Prædiken til høstgudstjeneste 16. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 4. oktober 2022

Opvækkelsen af Lazarus: Vi skal opstå (Persefone og Lazarus)

Prædiken i Rø Kirke ved høstgudstjeneste 16. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Det gør vi for at sige tak for det som Gud har ladet vokse på markerne – ”for hvad han vokse lod i vang”, som Grundtvig så poetisk udtrykker det. (Vittige hoveder vil tilføje at vi også skal sige tak for alt hvad han har ladet vokse alle mulige andre steder på Bornholm end lige i Vang). For selvom vi mennesker er nødt til selv at arbejde hårdt for at få jorden til at give sin afgrøde, så har vi i sidste ende kun begrænset kontrol over udbyttet. Det så vi blandt andet sidste år, hvor der ganske vist var masser af kerner på kornmarkerne, men til gengæld var de alt for små, fordi der var kommer for lidt regn. I år ser det heldigvis væsentlig bedre ud, har jeg indtryk af – til trods for at vi også i år har haft tørkeperioder.

                      At vi mennesker er temmelig magtesløse i forhold til vores høstudbytte, er der ikke noget nyt i, tværtimod er det nok snarere sådan at det var endnu mere udtalt før i tiden. Derfor er der heller ikke noget overraskende i at netop jordens udbytte er noget der har fået folk til alle tider til at bede. Og de der ikke har kendt Bibelens Gud, har bedt til de guder de nu har troet på.

                      I det gamle Grækenland, før Paulus kom og fortalte dem om Jesus, troede folk på en lang række forskellige guder med hver deres ansvarsområde, og en af de mest populære guder var korngudinden Demeter, som romerne i øvrigt kaldte Ceres, og som mange århundreder senere fik et århusiansk bryggeri opkaldt efter sig. Grunden til at Demeter var så populær, var naturligvis at korn er en helt grundlæggende livsnødvendighed. Dionysos var gud for vin, så han var lidt mere luksuspræget, og Ares, der var gud for krig, var de fleste jævne mennesker nok helst fri for.

                      Grunden til at jeg nævner Demeter, er at der er er en myte om hende, som stort set alle grækere på Jesu tid kunne udenad forfra og bagfra selv hvis man vækkede dem midt om natten. Den handler naturligvis om korn, men den handler også om død og genopstandelse, så da der på et tidspunkt var nogle græske turister i Jerusalem der kom hen for at tale med Jesus, svarede han dem sådan her (Jesu svar var i øvrigt prædiketekst den 6. februar, så de af jer der var i kirke den dag, vil måske kunne genkende ordene): ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Umiddelbart virker det som en lidt random ting at sige når der kommer nogle mennesker og gerne vil tale med en, men netop fordi de var grækere, tror jeg at de med det samme forstod hvad Jesus mente, fordi det at kornet dør i jorden for at opstå igen som fyldte aks, var en så rodfæstet (undskyld ordspillet) del af grækernes fælles tankegods – på grund af myten om Demeter. Myten lyder sådan her:

                      Grækernes øverste gud, Zeus, var noget af en skørtejæger. Selvom han havde en dronning ved sin side – Hera, hed hun – så havde han ikke nok i hende, men havde en hel masse affærer med både gudinder og menneskekvinder. (Det er i øvrigt blot et af mange eksempler på hvor væsensforskellig den oldgræske religion var fra et kristent gudsbillede!) En af dem som Zeus på et tidspunkt havde en affære med, var Demeter, og de fik en datter ved navn Persefone. Demeter holdt meget af sin datter, og Persefone havde en lykkelig barndom selvom hun ikke så ret meget til sin far. Men hvad hun ikke vidste, var at hendes far havde lavet et arrangeret ægteskab. Han havde nemlig givet sin bror Hades, dødsrigets og underverdenens gud, lov til at gifte sig med Persefone. Så en dag hvor Persefone gik ude på marken og plukkede blomster, åbnede jorden sig pludselig, og Hades kom ridende i en ildvogn og bortførte hende.

                      Demeter blev naturligvis dybt ulykkelig over at hendes datter var forsvundet. Zeus havde ikke fortalt Demeter noget om sin aftale med Hades, så hun anede ikke hvor Persefone var blevet af, og hun søgte efter hende over hele jorden. Til sidst spurgte hun solen, og den fortalte hende at Persefone var blevet bortført af Hades efter aftale med Zeus. Så Demeter gik til Zeus og krævede at få sin datter tilbage, men Zeus ville ikke bryde sit løfte til sin bror. Men så tog Demeter skrappe midler i brug: Hun holdt simpelthen op med at give menneskene korn! På den måde kom alle mennesker over hele jorden til at lide sult, og så holdt de op med at tilbede Zeus og ofre til ham. Det kunne Zeus ikke holde til i længden, så til sidst gav han sig og befalede Hades at give Persefone tilbage til hendes mor. I oldtiden var det nemlig en udbredt opfattelse hos mange folkeslag at guder og mennesker var gensidigt afhængige af hinanden: menneskene havde brug for gudernes hjælp, men guderne havde omvendt brug for menneskenes tilbedelse og ofre. Og hvis man tror på en vrimmel af guder der konkurrerer indbyrdes, og som ikke har været til fra evighed, men har mødre og fædre, så er det i grunden ikke så ulogisk at guderne skulle have brug for menneskers støtte. Som kristne tror vi derimod på én evig og almægtig Gud, som har skabt alle ting og ikke har brug for at nogen giver ham noget, for alt er i forvejen hans. Det gør vi klogt i at huske på: Gud har ikke ”brug for” os, og derfor kan vi ikke presse ham til noget. Men han elsker os, og derfor giver han os alt muligt godt som en fri og gratis gave – det er det vi takker ham for ved høstgudstjenesten i dag og ved alle gudstjenester.

                      Nå, tilbage til myten om Demeter. Det var som sagt lykkedes Demeter at gøre Zeus mør ved at sørge for at menneskene ikke ofrede til ham, men intrigerne var ikke forbi af den grund. Der var nemlig en regel der sagde at hvis man havde spist noget i underverdenen, så var man nødt til at blive der i al evighed. Så da Hades fik at vide at han skulle lade Persefone komme tilbage til sin mor, lokkede han hende til at spise noget af et granatæble. Persefone nåede at spise 4 af granatæblets kerner inden hun selv fik at vide at hun måtte komme tilbage til sin mor. Derfor endte det med at hun blev nødt til at tilbringe 4 måneder af hvert år hos Hades i underverdenen, mens hun kunne være hos sin mor oppe på jorden de øvrige 8 måneder. Og dermed når vi til konklusionen på myten: Hvert efterår når Persefone tager ned til Hades i underverdenen, så visner alle planterne fordi Demeter er så ked af det, men om foråret når Persefone vender tilbage, bliver Demeter glad igen og lader igen kornet og de andre planter gro. Faktisk så de gamle grækere en forbindelse mellem frøene og Persefone. For ligesom Persefone måtte en tur ned i jorden til dødsriget, begraver vi frøene i jorden. Men ligesom Persefone kom op fra dødsriget igen, kommer frøene også op igen i skikkelse af de planter som de bliver til. Begravelsen af frøet er ikke afslutningen; den er tværtimod forudsætningen for at der kan komme nyt liv. Og dermed er vi tilbage ved det som Jesus sagde til de grækere der opsøgte ham: Med udgangspunkt i den myte de kendte, ville han lære dem at han selv var nødt til at dø for at der kunne komme nyt liv til hele verden. Men derudover påpegede han at der jo kommer flere korn op end der bliver lagt i jorden. Blot ved at ét korn dør i jorden, kan rigtig mange korn opstå til livet. På samme måde kunne Jesus ved sin død og opstandelse føre mange til livet.

Det demonstrerer Jesus på en meget konkret måde i den beretning vi har hørt i dag: Søstrene Martha og Maria havde sendt bud efter Jesus for at han skulle helbrede deres bror, men Jesus kom altså først efter at Lazarus var død. Da han endelig ankom, forstår man godt at Martha mødte ham med ordene: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død!” Men Jesus svarer: ”Din bror skal opstå”, og han fortsætter med at sige at det ikke kun gælder Lazarus. Han siger nemlig: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Det betyder at også vi som tror på Jesus i dag, har et løfte om at vi ikke kommer til at ligge i jorden for evigt når vi engang dør, men at vi kommer til at blive levende igen. Ligesom frøet der bliver lagt i jorden, spirer og bliver til en ny plante, og ligesom Persefone fik lov til at vende tilbage til sin mor Demeter efter sin tid i underverdenen hos Hades, kommer vi til at opstå fra de døde ”på den yderste dag”, som Martha siger, altså den dag hvor Jesus kommer tilbage til jorden og genopretter paradiset.

                      For at bevise at han har magt til at gøre de døde levende, og naturligvis for at trøste Martha og Maria, valgte Jesus at gøre Lazarus levende igen med det samme i stedet for at vente til den yderste dag. Men i første omgang var det kun midlertidigt. Ligesom de planter der spirer op når man lægger et frø i jorden, visner og dør igen, og ligesom Persefone måtte tilbage til Hades 4 måneder af hvert år, kom Lazarus også til at dø igen engang, sandsynligvis som en gammel mand. Men grunden til at Jesus gjorde ham levende igen med det samme, var jo også at han ville bevise at han kunne oprejse ham på den yderste dag – den dag hvor Jesus vender tilbage til jorden. Nu havde Jesus vist at han var stærkere end døden, og da han selv opstod fra de døde påskemorgen, slog han det fast med syvtommersøm. Jesus kom nemlig aldrig til at dø igen. Han lever stadig hos Gud i himlen, indtil han en dag vender tilbage til jorden og gør os levende igen, hvis vi altså har nået at dø inden da. Og så skal vi leve sammen med Gud i al evighed og aldrig nogensinde dø. Vi kan altså se frem til en opstandelse der er langt bedre end den Persefone fik, men vores Gud er også langt større og stærkere og uendelig meget mere kærlig end Zeus. Han viste sin store kærlighed til os ved at give os sin egen søn, Jesus, som døde for vores skyld, men blev levende igen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 27. september 2022

Martha og Maria: Det vokser medens vi sove

Prædiken i Sct. Klemens Kirke til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2022

 

Det fortælles at en ung landmand engang overtog en gård der ikke havde ­været passet i flere år, hvad man tydeligt kunne se på markerne, der efterhånden var overgroet med alskens ukrudt. Men den unge mand tog uforfærdet fat på opgaven, og i løbet af kort tid havde han skabt et mønsterlandbrug, som han stolt viste frem for alle der gad høre om det. Da den lokale præst en dag kom på besøg, fik han samme historie, og præsten var naturligvis imponeret, men syntes også at den unge landmand måske kunne trænge til en lidt mere ydmyg indstilling til tilværelsen, så han sagde: ”Det er en imponerende indsats du har gjort! Men vi må huske at det i sidste ende er Guds værk det hele.” ”Det er muligt,” svarede landmanden, ”men så skulle du have set hvordan det så ud dengang Vorherre var alene om at passe det!”

                      Og det har han jo ret i. Ganske vist er ordene ”det vokser jo medens vi sove”, som vi sang lige før, taget mere eller mindre direkte fra Markusevangeliets 4. kapitel, hvor Jesus siger: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde” (Mark 4,26-28a), og i Salmernes Bog står der ligefrem: ”Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover” (Sl 127,2), men det betyder ikke at vi ikke skal arbejde. Tværtimod har Gud indrettet verden sådan at vi mennesker selv må yde en indsats hvis vi vil have brød på bordet, eller hvis der i øvrigt skal ske noget som helst godt. Det ser vi allerede i Bibelens allerførste kapitel, hvor Gud siger til de mennesker han lige har skabt: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden” (1 Mos 1,28). Rent bortset fra at de ord alt for tit er blevet mistolket som et fripas til at drive hensynsløs rovdrift på naturen, så fortæller de os at Gud fra starten havde til hensigt at vi mennesker skulle være Guds medregenter og være med til at tage vare på hans skaberværk. I kapitel 2, hvor vi møder Adam og Eva, bliver det gjort mere konkret, da Gud ganske vist selv planter Edens have, men derefter står der: ”Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den” (1 Mos 2,15). Også Det Nye Testamente taler tydeligt om menneskets medansvar for såvel skaberværket som evangeliets udbredelse; Jesus siger for eksempel til sine disciple at de skal bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst (Matt 9,37), og Paulus kalder i Første Korintherbrev sig selv og sin prædikantkollega Apollos for ”Guds medarbejdere” (1 Kor 3,9), for blot at nævne to eksempler (der er mange flere).

                      I lyset af det virker Jesu ord til Martha i dagens evangelietekst meget mærkelige: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Det som Maria havde valgt, var jo, som vi hørte, at sidde ved Jesu fødder og lytte til hans ord, hvorimod Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Man spørger uvilkårligt sig selv om det overhovedet var faldet Jesus ind at hvis Martha også havde valgt ”den gode del”, så havde de ikke fået noget at spise den dag?

                      Det tror jeg dog nok at det var. Jesus og hans disciple brugte meget tid på at vandre omkring fra sted til sted gennem noget der ligner tre år, og ingen af dem døde af sult i den periode, så det lader til at de var opmærksomme på at uden mad og drikke duer helten ikke. Der var i øvrigt flere andre kvinder der af deres egne midler sørgede for Jesus og disciplene, læser vi andetsteds i Lukasevangeliet, så der er ingen grund til at tro at Jesus mente at det var forkert af Martha at gøre det samme. Det som han bebrejder hende, er da heller ikke at hun varter ham og disciplene op, men at hun er på nakken af sin søster.

                      Noget af det teksten handler om, er kønsroller. I den kultur som Jesus blev født ind i, var det normalt kun mænd der havde adgang til at blive disciple hos en omvandrende lærer. Ved at sidde ved Jesu fødder og lytte til ham tiltog Maria sig altså et privilegium som almindeligvis var forbeholdt mænd. Det virker besynderligt set med moderne vestlige briller, men i oldtidens Mellemøsten vil jeg gætte på at de fleste syntes at det fungerede udmærket. Jeg tror egentlig heller ikke at Jesu primære ærinde var at gøre op med traditionelle kønsroller eller andre sociale konventioner; tværtimod var den tidlige kristendom på en række områder påfaldende konservativ sammenlignet med flere af de andre religiøse bevægelser der opstod i Middelhavsområdet. Som det nok er de fleste bekendt, der har fulgt med i medierne på det seneste, skriver Paulus ligefrem et sted at kvinderne skal tie stille i forsamlingen, og et andet sted at en kvinde ikke må optræde som lærer eller byde over sin mand. Selv et fænomen som slaveri lå det ikke øverst på de første kristnes dagsorden at gøre op med; tværtimod formaner Paulus flere steder kristne slaver til at adlyde deres herrer.

I lyset af at selv samme Paulus et andet sted skriver at der i Kristus ikke er forskel på om man er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, så kan man virkelig undre sig over at de første kristne udadtil var så konservative som de var. Men jeg tror det hænger sammen med at det kristne budskab først og fremmest handler om noget der er langt vigtigere end samfundets sociale struktur, nemlig om Guds evige rige, som er i færd med at bryde frem i verden. Guds rige er vigtigere end alt andet; det er et omkvæd der går igen og igen gennem hele Det Nye Testamente. Jesus sammenligner Guds rige med en perle der er så værdifuld at en købmand er villig til at sælge alt hvad han ejer, for at kunne købe den, og senere siger han lige ud at den der vil med i Guds rige, må være forberedt på at blive hadet af alt og alle, selv sin nærmeste familie – men at det vil være det værd. Derfor tror jeg også at det som Jesus siger til Martha i dagens tekst, skal forstås sådan at det som han har at sige, er så vigtigt at de sædvanlige normer i samfundet må vige. (På juridisk sprog ville man måske have sagt at det er en force majeure). Det betyder ikke at det er unødvendigt at lave mad, men det betyder at selv noget så livsvigtigt som madlavning ikke må komme til at skygge for budskabet om Guds rige.

Efterhånden som århundrederne er gået, og kristendommen er nået ud til stadig flere, har samfundsnormerne også stille og roligt ændret sig, for selvom det at afskaffe slaveriet ikke var noget som Paulus og de andre tidlige kristne aktivt kæmpede for, så kom det alligevel som en naturlig konsekvens af at stadig flere blev kristne. Det ligger jo på en eller anden måde implicit i budskabet om Guds rige at et menneske ikke kan eje et andet menneske. (I den forbindelse er det i øvrigt ubeskriveligt pinligt at det tog så mange hundrede år at indse at det også gælder medmennesker af afrikansk oprindelse!). Også de store fremskridt der er sket inden for kønnenes ligestilling, er langt hen ad vejen en konsekvens af kristendommens indflydelse, vil jeg vove at påstå, selvom Paulus’ pragmatiske konservatisme er blevet misbrugt til at legitimere kvindeundertrykkelse på samme måde som de ord fra skabelsesberetningen jeg citerede tidligere, er blevet misbrugt til at legitimere rovdrift på naturen. Og så vil jeg i øvrigt ikke komme nærmere ind på den teologiske debat om i hvilken grad kønnenes ligeværd i Kristus udvisker forskellen på mand og kvinde på det skabte plan; det kunne hurtigt dels blive alt for langt, dels føre os væk fra det der er ærindet i dagens tekst

Sagen er nemlig den at i takt med at de værdier der lå implicit i den kristne forkyndelse, har skabt sociale forandringer i samfundet, så er det gledet mere og mere i baggrunden at kernen i det kristne budskab er noget der er langt vigtigere end de spørgsmål. Man kan spørge hvad der på nogen måde kunne være vigtigere end et spørgsmål som eksempelvis slaveri, men svaret på det spørgsmål skal søges i at en slaveejer kun kan undertrykke det ydre menneske, mens synden, som Jesus kom for at befri os for, undertrykker selve vores inderste væsen – og at onde og magtsyge mennesker kun kan slå vores krop ihjel, mens synden kan adskille både krop, sjæl og ånd fra Gud i al evighed. Derfor har beretningen om Martha og Maria et alvorligt budskab til alle os moderne ”Martha’er”, uanset køn, om at uanset hvor vigtigt vi og andre mennesker måtte synes at vores arbejde er, så er der intet der er vigtigere end Guds rige. Det betyder ikke at vi skal sjofle de opgaver som vi er ansat til at udføre, eller de forpligtelser vi har over for vores familie, men det betyder at vi aldrig må give de ting – så vigtige som de er – lov til at skygge for det som er det allervigtigste: at kende Gud og lade Helligånden forvandle os så vi kommer til at ligne Jesus. Selv når diverse praktiske gøremål på arbejdspladsen eller derhjemme lægger beslag på det meste af vores tid, må vi – også mens vi udfører vores opgaver – lade vores hjerte hvile  og lytte til sandheden fra Jesus om at det ikke er de ting vi gør, der fortæller den dybeste sandhed om hvem vi er; det gør derimod det som Jesus gjorde for os da han gav sit liv på korset og opstod igen påskemorgen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 22. september 2022

Den syge ved Bethesda: På kanten af småt brændbart

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Jeg kunne have sagt mig selv at jeg en skønne dag ville få min historie ufortalt tilbage. Den begyndte ellers godt, som en god historie bør: Vi var de bedste venner, og alt kunne lade sig gøre. Så skiltes vores veje, tidens spørgsmål krævede svar. Du rejste jorden rundt, og jeg blev hvor jeg var. Siden gik det hurtigt med børn, hus og hjem. Jeg troede egentlig aldrig at vi skulle mødes igen. – Så tilfældigt her for nylig en helt almindelig dag var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af. Der hang et fjols på en container og spærrede min vej. Jeg kravlede op på kanten og opdagede at det var dig! Du så ud som en fremmed, træt og slidt af tidens tand. Jeg tænkte: ’Hvor let man kommer til at ligne en voksen mand!’ Vi snakkede om lykken, om skæbne og om tro, om tilværelsens vilkårlighed og hvor tilfældigt det kan gå. Og så farvel, vi ses, og hvad mere kan man sige? Jeg tænkte: ’Hvor svært kan det være, og hvor ensomt kan det blive?’ Det sidste jeg så, var en trailer som forsvandt. Jeg hænger stadig her på containerens kant. Men det er i orden – det er livet, og der er ingen grund til at spille smart når man hænger der på kanten af småt brændbart.”

                      Mange af jer genkender sikkert TV-2’s gamle hit, der efterhånden har ikke færre end 20 år på bagen, tro det eller lad være. Årene går, og det er der ikke så meget vi kan gøre ved – ”det er i orden – det er livet”. Men selvom Steffen Brandt lader sin sangs jeg-fortæller erklære at det er i orden, så fornemmer man alligevel en sorg over at hans liv er gået som det er gået. De drømme som han og hans ven havde som unge, de blev aldrig rigtig til noget, og da de mange år senere mødes tilfældigt på genbrugspladsen, og han ser det trætte, ældede ansigt som vennen efterhånden har tillagt sig, går det givetvis op for ham at han også selv er kommet til at minde alt for meget om ”en voksen mand”, som han udtrykker det. Man fornemmer en vis melankoli da den gamle ven kører væk og efterlader ham hængende på kanten af containeren: Var det virkelig alt hvad livet havde at byde på? Er jeg tilfreds med det? Måske er han endda kommet til at tænke på en sang af Maria Stenz, som efterhånden er hele 49 år gammel: ”Hvor er alle drømmene du drømte? Er de druknet i en strøm af år?”

                      Det at årene flyver afsted, og de drømme man har haft for sit liv, ikke rigtig bliver til noget, det har manden fra dagens evangelietekst i hvert fald kunnet nikke genkendende til: Han har været syg i 38 år. Hvad han konkret fejlede, får vi ikke at vide, men det har været alvorligt nok til at han ikke ved egen hjælp har kunnet komme først i vandet når det kom i oprør. Vi får heller ikke at vide om han lå ved dammen døgnet rundt, eller om venner eller familie bar ham derhen om morgenen og hjem igen om aftenen, ligesom vi ikke ved om han levede af almisser eller blev forsørget af venner og familie – men der har i hvert fald ikke været nogen der har haft mulighed for at vente sammen med ham og hjælpe ham i vandet. Endelig ved vi ikke om hans sygdom var medfødt, eller om han har prøvet at være rask. Men én ting er sikker: Det at ligge mellem Bethesdas fem søjlegange og vente på noget som sandsynligvis aldrig kommer til at ske, har ikke været det han har drømt om at hans liv skulle gå med! Hvad han end måtte have haft af drømme, så må de efterhånden være druknet i en strøm af år, alt imens han mere og mere er kommet til at ligne en voksen mand – måske endda en gammel mand, afhængig af hvor gammel han var da de 38 år begyndte.

                      Men så træder Jesus ind på scenen! Ikke at det får mandens håb til at stige synderligt; han lader til at have resigneret og sagt til sig selv at ”det er i orden – det er livet, og der er ingen grund til at spille smart når man ligger der på kanten af Bethesda dam”. Selv da Jesus stiller ham spørgsmålet: ”Vil du være rask?” er han ikke i stand til at høre det som et tilbud, men kun som en ufølsom understregning af hvor grusom tilværelsen har været imod ham: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”. Der synes ikke at være nogen vej ud. Toget lader til at være kørt og have efterladt ham på perronen. Var det hvad der kom ud af hans liv? Ja, åbenbart.

                      Men da lød blandt søjlerne skaberordet, så i Bethesdas fem buegange den sabbatsstilhed blev gennemrystet, som sprængt af stjernernes morgensange: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Rejs dig, tag din båre og gå! Under normale omstændigheder ville det nærmest føje spot til skade at sige sådan til en syg mand, men i denne situation var omstændighederne alt andet end normale, for idet Jesus udtalte ordene, blev manden rask! Det tror jeg ikke at manden på nogen måde havde regnet med, for som vi hører senere i teksten, vidste han ikke engang hvem Jesus var. Andre steder i evangelierne hører vi om mennesker der opsøger Jesus og kaster sig ned for hans fødder for at bede ham om at helbrede enten dem selv eller en af deres kære, men det er der altså ikke tale om her. Der er derimod tale om at Jesus suverænt bryder ind i mandens liv med et mirakel der giver ham livet tilbage.

                      Hvordan mon manden havde det da han gik hjem fra Bethesda (hvis han altså havde et sted han kunne kalde ”hjem”? Det får vi faktisk ikke rigtig at vide. Kontrasten er faktisk slående til en anden helbredelsesberetning, som vi kan læse i Apostlenes Gerninger kapitel 3, hvor apostlene Peter og Johannes møder en lam tigger på vej ind på tempelpladsen. Han beder dem om en almisse, men Peter svarer: ”Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!” (ApG 3,6). Derefter rejser Peter ham op, og straks bliver hans fødder og ankler stærke. Mandens reaktion? ”han sprang op og kunne gå og stå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud. Og hele folket så ham gå rundt og prise Gud … Manden holdt sig op ad Peter og Johannes, og hele folket stimlede forundret sammen om dem i Salomos Søjlegang” (ApG 3,8-9.11). Sammenlign det med den tilsyneladende noget mere afdæmpede reaktion vi møder hos manden ved Bethesda dam i dagens tekst: I stedet for at springe og prise Gud, går han bare omkring, og han gør ingen forsøg på at finde ud af hvem den mand var der havde gjort ham rask. Og da han bliver bebrejdet at han bærer rundt på sin båre på en sabbat, svarer han ikke: ”Det må I undskylde, det havde jeg ikke lige tænkt på; forstår I, jeg har ikke kunnet bære på noget som helst de sidste 38 år, men nu er jeg lige blevet HELBREDT! WUUHUU!”, men forsøger i stedet tilsyneladende at slippe for videre tiltale ved i stedet at få Jesus i fedtefadet: ”Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” Selv da han senere møder Jesus igen, giver han ikke udtryk for nogen form for taknemmelighed, men går sporenstregs hen og angiver Jesus til myndighederne. (Johannesevangeliet bruger ordet ”jøderne” som betegnelse for Jesu modstandere, og det er temmelig misforståeligt, for Jesus var jo også selv jøde, og det samme var den mand der var blevet helbredt, efter al sandsynlighed. Men når man læser Johannesevangeliet, skal man altså lige være obs på at Johannes bruger ordet ”jøderne” som en teknisk betegnelse for jødernes religiøse ledere, ypperstepræsterne og de skriftkloge).

                      Hvad mon det er der gør at manden reagerer som han gør? Det er naturligvis svært at sige med sikkerhed, men jeg vil præsentere jer for et gæt: Måske tænker han at det er for sent for ham at få et godt liv. Måske gik hans tanker noget i retning af: ”Det er meget godt at jeg blev rask, men helt ærligt: Kunne ham Jesus ikke være kommet noget før? Jeg har spildt 38 år at mit liv på at ligge ved den rådne dam og se livet rulle forbi mig uden at jeg fik noget ud af det. Hvad kan jeg nu nå at få ud af noget som helst? Jeg er for gammel til at stifte familie og for gammel til at skabe mig en karriere. Jeg kan lige så godt bare blive hængende her på containerens kant og have ondt af mig selv.”

                      Vi kan som sagt ikke vide om det rent faktisk var sådan manden tænkte, men jeg tror helt sikkert det er en mulighed. Og jeg tror i hvert fald det er en stor fristelse for mange mennesker, også i dag, at tænke at der ikke længere er mulighed for forandring i vores liv; at tilværelsens vilkårlighed har talt, og det er blevet som det nu engang er blevet. Har du det på den måde, så er budskabet til dig fra dagens tekst at Jesus er fuldt ud i stand til at gribe suverænt ind i dit liv og vende op og ned på alting! Det kan godt være at nogle af de drømme du har haft, er uigenkaldeligt druknet i en strøm af år – er man først blevet 84, er det for eksempel nok lidt sent at begynde at forfølge en karriere som balletdanser! Men i Guds rige bliver vi aldrig for gamle, for der er det hans evner og kræfter det kommer an på, og ikke vores egne. Moses var for eksempel 80 år da Gud talte til ham i en brændende tornebusk og gav ham besked om at føre israelitterne ud af Egypten!

                      Det som jeg tror at manden ved Bethesda manglede, var at få synkroniseret sine drømme med Guds. Det som Jesus dybest set ønskede at give ham, og som han også ønsker at give dig og mig og alle mennesker, er nemlig ikke et liv hvor alle hindringer er fjernet for at vi kan forfølge vores egne dagsordener, men derimod et liv hvor vores egne dagsordener bliver erstattet af hans. Da Jesus genså den mand der var blevet helbredt, havde han derfor følgende besked til ham: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Hvad kunne da være værre end at gå glip af livet i 38 år på grund af sygdom? Det kunne det at gå glip af det evige liv fordi vi ikke kender Gud.

                      Hvad er det da for en dagsorden Gud har for os? At vi skal tage imod livet som en gave fra ham – i dag, i morgen og alle fremtidige dage i evighedernes evigheder – og at vi skal bruge den gave til at vise godhed mod andre. ”I har fået det for intet, giv det for intet”, som Jesus på et tidspunkt sagde til sine disciple (Matt 10,8). Det der skal kendetegne vores liv, skal ikke være spekulationer om hvad vi gerne vil have ud af livet, men at vi tager hver dag som en gave, siger Gud tak for den og går dagen i møde med åbenhed over for hvem vi skal være en næste for i dag. Vores egen evige lykke er sikret af det Jesus gjorde for os på korset, som vi blot kan tage imod i tro, og derfor er vi frie til at arbejde for andres lykke: ”Men husk: Et menneske skal du være. Fra egne veje at kunne vige, en broders ansigt ved mødet kende – det er på jorden min Faders rige.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis

Posted By on 16. august 2022

Den uretfærdige dommer: Du må aldrig give op!

Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ny Kirker 9. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I dag er der 4 måneder og 10 dage til juleaften. Det er mere end en tredjedel af et år, så der er endnu god tid til at få købt de sidste julegaver, men før vi ved af det, viser kalenderen den 24. december, og det halve af Danmark sidder foran tv-skærmen for at se Disneys traditionelle juleshow. For det hører sig jo ligesom til, også selvom 90 procent af programmet er det samme år efter år efter år: Chip og Chap sidder i Mickeys juletræ og driller Pluto, Anders And og ungerne udkæmper en drabelig sneboldkamp, Snehvide og de 7 dværge fester og danser, Bambi er på glatis, Lady og Vagabonden spiser spaghetti – og til sidst synger Jesper Fårekylling sin signatursang, ”Når du ser et stjerneskud”, som de fleste mennesker i dag af samme grund betragter som en julesang, selvom den ikke oprindeligt var tænkt sådan. Men sangens tema er jo et som vi også forbinder med julen, nemlig at få det man ønsker sig.

                      Det sjove ved det er at hvis jeg ikke tager fejl, så er der ikke ret mange, hvis overhovedet nogen, der tror på de ord som Jesper Fårekylling synger: ”Når du ser et stjerneskud, lad dit ønske flyve ud, da vil alle stjerners herre hører dig. Bare du af hjertet tror, da er ingen bøn for stor, når et stjerneskud det falder på din vej. Skæbnen selv er da din lykkes smed, den smiler til dig ned fra himlens stjerner. Når du ser et stjerneskud, er det himlens sendebud: med et trik du vinder, hvad du ønsker nu.” Altså, det passer jo ikke! Det er kun i eventyr at man får lov til at ønske sig lige hvad man vil, med garanti for at få det. Det virkelige liv er anderledes barsk og fyldt med uopfyldte håb og drømme.

                      Når det er sagt, så er der nu alligevel en pointe i sangen, nemlig nødvendigheden af at tro på det man ønsker sig – ikke fordi troen besidder en eller anden magisk kraft der kan påvirke den fysiske virkelighed (bortset måske fra ens eget helbred, hvor den såkaldte placebo-effekt er veldokumenteret), men snarere fordi det vi tror på, er bestemmende for hvordan vi handler. Har man for eksempel en drøm om at blive professionel fodboldspiller, så er der – jævnfør sidste uges prædiken – en masse hårdt rugbrødsarbejde der skal gøres, og en masse afsavn der skal lides, inden man overhovedet kan komme i nærheden af at se drømmen blive til virkelighed, og hvis man alligevel ikke rigtig tror på at det kommer til at ske, så er det nok vanskeligt at finde motivationen til at gøre det der skal til. Og hvis man ikke forsøger, så er man i hvert fald helt sikker på ikke at lykkes. Det gælder bare ikke den anden vej rundt: Uanset hvor hårdt man arbejder på at opnå et mål man har sat sig, er der ingen garanti for at det lykkes. Det kan være at evnerne bare ikke slår til, eller at der kommer andre omstændigheder på tværs som gør at man ikke når målet.

                      Men når Gud er med i ligningen, er det jo ikke vores evner det kommer an på, og eventuelle omstændigheder der kunne komme på tværs, burde heller ikke være noget problem for Gud. Tænk på alle de fantastiske beretninger vi har i vores bibel om tilsyneladende umulige ting som Gud lader blive til virkelighed for og igennem mennesker der stoler på ham: Abraham og Sara blev forældre da de var henholdsvis 90 og 99 år gamle, Moses og israelitterne gik tørskoede gennem Det Røde Hav, Gideon besejrede en kæmpestor midjanitisk hær selvom hans egen styrke kun bestod af 300 mand, David fældede en tungt bevæbnet filisterkæmpe ved at skyde en sten afsted med en slynge, og efter Jesu opstandelse gik der kun cirka 300 år inden hans tilhængere havde indtaget det meste af Romerriget uden at bruge andre våben end Guds ord. I den lignelse vi har hørt i dag, lader Jesus da også til at udstede noget der ligner en garanti for at hvis vi bare beder tilstrækkelig længe og tilstrækkelig vedholdende om noget, så får vi det til sidst. Men gør vi nu også det? Er det sådan det fungerer?

                      Hvis jeg nu sagde: ”Ja, det er sådan det fungerer. Hvis du har bedt Gud om noget, men ikke har fået det, så er det bare fordi du ikke har bedt længe og vedholdende nok!” – så tror jeg at nogle af jer ville komme hen til mig efter gudstjenesten og sige noget i retning af: ”Undskyld, men hvilken planet lever du på? Min tante led i 30 år af kroniske smerter, og hver eneste dag tryglede hun Gud om at helbrede hende, men det skete aldrig. Hun døjede med smerterne lige indtil hun døde sidste år!” Det er et opdigtet eksempel, men jeg tror mange af jer kender til lignende historier. Hvad stiller vi op med det? Konkluderer at der åbenbart skal endnu mere bøn til end det? (Præst og lektor Leif Andersen har i øvrigt skrevet en glimrende bog om det emne med titlen Jamen bad jeg da for lidt?)

                      Nej, jeg tror det er langt bedre at vi i stedet lytter til hvad det egentlig er Jesus siger i dagens tekst. Lignelsen handler ganske vist om en kvinde der bliver ved med at løbe dommeren i hendes by på dørene med sit anliggende og hverken under sig selv eller ham nogen ro før han har skaffet hende ret, og i det stykke er hun et eksempel for os til efterfølgelse, jævnfør ordene fra Esajas’ Bog kapitel 62 vers 6-7: ”I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden.” Men dommeren er ikke et billede på Gud! Hvordan kan vi vide det? Det kan vi vide fordi Jesus siger at dommeren er uretfærdig! Snarere end at være et billede på Gud står dommeren altså som en kontrast til Gud, og budskabet er at når selv en uretfærdig dommer der ”ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker”, kan lade sig overtale til at lade retfærdigheden ske fyldest, blot man løber ham tilstrækkelig ihærdigt på dørene, så vil Gud naturligvis så meget snarere skaffe sine børn ret når de råber til ham dag og nat.

                      ”når de råber til ham dag og nat” – hvorfor egentlig det? Hvis Gud netop ikke er som den uretfærdige dommer, hvorfor skulle det så være nødvendigt at råbe til ham dag og nat? Grunden til at enken skulle råbe så længe til den uretfærdige dommer, var jo netop at han var uretfærdig og derfor til at begynde med ikke var til sinds at hjælpe hende, men sådan er Gud jo ikke. Tværtimod siger Jesus i Matthæusevangeliet kapitel 7, i de vers der blev prædiket over Store Bededag: ”Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt 7,9-11). Når det tit sker at vi beder uden at få – måske endda gennem mange år og svære lidelser – er det altså ikke fordi Gud ikke under os det godt. Gud elsker os højere end nogen far eller mor her på jorden elsker sine børn, og hvilken far eller mor ville ønske at deres søn eller datter skulle lide af kroniske smerter, for nu at vende tilbage til det eksempel? Nej, vel?

                      Men hvordan kan det være at nogle mennesker må lide, selvom de bestormer Gud med bønner om hjælp? Det spørgsmål er der en hel bog i Bibelen der er viet til; endda en bog med hele 42 kapitler, nemlig Jobs Bog. Men trods de mange kapitler giver bogen ikke noget svar; da den stakkels Job til sidst får Gud i tale, ender han med at måtte slå sig til tåls med den erkendelse at der er ting som vi mennesker aldrig vil kunne forstå, fordi Gud er så uendelig meget større end os. Men det ender godt for Job, og dermed bliver konklusionen på den bog der bærer hans navn, at selvom vi aldrig kommer til at forstå hvorfor der sker de ting der sker, så kan vi ikke desto mindre stole på at Gud kun er god og vil os det godt.

                      Og faktisk er det netop derfor det giver mening at råbe til Gud dag og nat: fordi han er god og lytter til os! Men vores bøn bliver med et helt andet fortegn end den stakkels enkes fortvivlede forsøg på at råbe den uretfærdige dommer op. Derimod bliver målet for vores råb til Gud nat og dag, at vi selv når derhen hvor vi erkender at trods al den modgang vi måtte stå i, så er Gud på vores side, og at han har skatte gemt til os som vi end ikke kan begynde at forestille os. Som kristne lever vi i håbet om at Gud engang vil gøre en ende på al sorg og smerte og lidelse, og at der venter os en evighed i glæde, og jo mere vi minder os selv om det, desto mere vil den glæde der venter os, også komme til at præge vores liv i denne verden, uanset hvor meget smerte vi måtte stå med. Ja, mange af de store helgener i kirkens historie har endda oplevet at de netop i lidelsen har erfaret Guds nærhed i en grad som aldrig før, og at det for dem har været som en forsmag på den himmelske glæde. Jeg må tilstå at jeg ikke selv kender til den erfaring, men hvis den er belønningen, om man så må sige, for altid at bede uden at blive træt, så må det bestemt siges at være det værd!

                      Men som afslutning på lignelsen kommer Jesus med et dystert spørgsmål: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Det spørgsmål må minde os om at tilliden til Guds godhed ikke er noget der ligger naturligt til os mennesker. Dét kender jeg til gengæld fra mig selv: at det tit falder mig meget lettere at forfalde til bekymring og bitterhed end at stole på Gud. Men den bedste medicin mod dét er netop at råbe til Gud dag og nat! For i Filipperbrevet, hvor Paulus opmuntrer os til i alle forhold at bringe vores ønsker frem for Gud, tilføjer han løftet: ”Og Guds fred som overgår al forstand, vi bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus” (Fil 4,7). Og er vi så tynget ned af mørke tanker at vi ikke selv føler os i stand til at bede med tro og frimodighed, så er det en stor gave at få en medkristen til at bede sammen med os. Det er måske en af de største tjenester vi kan gøre hinanden: at sige: ”Må jeg ikke have lov til at bede for dig?” hvis vi kan se at et andet menneske har det svært – og så at bede med det samme, mens den anden stadig er der. Det kan i sig selv være med til at tænde troens og håbets lys.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 9. august 2022

Huset på klippen: Husk rugbrødet!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 8. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Sommerferien lakker mod enden. I morgen møder skoleeleverne ind til det nye skoleår, sikkert med en vis spændt forventning. Mest spændte er nok de der skal starte i 0. klasse, for de har jo aldrig prøvet at gå i skole før, men eleverne på de ældre klassetrin har nok også set frem til at møde kammeraterne igen og at tage hul på den nye lærdom der venter. Og så er der dem der skal lære helt nye kammerater at kende, enten fordi de har skiftet skole, eller fordi de er blevet færdige med folkeskolen og nu i stedet skal gå på efterskole eller på en ungdomsuddannelse. I vore dage er der jo efterhånden så mange forskellige ungdomsuddannelser at vælge imellem, at jeg dårligt nok ved hvad de alle sammen hedder, og det gør nok ikke spændingen mindre, for har man nu valgt den rigtige ungdomsuddannelse?

                      Og så er der dem der skal starte på en videregående uddannelse. De har allerede fået udløst den første spænding, nemlig om de kom ind på den uddannelse der var deres førsteprioritet, men selve studiestarten har de stadig foran sig, måske endda kombineret med en hverdag i en by hvor man aldrig har boet før. Mon det hele lever op til forventningerne? Nogle bliver skuffede fordi det viser sig at drømmestudiet ikke helt levede op til drømmene. På teologistudiet har der for eksempel i årenes løb været en del der er stået af fordi de har opdaget at man ikke kun skal lære at prædike, trøste mennesker i sorg og tænke dybe tanker om den menneskelige eksistens, men at man også skal terpe latinsk, græsk og hebraisk grammatik.

                      Faktisk er det sådan at uanset hvor glamourøst et job kan tage sig ud set udefra, så er der altid noget ”rugbrødsarbejde” der skal gøres bag kulisserne. En sanger eller musiker skal for eksempel bruge ekstremt mange timer på at øve skalaer, og en professionel fodboldspiller skal spise sundt og løbetræne i al slags vejr, ellers kommer de ikke til at drive det særlig vidt. Og så har jeg endda slet ikke talt om de mange års usynligt slid som stjernerne inden for sportens og musikkens verden i reglen har bag sig inden de overhovedet når til at blive kendte. Jeg husker stadig dengang jeg som 15-årig gik til basketball i et halvt år, hvordan det meste af tiden til træning gik med at lære at pivotere (altså at holde den ene fod fast plantet i gulvet mens man flytter den anden rundt) og at bevæge sig sidelæns med bøjede knæ indtil lårmusklerne skreg af smerte. Det var ikke særlig sjovt, men man kommer aldrig til at vinde i basketball hvis ikke de ting er på plads.

 

Som barn og ung fik jeg ind imellem et temmelig glamourøst billede af hvordan det kan være at leve som kristen. I Det Nye Testamente læser vi jo om hvordan Peter og Paulus og de andre går rundt og helbreder syge og opvækker døde og uddriver onde ånder og uskadt ryster giftslanger af sig og hvad har vi, og såvel i søndagsskolen som på den kristne friskole jeg gik på, hørte jeg om den nyere kirkehistories store helte som Watchman Nee, Hudson Taylor, Georg Müller og andre, som har oplevet store vækkelser og masser af mirakler. Men der gælder faktisk nøjagtig det samme i livet med Gud, som der gør på mange af livets andre områder: Der er noget ”rugbrødsarbejde” der skal være på plads, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at drive det til noget. Forsøger man at springe over hvor gærdet er lavest, og gå den direkte vej til stjernerne, så kan det godt være at man kan imponere mennesker og få dem til at tænke at man må være en af dem der står Gud særlig meget nær, men Jesus lader sig ikke narre, og i værste fald kan man risikere en dag at høre ham sige: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

                      Se, nu ville det jo have været dejlig nemt hvis jeg havde kunnet fortsætte min prædiken med at pege på at vi jo alle sammen har brudt Guds lov utallige gange, og at vi derfor alle ville gå fortabt hvis det var vores egne gerninger det kom an på – og det bliver da også det der bliver prædikenens konklusion, kan jeg røbe, men det bliver ikke uden benspænd at vi når derhen. For havde det nu bare været sådan at Jesus havde sagt: ”Enhver, som hører disse ord og tager imod Guds nåde i tro, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. … Men enhver, som hører disse ord og ikke tager imod dem i tro, men i stedet stoler på sine egne gode gerninger, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.” Havde det bare været sådan Jesus havde sagt, så kunne jeg have holdt en smuk klassisk luthersk-evangelisk prædiken med den rette skelnen mellem lov og evangelium. Men ak, det er ikke det Jesus siger; han siger derimod: ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.” Det rette fundament for vores liv som kristne, det nødvendige rugbrødsarbejde som er grundlaget for alt hvad vi i øvrigt laver, er altså noget vi skal gøre. Av for den!

                      Bedre bliver det ikke hvis vi sætter os ned og læser hvad det så er for nogle ord vi skal høre og handle efter. Dagens tekst udgør slutningen af en lang tale Jesus holdt, som fylder hele kapitel 5, 6 og 7 i Matthæusevangeliet, og som vi plejer at kalde Bjergprædikenen, fordi de første vers lyder: ”Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem” (Matt 5,1-2). Og hvad er det så han lærer dem? Jo, han lærer dem at de skal holde Guds bud! Et lille stykke inde i talen siger han: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5,17-20).

                      Når Jesus siger at disciplenes – og vores! – retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes, så hænger det sammen med at den religiøse elite i Israel på Jesu tid havde en meget teknisk tilgang til Guds bud. For dem var der nærmest tale om en slags tjekliste, hvor man kunne vinge de forskellige bud af når man havde styr på at overholde dem, og jo flere flueben man kunne sætte, jo mere vellykket var man. Og hvis man syntes det var for nemt, kunne man altid gøre ligesom farisæerne, der havde bygget en masse hjemmestrikkede bud oven på dem fra Det Gamle Testamente, fordi de ikke bare ville være almindeligt fromme og hellige, men exceptionelt fromme og hellige. Et eksempel: Den jødiske lov påbød at man skulle foretage en rituel renselse inden man deltog i et offermåltid til Guds ære. Det havde farisæerne udvidet til at man skulle foretage en rituel afvaskning inden man deltog i noget som helst måltid i det hele taget, for det måtte vel være endnu mere fromt, ikke sandt? Men selvom det i grunden var en sympatisk tanke fra farisæernes side at de på den måde ville opfatte hele deres liv som en gudstjeneste, så langede Jesus alligevel voldsomt ud efter deres optagethed af rituelle bade [se Matt 15,1-20], fordi de ikke havde forstået at den rituelle afvaskning kun var et tegn på at det indre, altså vores hjerter og tanker, skal være rent – og det indre havde mange af farisæerne ikke ret meget blik for.

Selv opsummerede Jesus i Bjergprædikenen Det Gamle Testamentes budskab i sætningen: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12); en sætning der siden er blevet kendt som ”den gyldne regel”. Og med tanke på dén regel udlagde Jesus buddene med fokus på renhed i hjertet: Når Skriften siger: ”Du må ikke begå drab”, så indebærer det også et forbud mod at tale ondt eller endda tænke ondt om andre. Når der står: ”Du må ikke bryde et ægteskab”, så handler det ikke kun om hvad der foregår i det skjulte i soveværelset, men også hvad der foregår i det endnu mere skjulte i fantasien. Når Det Gamle Testamente siger at man ikke må sværge falsk, så skærper Jesus det til at vi slet ikke skal sværge, men at alt hvad vi siger, skal være sandfærdigt, selvom vi ikke sværger på det. Det Gamle Testamente foreskriver at en hævnakt ikke må være grovere end det man tager hævn for – ”øje for øje, tand for tand”, er princippet – men Jesus siger at vi helt skal lade være med at tage hævn og i stedet vende den anden kind til. Og så videre og så videre: Vi skal elske vores fjender, vi skal øve velgørenhed diskret så vi ikke får ros for det eller sætter nogen i taknemmelighedsgæld, vi må ikke lade verdslige bekymringer stå i vejen for vores tillid til Gud, vi skal dømme os selv før vi dømmer andre – ja, det meste af det er vel kendt stof, og hvis ikke, så kan jeg anbefale at man sætter sig ned og læser de tre kapitler: Matthæusevangeliet kapitel 5, 6 og 7.

                      De ting, siger Jesus – de er fundamentet i det kristne liv. De ting er det ”rugbrød” som er uundværligt hvis vores liv skal gøre en positiv forskel i Guds rige. Det er dé ting vi skal starte med, og som vi til alle tider skal holde ved lige, for ellers kan vi intet gavnligt udrette, men risikerer tværtimod at ende et sted hvor Jesus end ikke vil kendes ved os.

                      Nu håber jeg at I alle sammen sidder og tænker: ”Du godeste, alt det der kan jeg jo slet ikke leve op til!” Det håber jeg virkelig – for hvis du tænker at du godt kan leve op til det, så er jeg bange for at du enten ikke har forstået radikaliteten i det Jesus siger, eller at du er rædsomt indbildsk på dine egne vegne. Vi kan ikke selv leve op til kriterierne for at Jesus skal kunne kendes ved os, og derfor har vi brug for hans nåde. Vi er ganske enkelt hjælpeløst afhængige af Guds hjælp, ikke alene for ikke at gå fortabt i al evighed (selvom det selvfølgelig er det vigtigste), men også for ikke hver eneste dag at gå fortabt i det liv Gud har sat os i. Intet godt kan vi udrette, hvis ikke Gud selv virker det i os og gennem os. Uanset hvor smukt det måtte være, det som vi selv kan præstere, så er det bygget på sand og må styrte sammen når det skal stå sin prøve. Og derfor vil vi aldrig, aldrig, aldrig kunne rose os af hvor fromme og gode kristne vi måtte mene at være, men må derimod dagligt øve os i selv det allermest fundamentale rugbrødsarbejde, og bede Gud om at komme os til hjælp i vores hjælpeløshed.

                      En afsluttende nuancering: Det betyder ikke at vi ikke både må og skal stræbe efter at se Gud udrette store ting, og utrætteligt stille os selv til rådighed som redskaber i Guds rige. Vi må blot ikke tro at det på nogen måde gør os til noget særligt, hvis det bliver gennem os at Gud helbreder syge, opvækker døde eller formidler en gigantisk vækkelse. Så længe vi lever i denne verden, bliver vi end ikke færdige med blot at lægge fundamentet for vores kristenliv, og skulle Gud alligevel gøre os til smukt dekorerede slotte og tårne, så må vi blot bøje os i taknemmelighed til ham, og blive ved med i ydmyghed at regne de andre for bedre og frommere end os selv, uanset om deres liv har mere eller mindre synlig pragt end vores eget.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 1. søndag efter påske 2022

Posted By on 26. april 2022

­Peters genindsættelse: Er der vinduer ind til himlen?

Prædiken i Hasle og Sct. Klemens Kirker 1. søndag efter påske 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg vil begynde min prædiken med at citere en unavngiven officer, der var adjudant for kong Joram af Israel. Efter den vise kong Salomos død var det israelitiske kongerige blevet delt i to riger, nemlig Kongeriget Juda i syd, med hovedstad i Jerusalem, hvor Davids slægt sad på tronen, og Kongeriget Israel i nord, med Samaria som hovedstad, hvor det ene gudløse dynasti afløste det andet. Kong Joram var søn af det mest ugudelige kongepar af dem alle, nemlig Akab og Jezabel, og selv var han heller ikke et af Guds bedste børn. På hans tid indtraf der en national katastrofe, idet Israel blev invaderet af det store naboland Aram, som satte Samaria under en langvarig belejring. (Der er desværre ikke ret meget nyt under solen). Belejringen medførte en massiv hungersnød med hjerteskærende menneskelige tragedier i kølvandet. Profeten Elisa lovede ganske vist at Gud ville redde sit folk, men det blev kong Joram til sidst så træt af at vente på at han besluttede at slå profeten ihjel! Gud advarede dog Elisa om kongens hensigter, og han låste sin dør. Da kongen og hans folk kom til den låste dør, begyndte de at skælde ud, men Elisa svarede dem at allerede dagen efter ville man kunne købe mad til de samme priser som før krigen. Sådan som sagerne stod, virkede det fuldstændig umuligt at det skulle kunne gå sådan, og kong Jorams adjudant gav da også et hånligt og afvisende svar, nemlig: ”Om så Herren satte vinduer på himlen, ville dette ikke ske!” (2 Kong 7,2). Det gik dog som profeten havde sagt.

Uanset at adjudantens svar først og fremmest var et udtryk for vantro og dermed ”fyndigt på den dårlige måde”, så at sige, men jeg har nu alligevel altid været fascineret af hvorfra han dog fik den idé at der kunne være vinduer på himlen! Svaret er dog sandsynligvis ikke mere eksotisk end at han fik den fra beretningen om Noa i Første Mosebog, hvor der står: ”på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter” (1 Mos 7,11-12). De ”vinduer” der er tale om, er altså en slags luger som der kunne falde ting ud gennem. I beretningen om Noa var det vandmasser der faldt ud, og det som adjudanten mente med sit malende udsagn, var sandsynligvis at selv hvis Gud lod det regne med korn, ville kornet umuligt kunne blive så billigt som Elisa havde stillet i udsigt.

                      Men i vore dage er det jo ikke først og fremmest den slags vi bruger vinduer til. Jeg forbinder i hvert fald først og fremmest ordet ”vindue” med noget man kigger igennem, så man kan se hvad der på den anden side af den væg som vinduet sidder i. Vi kender billedet fra diverse spændingsromaner, især dem der henvender sig til et yngre publikum: Den unge helt ankommer til en mystisk, forladt lagerbygning hvor han har mistanke om at banditterne gemmer deres tyvekoster. Han tager i døren, men den er låst. Hvad gør han så? Kigger ind ad vinduet, selvfølgelig! På den måde kan han jo finde ud af hvad der er inde i bygningen. Ville det ikke være rart hvis Gud satte vinduer på himlen så vi kunne se hvad der er derinde?

                      Men ved I hvad: Det har han allerede gjort! Det gjorde han julenat for godt og vel 2022 år siden, da Jesus blev født. Da Jesus gik på jorden, var han et omvandrende vindue ind til himlen, på den måde at forstå at han med sine ord, sine gerninger, ja hele sit liv demonstrerede hvem Gud er. Derfor kunne han også, som vi skal høre næste søndag, da en af disciplene på et tidspunkt spurgte om han ikke nok ville vise dem Gud Fader, svare: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Vil du vide hvordan der er i himlen, så bare se på Jesus! Hans liv, død og opstandelse er den endegyldige og fuldkomne udfoldelse af hvordan Gud er, og dermed af hvordan himlen er.

                      Der er selvfølgelig bare det problem at Jesus ikke længere går rundt på jorden. Nu har vi kun en bog at kigge i, og det at læse en bog om en person er jo ikke helt det samme som at møde den pågældende person i kød og blod. Men heldigvis er Bibelen ikke en helt almindelig bog; det er en overnaturlig bog hvis ord Helligånden kan gøre levende og vise os at den også handler om os, og at Gud taler til os personligt igennem den. Det kræver selvfølgelig at vi er åbne overfor at lade Gud tale til os, for selvom Bibelen er overnaturlig, er den ikke magisk – det står i vores magt, når vi læser den, at lukke vores hjerte så vi forbliver upåvirkede af Guds ånd. Men den der læser Bibelen med et oprigtigt ønske om at møde Gud igennem den, den person vil Gud også møde!

                      Bibelen er altså et vindue ind til himlen, men der er også andre vinduer. I det stykke fra Esajas’ Bog som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, siger Gud for eksempel at israelitterne er omvandrende vinduer! ”I er mine vidner,” siger han, og for at forstå det, er det nyttigt at tage det foregående vers med (jeg kunne ønske mig at de der udvalgte læsningerne til de enkelte søndage, havde ladet læsningen til i dag starte et vers tidligere). Der står der nemlig: ”alle folkene skal flokkes, folkeslagene forsamles. Hvem blandt dem kan fortælle det og forkynde os, hvad der skete tidligere? Lad dem føre vidner, så de kan få ret, så man må høre og sige: Det er sandt!” Gud udfordrer altså Israels nabofolk, som dyrkede afguder, til at føre vidner der kan bevise at de har ret. Det er på den baggrund at han siger til israelitterne at de er hans vidner, som beviser at han har ret; at han er den eneste Herre og frelser. Og det er kun et af mange steder i Det Gamle Testamente hvor Gud giver udtryk for at hele hans formål med at udvælge Israel som sit ejendomsfolk, var at de skulle leve på en måde så alle folk – ved at se på dem – kunne finde ud af hvem Gud var, og lære ham at kende. De skulle være vinduer ind til himlen.

                      Det Gamle Testamente er imidlertid også historien om at det ikke gik særlig godt for israelitterne med at være vinduer ind til himlen, for de blev ved og ved og ved med at overtræde Guds bud. Vi mennesker evner nemlig ikke at gøre det gode – ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, som Paulus skriver et sted (Rom 7,19). Det var derfor Gud til sidst sendte Jesus til jorden, for at leve et menneskeliv på den måde som det fra starten var meningen at det skulle leves på, og som det i særdeleshed var meningen at det folk Jesus tilhørte – Israels folk – skulle leve. Men Jesus skulle ikke kun være et eksempel til efterfølgelse; han skulle også løskøbe mennesker til at være Guds folk. Det hørte vi om i dagens anden læsning fra Første Petersbrev: ”I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod”. Det var først og fremmest israelitterne Jesus skulle løskøbe, for det var jo dem der havde fået Guds løfter, og alle de første medlemmer af Guds genfødte folk i Jesus var da også jøder. Men de var jo netop løskøbt til at vise alle folk hvem Gud er, og derfor består Guds ejendomsfolk i dag ikke kun af israelitter, men af mennesker ”af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål”, som der så poetisk står i stykket om ”den store hvide flok” i Johannes’ Åbenbaring (7,9). Jesu blod er dyrebart nok til at løskøbe hvem det skal være, og så mange det skal være, og enhver der vil tage imod ham i tro, bliver dermed en del af Guds folk. Det betyder, kære venner, at vi er vinduer ind til himlen! Det er simpelt hen Guds plan at mennesker ved at se på os skal finde ud af hvem Gud er! Som en engang har udtrykt det: ”De kristne er verdens bibel!”

                      Jeg ved ikke med jer, men personligt synes jeg at det er en lidt skræmmende tanke, for ærlig talt: Hvis mine omgivelser bruger mit liv som indikation på hvordan Gud er, hvilket billede af Gud får de så? Det er i hvert fald stof til selvransagelse. For hvem af os kan med hånden på hjertet sige at vi elsker Gud og vores medmennesker som vi burde? Og dermed når vi endelig frem til evangelieteksten, for hvis Jesus spurgte mig: ”Nikolaj, Børges søn, elsker du mig?”, hvad ville jeg så svare? Hvad ville du svare hvis han stillede dig et tilsvarende spørgsmål?

                      Jeg forstår i hvert fald godt at Peter ikke vovede at svare et klart og rungende ”JA!” til Jesu spørgsmål, for han havde for ganske nylig lært sig selv meget bedre at kende, og det havde ikke været nogen rar oplevelse. Skærtorsdag aften, aftenen før Jesus blev korsfæstet, da havde der ikke været nogen vaklen i Peters stemme. Da Jesus forudsagde at alle disciplene ville vende ham ryggen, erklærede Peter frejdigt: ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig. … Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig” (Matt 26,33+35). Men ak, blot nogle få timer senere bandede Peter på at han overhovedet ikke kendte Jesus, fordi han frygtede selv at blive arresteret og korsfæstet. Så da Jesus nu, efter sin opstandelse, spurgte ham: ”elsker du mig mere end de andre?”, så vidste Peter godt at han ikke havde noget at have det i hvis han svarede lige så selvsikkert som han havde gjort skærtorsdag. Derfor nøjedes han med at sige: ”Herre, du ved at jeg har dig kær”, altså et svagere ord end det Jesus havde brugt i sit spørgsmål. Man kunne have forventet at Jesus’ reaktion på det ville have været at sige: ”Det var ikke det jeg spurgte dig om, Peter! Elsker du mig, ja eller nej?” Men det siger Jesus ikke – han bebrejder ikke Peter at han har fået et mere realistisk syn på sig selv. Tværtimod giver han ham en opgave: ”Vogt mine lam!”

                      Prøv lige at overveje det: Peter, manden der betragtede sig selv som disciplenes leder, og som pralede af hvor meget modigere han var end alle de andre, han fejlede og faldt til jorden med et brag da det virkelig gjaldt. Hvilke konsekvenser ville sådan noget have fået i vore dage? Sandsynligvis en fyring, ikke sandt? En bortvisning på gråt papir. Paria-status. Krav om straf. Men Jesus valgte i stedet at genindsætte ham som apostel og endda give ham lederansvar igen – og han afkrævede ham ikke engang en garanti for at han havde læet lektien, og at det aldrig ville ske igen. Han stillede sig tilfreds med ordene: ”Herre, du ved, at jeg har dig kær.”

                      Det gør han også når det gælder dig og mig. Du behøver ikke at være nogen superkristen for at kunne være et vidne om Jesus. Du behøver ikke at leve op til alle dine egne tanker om hvordan en kristen burde være, for at kunne være et vindue ind til himlen. Det er ikke engang noget problem hvis du én eller flere eller endda mange gange har svigtet og fejlet så slemt at du priser dig lykkelig for at de andre i kirken ikke ved lige så meget om dig som selv gør. Det eneste der betyder noget, er: Har du Jesus kær? Du behøver ikke engang at kunne svinge dig op til at bruge store ord som ”elsker”, for dem er der sikkert alligevel ikke dækning for, undtagen i det omfang Guds Ånd selv tænder kærlighedens ild i dit hjerte. Men kan du af et ærligt hjerte sige at du holder af Jesus, så er du allerede et vindue!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. påskedag 2022

Posted By on 19. april 2022

Maria Magdalene ved Jesu grav: Nok se, ikke røre

Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Nok se, men ikke røre!” Sådan lød en sætning som jeg hørte mange gange som barn. Og jeg vil gætte på at mange af jer også har hørt den da I var børn. Og hvor var det dog en irriterende sætning! Det ligger jo i vores instinkt som mennesker at vi vil undersøge ting med vores hænder; et instinkt som vi voksne for det meste har lært at kontrollere, men for børn er det meget vanskeligere. Særlig vanskeligt er det hvis den ting man ikke må røre ved, er noget som barnet er meget fascineret af, eller måske længe har ønsket sig. I nogle tilfælde er der tale om noget som man gerne må røre ved på et senere tidspunkt, bare ikke lige nu; det kan for eksempel være en lækker kage der skal serveres senere på dagen, eller en eller anden spændende gadget som junior får at vide at han må få når han bliver gammel nok til at kunne bruge den ordentligt.

                      Den værste udgave af ”Nok se, men ikke røre!” er den hvor man lige når at tro at man har fået opfyldt sit største ønske, inden skuffelsen kommer. For cirka 20 år siden lavede Carlsberg en serie af reklamer med nogle af de største danske skuespillere, der var bygget op over det princip: To mennesker sidder og taler sammen. ”Et par Carlsberg kommer på bordet, og straks bliver samtalen meget hyggeligere”, som sloganet lyder i alle reklamerne. Det der gør samtalen meget hyggeligere, er at den ene person siger noget som får den anden til at tro at noget helt fantastisk er sket. I den af reklamefilmene der efter min mening var den bedste, spiller Nikolaj Lie Kaas en håbefuld forfatter der tilfældigt møder en udenlandsk kvinde som han vist engang har gået på højskole med eller lignende. De bestiller to Carlsberg, hvorefter hun med sin franske accent fortæller ham at hun har set hans nyeste bog hos en boghandler der fortalte at bogen havde fået en spektakulær pris. Forfatteren ved dårligt nok hvilket ben han skal stå på at lutter begejstring, mens han forhører kvinden om hvad det er for en pris hans bog har modtaget. Derefter følger anden halvdel af sloganet: ”Drik den afkølet og i godt selskab – og nyd det så længe det varer.” Og så slutter reklamefilmen med at den anden person tilføjer noget som ødelægger glæden – i tilfældet med Nikolaj Lie Kaas som forfatter uddyber hans gamle veninder at der altså var tale om en spektakulær udsalgspris, og at boghandleren også havde brugt et andet ord om bogen, som hun ikke forstod, nemlig ordet ”makværk”.

                      Der er næppe nogen tvivl om hvad der var Maria Magdalenes største ønske da hun stod og græd ved Jesu tomme grav, nemlig at Jesus ikke var død. Vi ved fra Lukasevangeliet at Maria havde været besat af syv dæmoner inden hun mødte Jesus (Luk 8,2). Som jeg nævnte palmesøndag, var Maria Magdalene sandsynligvis identisk med den berygtede synderinde der salvede Jesu fødder ved et middagsselskab hos en farisæer, hvilket fik farisæeren til at tænke at hvis Jesus virkelig havde været en profet, ville han ikke have ladet sådan en kvinde røre ham (Luk 7,38-39), ligesom hun sandsynligvis var den samme Maria der havde en søster ved navn Martha som var på nakken af hende fordi hun ikke hjalp nok til i huset når hun en sjælden gang var hjemme. Alt det tegner et billede af at livet før Jesus næppe var et liv som Maria mindedes med særlig stor glæde. Men Jesus havde givet hende et nyt liv hvor dæmonerne ikke længere plagede hende, og hvor hun var elsket og accepteret uden at nogen bebrejdede hende hendes fortid. Jesus var kommet med Guds rige; et helt nyt system hvor had og mistænksomhed, nid og nag, hovmod og magtkampe var erstattet af kærlighed og tillid, venlighed og tilgivelse, ydmyghed og godhed. Under påskefesten i Jerusalem var det kommet til et åbent opgør mellem de to systemer – verdens rige og Guds rige – og tilsyneladende havde verdens rige vundet, idet Jesus var blevet slået ihjel. For Maria betød det at alt hendes håb blev knust: Der var ikke længere nogen til at tale hendes sag overfor hverken dømmesyge farisæere eller emsige storesøstre, og den sag der havde været hendes billet væk fra hendes triste liv, var faldet til jorden med et brag. På det tidspunkt hvor vi møder hende i dagens tekst, havde hun allerede mødt en engel der havde fortalt hende at Jesus var opstået fra de døde (det hørte vi om i går), men hun havde tilsyneladende ikke rigtig forstået det; hun var stadig så opslugt af sin fortvivlelse at det eneste hun registrerede, var at graven var tom, og hendes logiske sans sagde hende at det kun kunne skyldes at nogen havde fjernet Jesu lig og dermed føjet spot til skade fordi det betød at hun nu ikke engang havde et sted at gå hen for at sørge og mindes ham. At hun ikke havde fattet at Jesus faktisk var opstået fra de døde, kan man i øvrigt ikke bebrejde hende, for de mandlige disciple troede heller ikke på det da kvinderne vendte tilbage og fortalte hvad englen havde sagt, kan vi læse i Lukasevangeliet (24,11). Kun Johannes (som beskedent omtaler sig selv som ”den anden discipel” i dagens tekst) troede på miraklet da han så Jesu gravklæder ligge pænt lagt sammen i den tomme grav.

                      Men så mødte Maria Jesus selv! Hun genkendte ham dog ikke, enten det skyldtes at hendes blik var sløret af tårer, eller at han rent faktisk så anderledes ud (om præcis et år skal vi høre om to disciple der slog følge med den opstandne Jesus på en gåtur til Emmaus, og som heller ikke genkendte ham) – lige indtil han udtalte hendes navn: ”Maria!” Vi kan næsten mærke hendes lettelse i det øjeblik – ja, ”lettelse” er vel et alt for svagt ord at bruge: Al hendes fortvivlelse blev løftet af hende på et splitsekund da hun fandt ud af at Jesus virkelig var i live! Hendes største og inderligste ønske, som hun betragtede som så urealistisk at selv mødet med englen ikke havde tændt noget håb i hende, var gået i opfyldelse! Det var næsten for godt til at være sandt – men det var sandt!

                      Hvis du havde været Maria, hvad ville du så have gjort i den situation? Løbet hen og omfavnet Jesus, ikke sandt? Holdt krampagtigt fast om ham som for at sørge for at han aldrig, aldrig, aldrig nogensinde ville forlade dig igen! Men så siger Jesus pludselig: ”Hold mig ikke tilbage”! I 1948-oversættelsen af Det Nye Testamente var ordene endda gengivet som ”Rør mig ikke” – ”Nok se, men ikke røre!” – og sådan har ordene da også været tolket i kunsthistorien, hvor motivet Noli me tangere, der er latin for ”Rør mig ikke”, er blev malet af Fra Angelico, Martin Schongauer, Fra Bartolomeo, Tizian og Correggio for blot at nævne nogle få. I betragtning af at vi andetsteds i Det Nye Testamente kan læse at den opstandne Jesus inviterede den vantro Thomas til at stikke sine fingre i naglegabene og sin hånd i hullet efter spydstikket, er det dog nok ikke så sandsynligt at han skulle have forbudt Maria Magdalene overhovedet at røre ham, så ”Hold mig ikke tilbage” er nok en mere korrekt oversættelse.

                      Men det er også galt nok! ”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Jesus havde altså i sinde at forlade hende igen! Nu havde hun ellers lige fået ham tilbage! Det var da næsten ikke til at bære?

                      Der lader dog til at Maria hurtigt kom sig over skuffelsen. I hvert fald gik hun hen og fortalte disciplene at hun havde set Herren, og i Lukasevangeliet kan vi læse at Jesus samme aften kom og viste sig for dem alle. Efterhånden er det nok gået op for både Maria og resten af disciplene at det Jesus havde til dem, faktisk var meget bedre end hvis han bare var vendt tilbage til det liv de havde inden han blev korsfæstet. Hans mission var jo ikke kun at frelse dem, men at frelse hele verden, og derfor måtte der en ny strategi til, nu hvor døden og Djævelen var overvundet: Jesus måtte sætte sig ved Faderens højre hånd hvor han kan være nærværende overalt på én gang, og hvorfra han kunne sende Helligånden til at leve i alle kristne så hans rige med retfærdighed og fred og glæde kunne brede sig ud over hele verden. Sagt på en anden måde: Jesu legeme i kød og blod, der kun kunne være ét sted ad gangen, måtte erstattes af Jesu legeme i kirken.

                      Det Maria oplevede ved den tomme grav den påskemorgen, var altså ikke nær så stort et antiklimaks som det Nikolaj Lie Kaas oplevede i Carlsberg-reklamen, for Jesus var opstået, og hun havde fået det nye liv tilbage som han havde givet hende. Og hvad angår ”Nok se, ikke røre”-delen af det, så var den heldigvis kun midlertidig. Der kommer et tidspunkt hvor vi kan få lov til at spise den fine kage som vi nu for en tid må nøjes med at kigge på, en tid hvor vi endelig får lov til at lege med det fine stykke legetøj som vi ikke er gamle nok til endnu – hvis I vil undskylde mine lidt ubehjælpelige sammenligninger. Der kommer en dag hvor Guds rige bliver synlig virkelighed på jorden, hvor vi skal se Jesus ansigt til ansigt, og hvor han ikke vil bede os om ikke at holde ham tilbage, for til den tid er han steget op til Faderen – og det er vi også!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til påskedag 2022

Posted By on 19. april 2022

Jesu opstandelse: Det er ikke os der skal være bange!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Hun ligner en engel.” Sådan siger vi nogle gange når vi skal beskrive en persons udseende. Egentlig et lidt sjovt udtryk, synes jeg, for hvis man skal blive spor klogere af at få at vide at en person ligner en engel, så kræver det jo at man ved hvordan en engel ser ud, og det ved jeg ikke hvor mange mennesker der ved. Jeg kender i hvert fald kun få der nogensinde har set en engel.

                      Man kan selvfølgelig godt have et rimelig klart billede af hvordan noget ser ud, selvom man aldrig har set det. For eksempel: Hvor mange af jer har set en enhjørning? (pause) Men da jeg sagde ”enhjørning”, hvor mange af jer havde så et klart billede af hvad det var for et væsen jeg spurgte jer om I havde set? (pause) Ja, der ser I! Men interessant nok har enhjørninger forandret sig meget gennem de seneste årtier. I dag opfatter mange en enhjørning som et nærmest pyssenysset væsen med regnbuefarver og glimmer, hvilket må siges at være temmelig meget anderledes end det dødsensfarlige og utæmmelige vilddyr som enhjørningen traditionelt har været opfattet som. Hele ideen om en enhjørning stammer i øvrigt fra den græske historiker Ktesias, der levede i det femte århundrede før vor tidsregning, og som kunne fortælle sine undrende landsmænd at han under et ophold i Persien hørte de lokale fortælle at der i Indien levede vildæsler med et enkelt 70 centimeter langt horn. Han havde ikke selv set dyret, og det havde de der fortalte ham om det, måske heller ikke, men de fleste moderne forskere er enige om at beskrivelsen i virkeligheden omhandlede et næsehorn. Så de fleste danskere har faktisk set en ”enhjørning” i Zoologisk Have; den lignede bare ikke det billede som vores kultur efterhånden har fået skabt af hvordan en enhjørning ser ud.

                      På samme måde tror jeg heller ikke at de to Maria’er der gik ud til Jesu grav påskemorgen, ville kunne se ret mange ligheder mellem den engel de så, og den opfattelse som de fleste moderne danskere har af hvordan en engel ser ud. For det første har vi på et tidspunkt fået den opfattelse at engle er af hunkøn, til trods for at alle navngivne engle i Bibelen har mandsnavne, men det er muligvis mindre vigtigt, for engle er jo åndevæsener og er dermed slet ikke kønnede på samme måde som vi mennesker er. Mere alvorligt er det at vi har fået gjort engle omtrent lige så pyssenyssede som enhjørninger. Når vi siger at en person ”ligner en engel”, mener vi jo som regel at vedkommende er overjordisk smuk og blid eller noget i den stil. Det harmonerer i sandhed ikke særlig godt med den beskrivelse Matthæus giver os af englen ved Jesu grav: ”Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.” Smuk har englen måske nok været, men også frygtindgydende! ”De, der holdt vagt”, var romerske soldater som Pilatus havde udkommanderet på opfordring fra ypperstepræsterne, som frygtede at disciplene ville stjæle Jesu lig for bagefter at hævde at Jesus var opstået fra de døde. Hvor mange vagter der var, og hvor stærke og tungt bevæbnede de var, fortæller evangelierne os ikke noget om, men de var i hvert fald mange nok og stærke nok og bevæbnede nok til at ypperstepræsterne mente at de ville kunne hamle op med tolv vrede disciple, hvoraf den ene lige havde hugget et øre af ypperstepræstens tjener (Matt 26,51). Men da de så en enkelt engel, blev de altså fuldstændig lammede af skræk. Prøv lige at overveje hvad det fortæller os om hvad det vil sige at ”ligne en engel”, og hvordan du mon selv ville reagere hvis du så en!

                      Jeg tror i hvert fald ikke det er tilfældigt at det første englen sagde til Maria og Maria, var: ”Frygt ikke!”, for det har de garanteret haft grund til at høre. Den ene af de to Maria’er havde i øvrigt mødt en engel før, nemlig da Gabriel fortalte hende at hun skulle føde Guds søn, og også ved den lejlighed måtte englen sige: ”Frygt ikke!” fordi hun blev så forskrækket da han dukkede op. Men hvordan overbeviser man nogen om at der ikke er noget at være bange for, når man lige har fået en deling soldater til at falde om af skræk? Jo, her er det en fordel at have adgang til den græske grundtekst, hvor vi kan se at det englen siger til kvinderne, ikke kun er ”Frygt ikke!”, men ”Frygt I ikke!” Sådan ville vi normalt ikke sige på dansk, men vi kan dog godt sige ting som ”Gør du det!” eller ”Hold I bare fri resten af dagen!” På græsk er det mere almindeligt at inkludere ”du” eller ”I” i en sætning i bydemåde, især hvis man vil understrege at bydemåden specifikt gælder for den eller de personer man taler til, til forskel fra andre. Sætningen ”Frygt I ikke” kan altså også oversættes: ”Det er ikke jer der skal være bange!” – underforstået: det er der andre der har grund til at være! Det er jo nemlig ikke for sjov at de engle der forekommer i Bibelen, er vældige og frygtindgydende – det er de fordi de har en vældig og frygtindgydende fjende at bekæmpe, nemlig Djævelen og hans hær af håndlangere fra helvede. Ondskabens hær har i sandhed grund til at være bange for Guds engle! Men det har Guds børn ikke, for englene er tro tjenere af vores himmelske Far, som elsker os grænseløst og ubetinget.

                      Som jeg allerede har været inde på, er der andre steder i Bibelen hvor engle viser sig for mennesker med ordene: ”Frygt ikke!”, så hvorfor tilføjer englen så netop i dette tilfælde det lille ord ”I” (som I øvrigt ikke er helt så lille på græsk som på dansk; det græske ord for ”I” er på fem bogstaver)? Det tror jeg den gør fordi det der lige er sket, nemlig at Jesus er opstået, er noget som frem for alt andet giver Djævelen og alt hans væsen grund til at ryste i bukserne (eller hvad han nu har på). Jesus vidste ganske vist godt selv, da han hang på korset og skulle til at dø, at sejren var vundet; det var derfor han sagde: ”Det er fuldbragt!” (”og bedre ord blev aldrig sagt”, som Thomas Kingo tilføjer i sin salme ”Gak under Jesu kors at stå”). Gud Fader vidste det selvfølgelig også, og sikkert også de hellige engle. Men for alle andre – inklusive Djævelen, vil jeg tro – var luften ladet med spænding: Var det sandt hvad Jesus havde sagt? Ville hans offer virkelig kunne overvinde selveste døden?

Det vi skal huske, er at Jesus var fuldt og helt menneske. Ganske vist var han også fuldt og helt Gud, men det ændrer ikke på at han var fuldt og helt menneske. Han lod ikke bare som om han var menneske, sådan som Superman lader som om han er journalisten Clark Kent; nej, mens Jesus gik her på jorden, var han helt og fuldt underlagt menneskelivets vilkår: Han kunne blive sulten og tørstig og træt – og han kunne dø. Og når mennesker dør, så er det alvor. Jeg tror faktisk at Djævelen håbede på at hvis først Jesus døde, så ville det være ude med Guds søn – og dermed også med alle os som han har købt fri med sit blod. Ganske vist tilhører vi ikke længere Djævelen når Jesus har købt os fri, men Djævelen tager glad og gerne hvad han ikke har ret til, så hvis ikke Jesus var i live til at beskytte os, ville hans offer ikke gavne os noget. Så spændingen var stor: Ville Jesu kærlighedsoffer vise sig at være stærkere end selveste døden? Hvis ja, så var det game over for Djævelen!

Og det var det! Fordi Jesus opstod fra det døde, er alt det onde for evigt besejret! Djævelen har tabt, og han ved det, og derfor har han al mulig grund til at være dødsensræd. Fra nu af er det nemlig sådan at hvis blot et menneske bekender med sin mund og sit hjerte at Jesus er herre, så kan Djævelen ikke længere gøre ham eller hende noget, men må til sin store fortrydelse finde sig i at se det menneske gå skyldfri og frikendt ind til det evige liv.

Derimod har vi som sagt ikke noget at være bange for, selvom vi stadig kan risikere at vi her i denne verden må ”lide under prøvelser af mange slags”, som Peter skriver i den tekst der var dagens anden læsning, for vi har noget langt, langt bedre i vente; noget som apostlen kalder for ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv” (så er det vist slået fast med syvtommersøm at vi kan regne med den arv!). Det at Jesus er opstået, er i virkeligheden alt hvad vi behøver at vide, for dermed er det slået fast hvem der har vundet i den store, kosmiske kamp mellem det gode og det onde. Alt hvad Djævelen nu kan gøre os, er at slå vores krop ihjel, men ved at gøre det giver han os blot en ekspresbillet til Paradis, så det behøver vi ikke at være bange for. Jesus er med os og bevarer os mod alt ondt, og han ligner en engel – smuk og stærk og frygtindgydende!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til skærtorsdag 2022

Posted By on 19. april 2022

Fodvaskningen: Den svære afsked

Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er dagen før dagen. Ja, det er endda aftenen før dagen, og Jesus ved udmærket godt hvad der skal ske i morgen, selvom disciplene tilsyneladende ikke helt har fattet det endnu. Jesus og hans disciple er samlet for at fejre det traditionelle jødiske påskemåltid, som jøder verden over stadig fejrer den dag i dag til minde om dengang Gud friede dem ud af slaveriet i Egypten, men det er ikke ”bare” en påskefest Jesus og disciplene fejrer; det er en afskedsfest.

                      Afskedsfester er mærkelige, eller det synes jeg i hvert fald. Der er sådan en mærkelig blandet stemning, for på den ene side har de jo til formål at have det så hyggeligt og rart som muligt sammen med de mennesker som man ikke kommer til at se igen i lang tid, ja måske aldrig mere, og derfor gælder det om at feste igennem! Men på den anden side ligger den ubehagelige sandhed hele tiden i baghovedet, at når festen slutter, er det ikke kun festen der er slut, men et helt kapitel i livet, og dagen derpå kan man forvente ikke alene at være dødtræt fordi man ikke havde lyst til at slutte festen før langt ud på de små timer, men også at føle en indre tomhed, en klump af sorgfuldt vemod i maven, måske endda lette depressionssymptomer. Særlig slemt er det hvis det kapitel af livet der er ved at slutte, har været et meget intenst kapitel som for eksempel et efterskoleophold.

                      Det kan selvfølgelig også være slemt hvis afskeden ikke skyldes at man er ved at sige farvel til noget ekstraordinært for at vende tilbage til hverdagen, men derimod at man er ved at sige farvel til hverdagen for at gå ombord i noget ekstraordinært, nemlig hvis det ekstraordinære der venter, er noget mere eller mindre ubehageligt. For Jesus var det i den grad noget ubehageligt: Han skulle lide og dø – og som om det ikke var slemt nok i sig selv at han kunne se frem til at få sin ryg flænset af en romersk pisk, få en krans af tornegrene presset ned over sit hoved og til slut få slået syvtommersøm gennem sine hænder og fødder og blive hængt op på et kors (ja, man kan næsten ikke forestille sig hvor intens en smerte der må have været tale om) – som om det ikke var slemt nok, så bar Jesus også vægten af al verdens synd på sine skuldre. Skyldfølelse kan næsten være værre end fysisk smerte, så prøv at forestille dig hvordan det må have været at bære den samlede vægt af al menneskehedens skyld. Jesus havde selvfølgelig ikke selv gjort noget forkert, så han havde ikke ”dårlig samvittighed” på den måde, men jeg tror han mærkede den objektive skyld, og at den var mindst lige så lidelsesfuld som piskene, tornekronen og naglerne. Alt det var hvad der ventede Jesus når dagen gryede, og det vidste han. Kun denne ene aften havde han tilbage sammen med sine disciple, og det havde han i sinde at nyde fuldt ud – Lukasevangeliet citerer ham for at sige følgende ved måltidets begyndelse: ”Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige” (Luk 22,15-16).

                      Hvad valgte Jesus så at bruge sin tid på, denne sidste aften han havde sammen med sine disciple? (pause) Han vaskede deres fødder. (pause) Ja, han gjorde selvfølgelig også andet end det: Han holdt en lang afskedstale hvor han gav dem en masse nyttige instrukser om hvordan de skulle forholde sig når han ikke længere var hos dem (en afskedstale hvorfra hele 7 af kirkeårets prædiketekster er hentet – 9 hvis man tæller den afsluttende bøn med), og ikke mindst gav han to af påskemåltidets elementer, nemlig brød og vin, en helt ny betydning som hans eget legeme og blod og befalede sine disciple at spise brødet og drikke vinen til minde om ham, hver gang de samledes; en skik som vi stadig følger, og som vi også skal praktisere ved denne gudstjeneste. Men allerførst vaskede han altså disciplenes fødder, så det må have været noget af det allervigtigste for ham. Men hvorfor han gjorde det, forstod disciplene ikke, for det at vaske andres fødder, blev i deres kultur betragtet som det allermest nedværdigende arbejde. Jesus forklarede imidlertid bagefter hvorfor han havde gjort det, nemlig for at give dem et eksempel til efterfølgelse: Når selv han, Herren, Mesteren, ikke havde holdt sig for fin til at påtage sig det mest ydmygende arbejde for at tjene andre, så kan ingen holde sig for fin til at ydmyge sig for andres skyld. Det er en lektie som vi nok har brug for at få gentaget igen og igen, for hvor kommer vi let til at tænke at der er visse opgaver som vi er hævet over i kraft af vores uddannelse, vores alder, vores køn, vores nationalitet, eller hvad det måtte være.

                      Men ordvekslingen mellem Jesus og Peter lader os forstå at der var et dybere lag i det Jesus gjorde. ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig,” sagde han. Se, hvis man ikke kunne have lod og del sammen med Jesus uden at han havde vasket ens fødder, så var vi mange der havde et problem, for jeg ved ganske vist ikke med jer, men jeg kan ikke erindre at Jesus sådan rent fysisk har vasket mine fødder. Men han har gjort noget andet og endnu mere forbløffende for at jeg kunne blive ren, nemlig at ofre sit liv for at købe dig og mig og alle fri af synden og døden. Og jeg tror først og fremmest det var det han sigtede til da han sagde til Peter: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.”

Det er ikke så svært at forstå hvorfor Peter protesterede mod at Jesus skulle vaske hans fødder, for vi voksne bryder os generelt ikke om at skulle have hjælp af andre, og det at selveste Mesteren, Jesus, skulle nedværdige sig til at vaske hans fødder, må have været helt enormt ydmygende for Peter. Det kan nemlig være mindst lige så ydmygende at lade sig tjene som selv at tjene – men skal vi have lod og del sammen med Jesus, så er der ingen vej uden om at lade ham tjene os. Uanset hvor fromt et liv vi synes vi har levet, uanset hvor mange gode og selvopofrende gerninger vi har på vores cv, og uanset hvor mange år vi har betalt kirkeskat, så er der ikke noget af det der giver os adgang til Guds rige. I kender sikkert alle sammen ordene fra beretningen om Jesus og de små børn, som bliver læst op hver gang der er dåb i Folkekirken: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Den eneste mulighed vi har for at blive frelst fra synden og døden og få del i det evige liv i Guds himmerige, er at tage imod det Jesus gjorde for os på korset, som en gratis gave – uanset hvor ydmygende en tanke det måtte være at både dit og mit synderegister er så stort at kun Guds egen søns blod var tilstrækkelig stærkt til at skaffe soning.

Det var netop for at skaffe soning – for at du og jeg kunne blive frelst og leve evigt sammen med Gud – at Jesus gav sit liv. For det gjorde han nemlig: Han gav sit liv. Uanset at ypperstepræsterne og de skriftkloge havde besluttet at slå ham ihjel, uanset at ingen ringere end Djævelen selv havde sat sig for at Judas skulle forråde sin Mester, uanset at Pilatus fejt dømte en uskyldig mand til døden fordi han var bange for at miste sit embede hvis han dømte retfærdigt – uanset alt det, så var der ingen der tog Jesu liv fra ham; han ofrede det ved sin egen frie viljesbeslutning! Det ved vi fra tidligere i Johannesevangeliet, nemlig kapitel 10 vers 17 og 18, hvor Jesus siger: ”Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage.” Og det overskud Jesus viser ved på denne sidste aften, hvor han vidste at han snart skulle lide og dø, at rejse sig fra bordet, lægge sin kjortel, tage et klæde og binde det om sig, hælde vand op i et fad og give sig til at vaske disciplenes fødder – alt sammen på en meget bevidst, velovervejet og værdig måde, fornemmer man – det var et vidnesbyrd om at det også var bevidst, velovervejet, værdigt og med overskud at han gik ind til den lidelse der ventede ham – også selvom han på et tidspunkt et par timer senere blev overvældet af angst og måtte søge trøst i bøn til Faderen. Overskuddet kom fra hans viden om at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Han vidste at han ikke gik til korset for at erkende sit nederlag, men for at fuldende sin sejr.

Alt dette betyder selvfølgelig at når Jesus sagde til disciplene at han ved at vaske deres fødder havde givet dem et forbillede som de skulle efterleve, så består forbilledet i andet og mere end at vi rent bogstaveligt skal vaske hinandens fødder (især fordi det ikke er en specielt nyttig ting at gøre i et klima som vores). Nej, vi skal i princippet være villige til at gøre hvad som helst for vores medmennesker (så længe det er inden for rammerne af Guds bud og ikke kommer i konflikt med andre hellige pligter, naturligvis), og selv vores liv skal vi ikke have for kært til at ofre det for andre, sådan som Jesus gjorde. Men – og det er et meget vigtigt ’men’ – alt det kan vi gøre med samme velovervejethed og værdighed som Jesus selv. Det kan vi gøre fordi vi har lod og del sammen med Jesus fordi han har købt os med sit blod. Det betyder at alt det som Gud Fader har givet Jesus, det vil Jesus dele med os. Der er altså intet i denne verden som vi ikke har råd til miste, for vi ejer alt i himlen. Har vi kun vores egne begrænsede ressourcer at trække på, så vil et liv i tjeneste og selvopofrelse hurtigt føre til bitterhed og udbrændthed, men lever vi hver dag i fuldkommen afhængighed af Jesus, har vi et uudtømmeligt overskud at trække på.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til palmesøndag 2022

Posted By on 10. april 2022

Salvningen i Betania: Den dag Jesus blev Kristus

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker palmesøndag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Palmesøndag, det er jo den dag hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel mens folk viftede med palmegrene og råbte ”Hosianna!” Og i læsningen fra Det Gamle Testamente hørte vi da også om kongen der kommer ridende på et æsel, men i evangelieteksten stod der ikke noget om hverken æsler eller palmer eller hosianna-råb. Vi har jo to tekstrækker i Folkekirken, altså to sæt af tekster som der skal læses og prædikes over på de forskellige søndage i kirkeåret, og dem veksler vi imellem sådan at vi bruger første tekstrække i ulige årstal og anden tekstrække i lige årstal. De fleste af de kendte historier finder vi i første tekstrække, som er den ældste, så da man i sin tid besluttede at supplere med en anden tekstrække, var der kun de mindre kendte beretninger tilbage. Men hvor er det vigtigt at vi også får dem med – og skulle der på et tidspunkt komme en tredje tekstrække med endnu mindre kendte beretninger, vil jeg kun blive så meget desto mere glad, for jo mere af Bibelen vi får udlagt, desto bedre!

                      Nå, men her i de lige årstal hører vi altså ikke om æsler og palmegrene på palmesøndag, men derimod om nardusolie! Nardusolie var den dyreste og fineste parfume man kendte til i antikken. Også i dag kan parfume ellers være dyrt nok – når jeg sejlede med de gamle bornholmerfærger, Villum Clausen og Leonora Christina, hvor skibsshoppens produkter blev markedsført langt mere offensivt end de bliver hos Molslinjen, tabte jeg altid både næse og mund når jeg så hvad man skulle betale for de parfumer man kunne købe ombord – men den gamle nardusolie tager alligevel prisen: Tre hundrede denarer for en enkelt portion! En denar var en dagløn for en løsarbejder, så 300 denarer ville altså svare til mere end en kvart million nutidskroner (i hvert fald hvis lønnen følger gældende overenskomst). Og det rejser jo en hel masse spørgsmål: Hvem var den kvinde der salvede Jesus? Hvorfor gjorde hun det? Og hvor havde hun den absurd dyre parfume fra?

                      For at tage det sidste spørgsmål først, så er der vel to mulige forklaringer: Enten havde hun arvet den fra sin mor, eller også havde hun fået den i gave. Hvilken af delene der var tale om, ved vi ikke med sikkerhed, og det betyder sådan set heller ikke alverden. Men uanset hvor hun havde den fra, er der næppe nogen tvivl om at den repræsenterede en større økonomisk værdi end alle hendes andre ejendele tilsammen!

                      For at finde ud af hvem kvinden var, og hvorfor hun brugte sin kostbare parfume på Jesus ved et middagsselskab i Betania, kan vi med fordel se på de tre andre evangelier, for beretningen findes nemlig i alle fire evangelier, og de giver os forskellige oplysninger som kan hjælpe os med at stykke en forklaring sammen (og jeg må hellere sige at meget af det jeg nu vil sige, er tyvstjålet fra Poul Hoffmanns bog Nardusmysteriet). Lukasevangeliets udgave af beretningen (Luk 7,36-50) dukker faktisk op senere på året, nemlig 11. søndag efter trinitatis, som i år falder den 28. august, og det skyldes nok at Lukas har valgt at fokusere på nogle helt andre ting end Markus. Faktisk er der så store forskelle på Markus’ beretning og Lukas’ beretning at mange har ment at de skildrer to forskellige begivenheder, ikke mindst fordi Lukas har beretningen stående langt tidligere i sit evangelium, mens Jesus stadig opholdt sig i Galilæa, langt fra Betania. Men strengt taget skriver Lukas ikke noget om at det var i Galilæa at en kvinde salvede Jesu fødder; til gengæld fortæller han os at værten ved middagsselskabet hed Simon og var farisæer. Markus fortæller os også at værten hed Simon, med tilnavnet ”den spedalske”, som er et mærkeligt tilnavn, for spedalske skulle ifølge den jødiske lov holde sig langt væk fra andre mennesker og kunne altså ikke sådan holde middagsselskaber. Men måske havde Jesus helbredt Simon for hans spedalskhed, og det var derfor han havde inviteret Jesus på besøg? Eller måske var han blevet rask af andre årsager – eller måske havde han aldrig været spedalsk, men havde fået tilnavnet af andre årsager som vi ikke kender til. Hvorom alting er, Lukas fortæller os at Simon ikke havde levet op til gæstevenskabets regler om at tilbyde sin gæst et fodbad, kysse ham på kinden til velkomst og salve hans hoved med olie, og at det var de forsømmelser kvinden rettede op på.

                      I dagens Danmark indgår der i reglen hverken fodbad, kindkys eller salvning i etiketten når vi får gæster, men i en kultur hvor man gik med sandaler på støvede veje, gav det god mening at give gæsterne mulighed for at vaske og forfriske deres støvede og slidte fødder, og hvad kindkysset angår, spiller det i mange lande samme rolle som håndtrykket gør her i Danmark (når vi altså ikke lige har corona). Men at salve gæsternes hoved med olie – hvad skulle det gøre godt for? For at finde svaret på det spørgsmål skal vi en tur til den lange tale som Jesus holder i begyndelsen af Matthæusevangeliet, og som vi plejer at kalde Bjergprædikenen, hvor Jesus blandt andet taler om faste (og vi er jo stadig i fastetiden til og med på lørdag). Jesus siger: ”Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt 6,16-18, kursivering tilføjet). At salve sit hoved var simpelt hen en del af den grundlæggende daglige hygiejne – i en tid hvor man hverken havde bodylotion eller shampoo med balsam brugte man olivenolie til at pleje sin hud og sit hår.

                      Kvinden der salvede Jesus, gjorde det altså for at råde bod på en alvorlig forsømmelse fra værtens, Simons, side, men der er stadig noget der ikke helt stemmer, for det siger nærmest sig selv at man ikke brugte nardusolie til en kvart million til sin daglige hårpleje. Den slags kostbar parfume brugte man kun til ganske særlige lejligheder, og når det blev brugt, markerede det at den person det blev brugt på, var noget ganske særligt. Man kunne for eksempel blive salvet til at være konge, ypperstepræst eller profet, og når det skete, var salveolien også et symbol på at man blev udrustet med kraft fra Helligånden til sin særlige opgave. Nogle af jer har måske hørt beretningen om dengang profeten Samuel salvede hyrdedrengen David til at blive Israels konge; et tegn på at David var særligt udvalgt af Gud. Gennem en anden profet, Natan, lovede Gud David at en af hans efterkommere ville komme til at sidde på Israels trone i al evighed, men alligevel gik det 400 år senere hverken værre eller bedre end at Davids tiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptiptipoldebarn Jekonja blev afsat og ført i eksil til Babylon, og siden har der ikke været en konge af Davids slægt i Israel. Profetbøgerne i Det Gamle Testamente rummer imidlertid masser af løfter fra Guds side om at Davids kongedømme engang vil blive genoprettet under en evig fredskonge (vi hørte jo for eksempel en af profetierne i dag, hvor der stod at den pågældende fredskonge ville komme ridende på et æsel), og betegnelsen ”den salvede” blev efterhånden en teknisk betegnelse for den lovede frelserkonge. Det hebraiske ord for ”salvet” er m’shiach, og det tilsvarende græske ord er christós – to ord der i fordansket udgave bliver til henholdsvis Messias og Kristus. ”Kristus” er altså ikke Jesus’ efternavn, men derimod en titel, så når vi siger ”Vi tror på Jesus Kristus”, så mener vi at vi tror på at Jesus er den konge som Gud havde lovet, ”den salvede”.

                      Hvornår blev Jesus da salvet? Det blev han nok da Helligånden dalede ned over ham i skikkelse af en due i forbindelse med hans dåb, som vi kan læse det i alle fire evangelier. Der var ganske vist ikke noget olie indblandet ved den lejlighed, men olien er jo også kun det ydre tegn; det væsentlige er den indre salvelse som Helligånden selv skaber. Derfor kan Jesus også svare bekræftende da Peter erklærer: ”Du er Kristus!” (Matt 15,16. Mark 8,29. Luk 9,20). Men kvinden har åbenbart ment at Jesus også fortjente en synlig fysisk salvelse med kostbar salve, og det gjorde hun tilsyneladende ret i, i en grad så Jesus befalede at det hun havde gjort, skulle fortælles overalt hvor evangeliet prædikes. I en vis forstand kan man altså sige at det var den dag i Betania at Jesus helt bogstaveligt blev Kristus, selvom han i realiteten var det i forvejen.

                      Så mangler jeg bare at svare på hvem kvinden var, og det er heldigvis et nemt spørgsmål, for det fremgår tydeligt af Johannesevangeliets version af beretningen: Det var Maria fra Betania, søster til Martha og Lazarus, og i øvrigt sandsynligvis samme person som vi også kender under navnet Maria Magdalene.

                      Man kan undre sig over hvorfor Jesus bestemte at Marias gode gerning mod ham skulle fortælles over hele verden, for ganske vist var det ekstremt generøs gerning, men dem har der jo været mange af i tidernes løb, og det er langt fra dem alle vi nogensinde har hørt om. Men jeg tror at det som Jesus især ville have at alle skulle høre, var hans egen forklarende kommentar: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.” Her spiller Jesus på at parfumeret olie også havde en tredje anvendelse; det blev nemlig anvendt når man gjorde et lig i stand, for at det ikke skulle stinke for meget i forbindelse med begravelsen. Jeg tror ikke Maria selv var klar over at Jesus snart skulle dø og begraves; jeg tror at hun ligesom de øvrige disciple forventede at han ville tage magten i landet og smide den romerske besættelsesmagt ud. Men med sin lille elegante bemærkning gjorde Jesus det klart at hans kongedømme var af en helt anden art end kongedømmer sædvanligvis er, for den måde han udøvede sin kongemagt på, var ved at ofre sit liv.

                      Jesus er Kristus, og det betyder at han er konge. Det skal vi ikke tage fejl af: Han er den som Gud har givet al magt i himlen og på jorden, og som vi skylder ubetinget lydighed. Men han er en meget usædvanlig konge, der hersker ved at tjene. Derfor må vi der er hans tjenere, også bruge vores liv på at tjene andre, for det at efterligne Jesus, er det største adelsmærke der tænkes kan. Og det skal vi høre meget mere om på torsdag hvor Jesus vasker sine disciples fødder, hvorefter han siger: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”         

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.