Prædiken til 1. søndag i advent 2020
Posted By admin on 1. december 2020
Indtoget i Jerusalem: Kongen kommer!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag i advent 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Et opslag der bliver delt flittigt på de sociale medier i disse uger, og som befriende nok hverken handler om mink eller corona eller præsidentvalget i USA, lyder: ”Vigtig besked til alle jer, som helt febrilsk gør rent og pudser af før jul: Det er Jesusbarnet, som kommer, ikke Fødevarestyrelsens kontrolenhed.” Ud over at være en – sikkert tiltrængt – stikpille til den overdrevne rengøringstrang som nogle mennesker sikkert lider af (jeg gør ikke!), så rummer opslaget også en sjælden besindelse på hvad det egentlig er adventstiden handler om. Ordet ”advent” kommer af det latinske adventus, som betyder ”ankomst”, og det er naturligvis Jesu ankomst til jorden det handler om; i første omgang hans ankomst som et lille barn i en krybbe julenat. Men da Det Nye Testamente blev oversat fra græsk til latin (og det blev det ret tidligt), blev ordet adventus brugt som oversættelse af det græske ord parousia, der egentlig blot betyder ”tilsynekomst”, men som navnlig bliver brugt om Jesu genkomst. Da der i 1800-tallet opstod et kirkesamfund der havde Jesu snarlige genkomst som sit vigtigste fokus, var det derfor også meget naturligt at de valgte at kalde sig ”adventisterne”.
Men ligesom Åndens gaver ikke kun er for pinsekirkerne, og ligesom det at yde materiel hjælp til de svage i samfundet ikke kun er for Frelsens Hær, så er forventningen om Jesu genkomst ikke kun for adventisterne, men noget som vi folkekirkefolk også gør ret i at huske på. Vi siger jo også hver søndag i trosbekendelsen at Jesus sidder ved Guds højre hånd, ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Den Jesus som vi venter på i adventstiden, er altså ikke kun et lille barn i en krybbe, men også en sejrrig konge. Og det kan godt være at såvel Jesus-barnet som Jesus-kongen er relativt ligeglade med om vores hjems rengøringsstandard nu også er fuldstændig uangribelig, men måske er der andre ting som han går mere op i. Så hvordan gør vi os klar til kongens ankomst?
Både dagens første læsning fra Salmernes Bog og evangelieteksten som vi lige har hørt, beskriver en konges ankomst til en by. I Det Gamle Testamente er det ”ærens konge” som melder sin ankomst og lader sine herolder bede portvagterne om at lukke op. Det hebraiske ord der er oversat med ”ære”, kabod, kan betyde både ”stråleglans”, ”herlighed”, ”rigdom” og ”tyngde”, og det bruges ofte om en atmosfære af Guds mærkbare nærvær som afstedkommer en følelse af højtid og ærefrygt, og som ved en enkelt lejlighed var så voldsom at præsterne ved templet i Jerusalem ikke kunne udføre deres arbejde. Ordet kan ganske vist også bruges om almindelig menneskelig rigdom og ære, men i Salme 24 fremgår det tydeligt at den ”ærens konge” (eller hvordan man nu skal oversætte det) der er tale om, er Gud selv. De lærde strides om hvad det helt konkret skal betyde at Gud ankommer til en by og beder om at blive lukket ind. Nogle mener at salmen oprindelig blev skrevet for at fejre en militær sejr hvor Pagtens Ark havde været med ude på slagmarken (som vi ved fra Første Samuelsbog at den i hvert fald nogle gange var), og hvor den nu vender tilbage til sin plads i Jerusalem. Den forklaring passer i hvert fald med at Gud beskrives som ”Herren, vældig i krig”. Men efter at kong Salomo byggede templet, forlod Pagtens Ark ikke mere sin plads i templets inderste rum, Det Allerhelligste, så i hvert fald efter den tid har salmen nok oftere været forstået åndeligt, som en indvielse af byen til Gud, og der er ikke nogen fysisk person eller genstand der har bevæget sig ind gennem portene. Men det er meget muligt at der har været en form for procession gennem byen i forbindelse med den højtid hvor salmen er blevet sunget. Før stykket med de ældgamle døre der skal ”løfte deres hoveder” er der nemlig et stykke der handler om hvem der ”kan drage op til Herrens bjerg” og ”stå på hans hellige sted”. Det øjeblik ”ærens konge” har taget byen og det bjerg den ligger på, i besiddelse, er byen og bjerget nemlig et helligt sted, hvor Guds tilstedeværelse med rette indgyder ærefrygt. Sådan et sted vover man ikke at bevæge sig ind medmindre man har skyldfrie hænder og et rent hjerte!
I Matthæusevangeliet er det en helt anden slags konge der gør sin entré i byen – og så alligevel ikke. På overfladen er der ikke meget kabod over den galilæiske tømrersvend der kommer ridende på et simpelt æsel, og selvom folkeskaren lægger deres kapper ned og skærer grene af træerne, så har det nok mere lignet en stodderkonges indtog end en demonstration af guddommelig herlighed. Men Matthæus gør os venligt opmærksomme på at Det Gamle Testamentes profeter faktisk havde forudsagt at når Guds udvalgte konge gjorde sin entré, så ville det netop være på et æsel, sagtmodigt, ydmygt, uden at gøre væsen af sig. Og vi der sidder 2000 år senere og ved hvad det hele endte med, vi ved jo også at den mand der red ind i Jerusalem på æslet, faktisk var Ærens Konge i egen høje person, ingen ringere end Gud selv i menneskeskikkelse.
Ligesom Pagtens Arks sejrrige tilbagevenden til Jerusalem på Det Gamle Testamentes tid efterhånden blev et symbol på at byen åndeligt set tager imod Gud som sin konge, sådan har kirkens årlige (eller i hvert fald hvert-andet-årlige, for vi har jo to tekstrækker) markering af Jesu indtog i Jerusalem 1. søndag i advent til formål at minde os om at vi bør åbne vores hjerter og tage imod Jesus som konge i vores liv; anerkende at han som havde Guds herlighed, men gav afkald på den for at frelse os fra synden og døden, han fortjener vores ære og tak og hengivenhed.
Men fortjener vi hans hengivenhed? Ja, har vi overhovedet noget som helst at bestille i Guds hellige nærvær? Har vi skyldfrie hænder og et rent hjerte? Er alle vores motiver rene og uselviske? Elsker vi Gud af hele vores hjerte og sjæl og sind og styrke, og elsker vi vores næste som os selv? Hvis Gud spurgte hvert eneste menneske på denne jord der har haft med os at gøre, vil vi så lægge hovedet på blokken for at ingen med rette ville kunne bebrejde os noget? Næppe. Jeg kan i hvert fald ikke selv svare bekræftende på de spørgsmål!
Men så er det jo godt at han netop kom for at frelse os fra alle vores blandede motiver, og hvad der ellers står imellem os og så de skyldfrie hænder og det rene hjerte! Grunden til at Jesus red ind i Jerusalem, var ikke for at sætte sig på en trone og dømme sine modstandere, men for at lade sig sømme fast til et kors og dø på den mest pinefulde og vanærende måde for at bære al vores skam. Og derfor møder vi dagens prædiketekst igen om fire måneder, palmesøndag, hvor fokus særligt kommer til at være på at Jesus villigt gik sin død i møde. Jesus døde for at gøre os værdige til at drage op til Herrens bjerg og stå på Guds hellige sted.
Da Jesus red ind i Jerusalem, blev han hilst med et råb som ikke forekommer andre steder i Bibelen end i denne beretning i Matthæusevangeliet samt i de tilsvarende beretninger hos Markus og Johannes, men som til gengæld har fået sin faste plads i det nadverritual som vi bruger hver søndag, nemlig ”Hosianna!” Da jeg var lille, kan jeg huske at jeg troede det var et alternativt navn for Jesus, fordi der jo står ”Hosianna, Davids søn!”, og jeg kan huske at jeg undrede mig over at noget der ellers lød som et pigenavn, åbenbart var et drengenavn. Men Hosianna er hverken et pigenavn eller et drengenavn; det er et hebraisk ord som betyder ”frels dog”, og som blandt andet findes i Salme 118 i Det Gamle Testamente, hvor der står: ”Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn” – så det var altså linjer fra netop Salme 118 som folkeskaren citerede for at hylde Jesus. Det de mente med at bruge det ord, var nok at bede Gud om at ”frelse” den konge der gjorde sit indtog, det vil sige at bevare ham fra ondt og give ham et langt liv, ligesom når vi på dansk råber ”Kongen længe leve!” Men ligesom den danske vending fik det efterhånden karakter af et hyldestråb hvor man ikke tænkte så meget over den oprindelige betydning. Det gør vi andre dog klogt i at gøre, for selvom folkeskaren som sagt nok mente råbet som en slags bøn for Jesus, så kom de uden at vide det til at rette en yderst passende bøn til Jesus: ”Herre, frels os!” Det er i den betydning at vi bruger ordet ”hosianna” i vores nadverritual, for Jesus er den eneste der kan frelse os så vi engang vil kunne stå foran Gud i hans rige uden at gå til grunde.
Den dag hvor vi kommer til at se Gud ansigt til ansigt, den venter vi stadig på; det kommer først til at ske i forbindelse med den endegyldige advent som vi venter på, nemlig Jesu genkomst. Men som Paulus skrev til menigheden i Rom i den midterste af dagens tre læsninger, så er frelsen os nærmere nu end da vi kom til tro. Hver gang vi vågner til en ny dag, er vi et døgn tættere på Jesu genkomst end vi var dagen før. Og hver gang vi på ny tænder det første lys i adventskransen, er vi et år tættere på. Så meget ved vi, også selvom vi ikke ved om den resterende ventetid skal måles i timer eller i årtusinder. Og hvad skal vi så bruge den viden til? Jo, ifølge Paulus skal vi bruge den som en påmindelse om at ”leve sømmeligt, som det hører dagen til” – eller som det er gengivet i den nudanske Bibelen2020: ”leve et ordentligt liv, der kan tåle at se dagens lys”. Med andre ord: Adventstiden er en god anledning til at forberede os på noget der er langt vigtigere end julens komme, nemlig Jesu komme. Det kan være fint nok at gøre rent i sit hjem (faktisk kan det utvivlsomt anbefales at bruge mere krudt på rengøring end jeg gør!), men langt vigtigere er det at gøre rent i sit hjerte – eller rettere: at vi lader Jesus gøre rent i vores hjerter. For vi kan ikke selv gøre os fortjent til noget som helst; vi er totalt afhængige af ham og kan kun bede: ”Hjertet er din ejendom; rens det, dan det, som du vil, … at når du i herlighed kommer anden gang herned, jeg kan dig i møde gå og retfærdig for dig stå.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments