svoret, hvad enten han ved det eller ej, og det er mig, der belønner ham. Og hvis nogen gør en ond gerning i mit navn, så er det Tash, han tjener, selv om han siger navnet Aslan, og det er Tash, der tager mod hans tjeneste. Forstår du det, mit barn?’ Jeg sagde: ’Herre, du ved, hvor meget jeg forstår.’ Men jeg sagde også (for sandheden pressede sig på): ’Og dog har jeg hele mit liv søgt at tjene Tash.’ ’Mit kære barn,’ sagde den prægtige løve, ’medmindre det var mig, du søgte at tjene, havde du ikke kunnet gøre det så længe og så oprigtigt. For alle finder, hvad de oprigtigt søger.’” (Borgens Forlag 1984, s. 169f).

                      Beretningen om Emeth er noget af det mest kontroversielle i C.S. Lewis’ forfatterskab, for mange kristne har det – forståeligt – svært med den tanke at en der følger en anden religion, i virkeligheden tjener den sande Gud, hvis blot han oprigtigt søger det gode, som Emeth gjorde. Jeg vil heller ikke lægge hovedet på blokken for at Lewis har ret i det (og under alle omstændigheder vil jeg minde om at Emeth var den eneste af calormenerne i bogen der kom i paradis; alle de andre kom i helvede). Men én ting er jeg sikker på at Lewis har ret i, nemlig at onde gerninger ikke bliver mindre onde af at man gør dem i Jesu navn – tværtimod. Den Aslan som aben Finte prædikede, var en falsk Aslan, og han blev ikke mindre falsk af at Finte brugte det ”korrekte” navn. Gud er ikke interesseret i at vi bekender ham med munden hvis vi fornægter ham med vores gerninger. Det er værdiløst at være kristen af navn hvis man ikke er kristen af gavn. Derfor havde Gud også kun domsord til overs for de mennesker på Jeremias’ tid der, som vi hørte, praktiserede både tyveri, drab, ægteskabsbrud og afgudsdyrkelse, men som troede at alt hvad i orden fordi de da passede de reglementerede ofre i det jødiske tempel.

                      I evangelieteksten til i dag præsenterer Jesus os for to meget forskellige tilgange til livet. For det første taler han om de skriftkloge der udadtil var vældig fromme, gik i tøj der i datiden signalerede at man hørte til den religiøse elite, og havde deres faste plads i synagogen. Men det var alt sammen kun facade og skalkeskjul for griskhed og forfængelighed. Det der udadtil var tilbedelse af Gud, var dybest set lige så falsk som det æsel i løveskind som Finte brugte til at berige sig på sine fattige landsmænds bekostning: Hykleri og falsk religion, uanset at de brugte alle de rigtige ord.

                      I skærende kontrast til dem står den fattige enke der lægger sine allersidste penge i tempelblokken. Beretningen om hende er traditionelt blevet læst som et eksempel til efterfølgelse, men det siger Jesus ret beset ikke noget om at hun er; han konstaterer blot at hun har givet meget mere end de rige der har givet af deres overflod. Jeg er tilbøjelig til snarere at opfatte Jesu ord om hende som en illustration af det han lige har sagt, nemlig at de skriftkloge æder enker ud af huset – blandt andet ved at bilde hende ind at Gud vil have hende til at give sine sidste penge til templet. Det I skal lære af denne tekst, ér altså ikke at I skal lægge hele jeres månedsløn i kirkebøssen inden I går hjem (og det er vist ret heldigt, for det var der nok ikke nogen af jer der ville have gjort alligevel). Vi skal snarere lære at vi skal holde nallerne fra de fattiges forsørgelsesgrundlag, især hvis vi selv kan give det dobbelte uden at lide nogen nød. Som Jeremias udtrykker det: ”I må ikke undertrykke den fremmede, den faderløse og enken”.

                      Men når det er sagt, så er der alligevel noget vi kan lære af enken, nemlig hendes ubetingede tillid til Gud. Selvom det sandsynligvis var en falsk og skadelig forkyndelse der havde fået hende til at tro at det var Guds vilje at hun skulle lægge sine sidste penge i tempelblokken, så var det hendes lydighed mod Gud der i sidste ende fik hende til at gøre det som hun troede var Guds vilje, vel i tillid til at hvis Gud virkelig ville have hende til at give de penge væk som hun skulle have levet af, så ville han vel sørge for hende på anden måde. Måske har hun endda tænkt at hvis det var Guds vilje at hun skulle dø af sult, så var det vel fordi det var det bedste for hende, og at der under alle omstændigheder ville vente hende noget bedre på den anden side af døden. Måske tænkte hun på beretningen om profeten Daniels tre venner Hananja, Mishael og Azarja (også kendt som Shadrak, Meshak og Abed-Nego), som kong Nebukadnesar kastede i en ildovn fordi de nægtede at tilbede en guldstatue der sandsynligvis forestillede den babyloniske gud Nabu, som kongen var opkaldt efter. Kongens trusler bed ikke på dem, for som de sagde: ”Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.” Det er sand tro – og det var det sandsynligvis også hos enken, til trods for at hun ikke var blevet undervist korrekt om Gud. Hvis de hykleriske, griske skriftkloge mindede om aben Finte, kan den fattige enke altså siges at minde om calormeneren Emeth, der – selvom han hele sit liv var blevet flasket op med tilbedelsen af en grum dæmon – havde troen på at den sande Gud (enten han så hed Tash eller Aslan) var mere dyrebar end livet selv. Og den sande Gud lønnede ham for hans tro – den tro som fik ham til at insistere på at gå ind i stalden trods hans hykleriske anførers advarsler.

                      På samme måde gør vi også ret i at stole på Gud i ét og alt – eller som Luther formulerer det i sin forklaring til Det Første Bud i Den Lille Katekismus: ”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.” Ordet ”frygte” betyder i øvrigt i denne sammenhæng ikke at vi skal være bange for Gud, men at vi skal have ærefrygt for ham – samtidig med at vi har fuld tillid til at uanset hvad der måtte ramme os, så vil han vende det til det bedste. Har vi den ærefrygt, kærlighed og tillid til Gud, så vil det også komme til udtryk i at vi ikke kun er kristne af navn, men også af gavn: at vi lever i ærlighed, gavmildhed og troskab; at vi ikke ser ned på andre mennesker, men husker at vi selv kun kan komme til Gud fordi Jesus har renset vores synd væk med sit eget blod; og at vi ikke behøver at frygte døden fordi vores Gud er selve livet, og intet mere kan skille os fra ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 23. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Filipperbrevet 3.17-21, Jeremias' Bog 7.1-11, Markusevangeliet 12.38-44

Posted By admin on 10. november 2020

Den største i Himmeriget og det vildfarne får: Rør ikke bjørnens unger!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 22. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En nyfødt bjørneunge vejer mindre end 500 gram. I betragtning af at en voksen hunbjørn vejer omkring 150 kg, og en voksen han kan veje op til det dobbelte, er det ret vildt at ungerne er så små – faktisk er der ingen andre pattedyr hvis nyfødte unger er så små i forhold til de voksne. Fordi bjørneungerne er så små, er de meget sårbare, og derfor tillader deres mor ikke nogen at komme i nærheden af dem. Af samme grund skal man holde sig langt væk fra bjørne der har unger, for mens en bjørn der lever alene, som regel vælger at flygte hvis den føler sig truet af mennesker, vil en bjørn med unger vælge at blive og kæmpe for at beskytte de små. På det punkt er bjørnemødre nok i øvrigt ikke så forskellige igen fra menneskemødre, for de er som regel også villige til at gøre hvad som helst for at beskytte deres børn.

                      Det er menneskefædre forhåbentlig også, kan man tilføje. Jeg håber i hvert fald personligt at det bliver over mit lig hvis nogen gør min søn fortræd. Men måske er der alligevel et helt særligt bånd mellem mødre og deres børn som vi fædre ikke helt har indblik i? Det ved jeg i sagens natur ikke noget om, og hvis man skulle kunne svare endegyldigt på det, ville det jo næsten kræve at man havde prøvet begge dele. Jeg er dog tilbøjelig til at tro at det at have båret et barn ”under sit hjerte”, som der stod i 1931-oversættelsen af Esajas’ Bog, har en betydning som ikke må undervurderes, og jeg vil heller ikke udelukke at selv en kvinde der ikke selv har prøvet at føde et barn, har adgang til en lignende resurse. En adoptivmor som jeg spurgte, sagde i hvert fald at selvom hun ikke har båret sine børn under sit hjerte, så bærer hun dem i sit hjerte, og derfor føler hun sig lige så inkluderet i ordene fra Esajas som hvis hun selv havde født sine børn.

                      Som bekendt er der i løbet af de seneste årtier kommet meget mere ligestilling i børnepasningen, i hvert fald her i landet, og det har også medført et stærkere følelsesmæssigt bånd mellem fædre og børn. Og hvem ved, måske vil det efterhånden vise sig at der på det punkt alligevel ikke er nogen nævneværdig forskel på mænd og kvinder? I den mellemøstlige kultur på Esajas’ tid så det imidlertid ganske anderledes ud: Her var barneplejen eksklusivt kvindernes gebet, mens en far var en lidt fjernere figur der selvfølgelig elskede sine børn, men ikke var forbundet med den samme inderlige, hjertelige omsorg. Og jeg tror det er derfor Gud her i Esajasteksten vælger at sammenligne sig med en mor, fordi det er den eneste måde han kan få israelitterne til at forstå det han prøver at fortælle dem.

                      Gud bliver jo ellers langt oftere kaldt for en far end en mor, ikke kun i Det Gamle Testamente, men også i Det Nye og i trosbekendelsen, og derfor også i Den Danske Salmebog. Det er der mange gode grunde til, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i dag, men et minus ved det er at selv vi i dag – og selvfølgelig i endnu højere grad Bibelens første læsere – let kommer til at opfatte Gud som fjern. Det gjorde i hvert fald israelitterne på Esajas’ tid, som sagde: ”Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!” Men som den eminente forfatter, bibellærer og samtidsanalytiker Leif Andersen fra Menighedsfakultetet har påpeget, så er det interessant nok sådan at hver gang Bibelen omtaler Gud som en far, så beskrives han med egenskaber som man i datiden forbandt med en mor!

                      Hvordan opfatter du Gud? Er han en fjern far, som måske nok elsker dig, men som også har andet at tænke på? Måske endda en streng og vred far, som risikerer at verfe dig irriteret væk hvis du kravler op på hans knæ, især hvis du ikke har opført dig helt som du skulle? Eller måske en rar gammel bedstefar-type der ikke gør en kat fortræd, men som også er blevet for gammel til at være til nogen reel hjælp i hverdagen? Eller er han en som du trygt kan og vil klamre dig til når det brænder på, fordi du stoler på at han er stærk nok til at hjælpe dig og så omsorgsfuld at det har første prioritet for ham at du bliver hjulpet?

                      Israelitterne på Esajas’ tid mente som sagt at Gud havde svigtet og glemt dem, og det var egentlig ikke så mærkeligt, for Jerusalem var lagt i ruiner, og folket var ført i eksil til Babylon. Eller rettere: De oprindelige modtagere af Esajas’ ord levede i eksil i Babylon på et tidspunkt hvor Jerusalem lå i ruiner. Esajas selv døde hele 100 år før Jerusalems ødelæggelse, og derfor er der mange der mener at anden halvdel af den bog der bærer hans navn, ikke er skrevet af ham selv, men af en anden profet som levede 150 år senere. Der er nemlig meget detaljerede beskrivelser af hvad der foregik på det tidspunkt, og navnet på perserkongen Kyros nævnes endda flere gange selvom han først blev født mere end 80 år efter Esajas’ død. Omvendt er der selvfølgelig ikke noget der udelukker at Gud kan have givet Esajas nogle præcise profetiske ord der omhandlede en relativt fjern fremtid, og bedt ham om at skrive dem ned så de kunne blive gemt til de rette modtagere – og så vidt jeg ved, kendes der i hvert fald ikke nogen manuskripter hvor de to dele af bogen optræder hver for sig.

                      Nå, uanset hvornår bogen er skrevet, så blev den i hvert fald læst af mennesker der levede i landflygtighed. Gud havde ellers lovet at han altid ville beskytte folket mod deres fjender, og i særdeleshed at han ville passe på Jerusalem, hvor hans tempel stod. Men der var en betingelse, nemlig at israelitterne skulle holde sig til ham og ikke tilbede afguder, og at de i øvrigt skulle overholde Guds bud om alt lige fra braklægning af landbrugsjord til omsorg for de fattige – og det havde de ikke gjort. Faktisk står der følgende i Femte Mosebog om hvad israelitterne kunne forvente hvos de ikke fulgte Guds bud: ”Herren skal rejse et folk imod dig; fra jordens ende kommer det, ligesom ørnen, der slår ned, et folk, hvis sprog du ikke forstår, et folk med hårde ansigter, som ikke tager hensyn til gamle og ikke viser barmhjertighed mod unge. Det skal æde frugten af dit kvæg og frugten af din jord, til du er tilintetgjort; det skal ikke levne dig noget korn, vin eller olie, ej heller dine oksers afkom eller dine fårs tillæg, til det har fået dig udryddet. Det skal belejre dig i alle dine byer. indtil dine høje, stejle mure, som du satte din lid til, er faldet i hele dit land” (5 Mos 28,49-52a). Så i virkeligheden er det nok ikke så mærkeligt at de mente at Gud havde glemt dem – og hvis de var ærlige nok, ville de kunne tilføje at det var helt og aldeles deres egen skyld fordi de og deres forfædre havde blæst på deres del af aftalen. Bjørnens unger var så at sige stukket af fra deres mor.

                      Men her er det så at Esajas kommer på banen med sin revolutionerende sammenligning af Gud med en mor! Og sin måske lige så revolutionerende sammenligning af Israel med et brystbarn. For sådan har de næppe opfattet sig selv – og sådan plejer vi andre vel heller ikke at opfatte os selv. Vi er da voksne, ansvarlige mennesker, ikke sandt? Jo, sammenlignet med vores medmennesker er vi. Men sammenlignet med Gud er vi hjælpeløse som spædbørn. Forskellen på os og Gud er endnu større end forskellen på en 500 grams bjørneunge og dens 150 kg tunge mor. Selvom israelitterne ikke havde gjort som Gud sagde, og derfor var havnet i vanskeligheder, så havde Gud ikke glemt dem, for Guds omsorg for dem – og for os – er lige så stor som en mors omsorg for sit lille barn. Ja, den er endnu større, for Gud tilføjer jo: ”Selvom de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” Det sker at en nybagt mor bliver ramt af en fødselsdepression eller lignende, men Gud glemmer aldrig sine børn. ”Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,” tilføjer han. Jeg bruger selv ind imellem at skrive noget i min hånd hvis jeg vil være sikker på ikke at glemme det, for vores hænder ser vi jo hele tiden på. Gud har ganske vist ikke en fysisk krop med fysiske hænder som han sidder og kigger på, men billedsproget er tydeligt nok.

                      Eller rettere: Gud havde ikke en fysisk krop med fysiske hænder dengang. Men siden da er der som bekendt sket noget. Noget meget vigtigt – jeg vil ikke tøve med at kalde det det største og vigtigste der nogensinde er sket: Guds Søn blev menneske. ”Han sig vort kød vil tage på og blandt os gå, det nyt er uden lige!” synger vi i en af vores salmer – og med rette. Men desværre tror jeg vi har det med at glemme hvor enestående det er. Hvorom alting er: Siden det enestående mirakel i Betlehem som vi hvert år fejrer med gaver og pyntede træer og god mad og hvad ved jeg – siden dengang har Gud en fysisk krop med fysiske hænder som han kan kigge på. Og hvad ser han når han kigger på sine hænder? (kunstpause) Hvad ser han? Naglemærker! Jesus gik til korset for at redde os fra de problemer vi har gerådet ud i fordi vi ikke har gjort som Gud sagde – så stor er hans omsorg for os! Det gjorde han fordi hans hengivenhed for os er som en moders – enten den moder så er menneske eller bjørn. Og ligesom moderen var han villig til at give sit eget liv for at forsvare os.

                      Det er i det lys vi skal forstå det voldsomme sprog i dagens evangelietekst, hvor der tales om at hugge hænder og fødder af eller blive kastet i havet med en møllesten om halsen. Hele det afsnit slutter med sætningen: ”For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte”, hvorefter vi får den vidunderlige beretning om hyrden der forlader 99 får for at søge efter det ene får der er forsvundet: Ingen må mangle! Det er af afgørende vigtighed for Gud at ingen går fortabt – præcis som det er af afgørende vigtighed for enhver mor eller far på jorden at ingen af deres børn kommer noget til. Derfor siger Jesus også at ingen må ringeagte nogen af ”disse små”, og hvis nogen gør nogen af Guds små fortræd, ville det være bedre for vedkommende at blive smidt i havet med en møllesten om halsen end at skulle stå ansigt til ansigt med ”bjørnemor”. (Vittige hoveder har i øvrigt bemærket at sådan en rund møllesten med sine riller fra midten og ud til kanten har en vis designmæssig lighed med en præstekrave).

                      Med hensyn til det at hugge hænder og fødder af og rive øjne ud, så er det for det første vigtigt at lægge mærke til at det ikke skal forstås bogstaveligt! Hvordan kan jeg være sikker på det? Det kan jeg fordi ingen af apostlene eller af de første kristne i øvrigt nogensinde lemlæstede sig selv. Der er tale om en sproglig figur der kaldes en hyperbel, som svarer til hvad vi på dansk ville kalde ”overdrivelse fremmer forståelsen”. Hvis min kære hustru for eksempel siger at hun har tusind ting hun skal nå, så ved både hun og jeg godt at det blot betyder at hun har mange ting hun skal nå, og at det reelle tal nok er tættere på ti end på tusind. Betyder det så at hun lyver når hun siger tusind? Nej, for hun ved godt at jeg godt ved at ordet ”tusind” ikke skal tages bogstaveligt i den sammenhæng. På samme måde vidste Jesus godt at hans disciple godt vidste at det med at hugge hænder af og rive øjne ud ikke skulle tages bogstaveligt i sammenhængen, Men hvad betyder det så? Det betyder at det at få del i det evige liv må være vores absolutte førsteprioritet og have større vigtighed for os end noget som helst i denne verden – illustreret ved hænder og fødder og øjne som en tænkt, absurd ekstrem. Og grunden til at det er så vigtigt for Jesus at fortælle os det, er at det er hans absolutte førsteprioritet at ingen af os går fortabt. Det var derfor han var villig til at ofre ikke bare en hånd eller en fod eller et øje, men sit liv. Og hver gang han nu kigger på sine naglemærkede hænder, bliver han mindet om hvor høj en pris han har betalt for dig og mig. Derfor kan han i hvert fald aldrig glemme os nu! Og når han har betalt så høj en pris for os, så vil han selvfølgelig også gøre alt hvad han overhovedet kan, for at passe på os! Derfor vil jeg slutte min prædiken på samme måde som jeg begyndte den, med billedet af bjørnemoderen der ser rødt hvis nogen så meget som tænker på at krumme et hår på hendes ungers hoved. Så vigtig er du for Gud! Og hvis du føler at du billedligt talt lever i landflygtighed og at Gud har glemt dig, så husk på hvad han ser når han kigger på sine hænder, og spørg dig selv hvordan han nogensinde skulle kunne glemme.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 22. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Efeserbrevet 4.30-32, Esajas' Bog 49.13-18, Matthæusevangeliet 18.1-14

Posted By admin on 3. november 2020

Lys og salt: Bliver det godt igen?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker alle helgens dag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

2020 har på mange måder været et forfærdeligt år; det tror jeg der er mange der synes. Det er naturligvis først og fremmest på grund af coronapandemien, der medvirkede til at gøre det til det besynderligste forår i mands minde, og sommeren var heller ikke helt normal. Og efteråret ser ud til at blive værre end sommeren, om end måske ikke helt så slem som foråret. Ingen tør efterhånden gætte på hvornår vi igen kan komme til at hilse ordentligt på hinanden, rejse udenlands, køre i bus uden at bære mundbind, og så videre.

                      Men for mange af jer der sidder her i dag, er coronaen ikke den eneste, ja måske ikke engang den vigtigste grund til at 2020 har været et forfærdeligt år. Mange af jer sidder her nemlig fordi et eller flere af de navne jeg læste op tidligere i gudstjenesten, er navne som har en helt særlig betydning for jer. I har mistet et menneske som stod jer meget nær, og uanset om det kom som et lyn fra en klar himmel, eller om det skete som den ventede udgang på et langt sygdomsforløb, så efterlader det et tomrum. Måske har tabet påført et dybt sår på sjælen som ikke på noget tidspunkt dag eller nat lader jer i fred, eller måske melder sorgen sig blot som et lille stik af smerte fra tid til anden, men jeres liv er i hvert fald blevet anderledes – og ikke til det bedre.

                      Efter at Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts, var der et slogan der dukkede op hist og her på internettet og på bannere i det offentlige rum, nemlig: ”Det bliver godt igen!” De ord står stadig at læse på en tegning ved indgangen til Peterskolen på Almegårdsvej hvor min søn skal starte til sommer, og det står sikkert også flere andre steder. Dengang i marts da coronaen pludselig ramte, blev landet i første omgang lukket ned i 14 dage, og der var nok ikke ret mange af os der havde forestillet os at vi her 8 måneder senere stadig ville være så meget i undtagelsestilstand som vi er, men vi har dog alligevel et lysegrønt håb om at det på et eller andet tidspunkt bliver godt igen: at der kommer en dag hvor vi igen kan hilse med et håndtryk, hvor vi igen kan fylde kirken op, hvor vi igen kan gøre alt det vi har måttet undvære i det meste af dette forfærdelige år.

                      Men bliver det også godt igen oven på et dødsfald i den nærmeste familie?

Ja, man lærer selvfølgelig langsomt at leve med tabet på en eller anden måde. Lige så længe som der har været mennesker på jorden, har der også været dødsfald med alt hvad dertil hører af sorg og savn, men verden står endnu; livet går videre.

Men bliver det godt igen? Ét er at menneskeheden som sådan fortsætter sin eksistens relativt uanfægtet af selv det mest tragiske dødsfald, men bliver lyset nogensinde sådan rigtig tændt igen for den der har mistet? Bliver det – ikke bare tåleligt, ikke bare til at leve med – men godt?

Baseret på hvad jeg har hørt både fra mennesker der har mistet, og fra præster der har meget mere erfaring end jeg selv har, så bliver livet aldrig helt det samme igen når man har mistet; savnet vil altid være der under overfladen selv i de lykkeligste øjeblikke. Og derfor kan de to bibellæsninger vi lyttede til i starten af gudstjenesten, også godt virke lidt provokerende, for de lover jo en fremtid hvor alt er godt: ”De skal hverken sulte eller tørste, hede og sol skal ikke plage dem”. ”Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” Det bliver godt igen, er Bibelens løfte! Hvad skal man mene om det?

Mange vil nok mene at det kan vi ikke bruge til ret meget. Løftet i Esajas’ Bog omhandler jo et udefineret tidspunkt i fremtiden som kaldes ”nådens tid” og ”frelsens dag”, og hvornår er det lige? Hvem siger at det bliver i vores levetid? Det er trods alt flere tusind år siden ordene blev skrevet, og så vidt vi ved, er de ikke gået i opfyldelse endnu! Og hvad angår teksten fra Johannes’ Åbenbaring, så begynder den med at ”den første himmel og den første jord forsvandt”, dvs. vi taler om ting der hverken vil ske i år eller næste år eller om ti år, men først når verden ender (hvad den selvfølgelig godt kan risikere at gøre i år eller næste år eller om ti år, men det ville unægtelig være trist hvis det var det eneste vi havde at hænge vores håb på)! Så hvad kan vi egentlig bruge det til?

Ja, for det første kan vi glæde os over at vores sorg trods alt ikke kommer til at vare evigt. Der kommer en dag – også selvom den dag muligvis ligger langt ude i fremtiden – hvor vi ikke længere skal leve med den mere eller mindre konstante smerte under overfladen. Og hvis vi skal tro Bibelen, så består befrielsen fra smerten ikke blot i at vi dør og derfor ikke længere kan føle noget som helst, hvad der unægtelig også ville have været en ringe trøst. Nej, den består tværtimod i at døden bliver afskaffet, de døde opstår, og Gud selv kommer nær og gør alt det onde godt igen. Den trøst bliver så skøn at den vil få al vores jordiske smerte til at blegne, uanset hvor mange år vi har måttet leve med den – for selv nok så mange jordiske leveår er for intet at regne mod den evighed Gud har lovet os.

Det er alt sammen godt, men betyder det så at de år vi har tilbage her på jorden, bare skal overstås, for at vi kan nå frem til trøsten i Guds rige hvor alt endelig bliver godt igen? Ja og nej. Ja, fordi det at være hjemme hos Gud selvfølgelig bliver bedre end selv det bedste vi har oplevet i denne verden – som Paulus skriver et sted: ”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Herren, for det er langt det bedste” (Fil 1,23). Men nej fordi Gud er hos os allerede nu. I stykket fra Esajas’ Bog hørte vi at Gud vil gøre alt godt på et tidspunkt der omtales som ”nådens tid” og ”frelsens dag”, og vi talte om at det ikke er til at vide hvornår det er. Men der er faktisk et sted i Det Nye Testamente, i et af Paulus’ breve, hvor han citerer netop det vers fra Esajas – ”I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig” – og giver sit bud på hvornår det er. Og Paulus’ bud lyder: ”Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!” (2 Kor 6,2).

Hvad skal det sige? Alt er jo ikke godt nu! Nej, men det gode har besejret det onde; livet har besejret døden. Det skete påskemorgen for små 2000 år siden da Jesus opstod fra de døde. Det er fordi Jesus besejrede døden, at døden ikke er endestationen for os andre heller. Det er fordi han tog alt det onde med sig i døden, at vi kan se frem til at der kommer en dag hvor det bliver godt igen. Eller måske rettere: En dag hvor det virkelig bliver godt, og ikke bare ”mere godt end skidt”, eller hvad vi nu kan håbe på i denne verden.

Men fordi sejren er vundet, så kan vi glæde os over den allerede nu. Selvom alt ikke er blevet godt endnu, så kan vi allerede nu glæde os over at alt bliver godt. Og ikke nok med det: Vi kan tage forskud på glæden ved allerede nu at leve som Guds børn! Allerede nu har vi mulighed for at kende Gud og erfare hans ubetingede kærlighed og den trøst han giver. Det er ikke noget vi kan se eller høre eller mærke med vores fysiske sanser, men det er noget vi kan tage imod i tro.

Tro er noget mærkeligt noget. Hvordan tager man ”i tro” imod noget som man måske ikke engang rigtig ved hvad er? Tja, et stykke hen ad vejen er det et spørgsmål om at bede. ”Bed, så skal der gives jer,” siger Jesus et sted (Matt 7,7). Hvis du længes efter at erfare Guds trøst, og du fortæller ham om den længsel, så vil han også give dig den. Det er ikke nødvendigvis noget ”quick fix”, for der kan godt være mange ting i os selv der står i vejen for at Gud kan komme til med sin trøst. Gud giver os det evige liv og alle himlens skatte for intet, men hvis vi skal kunne tage imod det, er vi nødt til at lade ham forvandle os, og det kan godt være smertefuldt. Derfor er livet som kristen i denne verden altid et både/og: ”Aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde, altid har jeg suk og ve, altid kan jeg Jesus se.” Men vi må have lov at tro på at Jesus vil give troens glæde overvægten over synd og sorg. Og om lidt vil han i nadveren række os sit legeme og blod forklædt som brød og vin, som tegn på sit nærvær.

Ved I for resten hvorfor alterskranken har form som en halvcirkel? Det skyldes at når vi modtager Jesu legeme og blod, så bliver vi knyttet sammen med alle der tilhører ham. Og det omfatter ikke kun os der er til stede her i dag, men også millioner af andre verden over. Og i særdeleshed omfatter det dem der er gået forud, og som nu nyder den fulde trøst og hvile hjemme hos Gud. Dem som vi savner fordi de ikke vandrer iblandt os længere, de er nemlig lige så levende for Gud som vi er. Og når Guds rige engang kommer i herlighed, så skal både de og vi blive mere levende end nogensinde før når vi samles hos ham derhjemme.

I mellemtiden (for jeg må nok hellere sige en lille smule om prædiketeksten her til sidst) – i mellemtiden kan vi ikke alene selv modtage Guds trøst, men vi kan også række den videre til andre. For det lys som Gud giver til os, skal vi ikke sætte under en skæppe, men i en lysestage så det skinner for mennesker. I daglig tale kan udtrykket ”Han sætter ikke sit lys under en skæppe!” ellers godt have en lidt negativ klang, nemlig at man måske har lidt for høje tanker om sig selv, men – jeg ved ikke om I lagde mærke til det, men i teksten stod der ikke ”sit lys”; der stod ”et lys”. Det er jo nemlig ikke vores eget lys som vi skal sætte i en stage så det skinner for mennesker; det er Guds lys. Det er Gud der er Alpha og Omega (som der stod i dagens anden læsning). Gud er den eneste der kan sørge for at alt bliver godt igen – men det kan han til gengæld også!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til alle helgens dag 2020
Tags: Esajas' Bog 49.8-11, Johannes' Åbenbaring 21.1-17, Matthæusevangeliet 5.13-16

Posted By admin on 21. oktober 2020

Kaldelsen af de første disciple: Hvor er himlens port?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 19. søndag efter trinitatis 2020

(redigeret udgave af prædiken holdt i Husum Kirke i 2014)

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Tænk hvis der virkelig var en stige til himlen ligesom den Jakob så i sin drøm! Tænk hvis vi kunne klatre op og besøge Gud så tit vi ville! Det ville nok blive en af verdens allerstørste turistattraktioner og pilgrimsmål, og man ville sikkert skulle bestille hotel flere år i forvejen og betale flere tusinde kroner pr. nat, men det ville utvivlsomt være det værd. Om ikke andet kunne man sælge alt hvad man ejer og har for at betale rejsen, og så bare blive oppe i himlen når man var kommet derop! (Af samme grund ville hotellerne sikkert forlange forudbetaling!).

         Nuvel, jeg har ganske vist aldrig været i Betel (eller Beitin, som stedet hedder nu til dags – det ligger cirka 5 km nord for Ramallah på det nuværende Vestbredden), men jeg har læst rejsebeskrivelser derfra, og der står ikke noget om at der skulle være en stige til himlen. Men nu var det jo også kun en drøm – hvis man da kan sige “kun” om den slags, for det er jo tydeligt at drømmen havde en dyb, symbolsk betydning, og at Jakob blev både meget opmuntret og fyldt af ærefrygt over den.

         Gennem tiderne er der mange der har forsøgt at finde frem til den dybere mening bag drømmen, for det ville jo være skønt hvis nu man kunne finde en opskrift på en slags åndelig ”stige” op til himlen! Den mest berømte tolkning findes i et skrift med den simple titel ”Stigen”, som blev skrevet for cirka 1400 år siden af en munk der hed Johannes. Han blev i øvrigt så berømt for bogen at man gav ham tilnavnet ”Johannes med stigen”, eller på græsk: Johannes Klimakos. Han beskriver 30 trin som man kan følge for at nå frem til åndelig fuldkommenhed – det er blandt andet noget med askese, afsværgelse af verden, lydighed mod en åndelig ”fader”, bod og trængsel, samt at undgå de fælder der er forbundet med det asketiske liv (så som dovenskab, hovmod og mental stilstand. Klimakos’ bog vandt stor udbredelse i middelalderens klostre, så hans ”opskrift” på at bygge en stige op til himlen, er i hvert fald blevet grundigt afprøvet. Om det nogensinde er lykkedes nogen at gennemføre alle 30 trin, og om de i givet fald nåede frem til himlen, ved jeg ikke, men på baggrund af de bibeltekster vi har hørt i dag, vil jeg vove at påstå at det var en fejl at de overhovedet gjorde forsøget! For jeg ved ikke om I bemærkede det, men i Jakobs drøm sagde Gud faktisk ikke noget som helst om at Jakob skulle forsøge at klatre op ad stigen. Nej, hvad blev stigen brugt til? Den blev brugt til at Gud ”klatrede” ned og stillede sig på jorden og talte til Jakob! Kristendommen handler nemlig ikke om hvad vi skal gøre for at komme op til Gud, men om at Gud er kommet ned til os!

         Den evangelietekst vi har hørt i dag, sluttede med at Jesus refererede til beretningen om Jakobs drøm. Nathanael var, som Jesus sagde, ”en israelit uden svig”, så han har givetvis kunnet Det Gamle Testamente udenad forfra og bagfra. Derfor har han heller ikke været i tvivl om hvad Jesus talte om da han lovede ham at han ville komme til at se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned. Og det har nok været sød musik i hans ører, for jeg tror at det har været noget af en ønskedrøm for Nathanael at komme til at opleve det samme som Jakob oplevede – og så oven i købet i virkeligheden og ikke bare i en drøm! Men Jesus sluttede sin sætning af på en uventet måde; han sagde nemlig at Guds engle ville stige op og stige ned – over Menneskesønnen! Jesus piller altså stigen ud af billedet og sætter sig selv ind på dens plads i stedet for! Og det ligger egentlig fint i tråd med hvad Jesus ellers siger om sig selv, ikke mindst her i Johannesevangeliet. Han siger for eksempel ”Jeg er VEJEN og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (14,6), og han siger ”Jeg er DØREN. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst” (10,9). Og i dag siger han altså at han er STIGEN! Men vel at mærke ikke en stige som vi skal bruge til at komme op til Gud, men en stige som Gud har brugt til at komme ned til os!

         I løbet af de cirka tre år disciplene gik rundt sammen med Jesus, erfarede de mange gange at det virkelig var sandt at himlen var kommet ned til jorden. Det skete for eksempel når Jesus helbredte de syge for at vise at der ikke er nogen sygdom i himlen, eller når han tog imod de fattige og udstødte for at vise at der ikke er nogen personsanseelse i himlen. Og derudover var der også noget som man ikke kunne beskrive med ord – en oplevelse af at det guddommelige var nærværende på en helt særlig måde i denne tømrersvend fra Nazaret, og som gjorde at folk flokkedes om ham i tusindvis fra fjern og nær. Men som de fleste af jer sikkert ved, besluttede det jødiske establishment og den romerske besættelsesmagt i uskøn forening at rydde Jesus af vejen, præcis som han selv havde forudsagt flere gange. Han blev ganske vist levende igen efter tre dage og trøstede disciplene med at hans død faktisk havde været en del af planen – ja, den var nødvendig for at vi mennesker kunne have med Gud at gøre uden at dø af det! Men så vendte han tilbage til himlen, så hvilken gavn har vi nu af at himlen kom ned til jorden gennem Jesus?

         Det har vi faktisk stor gavn af! Der var nemlig en ganske bestemt grund til at Jesus vendte tilbage til himlen, og det var at han ville sende Helligånden til jorden! Som han sagde til disciplene aftenen før han blev korsfæstet: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” Og det løfte opfyldte Jesus 10 dage efter sin himmelfart hvor disciplene, der var samlet i et hus i Jerusalem, pludselig oplevede at himlen var nærværende igen, ligesom da Jesus gik rundt iblandt dem! Og sådan fortsatte de med at opleve det. Der hvor Helligånden er, dér er Jesus og Gud Fader nemlig også, fordi de tre er én Gud i tre personer. Men det smarte ved Helligånden er at han (eller ”hun” eller ”den” eller hvilket ord man nu skal bruge) kan være alle steder på én gang, hvorimod Jesus i sagens natur kun kunne være ét sted ad gangen dengang han gik på jorden som menneske; og derfor kan himlen nu være nærværende en hel masse steder på én gang!

         I det stykke fra Første Korintherbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten, beskriver Paulus det på den måde at den kristne kirke er Kristi legeme. Det må betyde at ligesom Jesus fungerede som en stige mellem himmel og jord dengang han gik på jorden, sådan fungerer den kristne kirke nu som en stige mellem himmel og jord. Og det er vel at mærke ikke kirken som organisation, og slet ikke kirkens bygninger – det er kirken som fællesskab! Det vil altså sige at overalt hvor kristne er samlet i Jesu navn, er der en stige mellem himlen og jorden – ikke en stige som vi skal stige op ad for at komme til Gud, men en stige som Gud stiger ned ad for at komme til os! Vi er med andre ord i himlen lige nu!

         Det er ellers ikke helt det image kirken har i den brede befolkning. Hvis man går ud og spørger en tilfældig person på gaden hvordan det er at være i kirke, så er det nok de færreste der vil sige: ”Det er som at være i himlen!” (Det skulle da lige være hvis de forestiller sig himlen som et kedeligt sted hvor man sidder på en sky med et tomt udtryk i øjnene og spiller monotone melodier på en harpe!). Mange vil nok snarere sige at det at gå i kirke er kedeligt og intetsigende. Det synspunkt bygger naturligvis langt hen ad vejen på fordomme, men vi må nok desværre også erkende at der er mange danskere der har været til en gudstjeneste i folkekirken, og som er gået hjem uden at føle at de har ligefrem været i himlen! Det er ikke sådan at hvis bare vi følger et bestemt ritual, så vil alle tilstedeværende nødvendigvis føle sig hensat til den syvende himmel. Det skyldes blandt andet at vi, i modsætning til Jesus, ikke er fuldkomne. Helligånden der bor i os, er ganske vist fuldkommen, men vores egen syndige natur har det tit med at skygge for Helligånden, så at sige, så Guds lys ikke kan skinne klart og tydeligt igennem os. Paulus udtrykker det sådan her i Andet Korintherbrev: ”Thi Gud, der sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem,’ han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” (2 Kor 4,6-7).

         Men af og til kommer der heldigvis sprækker i lerkarret. Af og til mærker vi at himlen virkelig er kommet nær; at Gud virkelig er klatret ned ad stigen for at være sammen med os. Jeg har selv oplevet det adskillige gange i diverse sammenhænge – især på lejre og stævner hvor der over flere dage er en intens atmosfære af tilbedelse, men også til ganske almindelige søndagsgudstjenester, eller i forbindelse med bøn i små grupper, eller endda når jeg har været alene med Gud. Følelsen af at være i himlen kan naturligvis ikke være der hele tiden, for selv det mest mirakuløse begynder på et tidspunkt at føles som hverdag så vi glemmer hvor mirakuløst det egentlig er. Men jeg vil stædigt fastholde at overalt hvor kristne er forsamlet, er vi i himlen, uanset om vi føler det eller ej! Og jeg har en tro på at jo mere vi sætter Gud og Kristus i centrum for vores fællesskab, desto mere vil himlen og Guds nærvær også sætte sig igennem når vi er sammen. Men det kræver naturligvis at vi opgiver at holde en fejlfri facade, for det er jo netop gennem sprækkerne i lerkarret at skæret fra skatten indeni bliver synligt. For bevidst at fejlcitere Leonard Cohen: ”There’s a crack in everything, that’s how the light gets out”!

         Og det bedste af det hele er at der kommer en dag hvor vores oplevelse af himlen ikke længere skal være så stykkevis og sporadisk som den er nu. Slår vi op i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, som rummer en lang række syner om hvad der vil komme til at ske i de sidste tider, så slutter den med et syn af den evige herlighed som Gud har bestemt for sit folk. Vi læser blandt andet: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem” (Åb 21,1-3). Det der skal ske ved tidernes ende, er ikke at alle mennesker der tilhører Gud, bliver reddet væk fra jorden og op i himlen, men derimod at himlen kommer ned til os på jorden, og Gud tager permanent bolig midt iblandt os. Så stor er Guds kærlighed til os, at han vil gøre vores hjem til sit! Lad os takke og prise ham for det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Første Korintherbrev 12.12-20, Første Mosebog 28.10-18, Johannesevangeliet 1.35-51

Posted By admin on 6. oktober 2020

Levis kaldelse: Når skidt kommer til ære

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø kirker 17. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Når skidt kommer til ære, ved det ikke hvordan det skal være.” Sådan lyder en gammel talemåde, som nogle af os blandt andet kender fra tv-serien Matador hvor hr. Schwann bruger den om Mads Skjern. Den siges også at være blevet brugt om skuespillerinden Louise Rasmussen før hun blev gift med kong Frederik den Syvende og fik titlen Lensgrevinde Danner. Bortset fra at jeg som præst og som kristen må jeg naturligvis opponere imod at man kalder andre mennesker for ”skidt”, uanset hvor lumpent man synes de opfører sig, fordi selv det ”usleste” menneske er skabt i Guds billede og derfor har uendelig værdi, så er pointen i talemåden naturligvis at det forventes at man opfører sig standsmæssigt hvis man har opnået en høj status, og hvis man ikke formår det, så vidner det om at man ikke fortjener den ære man har fået. Det at ”opføre sig standsmæssigt” kan handle om at kende de uskrevne sociale spilleregler (det var vist det som mange mente at Louise Rasmussen ikke gjorde), eller det kan handle om etik og moral. Og nogle gange kan det måske være svært at skelne helt skarpt mellem de to ting – det er ikke for ingenting at ordet ”etikette” er afledt af ordet ”etik”!

                      Men hvordan undgår man at ”skidt kommer til ære”, altså at mennesker der ikke fortjener det, opnår magt og status? Ja, det mest oplagte er vel at se på hvordan folk opfører sig, og sortere dem fra der helt tydeligt ikke egner sig. Den øvelse var farisæerne på Jesu tid gode til. Mennesker der var gået i besættelsesmagtens tjeneste som tolder, eller som i øvrigt havde en livsstil som ethvert ordentligt menneske måtte tage afstand fra, dem gjaldt det om at holde nede. Og det indebar blandt andet at man i hvert fald ikke omgikkes dem socialt. ”Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er,” som en anden talemåde lyder. Hvis ordentlige mennesker accepterede middagsinvitationer fra toldere og ”syndere” (som var farisæernes samlebetegnelse for rakkerpakket), så viste man ”skidtet” en ære som det ikke fortjente. Derfor var der ikke andet at gøre end at tage lige så meget afstand fra dem der spiste sammen med toldere og syndere, som man gjorde fra tolderne og synderne selv.

Og sådan som farisæerne tænkte, sådan er vi stadig tilbøjelige til at tænke i dag. Måske er kategorierne nogle andre, og måske er det endda forskelligt hvem vi betragter som ”ordentlige mennesker”, og hvem vi omvendt mener at man ikke bør omgås. Jeg har indtryk af at det i dag ofte er politiske holdninger der skaber afstandtagen mellem mennesker. Der er som bekendt snart præsidentvalg i USA, og jeg er så heldig at jeg både har venner der støtter Trump, og venner der støtter Biden. Men det er ikke altid nogen fornøjelse at læse de ting de slår op på Facebook, for det er tydeligt at begge sider betragter den anden side som moralsk anløbne individer som man kun kan have foragt og fordømmelse til overs for.  Godt vi ikke er sådan her i Danmark! (For det er vi da ikke, vel?)

Jesus var i hvert fald ikke sådan! Som vi hørte i dag, valgte han værnemageren Levi som en af sine disciple – og det vel at mærke ikke efter at Levi havde brudt med sin fortid og gennem nogle år demonstreret at han var blevet et nyt og bedre menneske, men mens han stadig sad ved toldboden! Og ikke nok med det: Senere sad Jesus til bords i hans hus sammen med alskens udskud – folk der var blevet rige på at tage penge op af ordentlige menneskers lommer og give dem til fjenden; folk man ikke kunne stole på; folk hvis synderegister nok også ville få mange af os der er her i kirken i dag, til at rynke brynene. Havde der været lige så meget narkotika i omløb i datidens Israel som der er i dagens Danmark, ville de sikkert have været pushere, og nogle af dem ville nok have haft forbindelse til Levakovic-familien eller andre kriminelle bagmænd. Hvorfor i alverden hang Jesus ud med den slags mennesker?

Det gjorde han fordi ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge.” Hele formålet med at Guds Søn kom til jorden, var at han skulle trække mennesker ”op af undergangens grav, op af slam og dynd”, for nu at citere den Daviddsalme vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Og hvis man skal redde et menneske der er ved at drukne, så slipper man altså ikke for selv at blive våd! Derfor var Jesus nødt til at omgås syndere, for ellers kunne han ikke frelse syndere! Man kan sige at Jesus netop kom for at sørge for at skidt kom til ære – at alle mennesker kunne få mulighed for at blive Guds børn og arve det evige liv, uanset hvor meget vi har på samvittigheden, eller hvordan vores liv har set ud.

Når vi læser i Bibelen, er der ingen tvivl om hvordan Gud havde tænkt at vores liv skulle leves; eller jo, nogle detaljer kan der måske nok være tvivl om, men hovedsagen er klar: Vi skal leve vores liv på en måde så vi ærer Gud og søger vores medmenneskers bedste. De 10 Bud er et meget godt sted at starte: Du må ikke have andre guder, du må ikke bruge Guds navn til løgn, ær din far og mor, du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk. Også Paulus, som ellers om nogen gør et stort nummer ud af at vi bliver frelst af nåde ved tro og ikke ved at gøre gode gerninger, er klar i spyttet om hvad der er ”go” og ”no go” i Guds familie. Han skriver for eksempel i Efeserbrevet (og her citerer jeg fra den nye oversættelse Bibelen2020): ”Den, der stjæler, skal holde op med det. Han skal hellere tage sig sammen og bruge hænderne til at skabe noget godt, som han kan dele ud af til dem, der har brug for det. Lad ingen ondskabsfulde ord komme ud af munden på jer. I skal kun sige det, der er godt og brugbart, så jeres ord gør dem, der lytter, glade. I må ikke gøre Helligånden ulykkelige. Husk, at den er tegn på, at I vil blive frelst. Læg al jeres bitterhed, hidsighed, vrede, skænderier og hånlige ord til side sammen med al anden ondskab. I skal være gode mod hinanden, hjælpe og tilgive hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer på grund af det, Kristus har gjort. Gud elsker jer. I er hans børn, og derfor skal Ifølge hans eksempel. I skal elske hinanden, ligesom Kristus elskede os. Han gav sit liv for vores skyld som en gave og et offer af den slags, som Gud godt kan lide. I må ikke gå til prostituerede, være grådige eller gøre andre forkastelige ting – ja, I må ikke engang snakke om det. Det hører ikke hjemme hos jer, for I tilhører Gud. Hold jer også fra grove bemærkninger, tom snak og upassende vittigheder. I skal hellere takke Gud” (Ef 4,28 – 5,4).

Men ”når skidt kommer til ære, ved det ikke hvordan det skal være”, og ingen kan forvente at vi bliver forvandlet til bedsteborgere i Guds rige det øjeblik vi kommer til tro. Ganske vist får vi Helligånden, som skaber kærlighed til Gud og vores medmennesker og en længsel efter at gøre Guds vilje, men der kan godt være langt fra ønske til praksis. Selv mennesker der har været kristne i årtier, kan nok finde stof til selvransagelse i de vers jeg lige læste op (det kan jeg i hvert fald selv), og de er da også henvendt til mennesker som Paulus i begyndelsen af brevet kalder ”de hellige, som bor i Efesos”. Når det er sådan, så må vi naturligvis ikke dømme medkristne som efter vores opfattelse har dårligere styr på etikken og etiketten end vi selv har. Det kan godt være at deres opførsel får os til at tænke at ”når skidt kommer til ære, ved det ikke hvordan det skal være”, men så må vi minde os selv om at Guds plan netop var at skidt skulle komme til ære. Og frem for alt må vi minde os selv om at vi heller ikke selv er andet end skidt der er kommet til ære. ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”, skriver Paulus i Romerbrevet (3,23). Hvis der er en forskel på dig, som er et ”ordentligt menneske”, og en person du ser som et moralsk udskud, så er det højst en gradsforskel, ikke en artsforskel. Målt mod Guds standard er vi alle sammen udskud. Som Luther udtrykte det, er vi ikke andet end tiggere som ved hvor der er brød at få.

Men – og det er meget vigtigt at holde fast i – vi er skidt, som er kommet til ære. Gud har adopteret os som sine børn, så uanset hvad vi var før, er vi det ikke længere. Vi skal huske på at vi er tiggere, så vi ikke bliver hovmodige og ser ned på vores medmennesker, men samtidig skal vi huske at vi – ligesom de kristne i Efesos som Paulus rettede sin formaning til – er hellige, fordi vi er Guds børn og Guds folk. Ordet ”hellig” har i løbet af de seneste 100 år fået en lidt negativ klang på dansk, måske fordi det ind imellem er blevet brugt på en eksklusiv og selvhævdende måde med en indstilling der mindede mere om farisæerne end om Jesus. Men det skal ikke forhindre os i at bruge ordet som det bør bruges. Både det hebraiske ord der er oversat med ”hellig” i Det Gamle Testamente, og det tilsvarende græske ord i Det Nye Testamente, betyder egentlig ”sat til side til et særligt formål”. Gud har sat os til side med det formål at vi skulle kende og elske ham – det er en status han har givet os; en status som ikke er afhængig af hvor helligt vores liv er i praksis, men som tværtimod er selve forudsætningen for at vi kan leve et helligt liv. Hvis I vil tilgive at jeg citerer Luther endnu en gang: ”Gode gerninger gør ikke et menneske godt, men en godt menneske gør gode gerninger.” Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at komme til at gøre gerninger som virkelig er gode set med Guds øjne, så kræver det at vi først tror på at vi allerede er gode, hellige mennesker på grund af det som Jesus har gjort.

Og det gælder altså vel at mærke ikke kun os selv; det gælder også vores medkristne. Uanset om en medkristen bander, drikker for meget, ikke kan holde sig på måtten seksuelt, eller endda stjæler, så er vedkommende hellig fordi han tilhører den eneste der i sandhed er hellig, nemlig Jesus. Som kristne kan vi – ligesom Paulus gjorde med de hellige i Efesos – formane hinanden til at leve på en måde der svarer til den status som Gud har givet os, men vi skal gøre det med kærlighed, barmhjertighed, ydmyghed og respekt, og uden at blive sure hvis den anden ved samme lejlighed peger på noget i vores liv, der heller ikke er som det bør være. Og gennem det alt sammen skal vi bevare Åndens enhed med fredens bånd. Vi er alle sammen Guds hellige folk, Guds tempel, som Gud vogter nidkært over. Den medkristne som (i hvert fald set med dine øjne) ikke helt har forstået hvordan vi bør leve, er Guds øjesten, som du har at behandle med respekt. Hvis en holdning eller en livsstil hos en eller flere af dine medkristne vækker din vrede, så ret din vrede det rigtige sted hen, nemlig mod Djævelen og hans onde åndsmagter, som søger at splitte, lamme og besudle Guds hellige kirke. Gør du det, vil du kunne hjælpe din vildfarne (men hellige) bror eller søster med den rette indstilling, som udspringer af oprigtig kærlighed og ydmyghed.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 17. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Judasbrevet 20-25, Markusevangeliet 2.14-22, Salme 40.2-6

Posted By admin on 29. september 2020

Opvækkelsen af Lazarus: Lad os lege i livstræets krone

Prædiken i Sct. Klemens Kirke til høstgudstjeneste 16. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Alle mennesker dør, men det er ikke alle mennesker der virkelig lever”. Sådan sagde den skotske frihedshelt William Wallace ifølge Mel Gibsons film Braveheart fra 1995. Der er ikke nogen historiske kilder der tyder på at virkelighedens William Wallace (som døde i 1305) nogensinde sagde sådan, men Mel Gibson har i hvert fald syntes at ordene var en passende overskrift over Wallaces liv. Og under alle omstændigheder er det nogle vise ord som kan minde os alle sammen om at vi kan miste livet på andre måder end ved at dø, nemlig også ved ikke at leve det fuldt ud. Som vi sang for lidt siden [i sangen Livstræet af Erik Lindebjerg], slår vi på en måde os selv ihjel hvis vi bare bruger livet på at kæmpe for at få magt eller på at være ”lænket fast til job og tid”.

                      Men lige så nemt som det er at synge med på Livstræet og være enige om at vi selvfølgelig skal bruge vores liv i stedet for bare at tæske rundt i hamsterhjulet mens livet glider forbi os, liges så svært er det at omsætte ordene til praksis. Hvornår har du for eksempel sidst skuet de blå horisonter og himmelhvælvingens port? [Dåbsbarnets mors navn] og [dåbsbarnets fars navn], I følte det nok da [dåbsbarnets navn] blev født, vil jeg tro. Sådan får vi livet igennem små vinduer til evigheden, hvis vi er heldige. Men at kunne se evigheden hele tiden er svært. Og som vi sang, er der mange der sjældent eller aldrig oplever at lege i livstræets krone og føle at livet er stort. Hvis vi skal regne sammen hvor stor en del af vores liv vi virkelig har levet, ved jeg ikke hvilket resultat vi ville nå til.

                      Men heldigvis har Jesus noget at sige ind i de overvejelser. I teksten til i dag (som i øvrigt er den længste af alle de 136 forskellige prædiketekster i folkekirkens tekstrækker) hører vi ham sige: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Og hvis vi slår op i Bibelen på det sted hvor de ord står, nemlig i Johannesevangeliet kapitel 11, behøver vi kun at bladre en enkelt gang tilbage til kapitel 10 for at finde et sted hvor Jesus siger: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Joh 10,10). Have hvad i overflod? Det fremgår ikke særlig klart af den autoriserede danske oversættelse, men sådan som sætningen er konstrueret i den græske grundtekst, er der sandsynligvis tale om at have liv i overflod; virkelig at leve. Jesus lover os altså at vi vil komme til at lege i livstræets krone, føle at livet er stort, skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port! Og som tegn på det opvækker han en der rent fysisk var stendød, havde ligget fire dage i graven og var begyndt at stinke.

                      Men hvordan får vi fat i det liv som Jesus lover os? Jo, det siger Jesus til Martha på et tidspunkt i den lange tekst. Martha var søster til Lazarus, der var død. De af jer der var i kirke i søndags, ved i øvrigt at vi også hørte om Martha i sidste uge, hvor hun vimsede rundt for at varte Jesus og hans disciple op, mens Lazarus’ anden søster, Maria, sad ved Jesu fødder og lyttede til hans ord. Ved den lejlighed var Martha irriteret på Maria og bad Jesus om at skælde hende ud, men Jesus tog Marias parti og sagde at hun havde valgt den gode del, og den skulle ikke tages fra hende. Man kan sige at Maria havde valgt virkelig at leve! Hun havde en formodning om at det allerbedste hun kunne gøre for sig selv, var at holde sig nær ved Jesus. En formodning – eller vi kunne også kalde det: en tro. Og netop troen er også den nøgle som Jesus peger på over for Martha i dag, når han siger: ”Hvis du tror, skal du se Guds herlighed.”

Hvad vil det sige at tro? Et sted i Det Nye Testamente finder vi denne definition: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr 11,1). Når vi træffer et valg her i tilværelsen, gør vi det som regel i tillid til at det er det bedste valg: at dén computer kan klare det vi har brug for at en computer skal kunne, at dén læge har forstand på medicin og kan give os gode sundhedsfaglige råd, at dén uddannelse vil kunne åbne døren til et godt job, at dén person er en som det går an at binde sig til i et ægteskab. Der er sjældent tale om at vi vælger helt                    i blinde (medmindre man melder sig til Danmarks Radios ”Gift ved første blik”), men nogen garanti har vi ikke for at computeren eller lægen eller uddannelsen eller ægtefællen viser sig at være vores tillid værd. Så tro er i og for sig ikke en fremmed størrelse for nogen af os. Alligevel er troen på Jesus noget andet, for hvorfor i alverden skulle vi tro på at en mand der levede for 2000 år siden, er den der kan føre os til det virkelige liv, til ”livstræets krone”?

For at svare på det vil jeg vende tilbage til de små ”vinduer til evigheden” som vi forhåbentlig alle sammen kender. De dyrebare øjeblikke hvor tiden ligesom går i stå, og vi overvældes af en overjordisk lykke – hvad er det der kendetegner dem? Skal jeg give et bud på en overskrift, så kunne det være: Samhørighed. Det kan være samhørigheden med ens elskede når man glider væk i hinandens blik. Det kan være samhørigheden i familien når børnene ler hjerteligt, og vi får lov til at låne lidt af deres umiddelbarhed – eller i den udvidede familie når vi sammen hylder en fødselar, et brudepar eller et nydøbt barn. Det kan være samhørigheden med en gruppe venner når man løber rundt og spiller fodbold – eller sidder og ser fodbold. Det kan være samhørigheden med hele nationen når vi afsynger nationalsangen. Eller det kan være den bjergtagende følelse af samhørighed med hele skaberværket når man står på stranden ved Levka eller Sorthat og ser solen gå ned, eller på udsigtspunktet over Lyseklippen og ser de frådende bølger slå ind over klipperne. Måske – jeg er ikke landmand, men jeg kan forestille mig at det måske kan give en lignende følelse af samhørighed med jorden og dens afgrøde når høsten bringes i hus. Samhørighed. Fællesskab, kunne vi også kalde det. Eller måske: Kærlighed? Eller – vil jeg vove at påstå – Gud!

”Gud er kærlighed,” står der et sted i Det Nye Testamente. (1 Joh 4,8). Der står ikke blot ”Gud er kærlig”, men ”Gud er kærligHED”. Gud er ikke blot et særdeles mægtigt væsen som tilfældigvis også er enormt kærlig; nej, Gud er selve kærligheden, og al den kærlighed vi får lov til at opleve her i verden, er en afspejling af Guds væsen. Det er ganske vist i reglen en lettere forvansket afspejling, for hos os mennesker er kærligheden altid blandet med en større eller mindre portion selviske motiver. Men jo renere kærligheden er – altså jo mere vores selviske dagsordener glider i baggrunden – desto klarere vil evigheden skinne igennem sprækkerne og ind i vores liv. Derfor synes jeg det giver god mening at vejen til det sande, autentiske liv i ”livstræets krone” er at kende ham der er samhørighed, fællesskab og kærlighed, nemlig Gud. Og det kan vi fordi den evige kærlighed valgte at vise sit sande ansigt i et menneske der gik her på jorden – nemlig Jesus.

Gud er Skaberen, og derfor er han naturligvis ikke selv en del af skaberværket. Derfor kan vi i sagens natur ikke måle eller veje Gud eller på anden måde beskrive ham rent videnskabeligt, for videnskaben er studiet af det skabte. Gud er ikke noget vi kan undersøge med fornuftens lys, for Gud er selv det lys der gør alt andet synligt. Gud er ikke et væsen der vokser og udvikler sig, for Gud er selv den der giver liv og vækst til den afgrøde som vi takker ham for her til høstgudstjenesten i dag, og til os mennesker og alt andet. Gud er ikke begrænset af tid og rum – som vi hørte i den første læsning i dag: ”Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.” Guds findes ikke i verden, for Gud er selve forudsætningen for at verden overhovedet findes, og samtidig findes Gud overalt i verden fordi intet i verden kan være til uden ham. Men kristendommens revolutionerende påstand er altså at Skaberen blev en del af sit eget skaberværk; at han som er allestedsnærværende, som på en måde er selve det hav universet svømmer i, blev et menneske i kød og blod som skulle lære at gå og at tale, som kunne blive sulten og tørstig og træt – men som samtidig levede sit menneskeliv på en måde så han demonstrerede hvem Gud er, og som kaldte mennesker til sig for at de skulle følge ham, lære af ham – og leve i ham!

Den lange prædiketekst vi har hørt i dag, står som sagt i Johannesevangeliet. I slutningen af Johannesevangeliet skriver forfatteren følgende om hvorfor han har skrevet sit evangelium: ”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,30-31). Historien om Jesus i Det Nye Testamente slutter som bekendt med at han bliver korsfæstet, men opstår fra de døde og 40 dage senere vender hjem til sin far, Gud i himlen. Men inden da gav han sine disciple en befaling, som vi skal lytte til om lidt, fordi den indgår i dåbsritualet. Han sagde at de skulle gøre alle folk på jorden til hans disciple ved at døbe dem og ved at lære dem at holde det som han havde befalet. Det ægte liv som Jesus kaldte mennesker til, kalder han altså stadig mennesker til. Og det kan han gøre fordi han selv overvandt døden. Ved sin død og opstandelse banede Jesus vej for os fra døden til livet. Det betyder, som Martha godt var klar over fordi hun kendte profetierne i Det Gamle Testamente, at det vi kalder døden, kun er noget midlertidigt fordi vi skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag. Men det betyder også at vi allerede mens vi lever i denne verden, har mulighed for at smage det sande liv, fordi Gud inviterer os til at leve som hans børn ved troen på Jesus. Dåben er faktisk en symbolsk gentagelse af Jesu død og opstandelse som tegn på at vi der er døbt, allerede nu har mulighed for gennem troen at leve i Guds fremtid; at ”se Guds herlighed”, som Jesus udtrykte det. Men det kræver at vi tør stole på at Jesus er vores tillid værdig. Det kræver at vi – ligesom Lazarus – adlyder når han kalder på os og beder os om at komme ud af graven og lege i livstræets krone.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Første Korintherbrev 15.21-28, Johannesevangeliet 11.19-45, Salme 139.1-12

Posted By admin on 22. september 2020

Martha og Maria: Vælg det bedste!

Prædiken i Rø Kirke til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det bedste kan være det godes værste fjende. For 2 søndage siden talte vi om at det ikke nytter noget at leve sit liv med den indstilling at en førsteplads er det eneste der kan bruges, for vi kan ikke alle sammen vinde hver gang, og en anden-, tredje- eller fjerdeplads er jo heller ikke at foragte. Og selv hvis man bliver nummer 243, kan det stadig være en succes at man har deltaget. Vi skal passe på ikke at stirre os blinde på én enkelt ting og tro at hvis lige netop dét ikke sker, har vores liv været en fiasko – som vi også talte om sidste søndag.

                      Men det gode kan også være det bedstes værste fjende! Hvis vi gør vores bedste, må vi som sagt stille os tilfredse med den placering vi får, og jeg er også helt med på at ingen af os har overskud til at yde vores absolut bedste på alle områder af livet, det er klart. Men hvis vi aldrig yder vores bedste; hvis vi altid stiller os tilfreds med den bløde mellemvare og ikke i det mindste en gang imellem udfordrer os selv og stræber efter noget ekstraordinært, så tror jeg vi snyder os selv. Dels snyder vi måske os selv for nogle triumfer, men værre er det at vi snyder os selv for den modenhed det giver at lære sine grænser at kende. Men der er en ting der er endnu vigtigere end at gøre sit bedste for at opnå det man stræber efter, og det er at stræbe efter det bedste! Fik I den?

                      Vi har høstgudstjeneste i dag, som er den gudstjeneste på året hvor vi særligt fokuserer på at takke Gud for årets afgrøde, for selvom landmanden naturligvis gør sit bedste for at skabe gode vilkår for sine afgrøder, så afhænger høsten også af ting som vi mennesker ikke kan kontrollere – vejret, for eksempel. Det afhænger ikke af menneskers indsats alene – men menneskers indsats er trods alt ikke overflødig. Gud har indrettet det sådan at jorden giver sin afgrøde når mennesker dyrker den – og sådan er det i øvrigt også på en lang række andre områder i livet.

                      Men sæt nu en landmand pløjede og harvede og såede og gødede og hvad man nu ellers gør, og vejret også var gunstigt så afgrøden groede godt – men at den afgrøde han havde tilsået marken med, var enårig rapgræs. Rapgræs er ikke nogen helt ubrugelig plante, meen, sammenlignet med hvad man ville have kunnet tjene på i stedet at dyrke hvede eller byg eller raps på arealet, så må det siges at være et temmelig dårligt valg. Og så kan landmanden ellers yde så dygtig og heroisk indsats han vil; det han har valgt at bruge sin indsats på, sætter en grænse for hvor godt det kan gå.

                      Det er naturligvis et karikeret eksempel, og der er næppe nogen landmand der ville bære sig så tåbeligt ad. Men vi er desværre ikke altid lige så vise når det gælder forvaltningen af vores liv, som vi er når det gælder forvaltningen af vores landbrugsjord. Det kan være en skræmmende lærerig øvelse at sætte sig ned med et stykke papir, dele det op i to spalter, og så skrive de ting der virkelig betyder noget, og som man virkelig brænder for, i den venstre spalte, og de ting man bruger mest tid, mest energi og flest penge på i den højre spalte. Jeg tror der er langt imellem de mennesker der vil kunne skrive det samme i begge spalter!

                      ”Men der er jo mange ting som vi er nødt til at bruge tid og penge på selvom de ikke er specielt sjove eller ligger vores hjerte specielt nær!” tænker du måske. ”Vi skal trods alt have brød på bordet, vi skal have tøj, og vi skal have et sted at bo.” Det er naturligvis rigtigt. Men det at have mad, tøj og bolig er vel også noget af det som vi alle sammen vil have som noget af det øverste i spalten med ting der virkelig betyder noget? Ganske vist kan man godt få tag over hovedet, tøj på kroppen og en tilstrækkelig mængde kalorier til langt færre penge end hvad de fleste af os bruger på bolig, tøj og mad, men det ville selvsagt kræve at vi nedgraderede til en billigere bolig, noget måske knap så pænt tøj og noget mere kedelig mad, og det har vi måske heller ikke lyst til. Fint, så kan vi tilføje ”komfortabel bolig”, ”pænt tøj” og ”god mad” i den venstre spalte – vel vidende at det naturligvis er et definitions- og prioriteringsspørgsmål hvornår boligen er komfortabel nok, tøjet pænt nok og maden god nok. Det vil være individuelt hvor vi vælger at lægge snittet, og det er ikke mit ærinde at sige at det ene valg er bedre end det andet – blot vil jeg opfordre til at vi alle sammen træffer et bevidst valg om hvor mange penge vi vil bruge på hvad, så vi ikke ender med at ligge på vores dødsleje og ærgre os over at vi spildte alt for meget af vores liv på ting der i virkeligheden ikke var så vigtige, og til gengæld forsømte de vigtigere ting i livet. For det kan i mange tilfælde lade sig gøre at reducere den mængde timer man bruger på lønarbejde, og på den måde få mere tid til familien, hobbyen, det frivillige arbejde eller bønnen og bibellæsningen – men det koster naturligvis på nogle andre parametre. Tænk tingene igennem, drøft det med din ægtefælle (hvis du har sådan en) og eventuelt dine børn, og træf så dit valg. Og vælg med både hjernen og hjertet så du ikke om 20 år kommer til at ærgre dig over dit valg!

                      Hvordan balancen skal være i lige netop dit liv mellem arbejdstid, familietid, hobbytid og så videre, vil jeg som sagt ikke blande mig i, men i anledning af dagens tekst vil jeg gerne slå et slag for hvad jeg tror det er vigtigt at have allerøverst i den venstre spalte, nemlig det at være en discipel af Jesus. Det var det Maria valgte, og som Jesus roste hende for. Men hvorfor er det så vigtigt? Fungerer Danmark ikke udmærket selvom det kun er 3% af befolkningen der er regelmæssige kirkegængere? Ja, fungerer landet ikke ligefrem bedre nu end for 150 år siden hvor kirkegangen var væsentlig højere? Jo, måske på nogle områder (selvom det nok kan diskuteres om det er fordi vi går mindre i kirke at vi er blevet rigere og lever længere, eller om det snarere er omvendt – eller måske blot er et tilfældigt sammentræf). Men på andre områder vil jeg vove at påstå at udviklingen er gået den forkerte vej. I forhold til for 150 år siden har vi mere misbrug, mere psykisk sygdom, flere skilsmisser, og måske også mere kriminalitet, afhængig af hvem man spørger (selvom kriminaliteten helt sikkert har været faldende de sidste 20 år). Men ligesom når det gælder velstand, er det umuligt at sige om de ting har nogen som helst forbindelse med hvor mange der går i kirke.

                      Det skal i øvrigt også siges at ”den gode del” som Maria valgte, ikke nødvendigvis er ensbetydende med det at gå i kirke. Det hun gjorde, var at hun ”satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord”. Og det kan man gøre på mange måder. Det at gå i kirke er en af måderne, og det er en meget vigtig måde, fordi kirkegang ikke kun handler om dig selv og Gud, men også om fællesskabet med mennesker som måske er meget anderledes end dig, men som er dine brødre og søstre i Herren. Men der er også andre måder at sætte sig ved Jesu fødder på, og de forskellige måder udelukker bestemt ikke hinanden. Jeg plejer nogle gange at tale om ”De 4 B’er”: Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, Bordet hvor vi får Jesu legeme og blod i skikkelse af nadverens brød og vin, samt Bibelen og Bønnen. Det at prioritere tid til bøn og bibellæsning er efterhånden blevet en sjældenhed, har jeg indtryk af (og jeg skal være den første til at indrømme at jeg heller ikke selv sætter nær så meget tid af til det som jeg principielt mener at en præst burde). Jeg tror det skyldes at vi ikke umiddelbart kan se resultaterne af at vi sætter en halv eller en hel time af til at søge Gud – tid som vi kunne have brugt på andre ting som måske forekommer mere produktive, og som i hvert fald har det med at virke mere nødvendige. Hvis Martha ikke havde stået i køkkenet og slidt i det, så ville de jo ikke have fået noget at spise den dag, og det ville ingen vel have kunnet være tjent med?

                      Nej, det ville ingen – men det er heller ikke et enten/eller. Hvis nu Martha også gerne ville have siddet ved Jesu fødder og lyttet til ham, så kunne hun og Maria nok have fundet en ordning hvor de kunne have skiftedes – eller også kunne deres bror Lazarus og de øvrige mænd i forsamlingen have lettet bagdelen og hjulpet til. Måske kunne de alle sammen have hjulpet hinanden når Jesus var blevet færdig med sin undervisning. Den slags praktiske ting kan man som regel finde en løsning på, hvis blot man er enige om hvad der står øverst i den venstre spalte. Og det var Martha tilsyneladende ikke.

                      Men tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er det så vigtigt at prioritere samværet med Gud? Det er det af flere årsager. For det første fordi Gud elsker os. At tilbringe tid sammen med en der elsker dig, er næsten altid en god ting. For det andet fordi Gud har skabt os og kender os bedre end vi kender os selv. Derfor er det langt vigtigere at høre hvad Gud har at sige til os og om os, end hvad hele verden (inklusiv vores nærmeste) har at sige. For det tredje fordi der er kraft og styrke at få hos Gud. Vores egne kræfter rækker ikke langt mod ondskaben i magten, men ligesom Gud får kornet på marken til at gro så vi blot kan se måbende til, kan han også tage vores svage kræfter og bruge dem til at udrette store ting. Og endelig for det fjerde fordi det kun er hos Jesus at vi finder det evige liv. Det skal ikke forstås sådan at jo mere tid vi bruger på at bede og læse i Bibelen, jo mere evigt liv får vi, og bestemt heller ikke sådan at bøn og bibellæsning tæller som ”gode gerninger” der kan gavne vores sag på dommedag. Det evige liv er en gratis gave som Gud giver os aldeles ufortjent! Men som Jesus siger til sin Far et sted i Johannesevangeliet: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3). Når Bibelen taler om ”evigt liv”, handler det altså ikke kun om livets varighed, men i høj grad også om dets indhold, eller sagt på en anden måde: ikke kun om kvantitet, men om kvalitet. (Uden kvaliteten tror jeg i øvrigt også at de fleste helst ville være fri for kvantiteten!). Og jo tættere et forhold vi har til Gud, jo mere vil vi komme til at erfare den kvalitet Jesus taler om – allerede mens vi lever her i denne verden! Og det vil også styrke den tro som giver os adgang til det evige liv – ikke fordi den er noget vi skal præstere for at Gud vil give os det evige liv ”til gengæld”, men fordi den er selve det vi bruger til at modtage det evige liv, på samme måde som vi bruger munden til at modtage den mad som Gud giver os til at opretholde vores fysiske liv.

                      Så vælg det bedste! Brug din tid og dine penge på noget som du ikke som gammel vil komme til at fortryde at du prioriterede – og sørg i særdeleshed for at prioritere at lytte til Gud, for det vil du i hvert fald aldrig komme til at fortryde!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Apostlenes Gerninger 8.26-39, Lukasevangeliet 10.38-42, Salme 73.23-28

Posted By admin on 15. september 2020

Den lamme ved Bethesda Dam: Bliver det aldrig min tur?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Sally ringer: ”Det lyder nok skørt, men jeg syntes jeg ville spørge om du har hørt om Alice?” Jeg løber ud for at se hvad der sker, kan næsten ikke tro hvad jeg ser: En stor, flot bil stopper op foran Alice’s dør. – Hvorfor tager hun hjemmefra sådan som hun gør? Jeg skulle måske spørge, men synes ikke at jeg tør. I 24 år har jeg boet lige ved siden af Alice! 24 lange år med mine drømme i håbet om at hun en dag vil høre på min bøn. Det bliver svært ikke mere at sku’ bo lige ved siden af Alice!

                      Sådan sang Flemming ”Bamse” Jørgensen i 1977 i sin danske version af Smokies tåreperser Living Next Door To Alice om en særdeles langvarig ulykkelig forelskelse. Tanken er næsten ikke til at udholde: Tænk at gå rundt i 24 år og vente på noget – og så sker det ikke alligevel! Det er en meget stor del af ens liv at spilde på et forfængeligt håb!

                      I dagens evangelietekst møder vi en mand der har ventet i ikke kun 24, men 38 år – ikke på sin drømmepige, men på hvem som helst der kunne hjælpe ham hen til det helbredende vand. Hvor tit det skete at Guds engel bragte vandet i oprør, får vi ikke at vide – ”til tider” kan i princippet være alt fra noget der skete flere gange om dagen til noget der kun skete med flere års mellemrum – men det er i hvert fald sket mere end én gang i løbet af de år den stakkels mand har ligget der. Men hver gang er en anden nået ned i vandet før ham, og han har stået – eller rettere: ligget – slukøret tilbage. Hvis vi kan have medfølelse med ham der boede ved siden af Alice i 24 år, så må vi have dybt og inderligt ondt af ham der lå ved Bethesda Dam i 38 år!

                      Og måske kan nogle af os endda genkende noget af hans frustration fra os selv eller en vi holder af. Jeg kender i hvert fald flere som i årevis har døjet med invaliderende sygdomme, og hvis håb om at deres situation nogensinde bliver anderledes, bliver mindre og mindre. Måske har de endda – ligesom manden ved Bethesda Dam – set andre mennesker blive helbredt, mens de selv må kigge langt efter nogen bedring i deres tilstand. Det kan også være smerten over at være ufrivilligt single gennem mange år mens alle de andre bliver gift og får børn, eller måske den vedvarende smerte over et meningsløst dødsfald i ens nærmeste familie. Eller det kan være en smerte som det er umuligt at forklare til andre, måske fordi man knap nok selv forstår den. Den slags kan give anledning til spørgsmål som: ”Bliver det aldrig min tur? Har Gud glemt mig? Findes Gud overhovedet, og hvis han gør, er problemet så at han ikke er så almægtig som de siger i kirken, eller er det snarere at han er en slags kosmisk sadist der nyder at se folk lide? Eller har han af en eller anden grund bestemt at jeg ikke fortjener at have det lige så godt som de andre?” Tænker man sådan, er man i godt selskab, for Salmernes Bog i Det Gamle Testamente rummer mange klagesange hvor salmisten udtrykker lignende følelser – blandt andet i den vi hørte som den første læsning i dag, hvor David ligefrem beder: ”Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen”.

                      Men beretningen om den syge mand ved Bethesda Dam ender heldigvis godt! Manden bliver rask, så han nu kan bære sin båre i stedet for at det er den der bærer ham. Bagefter kommer der ganske vist et efterspil hvor nogle religiøse paragrafryttere kommer efter ham fordi han bærer sin båre på en sabbat, og fokuserer så meget på dét at de slet ikke ænser at der er sket et mirakel lige for øjnene af dem, men dem har jeg ikke tænkt mig at sige meget mere om i dag, selvom mange af os sikkert kan genkende mere af deres indstilling fra os selv, end vi bryder os om at indrømme. I stedet vil jeg tale om hvad vi kan lære af beretningen når vi står i situationer hvor vi er frustrerede og føler at det aldrig bliver vores tur.

                      For det første: Tålmodighed behøves! Selvom du synes du har ventet længe, og hjælpen ikke er kommet endnu, så betyder det ikke at hjælpen ikke kommer! Og selvom 38 år er forfærdelig lang tid at lide, så er det for intet at regne i lyset af evigheden. Hvis livet i denne verden var alt hvad vi havde at håbe på, så ville det være intet mindre end en tragedie at bruge 38 af sine år på at ligge og vente på en chance der aldrig kom. Har vi derimod et håb om et evigt liv, så er de lidelser vi kan komme til at opleve i denne verden, ganske vist stadig meget lidelsesfulde mens de står på, men de kan i det mindste ikke berøve os vores håb, og som Paulus (der om nogen kendte alverdens lidelser på sin egen krop) skriver i Romerbrevet: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” (Rom 8,18).

                      For det andet: Vi skal passe på ikke at stirre os blinde på én bestemt ting, så vi overser at der måske er andre muligheder. I slutningen af Smokies sang om Alice dukker der et uventet tvist op, idet Sally (den kvinde der ringer til hovedpersonen og fortæller ham at Alice flytter) siger: ”Alice er væk, men jeg er her stadig, og du ved jeg har ventet i 24 år”! Hvordan hovedpersonen reagerer på den besked, får vi ikke at vide – det var jo Alice han drømte om, og derfor er det ikke sikkert at han kunne bruge Sallys kærlighedserklæring til noget som helst. På den anden side kan det også tænkes at det kun var hans besættelse af Alice der var skyld i at han aldrig havde fået øjnene op for Sally, og at han derved havde snydt sig selv for lykken. Manden ved Bethesda Dam havde også i alle årene haft sit blik rettet det forkerte sted hen, for da det kom til stykket, var det slet ikke dammen der endte med at helbrede ham! Selv da Jesus stod lige foran ham og tilbød ham det som han inderst inde allermest ønskede sig, nemlig: ”Vil du være rask?”, selv da var han ikke i stand til at se ud over sin frustration over at han ikke havde nogen til at hjælpe sig i vandet. Men heldigvis for ham tog Jesus sagen i egen hånd og gav ham det som han ikke havde bedt om, men som var det han havde brug for. I hans tilfælde mindede det ganske vist ret meget om det han havde bedt om, for det var jo netop for at slippe af med sin sygdom at han gerne ville have hjælp til at komme først i vandet. I andre tilfælde kan Guds gode planer for os måske være noget der ser meget anderledes ud end det vi havde forestillet os. Og under alle omstændigheder er der ingen grund til at spilde de 38 år (eller hvor meget det nu bliver) som vi kommer til at vente på at Gud griber synligt ind. Selv en person der lider, kan tjene Gud og være til gavn og glæde for sine medmennesker. Ja, jeg vil endda sige: Netop en person der lider, kan tjene Gud og være til gavn og glæde for sine medmennesker! For den der kender smerten fra sig selv, har meget lettere ved at møde smerten hos sine medmennesker med omsorg og empati. Hvis du er i tvivl om det er rigtigt, så kan du jo spørge dig selv hvem du helst ville betro en dyb sorg eller smerte til: En der selv kender til at lide, sørge og miste, eller en hvis liv har været en dans på roser?

                      For det tredje: Det jeg lige har sagt, skal ikke forstås sådan at Gud bevidst sender lidelser over os for at gøre os bedre til at hjælpe andre mennesker der lider – hvis det var tilfældet, ville det unægtelig være både klogere og venligere af ham helt at lade være med at sende lidelser! Jeg tror slet ikke det er Gud der skaber lidelser – alt hvad Gud har skabt, er godt, kan vi læse i skabelsesberetningen. Lidelserne kommer fra Guds og vores fjende, Djævelen. Derfor er jeg også overbevist om at det altid er Guds vilje at de syge skal helbredes. Når vi nogle gange skal vente i 38 år, og når nogle slet ikke oplever at blive helbredt mens de lever i denne verden, så er det fordi Guds rige stadig ikke er kommet fuldt ud i sin herlighed. Men takket være Jesu død på korset, hvor han bar alverdens ondskab på sin krop, og takket være hans opstandelse, hvor han besejrede døden, må vi have lov at tro på at Gud vinder til sidst – ja, at han allerede har vundet, selvom fjenden stadig har nogle ”modstandslommer” tilbage. Og selvom de modstandslommer kan påføre os lidelse, så er Gud stærk nok til at han endda kan bruge vores lidelse – selvom han ikke har villet den – til at gavne sit rige, vores næste – og i sidste ende faktisk også os selv. For her til slut endnu en gang at citere lidelsernes apostel, Paulus: ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: ’På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.’ Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 8,35-39).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Andet Timotheusbrev 2.8-13, Johannesevangeliet 5.1-15, Salme 39.5-14

Posted By admin on 8. september 2020

­Zebedæussønnernes ønske: Hvem får hæderspladsen?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 13. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Film er ind imellem rædsomt forudsigelige, for sådan kan de fleste mennesker lide dem. Hvis hovedpersonen i en film for eksempel stiller op i en konkurrence hvor han eller hun er undertippet, og de andre personer i filmen mener at hovedpersonen ikke har en chance, så sker det forbavsende tit at helten ikke alene overrasker positivt og klarer sig hæderligt med en placering et sted midt i feltet – nej, han eller hun bliver selvfølgelig nummer et! Alt andet ville være skuffende når det nu engang er den person der er helten, så pyt med at det som regel er enormt urealistisk, og pyt også med at der sikkert er mange af de andre deltagere der også er både undertippede og så sympatiske at vi ville have holdt med dem hvis instruktøren havde valgt at se begivenhederne fra deres synsvinkel.

                      I det virkelige liv er det som bekendt sådan at der kun kan være én der bliver nummer ét, uanset om der er tale om et racerløb eller et præsidentvalg eller måske en eller anden attraktiv post som man bliver udpeget eller kåret til. Derfor er det normalt ikke en god idé at gå igennem livet med den indstilling at kun en førsteplads tæller, for det virkelige liv fungerer på en anden måde end filmene gør – for eksempel er alle de personer du konkurrerer imod, lige så meget hovedpersoner som du er, fordi vi hver især ser livet fra vores egen synsvinkel. Derfor tror jeg også man gør sine børn en bjørnetjeneste (altså en skadelig tjeneste) hvis man bilder dem ind at de kan opnå alt hvad de drømmer om, hvis bare de tror nok på det og sætter alt ind på det, for der er ganske enkelt ikke plads til så mange professionelle fodboldspillere, fotomodeller og statsministre som der er unge mennesker der drømmer om at blive det! Det betyder selvfølgelig ikke at man ikke skal forfølge sine drømme; man skal blot gøre sig klart at man sagtens kan have et godt og lykkeligt og vellykket liv selvom man ikke opnår det man drømmer om. Til gengæld opnår man måske andre ting som en slags sidegevinst eller trøstpræmie: Bliver man ikke nummer 1, bliver man måske nummer 2 eller 3 eller 4; bliver man ikke statsminister, bliver man måske justitsminister; bliver man ingen af delene, er der en chance for at man i det mindste lærer noget og har det sjovt undervejs.

Jeg ved ikke hvad Zebedæussønnerne havde af store drømme da de var teenagere. Deres far, Zebedæus, var fisker, så det lå nok i kortene at de to sønner, Jakob og Johannes, også skulle være fiskere. De var i hvert fald allerede gået ind i deres fars firma på det tidspunkt hvor de pludselig forlod det hele for at følge Jesus. Samtidig var de troende jøder som drømte om frihed for deres folk – Guds folk. De kendte givetvis deres bibelhistorie og vidste at Gud havde lovet deres fjerne forfar Abraham at hans efterkommere ville blive til velsignelse for alle folk på jorden, men opfyldelsen af det løfte virkede nok ret fjern mens de gik der på bredden af Genesaret Sø og fangede fisk som de skulle betale skat til den romerske besættelsesmagt af. De havde helt sikkert også hørt om Kong David, den mægtigste konge i Israels historie, som havde fået et løfte fra Gud om at der til evig tid ville sidde en af hans efterkommere på tronen, men nu havde der i næsten 600 år ikke været en konge af Davids slægt i Jerusalem. Og det virkede bestemt ikke som om der var noget som helst de to unge fiskere kunne gøre ved den sag. Men så var det at Jesus dukkede op. De kendte ham måske godt i forvejen, for når man sammenligner de fire evangeliers beretninger om Jesu opstandelse, tyder det på at Zebedæussønnernes mor sandsynligvis hed Salome og var søster til Jesu mor Maria, hvilket ville betyde at Jesus var fætter til Jakob og Johannes. Men uanset om han var deres fætter eller er, så blev det først for alvor spændende da Jesus begyndte at gå rundt og prædike at Guds rige var kommet nær, altså at Gud nu endelig ville tage magten på jorden. Og Jesus nøjedes ikke med at tale overbevisende om det; han gjorde også mirakler. Ifølge evangelierne var det i kølvandet på en mirakuløs fiskefangst at Zebedæussønnerne valgte at forlade deres hidtidige erhverv da Jesus lovede at gøre dem til ”menneskefiskere”. Og de fik hurtigt ”fisket” en masse mennesker, så der snart var tusindvis af mennesker der fulgte Jesus, og mange talte om at det måske var ham der var Messias – altså den konge der skulle genrejse Israels kongedømme under Davids dynasti. De to fiskerdrenge fra Galilæa stod altså pludselig på tærsklen til deres drømme, og de var oven i købet kommet med i inderkredsen omkring ham der stod i spidsen for det hele. Men den inderkreds talte 12 personer, og hvem af dem skulle nu have hæderspladserne på højre og venstre side af Jesus som hans mest betroede rådgivere og embedsmænd når han engang blev konge? Det var flere gange sket at Jesus i særlige situationer kun havde taget tre af disciplene med sig, og det havde som regel været Jakob, Johannes og Simon Peter. Måske var det et forsøg på at køre Peter ud på et sidespor da Zebedæussønnerne fik deres mor til at bede Jesus om at love dem hæderspladserne? Måske kom initiativet fra en mor der var ambitiøs på sine sønners vegne, og som måske havde opdraget dem med at de ville kunne opnå hvad som helst hvis bare de troede nok på det? Vi ved det ikke, men hvad årsagen end var, så besluttede Jakob og Johannes altså på et tidspunkt at ”gå efter guldet” og lægge billet ind på pladserne til højre og venstre for Jesus.

Men magten og æren og berømmelsen har en pris. Man bliver ikke professionel fodboldspiller uden at træne hårdt, også når man overhovedet ikke har lyst til det, og bliver man statsminister, skal man være forberedt på stress i form af et grænseløst arbejde, et tyngende ansvar og voldsom kritik fra alle sider. For 2000 år siden var det heller ikke en dans på roser at komme til tops, men det havde Zebedæussønnerne tilsyneladende gjort sig klart, for da Jesus sagde: ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?”, så svarede de uden tøven ja. Men så sagde Jesus noget mærkeligt: ”Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give til nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.” Det lyder umiddelbart som en ekstremt dårlig deal: I skal nok få lov til at betale berømmelsens pris, men I kan ikke være sikre på at få berømmelsen alligevel. Øv!

Men forklaringen følger heldigvis, for da de ti andre disciple (forståeligt) bliver vrede over at Zebedæussønnerne har forsøgt at underløbe dem, forklarer Jesus at der er noget som alle tolv disciple fuldstændig har misforstået. Det rige som han skal være konge i, er nemlig helt anderledes end alle andre riger der har været på jorden, inklusive Kong Davids israelitiske kongerige. Faktisk er alt vendt fuldstændig på hovedet i Jesu kongerige, for der er det den der tjener mest der er den største – altså ikke den der tjener flest penge, men den der gør mest for andre. Og der er vel at mærke ikke tale om at man skal være tjener og træl for en tid for at erobre magten, hvorefter man kan gå i gang med at bruge den til sin egen fordel; nej, det at være tjener og træl er selve den måde man udøver lederskabet på! Og det sætter pludselig Jesu svar til Zebedæussønnerne i et helt andet lys: Det bæger som han spørger om de kan drikke, er ikke prisen for at få hæderspladserne – det er tværtimod et vilkår ved at sidde på hæderspladserne! Og det viser at Jesus utvivlsomt havde ret da han sagde at de ikke vidste hvad de i virkeligheden spurgte om – nemlig at få lov til at tjene Gud og deres medmennesker mere selvopofrende end alle de andre! Og det mærkelige svar som Jesus gav dem, kan så oversættes med: ”I skal nok få lov til at yde en selvopofrende indsats, men jeg kan ikke garantere at der ikke er nogen der kommer til at ofre sig endnu mere end jer.”

Hvordan kom det så til at gå Jakob og Johannes? Fik de de pladser de havde bedt om? I første omgang gjorde de ikke, for da Jesus blev arresteret, stak alle disciplene af, selvom de ellers havde lovet ham at de ville stå last og brast med ham indtil døden. Derfor blev det to unavngivne forbrydere der kom til at være på højre og venstre side af Jesus da han udrettede sin allerstørste bedrift, nemlig at give sit liv på korset. Men Zebedæussønnerne tog revanche senere: Jakob var den første af de tolv apostle der blev martyr, da han blev halshugget af kong Herodes få år efter Jesu himmelfart, og selvom Johannes (som den eneste af apostlene) døde en naturlig død i en høj alder, havde han forinden udstået meget tortur og landflygtighed. Også apostlen Paulus, som er forfatteren til det stykke jeg læste op lige før trosbekendelsen, kom til at gennemgå mange lidelser fordi han var apostel, lige indtil han blev hashugget af kejser Nero. I et af sine breve opremser han noget af det han har oplevet, og jeg citerer: ”Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre ganget, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne” (2 Kor 11,23b-28). Alligevel kan han på sine gamle dage skrive, som vi hørte, til sin unge ven og protegé, Timotheus: ”Jeg takker … Jesus … fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste.”

Hvorfor i alverden var Paulus taknemmelig over at have fået sådan et rakkerliv? Fordi det gav ham mulighed for at kende Jesus bedre! I et andet af sine breve skriver han at hans mål i livet er ”at vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham” (Fil 3,9-10). Paulus havde med andre ord samme ønske som Zebedæussønnerne, nemlig at sidde så tæt på Jesus som muligt og spille så stor en rolle som muligt i Jesu kongerige. Og det er faktisk et rigtig godt mål at have! Derfor bebrejder Jesus heller ikke Jakob og Johannes deres ønske, for det at være så tæt på Jesus som muligt, er måske det allerbedste og vigtigste vi kan stræbe efter.

Dengang Jesus kaldte Jakob og Johannes til at forlade deres fars fiskefirma, sagde han som sagt at han ville gøre dem til ”menneskefiskere”. En fiskefisker der fisker fisk, han fisker fisk op af det vand hvor de lever og har det godt, for at de kan blive spist af enten mennesker eller husdyr, men en menneskefisker fisker mennesker op fra døden for at de skal leve lykkeligt i dage uden ende. Jesus, Guds søn, lod sig føde på jorden for at vi mennesker skulle kunne blive det vi var skabt til at være, nemlig Guds børn der kender ham som vores far og lever evigt sammen med ham. Det gjorde han ved at tage al vores synd på sig og tage det med i døden for at udslette det, sådan at vi kan leve for Gud. Når vi bliver døbt, bliver vi knyttet sammen med Jesus, og hans død og opstandelse kommer til at gælde for os. Hvis vi bliver i troen på ham, så er vores evige liv sikret, og så har vi råd til at bruge vores liv i denne verden på at hjælpe andre med stort og småt, og frem for alt på at hjælpe dem til at lære Jesus at kende. Og som sagt vil vi opdage at jo mere vi ofrer os selv, jo mere vil vi erfare at leve tæt sammen med Gud og Jesus allerede her i denne verden, og dermed få en forsmag på det paradis der venter os.

Det betyder ikke at det er nemt – hverken at vide hvordan vi bedst bruger vores liv til gavn for andre på den måde som Gud kalder lige præcis os til, eller at overvinde vores magelighed og egoisme så vi rent faktisk lever på den måde vi er døbt til. Men de gode nyheder er at hvis vi søger at lære Jesus at kende – for eksempel ved at læse i Bibelen, gå i kirke, bede, deltage i nadveren – så vil han hjælpe os til at gøre det vi ikke selv kan, fordi han giver os Helligånden. Vil I have uddybet hvordan dét foregår, så må I komme igen en anden gang!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 13. søndag efter trinitatis
Tags: Første Timotheusbrev 1.12-17, Matthæusevangeliet 20.20-28, Mikas Bog 6.6-8