Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2023

Posted By on 25. januar 2023

Officerens tjener: Haren og skildpadden

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Mange børn ved at verdens hurtigste landdyr er geparden. Jeg lærte som barn at en gepard kan løbe helt op til 110 kilometer i timen, og selvom nyere viden tyder på at det vist kun er omkring 100 kilometer i timen, er det nu også hurtigt nok.

                      Der lever som bekendt ikke geparder i Danmark (undtagen i Ree Park i Ebeltoft), men der er et andet dyr der også kan løbe meget hurtigt, og som vi har masser af også her på Bornholm, og det er haren.

                      I den helt anden ende af skalaen over firbenede dyr finder vi landskildpadderne. (De lever i øvrigt også på Bornholm, nemlig i sommerfugleparken i Nexø). De hurtigste landskildpadder har en marchhastighed på omkring 1 kilometer i timen, så det er noget af en kontrast. Og den kontrast har givet anledning til en opbyggelig fabel, nemlig den om Haren og skildpadden, som vi finder både hos gamle græske Æsop og hos knap så gamle franske La Fontaine, og i øvrigt også i en Disney-tegnefilm fra 1935. I fablen møder vi en hare der er meget stolt af sin hurtighed, og som konstant gør nar af den langsomme skildpadde. Det bliver skildpadden til sidst så træt af at den udfordrer haren til et kapløb med de andre dyr som tilskuere. Haren har svært ved at tage konkurrencen seriøst, og den sikrer sig da også hurtigt en stor føring, så den beslutter at lægge sig og tage en lur. Skildpadden fortsætter imidlertid stille og roligt fremad, og da den nærmer sig målstregen, begynder tilskuerne at juble og klappe så højt at haren vågner. For sent indser den at den har sovet så længe at den er blevet overhalet, og selvom den skynder sig på benene, når den kun at se skildpadden komme i mål foran sig. For selvom skildpadden var langsom, så kom den dog frem, og haren havde ingen gavn af sin hurtighed når den i sit overmod troede at løbet var vundet på forhånd.

                      Grunden til at fablen om haren og skildpadden er så populær, er naturligvis at vi mennesker let forfalder til overmod som haren, hvor vi i stedet burde tage ved lære af skildpaddens vedholdenhed. Det er et tema som vi også finder adskillige steder i Bibelen, for eksempel i Ordsprogenes Bog hvor der i kapitel 16 vers 18 står: ”Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald”, eller i Esajas’ Bog kapitel 9, hvor Israel er blevet angrebet af en fjende som har anrettet store skader på landet, og Guds profeter har sagt til folket at det er sket på grund af deres ugudelighed og opfordret dem til at omvende sig. Esajas skriver: ”Herren har sendt et ord mod Jakob, det har ramt Israel, hele folket har lært det at kende, Efraim og Samarias indbyggere. Men i hovmod og hjertets overmod sagde de: ’Teglstenene er faldet, men vi bygger med kvadersten; morbærtræerne blev fældet, men vi erstatter dem med cedre’” (Es 9,7-9). Det at Gud havde udvalgt Israel som sit eget folk, fik dem nemlig alt for tit til at tænke at så var den hellige grav velforvaret (hvis I vil undskylde anakronismen); at så behøvede de ikke at tage det så nøje med at holde Guds bud, men kunne roligt fortsætte med at undertrykke og udnytte de fattige og de fremmede – også selvom de kunne slå op i deres hellige bog, Toraen (som vi kristne kender som ”De 5 Mosebøger”) og læse blandt andet det vi hørte som den første læsning i dag om at Gud ”ikke er partisk … men (som) skaffer den faderløse og enken ret, og (som) elsker den fremmede”.

                      Begivenhederne i dagens prædiketekst finder sted næsten 750 år efter Esajas’ tid, men overmodet hos det israelitiske folk, eller i hvert fald hos dets religiøse elite, var ikke blevet mindre, selvom folket i mellemtiden havde været igennem et eksil i Babylon og senere været underlagt et undertrykkende græsk-syrisk herredømme, og nu var underlagt Romerriget. Farisæerne og de skriftkloge hvilede stadig som Æsops hare på de laurbær de ikke havde vundet endnu, og det havde de gjort så længe at der nu var en ”skildpadde” der var godt på vej til at overhale dem, nemlig dels de fattige og foragtede i deres eget folk – syndere og toldere og ustuderede tømrere og fiskere – og dels endda mennesker fra andre folkeslag. Jøderne plejede ellers at se ned på de andre folkeslag fordi det jo var dem selv, jøderne, der var Guds udvalgte folk, men i dagens prædiketekst møder vi altså en ikke-jøde – tilmed en repræsentant for den romerske besættelsesmagt! – som udviser en større tro end Jesus har fundet hos nogen i Israel. Det får Jesus til at fremsætte en meget alvorlig advarsel til israelitterne: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Beskrivelsen af Himmeriget som et sted hvor man sidder til bords med Abraham og Isak og Jakob er måske lidt fremmedartet for os (selvom den er meget almindeligt brugt i Bibelen), men meningen er klar nok: Et menneskes afstamning er ikke nogen adgangsbillet til Guds rige, så det nyttede ikke noget at den jødiske elite på Jesu tid påberåbte sig at de var ”Rigets egne børn”, når deres liv og tro ikke bar noget som helst præg af Guds rige. Derimod tog Gud med åbne arme imod den troende officer selvom han ikke havde nogen israelitisk stamtavle at prale med.

                      Ordene om at de skal komme fra øst og vest og sidde til bords i Guds rige, har til alle tider været et meget populært skriftsted blandt ikke-jødiske kristne (altså sådan nogle som de fleste af os der er i kirke her i dag), for det er jo os der bliver talt om – os der ikke stammer fra Israel, men fra et helt andet land langt mod – ja, i vores tilfælde er det jo så nord, men der er også kristne der stammer fra lande langt syd, øst eller vest for Israel. Jeg kunne sagtens have valgt at holde en prædiken om hvor stort det er at Gud har givet os det privilegium at sidde med som gæster ved hans bord, selvom vores afstamning egentlig tilsagde noget helt andet, og den prædiken vil jeg måske holde når vi om to år igen møder denne her prædiketekst, men i dag er det noget andet jeg vil lægge vægt på, nemlig faren for at vi ”skildpadder” selv begynder at opføre os som haren i fablen. For hvor nemt er det ikke at begynde at tænke, ligesom farisæerne gjorde, at vi i kraft af vores tilhørsforhold til en eller anden gruppe har mere ret over for Gud end andre mennesker har? ”Jeg er medlem af Folkekirken; det er vel det vigtigste,” kan man måske tænke. Eller det kan være en anden kristen gruppering i eller uden for Folkekirken – Indre Mission, Luthersk Mission, Dansk Oase, Grundtvigsk Forum, Pinsekirken, Baptistkirken, Women’s Aglow, Full Gospel Businessmen, eller hvad har vi. Som min ven Niels Peter Finne nede fra FGP-huset plejer at sige, så står der en stor papirkurv ved indgangen til himlen, hvor vi kan smide alle vores kirkelige medlemsbeviser, for de har alligevel ingen værdi hos Gud. Og det skulle ikke undre mig om der er masser af mennesker rundt om i verden, der ikke har noget formelt kirkeligt tilhørsforhold, men som alligevel søger Jesus med en oprigtighed der får ham til at udbryde: ”Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i” – indsæt selv navnet på den kirke du tilhører.

Eller det kunne også være ”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark”, for vi danskere er jo nærmest verdensmestre i at bilde os ind at vi er verdensmestre i alt. I et af de oprindelige 12 vers til nationalsangen Der er et yndigt land – nutildags plejer vi jo kun at synge det første og anden halvdel af det sidste vers, eventuelt suppleret med vers 2 og 3 hvis det kommer højt, men resten af sangen emmer også så meget af selvfedme at det ikke er til at holde ud – i et af versene skriver Oehlenschläger sågar: ”Vort sprog er stærkt og blødt, vor tro er ren og lutret”. Ja, gid den var! Men den tro som Jesus ser efter, har ikke det fjerneste at gøre med om du er jøde eller græker eller dansker eller tysker eller russer eller amerikaner eller iraker eller afghaner eller kineser, for som apostlen Peter indså i Apostlenes Gerninger kapitel 10: ”Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed” (ApG 10,34-35).

Alt det her kan måske lyde hårdt – betyder alle vores kvalifikationer og akkreditiver virkelig ingenting? Men selvom det kan lyde hårdt, så er det en god nyhed at det er sådan, for det betyder nemlig at det overhovedet ikke er os selv det kommer an på, men ene og alene Jesus. Selv den tro, som Jesus roste den romerske officer for, var ikke en from gerning som officeren præsterede; nej, den bestod ene og alene i at han i sin nød henvendte sig til Jesus i tillid til at Jesus kunne alt det som han ikke selv kunne. Eller som vi (sang / skal synge om lidt): ”At tro er at komme til ham, som på korset har sejret for os”.

Det betyder dog ikke at det er ligegyldigt hvad vi gør og ikke gør, for det vi gør, er som regel en afspejling af hvad vi inderst inde tror på. Det der var problemet for såvel farisæerne på Jesu tid som deres åndelige forfædre på Esajas’ tid, var jo netop at deres handlinger var en eklatant modsigelse af den tro på Gud som de påstod at de havde. Og det kan nok være et nyttigt spørgsmål til selvprøvelse også for os i dag: Hvilken tro (eller mangel på samme) vidner mine handlinger, mine holdninger, mine prioriteringer om? Blot må vi ikke tro at vi kan frelse os selv ved at have de rette handlinger, holdninger og prioriteringer. Frelsen er og bliver ved Guds nåde alene, og det skal vi være glade for, for det betyder at selv en ”skildpadde” kan vinde løbet. Ja, faktisk er det kun en skildpadde der kan vinde – eller oversat til teologisk sprog: Vi kan kun blive frelst hvis vi erkender at vi ikke kan frelse os selv. Modsat Æsops hare, der mente at løbet var vundet på forhånd, må vi indse at løbet er tabt på forhånd hvis det stod til os selv – men det står heldigvis ikke til os selv; det står til Jesus, og derfor må vi firmodigt løfte vores hoveder og lunte frejdigt derudad med 1 kilometer i timen!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.