Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2023

Posted By on 31. januar 2023

Forklarelsen på bjerget: Pause på toppen

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ruts Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Indtil videre er der sket følgende: Til jul hørte vi om Jesu fødsel, hvor englene fortalte hyrderne at der var født en frelser som var Kristus, Herren. Fordi juledag og nytårsdag faldt på søndage, blev vi snydt for både julesøndag og helligtrekongers søndag, men ellers ville vi på de to dage have hørt om henholdsvis en from gammel mand ved navn Simeon som ved synet af Jesusbarnet udbrød at nu havde Gud åbenbaret sin frelse, og nogle stjernetydere fra et fjernt land der kom rejsende for at tilbede barnet. Første søndag efter helligtrekonger var vi til gengæld tilbage på sporet, da vi hørte hvordan Jesus som tolvårig forbløffede Maria og Josef med sin intuitive viden om at han var i sit rette element i sin Fars hus, templet. Ugen efter forcerede vi endnu et stykke af den skrænt der fører op til besvarelsen af spørgsmålet om hvem Jesus i grunden er, da vi hørte hvordan han ”åbenbarede sin herlighed” ved at forvandle vand til vin, hvilket afstedkom at hans disciple troede på ham. Endnu større tro havde dog den romerske officer vi mødte i søndags, for han var overbevist om at Jesus kunne befale over sygdom og sundhed med samme selvfølgelighed som officeren selv gav ordrer til sine folk – og det viste sig at han havde ret, da Jesus helbredte hans tjener med et enkelt ord uden så meget som at gå ind i det hus hvor tjeneren befandt sig.

                      Og i dag når vi så op på toppen af bjerget, både i overført og bogstavelig betydning. Peter, Jakob og Johannes var de tre mest betroede af Jesu disciple, og ved flere lejligheder tog han de tre med i situationer hvor de ni andre udvalgte disciple måtte vente udenfor (eller i dette tilfælde: nedenfor), men det de oplevede den dag oppe på bjerget, var nok alligevel en af de mest mindeværdige oplevelser i deres liv, måske kun overgået af deres møde med den opstandne Jesus påskedag. I hvert fald er det netop den oplevelse apostlen Peter mange år senere vælger at appellere til for at overbevise læserne af det brev der senere blev navngivet ”Andet Petersbrev”, om at det han havde sagt til dem, ikke bare var en gang lommefilosofi, men noget han selv havde set og hørt.

                      Det var da også en helt unik oplevelse de tre disciple fik oppe på bjerget. Oplevelsen faldt i tre faser, den ene mere spektakulær end den anden. Det første der skete, var at Jesu udseende forandrede sig. Disciplene havde set et glimt af Jesu herlighed da han forvandlede vand til vin, og gennem de mange andre undere og mirakler han havde udrettet, men selvom alt det betød at de efterhånden nåede til den overbevisning at Jesus var selveste Guds søn, så var det stadig noget som de troede på på trods af at Jesus i det ydre lignede et helt almindeligt menneske. Jesus bliver ellers tit afbildet med skinnende hvidt tøj og en særlig stråleglans over sit ansigt, måske endda en glorie på hovedet, men sådan så han altså ikke ud i sin jordiske hverdag, heller ikke når han helbredte de syge, oprejste de døde eller befalede over en storm. At han der på bjerget pludselig begyndte at lyse både fra sit ansigt og sit tøj, var altså et aldeles uvant syn for disciplene, og selvom de efterhånden havde fået både en tro i hjertet og en overbevisning i sindet om hvem Jesus var, så må det alligevel have været noget helt andet at se herlighedens glans med deres egne øjne.

                      Det næste der skete, var at to forlængst afdøde personer pludselig stod lyslevende foran dem – og vel at mærke ikke to hr. hvemsomhelst’er, men to af de allerstørste skikkelser fra Det Gamle Testamente. Som vi hørte både for to uger siden og i den første læsning i dag, så tilbragte Moses hele 40 dage og nætter i Guds nærvær på toppen af et andet bjerg, nemlig Sinaj, og det endda uden at spise eller drikke noget som helst (så der var helt klart noget meget overnaturligt på spil, for normalt kan man jo kun overleve i få dage uden at indtage væske), og også derefter talte han jævnligt med Gud inde i en lysende sky, så hans eget ansigt kom til at stråle bagefter. Intet andet menneske i Det Gamle Testamente omgikkes Gud ansigt til ansigt på den måde. Elias kommer dog ind på en tæt andenplads (eller måske en tredjeplads efter Enok, men ham ved vi ikke ret meget om), og ligesom Enok udmærkede Elias sig ved at han ikke døde, men blev taget op til himlen i levende live (så det var faktisk ikke helt korrekt da jeg sagde før at der stod ”to forlængst afdøde personer”). Det var altså noget af et selskab Jesus blev placeret i! Der er ikke noget at sige til at Peter forsøgte at forlænge øjeblikket ved at tilbyde at bygge tre hytter til Jesus og hans to gæster!

                      Men der manglede stadig det tredje og stærkeste trin i raketten, og dét lukkede munden noget så eftertrykkeligt på såvel Peter som de to andre disciple, så de ikke kunne gøre andet end at falde rædselsslagne på deres ansigt. Nu kom nemlig den lysende sky – den selv samme lysende sky som havde sænket sig over Sinajbjerget dengang Moses tilbragte 40 dage og nætter deroppe, og som i øvrigt også havde gået foran israelitterne under deres ørkenvandring, som havde hvilet over den telthelligdom som israelitterne byggede efter de forskrifter som Gud gav Moses på bjerget, og som 400 år senere, da kong Salomo indviede det tempel han havde bygget i Jerusalem, havde fyldt templet med en sådan intensitet at præsterne ikke var i stand til at udføre deres arbejde i templet. Hvad den sky var for noget, er ikke helt let at forklare. At sige at den var ”Guds nærvær”, er ikke helt præcist, for vi tror jo på at Gud er allestedsnærværende, men der er alligevel tidspunkter og steder hvor Gud lader sit nærvær hvile på en særlig måde. Det helt særlige nærvær betegnes i Det Gamle Testamente med ordet kabod, som direkte oversat betyder ”stråleglans” eller ”ære” eller ”tyngde”, og som vi på dansk plejer at oversætte med ordet ”herlighed”, men jeg synes at bibetydningen ”tyngde” er vældig interessant – et nærvær så intenst at det vejer noget; eller som vi måske ville sige med et mere moderne dansk udtryk: Luften var så tyk af Guds nærvær at man næsten kunne skære i den! Og i hvert fald var det så intenst at disciplene måtte reagere på en måde der mindede om profeten Esajas’ reaktion da han i et syn så Gud sidde på den himmelske trone og udbrød: ”Ve mig, det er ude med mig!” (Es 6,5).

                      Men det var ikke kun for at overvælde disciplene at Gud lod sin kabod indtage det bjerg hvor Jesus og disciplene befandt sig; det var fordi Gud havde noget helt særlig at sige, nemlig: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Så kan det vist ikke siges tydeligere: Selveste himlens Gud, hvis ansigt intet menneske kan overleve at se, erklærer at Jesus er hans søn, og at man skal lytte til ham. Ingen forbehold! Alt hvad Jesus siger, det står Gud inde for. Er der noget menneske i verden som du ville turde at give en sådan fuldmagt: ”Alt hvad han eller hun måtte finde på at sige, det står jeg inde for!”? Men Jesus fik altså sådan en fuldmagt fra Gud selv, og det gjorde han netop fordi han selv var og er Gud, ét med Faderen ved Helligånden fra evighed til evighed, men for en tid klædt i forgængeligt og dødeligt kød og blod.

                      Alt det er naturligvis ikke nyt for nogen der er fortrolig med Bibelen og kristendommen – det er trods alt næsten 2000 år siden Jesus gik på jorden, og derefter gik der kun få århundreder inden et kirkemøde enedes om den formulering at Jesus er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud”, som vi bekendte tidligere i gudstjenesten. Alligevel tror jeg det er sundt for os at prøve at opleve det hele på ny gennem disciplenes øjne og huske at de ikke vidste alt det vi ved; de havde hverken oplevet påsken eller pinsen endnu.

                      I lyset af den uforglemmelige oplevelse på bjerget må korsfæstelsen i øvrigt have været et besynderligt antiklimaks, for hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at han der havde strålet som solen, han der havde talt med Moses og Elias, han som Gud havde kaldt sin elskede søn – hvordan kunne han dø i afmagt på et kors? Det må virkelig have været et kors for tanken (undskyld ordspillet), og man forstår kun alt for godt at disciplene var ikke alene sorgfulde og skuffede, men også meget forvirrede da Jesus var død. For ganske vist havde Jesus flere gange forudsagt både sin død og sin opstandelse, men de havde ikke kunnet fatte det – og det er da også en temmelig ufattelig tanke når man tænker over det. Måske havde Moses og Elias også svært ved at forstå det; i hvert fald fortæller Lukasevangeliet os at det som de talte med Jesus om, netop var hans forestående lidelse og død (Luk 9,31). Men det at Moses og Elias talte med ham om det, er kun endnu en bekræftelse af at Jesu død ikke betød at hans mission var slået fejl, men tværtimod at den var lykkedes. Det bekræftede Gud i øvrigt ved at oprejse Jesus fra de døde på tredjedagen, og i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, fortælles det hvordan Johannes mod slutningen af sit liv igen fik Jesus at se i hans herlighed, som det er underforstået at han nu har fået for at beholde den.

                      Men vejen dertil gik altså gennem korset. Som jeg sagde tidligere, så har vi i dag nået toppen af bjerget, og det betyder jo altså også at herfra går det nedad igen. På søndag begynder vi nedtællingen til Jesu lidelse og død, og det afspejler sig helt konkret i søndagens navn, nemlig ”Septuagesima”, som er latin og betyder ”den halvfjerdsindstyvende”, altså den halvfjerdsindstyvende dag før påske. Fra og med på søndag går vi fra at udforske hvem Jesus er i sin herlighed, til at fordybe os i det offer han bragte for at frelse os. Men netop gennem sit offer viste Jesus stærkere end nogensinde sin herlighed, nemlig herligheden i hans kærlighed. Så herlig er vores konge og frelser nemlig at han var villig til at give afkald på sin herlighed for at købe os fri af døden, sådan at vi til evig tid kan få del i herligheden sammen med ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2023

Posted By on 25. januar 2023

Officerens tjener: Haren og skildpadden

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Mange børn ved at verdens hurtigste landdyr er geparden. Jeg lærte som barn at en gepard kan løbe helt op til 110 kilometer i timen, og selvom nyere viden tyder på at det vist kun er omkring 100 kilometer i timen, er det nu også hurtigt nok.

                      Der lever som bekendt ikke geparder i Danmark (undtagen i Ree Park i Ebeltoft), men der er et andet dyr der også kan løbe meget hurtigt, og som vi har masser af også her på Bornholm, og det er haren.

                      I den helt anden ende af skalaen over firbenede dyr finder vi landskildpadderne. (De lever i øvrigt også på Bornholm, nemlig i sommerfugleparken i Nexø). De hurtigste landskildpadder har en marchhastighed på omkring 1 kilometer i timen, så det er noget af en kontrast. Og den kontrast har givet anledning til en opbyggelig fabel, nemlig den om Haren og skildpadden, som vi finder både hos gamle græske Æsop og hos knap så gamle franske La Fontaine, og i øvrigt også i en Disney-tegnefilm fra 1935. I fablen møder vi en hare der er meget stolt af sin hurtighed, og som konstant gør nar af den langsomme skildpadde. Det bliver skildpadden til sidst så træt af at den udfordrer haren til et kapløb med de andre dyr som tilskuere. Haren har svært ved at tage konkurrencen seriøst, og den sikrer sig da også hurtigt en stor føring, så den beslutter at lægge sig og tage en lur. Skildpadden fortsætter imidlertid stille og roligt fremad, og da den nærmer sig målstregen, begynder tilskuerne at juble og klappe så højt at haren vågner. For sent indser den at den har sovet så længe at den er blevet overhalet, og selvom den skynder sig på benene, når den kun at se skildpadden komme i mål foran sig. For selvom skildpadden var langsom, så kom den dog frem, og haren havde ingen gavn af sin hurtighed når den i sit overmod troede at løbet var vundet på forhånd.

                      Grunden til at fablen om haren og skildpadden er så populær, er naturligvis at vi mennesker let forfalder til overmod som haren, hvor vi i stedet burde tage ved lære af skildpaddens vedholdenhed. Det er et tema som vi også finder adskillige steder i Bibelen, for eksempel i Ordsprogenes Bog hvor der i kapitel 16 vers 18 står: ”Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald”, eller i Esajas’ Bog kapitel 9, hvor Israel er blevet angrebet af en fjende som har anrettet store skader på landet, og Guds profeter har sagt til folket at det er sket på grund af deres ugudelighed og opfordret dem til at omvende sig. Esajas skriver: ”Herren har sendt et ord mod Jakob, det har ramt Israel, hele folket har lært det at kende, Efraim og Samarias indbyggere. Men i hovmod og hjertets overmod sagde de: ’Teglstenene er faldet, men vi bygger med kvadersten; morbærtræerne blev fældet, men vi erstatter dem med cedre’” (Es 9,7-9). Det at Gud havde udvalgt Israel som sit eget folk, fik dem nemlig alt for tit til at tænke at så var den hellige grav velforvaret (hvis I vil undskylde anakronismen); at så behøvede de ikke at tage det så nøje med at holde Guds bud, men kunne roligt fortsætte med at undertrykke og udnytte de fattige og de fremmede – også selvom de kunne slå op i deres hellige bog, Toraen (som vi kristne kender som ”De 5 Mosebøger”) og læse blandt andet det vi hørte som den første læsning i dag om at Gud ”ikke er partisk … men (som) skaffer den faderløse og enken ret, og (som) elsker den fremmede”.

                      Begivenhederne i dagens prædiketekst finder sted næsten 750 år efter Esajas’ tid, men overmodet hos det israelitiske folk, eller i hvert fald hos dets religiøse elite, var ikke blevet mindre, selvom folket i mellemtiden havde været igennem et eksil i Babylon og senere været underlagt et undertrykkende græsk-syrisk herredømme, og nu var underlagt Romerriget. Farisæerne og de skriftkloge hvilede stadig som Æsops hare på de laurbær de ikke havde vundet endnu, og det havde de gjort så længe at der nu var en ”skildpadde” der var godt på vej til at overhale dem, nemlig dels de fattige og foragtede i deres eget folk – syndere og toldere og ustuderede tømrere og fiskere – og dels endda mennesker fra andre folkeslag. Jøderne plejede ellers at se ned på de andre folkeslag fordi det jo var dem selv, jøderne, der var Guds udvalgte folk, men i dagens prædiketekst møder vi altså en ikke-jøde – tilmed en repræsentant for den romerske besættelsesmagt! – som udviser en større tro end Jesus har fundet hos nogen i Israel. Det får Jesus til at fremsætte en meget alvorlig advarsel til israelitterne: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Beskrivelsen af Himmeriget som et sted hvor man sidder til bords med Abraham og Isak og Jakob er måske lidt fremmedartet for os (selvom den er meget almindeligt brugt i Bibelen), men meningen er klar nok: Et menneskes afstamning er ikke nogen adgangsbillet til Guds rige, så det nyttede ikke noget at den jødiske elite på Jesu tid påberåbte sig at de var ”Rigets egne børn”, når deres liv og tro ikke bar noget som helst præg af Guds rige. Derimod tog Gud med åbne arme imod den troende officer selvom han ikke havde nogen israelitisk stamtavle at prale med.

                      Ordene om at de skal komme fra øst og vest og sidde til bords i Guds rige, har til alle tider været et meget populært skriftsted blandt ikke-jødiske kristne (altså sådan nogle som de fleste af os der er i kirke her i dag), for det er jo os der bliver talt om – os der ikke stammer fra Israel, men fra et helt andet land langt mod – ja, i vores tilfælde er det jo så nord, men der er også kristne der stammer fra lande langt syd, øst eller vest for Israel. Jeg kunne sagtens have valgt at holde en prædiken om hvor stort det er at Gud har givet os det privilegium at sidde med som gæster ved hans bord, selvom vores afstamning egentlig tilsagde noget helt andet, og den prædiken vil jeg måske holde når vi om to år igen møder denne her prædiketekst, men i dag er det noget andet jeg vil lægge vægt på, nemlig faren for at vi ”skildpadder” selv begynder at opføre os som haren i fablen. For hvor nemt er det ikke at begynde at tænke, ligesom farisæerne gjorde, at vi i kraft af vores tilhørsforhold til en eller anden gruppe har mere ret over for Gud end andre mennesker har? ”Jeg er medlem af Folkekirken; det er vel det vigtigste,” kan man måske tænke. Eller det kan være en anden kristen gruppering i eller uden for Folkekirken – Indre Mission, Luthersk Mission, Dansk Oase, Grundtvigsk Forum, Pinsekirken, Baptistkirken, Women’s Aglow, Full Gospel Businessmen, eller hvad har vi. Som min ven Niels Peter Finne nede fra FGP-huset plejer at sige, så står der en stor papirkurv ved indgangen til himlen, hvor vi kan smide alle vores kirkelige medlemsbeviser, for de har alligevel ingen værdi hos Gud. Og det skulle ikke undre mig om der er masser af mennesker rundt om i verden, der ikke har noget formelt kirkeligt tilhørsforhold, men som alligevel søger Jesus med en oprigtighed der får ham til at udbryde: ”Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i” – indsæt selv navnet på den kirke du tilhører.

Eller det kunne også være ”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark”, for vi danskere er jo nærmest verdensmestre i at bilde os ind at vi er verdensmestre i alt. I et af de oprindelige 12 vers til nationalsangen Der er et yndigt land – nutildags plejer vi jo kun at synge det første og anden halvdel af det sidste vers, eventuelt suppleret med vers 2 og 3 hvis det kommer højt, men resten af sangen emmer også så meget af selvfedme at det ikke er til at holde ud – i et af versene skriver Oehlenschläger sågar: ”Vort sprog er stærkt og blødt, vor tro er ren og lutret”. Ja, gid den var! Men den tro som Jesus ser efter, har ikke det fjerneste at gøre med om du er jøde eller græker eller dansker eller tysker eller russer eller amerikaner eller iraker eller afghaner eller kineser, for som apostlen Peter indså i Apostlenes Gerninger kapitel 10: ”Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed” (ApG 10,34-35).

Alt det her kan måske lyde hårdt – betyder alle vores kvalifikationer og akkreditiver virkelig ingenting? Men selvom det kan lyde hårdt, så er det en god nyhed at det er sådan, for det betyder nemlig at det overhovedet ikke er os selv det kommer an på, men ene og alene Jesus. Selv den tro, som Jesus roste den romerske officer for, var ikke en from gerning som officeren præsterede; nej, den bestod ene og alene i at han i sin nød henvendte sig til Jesus i tillid til at Jesus kunne alt det som han ikke selv kunne. Eller som vi (sang / skal synge om lidt): ”At tro er at komme til ham, som på korset har sejret for os”.

Det betyder dog ikke at det er ligegyldigt hvad vi gør og ikke gør, for det vi gør, er som regel en afspejling af hvad vi inderst inde tror på. Det der var problemet for såvel farisæerne på Jesu tid som deres åndelige forfædre på Esajas’ tid, var jo netop at deres handlinger var en eklatant modsigelse af den tro på Gud som de påstod at de havde. Og det kan nok være et nyttigt spørgsmål til selvprøvelse også for os i dag: Hvilken tro (eller mangel på samme) vidner mine handlinger, mine holdninger, mine prioriteringer om? Blot må vi ikke tro at vi kan frelse os selv ved at have de rette handlinger, holdninger og prioriteringer. Frelsen er og bliver ved Guds nåde alene, og det skal vi være glade for, for det betyder at selv en ”skildpadde” kan vinde løbet. Ja, faktisk er det kun en skildpadde der kan vinde – eller oversat til teologisk sprog: Vi kan kun blive frelst hvis vi erkender at vi ikke kan frelse os selv. Modsat Æsops hare, der mente at løbet var vundet på forhånd, må vi indse at løbet er tabt på forhånd hvis det stod til os selv – men det står heldigvis ikke til os selv; det står til Jesus, og derfor må vi firmodigt løfte vores hoveder og lunte frejdigt derudad med 1 kilometer i timen!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2023

Posted By on 19. januar 2023

Brylluppet i Kana: Hvornår får vi Gud at se?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som barn hørte og læste jeg et eventyr der hedder Østen for sol og vesten for måne. Det er et norsk folkeeventyr, men eventyr har det jo med at krydse mange landegrænser, og når jeg genfortæller det, vil I sikkert blive mindet om såvel myten om Amor og Psyche (hvis I kender den) som det kendte eventyr om Skønheden og udyret. Det norske eventyr begynder med at en fattig bonde får besøg af en hvid bjørn der tilbyder ham store rigdomme mod at blive gift med bondens datter. Efter en del overvejelser siger både pigen og hendes far ja til tilbuddet, og bjørnen bærer sin brud til et vidunderligt smukt fortryllet slot hvor hun har adgang til alt hvad hun kan ønske sig, bortset fra menneskeligt selskab. Hver nat kommer der imidlertid en mand og lægger sig hos hende, men hun får ham aldrig at se, for inden det bliver lyst om morgenen, er han væk igen. Sådan går der en rum tid indtil pigen begynder at føle sig ensom og savne sin familie derhjemme. Bjørnen giver hende lov til at tage hjem og besøge dem, men advarer hende om at hun ikke må tale med sin mor i enrum. Og så kan I jo sikkert godt regne ud hvad hun ender med at gøre! Moren planter tvivl i datterens sind ved at sige at det måske er en ond trold der kommer og sover hos hende om natten. Da pigen siger at hun ikke har nogen lampe i soveværelset som hun kan tænde, giver hendes mor hende et tællelys med besked om at tænde det midt om natten så hun kan se hvem det er der ligger ved hendes side. Som sagt, så gjort – og pigen opdager at hendes elsker er verdens smukkeste prins. Hun forelsker sig straks dybt og inderligt i ham og bøjer sig for at kysse ham, men idet hun gør det, spilder hun varm tælle på hans skjorte, og han vågner. Ude af sig selv fortæller han hende at han er blevet forhekset af sin onde stedmoder så han er en bjørn om dagen. Havde hun bare kunnet styre sin nysgerrighed i et år, ville han have været befriet for forhekselsen og have været ved hendes side som den smukke prins døgnet rundt, men nu bliver han i stedet nødt til at rejse til sin stedmoders slot, der ligger østen for solen og vesten for månen, og gifte sig med hendes hæslige datter – og væk er han. Resten af eventyret, som handler om pigens farefulde færd for at vinde sin elskede tilbage, må I selv læse, for det har ikke nogen relevans for det jeg vil sige i dag.

                      Moralen i eventyret er ikke helt indlysende, for selvom pigens mor fremstår som en frister der planter tvivl i sin datters sind, så tror jeg de fleste af os ville have gjort det samme hvis vi havde været i hendes sted – set med det 21. århundredes øjne er hun ikke tvivlens og fristelsens stemme, men fornuftens og besindighedens, for hvad er det for et besynderligt ægteskab hvor hustruen ikke må se sin mand, og hun ikke engang får at vide hvorfor hun ikke må se ham? Men folkeeventyr er jo en genre for sig hvor der gælder nogle helt andre regler og værdisæt end der gør i den virkelige verden, og eventyret handler selvsagt ikke om hvordan man helt konkret skal gebærde sig i et ægteskab, men nok snarere om det at håndtere at man ikke kan vide alt om hinanden, men på nogle områder er nødt til bare at have tillid til at den anden ikke er en ond trold. På et dybdepsykologisk plan kan man sikkert få meget mere ud af historien, men det vil jeg ikke gå ind i. Derimod vil jeg gerne dvæle ved hvad det er der får pigen til at følge sin mors råd, for det handler jo ikke kun om tvivl, men vel også om en uforløst længsel: Selv hvis hun havde kendt sandheden, ville der stadig være en sorg over at hun ikke fik sin elskede at se i hans sande skikkelse, men kun i bjørneform.

                      En lignende sorg havde Moses (hvis I vil undskylde den lidt uelegante overgang). På det tidspunkt hvor vi møder ham i dagens første læsning, har han tilbragt 40 dage indhyllet i en lysende sky på toppen af bjerget Sinaj, hvor Gud har talt til ham som det ene menneske taler med det andet, hvilket var et helt unikt privilegium for et menneske på Det Gamle Testamentes tid. Efter at han kom ned fra bjerget, havde han stadig adgang til at tale med Gud ved at gå et stykke uden for folkets lejr og slå et telt op, hvor Gud så kom og mødte ham i den lysende sky. Helt utroligt. I slutningen af Femte Mosebog beskrives Moses’ eftermæle med ordene: ”Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt” (5 Mos 34,10). Men selvom Moses altså talte med Gud ansigt til ansigt, så han ikke Gud ansigt, fordi Gud som sagt mødte ham inde i en sky. Og selvom Moses fik adgang til et helt unikt privilegium som mange misundte ham, så forstår jeg ærlig talt godt at han ønskede sig mere – at han længtes efter at se herligheden fra det guddommelige ansigt som talte til ham.

                      Det at Moses fik lov til at tale med Gud som det ene menneske taler med det andet, var som sagt et helt unikt privilegium for et menneske på Det Gamle Testamentes tid. Men vi lever ikke på Det Gamle Testamentes tid; vi lever i en ny og langt bedre tid hvor, som vi hørte i søndags, ethvert menneske har direkte adgang til Guds trone gennem troen på Jesus, fordi Jesus har købt os med sit blod til at tilhøre Gud, og fordi han har sendt os Helligånden som er Guds nærvær direkte ind i vores indre menneske. Alligevel – ja, jeg ved ikke med dig, men jeg kan i hvert fald godt nikke genkendende til den længsel som Moses gav udtryk for! Det hører selvfølgelig med til historien at selv det som Moses oplevede – at tale ansigt til ansigt med Gud inde i en sky – ikke ligefrem er noget jeg oplever hver dag, for selvom Guds ånd bor i os, og vi har fri adgang til at tale med ham når som helst, så er det ikke altid det føles sådan. Meget ofte hænger det sammen med at vi bliver distraheret af alt muligt andet så vores åndelige sanser bliver sløvet og vi ikke er opmærksomme på Guds nærvær, selvom han er helt nær. Men selv de mennesker der har sat alt ind på at søge Gud i bøn og kontemplation, og som har kunnet bevidne for alle os andre at det virkelig kan lade sig gøre for enhver gennem Jesu navn at tale med Gud som det ene menneske taler med det andet – selv de mennesker taler stadig om en uopfyldt længsel, som endda tilmed er større end den længsel efter Gud som vi andre går rundt med. Tag for eksempel Paulus, som nok havde et mere inderligt bønsliv end de fleste, og som blandt andet fortæller i Andet Korintherbrev om en oplevelse han havde hvor han ”blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale” (2 Kor 12,4); han skriver tidligere i samme brev: ”vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren” (2 Kor 5,6-8), og i Romerbrevet skriver han: ”også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,23).

                      Selvom vi der er døbt til Jesu navn, nu er Guds børn, er det altså uundgåeligt at vi til en vis grad deler skæbne med pigen fra det gamle norske eventyr, så længe vi lever i denne verden. ”Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.” Når vi ser os om i verden, er der ganske vist mange vidnesbyrd om Guds herlighed, ikke mindst i skaberværket, men også når kærlighed og barmhjertighed sætter sig igennem i menneskelige relationer; men sammenlignet med Guds konstatering ved slutningen af skabelsesberetningen i 1. Mosebog: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31) må man sige at det er gået noget ned ad bakke. Hvis vi husker på at vin i Det Gamle Testamente er et symbol på fred, velstand og glæde, så kan vi i overført betydning sige om vores verden at ”vinen” er sluppet op. Og den overførte betydning tror jeg Johannes spiller meget på i sin beretning om vinunderet i Kana, som vi lige har hørt – ikke sådan at forstå at beretningen kun skal forstås symbolsk (jeg synes det fremgår ret tydeligt af de mange detaljer i beskrivelsen at der helt konkret og bogstaveligt var seks kar med vand der blev forvandlet til god vin), men sådan at forstå at det konkrete mirakel pegede ud over sig selv på en langt større og dybere sandhed, og at det er derfor Johannes tillægger det så stor betydning.

                      Umiddelbart virker det ellers som et mirakel af noget mindre vigtighed end for eksempel helbredelser og dødeopvækkelser, for selvom det i datidens kultur var en stor social ydmygelse for en brudgom at der ikke var vin nok til hans bryllup, og det måske endda kunne føre til økonomiske erstatningskrav fra gæsternes side (hvor utroligt det end lyder), så var det trods alt ikke en tragedie på linje med for eksempel den unge mand vi skal høre om næste søndag, som var så syg at han lå lammet. Alligevel skriver Johannes altså at Jesus ved at forvandle vand til vin ”åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham”. Men det er netop fordi miraklet først og fremmest var en tegnhandling, der indebar et løfte om at Jesus også vil gøre noget ved manglen på Guds herlighed i verden. Og det at skafferen til sin undren fandt at den vin Jesus havde fremskaffet, var bedre end den vin der var sluppet op, er et tegn på at Gud gennem Jesus vil gøre verden endnu mere herlig end den var på skabelsens morgen.

Ganske vist sagde Jesus ”Min time er endnu ikke kommet” da Maria bad ham om at hjælpe brudeparret med deres vinproblem, og selv i dag, næsten 2000 år senere, er Guds rige endnu ikke brudt igennem i sin herlighed. Som Gud sagde til Moses da han bad om lov til at se Hans herlighed, kan intet menneske se Gud og beholde livet. ”Syndigt øje blændes af al din herlighed”, som vi sang i den første salme. Derfor kom Jesus til jorden for at sone vores synd ved sin død på korset så vi kan blive rene nok til at se Gud uden at dø af det. Men der er stadig flere milliarder mennesker i verden der slet ikke har hørt den gode nyhed om frelsen i Jesus, og blandt andet derfor må vi stadig leve i den uforløste længsel, ligesom pigen måtte i det norske eventyr. Og ligesom hende får vi ikke at vide hvor længe vi skal vente. Men i modsætning til hende får vi heldigvis fra tid til anden lov til at se et glimt af den herlighed der venter os: Ligesom Moses fik lov til at se Gud ”fra ryggen”, sådan får vi også lov til at se frugter af Guds herlighed allerede nu i denne verden, også selvom vi ikke får hans ansigt at se. Og ligesom vinunderet gjorde at Jesu disciple troede på ham, kan den herlighed vi trods alt får at se i form af skaberværkets skønhed, menneskelig godhed og konkrete bønnesvar, forhåbentlig også inspirere os til at stole på den brudgom som vi ikke kan se endnu.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2023

Posted By on 10. januar 2023

Den tolvårige Jesus i templet: Vi hører til hos Gud

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Havskildpadder lever i havet. (Det er derfor de hedder havskildpadder). Af samme grund ser landkrabber som undertegnede dem ikke særlig tit, især fordi de er yderst sjældne gæster i de danske farvande. I det hele taget er havskildpadder sjældne dyr – alle de syv nulevende arter er truede, dels fordi både skildpadderne selv og deres æg regnes for store delikatesser, dels fordi deres levevis er meget sårbar overfor den måde vi mennesker bruger vores kyster på. Når en havskildpadde skal lægge æg, foregår det nemlig på stranden: Den drægtige hun kravler op på land, graver et dybt hul i sandet hvor hun lægger sine æg, og dækker derefter hullet til med sand igen så æggene er skjult for rovdyr, hvorefter hun vender tilbage til havet. Efter cirka to måneder kommer de små skildpaddeunger ud af deres æg. De graver sig ved egen kraft fri af sandet, hvorefter de sætter kursen mod vandet. Det er en farefuld færd, for skildpaddeungerne er kun 5-8 centimeter store, så indtil de når ud i vandet, er de et let bytte for alt fra måger til væsler og vaskebjørne og sågar store krabber.

                      Havskildpadder har vist stort set altid fascineret os mennesker, ikke kun fordi de angiveligt smager godt (om det er rigtigt, skal jeg i øvrigt ikke kunne sige; jeg har kun smagt den forlorne variant), men også fordi de kan blive meget gamle (selvom de 150 år som den fra filmen Find Nemo angiveligt har levet, nok er usædvanligt). Det allermest fascinerende er dog hvordan de nyklækkede unger ved at de skal kravle ned til havet, og hvordan de finder vej. Svaret på det sidste – altså hvordan de finder vej – er vist noget med at de går efter lyset over horisonten, som i reglen vil være kraftigst over havet på det tidspunkt af natten hvor klækningen som regel foregår, selvom mange er blevet forvirret af alt det kunstige lys som vi mennesker kan lide at tilføje til naturen. Men det første spørgsmål – hvordan de ved at havet er det sted de skal søge hen – ja, det kan man nok ikke besvare anderledes end at det ved de bare! Det ligger simpelt hen i deres instinkt at de bør være i havet. Med et lidt poetisk udtryk kan man sige at de er børn af havet, og derfor er havet det sted hvor de hører til.

                      Jeg tror Jesus har haft en lignende instinktiv fornemmelse, når han trådte ind på tempelområdet, af at det var der han hørte til. Hvorfor det først var som 12-årig at han blev hængende der da resten af rejseselskabet satte kursen hjemover, er svært at sige, for der er ikke noget der tyder på andet end at han har været med til påskefesten hvert år siden han blev født. I hvert fald står der at hans forældre tog afsted til festen hvert år, og hvis ikke de havde ham med, hvor skulle han så have været imens? Men da han var yngre, har de nok holdt mere øje med ham, som man jo gør, så det år hvor han var 12, har måske været det første år hvor han fik lov til at gå rundt i den summende hovedstad på egen hånd. Det lyder da ret sandsynligt, ikke? Jeg tror i hvert fald ikke der er ret mange bornholmske forældre der lader børn under 12 år gå rundt på egen hånd i København.

                      Nå, som 12-årig fik Jesus altså lov til at gå rundt på egen hånd i Jerusalem, og så gik det altså hverken værre eller bedre end at da Maria og Josef slog lejr for natten efter den første dagrejse af hjemturen, ja, så opdagede de at Jesus ikke var med i rejsefølget. Den slags ville selvfølgelig næppe kunne forekomme i dagens Danmark – det kan godt være at et bornholmsk forældrepar ville lade deres 12-årige gå rundt i København på egen hånd, men de ville i hvert fald ikke sætte sig ind i bilen eller Bornholmerbussen med kurs hjemad uden at have sikret sig at junior var med! Men Josef og Maria rejste hverken med bil eller Bornholmerbus (og heller ikke med Kombardo eller DAT); de rejste til fods, måske med pakæsler, sammen med alle de andre hjemme fra Nazaret, og det lader til at have været almindelig praksis at alle forældre bare gik ud fra at deres børn nok var et eller andet sted i følget. Det kan vi have svært ved at forstå fra vores moderne individualistiske synsvinkel, men sådan var det altså. Og de andre i følget har næppe sagt: ”Helt ærligt, Josef og Maria, hvordan kunne I dog finde på at rejse fra Jerusalem uden at sørge for at få Jesus med?”; nej, de andre har sikkert selv været lige så overraskede over at der var et barn der ikke var med. Jeg tror ikke det var noget der plejede at ske, heller ikke selvom forældrene bare gik ud fra at børnene var med. Og skal man dømme efter det som Maria siger til Jesus da de finder ham i templet, så har holdningen tilsyneladende været den at det var de store børns eget ansvar at holde sig til når turen gik hjemad.

                      Men Jesus udfordrer den gængse tankegang, for bare fordi vi altid har taget noget for givet, er det ikke sikkert at det er rigtigt. Maria var ikke i tvivl om hvor Jesus burde være henne: i rejsefølget sammen med alle de andre fra Nazaret. Men der tog hun fejl! Der var kun ét sted i hele verden Jesus ”burde” være, og det var hos sin fader. En havskildpadde hører til i havet fordi den er et barn af havet; Jesus hører til hos Gud fordi han er Guds søn.

                      Så blev vi så meget klogere, og det er jo altid godt at blive klogere, men det er måske ikke primært derfor man går i kirke? I hvert fald er der mindst én flittig kirkegænger der jævnligt påminder mig om at når han går i kirke, så vil han gerne have noget med hjem som han kan bruge i sin hverdag – men hvilken betydning har det lige for vores hverdag at Jesus, 12 år, vidste at han hørte til hos Gud, og at han derfor søgte hen i templet da han fik lov til at gå rundt på egen hånd i Jerusalem?

                      Det har betydning fordi det ikke var for sin egen skyld Jesus kom til jorden. Grunden til at Guds søn forlod himlen og blev et menneskebarn, der trods sin egen fuldkommenhed nedlod sig til at være lydig mod sine ufuldkomne jordiske forældre, det var at han ville have os med i Guds familie. Fordi vi ikke har levet efter Guds vilje, havde døden og Djævelen et krav på os, men det krav godtgjorde Jesus ved at betale med sit eget fuldkomne liv og blod på korset, og derfor er vi nu frie til at modtage en helt ny identitet som Guds børn. Når vi bliver døbt, bliver vi adopteret ind i Guds familie som hans børn, og det betyder at vi nu hører til hos Gud, nøjagtig som Jesus gjorde. Den handlemåde vi finder hos den 12-årige Jesus, er altså et eksempel til efterfølgelse for os: Ligesom Maria og Josef burde have kunnet sige sig selv at det sted de kunne finde Jesus, var i templet, sådan bør enhver der kender dig og mig, også kunne sige sig selv at det sted de kan finde os, er hos Gud.

                      Men hvor er dét så? Templet i Jerusalem står der jo ikke mere; det blev ødelagt af romerne i år 70, og kun den vestlige mur står tilbage. Den er ganske vist fortsat et højhelligt sted for jøderne, men den befinder sig 4.000 kilometer væk fra Bornholm, så vi har ikke rigtig mulighed for at søge derhen særlig tit. Men det behøver vi heller ikke. Som vi skal høre om et års tid, når vi den 14. januar 2024 når frem til 2. søndag efter helligtrekonger efter 2. tekstrække, var der på et tidspunkt en samaritansk kvinde der spurgte Jesus om det var jødernes eller samaritanernes helligdom der var det rigtige sted at møde Gud, hvortil Jesus, frit gengivet, svarede: ”Hverken eller. Det sted man møder Gud, er gennem mig.” (Knap så frit gengivet sagde han: ”de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”; det vender jeg tilbage til). Grunden til at templet i Jerusalem var et helligt sted hvor Jesus endda selv søgte hen, var at den allestedsnærværende skaber Gud havde valgt på en særlig måde at lade sit nærvær hvile dér, men da Jesus blev født, var Guds nærvær pludselig legemligt til stede i kød og blod, og det trumfer jo det andet. Jesus vendte ganske vist tilbage til himlen 40 dage efter sin opstandelse (det er det vi fejrer Kristi himmelfarts dag, som der lykkeligvis ikke mig bekendt er nogen aktuelle planer om at afskaffe), men som erstatning sendte han Helligånden, som ikke kun er Guds nærvær i et enkelt menneske af kød og blod, men Guds ånd der kommer og tager bolig i alle der tror på Jesus, sådan at Guds nærvær nu slet ikke er geografisk bundet, men direkte tilgængeligt gennem troen (det var derfor Jesus sagde ”i ånd og sandhed” som modsætning til de fysiske helligdomme). Det at man skal kunne finde os ”hos Gud”, betyder altså ikke at det er et bestemt fysisk sted man skal lede efter os, men derimod at man bør finde os i færd med at gøre Guds vilje.

                      Nogle af jer sidder måske og tænker at der er noget af det jeg har sagt, der ikke helt hænger sammen, for hvis Guds nærvær allerede var tilstede i kød og blod i Jesus, hvorfor søgte han så hen i templet? Var templet ikke allerede forældet, så at sige, i og med at Jesus overhovedet var blevet født? Og selv hvis det ikke var, hvorfor skulle han af alle mennesker så have brug for at gå derhen? Det spørgsmål kan jeg ikke give et skudsikkert svar på, ud over at templet var et sted der på en særlig måde var indviet til Gud, og hvor jeg derfor som sagt tænker at Jesus kan have haft en instinktiv fornemmelse af at han hørte hjemme, ligesom du måske kender til umiddelbart at føle dig hjemme når du kommer til et sted hvor Gud bliver tilbedt og Hans ord bliver forkyndt. Dertil kommer at den græske vending der er oversat ”jeg bør være hos min fader” også kan betyde ”jeg bør beskæftige mig med min faders anliggender”, og det må man jo sige at Jesus gjorde ved at undervise de skriftkloge i hvordan Skriften skal udlægges!

                      Hvad med os i dag, hvad skal vi gøre for at beskæftige os med vores himmelske faders anliggender? Ja, det er efterhånden længe siden jeg sidst har talt om ”De 4 B’er”, så det er vist en god anledning til at minde om dem på ny. For det første: Bibelen. Paulus skriver et sted til sin yngre medarbejder Timotheus: ”fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus” (2 Tim 3,15). Når vi studerer Bibelen, alene eller sammen med andre, er vi som kristne i vores rette element. For det andet: Bønnen. Gud er hele tiden hos os, men i bønnen giver vi Ham al vores opmærksomhed, og det er en god og vigtig ting at gøre ofte, både alene og sammen med andre. For det tredje: Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden. ”I er Guds tempel”, skriver Paulus til de kristne i Korinth (1 Kor 3,16), og det er i den forbindelse værd at lægge mærke til at han ikke skriver ”I er Guds templer” i flertal; nej, vi kristne er i fællesskab Guds tempel i ental, og Guds nærvær manifesteres på en særlig måde når vi søger ham sammen i det kristne fællesskab – det er derfor vi hver uge samles til gudstjeneste. Og endelig for det fjerde: Bordet, altså nadverbordet, hvor Jesus giver os sit eget legeme og blod i skikkelse af brød og vin eller druesaft. Vi kan ikke forstå eller forklare hvordan det hænger sammen, men Paulus skriver at brødet som vi bryder, er fællesskab med Kristi legeme (1 Kor 10,16), og det må vi tage imod i tro når vi knæler ved alteret. Det vil jeg derfor opfordre jer til at gøre så ofte som muligt, helst ugentligt hvis det er muligt. Gennem de fire hjælpemidler når vi sikkert frem som små havskildpaddeunger til det forjættede hav uden at vi behøver at frygte nogen fare.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til nytårsdag 2023

Posted By on 5. januar 2023

Jesu omskærelse: I Jesu navn

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Da otte dage var gået”. Sådan begynder dagens ultrakorte prædiketekst. Det er naturligvis underforstået at det er siden Jesus blev født at der var gået 8 dage, og det er også derfor vi har den prædiketekst netop i dag, for det er jo til jul at vi fejrer Jesu fødsel, og hvis vi tæller 8 dage frem: 25. december, 26. december, 27. december, og så videre, så lander vi netop på i dag, 1. januar. Det er så tilfældigvis også nytårsdag ude i samfundet, og det er derfor dagens gudstjeneste er henlagt til klokken 14 af hensyn til de mange der måske har været vågne den halve nat for at byde det nye år ordentligt velkommen, men her i kirken fejrede vi allerede nytår for lidt over en måned siden, nemlig 1. søndag i advent. Det som vi kirkeligt set fejrer i dag, er Jesu omskærelse og navngivning. Men selvfølgelig sidder det også i baghovedet at vi fra og med i dag skriver 2023 i kalenderen i stedet for 2022.

                      Når et barn bliver født, er det altid et stort spørgsmål hvilket navn det lille vidunder skal udstyres med, og for nogle er valget så svært at der ligefrem er udgivet en håndbog for forældre der skal finde et navn til deres barn, ligesom der også er en Facebook-gruppe der hedder ”Børnenavne – hvad skal barnet hedde?” For Maria og Josef var det imidlertid ikke noget svært valg, for allerede før barnet blev undfanget i moders liv, gav ærkeenglen Gabriel ham navnet Jesus da han fortalte Maria om hendes kommende graviditet, og det blev siden bekræftet for Josef i en drøm, så det rettede forældrene sig naturligvis efter. Jesus var ikke noget ualmindeligt navn blandt jøder på den tid (alene i Det Nye Testamente omtales de 4 forskellige personer med det fornavn), men det var alligevel et symbolsk navn, for det betyder ”Herren frelser”, og den begrundelse som Josef havde fået for at barnet skulle bære netop det navn, var: ”for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Og så var det jo i det hele taget vigtigt at vide hvilket navn Guds søn ville komme til at være kendt under, også selvom det var et navn der også blev båret af andre. Når der bliver født et nyt barn i kongehuset, er der jo også stor nysgerrighed om hvad prinsens eller prinsessens navn bliver, også selvom det er et navn som vedkommende kommer til at dele med mange andre. Spændingen er særligt stor hvis det er en kommende tronfølger der er blevet født, også selvom vore dages konger og dronninger ikke har nær så stor magt som deres enevældige forfædre, er det jo stadig i regentens navn at love bliver udstedt, og der er stadig nogle myndigheder tilbage der kan agere med fuldmagt i kongens eller dronningens navn, deriblandt politiet. I Grundlovens paragraf 80 står der for eksempel: ”Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles”, og den formulering er ikke ligegyldig. I kølvandet på de uroligheder der fulgte efter EU-afstemningen i 1993, frifandt landsretten for eksempel nogle demonstranter der stod anklaget for ikke at følge politiets ordre om at gå hver til sit, og rettens begrundelse var at politiet ikke havde udstedt ordren i dronningens og lovens navn![1]

                      På samme måde som politiet kan tale på vegne af dronningen, kan vi som Jesu disciple tale i hans navn, blandt andet når vi henvender os til Gud i bøn. Det siger Jesus blandt andet i Johannesevangeliet kapitel 16 vers 23: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.” Det er en formulering som umiddelbart er let at misforstå – som barn forstod jeg det i hvert fald sådan at hvis jeg bare sluttede en bøn af med ”amen”, så fik jeg ikke hvad jeg havde bedt om, men hvis jeg sagde ”i Jesu navn, amen”, så fik jeg det. Men sådan hænger det naturligvis ikke sammen – det ville jo reducere bøn til magi og Jesu navn til en trylleformular.

                      Men hvad betyder det så at bede ”i Jesu navn”, eller i det hele taget at gøre noget ”i Jesu navn”? Det er jo en formulering som i hvert fald tidligere var meget hyppigt brugt. I missionshuse kan man stadig høre mødelederen sige: ”Vi vil begynde vores møde i Jesu navn med at synge nummer 237”, men traditionelt har det ikke kun været, hvad skal man kalde det, ”religiøse” aktiviteter så som missionshusmøder der blev gjort i Jesu navn. I 1600-tallet kunne man for eksempel møde en sømandssalme af den ikke specielt kendte salmedigter Niels Helvad, som begynder med linjen: ”Nu sejle vi i Jesu navn”. Ja, som vi sang tidligere i gudstjenesten med ord af en anden ikke specielt kendt salmedigter ved navn Johan Friderichsen: ”I Jesu navn skal al vor gerning ske”! (Det er i øvrigt ikke noget Johan Friderichsen selv har fundet på, men noget som Paulus skriver i Kolossenserbrevet (3,17): ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”).

                      En nøgle til at forstå hvad disse formuleringer betyder, finder vi i det stykke fra Galaterbrevet der var dagens anden læsning, hvor Paulus skriver: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.” Der er altså ikke blot tale om at vi ved bestemte særlige lejligheder kan hive Jesu navn op af lommen, så at sige, og gøre noget bestemt i hans navn, hvorefter vi putter ham i lommen igen og fortsætter med at gøre de ting vi ellers gør, i vores eget navn. Nej, gennem troen og dåben har vi fået en helt ny identitet som Guds børn; en identitet som vi udelukkende har i kraft af Jesu navn. Jeg synes det er et fantastisk smukt og rammende billede Paulus bruger når han skriver at vi har ”iklædt” os Kristus: alt hvad vi tidligere var, alle vores synder, men også alle vores bedrifter og alt hvad vi havde at prale af, det er alt sammen dækket af Jesus, så det eneste der dybest set er at sige om dig og mig, er at vi er i Jesus. Men det er også alt hvad vi har brug for, for selv vores stolteste bedrifter er intet i forhold til hvad Jesus har gjort for os.

                      Når vi får at vide at vi skal bede i Jesu navn, og at vi i det hele taget skal gøre alt i Jesu navn, handler det altså om at Jesus skal være overskriften for hele vores liv. En central del af dåbsritualet er jo korstegnelsen hvor præsten siger: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.” Er vi døbt til Jesus, tilhører vi altså ham. Men vi tilhører ham ikke kun på den måde som en slave mentes at tilhøre sin herre dengang vi praktiserede slaveri; snarere tilhører vi ham på den måde som et ægtepar tilhører hinanden. For vel er Jesus vores herre som vi skal adlyde, men den måde han har udøvet sit herredømme på, er ved at give sit liv for os. Vel er Jesus kongernes konge, men han hersker ved at tjene. Han har givet sig selv helt og fuldt til os, så når vi bliver døbt til at tilhøre ham, er det altså kun ”lige for lige”, om man så må sige.

                      Hvordan ser det så ud når Jesus er overskrift for vores liv? Det ser sådan ud at vi efterligner hans sindelag; at ligesom han gav sig selv hen for os, skal vi give os selv hen for andre. Og det at bede i Jesu navn betyder at vi ikke blot selvisk beder Gud om at opfylde alle vores ønsker uden tanke på andre mennesker, men at vi også i vores bønner har vores medmenneskers bedste for øje. Det betyder ikke at vi ikke også må bede om de ting vi selv ønsker og har brug for – Paulus skriver jo i Filipperbrevet (4,6-7): ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus”. Men det at bede i Jesu navn betyder at vi – om ikke med vores ord, så i hvert fald med vores hjertes indstilling – tilføjer det samme som Jesus tilføjede da han i Gethsemane bad om at få lov til at slippe for korset: ”Dog, ske ikke min vilje, men din” (Luk 22,42).

                      Men det at vi beder i Jesu navn, betyder også at vi ikke skal gøre os fortjent til Guds opmærksomhed. Gud lytter til vores bøn for Jesu skyld, på grund af det han har gjort. Så du behøver aldrig nogensinde at tænke: ”Åh, jeg har vist ikke været specielt from i dag, så det går nok ikke an at jeg begynder at bede til Gud som om jeg var et fromt menneske; det ville være hykleri”. Nej, det ville ikke være hykleri! Hvad der tværtimod ville være hykleri, ville være hvis du kom til Gud med en forventning om at han skulle lytte til dig for din egen fromheds skyld. Jesus, og han alene, er vores adgang til Gud Fader, nu og i al evighed!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Kilde: https://www.ft.dk/da/dokumenter/bestil-publikationer/publikationer/mingrundlov/min-grundlov/kapitel-8/paragraf-80

Prædiken til 2. juledag 2022

Posted By on 30. december 2022

Sankt Stefans dag: Lad verden mig alting betage

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I går var det juledag, Kristi fødsels dag, hvor vi fejrede at Guds søn steg ned og lod sig føde som et menneske for at frelse os. Vi hørte om at det folk der vandrer i mørket, skal se et stort lys, og at freden er uden ophør. I Sct. Klemens Kirke sang vi om at ”Gud selv blev menneskets lys”, vi sang ”o salig stund, og klare nat, da du blev født, vor sjæleskat” og ”Hil dig, du, som fred os bringer”, og i alle de andre kirker hvor der var gudstjeneste i går, er der sikkert blevet sunget noget lignende.

                      I dag er det så 2. juledag, og nu er det så pludselig noget helt andet vi hører om: Vi hørte beretningen om dengang Stefanus blev stenet fordi han prædikede om Jesus, og i evangelielæsningen har vi nu netop hørt Jesus forudsige hvordan dem han vil sende i sit navn, vil blive forfulgt, nogle vil blive pisket, og nogle vil endda blive korsfæstet. Det var ikke længe vi fik lov til at beholde julehyggen!

                      Men ved nærmere eftertanke er kontrasten mellem juledags og 2. juledags budskab måske ikke så stor alligevel. Juleevangeliet er jo ikke kun en jublende proklamation af at frelseren er født, og nu er alt godt; det er også beretningen om hvordan Jesus gav afkald på sin himmelske herlighed og fornedrede sig ud over alle grænser, og derfor sang vi også: ”Velkommen fra din himmelsal til denne verdens tåredal, hvor man dig intet andet bød end stald og krybbe, kors og død.” For Jesus drog jo netop ikke ind i vores verden med magt og pragt og herlighed, men i svaghed og ydmyghed som et lille barn, der oven i købet måtte tage til takke med en krybbe som sin første barneseng. Guds rige brød ind i vores verden da Jesus blev født, men det var en beskeden begyndelse, for vi mennesker kunne ikke frelses gennem magt og styrke. Det vi skulle frelses fra, var nemlig synden og døden og Djævelen, og af de tre er det kun Djævelen der måske kan siges at være en ydre fjende. Synden er det onde der er inde i os selv, og hvis Gud skulle ødelægge det med vold og magt, ville vi selv ryge med i købet. Vi kan måske sige det sådan at Guds plan ikke var at frelse verden fra de onde mennesker, men at frelse verden og os onde mennesker. Og det sker ét menneske ad gangen efterhånden som vi kommer til tro – som der står i forlængelse af pinseberetningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2: ”Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst” (vers 47). Saulus, som præsiderede over steningen af Stefanus, kom for eksempel selv til tro senere, og gennem hans missionsvirksomhed kom talrige andre til tro.

                      Det som vi tror , er at Jesus af Nazaret er Kristus, Guds søn og vores Herre, og at hans død på korset ikke var et nederlag, men tværtimod den afgørende sejr over det onde, og at den der i efterfølgelse af Jesus mister sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv (jf. Joh 12,25). Det afspejler sig også i det ritual vi benytter når et menneske kommer til frelsen, nemlig dåben, som er en symbolsk begravelse af vores eget liv, efterfulgt af en symbolsk opstandelse til livet i troen på Jesus, som Paulus i Galaterbrevet udtrykker meget radikalt med ordene: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,19b-20). Så selvom Det Nye Testamente nogle steder bruger formuleringen ”at blive frelst” om det at et menneske kommer til tro på Jesus og begynder at følge ham, så er det en frelse der ikke kan ses endnu. Jo, det skulle selvfølgelig gerne kunne ses på den måde vi lever på, at vi er blevet frelst fra syndens magt, men at det onde er besejret, det kan vi ikke se. Tværtimod har mange kristne i historiens løb erfaret at det at følge Jesus medfører at man bliver hadet og forfulgt, og Paulus betragtede det ligefrem som en selvfølge, for i sit andet brev til Timotheus skrev han: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus” (2 Tim 3,12). Hvordan hænger det sammen med at vi angiveligt er blevet frelst? At være blevet ”frelst” plejer jo at betyde at man ikke længere bliver forfulgt, ikke at forfølgelsen først skal til at begynde! Men som jeg sagde før: Det som Jesus frelser os fra, er ikke først og fremmest ydre fjender, men det onde inde i os selv.

                      Som jeg også sagde før (hvis man ikke kan finde et klogt menneske at citere, må man jo nøjes med at citere sig selv): ”Guds rige brød ind i vores verden da Jesus blev født”. Det er sådan en sætning som vi teologer godt kan lide at sige, og som jeg egentlig ikke er sikker på om der er ret mange andre end os selv der forstår, eller om det bare er en gang teolog-lingo, men i hvert fald: ”Guds rige” er noget som Jesus taler meget om i evangelierne. Det græske ord som danske bibeloversættere har valgt at gengive med ordet ”rige”, kan også betyde ”herredømme”, og det tror jeg er en bedre oversættelse. Det er Gud der har skabt verden, men han skabte os mennesker med frihed til at vælge om vi vil leve som hans børn eller ej, og den kendte beretning om Adam og Eva fortæller hvordan vi mennesker har valgt at give det onde magt i verden, til skade for os selv og hinanden og hele skaberværket. Men julenat blev der født et syndfrit menneske, en som ikke lå under for det ondes magt sådan som vi andre gør, og dermed blev ondskabens rige udfordret på det der var blevet dets hjemmebane, nemlig vores jord. Jesus var ganske vist kun ét menneske, men netop fordi han trådte frem i ydmyghed og svaghed (i hvert fald tilsyneladende svaghed, for det skulle jo vise sig at Guds svaghed var stærkere end mennesker, som Paulus udtrykker det i Første Korintherbrev (1,25)), netop derfor kunne han købe os andre fri af syndens og dødens og Djævelens magt ved at betale med sit eget blod. Hver gang et menneske kommer til tro på Jesus, bliver vedkommende frelst fra Djævelen og kommer ind under Guds herredømme. Men det at vi hører til Guds rige (for nu at bruge det traditionelle udtryk), betyder at vi er blevet Djævelens fjender. Og desværre er der mange mennesker der tror at vi også er blevet deres fjender. Det begyndte allerede med Jesus selv, som de jødiske ledere så som en fjende fordi hans budskab fik det religiøse system som de havde klamret sig til (og som havde sikret dem magt og prestige i samfundet) til at vakle. Det fortsatte med Romerrigets til tider nådesløse forfølgelse af de første århundreders kristne fordi de ikke ville anerkende kejseren som guddommelig, hvilket truede hans absolutte greb om magten i det store rige. I det hele taget vil det altid være sådan at der hvor Jesus bliver anerkendt som Herre, vil der være nogle eksisterende magtstrukturer der bliver udfordret og derfor har det også været sådan at hver gang modige missionærer har forkyndt budskabet om hvordan Jesus kan sætte os fri fra syndens, dødens og Djævelens magt, på steder hvor det ikke havde været forkyndt før, har det vakt modstand og tit endda voldelig forfølgelse – og det gælder stadig i dag, hvor meget af forfølgelsen kommer fra muslimske ekstremister i eksempelvis Afghanistan, Somalia og Nigeria, fra hindunationalister i Indien, og fra gudløse diktaturer i lande som Nordkorea, Kina og Eritrea. Allerværst er det når kristne forfølger andre kristne, som da den katolske kirke i middelalderen brændte reformatorer som Jan Hus, Girolamo Savonarola og William Tyndale, eller som når protestantiske kristne i Putins Rusland udsættes for chikane af forskellig art. Kønt er det heller ikke just at kristne til tider har haft rollen som dem der har forfulgt tilhængere af andre religioner, ikke mindst jøder, men også hinduer, muslimer og tilhængere af stammereligioner. For den kristne tro kan jo også alt for nemt perverteres til et religiøst system der giver mennesker magt over andre, hvis vi glemmer at den tværtimod handler om at vi giver vores liv til Jesus og udelukkende søger hans ære og andre menneskers bedste.

                      Når vi tror på Jesus og følger ham, kan vi nemlig ikke regne med at få magt og ære og indflydelse ud af det. Til gengæld kan vi regne med at få noget der er langt bedre end det, nemlig evigt liv sammen med Gud. Guds rige, Guds herredømme, bliver nemlig engang en synlig virkelighed, og så skal vi se Gud ansigt til ansigt og erfare en ubeskrivelig lykke der aldrig får ende. Men allerede nu i denne verden lover Jesus os en ubeskrivelig lykke midt i alle de trængsler han ellers også stiller os i udsigt. Et sted i Lukasevangeliet siger han for eksempel: ”Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld” (Luk 6,22) (og Menneskesønnen er jo, som nogle af jer sikkert ved, en betegnelse som Jesus hyppigt brugte om sig selv). Den lykke som Jesus lover os, det er den lykke der kommer af at kende ham og vide sig elsket af den eneste hvis mening om os dybest set betyder noget som helst. Det er den lykke og salighed som gjorde at Stefanus og de tusinder af andre kristne martyrer efter ham har kunnet gå frimodigt i døden og endda prise sig lykkelige for at de opnåede ”martyrkronen”.

                      For os i den vestlige verden i dag er det meget fremmedartet at tænke på den måde, for vi har jo i den grad vænnet os til at have både magthaverne og folkestemningen med os, at vi kan finde på at jamre op om at vi bliver ”forfulgt”, blot der er nogen der siger os imod i al fredsommelighed. Langt de fleste kristne i Europa og Nordamerika har ikke den fjerneste idé om hvad det vil sige at blive forfulgt for Jesu navns skyld – eller vi har i hvert fald ikke erfaret det på egen krop. Jeg siger ”langt de fleste”, fordi der dog er undtagelser, ikke mindst blandt vores brødre og søstre med muslimsk baggrund, som selv i Vesten kan opleve forfølgelse fra tidligere trosfæller. Men de fleste af os, undertegnede i den grad inklusive, kan nok have grund til at blive en smule urolige når vi læser hvad Jesus siger senere i samme kapitel som det jeg citerede før om at vi er salige hvis vi bliver forfulgt, nemlig: ”Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter” (Luk 6,26). Vi skal selvfølgelig ikke aktivt søge at blive uvenner med nogen – tværtimod! – men vi skal til hver en tid sætte troskaben mod Jesus højere end hvad mennesker måtte mene om os og sige som vi om lidt skal synge med Brorson: ”Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til juledag 2022

Posted By on 30. december 2022

Jesu fødsel: Han ønskede sig ned i muddergrøften

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der var engang en fisker, som boede med sin kone i en muddergrøft tæt ved havet, og han gik hver dag derhen for at fange fisk. En dag fangede han en stor flynder, men da han halede den op, begyndte den at tale til ham og forklarede at den i virkeligheden var en prins der var blevet forhekset, og derfor satte han den fri igen.

De af jer der har set julekalenderen Pyrus i Alletiders Eventyr enten i år eller en af de utallige andre gange den har været sendt, kender sikkert historien, og det samme gør de af jer der selv har læst Grimms Eventyr eller fået dem læst højt som børn, men jeg vil alligevel lige repetere hvad der sker: Da fiskeren kommer hjem til sin kone, bebrejder hun ham at han slap den talende fisk fri uden at bede den om noget til gengæld, for eksempel et nydeligt lille hus at bo i i stedet for muddergrøften. Hun får overtalt ham til at gå ned til havet og kalde på fisken, og den dukker rent faktisk op og opfylder ønsket. Men næste morgen fortryder konen at hun ikke bad om mere, og trods mandens protester får hun overtalt ham til at gå ned og kalde på fisken igen og bede den om et slot. Også det ønske bliver opfyldt, men konen er stadig ikke tilfreds, for hvad gavn har hun af rigdommen hvis hun ikke kan bestemme over andre mennesker? Så manden bliver igen sendt afsted for at bede flynderen om at gøre hende til først konge, derefter kejser, og derefter pave. For hver gang bliver mandens protester stærkere, og for hver gang han går ned til havet, er det mere og mere mørkt og oprørt, men flynderen fortsætter med at opfylde konens ønsker uden at protestere over det. Galt går det først da solopgangen vækker hende i hendes pavelige sovekammer. Som pave lever hun ellers i uforlignelig pomp og pragt og tager dagligt imod konger og kejsere der knæler og kysser hendes fødder, men synet af solopgangen gør hende edderspændt over at hun ikke bestemmer over solen og månen! Derfor beder hun sin mand gå ned til fisken en sidste gang og sige at nu vil hun gerne være Vorherre selv! Manden faldt på knæ og rakte hænderne op imod hende. ”Det kan han ikke gøre,” sagde han, ”vær dog nu fornøjet med at være pave.” Da blev konen ude af sig selv, håret fløj vildt om hovedet på hende, og hun gav ham et spark. Så skyndte han sig at stikke i tøjet og løb, som det gjaldt livet. Udenfor rasede stormen, så han næsten ikke kunne stå på benene, træerne blev revet op med rod, bjergene skælvede, og store klippestykker blev slynget ud i havet. Himlen var kulsort, og det tordnede og lynede. Bølgerne gik så højt som kirketårne, og det hvide skum sprøjtede op i luften. Manden råbte så højt, han kunne, men kunne ikke engang høre, hvad han selv sagde: ”Flynder lille, flynder god, stig op til mig af havets flod, for min hustru Isabil vil meget mere end jeg vil.” ”Hvad er der nu i vejen?” spurgte flynderen. ”Hun vil være Vorherre,” sagde manden, og tænderne klaprede i munden på ham. ”Gå hjem,” sagde flynderen. ”Hun sidder igen i muddergrøften.”

                      Jeg ved ikke om det er tanken at der skulle være en pointe med at det i eventyret er en kvinde der er ærgerrig ud over alle grænser, mens hendes mand er fornuftens og mådeholdets stemme, men mon ikke det er tilfældigt? Jeg synes i hvert fald ikke der er nogen grund til at antage at kvinder i al almindelighed skulle være mere æresyge og begærlige end mænd (måske snarere tværtimod). Derfor gør vi nok klogest i at høre eventyret som en advarsel til både mænd og kvinder mod at lade os forføre af griskhedens ånd – en advarsel der i øvrigt også lyder talrige steder i Bibelen i såvel Det Gamle som Det Nye Testamente. Men den væsentligste årsag til at jeg valgte at genfortælle dette eventyr netop i dag, er at det på en måde er juleevangeliets diametrale modsætning – ikke hvad budskabet angår, men hvad handlingen angår. Hvor eventyret tager udgangspunkt i en kvinde der bor under hvad der vel må siges at være de uslest tænkelige kår, i en muddergrøft, men som får smag for rigdom og magt i en grad så hun slet ikke kan få nok, så handler julens evangelium tværtimod om en der fra starten havde det hele, men som gav afkald på det. Vi hørte det meget smukt udtrykt i dagens anden læsning fra Hebræerbrevet: ”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord”, og teksten fra Esajas’ Bog kalder ham ”Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste”. Men han valgte at stige nedad på den selvsamme rangstige som fiskerkonen ønskede at stige op ad. Den eneste lighed mellem Jesus og konen i muddergrøften var at ingen af dem tilsyneladende stillede sig tilfreds med at gøre noget halvt. Konen kunne have ladet sig nøje med at få et hus, med at få et slot, med at være konge eller kejser eller endda pave, men nej, hun ville være Gud selv. Jesus – ja, han kunne have nøjedes med at fornedre sig en lille smule og træde frem som en mægtig engel, en halvgud, eller hvis han absolut skulle træde frem som menneske, så i det mindste som den stærkeste og mægtigste af alle mennesker. Men nej, han valgte at blive et hjælpeløst spædbarn. Okay, så i det mindste en kongesøn på et slot, svøbt i silkedyner og fra fødslen hyldet af rigets fornemste kvinder og mænd? (ryst på hovedet) Ah-ah. ”I krybben lagt, i klude svøbt.” Og de eneste barselsgæster var nogle lokale hyrder.

                      Jeg tror ikke det er særlig svært for nogen af os at forstå hvad det var der motiverede fiskerkonen fra eventyret til at handle som hun gjorde, for selvom hun måske nok er en karikeret figur, så: Hånden på hjertet, har du nogensinde selv ønsket dig at du havde en mere ærefuld position end du har? En højere stilling? En højere løn? Et større hus? En større bil? Det er der i hvert fald mange danskere der ønsker sig, og det selvom der nok er mindst en milliard mennesker i verden der med glæde ville bytte livsvilkår med den materielt set fattigste i det her lokale. Det ligger bare så dybt i os mennesker at vi sjældent bliver helt tilfredse, men altid gerne vil have bare en lille smule mere. Konen i muddergrøften ønskede jo heller ikke fra starten at hun gerne ville være Gud, men havde adskillige mellemstationer på vej derop.

                      Til gengæld kan vi have svært ved at forstå hvad der motiverede Jesus til at gøre den modsatte bevægelse, for hvor mange af os ville gøre det? Jo, måske ville vi godt kunne gå med til at gå en lille smule ned i levestandard i en god sags tjeneste – mange af os har for eksempel valgt at skrue ned for varmen i denne vinter og i stedet tage en tykkere trøje på, ikke kun fordi varmen er dyr, men også for at nedbringe Europas afhængighed af russisk gas – men så helt og aldeles som Jesus gav afkald på alt, hvem ville dog gøre det?

                      Det er der faktisk mennesker der ville – sikkert også mange flere end vi har kendskab til, for vi hører jo kun deres historier hvis nogen er vidende om hvad de har gjort, og overlever så de kan fortælle om det. Men et eksempel som nogle af jer måske har hørt om, er Maximilian Kolbe, en polsk munk og katolsk præst som under Anden Verdenskrig gav husly til tusindvis af jødiske flygtninge i sit kloster, samtidig med at han udgav en masse antinazistisk litteratur. Den 17. februar 1941 blev han arresteret af Gestapo, og tre måneder senere blev han overført til den berygtede kz-lejr Auschwitz, hvor han fortsatte sit virke som præst blandt fangerne. Da der en dag var en fange der stak af fra lejren, befalede kommandanten at 10 tilfældige fanger skulle spærres inde og lide sultedøden som straf, sådan at de tilbageværende kunne se at flugtforsøg ville komme til at gå ud over uskyldige mennesker. En af de ti udvalgte var en mand ved navn Franciszek Gajowniczek, der som sergent i den polske hær som havde kæmpet mod de nazistiske tropper. Da Gajowniczek blev kaldt frem, jamrede han: ”Min kone! Mine børn!”, hvorefter Fader Maximilian trådte frem og bad om at overtage hans plads. Det fik han lov til, og for det offer blev han i 1982 helgenkåret af Pave Johannes Paul II. (Gajowniczek overlevede i øvrigt sit ophold i kz-lejren og døde først i 1995, 93 år gammel). Vi lutheranere har som bekendt ikke for vane at helgenkåre folk, men at Maximilian Kolbes minde bliver æret på grund af det han gjorde, er helt og aldeles på sin plads; det tror jeg de fleste vil give mig ret i. At ofre sig for at redde andre er den største kærlighedsgerning et menneske kan gøre, og det er med rette at vi hylder dem der gør den slags.

                      Alligevel hører det med til historien at Fader Maximilian i forvejen var i en temmelig håbløs situation da han tilbød at tage sergent Gajowniczeks plads i sultekammeret. Anderledes var det med Jesus: Han var i Himlen hos Gud, i utilgængeligt lys og ukrænkelig salighed, og synden og døden og hvad der ellers er af onde kræfter i denne verden, kunne aldrig i evighed nå ham. Han havde virkelig alt at tabe. Hvad havde han da at vinde, siden han valgte at give så stort et afkald?

                      Os. Dig og mig. Og alle andre mennesker som vil tage imod hans kærlighedsgave. Det var ene og alene hans inderlige kærlighed der drog ham til vor jammer ned, som vi sang. Hvor tit tænker vi på hvor stort det er?

                      I 1994 besøgte den aldrende Franciszek Gajowniczek en kirke i Texas, der har navn efter manden der reddede ham – Sankt Maximilian Kolbes Kirke i Houston. Ved den lejlighed udtalte han: ”Så længe jeg har åndedræt i mine lunger, er din min pligt at fortælle mennesker om Maximilian Kolbes heltemodige kærlighedsgerning” [egen oversættelse, citeret fra https://en.wikipedia.org/wiki/Franciszek_Gajowniczek]. Hvor meget mere må det så ikke være vores hellige pligt at bruge hvert eneste åndedrag nu og i al evighed på at lovprise vores herre og frelser Jesus Kristus for det offer han bragte for os!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til juleaften 2022

Posted By on 30. december 2022

Jesu fødsel: Frygt ikke!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så blev det endelig den 24. december, og der er nok mange af jer der har set det 24. og sidste afsnit af Tinka og sjælens spejl eller Julehjertets hemmelighed før I kom herhen i kirken, eller måske skal I hjem og se det bagefter. Hjemme hos os har vi holdt os til Nissernes Ø og Pyrus i Alletiders Eventyr, som vi voksne skønnede (muligvis med urette) at en 7-årig ville have lettere ved at følge med i.

Der er efterhånden produceret så mange forskellige tv-julekalendere at det er svært at holde styr på dem alle. I mine første år som præst plejede jeg at bruge en pointe fra en af årets julekalendere i min juleprædiken, men det lader sig ikke rigtig gøre længere, fordi jeg ikke længere kan gå ud fra at der er én bestemt julekalender som alle (eller i det mindste de fleste) i menigheden har fulgt med i. For ikke alene bliver der vist mindst 5-6 forskellige julekalendere på DR’s og TV2’s flowkanaler, men man kan jo også finde en helt syvende serie på en streaming tjeneste eller på noget så gammeldags som en dvd. Og det behøver ikke engang at være en af de traditionelle julekalendere man ser; en af mine Facebook-venner havde for eksempel tænkt sig at bruge gode gamle Matador som julekalender, for den har jo netop 24 afsnit!

                      I modsætning til mange af de nyere julekalenderserier, så tror jeg at rigtig mange af jer der er her i dag, har set Matador enten på video eller en af de utallige gange den har været vist på tv. Det er også en serie med mange klassiske scener – hvem husker for eksempel ikke synet af lærer Andersen der står ude på altanen og hamrer desperat på døren for at få Misse til at lukke ham ind? Det syn er der faktisk mange der husker. Nogle husker endda at lærer Andersen var iført lange underbukser og natskjorte med husarmotiver[1] – og det til trods for at der aldrig er nogen der har set den scene for andet end deres indre blik, for den indgår faktisk slet ikke i serien! Det eneste der indgår, er at Misse sidder hjemme hos Maude og Hans Christian og fortæller dem om optrinnet.

                      Når det gælder juleevangeliet, er der også mange af os der husker ting som slet ikke indgår. Der står for eksempel ikke noget om en stald – og hvis I ikke tror mig, så prøv selv at kigge på skærmen, eller på sangbladet hvis I har sådan et. Der står: ”og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget”. Det er ordet ”krybbe” der har fået os til nærmest automatisk at antage at det fandt sted i en stald, men i oldtidens Mellemøsten havde de fleste mennesker deres husdyr inde i det samme hus som de selv sov i, og langt de fleste krybber befandt sig derfor ikke i en separat stald, men inde i stuen! (eller hvad man nu skal kalde det, for husene havde som regel kun ét rum). Men det ændrer selvfølgelig ikke på at en krybbe ikke ligefrem var en luksuriøs babyseng; den var det der nu var for hånden. Vi ved i øvrigt ikke hvilke dyr den nyfødte Jesus delte soveværelse med, for ordene ”æsel” og ”okse” forekommer heller ikke i teksten, så selvom det nok er det mest sandsynlige at den højgravide Maria har redet på et æsel på rejsen fra Nazaret til Betlehem, så kan det ikke udelukkes at hun har måttet gå.

                      Et andet ord (eller ”et fjerde ord” er vi vel nået til) der heller ikke findes i juleevangeliet, er ordet ”stjerne”. Vi er vant til at forestille os at hyrderne, der stod ude på marken, fik øje på en stor stjerne, men det står der reelt set ikke noget om. Derimod står der at ”Herrens herlighed strålede om dem”, og det har nok været et skarpere lys end nogen stjerne, men det kom altså ikke fra en stjerne; snarere kom det fra den engel der stod foran dem. Det var nemlig dér englen befandt sig: ”Da stod Herrens engel for dem,” står der, så jeg ved ikke hvorfor englen som regel svæver et sted oppe i himmelblået på de billeder som kunsthistorien har produceret af begivenheden. For lige at gøre stjernen færdig, så er den nok kommet ind i vores bevidsthed fra Matthæusevangeliets beretning om de vise mænd, som kom rejsende fra Østerland for at tilbede jødernes nyfødte konge fordi de havde ”set hans stjerne gå op” (Matt 2,2). Men dels er der ikke noget der tyder på at den stjerne som de vise mænd så, var specielt meget klarere end stjerner er flest, dels kom de vise mænd sandsynligvis ikke samme nat som Jesus blev født, men måske helt op til to år senere (hvilket nok også er grunden til at Lukas slet ikke omtaler dem i sit juleevangelium).

                      (Alt det jeg står og siger nu, forudsætter naturligvis at vi kan regne med hvad der står i Bibelen, men eftersom I er kommet hen i kirken, går jeg ud fra at I er indforståede med at det er en del af dealen, så at sige: at det som præsten siger, er baseret på hvad der står i Bibelen. Jeg prædiker hvad Bibelen efter min bedste overbevisning siger, og så må I jo selv bestemme om I vil tro på det eller ej – men hvis I har nogle specifikke kritiske spørgsmål til kristendommens historiske eller videnskabelige troværdighed, er jeg på den anden side ikke bleg for at forholde mig til dem; bare send mig en mail eller en Messenger-besked. Vi planlægger i øvrigt også et arrangement her i kirken onsdag den 15. februar med overskriften ”Skyd på præsten”, hvor man kan stille alle mulige kristendomsrelaterede spørgsmål. Parentes slut).

                      Nå, tilbage til hyrderne på marken, hvis nattevagt pludselig blev afbrudt af at ”Herrens engel [stod] for dem, og Herrens herlighed strålede om dem”. Hvordan reagerede de på det? Blev de grebet af stor glæde? Nej, i hvert fald ikke i første omgang. Tværtimod læser vi at ”de blev grebet af stor frygt”! Og det er måske i grunden ikke så mærkeligt. Prøv at forestille dig hvordan du selv ville have reageret hvis du havde oplevet noget lignende! Det må i hvert fald have været en kæmpe forskrækkelse, især når man husker på at de engle som Bibelen taler om, har meget lidt at gøre med de pyssenyssede små glorieklædte buttede børn med vinger som den europæiske kunsthistorie har vænnet os til at se for os. Bibelens engle er tværtimod mægtige, frygtindgydende skikkelser der taler med tordenrøst. Hyrder, derimod, var på Det Nye Testamentes tid et foragtet folkefærd, som nogle rabbinske traditioner ligefrem betragtede som urene.[2] Det var altså i den grad kontraster der mødtes den nat ude på Betlehems marker! Hvis man spurgte den tids skriftkloge, så kunne urene syndere som hyrderne ikke vente andet fra Guds og hans engles side end dom og straf, så de havde al mulig grund til at være bange! Men lyt så til hvad englen sagde til dem: ”Frygt ikke!” sagde den. I den græske grundtekst finder vi oven i købet det personlige stedord i 2. person flertal mellem ”frygt” og ”ikke”, sådan at en mere ordret oversættelse ville være: ”Frygt I ikke”, eller på mere jævnt dansk: ”Det er ikke jer der skal være bange!” Det må i sandhed have været et glædeligt budskab at modtage for mennesker der til daglig var genstand for andres foragt! Og englen fortsætter: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket” – altså ikke kun for eliten, ikke kun for dem der har styr på deres liv, men også og især for dem der føler sig mislykkede, dem der ikke synes de har ret meget at prale af. Hvad er det da der er en stor glæde for dem der plejer at blive overset? ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” De ord har været langt mere ladet med betydning for hyrderne end de er for os. David var den største konge Israel nogensinde havde haft, og selvom han levede hele 1000 år før Jesus blev født, talte man stadig om ham med ærefrygt i stemmen, ikke mindst fordi en lang række profeter havde forudsagt at der ville fremstå en ny konge af Davids slægt, som ville befri folket, og hyrderne kan ikke have været i tvivl om at det englen sagde til dem, var at det var den konge der nu var født.

Det var imidlertid ikke nødvendigvis en specielt god nyhed i sig selv, for hvorfor skulle en konge interessere sig for en flok hyrders velbefindende? Jo: ”Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Kongebørn plejede ikke at ligge i en krybbe! Men denne nyfødte konge var altså kommet til verden under ganske jævne kår, et sted hvor selv en flok hyrder kunne troppe op uden at risikere at blive smidt på porten af en flok gardere i bjørneskindshuer. Det glædelige budskab var også til dem, ja særligt til dem. De var ikke glemt af Gud; tværtimod var de de første der fik besked da Guds søn var blevet født. Gud ville ikke straffe dem, men frelse dem, og det på en langt mere gennemgribende måde end de overhovedet kunne forestille sig, nemlig fra selveste døden! Og det var ganske rigtigt ikke dem der skulle være bange; tværtimod viste det sig, da Jesus blev voksen, at det var de undertrykkende magthavere og den selvretfærdige religiøse elite der rystede af skræk over de ting han sagde, og det i en grad så de til sidst valgte at slå ham ihjel. Men som bekendt fortæller evangelierne os at han opstod fra de døde efter tre dage, hvorefter han sendte sine disciple ud i verden for at fortælle alle mennesker det glædelige budskab om at døden var besejret. Det var det budskab som hyrderne på Betlehems mark var de første til at høre en forsmag på: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: Der er født jer en frelser.”

Da hyrderne hørte ordene ”hele folket”, blev de nok først og fremmest glade fordi det betød at de selv var inkluderet, men deres forståelse af ordene var nok trods alt stadig begrænset til at det drejede sig om Israel. Men Jesus gjorde det efterhånden klart at det ikke kun var jøderne han ville frelse, men alle folk i verden. Det barn der blev født og lagt i en krybbe, den mand der talte så de udstødte fik håb og de selvsikre blev rystet, den frelser der gav sit liv og besejrede døden, han er også vores frelser. Også til os lyder ordene: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde”. Det at Gud er kommet til os, og at vi kan leve evigt sammen med ham, er så stærkt et budskab at det trumfer alt hvad vi i øvrigt måtte have at være bange for. Så lad os ligesom hyrderne sætte os for at finde den konge der blev født, så han kan forvandle vores liv ligesom han forvandlede deres.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Kilde: https://www.billedbladet.dk/kendte/danmark/tv/dr/saa-du-matadors-beroemte-altanscene

[2] Kilde: Kenneth E. Bailey: Jesus set med mellemøstlige øjne, s. 34.

Prædiken til 4. søndag i advent 2022

Posted By on 20. december 2022

Johannes Døbers vidnesbyrd: Der er kun én frelser

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag i advent 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Da Gungadins mor døde, arvede han et smykke med et mærkeligt tegn indridset. Dette smykke og dets hemmelige tegn vil kunne hjælpe ham med at finde ud af, hvor han kommer fra, og hvem han egentlig er. For måske er det ham, der er udvalgt til at befri Tågedalen fra den onde heksedronning Urda.” Sådan står der på bagsiden af bogen Halvmånesmykket, en ungdomsfantasyroman fra 1982 af den danske forfatter Niels Jensen. Om det er en god bog, skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke læst den, men det spørgsmål som bagsiden stiller, tror jeg de fleste af os genkender fra en lang række andre eventyrlige fortællinger: Er det historiens unge hovedperson der er Den Udvalgte, den som alle har ventet på, frelseren som kan bringe fred og frihed og retfærdighed? For sådan en person er nemlig næsten standardudstyr i fantasygenren, og tit og ofte vil vedkommende være forudsagt i spådomme eller profetier. For bare at nævne tre af de mest kendte eksempler: I C.S. Lewis’ Narnia-serie er det profeteret at Den Hvide Heks’ magt vil blive brudt når fire menneskebørn – to drenge og to piger – sætter sig på de fire troner på Cair Paravel, i Star Wars-filmserien foreligger der en profeti om at der vil fremstå en Jedi-ridder som vil overvinde de onde Sith-fyrster og bringe balance til Kraften, og i Harry Potter-serien har den uduelige spåkvinde Sibyll Trelawney, hvis spådomme ellers aldrig går i opfyldelse, leveret en enkelt profeti der måske var ægte, nemlig at der i slutningen af juli 1980 ville blive født en dreng med magt til at besejre den onde Lord Voldemort.

                      Det er ikke svært at regne ud hvor fantasy-forfatterne først og fremmest har hentet deres inspiration (især fordi flere af dem er eller var bekendende kristne), nemlig i Bibelen. I Det Gamle Testamente er der adskillige forudsigelser af at der vil komme en frelser som vil oprette et evigt fredsrige, og de mirakler som Jesus udførte, sammenholdt med hans myndige forkyndelse, fik mange mennesker til at spørge sig selv om han mon var den lovede frelser. Hans mor, Maria, fik allerede inden hans fødsel at vide af englen Gabriel at hendes barn skulle være konge til evig tid, og da han var blevet født, bekræftede en hærskare af engle det for en flok hyrder på Betlehems marker, men også mange af de mennesker der ikke var til stede ved de lejligheder, konkluderede at Jesus var Messias, som var en titel jøderne brugte om den konge de ventede på. (Ordet ”messias” betyder ”salvet”, og når man oversætter det ord til græsk, bliver det til ”Christós”, eller ”Kristus”, som vi plejer at udtale det. Kristus var altså ikke Jesus’ efternavn, men en titel som disciplene efterhånden nåede frem til at Jesus var den rette indehaver af.

Det der endegyldigt overbeviste disciplene om at Jesus rent faktisk var Den Udvalgte, var at de fik ham at se lyslevende, efter at han ellers var både død og begravet, og at den grav han var blevet lagt i, var tom. Jesus havde altså sejret over selveste døden, og derfor medførte troen på ham også at hans efterfølgere ikke selv frygtede døden, men var villige til at betale med deres liv for at dele budskabet om ham med andre. Det er derfor vi i dag kan sidde til en kristen gudstjeneste adskillige tusind kilometer fra hvor Jesus levede. Og budskabet om Jesu sejr over døden er stadig en bærende søjle i kristendommen, som blandt andet lyder hver gang vi holder begravelse: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jord skal du igen opstå!”

                      Som sagt er tanken om en særligt udvalgt frelser der har været forudsagt af profeter, og som er den eneste der kan overvinde det onde, blevet adopteret af fantasy-forfattere i en grad så den nærmest er blevet standardinventar i den slags historier, og det er der ikke noget at sige til, for det giver et både underholdende og spændende udgangspunkt for en historie. Men tanken lader til også at være blevet adopteret af både nyhedsmedier og folk i almindelighed når det gælder problemer i den virkelige verden. Det gælder ikke mindst i sportens verden. Den verdensberømte spanske fodboldklub FC Barcelona har i løbet af sin historie vundet det spanske mesterskab 26 gange og den europæiske Champions League 5 gange foruden et væld af andre titler, men de seneste tre år har de måttet se det nationale mesterskab havne i Madrid, og i Champions League er det de seneste syv år kun blevet til en enkelt semifinaleplads. Det er ikke tilfredsstillende for sådan en ambitiøs klub, og det er på den baggrund vi skal forstå det når ansættelsen af den tidligere midtbanestjerne Xavi (udt. ”tjabi”) som ny træner i november sidste år fik Ekstra Bladet til at stille spørgsmålet: ”Er han manden der kan redde Barcelona?” Det vil tiden vise om han kan – indtil videre fører Barcelona i hvert fald dette års turnering – men det mest interessante, synes jeg, er Ekstra Bladets ordvalg. De skrev jo ikke: ”Kan han gøre Barcelona til mestre på nu?”, men ”Er han manden der kan redde Barcelona?”, næsten som om der forelå en profeti om at der en dag ville fremstå en særligt udvalgt træner som ville sørge for at FC Barcelona i al evighed ville vinde samtlige turneringer. Det er der selvfølgelig ikke nogen der for alvor tror at Xavi, eller nogen anden træner for den sags skyld, ville kunne, men alligevel er det som om vi et eller andet sted i vores underbevidsthed bærer rundt på en forventning om at der vil komme en frelserskikkelse og gøre alt godt, om det så kun er på et meget begrænset område af livet.

                      Nu er fodbold selvfølgelig ikke et spørgsmål om liv og død (ifølge den tidligere Liverpool-træner Bill Shankly er det langt vigtigere end det), men det kan det til gengæld blive når man skal beslutte hvem der for eksempel skal lede et land. Her i Danmark har vi de seneste mange årtier for det meste haft mindretalsregeringer, og det har nok gjort os mindre tilbøjelige end så mange andre folk til at forvente at en ny regeringschef ligefrem skal være en slags frelser. Danmark er jo i øvrigt så lille et land at ingen vil forvente at en dansk statsminister skulle kunne redde hele verden – men så følger mange af os til gengæld intenst med i den politiske udvikling i store lande som Tyskland, Frankrig, Storbritannien, og ikke mindst USA. Da Barack Obama for – ja, det er efterhånden 15 år – siden erklærede at han var kandidat til præsidentposten i USA, blev han på det nærmeste båret ind i Det Hvide Hus på en bølge af begejstring, i hvert fald fra den del af USA’s befolkning der ikke brød sig om hans forgænger, George W. Bush. Nogle af Obamas støtter hyldede ham nærmest som en slags messias der ville gøre alting vel (se fx https://www.politico.com/story/2007/12/messianic-rhetoric-infuses-obama-rallies-007281), og der var vist også mange her i Danmark der lod sig rive med af begejstringen. Obama blev som bekendt valgt to gange, og om han gjorde det godt i de 8 år han var præsident, afhænger nok af hvem man spørger, men jeg tror at selv hans mest begejstrede tilhængere vil indrømme at nogen messias var han ikke, og det er der heller ikke nogen anden amerikansk præsident, fransk præsident, tysk forbundskansler eller britisk premierminister der nogensinde ville kunne være. Vi mennesker er ikke alene små og svage (og det gælder selv de mest magtfulde mennesker); vi er også alle sammen syndere som ikke kan frelse nogen fra det onde, af den simple grund at vi selv har desperat brug for frelse. Derfor kan jeg også godt savne at vore dages politiske ledere ville være lige så ærlige som Winston Churchill, der i 1940 sagde til det britiske folk at han ikke havde andet at tilbyde dem end blod, slid, tårer og sved. Men erfaringen viser desværre at det er dem der bruger store ord, der ofte får de fleste stemmer.

                      I dagens evangelietekst møder vi en mand der nægtede at bruge store ord om sig selv, og det selvom Jesus selv senere erklærede at ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber” (Matt 11,11). Johannes var en ekstremt succesfuld prædikant, som folk i tusindvis valfartede ud i ørkenen for at lytte til. Han havde folkeskarerne i sin hule hånd, og han ville så let som ingenting have kunnet lade sig hylde som den frelser alle havde ventet på. Derfor må man også næsten have kunnet høre en knappenål ramme ørkensandet da præsterne fra Jerusalem smed svesken på disken og spurgte ham ligeud: ”Hvem er du?” Han havde bare behøvet at sige: ”Jeg er Kristus!”, så ville de jublende folkeskarer have båret ham på hænder ind i Jerusalem. Jeg tror det er derfor hans navnebror, evangelisten Johannes, gør så meget ud af at introducere hans svar: ”Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ’Jeg er ikke Kristus.’”

                      Hvordan mon de mange tilhørere reagerede på Johannes’ ærlige udmelding om at han ikke var Kristus, Messias, den lovede frelser? Mange af dem er sikkert blevet skuffede. Men ved I hvad? Det ville de alligevel være blevet før eller siden, for han var jo ikke Messias! Ved at melde klart ud om det spørgsmål fra starten undgik Johannes at skulle forsøge at leve op til en hel masse forventninger som han alligevel var dømt til at mislykkes med. Ved i stedet blot at påtage sig rollen som ”en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!” og erklære at han end ikke var værdig til at hjælpe den virkelige messias med at tage skoene af (hvilket ellers var noget af det mest nedværdigende arbejde man kunne sætte en slave til dengang) blev han sat fri til at være i en rolle som han kunne håndtere. Og den rolle gør du og jeg klogt i også at påtage os. Der er nemlig kun én frelser, og det er Jesus. Han alene har overvundet alt det onde, og i stedet for at bilde os ind at vi selv eller en politiker eller en fodboldtræner kan eller skal frelse verden, har vi lov til at tro på og vidne om at Jesus allerede har gjort det der skal til, og ligesom de første kristne at leve og dø på dét.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 1. søndag i advent 2022

Posted By on 29. november 2022

Indtoget i Jerusalem: Højeste alarmberedskab

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 1. søndag i advent 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har en vejr-app på min telefon. Det er der sikkert også mange af jer der har, for det er rart at være forberedt på hvordan vejret bliver så man kan tage sine forholdsregler og for eksempel klæde sig varmt på hvis det bliver koldt, køre tidligere hjemmefra hvis der er udsigt til sne som der var sidste weekend, og så videre. Når jeg åbner min vejr-app, sker det nogle gange at den oppe i toppen af skærmen viser en gul trekant med et udråbstegn i, og det betyder at DMI har udsendt et såkaldt varsel om voldsomt eller farligt vejr – det kan for eksempel være hedebølge, skybrud, torden, storm eller snestorm. Hvis vejret bliver farligt, er der nemlig nogle særlige forholdsregler man skal tage, og det gælder ikke kun os almindelige borgere, men også myndighederne. Er der for eksempel udsigt til storm, så skal beredskabet være klar til at rykke ud hvis der er et træ der vælter, eller hvis der skal pumpes vand på grund af oversvømmelse. Mange af jer husker for eksempel nok stormen Malik, der hærgede den 28. januar i år (selvom der er sket så mange andre ting i mellemtiden at man skulle tro det var meget mere end et år siden!). Her på Bornholm anrettede Malik skader for omkring halvanden million kroner, men stormflod slap vi for i denne omgang. Værre gik det andre steder i landet, hvor eksempelvis Roskilde Fjord oplevede en vandstand på halvanden meter over det normale. Det kom dog heldigvis ikke bag på myndighederne, der blandt andet havde oprettet depoter med sandsække og udlagt mobile dæmninger på de mest udsatte steder. Danske Beredskaber har nemlig nogle helt klare retningslinjer for hvordan de skal forholde sig i ekstraordinære situationer, ligesom Politiet, Forsvaret og andre myndigheder i øvrigt også har det i forhold til de beredskabsniveauer som de opererer med – Forsvaret har for eksempel et øget beredskab i blandt andet Østersøen i øjeblikket på grund af krigen i Ukraine.

                      På Det Nye Testamentes tid var de romerske soldater næsten konstant i alarmberedskab, fordi oprøret ulmede rundt omkring i de forskellige provinser. Det betød naturligvis ikke at soldaterne skulle stå ret med rustningen på 24 timer i døgnet, men blev der slået alarm, så skulle de smide hvad de havde i hænderne og gøre sig klar til kamp. Og lå de og sov når signalet lød, så skulle de naturligvis vågne og stå op. Netop fordi de romerske soldater var allestedsnærværende, var det almen viden blandt Romerrigets indbyggere hvordan soldaternes hverdag så ud, og derfor er det da også et billede som Paulus gør flittigt brug af i sine breve, for eksempel i det stykke fra Romerbrevet som vi har lyttet til i dag, hvor han begynder med ordene: ”I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne” og fortsætter med blandt andet at tale om at tage ”lysets rustning” på.

                      Men hvad betyder ”I kender tilmed timen”? Ja, man må gå ud fra at det var et forståeligt udtryk dengang vores nuværende autoriserede bibeloversættelse udkom tilbage i 1992, men det er det vist ikke længere i dag. Det græske ord som man i 1992 valgte at oversætte med ”timen”, betyder i øvrigt slet ikke ”time”; det er nemlig ordet kairos, som betyder ”det rette tidspunkt” til at gøre noget. Der er jo mange sammenhænge hvor det er vigtigt at have styr på hvornår man skal slå til – i år ramte jeg for eksempel ikke det rigtige tidspunkt at få sat vinterdæk på Skodaen, med det resultat at jeg indtil flere gange sidste weekend måtte have hjælp af venlige forbipasserende fordi jeg sad fast i sneen. Så vidt jeg ved, er det også vigtigt for en jæger at vide hvornår det er det rette øjeblik at trykke på aftrækkeren, og for en landmand at vide hvornår man skal så og høste og den slags. Man skal kende det rette tidspunkt, og det er det Paulus skriver at hans læsere gør: ”I kender det rette tidspunkt”. Eller som det hedder i den gamle oversættelse fra 1948, der på dette punkt både er mere korrekt og mere forståelig end den fra 1992: ”I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne”. Paulus skriver altså til de kristne i Rom at der er sket noget som betyder at de skal leve i højeste alarmberedskab, som soldater der har rustningen på og er klar til kamp.

                      Hvad er det da der er sket? Jo, skriver Paulus: ”Natten er fremrykket, dagen er nær.” Det er selvfølgelig en metafor; konkrete, bogstavelige nætter var der jo kommet og gået adskillige af alene i løbet af den tid der gik fra Paulus skrev brevet i Korinth, til det nåede frem til modtagerne i Rom, men vi bruger jo også ordet ”nat” i overført betydning om en længere tidsperiode der i overført betydning er præget af mørke – i Norge kalder man for eksempel de 417 år fra 1397 til 1814 hvor Danmark og Norge havde fælles konge, for ”danskernatten”. Men når Paulus taler om at ”dagen er nær”, mener han at Guds rige snart kommer; at der snart vil blive gjort en ende på al ondskab og lidelse. Så vil det – i hvert fald i overført betydning – aldrig mere være nat.

                      Præcis hvornår Guds rige kommer, ved vi ikke; det eneste vi ved, er – som Paulus også skriver – at det varer kortere tid end det har gjort: ”nu er frelsen os nærmere end da vi kom til tro”. Man kan indvende at de max. 20 år der var gået fra Paulus kom til tro, til han skrev Romerbrevet, ikke betyder det helt store målt op mod de næsten 2000 år der siden er gået, men jeg tror egentlig heller ikke det var de 20 år der gjorde forskellen for Paulus. Andre steder i sine breve gør Paulus det klart at det øjeblik du er kristen, er det lyset og dagen der er dit element, ikke mørket og natten (se fx 1 Thess 5,5 og Ef 5,8). Det at der er gået noget tid siden Paulus og hans læsere kom til tro, tjener altså kun til at understrege at det der hele tiden havde været meningen – nemlig at de kristne i Rom skulle ”stå op af søvne” og ”tage lysets rustning på” – om muligt var endnu mere presserende nu. Allerede da Jesus begyndte at prædike et par år før han blev korsfæstet, lød hans budskab: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1,15). Så når Paulus siger: ”I kender tilmed timen” (eller mere korrekt: ”I ved, at tiden er inde”), så taler han altså om en tid der har været inde lige siden de kom til tro – ja, faktisk lige siden Jesus trådte frem på jorden.

                      Jeg tror det er derfor netop den tekst fra Romerbrevet er blevet valgt som læsning til 1. søndag i advent, for det der er adventstidens budskab, er jo netop at nu begynder der noget helt nyt. Alt hvad Gud har lovet gennem profeterne i Det Gamle Testamente, bliver nu opfyldt: Den retmæssige konge rider ind i byen og modtager sin velfortjente hyldest fra folkeskaren ligesom i slutningen af en god eventyrfilm.

                      Der er bare et lille ”men”, nemlig at det ikke var som en triumferende sejrherre på en hvid hest at Jesus red ind i Jerusalem, men ”sagtmodig, ridende på et æsel”. Jesu første komme viste at natten er fremrykket, og dagen er nær, men dagen er endnu ikke helt og fuldt brudt frem. Når det engang sker – når Jesus kommer til jorden for anden gang, og vores frelse bliver fuldendt – så vil vi ikke længere have brug for at blive mindet om at vi skal leve som lysets børn, for til den tid vil det komme helt af sig selv. Men så længe vi stadig lever i denne verden hvor vi er omgivet af svir og druk, løsagtighed og udsvævelser, kiv og misundelse (for nu at tage de laster som Paulus nævner i dagens tekst; der er mange andre ting man også kunne nævne, og vi ved jo nok hver især bedst selv på hvilke områder vi lettest bliver fristet til at lade os styre af det som Paulus kalder ”det kødelige”, nemlig alt det der kroger os ind i os selv i stedet for at rette vores fokus mod Jesus) – så længe vi er omgivet af det, så er vi nødt til at være i alarmberedskab for ikke at falde tilbage til ”mørkets gerninger”, som Jesus ellers har frelst os fra.

                      Det lyder umiddelbart ikke særlig rart at skulle leve i konstant alarmberedskab, og når man googler ordet, handler 11 af de første 15 hits da også om hvor usundt det er for krop og sind at leve i en tilstand af forhøjet beredskab. Men det er så her at det billede jeg har valgt, viser sine begrænsninger, for den form for alarmberedskab som Paulus taler om, er anderledes. Den måde hvorpå vi er åndeligt vågne så vi ikke falder i fristelse, er nemlig ikke ved at gå rundt med et konstant højt adrenalinniveau og ryste af skræk for at vi bliver angrebet, men derimod ved at holde vores fokus på Jesus og hvile i hans nåde og kærlighed. At gøre det er ikke en kilde til angst og stress, men derimod til glæde – som salmisten skrev i dagens første læsning: ”Tjen Herren under glædessang, træd frem for ham under jubel … For Herren er god, hans trofasthed varer til evig tid.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.