Prædiken til 6. søndag efter påske 2024
Posted By admin on 11. juni 2024
Den ypperstepræstelige bøn 2: Nederlag er vejen til sejr
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 6. søndag efter påske 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
”Dag 4. Der er ikke sket noget endnu.” Sådan kunne en af disciplene have skrevet i sin dagbog den sjette søndag efter Jesu opstandelse. Fire dage var der gået siden Jesus vendte tilbage til himlen, og som vi hørte i torsdags, sagde han ved den lejlighed til disciplene at de skulle blive i Jerusalem og vente på at blive iført kraft fra det høje, som Faderen havde lovet. Men hvor længe de skulle vente, og hvordan det helt præcis ville se ud når Faderens løfte gik i opfyldelse, det havde de ikke fået noget at vide om. Det må have oplevedes som lidt af et limbo. Men alligevel tilbragte de altså tiden med at lovprise Gud i templet, som vi også hørte i torsdags. Selvom der gik yderligere en hel uge før der skete noget, stolede de altså på at Gud havde styr på tingene. Men på den anden side: hvem ville ikke gøre det, når de inden for et par måneder havde set en død mand stå op af graven og gå igennem lukkede døre for derefter at sætte sig og spise stegt fisk, og til sidst forsvinde ind i en sky med fødderne sidst?
Vi der lever 2000 år senere, har ikke med vores egne øjne set nogen af de nævnte begivenheder, men vi bekender dog hver søndag troen på at de virkelig fandt sted. Og derfor bør vi vel egentlig have lige så god grund til at stole på Gud som de første disciple havde – om ikke endnu mere, for i modsætning til dem ved vi jo hvordan det siden hen gik: De fik kraft fra det høje, nok til at deres budskab i løbet af få hundrede år havde vendt op og ned på hele Middelhavsområdet og Nærøsten og det meste af Vesteuropa – og den dag i dag er der flere kristne i verden end der nogensinde før har været.
Men historien viser os også at hvis det var nødvendigt for de første disciple at vente på at de blev iført kraft fra det høje, så er det om muligt endnu mere nødvendigt for os. Vi skal nemlig huske på at det ikke var menneskelig kraft og styrke der gjorde det muligt for Peter og Johannes og Jakob og Andreas og alle de andre at forandre verden; det var tværtimod på trods af det de selv havde at stille op med, at det lykkedes for dem. De fleste af disciplene var jævne folk, og det vel at mærke i en tid hvor det som vi i dag kalder at ”bryde den sociale arv”, var stort set ikke eksisterende. De høje stillinger i samfundet gik som regel til dem der var født ind i en familie med penge, magt og indflydelse, og i det jødiske samfund (som alle de første disciple var en del af) havde de skriftkloge monopol på at formidle dén videregående uddannelse som også kunne blive en vej til magt og indflydelse. Men disciplene kom fra håndværker- og fiskerfamilier i Udkantsisrael, og ingen af dem havde så meget som ansøgt om at blive optaget i de skriftkloges bibelskole, så vidt vi ved. Nogle år senere fik de ganske vist en vaskeægte skriftklog med på holdet, en elitestudent fra en af de mest berømte rabbinske skoler. Han hed Paulus, og hans skarpe analytiske hjerne var en kæmpe gave til kirken både dengang og i dag – vi lytter til ord fra ham ikke færre end 36 søn- og helligdage i lige årstal og 41 i ulige årstal! Men så længe Paulus kun havde sin skarpe hjerne at gøre godt med, og ikke havde Helligånden til at lede ham på rette vej, var han alvorligt på vildspor – i sit første brev til Timotheus beskriver han det selv med ordene: ”i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde” (1 Tim 1,13); han forfulgte nemlig dengang de kristne og forsøgte at slå dem ihjel. Og selvom hans evner senere, efter hans omvendelse, altså blev til stor gavn og velsignelse for kirken, så måtte Paulus indse at de også var en hæmsko for ham – i hvert fald følger han i Filipperbrevet en opremsning af alle sine kvalifikationer op med ordene: ”Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham” (Fil 3,7-9a). I Guds rige er der nemlig ingen kvalifikationer der i sig selv batter noget som helst hvis ikke Gud selv giver kraften til tjeneste, og jo flere menneskelige kvalifikationer vi stiller op med, desto sværere kan det være for os at nå til den erkendelse. Det var måske derfor det mest var blandt det jævne folk at Jesus var populær, og at de mislykkede i samfundet ligefrem flokkedes om ham, mens de fleste af de skriftkloge afviste ham.
Den måde disciplene blev iklædt kraft fra det høje på, var ved at Guds hellige ånd kom ned fra himlen og fyldte dem. De blev altså fyldt af den samme ånd som var i Jesus, og derved blev de ét både med ham og med hinanden. Paulus skriver i Første Korintherbrev at ”den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham” (1 Kor 6,17). Også vi som lever i dag, har brug for at lade os fylde af Helligånden, for i os selv er vi mindst lige så magtesløse som de første disciple var. Ganske vist er der i løbet af de 2000 år der er gået, sket store teknologiske landvindinger, der kan være til stor hjælp for os i tjenesten for Gud og vores medmennesker – oplagte eksempler er bogtrykkerkunsten som har gjort Bibelen og anden kristen litteratur tilgængelig for langt flere, radioen (og senere tv og internettet) som gør det muligt at forkynde på lang afstand, for eksempel for mennesker der bor i lande hvor kristen forkyndelse er forbudt, og flyet som navnlig i uvejsomme områder kan reducere transporttiden til en brøkdel af hvad den ellers ville have været. Men det er med alle disse moderne hjælpemidler som det er med Paulus’ logiske, teologiske og retoriske begavelse: De er en stor hjælp og velsignelse, men hvis ikke det er Helligåndens kraft der driver værket, så gør alle hjælpemidlerne os bare i stand til at løbe hurtigere rundt i cirkler uden at komme nogen vegne. Vi kan vist hurtigt blive enige om at den verden vi lever i i dag, trænger lige så meget til forvandling som den verden de første kristne levede i, men selvom vi i dag er mere end 2 milliarder mennesker der bekender os til kristendommen, kan det nogle gange godt virke som om vi tilsammen har mindre kraft end de 120 mennesker[1] der sad og ventede i Jerusalem efter Jesu himmelfart. Det er der flere grunde til, tror jeg, men en af dem er nok at vi tit ikke rigtig gør os klart hvor hjælpeløse vi er uden Helligånden – ligesom Paulus i lang tid heller ikke gjorde det, fordi han var så klog. Vi har simpelt hen brug for at genopdage den åndelige disciplin som det er at vente på Gud – og dermed mener jeg vel at mærke ikke at læne os tilbage os adsprede os med alt muligt andet, men inderligt at søge Guds ansigt i bøn, mens vi bekender hvor hjælpeløse vi er uden ham – ligesom disciplene gjorde i tiden mellem himmelfarten og pinsedagen – ikke fordi vi ikke fik Helligånden da vi blev døbt og kom til tro, men fordi vi har brug for hele tiden at modtage ny kraft fra Gud, ligesom en bil har brug for hele tiden at få fyldt brændstof på for at kunne blive ved med at køre. Helligåndens kraft er ikke noget vi får til ejendom; den består i at vi hvert øjeblik lader os lede af Ham.
Som jeg nævnte før, er Helligånden den samme ånd som var i Jesus, og det vigtigste som Helligånden skaber i os, er derfor enhed med Jesus – den enhed som blev grundlagt da vi begravede vores gamle liv og blev genfødt til et nyt liv sammen med Jesus, nemlig da vi blev døbt. Den eneste vej til den herlighed som Jesus i dagens tekst siger at han har givet sine disciple, er nemlig at vi holder forbindelsen til Jesus intakt, for det er kun fra ham herligheden kommer.
Der er imidlertid noget vigtigt vi skal huske på i den forbindelse, og det er at for Jesus gik vejen til herlighed og sejr gennem lidelse og død, og vi kan ikke forvente at det kommer til at være anderledes for os. Når Det Nye Testamente taler om at vi som kristne har adgang til et liv i ”herlighed”, så betyder det ikke at vi kommer til at slippe for de genvordigheder som der er forbundet med at leve som menneske i denne verden – tværtimod må vi påregne at verden vil behandle os lige så fjendtligt som den behandlede vores Herre. Paulus kunne jo, som vi hørte i dagens første læsning, med tilslutning citere skriftstedet ”På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.” Men hvis vi på grund af vores tilhørsforhold til Jesus kommer til at opleve trængsel af forskellig slags – enten den kommer fra mennesker eller fra omstændigheder som ingen mennesker har kontrol over – så kan vi trøste os med at netop det at gå igennem trængsler sammen med Jesus er vejen til den herlighed som Jesus vandt. ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Se ApG 1,15
Comments