Prædiken til 1. søndag i advent 2018

Posted By on 4. marts 2019

Indtoget i Jerusalem: Nu kommer frelseren

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i advent 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 20. januar 2009 blev Barack Obama taget i ed som USA’s 44. præsident i overværelse af en menneskemængde på omkring halvanden million mennesker i Washington D.C. og omkring 100 millioner tv-seere verden over. Det var den største menneskemængde der nogensinde har været forsamlet i Washington (hvis man ser bort fra ”alternative fakta”), og hvad tv-transmissionen angår, blev den i nogle lande set af flere tv-seere end åbningsceremonien ved de Olympiske Lege et halvt år tidligere. Lykønskningerne til den nye præsident strømmede ind fra hele verden, og nogle af dem var nærmest overstrømmende. Den britiske premierminister Gordon Brown talte for eksempel om ”et nyt kapitel i både Amerikas og verdens historie”, og Tysklands Angela Merkel udtalte: ”Jeg vil gerne sige at jeg tror det her er en ganske særlig dag, ikke alene for USA, men for milliarder af mennesker verden over.” Også her i Danmark var der store forventninger til at den nye præsident ville indvarsle en ny æra i verdenshistorien, og i Norge var man så begejstrede at man tildelte ham Nobels Fredspris mindre end et år efter hans tiltrædelse, alene fordi han ”gav verden håb”.

                      Obama sad 8 år som USA’s præsident, og da de otte år var gået, var såvel hans tilhængere som hans modstandere enige om at han havde fået udrettet en hel del. Men både tilhængere og modstandere måtte også erkende at i det store og hele var den verden han efterlod i 2017, ikke forfærdeligt forskellig fra hvordan verden havde set ud i 2009. Den gennemgribende forandring som nogle havde håbet på, og som andre måske havde frygtet, den udeblev.

Nu har USA så fået en ny præsident som de fleste her i Danmark er meget lidt glade for, men som en del kristne i USA nærmest har udråbt til at være en ny messias som vil genoprette storhed og retfærdighed i landet – men lur mig om ikke vi kan konstatere det samme når Trumps præsidentperiode udløber, som vi kunne da Obama var færdig, nemlig at de helt store omvæltninger er udeblevet.

                      Når så mange mennesker i denne tid ønsker sig en frelserskikkelse der kan indvarsle en ny tidsalder og gøre alting godt, så vidner det om en utilfredshed med den måde verden ser ud på, og med vores nuværende lederes evner til at forandre tingene til det bedre. Men spørgsmålet er om det er realistisk at den frelserskikkelse nogensinde dukker op. Det er jo ikke fordi det har skortet på mennesker der er blevet hyldet som frelsere – Obama og Trump er kun de seneste i en meget lang række af førerskikkelser. De fleste har efterladt verden stort set uforandret, men der er desværre også nogle af dem der er blevet set som frelsere, der har forrettet meget stor skade (tænk fx på Hitler). Derimod er der ingen af dem der har formået at føre verden et sted hen hvor der ikke længere er behov for en frelser.

                      Det at verden ser ud som den gør, bliver i øvrigt hyppigt brugt som indvending mod kristendommen, for vi kristne påstår jo at der rent faktisk findes en frelser, som oven i købet er almægtig. Det er en påstand som vi har ”arvet” fra jødedommen ligesom så meget andet – som jeg nævnte for tre uger siden, kom Jesus jo ikke til jorden for at stifte en ny religion, men for at opfylde Guds løfter til det jødiske folk og give alle os andre muligheden for at lære den levende Gud at kende. Det er derfor jødernes hellige bog også er hellig for os – vi kalder den Det Gamle Testamente. Det har for nylig været diskuteret om det nu også er en god idé at der indgår en læsning fra Det Gamle Testamente i folkekirkens gudstjeneste, når nu Det Gamle Testamente er jødernes skrift, men dertil vil jeg sige at det er altså også vores skrift, dels fordi det handler om hvordan Gud skabte hele verden (inklusiv os) og derefter udvalgte et bestemt folk med henblik på at velsigne hele verden (inklusiv os), dels fordi det er det skrift der udgør bagtæppet for den scene som Jesus trådte ind på da han blev født for godt 2000 år siden.

                      Vi har som sagt arvet fra jødedommen og Det Gamle Testamente at der findes en almægtig frelser. Det ser vi blandt andet i det stykke fra Det Gamle Testamente som vi har hørt i dag, nemlig Davids Salme 24. Den begynder jo med: ”Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren.” Men så fortsætter den mærkeligt nok (og hvis I vil følge med i teksten, repeterer jeg lige at I kan finde den på side 981 i Salmebogen) med at omtale et bestemt bjerg som Herrens hellige sted, hvor kun personer med skyldfrie hænder og et rent hjerte har adgang. Så hele jorden er Guds, men nogle steder tilsyneladende mere end andre steder? Men det stemmer faktisk meget godt overens med den måde Bibelen begynder på. Først hører vi at Gud skaber hele jorden og alt hvad der er på den, og straks derefter hører vi at han planter en have hvor han sætter Adam og Eva, men at de senere bliver sendt ud af haven, bort fra Guds nærvær, fordi de vælger at leve i ulydighed mod Gud. Men hvis hele jorden er Guds, hvordan kan man så blive sendt ”bort fra Guds nærvær” selvom man stadig befinder sig på jorden?

                      Svaret er, meget kort fortalt, at Gud har en modstander. Det er ikke meget Bibelen fortæller os om hvordan Satan opstod, for det har vi strengt taget ikke brug for at vide for at kunne elske og tjene Gud og vores næste, men Bibelen lægger i hvert fald ikke skjul på at Satan findes, og at han har været til før der var mennesker til. Den gængse tolkning af de få bibelsteder der berører emnet, er at det væsen der blev Satan, oprindelig var en mægtig engel – måske endda den allermægtigste – men at han ikke var tilfreds med at stå lige under Gud; han ville selv være Gud, så han gjorde oprør. Og fordi han var så mægtig, fik hans oprør voldsomme konsekvenser for hele skaberværket. Allerede da mennesket blev skabt, var verden altså et sted hvor kampen mellem det gode og det onde rasede. Gud indsatte mennesket som hersker over det øvrige skaberværk – utvivlsomt med den hensigt at vi med Guds hjælp skulle kæmpe imod Satan og beskytte planter og dyr og hinanden mod hans onde indflydelse. Men desværre lykkedes det for Den Onde at få overbevist Adam og Eva – enten de så var historiske personer eller arketyper eller begge dele – om at Gud ikke ville dem det godt, og at de derfor hellere måtte gå efter selv at blive guder, og det gjorde det hele en del mere kompliceret, da Gud nu ikke kun skulle frelse skaberværket fra Den Onde, men også frelse os mennesker fra os selv.

                      Og det er så dér det ”hellige bjerg” fra Salme 24 kommer ind i billedet, for læg mærke til hvad adgangskravene er til det sted: Skyldfrie hænder og et rent hjerte! Hvis vi mennesker skal kunne frelse os selv og resten af skaberværket fra det onde, så er det selvsagt en forudsætning at vi ikke handler ondt. Og det er i særdeleshed en forudsætning hvis vi skal kunne have noget med Gud at gøre, for Gud er så hellig at et menneske der ikke har skyldfrie hænder og et rent hjerte, slet ikke kan overleve i hans nærvær – selv Moses, som både jøder, kristne og muslimer hylder som en af de største profeter, fik for sin egen sikkerheds skyld kun lov til at se Gud fra ryggen. Derfor gik det ikke an at Gud lod sit nærvær hvile over hele jorden, for så ville alle mennesker jo være faldet døde om – i stedet valgte han et bestemt sted hvor man kunne opsøge ham, og indstiftede et system af sonofre for at slippe uden om den forhindring at der ikke findes nogen mennesker der har fuldstændig skyldfrie hænder.

                      Tilbage til Salme 24, for der er mere i den tekst man kan undre sig over. Cirka midtvejs skifter den nemlig fuldstændig karakter: Fra at have handlet om hvad der skal til for at man som menneske kan blive lukket ind på Guds hellige sted, begynder den pludselig at handle om at dørene skal løfte sig så Gud selv kan komme ind. Hvordan hænger det nu sammen? Jo, i oldtiden (i hvert fald i Mellemøsten og Middelhavsområdet) var det almindeligt at en konge der vendte sejrrigt tilbage fra et krigstogt, drog i triumftog ind i byen for at modtage folkets hyldest. Den by som han drog ind i, kunne være hans hjemby, eller det kunne være en by som han ikke tidligere havde hersket over, men som han nu havde sikret sig magten over – måske ved at besejre en tyran. Især i sidstnævnte tilfælde var det naturligt at byens dørvogtere spurgte hvad det var for en konge der ønskede at drage ind i byen – man skulle jo lige sikre sig at han rent faktisk var velkommen.

                      Det specielle ved situationen i Salme 24 er svaret på spørgsmålet: ”Hvem er ærens konge?” Salmen tilskrives kong David, og derfor kunne man måske have forventet at svaret på spørgsmålet ville være: ”Det er David”, men det er ikke tilfældet. Svaret lyder derimod: ”Det er Herren”, eller måske rettere: ”Det er Jahve”, for i Det Gamle Testamente er ordet ”Herren” oftest en gengivelse af Guds navn, som jøderne allerede på Jesu tid var holdt op med at vove at udtale. Det er altså Gud der bliver hyldet som Israels sande konge, og vel at mærke som en konge der er stærk og vældig, vældig i krig – ja, vel i virkeligheden som en frelser. Og i en situation hvor der ikke findes et eneste menneske der har skyldfrie hænder og et rent hjerte, må det vel også nødvendigvis være sådan at den eneste der virkelig kan frelse, er Gud selv.

                      Og dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om hvorfor verden så stadig har brug for en frelser. Det korte svar er: Fordi portene ikke har løftet sig! Hvordan hænger det sammen?

                      Jo, lad os forestille os at en by i årevis har været underlagt en grum hersker, men at den grumme hersker er blevet besejret af en ædel konge som vil være en retfærdig og gavmild hersker over byen. Hvis nu byens indbyggere beslutter at den ædle konge ikke er velkommen i byen, og dørvogterne derfor ikke åbner portene for ham, hvad har byen så ud af at være blevet befriet? Hvis indbyggerne ikke selv er i stand til at udbedre de skader som tyrannen har forvoldt, så kommer de til at fortsætte med at leve med dem.

                      For at oversætte til forholdet mellem Gud og mennesker: Der foregår som sagt en kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Satan, som går tilbage til før vi mennesker kom ind på scenen, og den kamp kommer Gud til at vinde, selvom det tager tid fordi Satans magt er så stor. ”Stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud”, som vi synger i en salme som vi ikke skal synge i dag. Men nu hvor vi mennesker ikke kun skal frelses fra Satans indflydelse på skaberværket, men også fra det ondes indflydelse på os selv, er situationen mere speget. Luther udtrykker det faktisk meget fint i sin forklaring til den anden bøn i Fadervor, nemlig ”Komme dit rige” (og den forklaring kan man faktisk også finde omme bag i salmebogen, nærmere bestemt på side 969). Der står: ”Guds rige kommer af sig selv uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os.” Med andre ord: Det er fuldstændig sikkert at den store kamp mellem det gode og det onde kommer til at ende med Guds sejr, men hvis vi skal have glæde af den sejr, må vi lukke ham ind i vores liv.

                      Hvordan er status så lige i øjeblikket i den store kamp? Status er at det afgørende slag har fundet sted for omkring 2000 år siden da Jesus døde og opstod. Hans lydighed, kærlighed og villighed til at lide og dø var den ultimative sejr over synden, og hans opstandelse var den ultimative sejr over døden. Men allerede nogle dage før det skete red han ind i Jerusalem i triumf, sådan som vi hørte det i dagens evangelietekst – som i øvrigt er den eneste tekst der bliver prædiket over to gange i løbet af kirkeåret, nemlig både 1. søndag i advent og palmesøndag. Det giver sig selv hvorfor det er den tekst der skal prædikes over palmesøndag, for det var jo netop palmesøndag at Jesus red ind i Jerusalem. Men hvorfor har vi den samme tekst i dag, hvor det ikke er påsken, men julen, der nærmer sig?

                      Fordi Jesus drog sejrrigt ind i vores menneskeverden allerede da han blev født i Betlehem af jomfru Maria. Det vi reflekterer over i adventstiden, er altså at kongen er kommet til vores jord, og at vi skal beslutte om vi vil gøre døren høj og porten vid og åbne hjertets dør for ham.

                      Den 20. januar 2009 blev Barack Obama taget i ed som USA’s præsident efter først at have besejret Hillary Clinton i primærvalgene og derefter John McCain i præsidentvalget. Han regerede i otte år, og nu er han blevet afløst af den næste i rækken. Jesus, derimod, blev født til at være konge, og efter at han havde besejret synden og døden – ikke ved at fremhæve sine egne fortræffeligheder i en valgkampagne, men ved tværtimod at ydmyge sig og give sit liv – proklamerede Gud ham som konge i al evighed. Han er den frelser som verden venter på – men han opererer på en helt anden måde end de førerskikkelser mennesker ellers har set hen til gennem tiderne. Han vil gøre en ende på alt det onde, så vi ikke får brug for flere frelsere i fremtiden, men skal vi have glæde af det, kræver det at vi giver ham adgang til vores liv. Så lad os bruge denne adventstid på at forberede os – ikke kun på den højtid vi skal fejre om tre uger, men på at tage imod Jesus som konge i vores liv.


Comments

Comments are closed.