Prædiken til Kristi himmelfarts dag 2023
Posted By admin on 23. maj 2023
Himmelfarten: Kroningsfest!
Prædiken i Tejn og Sct. Klemens Kirker Kristi himmelfarts dag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Forrige lørdag blev Charles den 3. kronet til ”konge af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og af hans øvrige riger og territorier, overhoved for Commonwealth, og troens beskytter”. Nogle af jer fulgte måske med i ceremonien på tv, for det er jo ikke hver dag at der er en konge der bliver kronet. Her i Danmark har vi helt afskaffet kroningsceremonien, og i England er det 70 år siden det skete sidst. Selv var jeg optaget af andre gøremål og fulgte derfor ikke med i den historiske begivenhed, men på den anden side gør det vel heller ikke den store forskel for mig hvem der sidder på tronen i London. Jeg er jo hverken indbygger i Det Forenede Kongerige eller i nogen af kong Charles’ øvrige riger eller territorier, og min tro har næppe heller nogen gavn af hans beskyttelse.
Når ordene ”troens beskytter” indgår i kong Charles’ formelle titel, skyldes det at han formelt set er den øverste leder for Church of England, på samme måde som dronning Margrethe er det for Den Danske Folkekirke. I praksis har den engelske konge kun meget begrænset magt, men hans formelle magt omfatter altså både det verdslige og det åndelige regimente. Derfor havde kroningsceremonien også karakter af en kristen gudstjeneste, der blev ledet af Ærkebiskoppen af Canterbury og endda omfattede fejring af nadverens sakramente. Kongen er dog ikke præst og har derfor ikke ret til selv at forrette sakramenterne i Church of England.
Anderledes er det med den konge hvis kroning vi er inviteret med til ved denne gudstjeneste: han er præst, og det endda for evigt! Forskerne er uenige om hvorvidt den Davidssalme, Salme 110, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, har været benyttet i det gamle Israel i forbindelse med kroningen af David selv og/eller en eller flere af hans efterkommere, men der er i hvert fald ingen tvivl om at den på Jesu tid først og fremmest blev betragtet som en profeti om Messias. Det ved vi blandt andet fordi Jesus citerede salmen da han på et tidspunkt skulle forklare farisæerne at Kristus er Davids herre (den tekst er i øvrigt prædiketekst den 8. oktober i år, så det kan I glæde jer til).
Ordet ”Kristus” er i øvrigt en oversættelse til græsk af det hebraiske ord messias (eller m’shiach, som det rettelig udtales), som betyder ”salvet”. Helt tilbage fra Det Gamle Testamentes tid har en særligt parfumeret olivenolie fundet anvendelse som symbol på Guds hellighed og kraft, og når hellig olie bliver hældt ud over et menneske, er det et tegn på at vedkommende er udvalgt og udrustet af Gud til en særlig opgave. Det var faktisk også et af elementerne i kong Charles’ kroningsceremoni at ærkebiskoppen salvede ham med hellig olie (selvom det, så vidt jeg har forstået, foregik bag en afskærmning fordi det betragtes som en så hellig handling at ingen andre end ærkebiskoppen og hans hjælper må se det).
Den første omtale i Bibelen af at en person bliver salvet til en særlig opgave, er i Anden Mosebog hvor Moses salver sin bror Aron til at være Israels første ypperstepræst. Efter Arons død blev hans søn Eleazar på samme måde salvet til ypperstepræst, og sådan fortsatte det hver gang en ny person indtrådte i embedet. Salvningen markerede ypperstepræsten som en højhellig person der både havde særlige rettigheder og særlige pligter, som ingen andre havde.
I Første Samuelsbog læser vi for første gang om at nogen bliver salvet til en anden opgave end tjenesten som ypperstepræst, nemlig til at være konge. (Indtil da havde Israel ikke haft nogen konge). Den første konge var Saul, og det at Saul var salvet af Gud, gjorde at David betragtede ham som fredhellig og ikke ville lægge hånd på ham, selv i en situation hvor Saul stræbte David efter livet (1 Sam 24,7), og selvom profeten Samuel uden Sauls vidende allerede havde salvet David til at blive Sauls efterfølger.
Konger og præster (i hvert fald ypperstepræster) havde altså det til fælles at de var særligt udvalgte og salvede, men der var aldrig personsammenfald mellem kongen og ypperstepræsten. Eller i hvert fald næsten aldrig, for Det Gamle Testamente nævner faktisk én person der var både præst og konge, nemlig Melkisedek. Melkisedek er en meget gådefuld skikkelse. Han optræder i Første Mosebog kapitel 14, men det er ikke meget vi får at vide om ham. Konteksten er at Abrahams nevø Lot var blevet bortført af en feltherre fra Elam (det nuværende Iran) som havde plyndret Sodoma, den by som Lot havde været så tåbelig at bosætte sig i. Abraham (eller Abram, som han blot hed på det tidspunkt) satte efter feltherren, besejrede hans hær og befriede Lot og de andre fanger samt alle de ejendele der var blevet røvet. Derefter begav han sig på vej tilbage mod Sodoma for at give dem deres ejendele tilbage, og undervejs kom han forbi byen Salem, der senere kom til at hedde Jerusalem. Og så står der: ”Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste. Han velsignede Abram og sagde: ’Velsignet være Abram af Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord. Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt,’ Og Abram gav ham tiende af det alt sammen.”
Mere fortæller Det Gamle Testamente os ikke om denne gådefulde præstekonge – altså bortset fra de ord som Gud siger til sin salvede konge i Salme 110, som vi hørte i dag: ”Du er præst for evigt på Melkisedeks vis”. Derimod står der en hel del om ham i Hebræerbrevet i Det Nye Testamente, hvor forfatteren ikke mindst hæfter sig ved at Abraham gav Melkisedek tiende, altså at Abraham betalte en afgift til Melkisedek, mens Melkisedek omvendt velsignede Abraham. Som Hebræerbrevets forfatter observerer: ”Men det kan ikke benægtes, at det er det ringere, som velsignes af det stærkere” (Hebr 7,7). De få vers i Første Mosebog kapitel 14 fortæller os altså at Melkisedek var større end Abraham, at han var en mand som Abraham anerkendte som sin overordnede – og så vidt jeg husker endda den eneste, bortset fra Gud selv, som Abraham anerkendte som sin overordnede. Det har naturligvis sat gang i mange spekulationer om hvem denne Melkisedek mon kan have været, og et interessant bud på dét spørgsmål er den rabbinske tradition der siger at Melkisedek var ingen anden end Noas søn Sem, som ifølge Første Mosebog kapitel 11 blev hele 600 år gammel og således kan have levet samtidig med sit tiptiptiptiptiptiptiptiptipoldebarn Abraham, såfremt levealdrene i stamtavlerne skal forstås bogstaveligt.
Nuvel, uanset hvem den historiske person Melkisedek var, så gled han i hvert fald ind i de israelitiske folkeminder som en der var større og fornemmere end Abraham, og dermed også større og fornemmere end alle Abrahams efterkommere inklusiv både ypperstepræsterne og kongerne (for både Aron og David var jo efterkommere af Abraham). Men alligevel taler dagens Davidssalme altså om at Gud indsætter en konge, der er ”præst for evigt på Melkisedeks vis”, altså en der besidder både kongemagten og præsteembedet, og som er større end alle de konger og præster der ellers har været i løbet af Israels historie. Oven i købet er hans trone ved selveste Guds højre hånd, og mens han sidder dér, vil Gud selv sørge for at lægge alle kongens fjender under hans fødder. Der er ikke noget at sige til at israelitterne glædede sig til at få sådan en mægtig m’shiach!
Derfor er det også et meget oplagt spørgsmål vi hører disciplene stille Jesus i læsningen fra Apostlenes Gerninger: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” Disciplene var jo nået til den overbevisning at det var Jesus der var Israels lovede messias, ham som Salme 110 var en forudsigelse af, og den overbevisning var naturligvis blevet styrket og bekræftet ved at Jesus var opstået fra de døde. Så hvornår ville han indtage sin retmæssige plads på tronen så Gud kunne gå i gang med at lægge alle hans fjender under hans fødder?
Jesus svarede undvigende på spørgsmålet. ”Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt,” sagde han. Men det svar afspejlede også at spørgsmålet i sig selv var udtryk for en misforståelse, nemlig at de fjender som Salme 110 omtaler, skulle forstås som politiske og militære fjender, og at den trone ved Guds højre hånd hvor Jesus skulle sidde mens Gud besejrede hans fjender, skulle stå i det jordiske Jerusalem. Bibelens sidste kapitler lover os at Guds trone engang vil komme til at stå på jorden (vel at mærke den nye jord), og det der lå i Jesu svar, var nok at det ikke er vores sag at vide hvornår det sker. Men havde disciplene blot spurgt: ”Herre, er det nu du vil sætte dig på tronen?”, så kunne Jesus faktisk have besvaret deres spørgsmål med et ”Ja!”. For det var jo netop derfor han fór til himmels: for at sætte sig på tronen ved Guds højre hånd, sådan som vi også hørte det i slutningen af Markusevangeliet. Men de fjender der skal lægges under hans fødder, er ikke politiske og militære, men åndelige fjender. Det er ikke mennesker der er Guds fjender; det er tværtimod de onde åndsmagter der hindrer os mennesker i at leve det liv som Gud har skabt os til at leve. Og det våben som Gud bruger til at besejre de fjender, er forkyndelsen af evangeliet. Derfor nøjedes Jesus ikke med at sige til disciplene at det ikke var deres sag at kende tidspunktet for den fulde oprettelse af Guds rige; han fortalte dem også hvordan de kunne medvirke til at fremskynde tidspunktet, nemlig ved at være hans vidner.
For at vende tilbage til Salme 110, så siger Gud som sagt at han vil lægge kongens fjender under hans fødder, men der står også: ”Dit folk møder villigt frem på din kampdag.” Så selvom det er Gud selv der vil besejre kongens fjender, så får kongens folk lov til at hjælpe til. Og kong Jesus’ folk, det er jo os! Vi får lov til at hjælpe til i kampen mod Jesus’ fjender – der som sagt ikke er mennesker, men, som Paulus skriver i Efeserbrevet: ”for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12). Det lyder meget voldsomt at vi skal kæmpe mod onde ånder, men før I begynder at se Dungeons and Dragons-agtige kampscener for jeres indre blik, så husk at den måde vi bekæmper det onde på, som sagt er ved at være Jesu vidner. Et vidne er jo blot en person der fortæller hvad vedkommende har set og hørt. Så hver gang du fortæller nogen hvad Jesus har gjort for dig, er du med til at stække det ondes magt i verden og bane vej for Guds evige kærlighedsrige.
Og så skal vi endda ikke engang selv finde ud af hvordan vi skal gribe det an, det der med at være Jesu vidner, for Gud vil jo selv lægge kongens fjender under hans fødder, og at det er Gud selv der vil gøre det, omfatter også den del af projektet som vi får lov til at være medarbejdere på. Derfor gav Jesus disciplene besked på at de skulle blive i Jerusalem indtil Helligånden gav dem kraft. Når dét var nødvendigt selv for de disciple der med egne ører havde hørt alt hvad Jesus havde sagt, og med egne øjne havde set at han var opstået fra de døde, hvor meget mere må det så ikke gælde os! Derfor må vi dagligt bede Gud om at udruste os til den opgave der er vores, ligesom han i gamle dage udrustede Israels konger, præster og profeter. Men det har han heldigvis også lovet os at gøre. Den konge hvis kroning vi fejrer i dag, gav nemlig sit liv for at købe os fri af mørkets magt, og han har gjort os til ”et kongeligt præsteskab”, som apostlen Peter skriver i sit første brev (1 Pet 2,9), og Paulus skriver til Timotheus at hvis vi holder ud, skal vi være konger sammen med Jesus (2 Tim 2,12). Derfor er Kristi Himmelfart for alvor gode nyheder for os, for det at Gud bekræftede sin søns kongeværdighed, betyder at også vores værdighed og lykke er sikret i al evighed, blot vi bliver i troen på ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments