Prædiken til 1. søndag i advent 2021

Posted By on 1. december 2021

Jesus i Nazaret: adVENTEtid – hvornår sker der noget?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 1. søndag i advent 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ordet ”advent” betyder ”ankomst” (eller ”komme”, som det hedder med et lidt mere højstemt ord), og navnet hentyder til at vi i adventstiden forbereder os dels på at fejre Jesu komme til jorden som et lille barn juleaften, dels på at være klar til hans genkomst, som kirken har set frem til lige siden himmelfarten. Men når vi hører ordet ”advent” på dansk, er det svært ikke at høre et andet udsagnsord end ”at ankomme”, nemlig ”at vente”. Og sjovt nok er det langt hen ad vejen netop det adventstiden handler om: Vi venter på at det bliver jul – og hvis man er barn, kan det føles som en meget lang ventetid, det kan jeg godt huske fra min egen barndom. Når det blev første søndag i advent, og vi kunne tænde det første lys i adventskransen, var der stadig evigheder til det blev jul! Men det at vente tålmodigt på noget har også en værdi, blandt andet det at når man har ventet tålmodigt på noget, så værdsætter man det så meget desto mere når man endelig får det. Juleaften havde i hvert fald et helt andet magisk skær for mig dengang jeg var barn, end den har nu hvor jeg snarere synes at adventstiden går alt for hurtigt i betragtning af alt det jeg skal nå!

                      På Jesu tid fejrede man ikke jul, i hvert fald ikke i Israel. I modsætning til påske og pinse er julen ikke en højtid vi har arvet fra jødedommen, men derimod en kombination af en helt ny kristen fest med den almenmenneskelige fejring af vintersolhvervet. Men det at vente på noget, kendte jøderne på Jesu tid udmærket til, og i modsætning til os, som har kalenderlys og Peterskolens skrabekalender at støtte os til, vidste de dengang ikke engang hvor længe de skulle vente. Det de ventede på, var at profeternes ord skulle gå i opfyldelse.

                      Der er masser af profetier i Bibelen. I standardudgaven af den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 strækker de profetiske bøger sig helt fra side 604 til side 855, og derudover er der også profetier i nogle af de historiske og poetiske bøger, så der er nok at tage fat på, og det er vanskeligt at danne sig et overblik, ikke mindst fordi mange af profetierne er skrevet i billedsprog. Men meget groft sagt kan man dele Det Gamle Testamentes profetier op i to grupper: Profetierne om Israels fald, og profetierne om Israels genrejsning. (Derudover er der også nogle profetier om Israels nabofolk, men dem ser vi bort fra her). Baggrunden for profetierne om Israels fald var at både afgudsdyrkelse, social uretfærdighed og generel umoral blev mere og mere udbredt i løbet af de godt og vel 400 år hvor der eksisterede et israelitisk kongerige med hovedstad i Jerusalem. Den ene profet efter den anden advarede folket og dets ledere om at hvis ikke de ændrede kurs, ville de bukke under for de krigeriske stormagter de var omgivet af, men selvom der var enkelte korte perioder med omvendelse, talte profeterne for det meste for døve øren, og til sidst blev Jerusalem indtaget og ødelagt af det neobabyloniske imperium i år 586 før vor tidsregning, og størstedelen af jøderne blev ført i eksil. Allerede mens Jerusalem stadig stod, havde nogle af profeterne (deriblandt Esajas, som vi hørte i dag) imidlertid forudsagt at Israels fald ikke ville være for evigt, men at der i en fjernere fremtid ville komme en genrejsning. Og efter at nederlaget og eksilet var blevet en realitet, blev genrejsningen det vigtigste emne for profeterne.

                      Eksilet kom da også kun til at vare i cirka 70 år. Efter at det neobabyloniske rige var blevet besejret og undertvunget af perserriget, fik de folk som babylonerne havde ført i eksil, lov til at vende tilbage til deres hjemlande. Jerusalem blev genopbygget, og jøderne fik en udstrakt grad af selvstyre, som fortsatte også efter at perserne måtte give fortabt over for Alexander den Stores græske rige. Men nogen decideret genrejsning af det Israel der havde været, blev det ikke til, heller ikke da en af Alexander den Stores efterfølgere på et tidspunkt forsøgte at påtvinge jøderne de græske guder og skikke, hvorefter jøderne gjorde oprør og faktisk vandt deres selvstændighed. Perioden med selvstændighed var nemlig præget af magtkampe og korruption, og den endte da den romerske general Pompejus indtog Jerusalem i år 63 før vor tidsregning. (Jeg siger med vilje ”før vor tidsregning” og ikke ”før Kristi fødsel”, for Jesus blev sandsynligvis født 5-6 år før år 1).

                      Profetierne var altså stadig uopfyldte. Israelitterne ventede stadig at der ville komme en befrier, som ville ”føre retten til sejr”, ”åbne de blindes øjne”, og alle de andre ting som profeterne havde lovet. Og nu hvor det rent politisk lod til at være begyndt at gå den forkerte vej igen efter romernes ankomst, længtes folket mere end nogensinde. Og der var da også begyndt at melde sig kandidater på banen, som påstod at de var den lovede befrier, men hidtil havde ingen kunnet levere varen.

                      Ind på scenen træder så Jesus! På det tidspunkt hvor vi kommer ind i historien i dag, havde Jesus allerede prædiket i mange synagoger (det er derfor der står at han kom ”også” til Nazaret), og han havde også gjort mange mirakler, ikke mindst i Kapernaum, så forventningerne var store. Og de er næppe blevet mindre af at han læste op fra en af de stærkeste profetier om Israels befrier, som i profetien omtales i første person. Men alligevel ender det med at Jesu bysbørn bliver så vrede at de ligefrem forsøger at lynche ham. Hvorfor mon det?

                      Tja, ud over at der måske har været et element af jantelov – at den unge mand som nogle af dem havde kendt siden han rendte rundt med ble og snotnæse, ikke pludselig skulle tro at han var noget – så tror jeg at der også har været et element af skuffelse. ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”, sagde Jesus i sin ultrakorte prædiken – men de ting som jøderne forbandt med profetiernes opfyldelse, var jo ikke sket! Der var ganske vist blevet udrettet nogle mirakler i Kapernaum, men Israel var ikke blevet genrejst til sin tidligere storhed! De undertrykte var ikke blevet sat i frihed! De jøder der sad som politiske fanger hos Herodes og Pilatus (deriblandt den berømte prædikant Johannes Døber) var ikke blevet frigivet. Så hvad var det egentlig for en vare Jesus bildte sig ind at han havde leveret? Var det i virkeligheden ikke bare en typisk politikertale han havde holdt – en masse flotte ord, men ingen handling?

                      En ting som vi let overser, vi som ikke har de gammeltestamentlige tekster lige så solidt inde på rygraden som mange jøder på Jesu tid havde, det er i øvrigt at Jesus sluttede sin oplæsning fra Esajas midt i en sætning. Læser vi i Esajas’ Bog kapitel 61, hvor vi finder den tekst som Jesus læste op i synagogen, så står der: ”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frihed for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren [kunstpause] og en hævndag fra vor Gud”. Jeg tror det var meget bevidst at Jesus udelod det med hævndagen, og jeg tror ikke at det gik ubemærket hen. Hvis ikke Jesus havde tænkt sig at sørge for at jøderne fik hævn over alle de fremmede folkeslag der havde undertrykt dem gennem så mange århundreder, og især da over de nuværende romerske undertrykkere, hvad i alverden kunne de så bruge ham til?

                      Vi der sidder på den anden side af Jesu død, opstandelse og himmelfart, ved jo godt at den befrielse som Jesus var kommet for at give mennesker, var på et langt dybere plan end ydre politisk undertrykkelse – det drejede sig først og fremmest om ”fjenden, der har vore hjerter besat”, som vi skal synge om lidt. Det var nemlig ikke kun Israel, Gud ønskede at genrejse, men alle jordens folkeslag – som det i øvrigt også fremgår af Esajas’ profetier; hør for eksempel disse vers fra kapitel 49 (og bemærk i den forbindelse på at Jakob er et andet navn for Israel): ”Men nu har Herren talt, han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener for at føre Jakob tilbage, så Israel samles hos ham. Jeg bliver agtet i Herrens øjne, min Gud bliver min styrke. Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” (Es 49,5-6).

Men måske kan vi alligevel godt sætte os ind i hvordan folk i Nazaret må have haft det den dag? Ligesom de kunne høre Jesus stå og sige at profetierne om frigivelse af fanger var gået i opfyldelse, sådan lyder forkyndelsen i vores kirker også at Jesus ”har besejret alt det onde og overvundet dødens magt”, som det hedder i en sang jeg lærte i søndagsskolen som barn. Men ligesom nazaræerne må vi ind imellem kigge langt efter de ting som vi får at vide, er sket. ”Fred kom til jord”, synger vi i en julesalme, men alligevel kan vi her godt 2000 år senere stadig høre i TV-avisen om krig og ufred både mellem forskellige lande og nationer og mellem enkeltpersoner. Hvor bliver den fred af som angiveligt kom til jorden julenat? ”Forvunden er nu al vor nød”, hedder det i en anden julesalme, men der er alligevel stadig masser af nød i verden, og mange af os kender måske endda til forskellige former for nød fra vores eget liv. Så hvad er det egentlig for en vare Jesus har leveret?

Ja, det er en vare som vi ikke kan se, i hvert fald ikke endnu. Ligesom vi ikke kan se, når vi kigger ud ad vinduerne på denne årstid, at om blot 3 uger holder dagene op med at blive kortere, og det begynder at lysne igen, sådan kan vi heller ikke se at Jesu fødsel, liv, død og opstandelse gør nogen forskel for vores liv i dag. Det er noget vi kun kan tro på. Men vi behøver ikke at tro i blinde. Folk i Nazaret på Jesu tid havde jo hørt at han havde gjort mirakler i Kapernaum og andre steder, og hvis de ikke havde været så hurtige til at afvise ham, ville de måske have fået mere at se. Hvad angår os i dag, så har vi langt flere grunde til at tro på Jesus end folk dengang havde, fordi vi har 2000 års historie med tusindvis af eksempler på mennesker hvis liv er blevet forvandlet ved Guds kraft gennem Jesu navn. Så hvis du, ligesom jeg, tror at han virkelig har vundet over alt det onde, også selvom vi ikke helt kan se det endnu, så vil jeg mene at du ikke er helt forkert på den.

Men hvor længe vi skal vente før det vi tror på, bliver til synlig virkelighed, ved vi ikke. Derfor er adventstiden en rigtig sund tid for os, for den tid vi skal gå og vente på at det bliver jul, kan være med til at minde os om at alt hvad der er godt, er værd at vente tålmodigt på.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2021

Posted By on 23. november 2021

Verdensdommen: Har du omsorg for dem på tredje klasse?

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag i kirkeåret 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For lidt over en måned siden gik det hollandske fragtskib Beaumaiden på grund på Nyker Rev ud for Sorthat. Ud over at tiltrække en mængde nysgerrige tilskuere inde på land medførte grundstødningen en klækkelig udgift til rederiet, men heldigvis førte det ikke til forurening af naturen, og hvad der er vigtigst: Ingen menneskeliv gik tabt. Så godt går det desværre ikke altid ved skibsulykker. Det mest berygtede skibsforlis var nok da luksuslineren RMS Titanic sank den 15. april 1912. Ganske vist har der været andre skibskatastrofer der kostede endnu flere menneskeliv end de godt 1500 der døde ved Titanic’s forlis, men Titanic er blevet det mest kendte – nok dels fordi dets forlis kom som så stort et chok, men også fordi efterfølgende undersøgelser har vist at mange flere kunne have været reddet hvis det ikke havde været for en lang række tragiske menneskelige fejl. For det første var der ikke redningsbåde nok til mere end halvdelen af de ombordværende (hvilket dog var ret almindeligt på den tid, da man regnede med at bådene kun skulle bruges til at sejle passagerer over til et skib der var kommet til undsætning, hvorefter de kunne vende tilbage til det forulykkede skib og hente flere). For det andet undlod skibets telegrafist at give besked til kaptajnen da et andet skib i området advarede om at der var mange isbjerge forude, da han ikke mente at den oplysning havde nogen betydning. For det tredje valgte kaptajnen at sejle med fuld fart selvom han vidste at der var pakis i området, fordi rederiet satte en ære i at nå frem til tiden. (Jeg er egentlig taknemmelig for at Bornholmslinjen sætter passagerernes sikkerhed og komfort højere end det at overholde sejlplanen). For det fjerde: Da ulykken var sket, og Titanic affyrede nødraketter, blev raketterne ganske vist set af et nærliggende skib, men dets kaptajn valgte at ignorere dem. For det femte blev mange af de i forvejen utilstrækkelige redningsbåde sat halvtomme i søen fordi andenstyrmanden tåbeligt valgte at tolke førstestyrmandens instruktion om at sørge for at få kvinder og børn i bådene som et forbud mod at give mænd adgang. For det sjette var der mange af passagererne der var meget sendrægtige til overhovedet at komme op på dækket, fordi de fejlagtigt mente at skibet ikke kunne synke (hvilket der dog vist ikke var nogen officielle kilder der havde påstået). Både kaptajnen, førstestyrmanden og telegrafisten var i øvrigt blandt dem der omkom, mens andenstyrmanden med nød og næppe fik reddet sig.

                      Noget af det der har forarget allermest, er dog forskelsbehandlingen af passagererne alt efter om de rejste på første, anden eller tredje klasse. For eksempel blev 97% af de kvinder der rejste på første klasse, reddet, mens det samme kun gjaldt 46% af de kvinder der rejste på tredje klasse. Hos mændene var tallene langt lavere på grund af andenstyrmandens tragiske misforståelse, men der var stadig stor forskel: 33% af mændene fra første klasse blev reddet, mens det kun gjaldt 16% af mændene fra tredje klasse. Der var flere grunde til at de der rejste på tredje klasse, klarede sig så meget dårligere: Der var langt mindre personale på tredje klasse, og derfor havde personalet dårligt tid til andet end flå kahytsdørene op og brøle: ”Redningsvest på og op på dækket!”, mens personalet på første klasse havde tid til at hjælpe hver enkelt passager med at komme i tøjet og afsted. Dertil kom at kahytterne på tredje klasse lå dybt nede i skibet, langt væk fra bådedækket, hvilket gjorde det svært for passagererne dernedefra at nå frem i tide. Allerværst var det dog at nogle af søfolkene aktivt låste nogle af de døre der førte op til dækket fra tredje klasse, for at undgå at passagererne dernedefra skulle invadere redningsbådene og overfylde dem.

                      I dag væmmes vi med rette over den behandling som passagererne på tredje klasse blev udsat for, for selvom de fleste nok vil være enige i at det er fair nok at udbyde billige billetter hvor al komfort er sparet væk, så må forskelsbehandlingen ophøre det øjeblik hvor der ikke længere blot er tale om komfort, men om sikkerhed i en livsfarlig situation. Et menneskeliv har uendelig stor værdi, uanset om vedkommende er rig eller fattig (eller blot nærig). Det er en værdi som vi i hvert fald her i Vesten nægter at gå på kompromis med.

                      Eller – det gør vi i hvert fald så længe der er tale om mennesker som rent fysisk befinder sig i Vesten. Derimod tyder det desværre på at de fleste af os ikke har nogen problemer med at der er mennesker der ”rejser på tredje klasse” i livet med tilhørende større risiko for deres liv, så længe de pågældende mennesker befinder sig tilstrækkelig langt væk fra os i eksempelvis Afrika eller Asien!

                      Tag for eksempel den aktuelle krise i forbindelse med coronapandemien. For et lille års tid siden kom der nogle ”redningsbåde” i form af vacciner, men i hvert fald i første omgang var der langt fra nok til alle, ligesom der heller ikke var redningsbåde nok på Titanic. Og hvad gør man så? Ja, her i Danmark sørgede vi naturligvis for at vaccinere de mest sårbare først, men på verdensplan var det de rige lande (herunder Danmark) der løb med de dyre vacciner, mens folk i Afrika må nøjes med den billigere AstraZeneca-vaccine som vi her i Danmark har fravalgt på grund af risiko for blodpropper – og selv dem er der ikke nok af, hvilket resulterede i den paradoksale situation at mens tusinder af mennesker i Vesten demonstrerede imod vaccinerne, var der store skarer af sydafrikanere der gik på gaden med et krav om at få lov til at blive vaccineret. (Og ja, jeg ved godt at billedet halter, for mens stort set alle på Titanic der ikke fik plads i en redningsbåd, omkom, er det heldigvis langt fra sådan at man med sikkerhed dør af Covid-19 hvis man ikke bliver vaccineret. Langt de fleste der bliver smittet, overlever heldigvis, også selvom de ikke er vaccinerede – men den skæve fordeling af vaccinerne vidner ikke desto mindre om at vi i de rige lande ikke har specielt meget omsorg for dem på ”tredje klasse”).

                      Eller tag en anden dødelig sygdom, nemlig malaria. Hvert år dør der godt og vel 400.000 mennesker på verdensplan af malaria, hvilket er langt færre end for nogle årtier siden (og i øvrigt også langt færre end der er døde af Covid-19), men stadig helt unødvendigt mange. Der findes nemlig effektive måder at forebygge malaria på, og bliver man smittet, findes der effektive behandlinger. Langt de fleste der dør af malaria, dør fordi de ikke har råd til behandlingen – og de bliver smittet fordi de ofte ikke har råd til noget så simpelt som et myggenet. Selv en relativt lille investering ville kunne redde mange afrikanske børns liv (for to tredjedele af dem der dør af malaria, er nemlig børn under 5 år).

                      Heldigvis er det ikke sådan at vi i den vestlige verden bare er ligeglade med nøden i de fattige lande. Diverse nødhjælpsorganisationer indsamler hvert år mange millioner, og der flyder også udviklingshjælp fra rige landes statskasser til hjælp i fattige lande – og det hjælper! Siden 1990 er en milliard mennesker i verden blevet løftet ud af ekstrem fattigdom, og andelen af underernærede mennesker er næsten halveret (ifølge hjemmesiden ”Verdens Bedste Nyheder”). Men der er stadig stor ulighed i verden. Der er alt for mange mennesker der har udsigt til at dø tidligere fordi de har været så ”uforsigtige” at blive født i et fattigt land. Den forskelsbehandling som vi i dag aldrig ville have accepteret på et skib som Titanic, har vi – også vi kristne – kun alt for let ved at acceptere på ”S/S Jorden”. Og det selvom vores Herre har sagt at alt hvad vi ikke har gjort mod ”en af disse mindste”, det har vi heller ikke gjort mod ham.

                      Allermest alvorligt er det måske, set med kristne øjne, at det ikke lader til at genere os ret meget at så stor en del af verdens befolkning lever uden det allervigtigste vi har at dele med dem, nemlig evangeliet om Jesus. Hvordan kan jeg vide at det ikke generer os ret meget? Jo, ”følg pengene”, som man siger. Det anslås at der er 3 milliarder mennesker i verden der aldrig nogensinde har mødt et kristent menneske eller på anden vis haft mulighed for at høre om Guds kærlighed i Jesus Kristus. 3 milliarder mennesker! Det er 38% af jordens befolkning! Og hvor stor en del af de kristne kirkers samlede budget på verdensplan er målrettet indsatsen med at få evangeliet ud til de 3 milliarder? Mindre end 1%.

                      Ligesom der hyppigt cirkulerer opslag på Facebook om at der altså også er fattige i Danmark, og at vi skal hjælpe vores egne først før vi sender millioner til Afrika, sådan høres det også tit i den kristne kirke at der jo altså også er mennesker herhjemme i Danmark der har brug for at høre evangeliet. Og det er selvfølgelig rigtigt, men det ene udelukker ikke det andet. Ligesom det er noget hykleri at holde salvelsesfulde taler om nødlidende børn i Afrika alt imens man ignorerer et nødlidende menneske lige uden for sin gadedør (om der er nogen mennesker der reelt gør det, skal jeg ikke kunne sige), nytter det heller ikke noget at tale om udbredelsen af evangeliet i fjerne lande hvis vi ikke bærer vidnesbyrd om Jesus i vores hverdag. Men det ene udelukker ikke det andet, og for øjeblikket er balancen voldsomt skæv til ulempe for dem ”på tredje klasse”, også hvad evangeliets forkyndelse angår. Sådan bør det ikke være!

                      Den tekst vi har hørt i dag, kan godt virke meget anfægtende, og det tror jeg egentlig også er meningen – Jesus fortalte utvivlsomt lignelsen med den helt klare hensigt at vække sine tilhørere til omvendelse og handling! Men der er en fare for at anfægtelsen bliver til fortvivlelse, og det tror jeg helt sikkert ikke er meningen. Det der kan risikere at gøre os fortvivlede, er at nøden – både den materielle og den åndelige – er så stor, og hvornår har vi egentlig gjort nok til at vi havner på den rigtige side når Jesus på dommedag skiller fårene fra bukkene?

                      Det tror jeg faktisk aldrig vi har. Der vil altid være én mere vi kunne have hjulpet, og selv hvis vi antager at kravet blot er at vi skal have den indstilling at ville hjælpe så mange som muligt, så ville jeg for min del i hvert fald stadig have problemer, for det er bare ikke hver dag at jeg kan mønstre dén uselviske indstilling. Hvis det var vores egne gerninger det kom an på, så er jeg bange for at vi alle sammen ville være dømt til ”den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”.

                      Men Gud har heldigvis andre og bedre planer med os. Den evige ild er bestemt for Djævelen og hans engle, hørte vi, men der er også et andet sted hvor Jesus sender nogle mennesker hen, nemlig til et rige som er bestemt for dem. Med andre ord: Helvede er bestemt for djævle, Paradis er bestemt for mennesker! Det er Gud der har bestemt det for os, og det endda siden verden blev grundlagt, selvom han vidste at vi aldrig ville kunne gøre os fortjent til det. Vores eneste chance for at arve Paradis er at appellere til det Jesus har gjort, i stedet for til hvad vi selv har gjort. Paulus formulerer det fint i de vers som efter Martin Luthers mening var de vigtigste i hele Bibelen: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel, for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,21-24).

                      Hvis vi er på vej til at blive fortvivlede over tekster som den til i dag, må vi altså minde os selv om at frelsen er en gratis gave fra Gud som vi tager imod i tro. Og den frihed som dét giver os, den kan vi så – ja, den skal vi faktisk – bruge på at gøre vores yderste for at række Guds kærlighed videre i ord og gerning til vores nødlidende medmennesker i ind- og udland. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen, og hvis du blot kan hjælpe en enkelt medpassager fra tredje klasse i redningsbåden, så har du gjort en forskel for det gode i verden – en forskel som Jesus tager personligt, fordi det dybest set er ham du har gjort det for: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til alle helgens dag 2021

Posted By on 9. november 2021

Saligprisningerne: De der sørger, skal trøstes

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En af de romaner der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens sprog i nyere tid, især når vi taler om politik og samfundsforhold, er bogen 1984 af George Orwell, som udkom i 1948. Hvor mange af jer har mon læst den? Ikke så mange, kan jeg se. Det har jeg faktisk heller ikke selv, men jeg ved at den beskriver en dystopisk fremtid hvor samfundet er totalitært og præget af massiv overvågning og skamløs propaganda, og at det er fra den bog at udtrykkene ”newspeak”, ”tankepoliti” og ”Big Brother” stammer. Jeg ved også at det styrende parti har tre slogans, som alle virker dybt selvmodsigende, nemlig ”Krig er fred”, ”Frihed er slaveri” og ”Uvidenhed er styrke”.

                      Umiddelbart virker det som om Jesus bruger sproget på en lige så manipulerende måde som Partiet i 1984 når han siger: ”Salige er de, som sørger”. At være salig betyder jo at være lykkelig, og det er jo sådan cirka det modsatte af at sørge! Men når vi læser videre, kan vi se at det ikke bare er ”newspeak” fra Jesu side, men at der er en mening med galskaben: Det at sørge, er ikke i sig selv lykkeligt; grunden til at de der sørger, er lykkelige, er at de ikke skal blive ved med at sørge, men skal trøstes.

                      Det er altid rart med nogen til at trøste når man er ked af det. Det gælder lige fra det lille barn der er faldet og har slået knæet, til den dybe sorg over at have mistet et menneske der betød ubeskriveligt meget for os. Men selv den mest velmente og hjertelige trøst kan som regel ikke fjerne smerten, kun lindre den. Og nogle smerter og sorger kan være så voldsomme og overvældende at det kan være svært overhovedet at tage imod trøst, fordi sorgen fylder det hele. Under alle omstændigheder er det at blive trøstet selv i bedste fald kun et plaster på såret. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen sige: ”Hvor er jeg glad for at jeg blev ramt af så meget smerte, for så kunne jeg blive trøstet!” Men Jesus siger altså at de der sørger, ligefrem er lykkelige (eller ”heldige”, som det hedder i den nudanske oversættelse). Det kan kun være fordi han taler om en trøst der er bedre end det ville have været slet ikke at opleve sorg.

                      Sådan en trøst kan man faktisk godt forestille sig, især når det gælder de mindre sorger. Hvis et barn der er faldet og har slået knæet, bliver trøstet med en stor is eller en tur i Tivoli, kan det godt være at barnet ender med at tænke at det vist i virkeligheden var godt nok at der gik hul på det knæ, for der kom jo noget godt ud af det som ellers ikke ville være kommet. Jeg husker også en episode af den amerikanske tv-serie Nord og Syd, som jeg fulgte med i tilbage i 1980’erne; en serie der foregår under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne. Den unge officer Charles Main (spillet af Lewis Smith) bliver hårdt såret da han bliver opdaget af fjenden under en rekognosceringsmission, og han søger tilflugt på en nærliggende gård hvor han ved at der bor en smuk, ung enke (spillet af Kate McNeil), som står på deres side i krigen. Mens hun ømt forbinder hans sår, siger han: ”Det her var næsten værd at blive skudt for!” selvom hans sår var livstruende og ikke blot en hudafskrabning på knæet. Men er der tale om en virkelig alvorlig sorg, så som at miste en af sine kære, så er der ikke nogen trøst der nogensinde ville kunne få os til at prise os lykkelige for sorgen.

Det skulle da lige være hvis trøsten bestod i at vi fik vores kære tilbage for aldrig mere at miste dem! Hvis både vi og vores kære får lov at opstå til evigt liv sammen med Gud og hinanden uden nogensinde at skulle skilles igen, så må det vel siges at være endnu bedre end hvis vi bare havde fået lov til at beholde vores kære i nogle flere år her i denne verden, som vi alligevel alle skal forlade på et tidspunkt.

Men er det ikke bare ønsketænkning, det med evigt liv? Er det ikke et videnskabeligt faktum at når man er død, så er man død og kommer ikke tilbage? Jo, men det er dér troen kommer ind i billedet. Folk for 2000 år siden var jo ikke dummere end vi er i dag. ”Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig”, som kong David i Det Gamle Testamente sagde da han havde mistet sin lille søn (2 Sam 12,23). Sådan var det, sådan havde det altid været, og det vidste folk godt. Derfor forstod disciplene heller ikke hvad Jesus mente når han gentagne gange fortalte dem at han ville blive slået ihjel, men at han efterfølgende ville vende tilbage til livet. I Markusevangeliet kapitel 9 læser vi for eksempel om hvordan Jesus tog tre af disciplene med op på et højt bjerg hvor han lod dem se sin guddommelighed (samme beretning, sådan som Matthæus fortæller den, var i prædiketekst den 24. januar i år). I Markusevangeliet fortsætter beretningen sådan her: ”Mens de gik ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde. De tog det ord til sig og talte med hinanden om, hvad det ville sige at opstå fra de døde” (Mark 9,9-10). Hvorfor talte de med hinanden om hvad det ville sige at opstå fra de døde? Det burde da være ret ligetil, burde det ikke? Jeg tror grunden er at de tre disciple var overbeviste om at den slags slet ikke kan lade sig gøre, og at Jesus derfor måtte have brugt det som en slags kodesprog for et eller andet andet. Men deres spekulationer bar tilsyneladende ingen frugt, for længere fremme i samme kapitel læser vi at Jesus ”underviste sine disciple og sagde til dem: ’Menneskesønnen [et ord som Jesus tit brugte om sig selv] overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.’ Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham” (Mark 9,31-32). Faktisk forstod de så lidt at da Jesus blev taget til fange og korsfæstet, var de helt fortvivlede og troede at det var slut, og da det blev påskemorgen, og kvinderne vendte tilbage fra graven og fortalte at den var tom, og at de havde set engle der havde fortalt dem at Jesus var opstået fra de døde, ja, så troede disciplene ikke på det! Først da de selv fik ham at se, gik det op for dem at der var sket noget helt ekstraordinært – noget så ekstraordinært at de holdt helt op med at frygte døden. Om discipelflokkens leder, Peter, fortælles det endda (af kirkehistorikeren Euseb) at da han, umiddelbart før han selv blev korsfæstet på kejser Neros befaling, blev tvunget til at se sin hustru blive ført bort for at blive henrettet, så glædede han sig på hendes vegne fordi han var overbevist om at der ventede noget bedre på den anden side. Hele pointen i det budskab som apostlene rejste Middelhavsområdet tyndt ned fare for deres liv for at prædike, var nemlig at Jesus ved at ofre sit liv har købt os mennesker fri fra dødens magt, sådan at den fysiske død nu blot er en ekspresbillet til Guds rige, som Jesus vil oprette ved tidernes ende når alle de døde skal opstå.

Men hvorfor siger Jesus så: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”? Hvorfor siger han ikke bare: ”Salige er alle mennesker, for de skal leve evigt”? Og hvorfor er det kun de fattige i ånden, de sagtmodige, de der hungrer og tørster efter retfærdigheden, de barmhjertige, de rene af hjertet, de som stifter fred, og de som forfølges på grund af retfærdighed, der bliver erklæret salige i de øvrige udsagn Jesus kommer med? Hvorfor er det nødvendigt at det skal være skidt før det bliver godt? Hvorfor kan vi ikke få trøsten uden at vi behøver at sørge først?

Fordi der er noget helt fundamentalt galt med vores verden og med os selv. Verden er syg, og vi mennesker er syge. Sygdommens navn er synd, og den består i at vi ikke vil det gode, og selv når vi vil det, evner vi det ikke. Og selv når vi af Guds nåde både vil det og evner det, lærer verden os alt for tit at forbrydelse betaler sig. Alt det er noget som forhindrer os i at leve evigt. Principielt forhindrer det selvfølgelig ikke nødvendigvis at Gud gør et mirakel med vores døde kroppe så de bliver levende igen og ikke mere kan dø, ligesom han gjorde med Jesus’ døde krop, men det ville stadig blive et liv på syndens vilkår. Alt det der forårsager sorg og smerte, ville stadig være der, lige bortset fra døden – men måske findes der ting der er værre end døden?

I Bibelens allerførste kapitler læser vi om Adam og Eva, som bliver smidt ud af Paradiset efter at slangen har lokket dem til at spise af Kundskabens Træ (eller ”træet til kundskab om godt og ondt”, som er træets fulde navn). Umiddelbart virker det som en helt uproportional straf for et meget lille fejltrin, indtil vi nærlæser teksten og finder ud af hvad Kundskabens Træ stod for, og hvad det helt præcis var slangen sagde til dem: ”Gud ved, at den dag I spiser af (frugten), bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (1 Mos 3,5). Kundskabens Træ repræsenterer altså magtbegæret, ønsket om kontrol, ønsket om at være sin egen gud. Og jeg tror at hvis et menneske får lov til at fortsætte ud ad den vej i al evighed uden i det mindste at blive bremset af sin egen dødelighed, så ender det menneske med at blive forvandlet til en djævel (tænk for eksempel på figuren Voldemort fra Harry Potter-serien). Derfor er vores død en nødvendig forudsætning for at vi kan frelses. Jesus siger det uden omsvøb i Matthæusevangeliet 16,25: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.” Når Gud smed Adam og Eva ud af Paradis og formente dem adgang til Livets Træ, var det altså for at undgå at menneskeheden skulle gå evigt og håbløst fortabt.

Sorgen er altså uomgængelig hvis vi vil trøstes. Men sorgen var i forvejen uomgængelig. Livet i denne verden varer ikke evigt, og den eneste vej til det evige liv i glæde går gennem at give afkald på vores ret til selv at bestemme over vores liv – at lægge vores liv i Guds hænder uden forbehold. Den trøst han giver os til gengæld, er uendelig meget mere værd end det vi mister! Og når vi i troen allerede ejer det evige liv hjemme hos Gud, så mister også sorgerne i denne verden magten over os. Ikke sådan at forstå at livet som kristen består i at svæve rundt på en lyserød sky og lade som om vi ikke kan blive endog meget kede af det; så længe vi lever i denne verden, er vi underlagt denne verdens betingelser, som desværre også omfatter stor sorg. Men troen på Jesus giver os et håb som betyder at sorgen ikke behøver at være ubærlig.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 26. oktober 2021

Den kongelige embedsmands søn: En troende kommer til tro

Prædiken i Sct. Klemens og Hasle Kirker 21. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Fra tid til anden dukker der hjerteskærende beretninger op på de sociale medier om små børn der er uhelbredeligt syge af cancer eller en anden djævelsk sygdom. Anliggendet er som regel at der skal samles penge ind til en dyr behandling i udlandet, fordi det danske sundhedssystem har måttet give fortabt. Det er svært at holde tårerne tilbage (i hvert fald for mig) når jeg læser om hvordan familierne selv har solgt både hus og bil og smykker for at spare de astronomiske beløb sammen som det koster at få den sidste nye behandling på et amerikansk privathospital, men alligevel er nødt til at bede fremmede om hjælp fordi der stadig mangler en halv million. Især gør det ondt fordi det er så let at sætte sig i deres sted: Når ens barns liv står på spil, er det vigtigere end alt andet. Så meget større er tragedien i de tilfælde hvor den dyre, eksperimentelle behandling viser sig ikke at være nok til at redde barnets liv.

                      Det er altså ikke svært at forstå hvorfor den kongelige embedsmand i dagens tekst øjeblikkeligt tilbagelagde de 30 kilometer fra Kapernaum til Kana da han hørte at Jesus opholdt sig dér. Det eneste der kan være svært at forstå, er hvorfor han mente at Jesus kunne hjælpe hans søn, men man må formode at han har hørt rygter om andre mennesker der var blevet helbredt af Jesus. Under alle omstændigheder må vi gå ud fra at han har haft en tro på at der i hvert fald var en chance for at det kunne nytte at henvende sig til Jesus.

                      Det svar som Jesus giver embedsmanden, er temmelig overraskende, og jeg er ikke sikker på at jeg selv forstår det: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Under alle omstændigheder demonstrerer den fortvivlede far straks at han i hvert fald ikke er inkluderet i det ”I” der ikke tror, medmindre de får tegn og undere at se, for selvom Jesus ikke opfylder hans bøn om at komme med til Kapernaum og lægge sine hænder på den syge dreng, men blot siger: ”Gå hjem, din søn lever”, så læser vi at ”Manden troede Jesus på hans ord og gik”. I modsætning til Na’aman, som vi mødte i dagens første læsning, der reagerede med vrede på profeten Elisas besked til ham om at gå ned og bade sig i Jordanfloden, tog embedsmanden umiddelbart Jesus på ordet, og teksten bruger endda ordet ”troede”.

                      I det lys kan tekstens sidste sætning godt virke overraskende: ”Og han og hele hans husstand kom til tro.” Hvad skal det sige? Har vi ikke lige hørt at manden allerede troede på Jesus? Hvordan kan han så komme til tro? Der står jo ikke ”hans husstand kom også til tro”, men ”han og hans husstand kom til tro”. Det græske ord der oversættes med ”kom til tro” er endda nøjagtig det samme som det der bruges i sætningen ”Manden troede Jesus på hans ord og gik”, nemlig ordet epísteusen. Den eneste mulige forklaring er at det græske ord ikke har præcis den samme betydning i de to sætninger – en forklaring som de danske oversættere også lader til at hælde til, eftersom de har valgt at oversætte det med henholdsvis ”troede” og ”kom til tro”. Vi står altså med et interessant eksempel på at en troende mand kom til tro!

                      Men hvad er så forskellen på de to forskellige slags tro? Ja, den tro som embedsmanden udviste da han ”troede Jesus på hans ord”, var tydeligvis en tro på at Jesus havde ret når han sagde: ”Din søn lever!” Men i sig selv havde den tro ikke nødvendigvis nogen konsekvenser for hans liv. Var det blevet ved dén tro, ville Jesus ikke have fået nogen anden rolle i hans liv end ”den mirakelmager der helbredte min søn da han var dødeligt syg”. Det ville han naturligvis have været Jesus evigt taknemmelig for, og hvis Jesus havde bedt ham om en tjeneste til gengæld, den være sig nok så stor, ville han selvfølgelig have gjort det. Det giver god mening – hvis nogen reddede min søns liv, ville det også hensætte mig i en enorm taknemmelighedsgæld. Men der ville trods alt være grænser. Lad os for eksempel forestille os at en person der havde reddet min søns liv ved hjælp af, hvad skal vi sige, en speciel massageteknik eller en form for naturmedicin som jeg ellers havde været skeptisk overfor – lad os sige at han fandt på at stifte en sekt og udråbte sig selv til at være guddommelig og verdens frelser, og at han opsøgte mig og sagde: ”Hey, jeg reddede jo din søns liv, så nu må du også blive en del af min sekt og hjælpe mig med at overbevise mennesker om at jeg er deres Gud og frelser!” I den situation tror jeg nok at jeg ville sige: ”Ved du hvad, jeg er dig evigt taknemmelig for at du reddede min søn, men nu virker det til at du har fået storhedsvanvid, og du skal altså ikke regne med mig til det projekt du har gang i!” Og jeg tror de fleste af jer ville sige det samme.

                      Jeg tror at når der står om den kongelige embedsmand at ”han og hans husstand kom til tro”, så betyder det at de begyndte at tro på at Jesus faktisk var deres Gud og frelser og altså ikke ”bare” en helbreder og mirakelmager. Eller anderledes sagt: At der ikke var grænser. Troen var nu ikke bare på at Jesus kunne hjælpe med et bestemt, afgrænset problem (uanset at det var et altoverskyggende stort problem), men på at han kunne løse alt, og at man kunne betro ham ikke ”bare” den opgave at helbrede ens barn men betro ham hele ens liv. At Jesus er selve meningen med livet, og at den der har ham, har alt, mens den der ikke har ham, mangler alt. Det er dét der er en kristen tro!

Men hvordan nåede de frem til den overbevisning? Det var jo ikke engang sådan at Jesus kom og bankede på deres dør og sagde: ”Nu har jeg jo helbredt jeres søn, så nu synes jeg I skylder at støtte mig som Messias”; det kom nærmest helt af sig selv uden at der var sket andet end netop helbredelsen. Hvordan kunne de slutte fra at deres søn blev rask, til at Jesus var Messias? Jeg vil pege på tre ting.

                      For det første var det unægtelig et stort mirakel der var sket: Ikke alene havde en dreng der lå for døden, pludselig fået det bedre, men det var sket på nøjagtig det tidspunkt hvor Jesus stod i Kana og sagde det. At en der er syg, pludselig bliver rask af uforklarlige årsager, er ikke ukendt i lægeverdenen, men hvad er lige sandsynligheden for at det sker præcis samtidig med at en mand der befinder sig 30 kilometer væk, siger: ”Gå hjem, din søn lever”? Det tyder unægtelig på at pågældende mand har adgang til en helt speciel overnaturlig viden – eller måske endda at det ligefrem var hans ord der fik det til at ske, ligesom da Gud skabte alt blot ved at befale det at blive til.

                      For det andet er det ikke utænkeligt at familien ikke blot havde hørt om at Jesus havde helbredt mange syge, men også havde hørt om nogle af de ting han gik rundt og sagde, så som at Guds rige var kommet nær, og at det nu gjaldt om at omvende sig og tro på de gode nyheder. Det kan også være at de havde hørt rygter om at Johannes Døber havde kaldt Jesus for ”Guds lam, som bærer verdens synd”, eller at folk i byen Sykar i Samaria, som Jesus lige var rejst igennem på vej fra Judæa til Galilæa, havde konkluderet at Jesus måtte være verdens frelser, efter at han havde opholdt sig i byen i to dage. Alle de ting gjorde det mere nærliggende at konkludere at Jesus var mere end blot en helbreder, end hvis miraklet havde stået alene. Det kan minde os om, os kristne i det 21. århundrede, at det at fortælle om Guds kærlighed med vores ord, og det at demonstrere den med vores handlinger, må gå hånd i hånd. Det ene kan ikke stå uden det andet, og det andet kan ikke stå uden det ene. Frans af Assisi er kendt for at have sagt: ”Forkynd evangeliet! Brug ord om nødvendigt!” og det udsagn bliver tit citeret når nogen vil minde os om at vores handlinger taler højere end vores ord. Det er helt rigtigt at vores handlinger taler højere end vores ord, og at det snarere skader end gavner evangeliets sag hvis der ikke er sammenhæng mellem det vi siger, og det vi gør – lad mig i den forbindelse citere den relativt nyligt afdøde amerikanske forfatter Brenning Manning, der som franciskanerpræst var en del af den vækkelsesbevægelse som Frans af Assisi startede for 800 år siden: ”Den største enkeltstående årsag til ateisme i verden i dag er kristne, der bekender Jesus med deres læber, hvorefter de går ud ad døren og fornægter ham med deres livsstil.” Men det betyder ikke at vores læbers bekendelse er ligegyldig. (Og det ændrer heldigvis heller ikke på at der er nåde at få hos Gud når vi gang på gang må tage os selv i at vores livsstil ikke har været Jesus værdig – det måtte Brennan Manning selv erfare adskillige gange). ”Brug ord om nødvendigt,” sagde Frans, og dertil må vi sige at nogle gange er det altså nødvendigt.

                      For det tredje: Det at se Guds kærlighed demonstreret, enten det så er i form af et mirakel eller i form af en simpel, ydmyg kærlighedsgerning, kan være anledningen til at et menneske kommer til tro på Jesus som Guds søn og verdens frelser, især hvis det går hånd i hånd med en forkyndelse med ord af hvem Jesus er. Men der er ingen garantier. Jeg har før set at et menneske der bekendte sig som ateist, oplevede en mirakuløs helbredelse på egen krop, og lyttede til masser af ord om Jesus både før og efter helbredelsen, men alligevel blev ved med at bekende sig som ateist. ”Troen kommer af det der høres,” skriver Paulus (Rom 10,17), men den kommer kun hvis vi hører på den rette måde – ”hører med hjertet”, kunne man sige. Og det er kun Guds Ånd der kan få dét til at ske. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham,” siger Jesus et par kapitler længere fremme i Johannesevangeliet end det stykke vi har hørt i dag (6,44) (det stykke hvor han siger det, er i øvrigt prædiketekst til 2. pinsedag i lige årstal), og det er nok derfor der også står i Folkekirkens bekendelsesskrifter at ”gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet” (CA 5, kursivering tilføjet).

                      Troen er altså i sidste ende noget overnaturligt, som Helligånden fremkalder i et menneskes hjerte. Men den er ikke et spring i blinde. For snart en del år siden havde jeg over en periode hyppigt besøg af to unge amerikanske missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som på imponerende godt dansk (om end naturligvis med amerikansk accent) fortalte mig om hvordan de havde læst Mormons Bog, og så havde de mærket at det var som om deres hjerter brændte i dem, som en indre forvisning fra Helligånden om at ”Morrmons Bog err sahnd”, og de opfordrede mig til at gøre det samme. Men sådan vil jeg selv aldrig opfordre nogen til at gøre, hverken med Mormons Bog eller Koranen eller Bibelen – altså at basere sin tro på en bestemt følelse indeni når man læser en tekst – for vores følelser kan så nemt bedrage os. Troen er noget som Helligånden skaber i os, ja, men ikke ud af det blå. Til at åbne vores hjerter for troen på Jesus bruger Gud ikke kun en indre overbevisning, men i høj grad også et ydre ord som gerne skulle give mening for os, for selvom evangeliet går ud over vores forstand, så har Gud også givet os vores forstand som et redskab til at bedømme de budskaber vi hører – når vi vel at mærke bruger vores forstand med ydmyghed og omtanke. Og så bruger han også jævnligt ydre tegn, som han blandt andet gjorde det i den kongelige embedsmands tilfælde, for selvom Jesus roser dem der ”ikke har set og dog tror” (Joh 20,29), så er mange af os mennesker sådan indrettet at hvis vi ikke får tegn og undere at se, så tror vi ikke.

                      Nogle af os har set og hørt mere end andre. Men det spørgsmål som vi alle sammen til hver en tid må tage stilling til, er: Hvad vil vi gøre med det som vi rent faktisk har set og hørt? Vil vi i tro tage imod Jesus som Guds søn og verdens frelser?

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 12. oktober 2021

Den lamme i Kapernaum: Gud genopbygger ruiner

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 19. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Inden Martin Bentsen blev smidt ud af tredje klasse på Mellervangskolen i Aalborg, havde han allerede tre gange fundet sin mor, der havde forsøgt at tage livet af sig selv. Moren lagde aldrig skjul på, at hun mente, han var årsag til selvmordsforsøgene. Hun var 16 år, da hun blev gravid med Martin, og han var kun få måneder gammel, da hun tabte ham på gulvet. Da han kom hjem fra sygehuset, havde hans bedsteforældre fået plejetilladelse. Hans mor evnede ikke at tage sig af ham, og hun blev senere indlagt på grund af psykisk sygdom.” Sådan begynder en artikel som man kunne læse i Herning Folkeblad den 28. juli 2020. Selvom Martins mormor forgudede ham, havde han det ikke godt i skolen. Allerede i tredje klasse blev han som sagt smidt ud af skolen og kom i stedet til en specialkostskole for adfærdsvanskelige børn, og i femte klasse gik turen videre til en døgninstitution i Frederikshavn der havde, hvad artiklen i Herning Folkeblad med typisk jysk underdrivelse kalder ”en noget alternativ pædagogik”. Jeg citerer igen fra artiklen: ”En gang om ugen var der værelseseftersyn, og hvis der var støv på fodlisterne, var der stuearrest og ingen mad. Når Martin havde lavet ballade, kunne han blive beordret til at stå i en stue og kigge på et ur, indtil han indrømmede, og når en elev brød skolens regler, skulle hele flokken blive siddende i spisesalen i timevis. På en tur til Norge var de nogle stykker der stjal penge fra en af pædagogerne. Da det blev opdaget, blev alle elever sendt uden for [sic] og skulle stå i sne til knæene kun iført underbukser.”

                      Personalet på døgninstitutionen endte med at konkludere at Martin var uden for pædagogisk rækkevidde, og deres afskedssalut til ham lød på at han ville komme til at sidde i fængsel resten af sit liv, hvilket man selvfølgelig aldrig skal sige til et menneske, og især ikke et ungt menneske, for den slags profetier bliver meget nemt selvopfyldende. Martin flyttede hjem til sin mor og startede på en ny skole, men efter to år blev han igen smidt ud, fordi han, som der står i artiklen, ”brugte sine gode evner i faget fysik til at sprænge nogle toiletter i luften”. Han havnede i et kriminelt miljø ”hvor det handlede om at overgå kammeraterne i at gøre ting, andre ikke, turde”, og det var Martin god til. Som han sagde til avisen: ”Hvis de smadrede to vinduer, så smadrede jeg fire, og hvis de stjal fire biler på en aften, stjal jeg otte.” Hans ”bedrifter” var ofte yderst dristige, og for at overvinde sine egne nerver brugte han blandt andet amfetamin og kokain, hvad der måske var en medvirkende årsag til at han begyndte at pande folk ned for et godt ord når han gik i byen.

                      Det gik naturligvis som det måtte gå: 15 år gammel fik Martin sin første dom for biltyveri, indbrud og vold, men den sikrede institution hvor han blev sat til at afsone, havde han ingen respekt for, så da han fik sin fjerde dom, besluttede dommeren at han skulle afsone i et rigtigt fængsel selvom han kun var 16 år gammel. Til at begynde med var han lidt bange for sine granvoksne, hærdebrede medfanger, men det varede ikke længe før både de og fængslets personale blev bange for ham, ikke mindst efter at han forsøgte at kaste en fængselsbetjent ud over et gelænder på første sal i Køge arrest. Efter at Martin som 22-årig havde tævet en medindsat med en flaske og forsøgt at bide flere betjente, fik han en behandlingsdom og påbegyndte et forløb hos en psykiater, men efter seks år måtte den ellers meget vedholdende psykiater kaste håndklædet i ringen fordi Martin var så ekstremt aggressiv og voldelig, og så blev han igen overført til et almindeligt fængsel. Efter endt afsoning fortsatte han sin voldelige løbebane uden for fængslet, hvilket blev kronet med et medlemskab af Bandidos. I rockergruppen fandt han en form for fællesskab, og der stod stor respekt om ham i det kriminelle miljø, alt imens han røg ud og ind af fængsler.

I 2012, da Martin var 32 år gammel, lå han under et fængselsophold og så Formel 1 i tv da en medfange kom og rykkede dynen af ham. Relativt uskyldigt, skulle man synes, men den lille ting fik det til at slå fuldstændig klik for ham. Han gik ud i køkkenet og satte to kander vand til at koge, hvorefter han lokkede medfangen ud i køkkenet, stak ham med en steakkniv og overhældte ham med kogende vand. Rent bortset fra at det undrer mig at man lader voldsdømte rockere have adgang til steakknive under deres afsoning, så fik overfaldet i første omgang den konsekvens at Martin blev sat i isolation i en måned.

                      Hvis man havde spurgt hvem som helst på det tidspunkt om der var noget som helst håb om at Martins liv kunne komme på ret kurs igen, så tror jeg at langt de fleste ville have svaret nej, for dels var han blevet voldsomt skadet som barn, dels havde han som voksen vist sig fuldstændig uimodtagelig over for alle former for såvel behandling som afstraffelse. Og havde man lavet en voxpop på gaden, så ville de fleste nok have sagt at der ikke er andet at gøre ved sådan et menneske end at spærre ham inde resten af hans liv (og flere ville sikkert have foreslået voldsommere foranstaltninger end det).

                      Hvorfor fortæller jeg den historie? Det gør jeg fordi jeg håber at jeg selv ville have svaret anderledes. Jeg håber virkelig at jeg ville have haft modet til at svare journalisten at Gud kan forvandle ethvert menneskes liv, uanset hvor håbløst det ser ud, og uanset hvad håbløsheden består i. I Martins tilfælde var det hård kriminalitet, misbrug og vold, men håbløshed kan også tage sig ud på en hel masse andre og meget anderledes måder.

                      I dagens evangelietekst møder vi et menneske som var lam. Hvad han helt præcis fejlede, og om han var totalt lam eller ”kun” var lam i benene, det ved vi ikke, men han kunne i hvert fald ikke bevæge sig omkring ved egen hjælp. I en tid hvor kørestolen endnu ikke var opfundet, betød det at han var afhængig af ikke færre end fire personers hjælp hvis han ville nogen steder hen. Det må siges at være en ret håbløs situation. Men heldigvis havde han fire venner som så andet og mere end håbløshed. Selvom deres ven tilsyneladende nærmest ingenting kunne, og selvom der heller ikke var noget de selv kunne gøre for at afhjælpe hans situation, så havde de tillid til at Jesus kunne, og derfor bar de deres ven hen til Jesus. Det må vi også gøre hvis vi kommer i kontakt med et menneske hvis situation virker håbløs, og fordi vi lever på den anden side af Jesu opstandelse og himmelfart, behøver vi ikke engang hanke op i en tung båre, men blot at folde hænderne. Jesus er nemlig nær overalt, og derfor kan vi gennem bøn bære et hvilket som helst menneske hen til ham, også selvom vi selv befinder os tusinder af kilometer væk fra vedkommende. Og uanset hvad det er der har lagt vedkommendes liv i ruiner, må vi have lov til at tro på at Gud er i stand til at genrejse ruinerne, for det har han gjort adskillige gange i selv de mest håbløse situationer. Han gjorde det for eksempel for Martin Bentsen!

                      På et tidspunkt hvor Martin (og nu citerer jeg igen fra artiklen) ”havde været på amfetamin igennem længere tid, blev han så paranoid, at han troede, der lå mænd på lur for at skyde ham. En ven fortalte, at der boede en kristen kvinde længere nede ad vejen, som engang havde hjulpet en anden ven, og Martin Bentsen var villig til at gøre alt for at få det bedre, så han opsøgte hende. Kvinden ville kun hjælpe ham, hvis han gav sit liv til Jesus, sagde hun. – Jeg var ligeglad, jeg skulle bare have det bedre. Så bad hun for mig, og det føltes, som om jeg fik taget en rygsæk af mine skuldre, og jeg fik det bedre. Det havde jeg ikke regnet med, siger Martin Bentsen. Kvinden fortalte også, at hun allerede kendte ham. Mange år tidligere, da han var seks-syv år, havde hun fundet ham liggende grædende i en busk, hvor han kun ønskede at dø, fordi der ikke var nogen, der elskede ham. Hun havde bedt for ham siden, fortalte hun.”

                      Martins møde som voksen med den kvinde der havde bedt for ham siden han var en lille dreng, medførte i første omgang at han begyndte at bekende sig som kristen og komme i en frikirke, men det varede ikke længe før han igen begyndte at lytte til det budskab der havde givet genlyd i ham siden pædagogen i sin tid sagde det til ham: ”Du kommer til at sidde i fængsel resten af livet!” Han følte sig ikke god nok i forhold til de andre i frikirken og gled hurtigt tilbage til sin kriminelle livsstil. Men noget må alligevel have siddet fast, for da han blev isolationsfængslet efter knivoverfaldet på medfangen, bad han om at få en bibel at læse i, og pludselig blev han forvandlet til et helt nyt menneske. Jeg ved godt at det lyder totalt urealistisk når jeg står her og siger det, at en så hårdkogt forbryder kan blive så markant forvandlet blot ved at læse i Bibelen (det lyder næsten som plottet i en lidt for letkøbt kristen roman, ikke sandt?), men jeg har mange venner der kender Martin Bentsen privat, og jeg har også selv mødt ham ved en enkelt lejlighed og hørt ham fortælle sin utrolige historie til lidt over 100 teenagere på SommerOase. Det var altså ikke sådan at jeg helt tilfældigt faldt over den artikel i Herning Folkeblad som jeg har citeret fra; jeg googlede mig bevidst til den for at være sikker på at jeg havde rigtigt styr på detaljerne i en historie som jeg allerede kendte.

                      For at gøre en lang historie kort, så forsvandt Martin Bentsens hidsighed nærmest fra den ene dag til den anden, og han bad om at komme i behandling for sit stofmisbrug. Til at begynde med troede myndighederne ikke på ham, og han fik endda afslag på at komme med i et bandeexit-program, fordi man som sagt mente at han var et håbløst tilfælde. Han blev idømt yderligere halvandet års fængsel som følge af knivoverfaldet på medfangen, men under dette fængselsophold opførte han sig så eksemplarisk at han opnåede at blive prøveløsladt i januar 2014, og denne gang faldt han ikke tilbage til den kriminelle livsstil. Det betyder ikke at han havde styr på det hele fra dag 1, men efterhånden fik han styr på sit liv og begyndte også at komme i en kirke. Han begyndte at medvirke som leder på Blå Kors’ ungdomslejre, og han holdt foredrag for unge på efterskoler og i Folkeskolens ældste klasser for at advare dem imod at komme ud i kriminalitet. Senere fandt han ud af at han ville være præst, så han begyndte at studere teologi, og artiklen i Herning Folkeblad blev faktisk skrevet i anledning af at han den 30. august 2020 blev indsat som frimenighedspræst i Herning Oasekirke. Som han siger: ”Er der håb for mig, er der håb for alle!”

                      Der kan som sagt være mange årsager til håbløshed; mange ting der kan lægge et menneskes liv i ruiner. Det kan være dårlige vaner, det kan være frygt, det kan være brudte relationer, det kan være fysiske skavanker eller noget helt syvende, men ingen af de ting medfører i sig selv håbløshed – jeg har for eksempel tidligere her fra prædikestolen nævnt den nu 71-årige Joni Eareckson Tada, der har været lammet fra halsen og ned siden hun var 17, men som har givet håb og inspiration til millioner af mennesker gennem sine bøger og foredrag, hvor hun fortæller om hvordan Gud har genrejst hendes liv – også selvom hun stadig fysisk set er lam. Men der er én ting der altid vil lamme os totalt hvis ikke Gud tager det væk, og det er vores skyld. Derfor var det udtryk for stor visdom at det første Jesus sagde til den lamme mand, var: ”Søn, dine synder tilgives dig!”, for det var de ord han havde allermest brug for at høre, ligesom det er de ord som du og jeg og ethvert andet menneske har allermest brug for at høre. I det øjeblik, da manden lå der på sin båre og stadig ikke kunne gå, men havde fået sine synders forladelse, i det øjeblik var hans håbløse situation faktisk allerede løst, og hans liv var blevet genrejst fra sine ruiner – at han efterfølgende også blev fysisk helbredt, var kun et ekstra lag glasur på kagen, så at sige.

                      Farisæerne havde i øvrigt ret i deres tavse indvending om at der ikke er andre end Gud der kan tilgive synder. Skal et menneskes liv for alvor genrejses af ruinerne, er der ikke andre end Gud selv der kan gøre det. Men de gode nyheder er at det kan han til gengæld også, uanset hvor håbløst det ser ud. Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden, og det har han fordi han selv bar al vores skyld på korset. Lad os takke ham for det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis (høstgudstjeneste)

Posted By on 5. oktober 2021

Det største bud og Davids herre: Et lille trylleord

Prædiken i Rø Kirke ved høstgudstjeneste 18. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er en mægtig kraft i ord. I mange eventyr, historier, serier og film, især dem der er henvendt til børn, optræder der trylleord som udvirker en fysisk forandring: I Tusind og én nats eventyr finder Ali Baba for eksempel ud af at man kan åbne porten til den hule hvor de fyrretyve røvere gemmer deres skatte, ved at sige: ”Sesam, luk dig op!”, i tv-julekalenderne om Pyrus tryller den gamle nisse Gyldengrød personer ind og ud af bøger med remsen ”Anorium, stellarium, quisido, kalorius, acceleratum, deceleratum, bum!”, og alle der har fulgt troldmandslærlingen Harry Potters eventyr, har stiftet bekendtskab med trylleformularer som ”Lumos!”, ”Alohomora!” og ikke mindst ”Expecto patronum!” Nogle mener at vi som kristne burde gå uden om den slags historier, og jeg forstår egentlig godt argumentet, for i det virkelige liv er trolddom bestemt ikke noget at spøge med, og den rette måde at omgås overnaturlige kræfter på, er ikke ved at prøve at påvirke dem med abstrakte besværgelser, men ved at holde sig nær til Gud og virke i Helligåndens kraft. Kan man holde fiktion og virkelighed adskilt, vil jeg dog mene at der er meget godt at hente i de nævnte værker.

                      Det at ord kan skabe hvad de nævner, er i øvrigt en bibelsk sandhed. Tænk på skabelsesberetningen hvor Gud blot behøver at sige: ”Lad der blive lys!”, og så bliver der lys; eller tænk på helbredelsesberetningerne fra evangelierne hvor Jesus for eksempel – som vi skal høre på søndag – kan helbrede en lam mand blot ved at sige: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Det var i øvrigt ikke kun Jesus selv der kunne det; i Apostlenes Gerninger ser vi disciplene gøre det samme, i overensstemmelse med det løfte Jesus havde givet dem skærtorsdag aften om at den der tror på ham, vil komme til at gøre endnu større gerninger end Jesus selv gjorde (Joh 14,12). Det løfte gælder også os der tror på Jesus i dag, og jeg tror helt klart Bornholm og verden ville blive et bedre sted hvis vi i større grad begyndte at handle på det og stræbe efter helbredelsens nådegave. Vi behøver ikke engang at fremsige en svær trylleformular på den rette måde; vi skal blot stille os til rådighed med et åbent hjerte og så lade det være op til Gud at gøre hvad der skal gøres.

                      Nu sidder du måske og tænker at du ikke føler dig tryg ved det overnaturlige, og at du hellere vil holde dig til det mere jordnære, men jeg tror faktisk ikke det giver mening at skelne så skarpt mellem ”naturligt” og ”overnaturligt”. I Harry Potters univers er der et meget skarpt skel mellem den magiske verden hvor hekse og troldmænd flyver rundt på koste klædt i kapper og med tryllestave i hænderne, og så den almindelige, ikke-magiske verden, som er befolket af det der i serien kaldes ”mugglere”, det vil sige mennesker der ikke har magiske evner, og som helst ikke må opdage at magi overhovedet findes. Men sådan er det ikke med virkelighedens overnaturlige kræfter. Jeg tror på at hele universet og alt hvad der er i det, er skabt af Gud, og at hans kraft derfor findes i ethvert molekyle af skaberværket. I særdeleshed tror jeg at Gud har lagt en masse af sin kraft og kærlighed ned i os mennesker, som han skabte i sit eget billede. Vi er kort sagt skabt til, frem for alt andet, at kende og elske Gud, og det må i den grad siges at være en overnaturlig bestemmelse. Er du i tvivl om at det er det vi er skabt til, så prøv at lytte til det svar Jesus giver i dagens tekst, da farisæerne spørger ham hvad der er det største bud i loven. (Når der tales om ”loven”, er det i øvrigt underforstået at der menes Guds lov som findes i det vi kristne kalder Det Gamle Testamente). Jesus svarer uden tøven at det største og første bud er at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores sjæl og hele vores sind. Det vi plejer at kalde ”det overnaturlige”, skal altså være det naturligste i verden for os. Men det betyder ikke at vi skal være verdensfjerne, for et lige så vigtigt bud er at vi skal elske vores næste som os selv og på den måde løfte Guds overnaturlige kærlighed ind i vores ”naturlige” verden gennem helt lavpraktiske kærlighedsgerninger.

                      Det er nemlig ikke kun ved at befale over sygdomme i Jesu navn at vi kan tale overnaturlige ord.  Også mange af de ord som vi opfatter som langt mere dagligdags og jordnære, har en overnaturlig kraft. Ord som ”Jeg elsker dig!” eller ”Du er tilgivet!” har i hvert fald kraft til at forandre en situation på en nærmest magisk måde. Ja, selv en simpel hilsen som ”Godmorgen!” kan betyde at et menneske oplever sig set og fyldes med glæde og livsmod.

                      Der er imidlertid et helt særligt ”trylleord” som jeg gerne vil sætte særlig fokus på i dag, og det er ordet ”Tak!” Det ene lille ord bærer på kraften til at forvandle selv den mest dagligdags ting til en dyrebar gave – ikke fordi tingen selv bliver forandret, men fordi vores indstilling bliver forandret. Hvis nogen for eksempel laver mad til dig – afhængig af hvor i livet du befinder dig, kan det være din mor eller far, din kæreste eller ægtefælle, din søn eller datter, en ven eller veninde, eller måske en medarbejder på et dagcenter eller plejecenter – så kan du spise maden uden at tænke nærmere over det og måske endda ærgre dig over at den ikke smager helt så godt som du kunne tænke dig, men du kan også vælge at tage imod maden som en gave og sige tak. Det samme gælder hvis nogen giver dig en hjælpende hånd med noget eller roser dig for noget. Selv i de tilfælde hvor den anden person får penge for at hjælpe dig, kan du ”trylle” vedkommendes hjælp om til noget dyrebart ved at sige tak.

                      Der er selvfølgelig også en masse ting som vi ikke umiddelbart kan takke et andet menneske for, og de ting kommer vi utrolig let til at tage for givet. Vi kristne ved selvfølgelig godt at vi bør sige tak til Gud for alting, men hvor tit husker vi at gøre det?

                      En høstgudstjeneste som den vi har i dag, er først og fremmest en anledning til at takke Gud for årets høst – og en øvelse i at takke ham selvom høsten ikke blev så god som vi kunne have håbet. Men samtidig er det forhåbentlig også en påmindelse til os om i det hele taget at huske at sige tak for alle de ting som vi plejer at tage for givet, herunder alle de ekstra privilegier vi har fordi vi lever på den tid og på det sted som vi gør. Tag for eksempel den dårlige høst: For et par hundrede år siden ville en dårlig høst have betydet at vi kunne se en mager vinter i møde hvor vi måske ville komme til adskillige gange at gå sultne i seng. Det er næppe tilfældet for nogen af os i dag, for vi kan jo alle købe brød og andre dagligvarer nede i SuperBrugsen uanset om høsten har været god eller dårlig, og mange af os har endda en indtægt der er helt uafhængig af hvordan høsten har været. Men giver det os mindre grund til at takke Gud for høsten? Det er der nogle der mener, ikke mindst i de større byer. I de mange år jeg boede i Storkøbenhavn, var det en hyppigt tilbagevendende diskussion om det overhovedet gav nogen mening at holde høstgudstjeneste når stort set ingen i sognet havde nogen som helst forbindelse til landbruget, og de kornneg som vi alligevel stillede op i kirken år efter år, ikke havde noget som helst med vores hverdag at gøre. (Jeg ved ikke om nogen af os bildte os ind at folk ude på landet stadig gik og bandt kornneg).

                      Men uanset om vi har landbruget inde på livet eller ej, så er det vigtigt at vi ikke glemmer at sige tak til Gud for alle de gode gaver som han giver os dag efter dag, år efter år. Der kan ellers tit være nok at være utilfreds med i tilværelsen, for så længe vi lever i denne faldne verden, er intet helt som det burde være, men hvis vi vælger at fokusere på det positive og sige tak, vil vi uundgåeligt opleve at vores liv, hokus pokus, bliver tryllet bedre. Og så kan vi for resten se frem til den dag hvor ”på Herrens bud vort timeglas udrinder”, som vi sang i den første salme. Det betyder ikke at vi skal gå rundt og glæde os til at dø, for i sig selv er døden ikke noget godt. Men vi kan glæde os over at Gud har sat en udløbsdato på denne verden hvor ikke alt er som det burde være. ”For Herren selv vil,” skriver Paulus til thessalonikerne, ”når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren” (1 Thess 4,16-17). Den befaling der sætter det i gang, bliver nok det mægtigste trylleord verden nogensinde har set. Og i tillid til at den engang vil lyde, kan vi i mellemtiden flittigt strø om os med det lille trylleord ”Tak!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 17. søndag efter trinitatis (høstgudstjeneste med dåb)

Posted By on 28. september 2021

Manden med vand i kroppen og pladserne ved bordet: Alle gode gaver kommer ovenned

Prædiken i Sct. Klemens Kirke ved høstgudstjeneste 17. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere.” Sådan starter den tekst jeg skal prædike over i dag, og sikke da en start! Bare i den ene sætning møder vi to ord som vist ikke er en del af ret mange nutidsdanskeres aktive ordforråd, nemlig ”sabbat” og ”farisæere”. Hvem farisæerne mere præcist var, er ikke vigtigt for min pointe i dag, så jeg vil nøjes med at sige at de var et af de religiøse partier der var i Israel på Jesu tid. Til gengæld er sabbatten vigtig, så den må jeg hellere lige et par ord om.

                      I skabelsesberetningen i Bibelens første kapitel læser vi at Gud brugte seks dage på at skabe himlen og jorden, solen, månen og stjernerne, planter, dyr og mennesker. Hvor bogstaveligt de seks dage skal forstås, vil jeg ikke komme ind på i dag, for det er en meget stor diskussion, men i hvert fald læser vi at på den syvende dag hvilede Gud fra sit arbejde, og derfor gjorde han den syvende dag hellig. Det er en meget vigtig pointe at hvile er noget der har værdi i sig selv og ikke kun som et nødvendigt onde for at vi igen kan komme ud og arbejde. Gud bliver jo ikke træt sådan som vi mennesker gør, og derfor havde han ikke ”brug for” at hvile, men han gjorde det alligevel for at give os mennesker et helt utvetydigt signal om at hvile er en god ting i de rette mængder. Omvendt er det heller ikke sådan at arbejdet kun er et nødvendigt onde for at vi kan tjene til føden eller pensionen eller velfærdsstaten; nej, arbejde og hvile er hver for sig gode ting – det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.

                      Da Gud gav Moses De 10 Bud efter israelitternes udvandring fra Egypten, lød et af buddene at man skal huske hviledagen og holde den hellig. Det hebraiske ord for ”hvile” er shabbat, og hviledagen kom derfor også til at hedde ”shabbat”, hvilket på de indoeuropæiske sprog (herunder dansk) er blevet forenklet til ”sabbat”. Den jødiske sabbatspraksis er meget kompromisløs: Man må ikke udføre nogen som helst form for arbejde, så al den mad man skal spise, er man for eksempel nødt til at have forberedt dagen i forvejen, der derfor bærer navnet ”forberedelsesdagen”. Derimod er det ikke meningen at man bare skal sidde med mundvigene nedad og kigge ud i luften, sådan som mange europæere angiveligt gjorde da de puritanske og pietistiske bevægelser i det 17. og 18. århundrede prædikede at søndagen er den kristne sabbat med dertil hørende arbejdsforbud; tværtimod ligger det i den traditionelle jødiske opfattelse af sabbatten at man skal hygge sig, more sig, ses med venner og familie, spise god mad, læse – og så naturligvis bruge tid på bøn og på at gå til gudstjeneste i synagogen. Derfor er det heller ikke så mærkeligt at det er til et middagsselskab vi finder Jesus på denne sabbat.

                      Men må man så helbrede på sabbatten? Det giver de lærde jødiske teologer ved middagsselskabet ikke Jesus noget svar på. Jødiske rabbinere til alle tider har ellers været ret enige om at man gerne må bryde sabbatsreglerne for at redde et menneskes liv, men det var jo ikke det Jesus spurgte om. Manden med vand i kroppen lå ikke ligefrem for døden; Jesus kunne sagtens have ventet til dagen efter med at helbrede ham uden derved at bringe hans liv i fare. Men som Jesus sagde til de tavse farisæere: ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?” Og jo, selvfølgelig ville de det! Det ligger dybt i os mennesker at når vi møder nogen der er i vanskeligheder, så hjælper vi dem hvis vi kan, og tit gør vi det endda helt uden at tænke over det, hvilket fik den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup til at kalde den slags handlinger for ”suveræne livsytringer” fordi de er udtryk for at livet suverænt sætter sig igennem uden om vores intellekt.

                      Hvorfor vi mennesker har denne her indbyggede tendens til helt ”automatisk” at handle næstekærligt, så længe vi bare ikke har tid til at tænke over hvad vi vil gøre, det kan man naturligvis diskutere. En ateist ville nok sige at det er fordi det rent evolutionært har vist sig at være en fordel, og det kan man jo altid sige, men det er bare ikke et svar vi bliver særlig meget klogere af. Det ville svare til at du spurgte mig hvorfor jeg står her på prædikestolen, og jeg svarede: ”Fordi mine ben bevægede sig på sådan en måde at jeg gik herop!” Det svar siger i virkeligheden ikke noget om ”hvorfor”, men kun ”hvordan”. (Om evolutionsteorien giver en korrekt forklaring på hvordan vi mennesker er blevet som vi er blevet, er der i øvrigt sikkert forskellige meninger om blandt os der er her i dag, men den diskussion gemmer vi til en anden god gang, for den har ingen betydning for min pointe).

                      Nej, grunden til at jeg er gået herop på prædikestolen, er at jeg ville fortælle jer noget. Og på samme måde tror jeg at grunden til at Gud har skabt os med de suveræne livsytringer, er at han ville fortælle os noget, nemlig noget om hvordan han selv er. Med andre ord: Jeg tror at vi mennesker hylder godhed og barmhjertighed fordi vores Skaber selv er god og barmhjertig, og han har sat sit særlige fingeraftryk på det der er kronen på hans skaberværk, nemlig os mennesker. Gud er ”så mild, så rig, så rund”, som vi sang i den første salme (og hvis I undrer jer over hvad der menes med at Gud er ”rund”, så kan jeg røbe at ordet i denne sammenhæng betyder ”gavmild”, eller ”rundhåndet” som vi også siger), og derfor skal vi også forholde os gavmildt ødselt til vores medmennesker. Og det er også det der er den røde tråd i alle de bud vi finder i Bibelen, i en grad så Paulus på et tidspunkt endda kunne skrive (som nogle af jer måske husker at jeg også citerede for 6 uger siden): ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ’Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde” (Rom 13,8-10).

                      I dag fejrer vi høstgudstjeneste, og netop en høstgudstjeneste er måske mere end nogen anden gudstjeneste en fejring af alle de gode gaver som Gud i sin gavmildhed lader strømme ned fra oven (eller ”ovenned”, for at bruge det lidt mere gammeldags udtryk som vi mødte i den første salme). Vi kommer let – især i et overflodssamfund som vores – til at tage Guds gode gaver for givet og glemme at være taknemmelige for dem. Måske forfalder vi endda til at tænke at vi har os selv at takke for de goder vi nyder godt af, som i en episode fra en af de første sæsoner af den amerikanske tegnefilmserie The Simpsons, hvor sønnen Bart bliver sat til at bede bordbøn, og han siger: ”Kære Gud, vi har selv betalt for al maden, så tak for ingenting. Amen” – og glemmer at det at vi overhovedet har en indkomst vi kan bruge til at betale med, i sig selv er en gave fra Gud, også hvis vi slider i det med vores egne hænder for at tjene pengene, for vores hænder er også en gave fra Gud!

                      I stedet for at være stolte og hovmodige over de ting vi har, bør vi altså være ydmyge og taknemmelige. Ligesom Jesus råder gæsterne ved middagsselskabet til at sætte sig på den ringeste plads i ydmyg taknemmelighed over overhovedet at være blevet inviteret med til festen, må vi ydmygt takke Gud for at han viser os så stor ufortjent godhed.

                      Og den indstilling er der faktisk også en fantastisk frihed og hvile i! Når vi tager imod alt fra Guds gavmilde hænder i stedet for at tro at vi har os selv at takke, så falder der en tung byrde fra vores skuldre. (Det gælder i øvrigt også de gaver som indebærer store opgaver, som for eksempel det at blive forældre – vi må lægge vores børn i Guds hænder og bede ham om at bære både dem og os, for det er kun ham der er stærk nok til det). På den måde kan vi finde ind i den rette balance mellem arbejde og hvile som Gud ordinerede da han velsignede den syvende dag og gjorde den hellig.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 21. september 2021

Enkens søn i Nain: Det ender godt!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 16. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En god film ender godt. Eller det vil mange mennesker i hvert fald mene. Da jeg var barn, lå det så dybt i mig at en film naturligvis ender godt, og alle løse ender bliver samlet tilfredsstillende op, at jeg følte mig virkelig snydt første gang jeg så en film hvor slutningen lod nogle spørgsmål stå ubesvarede – for ikke at tale om første gang jeg så en der ligefrem sluttede sørgeligt! Det samme gjaldt naturligvis tv-serier, tegneseriehæfter og bøger. Eller H.C. Andersens eventyr for den sags skyld, for selvom han selv kaldte dem ”eventyr fortalt for børn”, så er der mange af dem der bestemt ikke er for børn! Tag for eksempel Den lille havfrue, der jo ikke får sin prins (undtagen i Disney-udgaven). Tag Dyndkongens datter, der mister sit jordiske liv fordi hun ønsker sig et kig ind i Himmerige. Eller tag tårepersere som Den lille pige med svovlstikkerne eller Historien om en moder – hvis der er noget jeg absolut ikke kan have, så er det når der er børn der dør!

                      Problemet er bare at i den virkelige verden (for eksempel i dagens evangelietekst) er der altså børn der dør! Mange af jer kender sikkert forældre der har måttet lide den største sorg af alle, som det må være at skulle begrave sit barn. Nogle af jer har måske endda selv oplevet det. Og i nogle af de lande der er plaget af krig eller hungersnød, skal man lede langt efter forældre der ikke har oplevet det.

                      Selv vi der kan takke Gud for at vi ikke har oplevet den slags tragedier, kan ikke altid nikke genkendende til det billede som mange moderne film tegner af verden. Det har blandt andet noget med synsvinkel at gøre. Tag for eksempel de romantiske film hvor to mænd elsker den samme kvinde (der sandsynligvis spilles af Reese Witherspoon hvis det er en amerikansk film). Den slags film slutter som regel med at hun vælger den mand der er helten i filmen, ikke sandt? Men når lignende ting sker i virkeligheden, vil de to bejlere jo nok hver især mene at netop de selv er helten. Eller tag en film som Karate Kid hvor den unge Daniel-san imod alle odds vinder den store karateturnering fordi det er ham der er filmens helt, og dermed ender filmen godt – men i en virkelig karateturnering er alle deltagerne jo helte i deres egen personlige film, og det giver sig selv at den kun kan ende godt for én af dem.

                      Men heller ikke i de tilfælde hvor alle kan blive enige om hvilket udfald der vil være en ”happy ending”, er det sådan én virkeligheden giver os. Hver gang et menneske for eksempel rammes af en dødelig sygdom, vil de fleste være enige om at det kun er en lykkelig slutning hvis han eller hun overlever og bliver rask, men sådan går det jo langt fra altid i virkeligheden. Eller i den knap så alvorstunge afdeling: Hvis en person har sat sig for at nå et eller andet personligt mål, for eksempel at gennemføre et maratonløb for første gang i sit liv, så håber vi vel alle på at det lykkes for vedkommende, for det er der jo ingen andre der mister noget ved. Men det er bare ikke altid det lykkes.

                      En særlig kategori af bøger og film er dem hvor det i lang tid ser ud som om det ikke på nogen måde kan ende godt, men så sker der pludselig noget helt uventet og usandsynligt på den tredjesidste side af bogen eller fire minutter før filmens slutning. Den slags er meget almindeligt i alt fra romantiske komedier fra Hollywood til danske tv-julekalendere, og det forekommer endda i episke nyklassikere som Star Wars og Ringenes Herre. Som læser eller seer sidder jeg undertiden tilbage med en følelse af at det der til syvende og sidst gjorde forskellen, hverken var hovedpersonens heltemod eller dygtighed eller snedighed eller udholdenhed eller ædelmodighed, men intet andet end godt gammeldags svineheld. Og jeg må indrømme at det godt kan give mig en lidt flad fornemmelse – jeg kan bedre lide historier om at lykken står den kække bi, eller at uselviskhed lønner sig i sidste ende. Men ind imellem er virkeligheden jo også sådan at når det endelig går godt, så er det mere held end forstand.

                      Den beretning fra Lukasevangeliet som vi har lyttet til i dag, må også siges at være en hvor den lykkelige slutning kommer aldeles uventet og i sidste øjeblik. Den stakkels enke befandt sig i en situation hvor alt håb var godt og grundigt ude. Hvad hendes søn var død af, og om det var sket pludseligt eller efter længere tids sygdom, får vi ikke at vide, ligesom vi heller ikke får at vide hvor gammel han var (selvom det at Jesus kalder ham ”unge mand”, tyder på at han næppe har været helt lille). Men at miste et af sine børn er altid en voldsom sorg, også selvom barnet er blevet voksen, og det er om muligt endnu værre når det er ens eneste barn, som det var i denne enkes tilfælde. Dertil kom at hun ud over sorgen nu også stod i en situation hvor hun ikke havde nogen til at forsørge sig. Der var ingen folkepension i oldtidens Israel (eller i noget som helst andet land for den sags skyld), og derfor var man afhængig af sine børn når man ikke længere kunne forsørge sig selv. (Det var også derfor Jesus sørgede for, mens han hang på korset, at pålægge apostlen Johannes ansvaret for sin mor). Stemningen i begravelsesoptoget må virkelig have været trykket. Men så dukker Jesus pludselig op, nærmest ud af det blå, og går hen og opvækker den døde. Der er ikke engang nogen der bønfalder ham om at gøre det; initiativet kommer helt og holdent fra ham selv. Og det var jo dejligt for enken at det gik sådan – helt og aldeles skønt – men hvor tit sker den slags i virkeligheden? Og hvad kan vi egentlig bruge det til at det skete engang for næsten 2000 år siden i en by som de færreste af os ville kunne udpege på et kort, og endnu færre af os har været i?

                      Det skal jeg sige jer: Vi kan bruge det som et tegn! Den væsentligste grund til at Jesus kom til jorden, var ikke for at helbrede de syge og opvække de døde – heldigvis, kan man sige, for havde dét været det væsentligste formål, så havde hans indsats ikke gjort nogen nævneværdig forskel i det store billede. Evangelierne fortæller os om sammenlagt tre mennesker som Jesus oprejste fra de døde, og de tre må have udgjort en forsvindende lille andel af alle de mennesker der døde bare i løbet af de tre år Jesus gik rundt og prædikede og helbredte. Og selvom han sandsynligvis helbredte flere hundrede syge, måske endda flere tusinde, så må der alligevel have været endnu flere som han ikke helbredte – ikke fordi han sagde nej til nogen der kom til ham, men fordi det ikke var alle der havde mulighed for at komme til ham; og nogle gange trak Jesus sig selv tilbage til øde steder for at hans mission ikke skulle drukne i mennesker der ville helbredes.

                      Men hvis det ikke var Jesu primære mission at helbrede de syge, hvad var så? Jo, der var primært to ting Jesus var kommet for at gøre: Prædike Guds rige, og give sit liv for at give mennesker adgang til Guds rige. Hvad er ”Guds rige” så? Jo, det ord som danske bibeloversættelser plejer at gengive som ”rige”, betyder egentlig ”herredømme”, så når Jesus ”prædikede Guds rige”, betyder det at han proklamerede at nu ville Gud snart tage magten i verden og gøre en ende på det onde. Ud over at helbredelserne og dødeopvækkelserne naturligvis var jordnære barmhjertighedsgerninger mod dem der blev hjulpet, så var de først og fremmest tegn på at Guds rige var i frembrud – en slags ”trailer” eller ”preview” fora t blive i filmsproget. Når Jesus helbredte syge og opvakte døde, var det altså for at vise os at der snart kommer en tid hvor alle syge bliver helbredt, og alle døde bliver opvakt. Og den endelige sejr over død og ondskab som var nødvendig for at Guds rige kunne komme, den vandt Jesus da han frivilligt gav sit liv for at købe dig og mig fri af døden, hvorefter han opstod fra de døde og besejrede døden. Det fejrer vi hvert år til påske, men her midt i efteråret på den 16. søndag efter trinitatis holder vi en ekstra lille ”mini-påske” hvor vi hvert andet år hører om opvækkelsen af Lazarus og hvert andet år om enkens søn i Nain – og derfor skal vi også synge en påskesalme her efter prædikenen.

                      Jesu opstandelse er måske alle tiders stærkeste eksempel på noget der så ud som om det ikke på nogen måde kunne ende godt, men gjorde det alligevel. Og det var faktisk netop Jesu opstandelse der frem for noget inspirerede Tolkien til at lade hovedplottet i Ringenes Herre slutte med at tingene løser sig på en uventet og usandsynlig måde. For Tolkien var sådan en tilsyneladende urealistisk slutning faktisk netop en realistisk slutning fordi han som troende kristen holdt på at med en god og almægtig Gud kan det hele kun ende godt i sidste ende. Og det vil jeg give ham ret i. For ganske vist lever vi en verden hvor der alt for tit sker tragiske ting som at børn dør, eller at mennesker på anden vis kommer til at stå i en fortvivlet situation – men historien slutter ikke der. ”Guds rige er kommet nær!” proklamerede Jesus da han gik på jorden. Den tid kommer snart, hvor Gud tager magten i verden og gør en ende på alt det onde. Og fordi Jesus opstod fra de døde, er der ikke længere nogen tvivl om udfaldet; det er kun et spørgsmål om hvornår Guds herredømme fuldendes i sin herlighed, og de der er døde i troen på Jesus, opstår til evigt liv.

Derfor er mit budskab i dag: Det ender godt! Ligesom vi kan vide os sikre på, når vi sætter os og ser en Disney-film, at godheden og kærligheden triumferer til sidst, lige sådan kan vi vide os sikre på at det samme kommer til at ske i virkeligheden. Vi kommer ganske vist til at vente længere end de cirka 86 minutter som en Disney-film plejer at tage, men til gengæld kan vi glæde os over at slutningen bliver så meget desto bedre. Guds historie slutter nemlig ikke bare med ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”, men med ”og de levede lykkeligt i dage uden ende”!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 14. september 2021

Markens liljer: Har du taget misteltenen i ed?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 15. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har altid syntes at mytologi var spændende. Da jeg var barn, var det mest fordi jeg syntes at beretningerne om Osiris, Perseus og Thor var nogle spændende eventyr, og jeg tænkte ikke så meget over at beretningerne ikke var ”født” som eventyr, men var blodig alvor for mennesker der levede for et par tusind år siden. I dag synes jeg først og fremmest at mytologiske beretninger er spændende fordi de fortæller en masse om hvad der til alle tider har optaget os mennesker, så som den magtesløshed man kan føle overfor en ond skæbne. Både i den græsk-romerske og den nordiske mytologi er Skæbnen nemlig så stærk en magt at selv guderne kæmper forgæves imod den.

                      En af de nordiske guder som ifølge sagnet kæmpede forgæves mod skæbnen, var Balder. I det islandske skrift der kaldes Den Yngre Edda, fortælles det at både Balder og hans mor, Frigg, samme nat drømte den samme drøm om at Balder ville dø. (I den gamle nordiske religion betragtede man nemlig ikke guderne som udødelige, og slet ikke som almægtige, men blot som nogle væsener der var stærkere end mennesker og levede i en anden dimension). Balder og Frigg tolkede deres drømme som varsler, og derfor fik Frigg alle ting i verden til at sværge på at de ikke ville skade Balder. Nu hvor Balder således var blevet usårlig morede guderne i Valhalla sig med at kaste alle mulige ting efter Balder, men den onde Loke fandt ud af at Frigg havde sprunget misteltenen over dengang hun tog alle ting i ed, fordi hun mente at den var ufarlig. Fordi Loke var jaloux på Balder, lavede han en magisk pil af mistelten, som han gav til Balders blinde bror Høder, der skød den afsted og dræbte Balder. Derfra har vi talemåden ”at tage misteltenen i ed”, som betyder at træffe alle tænkelige forholdsregler så man ikke kommer galt afsted.

                      Dengang myten blev til, tror jeg de fleste mennesker accepterede det som et livsvilkår at man ikke kan tage alle misteltene i ed. Der er så mange ubekendte faktorer i den verden vi lever i, og vi ved aldrig om vi får i morgen med. Vi kan ellers gøre meget mere for at sikre os i dag end vores forfædre kunne for et par århundreder siden: Vi har adgang til rent drikkevand, vaccinationer, gratis lægehjælp, sikkerhedsseler, socialt sikkerhedsnet og så videre og så videre, så vi der lever i Danmark i dag, er måske nogle af de mennesker i verdenshistorien der har haft allermindst grund til at bekymre os. Hvis der nogensinde har været et folk der kunne leve sorgløst og bekymringsløst, så må det være os, skulle man mene! Men gør vi det? Det tror jeg egentlig ikke. Jeg griber i hvert fald alt for tit mig selv i at være bekymret over snart det ene, snart det andet, og jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er den eneste.

                      I prædiketeksten til i dag nævner Jesus nogle ting som vi ikke skal bekymre os om, og det er nogle helt grundlæggende ting, nemlig mad og drikke og tøj. Jeg tror ikke der har været noget tidspunkt i mit liv hvor jeg har været bange for at jeg ville komme til at mangle mad eller tøj, og på det punkt ligner jeg nok de fleste andre danskere i min generation (om end desværre ikke alle, for selv her i Danmark findes der mennesker der reelt er fattige, men det er en helt anden diskussion). Men der er jo mange andre ting man kan bekymre sig om, for vi mennesker har også andre behov end mad og tøj. Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow fremsatte i 1943 en teori der populært er blevet kendt som ”Maslows behovspyramide”, som går ud på at de forskellige menneskelige behov bygger oven på hinanden som en pyramide: Nederst er de rent fysiske behov for mad og tøj og den slags, og når de er opfyldt, går vi videre til at søge at få opfyldt behovet for tryghed og sikkerhed, dernæst behovet for kærlighed, venskab og tilhørsforhold, og så videre, helt op til de langt mere luksusprægede behov for selvrealisering og æstetiske oplevelser i toppen. Maslows model er med rette blevet kritiseret på en lang række punkter, men den rummede i det mindste den indsigt at så snart ét behov er blevet mødt, melder der sig et nyt; vi når aldrig til et punkt hvor vi er fuldt tilfredse og ikke ønsker os mere. Dertil kommer at jo mere vi har – ejendele, venner og familie, økonomisk sikkerhed, godt helbred og så videre – desto mere har vi som vi kan være bekymrede for at miste. Og så kan vi jo også være bekymrede på andres vegne – i særdeleshed kan vi der er forældre, være bekymrede for vores børn.

                      Men når det nu er sådan at vi aldrig kan tage alle misteltene i ed, hvorfor siger Jesus så at vi ikke skal bekymre os? Tja, lad os se på hvad der står i teksten! Hvis I igen slår op på side 1251 i salmebogen, så kan I se at det første Jesus siger, er at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, og derfor skal vi ikke være bekymrede for om vi får mad og tøj. Det lyder umiddelbart lidt hårdt at det ligefrem skulle være mammondyrkelse at bekymre sig om helt basale behov, ikke sandt? Jeg mener, man kunne forstå hvis Jesus ville skælde ud på folk der bekymrer sig over om de nu også får råd til at købe en tilstrækkeligt lækker bil eller til at tage på skiferie i år eller lignende luksusprægede ting, men de ting der er nødvendige for livets opretholdelse, må vi da have lov til at bekymre os om, skulle man synes?

                      ”Men hvorfor?” tror jeg at Jesus ville svare. ”Hvorfor vil du så gerne have lov til at bekymre dig? Det er ikke nødvendigt, og det gavner heller ikke noget.” At det ikke er nødvendigt, viser Jesus ved at henvise til fuglene, som får føden selvom de ikke bekymrer sig, og i øvrigt hverken sår eller høster eller samler i lade. Dermed mener han naturligvis ikke at vi mennesker ikke skal så og høste – vi hørte jo i den første læsning at Gud sagde at ”Så længe jorden står, skal såtid og høsttid … ikke ophøre”. Det er jo heller ikke sådan at fuglene bare sidder med åbent gab og venter på at der skal flyve stegte – øh, regnorme ind i munden på dem; nej, de er konstant på færde fra tidlig morgen for at samle med til sig selv og deres unger. Fuglene er flittige, og det skal vi også være, for flid gør en forskel i forhold til om vi får mad og tøj. Men flid er ikke det samme som bekymring. Faktisk er det nok tværtimod sådan at den der går glad og ubekymret til arbejdet, udretter mere end den der spilder sin energi på at bekymre sig. Vi kan ikke lægge en dag til vores liv ved at bekymre os.

                      Det er alt sammen meget godt, tænker du måske, men hvis man nu rent faktisk er bekymret, så hjælper det jo ikke noget at få at vide at man ikke bekymre sig, og at man er en værre mammondyrker hvis man gør det alligevel – det kan man da kun blive endnu mere bekymret af! Det kan der være noget om, men heldigvis fortsætter Jesus også med at fortælle os hvorfor vi ikke har nogen grund til at bekymre os, nemlig at vores himmelske far ved hvad vi trænger til, og når han klæder markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke os!

                      Men hvad så når han ikke gør? Det er jo ikke sådan at troende kristne aldrig lider sult, desværre. Faktisk behøver vi ikke at gå længere end til Det Nye Testamente selv for at opdage at det er sådan – hør for eksempel hvad Paulus skriver i Andet Korintherbrev kapitel 11: ”Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder” (2 Kor 11,27). Her siger Paulus at han ikke alene har fastet, altså frivilligt undværet mad, men også at han har lidt sult og tørst, altså ufrivilligt manglet mad. Men i Romerbrevet skriver samme Paulus sådan her (og jeg citerer fra den nudanske Bibelen2020 fordi den autoriserede oversættelse fra 1992 er lige lovlig knudret): ”Hvad kan skille os fra Kristus’ kærlighed? Modgang, angst, forfølgelse, sult, fattigdom, fare eller trusler om henrettelse? Nej, for som der står i Skrifterne: ’På grund af dig bliver vi slået ihjel hver eneste dag, vi er som får på vej til slagtning.’ Men uanset hvad der sker, har vi vundet den endelige sejr, fordi Gud elsker os og hjælper os. Jeg er nemlig sikker på, at ingenting kan skille os fra den kærlighed, Gud viser os gennem Jesus Kristus” (Rom 8,35-38/39). Paulus siger med andre ord at selv hvis vi kommer til at mangle så basale ting som mad eller tøj – ja, selv hvis vi mister livet! – så skal vi stadig ikke bekymre os, for vores evige forsørgelse i Guds rige er garanteret.

                      At det evige liv hos Gud er ”garanteret”, er naturligvis en trossag. For den der ikke tror på Jesus, er det meningsløst at tale sådan, og derfor konstaterer Jesus også om bekymringerne for mad og tøj at ”Alt dette søger hedningerne jo efter”. Det græske ord der i dansk bibeloversættelsestradition som regel er blevet gengivet med ”hedningerne”, betyder egentlig blot ”folkeslagene”, men Jesus virkede i en jødisk sammenhæng, og når jøder talte om ”folkeslagene”, var det underforstået at der var tale om de folkeslag der ikke var jøder, og som derfor ikke kendte Israels Gud og hørte til Guds folk. Vi kristne har heldigvis fået lov til at kende Israels Gud og være en del af Guds folk selvom vi ikke er jøder af fødsel, og derfor begyndte ordet ”folkeslagene” allerede mod slutningen af Det Nye Testamentes tid at blive brugt som betegnelse for dem der ikke kender den sande Gud, men dyrker andre guder (som for eksempel Odin og Frigg og Balder), og det er derfor man i sin tid valgte at oversætte det med ”hedningerne”. Så langt ugens sproglektion. ? Pointen er at det er troen på at Gud både vil os det bedste og har magt til at føre sin vilje igennem, der er modgiften mod bekymringerne. Hvis vi virkelig troede på at intet kan skille os fra Guds kærlighed, og at det derfor dybest set ikke gør noget om så alverdens alvorlige omstændigheder går os imod i denne verden, så ville vi ikke være bekymrede – og jeg tror det er derfor Jesus indleder sin tale om bekymringsløshed med at sige at vi ikke kan tjene både Gud og mammon. Og hvem ved, måske har han sagt det med et skælmsk smil?

                      Nå, jeg må til at slutte, og det vil jeg gøre ved at vende tilbage til hvor jeg begyndte (det er altid et godt retorisk kneb): Selvom vi lever langt mere trygt i vores tid og på vores sted end måske nogen andre i verdenshistorien, så er det ikke lykkedes os at eliminere alle bekymringer, og det kommer vi heller aldrig til – der er altid en ”mistelten” mere som kan ramme os, uanset hvor mange forholdsregler vi træffer. Men de gode nyheder er at det gør ingenting, for hvor de gamle græske, romerske og nordiske guder kæmpede forgæves mod skæbnen, så tror vi på en almægtig Gud som selv holder skæbnen i sin hånd.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 18. august 2021

Farisæeren og tolderen: Mere end tomme ord

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Lagde I mærke til den første læsning i dag?

                      Nå, ikke? Okay, så får I den lige en gang til: ”Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han lader det regne på jorden, han sender vand over markerne. Han ophøjer de ydmyge, og de sørgende bringes i sikkerhed. Han krydser de snediges planer, så det, de sætter i værk, ikke lykkes. Han fanger de vise i deres snedighed, og de listiges planlægning viser sig forhastet. Ved højlys dag løber de ind i mørke, ved middagstid famler de sig frem, som var det nat. Han redder den ødelagte fra deres mund, den fattige fra den stærkes hånd, så der bliver håb for den svage, og munden lukkes på uretfærdigheden.”

                      Det var da smukt, var det ikke? Virkelig smukke ord. Og smukke ord skal man ikke kimse ad; de kan være meget værdifulde, især hvis de er oprigtigt ment. Når jeg er ude at rejse uden min kone, tager jeg gerne nogle af de breve og kort med som hun har skrevet til mig i løbet af de år vi har kendt hinanden; det dulmer savnet af hende at læse hendes ord. Smukke ord som en fremmed har skrevet, kan også være til gavn og glæde; det vidner det store marked for digtsamlinger og det endnu større marked for popsange om. Som der står i et af Salomos ordsprog: ”Ord, der siges på det rette tidspunkt, er skønne som æbler af guld i skåle af sølv” (Ordsp 25,11, Bibelen2020).

                      Men smukke ord kan også være fuldstændig værdiløse, nemlig hvis de kun er overfladiske floskler, som der ikke ligger nogen ægte substans bagved. Og af en eller anden grund er det som regel ikke særlig svært at mærke forskellen på dybfølte hjertevarme ord og tomt ordgejl, i hvert fald når man står i situationen. Men læser man dem på skrift løsrevet fra deres sammenhæng, ja, så er det let at tage fejl.  Og det er dagens læsning fra Jobs Bog faktisk et klasseeksempel på, for læser man det skrift i sin sammenhæng, står det klart at der faktisk er tale om værdiløs øregas!

                      Jamen det kan da ikke være ”værdiløst øregas” når det står i Bibelen?! Skriver Paulus måske ikke i Andet Timotheusbrev om De Hellige Skrifter (det vil sige Det Gamle Testamente, for Det Nye Testamente var jo først ved at blive skrevet), at ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,16)? Og skriver Peter ikke om Skriften i sit andet brev at ”drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,21b)? Jo, men kontekst er uomgængeligt vigtigt! Lad mig illustrere det med et citat fra Salmernes Bog, nærmere bestemt Davids Salme 10, vers 4, hvor der står: ”Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!” Ja, sådan står der faktisk i Bibelen! ”Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!” Hvad siger I så!

                      Ved I hvad jeg siger? Jeg siger at vi hellere må læse sammenhængen med. Umiddelbart før de ord jeg citerede, står der nemlig: ”den ugudelige tænker i sit hovmod:”. Ordene om at Gud ikke er til, er altså et citat fra en person som salmisten klager over. Hvad angår ordene fra Jobs Bog, som udgjorde dagens første læsning, så er de også et citat; de stammer nemlig fra en tale som blev holdt af en mand ved navn Elifaz fra Teman, en af Jobs tre såkaldte venner, som bruger det meste af Jobs Bog på at forsøge at overbevise Job om at de ulykker der har ramt ham, er hans egen skyld fordi han er en slem synder, og at alt nok skal blive godt igen, hvis bare han indrømmer det han har gjort forkert, og beder Gud om tilgivelse for det. Men det er ikke sandt, og i slutningen af Jobs Bog siger Gud faktisk selv sådan her til Elifaz: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort” (Job 42,7).

                      Men er det da ikke sandt, det som Elifaz sagde? Er det ikke sandt at Gud gør store ting der ikke kan udforskes, sender vand over markerne, ophøjer de ydmyge og krydser de snediges planer? Jo, hvert ord er sandt! Men alligevel taler Elifaz ikke sandt, for han bruger de smukke, sande ord på en overfladisk måde, så han kun opnår at gnide salt i sin stakkels vens sår. ”Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham” – som om Job ikke allerede havde gjort det! Nej, Elifaz var en der havde det hele i munden. Han kunne måske nok sige en masse smukke og sande ting om Gud, men det var ren facade; der lå ikke noget ægte kendskab til Gud bag ved ordene. Og derfor talte han ikke sandt, selvom alle hans ord i sig selv var sande.

                      Elifaz minder på nogle punkter om farisæeren i den lignelse der er dagens prædiketekst (og det er måske derfor de to tekster er blevet sat på til den samme søndag dengang man udarbejdede alterbogen). Men der er også nogle forskelle på dem, for man kan vel ikke beskylde farisæeren for at have det hele i munden – i hvert fald ikke hvis det virkelig var sandt at han fastede to gange om ugen og gav tiende af hele sin indtægt? Så må man da sige at hans ord havde dækning i hans liv, eller hvad?

                      Ja, der var i hvert fald sammenhæng mellem det han sagde og det han gjorde, det må man give ham. Der var handling bag hans ord. Men ligesom der findes tomme ord, findes der også tomme handlinger, og fordi de handlinger der bakkede farisæerens ord op, var tomme handlinger, så var hans ord lige så tomme som Elifaz’. Han fastede to gange om ugen og gav tiende af sin indtægt, ja, men hvorfor gjorde han de ting? Fastede han med det formål at kunne hengive sig mere helhjertet til bøn så han kunne vokse ind i et dybere forhold til Gud og tjene sine åndeligt og legemligt nødlidende medmennesker med forbøn? Gav han tiende i ydmyg taknemmelighed over hvor godt Gud havde sørget for ham, og for at hjælpe dem der ikke var så privilegerede som han selv var? Nej, det tyder det desværre ikke på. Efter alt at dømme brugte han både sin faste og sin tiende som redskaber til at nå ét ganske bestemt mål, nemlig at kunne pudse sin egen glorie. Kærligheden til Gud og medmennesket var sørgeligt fraværende, i en grad så det eneste han så, når han så tolderen, var et negativt modbillede på hans egne indbildte fortræffeligheder. Og derfor var det tolderen – og kun tolderen! – der gik hjem som retfærdig. Farisæeren gik ikke hjem som retfærdig, trods alle sine på overfladen fromme og retfærdige gerninger, for de var kun ren facade, og nedenunder gemte der sig et ondt, egoistisk hjerte. Som Paulus skriver i en af de mest kendte tekster i Det Nye Testamente: ”Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet” (1 Kor 13,3).

                      Hvordan undgår vi så at komme til at ligne Elifaz og hans medfarisæere? Det gør vi ved at lade være med at stille os an. Ved at være ægte. Ved at stræbe efter at sige og gøre det rigtige i stedet for det der lyder rigtigt eller ser rigtigt ud. Ved udelukkende at interessere os for hvad Gud mener, og ikke hvad mennesker mener, for ”mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet”, som Gud engang måtte minde profeten Samuel om (1 Sam 16,7). Jesus blev engang spurgt hvilket af de 613 bud i den jødiske lov der var det vigtigste, og han svarede at der er to bud der står langt over alle de andre, nemlig ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,36-39). Paulus siger noget lignende i Romerbrevet, hvor han skriver: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ’Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde” (Rom 13,8-10). Hvad er der i dit hjerte – det er dét der betyder noget. Er der ren og uforfalsket kærlighed til Gud og til dine medmennesker, eller er der skumle bagtanker, skjulte motiver, egoisme og hykleri?

                      (kunstpause)

Hvis dit svar på det spørgsmål er at der kun er ren og uforfalsket kærlighed i dit hjerte, så er jeg bange for at jeg må sige at det tror jeg simpelt hen ikke på! Det samstemmende vidnesbyrd fra alle kirkehistoriens største helgener har været at jo længere tid de har levet sammen med Gud, og jo større fremskridt de – set med andre menneskers øjne – har gjort i deres fromhed, desto mere bevidste er de kun blevet om hvor meget egoisme og ondskab der stadig var i deres hjerter. Men så meget desto større er deres taknemmelighed over Guds nåde også blevet – Guds kærlige sindelag, som gør at han tager imod os syndere og kalder os sine tjenere, sine venner, sine børn.

                      Og det er nok det allerbedste svar jeg kan give på hvordan vi undgår at begå samme fejl som Elifaz og farisæeren: Ved at leve vores liv i taknemmelighed over at Gud – helt uden at vi har gjort eller kan gøre noget for at fortjene det – har frelst os fra synden og døden og djævelen og givet os status som sine børn. Jo mere vi minder os selv om at Gud har vist os så stor kærlighed, jo mindre vil vi kunne andet end at elske han igen og elske vores medmennesker.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.