Prædiken til 6. søndag efter påske 2023

Posted By on 23. maj 2023

Vidnesbyrdets pris: Vidnebeskyttelse

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 6. søndag efter påske 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De af jer der var i kirke (her) i Klemensker i torsdags, hørte mig sige at Jesus har befalet os at være hans vidner. Jeg sagde også at det er en meget enkel opgave, for det eneste der kræves af et vidne, er at vedkommende fortæller så sandfærdigt som muligt hvad han eller hun har set og hørt. Men desværre kan det ind imellem også være en farlig opgave, især hvis det er en sag om personfarlig kriminalitet man optræder som vidne i. Derfor findes der et særligt sæt regler for vidnebeskyttelse, fordi det ikke er i samfundets interesse at nogen afholder sig fra at vidne på grund af frygt for at den tiltalte eller vedkommendes venner vil hævne sig. Vidnebeskyttelsen kan for eksempel bestå i at man aflægger sit vidnesbyrd på video i stedet for at møde personligt op i retten, eller at tiltalte ikke er til stede i retslokalet, eller at man får lov til at vidne anonymt. I alleryderste konsekvens kan et vidne få tilbudt en ny tilværelse med en ny identitet et sted hvor han eller hun ikke er i fare for at blive opsporet af den eller de personer man har vidnet imod. Om nødvendigt kan den nye identitet omfatte kosmetisk kirurgi så man også får et anderledes udseende.

                      At være vidne for Jesus er heller ikke ufarligt, og hvis nogen vil bilde dig noget andet ind, skal du ikke tro på det. Allerede inden Jesus udsendte apostlene som sine vidner, advarede han dem om hvilke konsekvenser det ville få for dem: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.”

                      Det er næsten det værste, ikke – at de der kæmper imod Gud og imod sandheden, bilder sig ind at de kæmper for Gud og for sandheden? Men sådan vil det jo meget ofte være med os mennesker. Egoisme og udsigten til personlig vinding kan drive mange mennesker til at gå på kompromis med deres moral, men skal vi kaste os med liv og sjæl ind i en kamp for en sag, så kræver det at vi tror på – eller i hvert fald kan bilde os selv ind – at det er en retfærdig sag. Den eneste grund til at nazismen og kommunismen fik så stor indflydelse i det 20. århundrede, var at der var millioner af mennesker der var overbeviste om at Hitler og Stalin kæmpede for det gode. Det samme gælder alle dem der i dag støtter foretagender som Islamisk Stat. (Man kunne også nævne at millioner af russere er overbeviste om at Putins invasion af Ukraine er et retfærdigt og nødvendigt forsvar mod ugudelige nazister fra Vesten).

                      Modstanden mod Jesus og hans vidner kom i første omgang fra jøderne, altså selve det folk som himlens og jordens skaber havde udvalgt blandt alle jordens folk til at være sit eget ejendomsfolk og sine vidner. Den opgave var israelitterne mildt sagt ikke sluppet specielt godt fra; det havde snarere været reglen end undtagelsen at de havde ladet hånt om Guds lov og endda dyrket afguder, og som straf var de blevet ført i eksil i Babylon og var senere blevet undertrykt af de græsk-syriske og romerske storriger. Men den megen udlændighed og undertrykkelse havde affødt en national og religiøs vækkelse, så på det tidspunkt hvor Jesus blev født til jorden, var der et meget stort antal jøder der havde besluttet sig for at de for alt i verden ikke ville gentage deres forfædres fejl. Nu skulle Guds lov overholdes, og det til punkt og prikke! Nu ville de ikke længere lade sig påvirke af de hedenske nabofolk og deres ugudelige skikke, men i stedet være stolte af at netop de havde fået Guds ord betroet. Nu skulle det være slut med den åndelige slaphed – nidkærhed for Gud skulle der til! Mere end nogensinde brændte det jødiske folk for Gud og hans lov, og man skulle umiddelbart tro at den indstilling ville sikre at Guds Søn ville få den bedst mulige modtagelse. Men i stedet blev det netop farisæernes nidkærhed for Guds lov der drev dem til at slå Jesus ihjel! ”Gudsbespottelse”, sådan lød den anklage der fik Det jødiske Råd til at fælde dødsdommen over Jesus, og den dom fik han paradoksalt nok fordi han som den eneste adlød Gud helt og holdent. Og den slags uretfærdig behandling må Jesu vidner altså også være forberedt på at møde.

                      Hvordan kan det gå til at nidkærhed for Gud kan føre til at man kæmper imod Gud? Det giver Jesus også sine disciple og os svaret på: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.” Religiøs iver gør nemlig mere skade end gavn hvis man ikke kender Gud i sit hjerte. Det kunne Paulus tale med om, for før sin omvendelse var han selv en af de ihærdigste forfølgere af de kristne, og det var han efter eget udsagn netop fordi han var ”brændende af iver for Gud” (ApG 22,3). Derfor kunne han også skrive sådan her i Romerbrevet om sine jødiske landsmænd, efter at han selv var blevet genstand for sine tidligere ligesindedes forfølgelse: ”Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses. For det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand. De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed” (Rom 10,1-3). Det var blandt andet det ønske der gjorde at Paulus tålmodigt fandt sig i den uretfærdige forfølgelse han blev udsat for. Og af samme grund er det vigtigt at du og jeg stiller os til rådighed som vidner for Jesus i dag.

                      Det var kun i kirkens allerførste tid at det var jøderne der var den væsentligste kilde til forfølgelse. Det jødiske establishment havde en vis magt over de jøder der kom til tro på Jesus, men de ikke-jødiske kristne (eller rettere: vi ikke-jødiske kristne, for jeg har jo ikke selv jødisk baggrund) blev efterhånden de fleste, og da romerne først lagde Jerusalem i ruiner i år 70 og siden smadrede Israel helt og holdent efter Bar Kokhba-oprøret i år 134, var jøderne ikke længere en magtfaktor. I dag er Israel som bekendt igen kommet på landkortet, men selvom både messianske jøder og palæstinensiske kristne i Israel og omegn ind imellem oplever chikane fra ekstreme jødiske grupper, er Israel alligevel det land i Mellemøsten hvor kristne kan leve mest trygt. I dag kommer den voldsomste forfølgelse af kristne nemlig fra en helt anden udgave af religiøs nidkærhed uden forstand, og det er islam.

Man kan ikke én til én sammenligne de muslimske ekstremister der i dag forfølger de kristne i lande som Afghanistan, Somalia og Syrien (men også mange andre steder) med de jødiske ekstremister der forfulgte Jesus og apostlene, for det kristne evangelium bygger jo på jødernes hellige skrifter, mens muslimerne har en anden hellig bog, Koranen, som vi som kristne må afvise. Men vore dages voldelige islamister har det til fælles med Paulus’ jødiske modstandere at de i deres religiøse iver (i hvert fald for en dels vedkommende) er drevet af en oprigtig længsel efter at tjene Gud. Blandt andet derfor må vi også inderligt ønske og bede om at muslimerne lærer Jesus at kende som deres frelser, og vi må være vidner om Jesus, også over for dem. Det kald er der heldigvis mange kristne der har taget på sig, også her i Danmark, hvor der efterhånden bor mere end en kvart million muslimer. For nylig havde jeg fornøjelsen af at møde Sebastian Olesen, der for ni år siden flyttet til Vollsmose med den udtrykkelige hensigt at dele Guds kærlighed med de mange muslimer i området, inklusiv de unge ballademagere man jævnlig hører om i nyhederne. Han har i løbet af de år oplevet trusler og chikane, men han har også oplevet mange åbne døre for evangeliet, og verden har helt sikkert på brug for flere som ham.

                      Vi skal være Jesu vidner over for både jøder, muslimer, hinduer, buddhister, asatroende, ateister, og for den sags skyld også over for hinanden som kristne, for vi har alle brug for at blive opmuntret og formanet i troen. De fleste mennesker er heldigvis søde og fredelige, men vi må som sagt være indstillede på at der overalt er mennesker der lever i den vildfarelse at de tjener Gud ved at bekæmpe evangeliet om hans Søn. Det gælder ikke kun ekstreme muslimer, men også ekstreme hinduer og buddhister, selvom de tror på mere end én gud, og det gælder de ekstremister hvis ”gud” er en nation eller en politisk ideologi. Det at det kan medføre forfølgelse at et vidne om Jesus, giver anledning til at spørge om Jesus så har sørget for en form for vidnebeskyttelse, ligesom den danske stat har? Og svaret på det spørgsmål er ja. Man kan for eksempel sagtens aflægge sit vidnesbyrd på video, og i områder hvor det er nødvendigt, kan man også vidne anonymt, selvom det alt andet lige er mindre effektivt. Jesus giver dog ingen garanti for at hans vidner ikke bliver slået ihjel i denne verden; det blev 11 af de 12 apostle for eksempel. Men til gengæld tilbyder Jesus den ultimative vidnebeskyttelse som betyder at selv døden ikke kan skade os, nemlig en ny tilværelse med en ny identitet et sted hvor ingen kan gøre os fortræd. Gennem dåben og troen på Jesus gør Helligånden os nemlig til Guds børn med hjemstedsret i Himlen, hvor Jesus sidder ved Guds højre hånd. Vi har, som apostlen Peter udtrykker det, ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene” (1 Pet 1,4), og den kan intet menneske, ja end ikke Fanden selv, tage fra os. Derfor må vi som vidner være frygtløse.

                      Og derfor må vi som kristne også om nogen tage os i agt for at blive grebet af en religiøs iver der ikke udspringer af hjertets dybe fællesskab med Gud. Alt for mange gange i kirkens historie er det sket at kristne i nidkærhed uden forstand har udsat anderledes troende for chikane eller direkte forfølgelse. Jeg nævnte før at den forfølgelse som de allerførste kristne blev udsat for, primært kom fra jøder, men det er et trist faktum at der i århundredernes løb er langt flere jøder der er blevet forfulgt af kristne, end omvendt. Også muslimer, hinduer og andre er blevet forfulgt og undertrykt i kristendommens navn, og den dag i dag er der kristne der er fortalere for at begrænse eksempelvis muslimers religionsfrihed. Men det er jo os der er Fredsfyrstens vidner og tjenere, og derfor må vi altid tale med ord fra Gud og som noget helt selvfølgeligt behandle tilhængere af andre religioner på samme måde som vi mener at de burde behandle os, også selvom de behandler os dårligt. Og frem for alt må vi naturligvis vise ydmyg og ubetinget kærlighed til vores medkristne, også når vi synes de er helt forkert på den. At vidne i ord og gerning om Guds kærlighed i Jesus Kristus er alt hvad vi kan og skal gøre, men det er også alt hvad vi behøver at gøre. Resten er op til Gud.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.