Prædiken til 1. søndag efter påske 2022

Posted By on 26. april 2022

­Peters genindsættelse: Er der vinduer ind til himlen?

Prædiken i Hasle og Sct. Klemens Kirker 1. søndag efter påske 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg vil begynde min prædiken med at citere en unavngiven officer, der var adjudant for kong Joram af Israel. Efter den vise kong Salomos død var det israelitiske kongerige blevet delt i to riger, nemlig Kongeriget Juda i syd, med hovedstad i Jerusalem, hvor Davids slægt sad på tronen, og Kongeriget Israel i nord, med Samaria som hovedstad, hvor det ene gudløse dynasti afløste det andet. Kong Joram var søn af det mest ugudelige kongepar af dem alle, nemlig Akab og Jezabel, og selv var han heller ikke et af Guds bedste børn. På hans tid indtraf der en national katastrofe, idet Israel blev invaderet af det store naboland Aram, som satte Samaria under en langvarig belejring. (Der er desværre ikke ret meget nyt under solen). Belejringen medførte en massiv hungersnød med hjerteskærende menneskelige tragedier i kølvandet. Profeten Elisa lovede ganske vist at Gud ville redde sit folk, men det blev kong Joram til sidst så træt af at vente på at han besluttede at slå profeten ihjel! Gud advarede dog Elisa om kongens hensigter, og han låste sin dør. Da kongen og hans folk kom til den låste dør, begyndte de at skælde ud, men Elisa svarede dem at allerede dagen efter ville man kunne købe mad til de samme priser som før krigen. Sådan som sagerne stod, virkede det fuldstændig umuligt at det skulle kunne gå sådan, og kong Jorams adjudant gav da også et hånligt og afvisende svar, nemlig: ”Om så Herren satte vinduer på himlen, ville dette ikke ske!” (2 Kong 7,2). Det gik dog som profeten havde sagt.

Uanset at adjudantens svar først og fremmest var et udtryk for vantro og dermed ”fyndigt på den dårlige måde”, så at sige, men jeg har nu alligevel altid været fascineret af hvorfra han dog fik den idé at der kunne være vinduer på himlen! Svaret er dog sandsynligvis ikke mere eksotisk end at han fik den fra beretningen om Noa i Første Mosebog, hvor der står: ”på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter” (1 Mos 7,11-12). De ”vinduer” der er tale om, er altså en slags luger som der kunne falde ting ud gennem. I beretningen om Noa var det vandmasser der faldt ud, og det som adjudanten mente med sit malende udsagn, var sandsynligvis at selv hvis Gud lod det regne med korn, ville kornet umuligt kunne blive så billigt som Elisa havde stillet i udsigt.

                      Men i vore dage er det jo ikke først og fremmest den slags vi bruger vinduer til. Jeg forbinder i hvert fald først og fremmest ordet ”vindue” med noget man kigger igennem, så man kan se hvad der på den anden side af den væg som vinduet sidder i. Vi kender billedet fra diverse spændingsromaner, især dem der henvender sig til et yngre publikum: Den unge helt ankommer til en mystisk, forladt lagerbygning hvor han har mistanke om at banditterne gemmer deres tyvekoster. Han tager i døren, men den er låst. Hvad gør han så? Kigger ind ad vinduet, selvfølgelig! På den måde kan han jo finde ud af hvad der er inde i bygningen. Ville det ikke være rart hvis Gud satte vinduer på himlen så vi kunne se hvad der er derinde?

                      Men ved I hvad: Det har han allerede gjort! Det gjorde han julenat for godt og vel 2022 år siden, da Jesus blev født. Da Jesus gik på jorden, var han et omvandrende vindue ind til himlen, på den måde at forstå at han med sine ord, sine gerninger, ja hele sit liv demonstrerede hvem Gud er. Derfor kunne han også, som vi skal høre næste søndag, da en af disciplene på et tidspunkt spurgte om han ikke nok ville vise dem Gud Fader, svare: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Vil du vide hvordan der er i himlen, så bare se på Jesus! Hans liv, død og opstandelse er den endegyldige og fuldkomne udfoldelse af hvordan Gud er, og dermed af hvordan himlen er.

                      Der er selvfølgelig bare det problem at Jesus ikke længere går rundt på jorden. Nu har vi kun en bog at kigge i, og det at læse en bog om en person er jo ikke helt det samme som at møde den pågældende person i kød og blod. Men heldigvis er Bibelen ikke en helt almindelig bog; det er en overnaturlig bog hvis ord Helligånden kan gøre levende og vise os at den også handler om os, og at Gud taler til os personligt igennem den. Det kræver selvfølgelig at vi er åbne overfor at lade Gud tale til os, for selvom Bibelen er overnaturlig, er den ikke magisk – det står i vores magt, når vi læser den, at lukke vores hjerte så vi forbliver upåvirkede af Guds ånd. Men den der læser Bibelen med et oprigtigt ønske om at møde Gud igennem den, den person vil Gud også møde!

                      Bibelen er altså et vindue ind til himlen, men der er også andre vinduer. I det stykke fra Esajas’ Bog som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, siger Gud for eksempel at israelitterne er omvandrende vinduer! ”I er mine vidner,” siger han, og for at forstå det, er det nyttigt at tage det foregående vers med (jeg kunne ønske mig at de der udvalgte læsningerne til de enkelte søndage, havde ladet læsningen til i dag starte et vers tidligere). Der står der nemlig: ”alle folkene skal flokkes, folkeslagene forsamles. Hvem blandt dem kan fortælle det og forkynde os, hvad der skete tidligere? Lad dem føre vidner, så de kan få ret, så man må høre og sige: Det er sandt!” Gud udfordrer altså Israels nabofolk, som dyrkede afguder, til at føre vidner der kan bevise at de har ret. Det er på den baggrund at han siger til israelitterne at de er hans vidner, som beviser at han har ret; at han er den eneste Herre og frelser. Og det er kun et af mange steder i Det Gamle Testamente hvor Gud giver udtryk for at hele hans formål med at udvælge Israel som sit ejendomsfolk, var at de skulle leve på en måde så alle folk – ved at se på dem – kunne finde ud af hvem Gud var, og lære ham at kende. De skulle være vinduer ind til himlen.

                      Det Gamle Testamente er imidlertid også historien om at det ikke gik særlig godt for israelitterne med at være vinduer ind til himlen, for de blev ved og ved og ved med at overtræde Guds bud. Vi mennesker evner nemlig ikke at gøre det gode – ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, som Paulus skriver et sted (Rom 7,19). Det var derfor Gud til sidst sendte Jesus til jorden, for at leve et menneskeliv på den måde som det fra starten var meningen at det skulle leves på, og som det i særdeleshed var meningen at det folk Jesus tilhørte – Israels folk – skulle leve. Men Jesus skulle ikke kun være et eksempel til efterfølgelse; han skulle også løskøbe mennesker til at være Guds folk. Det hørte vi om i dagens anden læsning fra Første Petersbrev: ”I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod”. Det var først og fremmest israelitterne Jesus skulle løskøbe, for det var jo dem der havde fået Guds løfter, og alle de første medlemmer af Guds genfødte folk i Jesus var da også jøder. Men de var jo netop løskøbt til at vise alle folk hvem Gud er, og derfor består Guds ejendomsfolk i dag ikke kun af israelitter, men af mennesker ”af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål”, som der så poetisk står i stykket om ”den store hvide flok” i Johannes’ Åbenbaring (7,9). Jesu blod er dyrebart nok til at løskøbe hvem det skal være, og så mange det skal være, og enhver der vil tage imod ham i tro, bliver dermed en del af Guds folk. Det betyder, kære venner, at vi er vinduer ind til himlen! Det er simpelt hen Guds plan at mennesker ved at se på os skal finde ud af hvem Gud er! Som en engang har udtrykt det: ”De kristne er verdens bibel!”

                      Jeg ved ikke med jer, men personligt synes jeg at det er en lidt skræmmende tanke, for ærlig talt: Hvis mine omgivelser bruger mit liv som indikation på hvordan Gud er, hvilket billede af Gud får de så? Det er i hvert fald stof til selvransagelse. For hvem af os kan med hånden på hjertet sige at vi elsker Gud og vores medmennesker som vi burde? Og dermed når vi endelig frem til evangelieteksten, for hvis Jesus spurgte mig: ”Nikolaj, Børges søn, elsker du mig?”, hvad ville jeg så svare? Hvad ville du svare hvis han stillede dig et tilsvarende spørgsmål?

                      Jeg forstår i hvert fald godt at Peter ikke vovede at svare et klart og rungende ”JA!” til Jesu spørgsmål, for han havde for ganske nylig lært sig selv meget bedre at kende, og det havde ikke været nogen rar oplevelse. Skærtorsdag aften, aftenen før Jesus blev korsfæstet, da havde der ikke været nogen vaklen i Peters stemme. Da Jesus forudsagde at alle disciplene ville vende ham ryggen, erklærede Peter frejdigt: ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig. … Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig” (Matt 26,33+35). Men ak, blot nogle få timer senere bandede Peter på at han overhovedet ikke kendte Jesus, fordi han frygtede selv at blive arresteret og korsfæstet. Så da Jesus nu, efter sin opstandelse, spurgte ham: ”elsker du mig mere end de andre?”, så vidste Peter godt at han ikke havde noget at have det i hvis han svarede lige så selvsikkert som han havde gjort skærtorsdag. Derfor nøjedes han med at sige: ”Herre, du ved at jeg har dig kær”, altså et svagere ord end det Jesus havde brugt i sit spørgsmål. Man kunne have forventet at Jesus’ reaktion på det ville have været at sige: ”Det var ikke det jeg spurgte dig om, Peter! Elsker du mig, ja eller nej?” Men det siger Jesus ikke – han bebrejder ikke Peter at han har fået et mere realistisk syn på sig selv. Tværtimod giver han ham en opgave: ”Vogt mine lam!”

                      Prøv lige at overveje det: Peter, manden der betragtede sig selv som disciplenes leder, og som pralede af hvor meget modigere han var end alle de andre, han fejlede og faldt til jorden med et brag da det virkelig gjaldt. Hvilke konsekvenser ville sådan noget have fået i vore dage? Sandsynligvis en fyring, ikke sandt? En bortvisning på gråt papir. Paria-status. Krav om straf. Men Jesus valgte i stedet at genindsætte ham som apostel og endda give ham lederansvar igen – og han afkrævede ham ikke engang en garanti for at han havde læet lektien, og at det aldrig ville ske igen. Han stillede sig tilfreds med ordene: ”Herre, du ved, at jeg har dig kær.”

                      Det gør han også når det gælder dig og mig. Du behøver ikke at være nogen superkristen for at kunne være et vidne om Jesus. Du behøver ikke at leve op til alle dine egne tanker om hvordan en kristen burde være, for at kunne være et vindue ind til himlen. Det er ikke engang noget problem hvis du én eller flere eller endda mange gange har svigtet og fejlet så slemt at du priser dig lykkelig for at de andre i kirken ikke ved lige så meget om dig som selv gør. Det eneste der betyder noget, er: Har du Jesus kær? Du behøver ikke engang at kunne svinge dig op til at bruge store ord som ”elsker”, for dem er der sikkert alligevel ikke dækning for, undtagen i det omfang Guds Ånd selv tænder kærlighedens ild i dit hjerte. Men kan du af et ærligt hjerte sige at du holder af Jesus, så er du allerede et vindue!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. påskedag 2022

Posted By on 19. april 2022

Maria Magdalene ved Jesu grav: Nok se, ikke røre

Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Nok se, men ikke røre!” Sådan lød en sætning som jeg hørte mange gange som barn. Og jeg vil gætte på at mange af jer også har hørt den da I var børn. Og hvor var det dog en irriterende sætning! Det ligger jo i vores instinkt som mennesker at vi vil undersøge ting med vores hænder; et instinkt som vi voksne for det meste har lært at kontrollere, men for børn er det meget vanskeligere. Særlig vanskeligt er det hvis den ting man ikke må røre ved, er noget som barnet er meget fascineret af, eller måske længe har ønsket sig. I nogle tilfælde er der tale om noget som man gerne må røre ved på et senere tidspunkt, bare ikke lige nu; det kan for eksempel være en lækker kage der skal serveres senere på dagen, eller en eller anden spændende gadget som junior får at vide at han må få når han bliver gammel nok til at kunne bruge den ordentligt.

                      Den værste udgave af ”Nok se, men ikke røre!” er den hvor man lige når at tro at man har fået opfyldt sit største ønske, inden skuffelsen kommer. For cirka 20 år siden lavede Carlsberg en serie af reklamer med nogle af de største danske skuespillere, der var bygget op over det princip: To mennesker sidder og taler sammen. ”Et par Carlsberg kommer på bordet, og straks bliver samtalen meget hyggeligere”, som sloganet lyder i alle reklamerne. Det der gør samtalen meget hyggeligere, er at den ene person siger noget som får den anden til at tro at noget helt fantastisk er sket. I den af reklamefilmene der efter min mening var den bedste, spiller Nikolaj Lie Kaas en håbefuld forfatter der tilfældigt møder en udenlandsk kvinde som han vist engang har gået på højskole med eller lignende. De bestiller to Carlsberg, hvorefter hun med sin franske accent fortæller ham at hun har set hans nyeste bog hos en boghandler der fortalte at bogen havde fået en spektakulær pris. Forfatteren ved dårligt nok hvilket ben han skal stå på at lutter begejstring, mens han forhører kvinden om hvad det er for en pris hans bog har modtaget. Derefter følger anden halvdel af sloganet: ”Drik den afkølet og i godt selskab – og nyd det så længe det varer.” Og så slutter reklamefilmen med at den anden person tilføjer noget som ødelægger glæden – i tilfældet med Nikolaj Lie Kaas som forfatter uddyber hans gamle veninder at der altså var tale om en spektakulær udsalgspris, og at boghandleren også havde brugt et andet ord om bogen, som hun ikke forstod, nemlig ordet ”makværk”.

                      Der er næppe nogen tvivl om hvad der var Maria Magdalenes største ønske da hun stod og græd ved Jesu tomme grav, nemlig at Jesus ikke var død. Vi ved fra Lukasevangeliet at Maria havde været besat af syv dæmoner inden hun mødte Jesus (Luk 8,2). Som jeg nævnte palmesøndag, var Maria Magdalene sandsynligvis identisk med den berygtede synderinde der salvede Jesu fødder ved et middagsselskab hos en farisæer, hvilket fik farisæeren til at tænke at hvis Jesus virkelig havde været en profet, ville han ikke have ladet sådan en kvinde røre ham (Luk 7,38-39), ligesom hun sandsynligvis var den samme Maria der havde en søster ved navn Martha som var på nakken af hende fordi hun ikke hjalp nok til i huset når hun en sjælden gang var hjemme. Alt det tegner et billede af at livet før Jesus næppe var et liv som Maria mindedes med særlig stor glæde. Men Jesus havde givet hende et nyt liv hvor dæmonerne ikke længere plagede hende, og hvor hun var elsket og accepteret uden at nogen bebrejdede hende hendes fortid. Jesus var kommet med Guds rige; et helt nyt system hvor had og mistænksomhed, nid og nag, hovmod og magtkampe var erstattet af kærlighed og tillid, venlighed og tilgivelse, ydmyghed og godhed. Under påskefesten i Jerusalem var det kommet til et åbent opgør mellem de to systemer – verdens rige og Guds rige – og tilsyneladende havde verdens rige vundet, idet Jesus var blevet slået ihjel. For Maria betød det at alt hendes håb blev knust: Der var ikke længere nogen til at tale hendes sag overfor hverken dømmesyge farisæere eller emsige storesøstre, og den sag der havde været hendes billet væk fra hendes triste liv, var faldet til jorden med et brag. På det tidspunkt hvor vi møder hende i dagens tekst, havde hun allerede mødt en engel der havde fortalt hende at Jesus var opstået fra de døde (det hørte vi om i går), men hun havde tilsyneladende ikke rigtig forstået det; hun var stadig så opslugt af sin fortvivlelse at det eneste hun registrerede, var at graven var tom, og hendes logiske sans sagde hende at det kun kunne skyldes at nogen havde fjernet Jesu lig og dermed føjet spot til skade fordi det betød at hun nu ikke engang havde et sted at gå hen for at sørge og mindes ham. At hun ikke havde fattet at Jesus faktisk var opstået fra de døde, kan man i øvrigt ikke bebrejde hende, for de mandlige disciple troede heller ikke på det da kvinderne vendte tilbage og fortalte hvad englen havde sagt, kan vi læse i Lukasevangeliet (24,11). Kun Johannes (som beskedent omtaler sig selv som ”den anden discipel” i dagens tekst) troede på miraklet da han så Jesu gravklæder ligge pænt lagt sammen i den tomme grav.

                      Men så mødte Maria Jesus selv! Hun genkendte ham dog ikke, enten det skyldtes at hendes blik var sløret af tårer, eller at han rent faktisk så anderledes ud (om præcis et år skal vi høre om to disciple der slog følge med den opstandne Jesus på en gåtur til Emmaus, og som heller ikke genkendte ham) – lige indtil han udtalte hendes navn: ”Maria!” Vi kan næsten mærke hendes lettelse i det øjeblik – ja, ”lettelse” er vel et alt for svagt ord at bruge: Al hendes fortvivlelse blev løftet af hende på et splitsekund da hun fandt ud af at Jesus virkelig var i live! Hendes største og inderligste ønske, som hun betragtede som så urealistisk at selv mødet med englen ikke havde tændt noget håb i hende, var gået i opfyldelse! Det var næsten for godt til at være sandt – men det var sandt!

                      Hvis du havde været Maria, hvad ville du så have gjort i den situation? Løbet hen og omfavnet Jesus, ikke sandt? Holdt krampagtigt fast om ham som for at sørge for at han aldrig, aldrig, aldrig nogensinde ville forlade dig igen! Men så siger Jesus pludselig: ”Hold mig ikke tilbage”! I 1948-oversættelsen af Det Nye Testamente var ordene endda gengivet som ”Rør mig ikke” – ”Nok se, men ikke røre!” – og sådan har ordene da også været tolket i kunsthistorien, hvor motivet Noli me tangere, der er latin for ”Rør mig ikke”, er blev malet af Fra Angelico, Martin Schongauer, Fra Bartolomeo, Tizian og Correggio for blot at nævne nogle få. I betragtning af at vi andetsteds i Det Nye Testamente kan læse at den opstandne Jesus inviterede den vantro Thomas til at stikke sine fingre i naglegabene og sin hånd i hullet efter spydstikket, er det dog nok ikke så sandsynligt at han skulle have forbudt Maria Magdalene overhovedet at røre ham, så ”Hold mig ikke tilbage” er nok en mere korrekt oversættelse.

                      Men det er også galt nok! ”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Jesus havde altså i sinde at forlade hende igen! Nu havde hun ellers lige fået ham tilbage! Det var da næsten ikke til at bære?

                      Der lader dog til at Maria hurtigt kom sig over skuffelsen. I hvert fald gik hun hen og fortalte disciplene at hun havde set Herren, og i Lukasevangeliet kan vi læse at Jesus samme aften kom og viste sig for dem alle. Efterhånden er det nok gået op for både Maria og resten af disciplene at det Jesus havde til dem, faktisk var meget bedre end hvis han bare var vendt tilbage til det liv de havde inden han blev korsfæstet. Hans mission var jo ikke kun at frelse dem, men at frelse hele verden, og derfor måtte der en ny strategi til, nu hvor døden og Djævelen var overvundet: Jesus måtte sætte sig ved Faderens højre hånd hvor han kan være nærværende overalt på én gang, og hvorfra han kunne sende Helligånden til at leve i alle kristne så hans rige med retfærdighed og fred og glæde kunne brede sig ud over hele verden. Sagt på en anden måde: Jesu legeme i kød og blod, der kun kunne være ét sted ad gangen, måtte erstattes af Jesu legeme i kirken.

                      Det Maria oplevede ved den tomme grav den påskemorgen, var altså ikke nær så stort et antiklimaks som det Nikolaj Lie Kaas oplevede i Carlsberg-reklamen, for Jesus var opstået, og hun havde fået det nye liv tilbage som han havde givet hende. Og hvad angår ”Nok se, ikke røre”-delen af det, så var den heldigvis kun midlertidig. Der kommer et tidspunkt hvor vi kan få lov til at spise den fine kage som vi nu for en tid må nøjes med at kigge på, en tid hvor vi endelig får lov til at lege med det fine stykke legetøj som vi ikke er gamle nok til endnu – hvis I vil undskylde mine lidt ubehjælpelige sammenligninger. Der kommer en dag hvor Guds rige bliver synlig virkelighed på jorden, hvor vi skal se Jesus ansigt til ansigt, og hvor han ikke vil bede os om ikke at holde ham tilbage, for til den tid er han steget op til Faderen – og det er vi også!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til påskedag 2022

Posted By on 19. april 2022

Jesu opstandelse: Det er ikke os der skal være bange!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Hun ligner en engel.” Sådan siger vi nogle gange når vi skal beskrive en persons udseende. Egentlig et lidt sjovt udtryk, synes jeg, for hvis man skal blive spor klogere af at få at vide at en person ligner en engel, så kræver det jo at man ved hvordan en engel ser ud, og det ved jeg ikke hvor mange mennesker der ved. Jeg kender i hvert fald kun få der nogensinde har set en engel.

                      Man kan selvfølgelig godt have et rimelig klart billede af hvordan noget ser ud, selvom man aldrig har set det. For eksempel: Hvor mange af jer har set en enhjørning? (pause) Men da jeg sagde ”enhjørning”, hvor mange af jer havde så et klart billede af hvad det var for et væsen jeg spurgte jer om I havde set? (pause) Ja, der ser I! Men interessant nok har enhjørninger forandret sig meget gennem de seneste årtier. I dag opfatter mange en enhjørning som et nærmest pyssenysset væsen med regnbuefarver og glimmer, hvilket må siges at være temmelig meget anderledes end det dødsensfarlige og utæmmelige vilddyr som enhjørningen traditionelt har været opfattet som. Hele ideen om en enhjørning stammer i øvrigt fra den græske historiker Ktesias, der levede i det femte århundrede før vor tidsregning, og som kunne fortælle sine undrende landsmænd at han under et ophold i Persien hørte de lokale fortælle at der i Indien levede vildæsler med et enkelt 70 centimeter langt horn. Han havde ikke selv set dyret, og det havde de der fortalte ham om det, måske heller ikke, men de fleste moderne forskere er enige om at beskrivelsen i virkeligheden omhandlede et næsehorn. Så de fleste danskere har faktisk set en ”enhjørning” i Zoologisk Have; den lignede bare ikke det billede som vores kultur efterhånden har fået skabt af hvordan en enhjørning ser ud.

                      På samme måde tror jeg heller ikke at de to Maria’er der gik ud til Jesu grav påskemorgen, ville kunne se ret mange ligheder mellem den engel de så, og den opfattelse som de fleste moderne danskere har af hvordan en engel ser ud. For det første har vi på et tidspunkt fået den opfattelse at engle er af hunkøn, til trods for at alle navngivne engle i Bibelen har mandsnavne, men det er muligvis mindre vigtigt, for engle er jo åndevæsener og er dermed slet ikke kønnede på samme måde som vi mennesker er. Mere alvorligt er det at vi har fået gjort engle omtrent lige så pyssenyssede som enhjørninger. Når vi siger at en person ”ligner en engel”, mener vi jo som regel at vedkommende er overjordisk smuk og blid eller noget i den stil. Det harmonerer i sandhed ikke særlig godt med den beskrivelse Matthæus giver os af englen ved Jesu grav: ”Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.” Smuk har englen måske nok været, men også frygtindgydende! ”De, der holdt vagt”, var romerske soldater som Pilatus havde udkommanderet på opfordring fra ypperstepræsterne, som frygtede at disciplene ville stjæle Jesu lig for bagefter at hævde at Jesus var opstået fra de døde. Hvor mange vagter der var, og hvor stærke og tungt bevæbnede de var, fortæller evangelierne os ikke noget om, men de var i hvert fald mange nok og stærke nok og bevæbnede nok til at ypperstepræsterne mente at de ville kunne hamle op med tolv vrede disciple, hvoraf den ene lige havde hugget et øre af ypperstepræstens tjener (Matt 26,51). Men da de så en enkelt engel, blev de altså fuldstændig lammede af skræk. Prøv lige at overveje hvad det fortæller os om hvad det vil sige at ”ligne en engel”, og hvordan du mon selv ville reagere hvis du så en!

                      Jeg tror i hvert fald ikke det er tilfældigt at det første englen sagde til Maria og Maria, var: ”Frygt ikke!”, for det har de garanteret haft grund til at høre. Den ene af de to Maria’er havde i øvrigt mødt en engel før, nemlig da Gabriel fortalte hende at hun skulle føde Guds søn, og også ved den lejlighed måtte englen sige: ”Frygt ikke!” fordi hun blev så forskrækket da han dukkede op. Men hvordan overbeviser man nogen om at der ikke er noget at være bange for, når man lige har fået en deling soldater til at falde om af skræk? Jo, her er det en fordel at have adgang til den græske grundtekst, hvor vi kan se at det englen siger til kvinderne, ikke kun er ”Frygt ikke!”, men ”Frygt I ikke!” Sådan ville vi normalt ikke sige på dansk, men vi kan dog godt sige ting som ”Gør du det!” eller ”Hold I bare fri resten af dagen!” På græsk er det mere almindeligt at inkludere ”du” eller ”I” i en sætning i bydemåde, især hvis man vil understrege at bydemåden specifikt gælder for den eller de personer man taler til, til forskel fra andre. Sætningen ”Frygt I ikke” kan altså også oversættes: ”Det er ikke jer der skal være bange!” – underforstået: det er der andre der har grund til at være! Det er jo nemlig ikke for sjov at de engle der forekommer i Bibelen, er vældige og frygtindgydende – det er de fordi de har en vældig og frygtindgydende fjende at bekæmpe, nemlig Djævelen og hans hær af håndlangere fra helvede. Ondskabens hær har i sandhed grund til at være bange for Guds engle! Men det har Guds børn ikke, for englene er tro tjenere af vores himmelske Far, som elsker os grænseløst og ubetinget.

                      Som jeg allerede har været inde på, er der andre steder i Bibelen hvor engle viser sig for mennesker med ordene: ”Frygt ikke!”, så hvorfor tilføjer englen så netop i dette tilfælde det lille ord ”I” (som I øvrigt ikke er helt så lille på græsk som på dansk; det græske ord for ”I” er på fem bogstaver)? Det tror jeg den gør fordi det der lige er sket, nemlig at Jesus er opstået, er noget som frem for alt andet giver Djævelen og alt hans væsen grund til at ryste i bukserne (eller hvad han nu har på). Jesus vidste ganske vist godt selv, da han hang på korset og skulle til at dø, at sejren var vundet; det var derfor han sagde: ”Det er fuldbragt!” (”og bedre ord blev aldrig sagt”, som Thomas Kingo tilføjer i sin salme ”Gak under Jesu kors at stå”). Gud Fader vidste det selvfølgelig også, og sikkert også de hellige engle. Men for alle andre – inklusive Djævelen, vil jeg tro – var luften ladet med spænding: Var det sandt hvad Jesus havde sagt? Ville hans offer virkelig kunne overvinde selveste døden?

Det vi skal huske, er at Jesus var fuldt og helt menneske. Ganske vist var han også fuldt og helt Gud, men det ændrer ikke på at han var fuldt og helt menneske. Han lod ikke bare som om han var menneske, sådan som Superman lader som om han er journalisten Clark Kent; nej, mens Jesus gik her på jorden, var han helt og fuldt underlagt menneskelivets vilkår: Han kunne blive sulten og tørstig og træt – og han kunne dø. Og når mennesker dør, så er det alvor. Jeg tror faktisk at Djævelen håbede på at hvis først Jesus døde, så ville det være ude med Guds søn – og dermed også med alle os som han har købt fri med sit blod. Ganske vist tilhører vi ikke længere Djævelen når Jesus har købt os fri, men Djævelen tager glad og gerne hvad han ikke har ret til, så hvis ikke Jesus var i live til at beskytte os, ville hans offer ikke gavne os noget. Så spændingen var stor: Ville Jesu kærlighedsoffer vise sig at være stærkere end selveste døden? Hvis ja, så var det game over for Djævelen!

Og det var det! Fordi Jesus opstod fra det døde, er alt det onde for evigt besejret! Djævelen har tabt, og han ved det, og derfor har han al mulig grund til at være dødsensræd. Fra nu af er det nemlig sådan at hvis blot et menneske bekender med sin mund og sit hjerte at Jesus er herre, så kan Djævelen ikke længere gøre ham eller hende noget, men må til sin store fortrydelse finde sig i at se det menneske gå skyldfri og frikendt ind til det evige liv.

Derimod har vi som sagt ikke noget at være bange for, selvom vi stadig kan risikere at vi her i denne verden må ”lide under prøvelser af mange slags”, som Peter skriver i den tekst der var dagens anden læsning, for vi har noget langt, langt bedre i vente; noget som apostlen kalder for ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv” (så er det vist slået fast med syvtommersøm at vi kan regne med den arv!). Det at Jesus er opstået, er i virkeligheden alt hvad vi behøver at vide, for dermed er det slået fast hvem der har vundet i den store, kosmiske kamp mellem det gode og det onde. Alt hvad Djævelen nu kan gøre os, er at slå vores krop ihjel, men ved at gøre det giver han os blot en ekspresbillet til Paradis, så det behøver vi ikke at være bange for. Jesus er med os og bevarer os mod alt ondt, og han ligner en engel – smuk og stærk og frygtindgydende!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til skærtorsdag 2022

Posted By on 19. april 2022

Fodvaskningen: Den svære afsked

Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er dagen før dagen. Ja, det er endda aftenen før dagen, og Jesus ved udmærket godt hvad der skal ske i morgen, selvom disciplene tilsyneladende ikke helt har fattet det endnu. Jesus og hans disciple er samlet for at fejre det traditionelle jødiske påskemåltid, som jøder verden over stadig fejrer den dag i dag til minde om dengang Gud friede dem ud af slaveriet i Egypten, men det er ikke ”bare” en påskefest Jesus og disciplene fejrer; det er en afskedsfest.

                      Afskedsfester er mærkelige, eller det synes jeg i hvert fald. Der er sådan en mærkelig blandet stemning, for på den ene side har de jo til formål at have det så hyggeligt og rart som muligt sammen med de mennesker som man ikke kommer til at se igen i lang tid, ja måske aldrig mere, og derfor gælder det om at feste igennem! Men på den anden side ligger den ubehagelige sandhed hele tiden i baghovedet, at når festen slutter, er det ikke kun festen der er slut, men et helt kapitel i livet, og dagen derpå kan man forvente ikke alene at være dødtræt fordi man ikke havde lyst til at slutte festen før langt ud på de små timer, men også at føle en indre tomhed, en klump af sorgfuldt vemod i maven, måske endda lette depressionssymptomer. Særlig slemt er det hvis det kapitel af livet der er ved at slutte, har været et meget intenst kapitel som for eksempel et efterskoleophold.

                      Det kan selvfølgelig også være slemt hvis afskeden ikke skyldes at man er ved at sige farvel til noget ekstraordinært for at vende tilbage til hverdagen, men derimod at man er ved at sige farvel til hverdagen for at gå ombord i noget ekstraordinært, nemlig hvis det ekstraordinære der venter, er noget mere eller mindre ubehageligt. For Jesus var det i den grad noget ubehageligt: Han skulle lide og dø – og som om det ikke var slemt nok i sig selv at han kunne se frem til at få sin ryg flænset af en romersk pisk, få en krans af tornegrene presset ned over sit hoved og til slut få slået syvtommersøm gennem sine hænder og fødder og blive hængt op på et kors (ja, man kan næsten ikke forestille sig hvor intens en smerte der må have været tale om) – som om det ikke var slemt nok, så bar Jesus også vægten af al verdens synd på sine skuldre. Skyldfølelse kan næsten være værre end fysisk smerte, så prøv at forestille dig hvordan det må have været at bære den samlede vægt af al menneskehedens skyld. Jesus havde selvfølgelig ikke selv gjort noget forkert, så han havde ikke ”dårlig samvittighed” på den måde, men jeg tror han mærkede den objektive skyld, og at den var mindst lige så lidelsesfuld som piskene, tornekronen og naglerne. Alt det var hvad der ventede Jesus når dagen gryede, og det vidste han. Kun denne ene aften havde han tilbage sammen med sine disciple, og det havde han i sinde at nyde fuldt ud – Lukasevangeliet citerer ham for at sige følgende ved måltidets begyndelse: ”Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige” (Luk 22,15-16).

                      Hvad valgte Jesus så at bruge sin tid på, denne sidste aften han havde sammen med sine disciple? (pause) Han vaskede deres fødder. (pause) Ja, han gjorde selvfølgelig også andet end det: Han holdt en lang afskedstale hvor han gav dem en masse nyttige instrukser om hvordan de skulle forholde sig når han ikke længere var hos dem (en afskedstale hvorfra hele 7 af kirkeårets prædiketekster er hentet – 9 hvis man tæller den afsluttende bøn med), og ikke mindst gav han to af påskemåltidets elementer, nemlig brød og vin, en helt ny betydning som hans eget legeme og blod og befalede sine disciple at spise brødet og drikke vinen til minde om ham, hver gang de samledes; en skik som vi stadig følger, og som vi også skal praktisere ved denne gudstjeneste. Men allerførst vaskede han altså disciplenes fødder, så det må have været noget af det allervigtigste for ham. Men hvorfor han gjorde det, forstod disciplene ikke, for det at vaske andres fødder, blev i deres kultur betragtet som det allermest nedværdigende arbejde. Jesus forklarede imidlertid bagefter hvorfor han havde gjort det, nemlig for at give dem et eksempel til efterfølgelse: Når selv han, Herren, Mesteren, ikke havde holdt sig for fin til at påtage sig det mest ydmygende arbejde for at tjene andre, så kan ingen holde sig for fin til at ydmyge sig for andres skyld. Det er en lektie som vi nok har brug for at få gentaget igen og igen, for hvor kommer vi let til at tænke at der er visse opgaver som vi er hævet over i kraft af vores uddannelse, vores alder, vores køn, vores nationalitet, eller hvad det måtte være.

                      Men ordvekslingen mellem Jesus og Peter lader os forstå at der var et dybere lag i det Jesus gjorde. ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig,” sagde han. Se, hvis man ikke kunne have lod og del sammen med Jesus uden at han havde vasket ens fødder, så var vi mange der havde et problem, for jeg ved ganske vist ikke med jer, men jeg kan ikke erindre at Jesus sådan rent fysisk har vasket mine fødder. Men han har gjort noget andet og endnu mere forbløffende for at jeg kunne blive ren, nemlig at ofre sit liv for at købe dig og mig og alle fri af synden og døden. Og jeg tror først og fremmest det var det han sigtede til da han sagde til Peter: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.”

Det er ikke så svært at forstå hvorfor Peter protesterede mod at Jesus skulle vaske hans fødder, for vi voksne bryder os generelt ikke om at skulle have hjælp af andre, og det at selveste Mesteren, Jesus, skulle nedværdige sig til at vaske hans fødder, må have været helt enormt ydmygende for Peter. Det kan nemlig være mindst lige så ydmygende at lade sig tjene som selv at tjene – men skal vi have lod og del sammen med Jesus, så er der ingen vej uden om at lade ham tjene os. Uanset hvor fromt et liv vi synes vi har levet, uanset hvor mange gode og selvopofrende gerninger vi har på vores cv, og uanset hvor mange år vi har betalt kirkeskat, så er der ikke noget af det der giver os adgang til Guds rige. I kender sikkert alle sammen ordene fra beretningen om Jesus og de små børn, som bliver læst op hver gang der er dåb i Folkekirken: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Den eneste mulighed vi har for at blive frelst fra synden og døden og få del i det evige liv i Guds himmerige, er at tage imod det Jesus gjorde for os på korset, som en gratis gave – uanset hvor ydmygende en tanke det måtte være at både dit og mit synderegister er så stort at kun Guds egen søns blod var tilstrækkelig stærkt til at skaffe soning.

Det var netop for at skaffe soning – for at du og jeg kunne blive frelst og leve evigt sammen med Gud – at Jesus gav sit liv. For det gjorde han nemlig: Han gav sit liv. Uanset at ypperstepræsterne og de skriftkloge havde besluttet at slå ham ihjel, uanset at ingen ringere end Djævelen selv havde sat sig for at Judas skulle forråde sin Mester, uanset at Pilatus fejt dømte en uskyldig mand til døden fordi han var bange for at miste sit embede hvis han dømte retfærdigt – uanset alt det, så var der ingen der tog Jesu liv fra ham; han ofrede det ved sin egen frie viljesbeslutning! Det ved vi fra tidligere i Johannesevangeliet, nemlig kapitel 10 vers 17 og 18, hvor Jesus siger: ”Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage.” Og det overskud Jesus viser ved på denne sidste aften, hvor han vidste at han snart skulle lide og dø, at rejse sig fra bordet, lægge sin kjortel, tage et klæde og binde det om sig, hælde vand op i et fad og give sig til at vaske disciplenes fødder – alt sammen på en meget bevidst, velovervejet og værdig måde, fornemmer man – det var et vidnesbyrd om at det også var bevidst, velovervejet, værdigt og med overskud at han gik ind til den lidelse der ventede ham – også selvom han på et tidspunkt et par timer senere blev overvældet af angst og måtte søge trøst i bøn til Faderen. Overskuddet kom fra hans viden om at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Han vidste at han ikke gik til korset for at erkende sit nederlag, men for at fuldende sin sejr.

Alt dette betyder selvfølgelig at når Jesus sagde til disciplene at han ved at vaske deres fødder havde givet dem et forbillede som de skulle efterleve, så består forbilledet i andet og mere end at vi rent bogstaveligt skal vaske hinandens fødder (især fordi det ikke er en specielt nyttig ting at gøre i et klima som vores). Nej, vi skal i princippet være villige til at gøre hvad som helst for vores medmennesker (så længe det er inden for rammerne af Guds bud og ikke kommer i konflikt med andre hellige pligter, naturligvis), og selv vores liv skal vi ikke have for kært til at ofre det for andre, sådan som Jesus gjorde. Men – og det er et meget vigtigt ’men’ – alt det kan vi gøre med samme velovervejethed og værdighed som Jesus selv. Det kan vi gøre fordi vi har lod og del sammen med Jesus fordi han har købt os med sit blod. Det betyder at alt det som Gud Fader har givet Jesus, det vil Jesus dele med os. Der er altså intet i denne verden som vi ikke har råd til miste, for vi ejer alt i himlen. Har vi kun vores egne begrænsede ressourcer at trække på, så vil et liv i tjeneste og selvopofrelse hurtigt føre til bitterhed og udbrændthed, men lever vi hver dag i fuldkommen afhængighed af Jesus, har vi et uudtømmeligt overskud at trække på.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til palmesøndag 2022

Posted By on 10. april 2022

Salvningen i Betania: Den dag Jesus blev Kristus

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker palmesøndag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Palmesøndag, det er jo den dag hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel mens folk viftede med palmegrene og råbte ”Hosianna!” Og i læsningen fra Det Gamle Testamente hørte vi da også om kongen der kommer ridende på et æsel, men i evangelieteksten stod der ikke noget om hverken æsler eller palmer eller hosianna-råb. Vi har jo to tekstrækker i Folkekirken, altså to sæt af tekster som der skal læses og prædikes over på de forskellige søndage i kirkeåret, og dem veksler vi imellem sådan at vi bruger første tekstrække i ulige årstal og anden tekstrække i lige årstal. De fleste af de kendte historier finder vi i første tekstrække, som er den ældste, så da man i sin tid besluttede at supplere med en anden tekstrække, var der kun de mindre kendte beretninger tilbage. Men hvor er det vigtigt at vi også får dem med – og skulle der på et tidspunkt komme en tredje tekstrække med endnu mindre kendte beretninger, vil jeg kun blive så meget desto mere glad, for jo mere af Bibelen vi får udlagt, desto bedre!

                      Nå, men her i de lige årstal hører vi altså ikke om æsler og palmegrene på palmesøndag, men derimod om nardusolie! Nardusolie var den dyreste og fineste parfume man kendte til i antikken. Også i dag kan parfume ellers være dyrt nok – når jeg sejlede med de gamle bornholmerfærger, Villum Clausen og Leonora Christina, hvor skibsshoppens produkter blev markedsført langt mere offensivt end de bliver hos Molslinjen, tabte jeg altid både næse og mund når jeg så hvad man skulle betale for de parfumer man kunne købe ombord – men den gamle nardusolie tager alligevel prisen: Tre hundrede denarer for en enkelt portion! En denar var en dagløn for en løsarbejder, så 300 denarer ville altså svare til mere end en kvart million nutidskroner (i hvert fald hvis lønnen følger gældende overenskomst). Og det rejser jo en hel masse spørgsmål: Hvem var den kvinde der salvede Jesus? Hvorfor gjorde hun det? Og hvor havde hun den absurd dyre parfume fra?

                      For at tage det sidste spørgsmål først, så er der vel to mulige forklaringer: Enten havde hun arvet den fra sin mor, eller også havde hun fået den i gave. Hvilken af delene der var tale om, ved vi ikke med sikkerhed, og det betyder sådan set heller ikke alverden. Men uanset hvor hun havde den fra, er der næppe nogen tvivl om at den repræsenterede en større økonomisk værdi end alle hendes andre ejendele tilsammen!

                      For at finde ud af hvem kvinden var, og hvorfor hun brugte sin kostbare parfume på Jesus ved et middagsselskab i Betania, kan vi med fordel se på de tre andre evangelier, for beretningen findes nemlig i alle fire evangelier, og de giver os forskellige oplysninger som kan hjælpe os med at stykke en forklaring sammen (og jeg må hellere sige at meget af det jeg nu vil sige, er tyvstjålet fra Poul Hoffmanns bog Nardusmysteriet). Lukasevangeliets udgave af beretningen (Luk 7,36-50) dukker faktisk op senere på året, nemlig 11. søndag efter trinitatis, som i år falder den 28. august, og det skyldes nok at Lukas har valgt at fokusere på nogle helt andre ting end Markus. Faktisk er der så store forskelle på Markus’ beretning og Lukas’ beretning at mange har ment at de skildrer to forskellige begivenheder, ikke mindst fordi Lukas har beretningen stående langt tidligere i sit evangelium, mens Jesus stadig opholdt sig i Galilæa, langt fra Betania. Men strengt taget skriver Lukas ikke noget om at det var i Galilæa at en kvinde salvede Jesu fødder; til gengæld fortæller han os at værten ved middagsselskabet hed Simon og var farisæer. Markus fortæller os også at værten hed Simon, med tilnavnet ”den spedalske”, som er et mærkeligt tilnavn, for spedalske skulle ifølge den jødiske lov holde sig langt væk fra andre mennesker og kunne altså ikke sådan holde middagsselskaber. Men måske havde Jesus helbredt Simon for hans spedalskhed, og det var derfor han havde inviteret Jesus på besøg? Eller måske var han blevet rask af andre årsager – eller måske havde han aldrig været spedalsk, men havde fået tilnavnet af andre årsager som vi ikke kender til. Hvorom alting er, Lukas fortæller os at Simon ikke havde levet op til gæstevenskabets regler om at tilbyde sin gæst et fodbad, kysse ham på kinden til velkomst og salve hans hoved med olie, og at det var de forsømmelser kvinden rettede op på.

                      I dagens Danmark indgår der i reglen hverken fodbad, kindkys eller salvning i etiketten når vi får gæster, men i en kultur hvor man gik med sandaler på støvede veje, gav det god mening at give gæsterne mulighed for at vaske og forfriske deres støvede og slidte fødder, og hvad kindkysset angår, spiller det i mange lande samme rolle som håndtrykket gør her i Danmark (når vi altså ikke lige har corona). Men at salve gæsternes hoved med olie – hvad skulle det gøre godt for? For at finde svaret på det spørgsmål skal vi en tur til den lange tale som Jesus holder i begyndelsen af Matthæusevangeliet, og som vi plejer at kalde Bjergprædikenen, hvor Jesus blandt andet taler om faste (og vi er jo stadig i fastetiden til og med på lørdag). Jesus siger: ”Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt 6,16-18, kursivering tilføjet). At salve sit hoved var simpelt hen en del af den grundlæggende daglige hygiejne – i en tid hvor man hverken havde bodylotion eller shampoo med balsam brugte man olivenolie til at pleje sin hud og sit hår.

                      Kvinden der salvede Jesus, gjorde det altså for at råde bod på en alvorlig forsømmelse fra værtens, Simons, side, men der er stadig noget der ikke helt stemmer, for det siger nærmest sig selv at man ikke brugte nardusolie til en kvart million til sin daglige hårpleje. Den slags kostbar parfume brugte man kun til ganske særlige lejligheder, og når det blev brugt, markerede det at den person det blev brugt på, var noget ganske særligt. Man kunne for eksempel blive salvet til at være konge, ypperstepræst eller profet, og når det skete, var salveolien også et symbol på at man blev udrustet med kraft fra Helligånden til sin særlige opgave. Nogle af jer har måske hørt beretningen om dengang profeten Samuel salvede hyrdedrengen David til at blive Israels konge; et tegn på at David var særligt udvalgt af Gud. Gennem en anden profet, Natan, lovede Gud David at en af hans efterkommere ville komme til at sidde på Israels trone i al evighed, men alligevel gik det 400 år senere hverken værre eller bedre end at Davids tiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptipoldebarn Jekonja blev afsat og ført i eksil til Babylon, og siden har der ikke været en konge af Davids slægt i Israel. Profetbøgerne i Det Gamle Testamente rummer imidlertid masser af løfter fra Guds side om at Davids kongedømme engang vil blive genoprettet under en evig fredskonge (vi hørte jo for eksempel en af profetierne i dag, hvor der stod at den pågældende fredskonge ville komme ridende på et æsel), og betegnelsen ”den salvede” blev efterhånden en teknisk betegnelse for den lovede frelserkonge. Det hebraiske ord for ”salvet” er m’shiach, og det tilsvarende græske ord er christós – to ord der i fordansket udgave bliver til henholdsvis Messias og Kristus. ”Kristus” er altså ikke Jesus’ efternavn, men derimod en titel, så når vi siger ”Vi tror på Jesus Kristus”, så mener vi at vi tror på at Jesus er den konge som Gud havde lovet, ”den salvede”.

                      Hvornår blev Jesus da salvet? Det blev han nok da Helligånden dalede ned over ham i skikkelse af en due i forbindelse med hans dåb, som vi kan læse det i alle fire evangelier. Der var ganske vist ikke noget olie indblandet ved den lejlighed, men olien er jo også kun det ydre tegn; det væsentlige er den indre salvelse som Helligånden selv skaber. Derfor kan Jesus også svare bekræftende da Peter erklærer: ”Du er Kristus!” (Matt 15,16. Mark 8,29. Luk 9,20). Men kvinden har åbenbart ment at Jesus også fortjente en synlig fysisk salvelse med kostbar salve, og det gjorde hun tilsyneladende ret i, i en grad så Jesus befalede at det hun havde gjort, skulle fortælles overalt hvor evangeliet prædikes. I en vis forstand kan man altså sige at det var den dag i Betania at Jesus helt bogstaveligt blev Kristus, selvom han i realiteten var det i forvejen.

                      Så mangler jeg bare at svare på hvem kvinden var, og det er heldigvis et nemt spørgsmål, for det fremgår tydeligt af Johannesevangeliets version af beretningen: Det var Maria fra Betania, søster til Martha og Lazarus, og i øvrigt sandsynligvis samme person som vi også kender under navnet Maria Magdalene.

                      Man kan undre sig over hvorfor Jesus bestemte at Marias gode gerning mod ham skulle fortælles over hele verden, for ganske vist var det ekstremt generøs gerning, men dem har der jo været mange af i tidernes løb, og det er langt fra dem alle vi nogensinde har hørt om. Men jeg tror at det som Jesus især ville have at alle skulle høre, var hans egen forklarende kommentar: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.” Her spiller Jesus på at parfumeret olie også havde en tredje anvendelse; det blev nemlig anvendt når man gjorde et lig i stand, for at det ikke skulle stinke for meget i forbindelse med begravelsen. Jeg tror ikke Maria selv var klar over at Jesus snart skulle dø og begraves; jeg tror at hun ligesom de øvrige disciple forventede at han ville tage magten i landet og smide den romerske besættelsesmagt ud. Men med sin lille elegante bemærkning gjorde Jesus det klart at hans kongedømme var af en helt anden art end kongedømmer sædvanligvis er, for den måde han udøvede sin kongemagt på, var ved at ofre sit liv.

                      Jesus er Kristus, og det betyder at han er konge. Det skal vi ikke tage fejl af: Han er den som Gud har givet al magt i himlen og på jorden, og som vi skylder ubetinget lydighed. Men han er en meget usædvanlig konge, der hersker ved at tjene. Derfor må vi der er hans tjenere, også bruge vores liv på at tjene andre, for det at efterligne Jesus, er det største adelsmærke der tænkes kan. Og det skal vi høre meget mere om på torsdag hvor Jesus vasker sine disciples fødder, hvorefter han siger: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”         

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2022

Posted By on 5. april 2022

Marias lovsang: Det umuliges kunst

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Mariæ bebudelses dag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Man siger at politik er det muliges kunst. De fleste der går ind i politik, gør det fordi de har en vision om hvordan de godt kunne tænke sig at samfundet så ud, og en idé til hvordan deres vision kan gøres til virkelighed, men det sker kun yderst sjældent at den vision de startede med, rent faktisk bliver til virkelighed. Der sidder jo nemlig en masse andre politikere som også har hver deres visioner og ideer, og derfor må man forhandle og indgå kompromiser – og hvis man er tilstrækkeligt dygtig til det, kan man være heldig at få mange af sine mærkesager igennem. Men det kræver i reglen at man er villig til at sluge en del kameler undervejs – insisterer man på at man vil have gennemført alt det man har ønsker om af forandringer i samfundet, vil man sandsynligvis ende med ingenting at få gennemført.

                      Jeg har altid været politisk interesseret, og da jeg gik i gymnasiet, overvejede jeg faktisk om jeg skulle gå ind i politik, men det der frem for noget afholdt mig fra at gøre det, var netop det at det er det muliges kunst. Jeg måtte nemlig se i øjnene at de ting som jeg drømmer om at se ske i verden, ikke falder ind under kategorien ”det mulige”: Jeg drømmer om en verden uden krig, en verden hvor de stærke ikke bruger deres magt til at undertrykke de svage, men tværtimod til at tjene andre, en verden hvor ingen snyder andre, men alle tværtimod søger hinandens bedste, en verden hvor familier ikke går i stykker, en verden hvor  ingen behøver at gå sultne i seng mens andre smider overskydende mad i skraldespanden, en verden hvor alle lever i frihed fra såvel ydre som indre slavepiskere, og hvor alle kan finde bedre steder at søge trøst og glæde end i spilafhængighed, usunde seksuelle relationer eller misbrug af alkohol eller stoffer, en verden hvor ingen fødte eller ufødte børn er uønskede, og hvor en mand aldrig kunne drømme om at presse eller tvinge en kvinde til seksuelt samvær, en verden hvor alle roligt kan stole på alle, og også gør det, en verden hvor kærligheden råder, og ingen lever uden håb. Og det er sådan set ikke fordi jeg tror nogen af Folketingets partier ville være imod sådan en verden; det er mere det at man ikke kan skabe sådan en verden ad politisk vej (og de der siger at man godt kan, vil jeg mene at man gør klogest i at holde sig langt væk fra!).

Derfor valgte jeg at blive præst i stedet for politiker, for Gud er nemlig ikke begrænset af hvad der menneskeligt set er muligt; tværtimod vrimler Bibelen med eksempler på at Gud trodser al menneskelig fornuft og får det umulige til at ske. Tag for eksempel Abraham og Sara, som vi hørte om i den første læsning: Gud havde adskillige år tidligere lovet dem at deres efterkommere ville blive så talrige som himlens stjerner, men de havde ingen børn fået, og nu var de blevet så gamle at det biologisk set var en umulighed, og da Gud bekendtgjorde at Sara et år senere ville have en søn, måtte hun le ved tanken. Men det gik som Gud havde sagt, for Gud er specialist i det umuliges kunst!

Jomfru Maria nævner også Abraham i den lovsang som er dagens evangelietekst. Teksten begynder med ”Da sagde Maria”. Det lille ord ”da” peger på at der er gået noget umiddelbart forud, som Marias lovsang på en eller anden måde er en reaktion på, og det giver mig anledning til at gentage noget som mange af jer har hørt mig sige før: Læs i Bibelen – gerne hver dag – og læs ikke kun brudstykker her og der, men læs en hel bog ad gangen, for eksempel Lukasevangeliet. På den måde får du sat både de kendte og de mindre kendte afsnit ind i deres rette sammenhæng. Parentes slut. Det der er gået forud, og som ordet ”da” refererer til, er at Maria er taget på familiebesøg i den anden ende af landet hos sin kusine Elisabeth, som hun var kommet i en slags skæbnefællesskab med fordi de begge var blevet uventet gravide under nogle højst usædvanlige omstændigheder. Elisabeth og hendes mand Zakarias var ”højt oppe i årene”, som Lukas udtrykker det (1,7), og trods ihærdige bønner gennem mange år havde de ingen børn fået. Men en dag havde englen Gabriel vist sig for Zakarias og havde fortalt ham at Elisabeth ville blive gravid og føde en søn, som ville blive en stor profet – ja, allerede mens han lå i sin mors mave ville barnet være fyldt med Helligånden.

Mens det der skete for Elizabeth og Zakarias altså havde visse ligheder med det der var sket for Sara og Abraham små 2000 år tidligere, så var sagen en anden med Maria. Ganske vist blev hun også meget overrasket da hun fik besøg af englen Gabriel, som fortalte hende at hun ville blive gravid og føde en søn, men det var ikke fordi hun var for gammel til at få børn; tværtimod var hun ganske ung. Men hun havde tilstrækkeligt meget styr på det med blomsterne og bierne til at hun vidste at det kræver medvirken fra en mand hvis en kvinde skal blive gravid, og sådan en havde hun ikke været i nærheden af, selvom hun stod overfor at skulle giftes med tømreren Josef. Men Gabriel forklarede hende – ja, han forklarede hende i virkeligheden ikke ret meget, og den dag i dag er det et kæmpe mysterium hvad der rent fysisk skete da barnet blev til i Marias moderliv, men hun fik da at vide at barnet ville være Guds søn, og at han skulle være konge over Guds folk til evig tid.

På den tid var det en meget alvorlig sag hvis en ugift ung pige blev gravid, fordi det jo logisk set kun kunne skyldes at hun havde været sin kommende ægtemand utro. Okay, det kunne selvfølgelig også skyldes at den kommende ægtemand selv havde taget forskud på de ægteskabelige glæder, men det var der ikke tale om i dette tilfælde, så meget vidste Josef, og derfor var det hans hensigt at bryde forlovelsen, men så fik også han besøg af en engel, der fortalte ham at Maria ikke havde været ham utro, med var blevet med barn ved Helligånden. Men mens alt det foregik, har det nok ikke været særlig sjovt at være i Marias sandaler, og det var nok derfor hun valgte at rejse væk og besøge sin aldrende, men ligeledes gravide, kusine.

Elisabeth var allerede i sjette måned da Maria fik besøg af englen (det er derfor vi fejrer fødslen af Elisabeths søn ved midsommer, et halvt år før vi fejrer fødslen af Marias søn – det er nemlig Elisabeths søn, Johannes Døber, der gemmer sig bag navnet ”Sankt Hans”). Da Maria kom på besøg havde den lille ufødte Johannes altså nået den alder hvor han lå og sparkede og sprællede, men da han hørte Marias stemme gennem livmodervæggen og sin mors maveskind, gjorde han mere end at sprælle: han sprang i Elisabeths liv, står der et par vers før vores evangelielæsning begynder. Da huskede Elisabeth at Gabriel havde sagt at hendes søn allerede før sin fødsel ville være fyldt med Helligånden, og hun forstod at fosterets glædesspring skyldtes at den unge kvinde der var kommet på besøg, bar på selve Guds søn, gennem hvem alle Guds løfter til sit folk ville blive opfyldt. Det fortalte Elisabeth naturligvis Maria – og det var dét der fik Maria til at bryde ud i den lovsang som vi læste.

Så langt, så godt. Lad os se på hvad det er Maria så synger. Som sagt nævner hun Abraham – ganske vist først i den allersidste linje, men hendes pointe er at det som Gud har gjort mod hende, Maria, er en opfyldelse af hvad Gud havde lovet Abraham! Hvad havde Gud da lovet Abraham? Jo, han havde sagt: ”Abraham skal … blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham” (1 Mos 18,18). At ”blive til et stort og mægtigt folk” betyder i denne sammenhæng at blive stamfar til et stort og mægtigt folk – og det havde Gud altså lovet Abraham på et tidspunkt hvor Abraham ingen børn havde og var ved at blive for gammel til at få nogen. Derfor var det at Sara alligevel blev gravid på et tidspunkt hvor hun ellers var blevet for gammel til det, enormt vigtigt, ikke kun for det aldrende ægtepar selv, men for hele jorden – for Guds løfter om at velsigne hele verden afhang af Abrahams og Saras efterkommere!

Tiden gik, og Abrahams og Saras efterkommere blev efterhånden til ikke bare ét, men flere folkeslag, deriblandt edomitterne og amalekitterne (og dertil kan man i øvrigt lægge en lang række folk der nedstammede fra Abraham, men ikke fra Sara), men Gud gjorde det klart at det folk som løftet var knyttet til, var israelitterne, som nedstammede fra Abraham og Saras barnebarn Jakob med tilnavnet Israel. Det meste af Det Gamle Testamente handler om hvordan det igen og igen slår grueligt fejl for Israel med at bære den velsignelse for hele verden som Gud havde sagt at de skulle være. Det skyldtes langt hen ad vejen at de var ulydige mod stort set alle Guds bud, men deres ulydighed ændrede ikke på at Gud havde givet Abraham et løfte, og det løfte var der ikke knyttet nogen betingelser til. Gud sagde ikke: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes, hvis dine efterkommere ellers tager sig sammen og kommer fejlfrit gennem livet”; nej, han sagde: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Punktum. Og Gud forbliver tro mod sine løfter, uanset hvor utro vi mennesker måtte være mod ham, så når Gud havde sagt at alle jordens folk skulle blive velsignet gennem Abraham, så stod det til troende! Og løftet gik i opfyldelse da Guds søn steg ned og blev et foster i Marias jomfruliv.

”Velsignet” er et dyrt og fint ord, som vi ikke bruger så meget i daglig tale, men som der til gengæld er rigeligt af i Bibelen og salmebogen og gudstjenesten. Jeg vil for en gangs skyld skåne jer for en længere sproglig redegørelse og springe direkte til konklusionen, nemlig at ”velsignelse” betyder at alt er som det skal være! Så når Gud lovede at alle folk ville blive velsignet, så lovede han altså i virkeligheden at den drøm som jeg for små 30 år siden opgav at arbejde for ad politisk vej fordi politik er det muliges kunst, den vil Gud gøre til virkelighed gennem sin søn fordi Gud mestrer det umuliges kunst! Gud lover os en verden hvor alt er som det skal være; hvor alt er godt. Den verden vil blive fuldt realiseret når Jesus vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde, men allerede da Jesus opstod fra graven, som vi snart skal fejre til påske, blev sejren vundet over alt det onde fordi Jesus havde taget det med sig i døden da han døde i vores sted. Derfor behøver vi ikke at lade os tynge eller begrænse af at det til tider virker umuligt at det gode kommer til at sejre i verden, for det gode har allerede sejret! Hvor mange slag vi end kommer til at tabe i livet, så har Jesus vundet krigen for os. Derfor har vi al mulig grund til – ligesom Maria – at bryde ud i lovsang.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til midfaste søndag 2022

Posted By on 28. marts 2022

Bespisningsunderets efterspil: Er du sådan meget kristen?

Prædiken i Sct. Klemens og Ols Kirker midfaste søndag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Er du, sådan, meget kristen?” Det spørgsmål har jeg ind imellem fået, især af konfirmander, men også af jævnaldrende da jeg selv var ung (altså endnu mere ung end jeg er nu). Og jeg forstår jo godt hvad der menes med spørgsmålet. Vi kender jo nok alle sammen et eller flere mennesker der har en hobby eller interesse som de går enormt meget op i, enten det er fodbold, modeljernbaner, botanik, renæssancekunst eller Star Wars. Og så er der alle os andre, der også har ting vi interesserer os for, men som holder det mere på det jævne – I ved, sådan, bare et enkelt rum fyldt med modeltog i stedet for hele huset fyldt. På samme måde er det med politik: De fleste danskere går hen og sætter deres kryds hver gang der er valg, og stemmer man på det samme parti hver gang, så vil man måske sige ”jeg er socialdemokrat” eller ”jeg er venstremand” eller hvilket parti man nu stemmer på. Men så er der jo også dem der engagerer sig i den lokale vælgerforening og måske endda lader sig vælge ind i bestyrelsen, er med til at udpege kandidater eller måske selv stiller op, skriver læserbreve hvor de underskriver sig ”kandidat for Enhedslisten” eller ”kandidat for Dansk Folkeparti”, og den slags.

                      Og hvordan med religion? Det er der vel også forskellige grader af? Der findes liberale jøder, ortodokse jøder og ultraortodokse jøder, man taler om moderate muslimer kontra radikale muslimer, og hvad kristendommen angår, er det vel nogenlunde på samme måde? Her i Danmark er for eksempel omkring 74% af befolkningen medlemmer af Den Danske Folkekirke, og dertil kommer små hundrede tusinde medlemmer af andre kirkesamfund, så alt i alt er der måske knap 76% kristne i Danmark. Men ifølge en meningsmåling fra 2020 mener kun 25% at Jesus er Guds søn, og kun 18% tror at han er verdens frelser. En international Gallup-undersøgelse fra 2015 fortæller at kun 19% af den danske befolkning giver udtryk for at religion er en vigtig del af deres liv, og det tal omfatter sandsynligvis mange muslimer – og kun omkring 3% af danskerne går regelmæssigt i kirke. Så det tyder unægtelig på at der er nogle der er ”meget kristne” og andre der bare er sådan ”almindeligt kristne”.

                      Men dybest set giver det ikke mening at tale om at være ”meget kristen” eller ”lidt mindre kristen”. Paulus skriver til korintherne: ”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17). At være kristen vil altså sige at alt det man var før, er forbi, og noget helt nyt er kommet i stedet – det er et enten/eller! Et andet billede som Ny Testamente bruger om det at komme til tro på Jesus, er billedet af en fødsel.  I ulige årstal hører vi på Trinitatis søndag (altså søndagen efter pinse) om farisæeren Nikodemus der opsøgte Jesus midt om natten for at diskutere teologi, men øjeblikkeligt blev skubbet ud af sine vante tankebaner da Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Og jeg tror vi er enige om at enten er man født, eller også er man ikke født! Vi bliver jævnligt i forskellige sammenhænge spurgt hvornår vi er født, men det er endnu ikke sket at jeg, efter at have svaret: ”19. maj 1975”, har fået spørgsmålet: ”Er du, sådan, meget født?”

                      Men det at blive født, er jo kun begyndelsen. Sådan er det når det gælder vores fysiske liv, og sådan er det også når det gælder vores åndelige liv. En nyfødt baby kan ikke ret meget andet end at sove, græde, spise, gylpe, og så det der kommer ud i den anden ende af kroppen, men efterhånden som vi vokser til, lærer vi at tale, at gå, at bruge vores sanser, at omgås andre mennesker, og så videre. Hvis man i en alder af 10, 20 eller 50 år opfører sig som et spædbarn, så er der noget alvorligt galt! På samme måde er der også ting vi skal lære efter at vi kommer til tro på Jesus, sådan som Peter skriver i dagens anden læsning: ”Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed.” Ligesom vi i den fysiske verden skal vokse og lære, skal vi det også i den åndelige verden. Og det skal vi alle sammen! Vi siger jo ikke: ”Nå, du er nok meget født, hvad?” når vi møder et menneske der kan gå, tale, vise empati og den slags – det forventer vi at alle mennesker kan, når først de er ude over de første barneår, hvis ikke de har handicap der forhindrer dem i det. Og på samme måde kan vi med rette forvente at der hos alle kristne der er nået ud over troens første barneår, findes ikke blot tro, men også dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind og kærlighed. Peter skriver ligefrem at ”den, som ikke har det, er så kortsynet, at han intet kan se, og har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder.”

                      Det hører til de absolutte sjældenheder at et menneske rent fysisk forbliver på spædbarnsstadiet, men åndeligt set er det desværre ret almindeligt. Paulus klager i Første Korintherbrev over hvor åndeligt umodne korintherne var; han skriver: ”Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker?” (1 Kor 3,1-3). Det at der var splid og misundelse i korinthermenigheden, viste at de åndeligt set stadig var spædbørn som manglede dyd, erkendelse, selvbeherskelse, gudsfrygt, brodersind og kærlighed. Også i Hebræerbrevets 5. kapitel klager forfatteren over at hans læsere stadig er som spædbørn i troen, selvom de ”i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere” (Hebr 5,12).

                      At de mennesker vi møder i dagens evangelietekst, ikke var specielt modne i troen, er til gengæld ikke så mærkeligt, for de havde ikke levet ret længe sammen med Jesus. Faktisk havde nogle af dem måske kun mødt ham en enkelt gang, nemlig da de opsøgte ham på et øde sted ved østbredden af Genesaret Sø, hvor han opholdt sig fordi han havde brug for et par dages ferie eller retræte sammen med sine disciple. Den store folkeskare der opsøgte dem, kom altså til ulejlighed, men Jesus forbarmede sig over dem, fortalte dem om Gud, helbredte de syge – og da det blev spisetid, og der ikke var nogen steder i nærheden hvor man kunne købe mad, mættede han dem alle sammen med fem brød og to fisk (den beretning skal vi høre om et års tid). Det var efter at have oplevet dét under at skaren på ny opsøgte Jesus efter at han igen var rejst tværs over søen tilbage til Kapernaum, hvor han boede. Jesus var ikke mere naiv end at han godt kunne regne ud hvorfor de var så ivrige efter at følge i hælene på ham, nemlig fordi de håbede på at han hver eneste dag ville trylle mad frem til dem ud af den blå luft så de kunne slippe for at gå på arbejde og tjene til føden. Men den gik ikke – Jesus var ikke til sinds at fastholde dem på spædbarnsstadiet hverken fysisk eller åndeligt. Han lod dem forstå at de måtte arbejde for føden ligesom alle andre – men samtidig gjorde han dem opmærksomme på at der er en anden slags mad som det er langt vigtigere at arbejde for end den mad der opretholder det jordiske liv, nemlig den mad der opretholder det evige liv! ”Arbejd … for den mad, som består til evigt liv” betyder nok cirka det samme som det vi hørte i læsningen fra Andet Petersbrev: ”Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd” og så videre.

                      Det store spørgsmål er så: Hvordan gør man det? Vi er jo fra starten bagud på point, så at sige, fordi det at handle kærligt og uselvisk ikke falder os naturligt, eller i hvert fald kun til en vis grænse. Jeg tror mange af os kan nikke genkendende til det Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 7: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,18b-19). Derfor kan ordene fra Andet Petersbrev godt virke som noget af en pisk at have over nakken, og man kan spørge sig selv hvordan det harmonerer med skriftsteder som: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,8-9). Hvad har vi ud af at vi er frelst ved tro alene, hvis vi bagefter skal til at ”arbejde med endnu større iver på at befæste vores kaldelse” for at døren til Guds rige skal stå på vid gab for os?

                      Jo, hør hvad Jesus svarer da han bliver spurgt: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Han svarer: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”! Der er altså ikke tale om at vi begynder med at tro på det Jesus har gjort på korset, men at vi så går videre med at skulle opfylde bestemte bud for ikke at blive smidt ud af Guds rige igen – nej, troen er nøglen hele vejen igennem. Jeg tror også det er derfor Peter skriver: ”at I til jeres tro føjer dyd” – troen er den jord som alt det andet vokser i. Den måde hvorpå vi føjer dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind og kærlighed til vores tro, er ved at

                      Men hvordan bærer vi os så ad med at sætte al vores iver ind på ikke at forblive åndelige spædbørn? Ja, de af jer der ofte har hørt mig prædike, kan sikkert gætte at jeg vil pege på ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin. Men i dag vil jeg gerne slå et særligt slag for sidstnævnte: nadveren. Som sagt var hele baggrunden for at skaren fulgte efter Jesus rundt om søen, at han havde mættet dem med brød, og da de ville have mere, opfordrede han dem til i stedet at arbejde for den mad der består til evigt liv. Og den mad, siger Jesus nu, den er – ham selv! Den åndelige vækst der følger efter at vi er blevet født på ny ind i Guds rige, det er en vækst til at ligne Jesus mere og mere, og det siger nærmest sig selv at jo mere vi fylder os med ham, jo mere kommer vi til at ligne ham. Nadveren er et fysisk, sakramentalt udtryk for dette: Kristus forener sig selv med det brød vi spiser og den vin vi drikker, og på den måde bliver vi forenet med ham. ”Du bliver hvad du spiser!” hed det i en oplysningskampagne fra Sundhedsstyrelsen tilbage i 1980’erne, og det gælder også åndeligt set: Den der i tro modtager Jesu legeme og blod i nadveren, bliver forvandlet til at ligne Jesus.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 3. søndag i fasten 2022

Posted By on 24. marts 2022

Løgnens fader: Kærligheden er sandheden

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag i fasten 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Er der krig i Ukraine? Er der russiske soldater der er faldet i kamp mod ukrainske styrker? Er der civile mål i Ukraine, deriblandt et børnehospital, der er blevet angrebet af den russiske hær? Er der menige ukrainere der på eget initiativ har kastet sig ind i kampen mod den russiske invasionsstyrke?

                      ”Sikke da en masse dumme spørgsmål præsten begynder sin prædiken med i dag!” tænker du måske. ”Vi ved da alle sammen godt at svaret på alle spørgsmålene er ja!” Og ja, det ved vi, vi som er så privilegerede at have adgang til en fri presse. Men hvis du kun havde adgang til russisk stats-tv, så ville du sandsynligvis svare nej til alle spørgsmålene! Den historie som Putin tillader de russiske medier at fortælle (og med ”tillader” mener jeg at man risikerer op til 15 år i fængsel hvis man rapporterer noget andet!), er at Rusland har iværksat en ”særlig militær operation” med henblik på at befri Ukraine fra en illegitim regering af nazister og narkomaner, og der gik over 2 uger inden de russiske myndigheder indrømmede at der havde været tab blandt de russiske soldater. De videoer vi har set af civile ofre, bliver af Kreml beskyldt for at være iscenesatte med skuespillere, og det at flertallet af det ukrainske folk ser den russiske hær som besættere og ikke befriere, forties naturligvis også. Så hvordan skulle manden på gaden i Rusland vide hvem han kan stole på? Hvem mon vi selv ville stole på hvis Danmarks Radio og de øvrige danske medier fortalte en helt anden historie end de internationale medier?

                      Krigen i Ukraine er et meget grelt aktuelt eksempel, men også på en lang række andre områder kan det være svært at finde ud af hvem man skal tro på. De seneste to år har der for eksempel været beskyldninger fra forskellige sider om at de etablerede medier ikke fortalte sandheden om Covid-19 og vaccinerne, og i USA er store dele af mediebilledet efterhånden så polariseret at medier med sympati for henholdsvis det Republikanske og det Demokratiske parti efterhånden ikke kun er uenige om holdninger sådan som medierne i Danmark er det, men også om hvad der er fakta. Selv i situationer hvor ingen bliver beskyldt for at lyve med vilje, kan ærlige mennesker have vidt forskellige bud på hvad der er op og ned i et givet spørgsmål. Det gælder ikke mindst hvis man vil vide hvad man skal spise og ikke spise for at leve sundt. Jeg har selv for nylig fået konstateret forhøjet kolesterol, og jeg har måttet konstatere at selv de mest pålidelige eksperter ikke er enige om hvilke fødevarer jeg bør undgå, og hvilke jeg omvendt bør indtage meget mere af.

                      Allermest alvorligt bliver det naturligvis hvis det der er uenighed om, ikke kun har betydning for vores liv i denne verden, men for om vi skal tilbringe evigheden i paradiset eller i fortabelsen. Jeg har talt med en del overbeviste muslimer i tidens løb, og set fra deres synspunkt er der ingen tvivl om at jeg er på vej mod fortabelsen fordi jeg ikke anerkender Muhammed som Guds sidste og største profet, men tværtimod holder fast ved at Isa ibn Maryam (Jesus, Marias søn) er Guds ultimative åbenbaring af sig selv, og at hans død på korset soner al synd. (Som I måske ved, mener muslimerne at Jesus slet ikke blev korsfæstet, men at Gud i sidste øjeblik byttede om på ham og Judas fordi Gud ikke kunne tillade sin profet at dø en så nedværdigende død). Et eller andet sted kan jeg godt forstå de ateister der spørger: ”Hvorfor skulle jeg lige netop vælge at tro på din religion og ikke på en af de utallige andre?”

                      I dagens evangelietekst er Jesus i diskussion med en gruppe jøder. Vi kommer ind midt i diskussionen (første halvdel af diskussionen er i øvrigt prædiketekst til den 15. maj, så vi får det hele i lidt omvendt rækkefølge), og indtil nu er der sket det at Jesus har tilbudt sine tilhørere at de kan lære sandheden at kende, og at sandheden vil gøre dem frie. Det tilbud er imidlertid ikke faldet i særlig god jord, for tilhørerne mente nemlig at de allerede kendte sandheden og allerede var frie. Når de nu mente det, hvorfor skulle de så tro på denne opkomling af en prædikant fra provinsen når han hævdede noget andet? ”Vi har kun én fader, og det er Gud” lød deres frimodige erklæring i verset umiddelbart inden starten på dagens tekst, så det er det Jesus svarer på når han siger: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”.

                      De to andre tekster vi har hørt i dag handler også på hver sin måde om at kende forskel på sandt og falsk, på ægte og uægte, på sandhed og løgn. I den første læsning fra Første Mosebog befandt israelitterne sig langt ude i ørkenen ved bjerget Sinai, hvor deres leder Moses var klatret op for at tale med Gud og var forsvundet ind i en sky. 40 dage og nætter havde han efterhånden befundet sig oppe på bjerget, og de havde ikke hørt en lyd fra ham. Derfor besluttede de til sidst at tage sagen i egen hånd. Det de vidste, var at de og deres forfædre havde været slaver i Egypten i flere hundrede år indtil deres Gud havde forbarmet sig over dem og befriet dem fra slaveriet, blandt andet ved at sende en række plager over egypterne. Men hvem Gud egentlig var, og hvordan de skulle dyrke ham, det vidste de faktisk ikke rigtig noget om, og det var en af grundene til at de ikke havde taget den lige vej til det land Gud havde lovet at give dem (en tur der blot ville have taget et par uger), men i stedet var vandret langt ud i ørkenen. Og det var også det der var grunden til at Moses var klatret op på bjerget, nemlig at Gud ville give ham nøjagtige instrukser om hvordan de skulle gebærde sig både religiøst, etisk og samfundsmæssigt. Men nu havde han altså været væk i 40 dage, så var det ikke efterhånden rimeligt at antage at han var død? Altså måtte de selv prøve at finde ud af hvordan de skulle dyrke deres Gud – og hvor svært kunne det i øvrigt være at finde ud af det? De havde jo set egypterne dyrke deres guder, så de vidste udmærket hvordan man gjorde: Først og fremmest havde man brug for et gudebillede som man kunne rette sin tilbedelse imod, og så var det ellers noget med at ofre en masse dyr og i øvrigt holde et brag af en fest!

                      Men nej, det var ikke sådan Israels Gud ønskede at blive dyrket – overhovedet ikke, faktisk! Allerede inden Moses gik op på bjerget, havde han videregivet en befaling fra Gud til dem om at de under ingen omstændigheder måtte lave gudebilleder (2 Mos 20,3+23), og de sanseløse fester der kendetegnede de andre folks religiøse praksis, var heller ikke noget Gud brød sig om. Tanken var ikke bare at de skulle bruge et andet navn om deres gud end de andre folk gjorde, men i øvrigt opføre sig på præcis samme måde; nej, de skulle være anderledes end alle andre folk og på den måde være en levende prædiken om at den sande Gud er anderledes end alle de afguder vi mennesker kan finde på at lave i vores eget billede. Det havde Gud også allerede sagt til dem hele 13 kapitler før det med guldkalven, nemlig i Anden Mosebog kapitel 19, hvor der står: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.”

                      Det at Guds folk skal være radikalt anderledes end den omgivende verden, det havde menigheden i Efesos på Johannes’ Åbenbarings tid til gengæld forstået. Som dagens anden læsning hørte vi et budskab som Jesus havde til den menighed, hvor han blandt andet roser dem for at de ”hader nikolaitternes gerninger” (nikolaitterne var sandsynligvis en sekt som forsøgte at skabe en slags syntese eller kompromis mellem dyrkelsen af den sande Gud og den omgivende kulturs afgudsdyrkelse, omtrent som israelitterne gjorde da de lavede guldkalven). Efeserne kunne ”ikke døje de onde”, sagde Jesus til dem, og de lod sig heller ikke narre af falske apostle. Var der nogen der stod vagt om sandheden i Guds ord, så var det de kristne i Efesos! Men ak, i deres iver efter at forsvare den sande lære kom de efterhånden mere og mere til at ligne farisæerne, der var så optagede af at være tro mod hvert eneste bogstav at de glemte hvad bogen handlede om, nemlig Guds kærlighed. Man kan også sige at de gik så meget op i at hævde kirkens anderledeshed i forhold til verden, at de helt glemte selv at være anderledes! På den måde mindede de om en anekdote om Winston Churchill der er blevet delt flittigt på sociale medier. Anekdoten er desværre det pure opspind, vil jeg skynde mig at understrege, men det er alligevel vise ord, selvom Churchill altså aldrig har udtalt dem – hvis I forstår hvad jeg mener. Ifølge anekdoten var der nogle engelske parlamentsmedlemmer som under Anden Verdenskrig bebrejdede Winston Churchill at han ville sætte penge af på finansloven til kunst og kultur i en situation hvor landet var midt i en storkrig – hvortil Churchill angiveligt svarede: ”Hvad er det så vi kæmper for?”

                      Selvom det altså desværre kun er en legende, så er det et svar vi kan tage til os som kirke: Vi må aldrig få så travlt med at kæmpe for sandheden, at vi glemmer hvad det er for en sandhed vi kæmper for, nemlig at Gud i sin kærlighed sendte sin søn til verden for at lide og dø for vores skyld så vi kan blive befriet fra synden og døden og Djævelen og leve som Guds elskede børn. Ifølge det Jesus fortæller os i dagens tekst, er der to ting der kendetegner Djævelen, nemlig at han er en løgner og en morder. Som Guds børn er vi kaldet til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, og det betyder at alle former for tilløb til løgn og mord skal ligge os umådelig fjernt. I stedet skal vi til alle tider være kendetegnet af kærlighed og sandhed. Og kommer vi i tvivl om hvad sandheden er, så er svaret altid at det er kærligheden der er sandheden – vel at mærke ikke den egoistiske kærlighed der siger ”Jeg vil have!”, men den sande, uselviske kærlighed der siger ”Jeg vil give!”; den kærlighed der altid siger sandheden, men som siger den på en måde så den ikke slavebinder, men gør fri. Sådan er Guds kærlighed, som den er udtrykt i Bibelen og i Jesus Kristus: Jesus lægger ikke skjul på at sandheden om os mennesker er at vi er helt og aldeles fortabte uden Gud; at selvom vi er skabt i Guds billede, er vi blevet fordærvet så vi af natur er vredens børn som Paulus udtrykker det et sted (Ef 2,3). Vi er skabt til at være Guds børn, men vi lever som Djævelens børn. Men den sandhed fortæller Jesus os kun fordi han vil sætte os fri til rent faktisk at være Guds børn ved i tro at tage imod det nye liv han vandt til os ved sin død og opstandelse.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. søndag i fasten 2022

Posted By on 15. marts 2022

Drengen med den urene ånd: Det er tid til bøn!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag i fasten 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Dybt nede i Kronborgs kasematter sidder Holger Danske og sover. Ifølge sagnet vil han vågne når Danmark er i nød, og man kan derfor undre sig over at han stadig sidder og sover. Men selvom sagnet er gammelt, og H.C. Andersen allerede i 1846 skrev at Holger sidder i kælderen under Kronborg, så har den statue som nogle af os har set dernede, altså kun stået der siden 1907. Den var af gips, men blev i 1985 erstattet af en afstøbning i beton som bedre kunne holde til fugtigheden i kælderen. Gipsfiguren var i øvrigt blot et forstudie til en bronzestatue som var bestilt af Hotel Marienlyst, og som stod foran hotellet helt frem til 2013, hvor den blev solgt og flyttet til Mølletorvet i Skjern.

                      Der er nok ikke ret mange der for alvor forventer at en figur af gips, beton eller bronze nogensinde vågner til live, men til gengæld tror jeg at sagnet har noget sandt at fortælle om den danske folkesjæl. Vi danskere, som vi er flest, er et afslappet og tilbagelænet folkefærd. I modsætning til eksempelvis Frankrig, som har et stort antal folkelige opstande i sine historiebøger, har der aldrig været revolution her i Danmark, enten det så skyldes at det regner for meget, eller at der bare ikke er tilstrækkelig længe mellem kaffepauserne til at vi kan nå at vælte regeringen. Men når det for alvor gælder, så vågner de danske helte og springer op og spænder bælte (som det hedder i Grundtvigs gendigtning af Bjarkemålet). Det ser vi ikke mindst i disse uger oven på Vladimir Putins invasion af Ukraine, hvor der nærmest ingen grænser er for den danske hjælpsomhed over for krigens ofre. Alene her fra Bornholm har Signe Nielsen fra Gudhjem organiseret en konvoj der har bragt en gruppe flygtninge i sikkerhed, Ralf Marcoux Skovgaard (ligeledes fra Gudhjem) har taget initiativ til Facebook-gruppen ”Bornholm hjælper Ukraine”, Svaneke Nexø Bustrafik har kørt en busfuld nødhjælp til det sydlige Polen og taget en busfuld flygtninge med den modsatte vej, bryggeriet Small Batch har fremstillet en særlig øl med navnet Ale Aid, hvor indtjeningen går til Ukraine, og flyselskabet DAT har tilbudt at flyve uden beregning fra Polen til Danmark med så mange ukrainske flygtninge som der kan være i en maskine. Selv har jeg med skam at melde ikke foretaget mig noget endnu ud over at donere lidt penge, og det har jeg masser af enormt dårlige undskyldninger for, men jeg er også oprigtigt i vildrede med hvad der er den bedste måde at hjælpe på. Men jeg har det også umanérlig svært med bare at sidde med hænderne i skødet og ingenting foretage mig, så det ville faktisk være en lettelse hvis en person der er inde i sagerne, gav mig en opgave som jeg ville være i stand til at løse, som ville gøre en positiv forskel, og som der ikke er halvtreds andre der også står i kø for at udføre. Men det ville nok være for meget forlangt.

                      Jeg tror der er mindst to årsager til at jeg og mange andre har denne trang til at gøre noget ved situationen – en trang som førnævnte Signe Nielsen gav udtryk for overfor Bornholms Tidende med ordene: ”Det er min forbandede pligt at gøre et eller andet” (2. marts 2022, s. 10). Den ene årsag er at Gud har lagt det i os som et instinkt (nogle ville indvende at det er evolutionen, ikke Gud, der har lagt det instinkt i os, men selv hvis det skulle være sket ved hjælp af evolution, vil jeg stadig påstå at det i sidste instans er Gud der står bag) – et instinkt der forbyder os bare at lade mennesker lide hvis det står i vores magt at hjælpe dem. Det instinkt er i øvrigt også blevet forstærket af kristendommens årtusindlange indflydelse på vores kultur. Den anden grund er at der også for os selv er noget terapeutisk ved at foretage sig noget, så vi ikke bliver lammet af frygt og magtesløshed. For når det kommer til stykket, er vi jo magtesløse i forhold til problemets rod, nemlig Putins uprovokerede angreb på et fredeligt naboland. Og det samme gælder i forhold til de talrige andre humanitære katastrofer rundt om i verden, som vi blot har lettere ved at ignorere fordi de både geografisk og kulturelt befinder sig længere væk fra os end Ukraine gør – jeg nævner i flæng krigene og kriserne i Syrien, Yemen, Myanmar, Tigray og Mali. Der er så meget ondt i verden, og der er tilsyneladende så lidt vi kan gøre ved det.

                      I det lys synes jeg der er trøst at hente i dagens evangelietekst, hvor Jesu disciple også står magtesløse over for det onde, i skikkelse af en dæmonisk ånd der plager en ung dreng. Mens Jesus selv befandt sig oppe på et bjerg sammen med de tre nærmeste disciple, var resten af disciplene blevet opsøgt af drengens far, og da Jesus kommer ned, henvender den fortvivlede far sig direkte til ham. Han fortæller om den onde ånd og slutter af med de smertelige ord: ”Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.” Så fortvivlet er manden efterhånden blevet, at han heller ikke er sikker på at Jesus selv kan gøre noget, og derfor bruger han formuleringen: ”hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os”. Men det både kan og vil Jesus heldigvis, og det hele ender lykkeligt.

                      Men selvom det ender lykkeligt, er disciplene alligevel skuffede og forvirrede: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?” spørger de Jesus, og det forstår jeg godt at de spørger om, for det har de tidligere kunnet! Dagens tekst står i Markusevangeliets 9. kapitel, men allerede i det 6. kapitel læser vi at Jesus sender disciplene ud to og to for at prædike og helbrede, og i den forbindelse står der: ”og de uddrev mange dæmoner” (Mark 6,13). Så hvorfor kunne de nu pludselig ikke stille noget op? Det giver Jesus et meget kort og klart svar på: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.” Men det svar rejser blot nye spørgsmål, for umiddelbart lader det jo ikke til at Jesus selv benyttede sig af bøn da han uddrev ånden; han befalede blot over den og sagde: ”Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Men vi må gå ud fra at Jesus konstant var i bøn i sit hjerte, og vi ved i hvert fald fra evangelierne at han generelt brugte meget tid i bøn – til tider en hel nat ad gangen. Og i beretningen om dengang Jesus opvækkede sin ven Lazarus fra de døde (som der i øvrigt skal prædikes over den 2. oktober, så det kan I jo glæde jer til), foretager Jesus miraklet blot ved at råbe: ”Lazarus, kom herud!” Men umiddelbart før det læser vi at ”Jesus så op mod himlen og sagde: ’Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.’” Her står det altså helt klart at Jesus bad inden han åbnede munden og befalede over liv og død. Grunden til at disciplene ikke kunne drive den urene ånd ud af drengen i den beretning vi har hørt i dag, er altså sandsynligvis at de skred direkte til handling uden at bede først, som om det var deres handling det kom an på.

                      Jeg tror ikke jeg er den eneste i det her rum der kun alt for godt kan genkende mig selv i den fejltagelse. Vores liv består jo trods alt langt hen ad vejen af handlinger, og en meget stor del af det gode som Gud gør i verden, gør han gennem os mennesker og vores handlinger. Højst sandsynligt har Gud også gjort mange gode ting gennem både dig og mig. Gud har en evne til at tage det lidt vi har at bidrage med, og få en masse godt ud af det. Problemet er bare at vi så nemt begynder at tro (eller det gør jeg i hvert fald) at det er os selv der skaber det hele, ligesom i fablen om musen og elefanten der går over en bro, og musen siger: ”Sikke vi gungrer!” Fordi vi ikke umiddelbart kan se at der sker noget når vi beder, er det kun alt for let at tænke at det er det vi gør efterfølgende, og som lykkes, der gør hele forskellen, og ikke den forudgående bøn, og så begynder vi måske at betragte bønnen som overflødig. Det har jeg prøvet nogle gange – og har hurtigt erfaret hvor let min indsats kunne slå fejl!

                      Dertil kommer at der er en lang række ting som vi ganske enkelt ikke kan gøre noget ved. Jeg nævnte krigen i Ukraine, hvor vi kan stille vores tid, kræfter og penge til rådighed for Gud og på den måde være med til at afhjælpe nøden for krigens ofre, men at bringe krigen til ophør ligger langt uden for vores evner. Vladimir Putin er en mægtig mand, men selv hvis Vesten rådede over et supervåben der kunne få Putin til at falde død om uden at skade nogen andre mennesker, ville alt ikke blive godt af den grund, for selvom Putin for mig at se personligt udgør en stor del af problemet, så er hans angreb på Ukraine ikke opstået i et vakuum. Så længe der har været mennesker, har der været konflikter, fjendebilleder, mistillid og nag – lige præcis den jordbund som giver gode vækstvilkår for grusomme krigsherrer, og Putin er kun én i en alt for lang række af dém. Og hvis verden overlever denne krig, kommer der helt sikkert flere af slagsen.

                      Om godt og vel tre måneder er det sankthans, og så skal vi jo nok traditionen tro synge Holger Drachmanns Midsommervise (sikkert på Shu-bi-duas melodi, for den gamle melodi af Lange-Müller er jo notorisk svær). I det tredje vers af den sang synger vi: ”Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende, men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde.” Holger Drachmann vidste udmærket godt at der er fjender der ikke kan bekæmpes med sværdet i hånd, nemlig det som han kalder ”ufredens ånd”. Verset fortsætter med linjerne ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde”, og de linjer kan utrolig let misforstås som om Drachmann mente at det er bestemte ondsindede enkeltpersoner er står bag ”ufredens ånd”, men de hekse og trolde han taler om, skal forstås billedligt, som metaforer for det onde der findes i alle fællesskaber og enkeltpersoner.

                      Som mange af jer sikkert ved, var Holger Drachmann overbevist ateist, så jeg ved ikke hvad han forestillede sig at det skulle hjælpe at tænde bål på fædrenes gravhøje – måske mente han at hvis blot vi mennesker ville stå sammen om det gode, så ville freden sejre? Men vi der tror på en god og almægtig Gud, har en fordel frem for Drachmann, nemlig at vi kan råbe om hjælp til ham som er stærkere end alt det onde i verden. Kun han kan besejre ufredens ånd over mark, under strand.

                      Man kan bede på mange måder: Tavst inde i sig selv, med lyd på mens man sidder alene i sit kammer eller går i Guds natur, eller endda ved at skrive sin bøn. Men Bibelen knytter nogle særlige løfter til kristnes fælles bøn, så det vil jeg gerne afslutningsvis slå et slag for. Det kan foregå når man alligevel er samlet i anden anledning, for eksempel til en hyggelig middag eller kop kaffe i et privat hjem, men der er også arrangementer her i sognene der specifikt har fælles bøn som formål. Det gælder til en vis grad morgenandagterne i Sct. Klemens Kirke tirsdag til fredag klokken 8.30, og det gælder i særdeleshed fyraftensbøn, som er hver onsdag klokken 16.30 i konfirmandstuen, og Tid Til Gud, som er første mandag i hver måned klokken 19-21 i Rø Kirke. Fremmødet til de pågældende arrangementer plejer at være yderst beskedent, og det er jeg ked af, for jeg er overbevist om at det er i bøn – både vores individuelle bøn derhjemme og vores fælles bøn som menighed – at de vigtigste slag bliver slået og de vigtigste sejre vundet. Så lad os som Holger Danskes stolte landsmænd og -kvinder vågne af vores søvn og stå sammen i bøn! I Esajas’ Bog kapitel 62 vers 6-7 står der: ”I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden.” Må de ord tjene til inspiration for os, så vi heller ikke under os selv eller Gud ro før hans kærlighed er blevet enerådende i verden hos os selv og hos alle andre.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til fastelavns søndag 2022

Posted By on 1. marts 2022

Den blinde ved Jeriko: Lader du Jesus gå forbi dig?

Prædiken i Rø Kirke fastelavns 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For nogle år siden kørte der en Lotto-reklame i fjernsynet hvor man ser en mand ligge på en bænk i en park med en avis over hovedet. En kvinde kommer forbi og kaster et blik på avisen. På forsiden er der et billede af den sovende mand, og det fremgår at han er eftersøgt, og at der er en kæmpe dusør for oplysninger der kan føre til at han bliver pågrebet. Kvinden kigger indgående på avisen, og så griber hun begejstret sin mobiltelefon og ringer op. Kort efter ankommer en politibil for fuld udrykning, ud løber en kvindelig politibetjent, og den kvinde der har ringet, viser hende avisen, peger på en annonce der står lige ved siden af billedet af den eftersøgte mand, og siger med en stemme der er ellevild af begejstring: ”Se, der er 50% rabat i SkoGiganten mellem 10 og 11!” Og så siger speakeren: ”Der er nogle der aldrig giver deres held en chance. Synd for dem, for på onsdag er der 7 millioner i puljen til Onsdags-Lotto.”

                      Sådan en type var den blinde mand ved Jeriko ikke! Da han hørte at Jesus kom forbi, var han straks klar over at det var hans livs chance for at få sit syn igen. Man kan undre sig over hvordan han vidste hvem Jesus var, men når man mangler en af sine sanser, bliver de andre sanser jo tit skærpet, og med sin plads ved vejen lige uden for Jerikos byport havde han sikkert hørt mange af de samtaler som de forbipasserende førte. Og rygterne om Jesus og alle de mennesker han havde helbredt, havde allerede cirkuleret vidt og bredt, så mon ikke vores blinde ven (Markusevangeliet fortæller os i øvrigt at han hed Bartimæus) – mon ikke han længe havde siddet og håbet at Jesus tilfældigvis ville komme den vej forbi en dag? Og da det endelig skete, så spildte han ikke tiden, og han lod sig heller ikke standse af at folk ligefrem truede ad ham for at få ham til at tie stille – muligheden for at få synet igen vejede tungere end alt andet i den situation. Han nægtede simpelt hen at lade Jesus gå forbi uden at høre hans bøn! Og det forstår man jo godt. Tænk hvis han ikke havde grebet chancen da den var der – det ville han have kunnet ærgre sig over resten af livet! Men hans anstrengelser lønnede sig: Jesus opfyldte hans bøn, forbarmede sig over ham og gav ham synet igen.

                      Bartimæus havde hørt rygter om Jesus. Det vil jeg gætte på at de fleste danskere også har. Jeg tror også der er mange der ville synes det var alle tiders hvis Jesus lagde sin vej forbi deres by – mon ikke vi alle sammen har en ting eller to vi godt kunne bruge hans hjælp med?

                      Prøv selv at lave tankeeksperimentet: Hvis nu kirkedøren pludselig gik op, og der kom en stormende ind og råbte: ”Jesus står lige uden for kirken!” – hvordan ville du så reagere? Mit gæt er at du straks ville rejse dig og løbe ud til ham, for at tale med Jesus selv må vel til enhver tid være at foretrække frem for at sidde og lytte til en præst der bare taler om Jesus! Eller måske ville du blive siddende, fordi du godt ved at der i Matthæusevangeliet kapitel 24 vers 23 og 24 står: ”Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” – men hvis vi ser bort fra det og antager at det rent faktisk var den virkelige Jesus der stod uden for kirken, og at du vidste det eller i det mindste var overbevist om det, hvad ville du så gøre? Er der noget han kan gøre for dig – noget der er så at du endda vil være villig til at gå glip af resten af min prædiken for at få chancen for at bede ham om det?

                      (kunstpause)

”Fint tankeeksperiment!” sidder du måske og tænker, ”men nu er det jo engang sådan at Jesus ikke længere går rundt på jorden. Det er næsten 2000 år siden han blev korsfæstet, og selv hvis det er rigtigt hvad der står i Bibelen, at han opstod fra de døde på tredjedagen, så står der jo også at han fór til himmels 40 dage senere, så hvad kan vi egentlig bruge det til?”

                      Det skal jeg sige dig: Det at Jesus fór til himmels, det betyder ikke at han nu er fraværende; tværtimod betyder det at han er mere nærværende end nogensinde, og at han kan være nærværende alle steder på én gang. Som der står i Efeserbrevet (4,10): ”Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt.” Vi tror jo også at Gud er allestedsnærværende, så hvis Jesus sidder ved Guds højre hånd, må han også være allestedsnærværende.

                      Jesus er altså til stede, lige nu, lige her! Og det kan du roligt tro på trods advarslen fra Matthæusevangeliets 24. kapitel, for det er noget jeg har fra Bibelen selv. Men når Jesus er til stede lige nu, lige her, så må det jo betyde at du og jeg faktisk er lige så heldige som Bartimæus var! Spørgsmålet er bare om vi vil give vores held en chance – om vi ligesom Bartimæus vil blive ved med at råbe: ”Davids søn, forbarm dig over mig!”, eller om vi vil lade Jesus gå forbi os.

                      I dag er det fastelavn, som de fleste af jer sikkert er klar over. På onsdag begynder fastetiden, som traditionelt har været en tid hvor kristne har afholdt sig fra at spise kød, hvidt brød og anden festmad, dels for at vi i vores egen vandring gennem tiden frem mod påske kan mindes Jesu tunge vandring op mod Jerusalem for at blive hånet, mishandlet, spyttet på, pisket og slået ihjel, men også for at øve os i ikke at stirre os så blinde på Guds gaver at vi glemmer ham der gav dem. For det sker nemt i et så rigt samfund som vores. Så længe hverken vi selv eller nogen af vores kære lider af nogen alvorlige sygdomme, klarer vi os for det meste udmærket uden Guds hjælp, og selv når sygdomme melder sig, er det ikke altid vi tænker på at søge Guds hjælp som det første, hvis overhovedet. Og det skyldes måske at vi inderst inde ikke forventer at Gud kan gøre ret meget ved situationen alligevel. Måske har du før prøvet at gøre som Bartimæus, at råbe til Gud og trygle ham om at hjælpe dig med et alvorligt problem du havde, men uden at der skete noget, og hvorfor så forsøge det igen?

                      Det med at det kan være vanskeligt at blive ved med at være udholdende i bønnen når vi oplever skuffelser, skal vi høre meget mere om den 14. august [9. søndag efter trinitatis – Luk 18,1-8], så det vil jeg ikke sige meget mere om nu. I stedet vil jeg vende tilbage til den pointe at Gud selv er vigtigere end nogen gave han kan give os. Det fandt Bartimæus nemlig også ud af. Ganske vist var der tilsyneladende kun én grund til at han råbte efter Jesus, nemlig at han ville have sit syn tilbage (som også var det han svarede da Jesus spurgte: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”), men læg mærke til hvad der skete efterfølgende, da han havde fået sin bøn opfyldt: ”Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud.” Det at han fik sit syn igen, var kun den næststørste forandring der skete i Bartimæus’ liv den dag; den største var at han begyndte at følge Jesus.

Hvorfor var det en større forandring end at få sit syn igen? Fordi den blinde Bartimæus, så hjælpeløs som han var på en lang række områder – i langt højere grad end synshandicappede mennesker er i dag – dog trods alt stadig var sin egen herre. Selvom han havde brug for nogen til at føre ham ved hånden hvor han gerne ville hen, så havde han grundlæggende den samme selvbestemmelse som alle andre mennesker i sin samtid. Men det første han gør, efter at han har fået synet igen, er at opgive den selvbestemmelse og i stedet begynde at følge efter Jesus. Hvorfor det? Fordi han føler at han skylder Jesus en gentjeneste? Det kunne man tænke, men spørgsmålet er hvor stor en tjeneste han reelt gjorde Jesus ved at blive en del af hans følge. Jesus var som sagt på vej mod sin lidelse og død, og det behøvede han ingen til at hjælpe sig med. Fra et rent pragmatisk synspunkt gjorde én discipel fra eller til næppe den store forskel for Jesus. Nej, når Bartimæus valgte at følge efter Jesus, var det nok snarere fordi han fornemmede at han selv havde noget at vinde ved det – at det at følge Jesus var vejen til et langt bedre liv end det han ville kunne få hvis han selv bestemte.

Nogle af jer sidder måske og tænker at jeg overdriver når jeg siger at han gav afkald på sin selvbestemmelse, for han kunne jo stadig til hver en tid frit vælge om han ville blive ved med at følge Jesus eller ej. At anerkende Jesus som vores Herre betyder ikke at vi bliver forvandlet til viljeløse robotter, og kort tid efter helbredelsen af Bartimæus oplevede Jesus da også at de fleste af hans disciple lod ham i stikken, og deres leder, Peter, endda nægtede at kendes ved Jesus da han blev spurgt. Men vi får kun gavn af det nye liv Jesus tilbyder os, i det omfang vi lader ham bestemme 100 procent over vores liv.

Det lyder måske ikke specielt attraktivt at give afkald på sin selvbestemmelse, og det er det som udgangspunkt heller ikke. Det der er attraktivt, er det vi får til gengæld, nemlig det liv Gud har skabt os til.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.