Prædiken til 4. søndag i advent 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Johannes Døbers vidnesbyrd: Nu er vi der næsten!
Prædiken i Husum Kirke 4. søndag i advent 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
Nu er vi der næsten. Vi har åbnet 23 af de 24 låger i chokoladekalenderen. Vi har brændt 23 af de 24 tal på kalenderlyset. Vi har set 23 af de 24 afsnit i tv-julekalenderen. Vi har forhåbentlig fået købt de fleste af julegaverne (hvis ikke, kan vi stadig nå det i dag). Julekortene er skrevet og afsendt, hvis man hører til dem der stadig holder den smukke tradition i hævd (selv må jeg tilstå at jeg droppede det for snart mange år siden fordi jeg havde svært ved at finde tid til det). Juleafslutningerne i skoler og børnehaver og vuggestuer og voksenkoret og børnekoret og spirekoret og FDF og diverse klubber og foreninger er overstået. Nu kan julefreden endelig sænke sig i de små hjem, og den højtid som vi så længe har ventet på og gjort forberedelser til, kan tage sin begyndelse.
I gamle dage varede julen i tolv dage, hvor man spiste og drak, gik på besøg hos hinanden og legede forskellige lege. Det kunne for eksempel være huskelege, hvoraf en er blevet til den kendte julesang ”Twelve Days of Christmas” – I ved, den med ”On the first day of Christmas my true love gave to me, a partridge in a pear tree”. Den tolvte og sidste af juledagene var den 5. januar, helligtrekongers aften, hvor man plejede at brænde et særligt tregrenet helligtrekongerslys, og når det var brændt ned, var julen forbi. Næste morgen fejrede man helligtrekonger i kirken, og dagen efter igen var det hverdag på ny.
I dag har vi som bekendt kun to officielle juledage tilbage – allerede den 27. december er der mange der igen skal møde på arbejde, selvom det er mit indtryk at stadig flere firmaer holder lukket i ugen mellem jul og nytår. Men i detailhandelen er der ingen kære mor – der er åbent fra morgen til aften tredje juledag, hvor der er lange køer af mennesker som skal have fyldt deres køleskabe fyldt op igen efter tre dage hvor man ikke har kunnet handle. Men den julepynt som ellers blev hængt op allerede i slutningen af oktober, den kigger man forgæves efter i butikkerne den 27. december, for nu er der pyntet op til nytår med serpentiner og sjove hatte. Og allerede den 2. januar bugner både frysemontrer og bagerudsalg af fastelavnsboller.
At detailhandelen bærer sig sådan ad, kan man i og for sig ikke bebrejde dem, for deres mission i livet er jo at sælge varer, og vi køber nu engang ind med henblik på de fester der ligger foran. Men jeg synes det er ærgerligt at tendensen også breder sig til det øvrige samfundsliv, sådan at vi kalder advent for ”jul”, de syv første juledage for ”tiden mellem jul og nytår”, og de sidste 5 juledage for ”nu er det snart fastelavn”! Det er især ærgerligt fordi det betyder at den sætning jeg sagde for lidt siden – ”Nu kan julefreden endelig sænke sig i de små hjem, og den højtid som vi så længe har ventet på og gjort forberedelser til, kan tage sin begyndelse” – ikke længere afspejler virkeligheden. Sådan som vi i stadig højere grad er begyndt at praktisere julen, ville det faktisk være mere korrekt at sige ”Nu er det snart slut” i stedet for ”Nu skal det snart til at begynde”! Jeg har sågar engang hørt en radio-dj den 25. december sige: ”Ja, vi spiller lige en julesang selvom det ikke er jul mere”! Men, men, men: I kirken holder vi fast ved de gamle dyder! Vi holder julefest for hele familien på fredag den 28. december, og juletræet bliver stående lige til helligtrekonger!
Forhåbentlig kan vi i kirken også på andre områder holde fast i de gamle dyder, og især i de tre vigtigste af dem: troen, håbet og kærligheden. Den mekanisme der sætter ind den 25. december, og som får radio-dj’s og andet godtfolk til at tro at julen er forbi selvom den først lige er begyndt, gælder nemlig også på andre og mere alvorlige områder af livet. Det gælder for eksempel kristendommen.
Hvis man spørger en række tilfældige mennesker på gaden hvad kristendommen handler om (og man ser bort fra svar af typen ”Aner det ikke!”), så vil folk sikkert nævne forskellige ting. For det første vil der nok være nogle der vil nævne den kristne etik – også selvom de nok ikke helt vil have gjort sig klart hvor radikal en etik Det Nye Testamenter er præget af. For det andet vil der sikkert være nogle der vil sige at kristendommen handler om at tro på en gammel mand med langt skæg der sidder på en sky – også selvom det er en sølle karikatur af hvordan Gud beskrives i Bibelen. For det tredje er er måske nogle der vil komme i tanker om noget med at man kommer i himlen når man dør – også selvom det er en lidt upræcis beskrivelse af det kristne opstandelseshåb. Kort sagt: Gud, dyd og udødelighed – også selvom den treklang slet ikke har rod i kristendommen, men derimod i den ”fornuftsreligion” som oplysningsfilosofferne i 1700-tallet prædikede.
Kommer det højt, vil der måske være nogle der kommer i tanker om den kristne fortælling – at Jesus blev født i Betlehem, thi glæde sig Jerusalem, halleluja, halleluja, og at han blev korsfæstet på et tidspunkt, vistnok i påsken. En enkelt eller to har måske endda hørt om opstandelsen og himmelfarten. Men jeg gætter på at meget få vil nævne det begreb som Jesus selv talte allermest om mens han gik på jorden, nemlig Guds rige som kommer.
Jeg nævnte før at Det Nye Testamentes etik er mere radikal end de fleste lige går og tænker på. Jesus sagde for eksempel (og de af jer der ofte har hørt mig prædike, ved at det er et vers jeg tit citerer, men jeg tror faktisk det er nødvendigt at citere det tit så vi ikke glemmer hvor radikalt det som Jesus sagde, i virkeligheden var). Han sagde: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham en mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.” [Matt 5,38-42] Og i Første Korintherbrev [6,7b] fortsætter Paulus i samme spor ved at reagere med forfærdelse på at der var kristne i Korinth der førte retssager mod hinanden – som han skriver: ”Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?”
Det er altid med en vis bæven at jeg citerer den slags skriftsteder fra prædikestolen, for der er jo en hel del af jer der kender mig godt nok til at vide at jeg ikke selv er specielt god til at efterleve dem. Faktisk har der nok aldrig levet et menneske, bortset fra Jesus selv, der levede 100 procent op til den etik som han forkyndte, men det betyder ikke at vi skal droppe at have det som et ideal at stræbe efter. Der har da også været mennesker der kom væsentlig tættere på end jeg gør. Særligt blandt de allerførste kristne blev det betragtet som en selvfølge at man som kristen har langt højere standarder for sin livsførelse end folk har flest – jeg mener, når Paulus ligefrem blev forfærdet over at de korinthiske kristne førte retssager mod hinanden, så siger det lidt om standarden!
Alt det siger jeg ikke fordi det er en moralprædiken jeg vil holde i dag, men fordi jeg gerne vil have at vi skal overveje hvorfor den radikale etik faldt de første kristne mere naturlig end den falder os, og jeg tror at svaret på det er at de havde et andet perspektiv. I deres perspektiv handlede kristendommen ikke bare om noget der var sket engang (og slet ikke bare om ”Gud, dyd og udødelighed”), nej, den handlede om noget der snart ville ske. Noget der skulle til at begynde. Overskriften over deres liv var: ”Nu er vi der næsten!” De ventede simpelt hen at Jesus hvad øjeblik det skulle være, ville komme med himlens skyer og oprette Guds rige på jorden. Og i lyset af det betød det jo ikke alverden om man fik et slag på begge kinder eller forærede sin kjortel væk.
”Nå ja,” vil nogle måske sige, ”men han kom jo ikke, vel? Så derfor giver det sig selv at vi er nødt til at leve på en anden måde i dag end de gjorde dengang.” Men dertil vil jeg sige at det ikke giver mening at sige ”Han kom jo ikke,” for jorden er jo ikke gået under endnu. ”Han kom ikke i det første århundrede,” kan vi sige, og tilsvarende med det andet og det tredje og så fremdeles til og med det tyvende århundrede, men at han ikke kom i det enogtyvende århundrede, kan vi først sige med sikkerhed når år 2099 rinder ud.
”Det er et dårligt argument!” ville mine ateistiske venner naturligvis indvende, og nogle af jer ville måske give dem ret. Man kan jo med det argument påstå at hvad som helst kan ske hvad øjeblik det skulle være, så hvorfor skulle det lige være Jesu genkomst vi tror på? Hvorfor ikke det flyvende spaghettimonster eller Ragnarok eller at Elvis står op fra de døde? For mit eget vedkommende er svaret: Fordi jeg tror på Jesus! Fordi det menneske som evangelierne skildrer, er noget helt særligt – fordi det Gudsrige som han forkyndte, resonerer så stærkt med mine dybeste længsler at jeg ikke kan forestille mig noget bedre end at leve og dø i det håb, selv hvis det ikke skulle være sandt. Som den store russiske forfatter Dostojevskij udtrykte det: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.” Men det spiller selvfølgelig også ind at mit håb ikke er i blinde, men at jeg af forskellige årsager faktisk tror på at det er sandt. (Hvis nogen af jer gerne vil vide mere om hvad der er af rationelle argumenter for at tro på kristendommen, så er der nogle bøger og websites jeg kan anbefale – tag fat i mig ved kaffen, eller ring eller skriv til mig, hvis du vil vide mere). Og endelig – for at fuldende treklangen tro-håb-kærlighed (som i modsætning til Gud-dyd-udødelighed faktisk er af bibelsk oprindelse) – så har jeg set hvordan Guds kærlighed kan gøre en utrolig forskel i menneskers liv. Så ikke alene er det sandt, men det virker!
Jeg har ikke sagt ret meget om dagens tekster i dag, så jeg må hellere slutte af med at vende blikket mod Johannes der står og døber i Betania på den anden side af Jordan, og som bliver spurgt af de jødiske ledere om han er Messias. ”Nej,” svarede han, men så tilføjede han at ”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.” Jøderne ventede på Messias, men alligevel genkendte de ham ikke da han stod midt iblandt dem. På samme måde kan vi også nemt risikere at være blinde for at Guds rige er midt iblandt os. Og det sker især hvis vi taber det håb af syne som Jesus prædikede. For det kan da godt være at han heller ikke kommer igen i det enogtyvende århundrede, men hvis vi ikke lever i håbet om at han kommer, så misser vi en meget central del af det liv som Jesus har kaldet os til. Og selv hvis der skulle gå flere hundrede år inden det sker, så er flere hundrede år ikke for noget at regne mod evigheden, så vi kan med fuld overbevisning sige: ”Vi er der næsten!” Og selv den der ligger på sit dødsleje efter et langt liv som kristen, kan med tanke på evigheden sige: ”Det er først lige begyndt!”
Comments