Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2020
Posted By admin on 22. september 2020
Martha og Maria: Vælg det bedste!
Prædiken i Rø Kirke til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Det bedste kan være det godes værste fjende. For 2 søndage siden talte vi om at det ikke nytter noget at leve sit liv med den indstilling at en førsteplads er det eneste der kan bruges, for vi kan ikke alle sammen vinde hver gang, og en anden-, tredje- eller fjerdeplads er jo heller ikke at foragte. Og selv hvis man bliver nummer 243, kan det stadig være en succes at man har deltaget. Vi skal passe på ikke at stirre os blinde på én enkelt ting og tro at hvis lige netop dét ikke sker, har vores liv været en fiasko – som vi også talte om sidste søndag.
Men det gode kan også være det bedstes værste fjende! Hvis vi gør vores bedste, må vi som sagt stille os tilfredse med den placering vi får, og jeg er også helt med på at ingen af os har overskud til at yde vores absolut bedste på alle områder af livet, det er klart. Men hvis vi aldrig yder vores bedste; hvis vi altid stiller os tilfreds med den bløde mellemvare og ikke i det mindste en gang imellem udfordrer os selv og stræber efter noget ekstraordinært, så tror jeg vi snyder os selv. Dels snyder vi måske os selv for nogle triumfer, men værre er det at vi snyder os selv for den modenhed det giver at lære sine grænser at kende. Men der er en ting der er endnu vigtigere end at gøre sit bedste for at opnå det man stræber efter, og det er at stræbe efter det bedste! Fik I den?
Vi har høstgudstjeneste i dag, som er den gudstjeneste på året hvor vi særligt fokuserer på at takke Gud for årets afgrøde, for selvom landmanden naturligvis gør sit bedste for at skabe gode vilkår for sine afgrøder, så afhænger høsten også af ting som vi mennesker ikke kan kontrollere – vejret, for eksempel. Det afhænger ikke af menneskers indsats alene – men menneskers indsats er trods alt ikke overflødig. Gud har indrettet det sådan at jorden giver sin afgrøde når mennesker dyrker den – og sådan er det i øvrigt også på en lang række andre områder i livet.
Men sæt nu en landmand pløjede og harvede og såede og gødede og hvad man nu ellers gør, og vejret også var gunstigt så afgrøden groede godt – men at den afgrøde han havde tilsået marken med, var enårig rapgræs. Rapgræs er ikke nogen helt ubrugelig plante, meen, sammenlignet med hvad man ville have kunnet tjene på i stedet at dyrke hvede eller byg eller raps på arealet, så må det siges at være et temmelig dårligt valg. Og så kan landmanden ellers yde så dygtig og heroisk indsats han vil; det han har valgt at bruge sin indsats på, sætter en grænse for hvor godt det kan gå.
Det er naturligvis et karikeret eksempel, og der er næppe nogen landmand der ville bære sig så tåbeligt ad. Men vi er desværre ikke altid lige så vise når det gælder forvaltningen af vores liv, som vi er når det gælder forvaltningen af vores landbrugsjord. Det kan være en skræmmende lærerig øvelse at sætte sig ned med et stykke papir, dele det op i to spalter, og så skrive de ting der virkelig betyder noget, og som man virkelig brænder for, i den venstre spalte, og de ting man bruger mest tid, mest energi og flest penge på i den højre spalte. Jeg tror der er langt imellem de mennesker der vil kunne skrive det samme i begge spalter!
”Men der er jo mange ting som vi er nødt til at bruge tid og penge på selvom de ikke er specielt sjove eller ligger vores hjerte specielt nær!” tænker du måske. ”Vi skal trods alt have brød på bordet, vi skal have tøj, og vi skal have et sted at bo.” Det er naturligvis rigtigt. Men det at have mad, tøj og bolig er vel også noget af det som vi alle sammen vil have som noget af det øverste i spalten med ting der virkelig betyder noget? Ganske vist kan man godt få tag over hovedet, tøj på kroppen og en tilstrækkelig mængde kalorier til langt færre penge end hvad de fleste af os bruger på bolig, tøj og mad, men det ville selvsagt kræve at vi nedgraderede til en billigere bolig, noget måske knap så pænt tøj og noget mere kedelig mad, og det har vi måske heller ikke lyst til. Fint, så kan vi tilføje ”komfortabel bolig”, ”pænt tøj” og ”god mad” i den venstre spalte – vel vidende at det naturligvis er et definitions- og prioriteringsspørgsmål hvornår boligen er komfortabel nok, tøjet pænt nok og maden god nok. Det vil være individuelt hvor vi vælger at lægge snittet, og det er ikke mit ærinde at sige at det ene valg er bedre end det andet – blot vil jeg opfordre til at vi alle sammen træffer et bevidst valg om hvor mange penge vi vil bruge på hvad, så vi ikke ender med at ligge på vores dødsleje og ærgre os over at vi spildte alt for meget af vores liv på ting der i virkeligheden ikke var så vigtige, og til gengæld forsømte de vigtigere ting i livet. For det kan i mange tilfælde lade sig gøre at reducere den mængde timer man bruger på lønarbejde, og på den måde få mere tid til familien, hobbyen, det frivillige arbejde eller bønnen og bibellæsningen – men det koster naturligvis på nogle andre parametre. Tænk tingene igennem, drøft det med din ægtefælle (hvis du har sådan en) og eventuelt dine børn, og træf så dit valg. Og vælg med både hjernen og hjertet så du ikke om 20 år kommer til at ærgre dig over dit valg!
Hvordan balancen skal være i lige netop dit liv mellem arbejdstid, familietid, hobbytid og så videre, vil jeg som sagt ikke blande mig i, men i anledning af dagens tekst vil jeg gerne slå et slag for hvad jeg tror det er vigtigt at have allerøverst i den venstre spalte, nemlig det at være en discipel af Jesus. Det var det Maria valgte, og som Jesus roste hende for. Men hvorfor er det så vigtigt? Fungerer Danmark ikke udmærket selvom det kun er 3% af befolkningen der er regelmæssige kirkegængere? Ja, fungerer landet ikke ligefrem bedre nu end for 150 år siden hvor kirkegangen var væsentlig højere? Jo, måske på nogle områder (selvom det nok kan diskuteres om det er fordi vi går mindre i kirke at vi er blevet rigere og lever længere, eller om det snarere er omvendt – eller måske blot er et tilfældigt sammentræf). Men på andre områder vil jeg vove at påstå at udviklingen er gået den forkerte vej. I forhold til for 150 år siden har vi mere misbrug, mere psykisk sygdom, flere skilsmisser, og måske også mere kriminalitet, afhængig af hvem man spørger (selvom kriminaliteten helt sikkert har været faldende de sidste 20 år). Men ligesom når det gælder velstand, er det umuligt at sige om de ting har nogen som helst forbindelse med hvor mange der går i kirke.
Det skal i øvrigt også siges at ”den gode del” som Maria valgte, ikke nødvendigvis er ensbetydende med det at gå i kirke. Det hun gjorde, var at hun ”satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord”. Og det kan man gøre på mange måder. Det at gå i kirke er en af måderne, og det er en meget vigtig måde, fordi kirkegang ikke kun handler om dig selv og Gud, men også om fællesskabet med mennesker som måske er meget anderledes end dig, men som er dine brødre og søstre i Herren. Men der er også andre måder at sætte sig ved Jesu fødder på, og de forskellige måder udelukker bestemt ikke hinanden. Jeg plejer nogle gange at tale om ”De 4 B’er”: Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, Bordet hvor vi får Jesu legeme og blod i skikkelse af nadverens brød og vin, samt Bibelen og Bønnen. Det at prioritere tid til bøn og bibellæsning er efterhånden blevet en sjældenhed, har jeg indtryk af (og jeg skal være den første til at indrømme at jeg heller ikke selv sætter nær så meget tid af til det som jeg principielt mener at en præst burde). Jeg tror det skyldes at vi ikke umiddelbart kan se resultaterne af at vi sætter en halv eller en hel time af til at søge Gud – tid som vi kunne have brugt på andre ting som måske forekommer mere produktive, og som i hvert fald har det med at virke mere nødvendige. Hvis Martha ikke havde stået i køkkenet og slidt i det, så ville de jo ikke have fået noget at spise den dag, og det ville ingen vel have kunnet være tjent med?
Nej, det ville ingen – men det er heller ikke et enten/eller. Hvis nu Martha også gerne ville have siddet ved Jesu fødder og lyttet til ham, så kunne hun og Maria nok have fundet en ordning hvor de kunne have skiftedes – eller også kunne deres bror Lazarus og de øvrige mænd i forsamlingen have lettet bagdelen og hjulpet til. Måske kunne de alle sammen have hjulpet hinanden når Jesus var blevet færdig med sin undervisning. Den slags praktiske ting kan man som regel finde en løsning på, hvis blot man er enige om hvad der står øverst i den venstre spalte. Og det var Martha tilsyneladende ikke.
Men tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er det så vigtigt at prioritere samværet med Gud? Det er det af flere årsager. For det første fordi Gud elsker os. At tilbringe tid sammen med en der elsker dig, er næsten altid en god ting. For det andet fordi Gud har skabt os og kender os bedre end vi kender os selv. Derfor er det langt vigtigere at høre hvad Gud har at sige til os og om os, end hvad hele verden (inklusiv vores nærmeste) har at sige. For det tredje fordi der er kraft og styrke at få hos Gud. Vores egne kræfter rækker ikke langt mod ondskaben i magten, men ligesom Gud får kornet på marken til at gro så vi blot kan se måbende til, kan han også tage vores svage kræfter og bruge dem til at udrette store ting. Og endelig for det fjerde fordi det kun er hos Jesus at vi finder det evige liv. Det skal ikke forstås sådan at jo mere tid vi bruger på at bede og læse i Bibelen, jo mere evigt liv får vi, og bestemt heller ikke sådan at bøn og bibellæsning tæller som ”gode gerninger” der kan gavne vores sag på dommedag. Det evige liv er en gratis gave som Gud giver os aldeles ufortjent! Men som Jesus siger til sin Far et sted i Johannesevangeliet: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3). Når Bibelen taler om ”evigt liv”, handler det altså ikke kun om livets varighed, men i høj grad også om dets indhold, eller sagt på en anden måde: ikke kun om kvantitet, men om kvalitet. (Uden kvaliteten tror jeg i øvrigt også at de fleste helst ville være fri for kvantiteten!). Og jo tættere et forhold vi har til Gud, jo mere vil vi komme til at erfare den kvalitet Jesus taler om – allerede mens vi lever her i denne verden! Og det vil også styrke den tro som giver os adgang til det evige liv – ikke fordi den er noget vi skal præstere for at Gud vil give os det evige liv ”til gengæld”, men fordi den er selve det vi bruger til at modtage det evige liv, på samme måde som vi bruger munden til at modtage den mad som Gud giver os til at opretholde vores fysiske liv.
Så vælg det bedste! Brug din tid og dine penge på noget som du ikke som gammel vil komme til at fortryde at du prioriterede – og sørg i særdeleshed for at prioritere at lytte til Gud, for det vil du i hvert fald aldrig komme til at fortryde!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments