Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2023
Posted By admin on 19. januar 2023
Brylluppet i Kana: Hvornår får vi Gud at se?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Som barn hørte og læste jeg et eventyr der hedder Østen for sol og vesten for måne. Det er et norsk folkeeventyr, men eventyr har det jo med at krydse mange landegrænser, og når jeg genfortæller det, vil I sikkert blive mindet om såvel myten om Amor og Psyche (hvis I kender den) som det kendte eventyr om Skønheden og udyret. Det norske eventyr begynder med at en fattig bonde får besøg af en hvid bjørn der tilbyder ham store rigdomme mod at blive gift med bondens datter. Efter en del overvejelser siger både pigen og hendes far ja til tilbuddet, og bjørnen bærer sin brud til et vidunderligt smukt fortryllet slot hvor hun har adgang til alt hvad hun kan ønske sig, bortset fra menneskeligt selskab. Hver nat kommer der imidlertid en mand og lægger sig hos hende, men hun får ham aldrig at se, for inden det bliver lyst om morgenen, er han væk igen. Sådan går der en rum tid indtil pigen begynder at føle sig ensom og savne sin familie derhjemme. Bjørnen giver hende lov til at tage hjem og besøge dem, men advarer hende om at hun ikke må tale med sin mor i enrum. Og så kan I jo sikkert godt regne ud hvad hun ender med at gøre! Moren planter tvivl i datterens sind ved at sige at det måske er en ond trold der kommer og sover hos hende om natten. Da pigen siger at hun ikke har nogen lampe i soveværelset som hun kan tænde, giver hendes mor hende et tællelys med besked om at tænde det midt om natten så hun kan se hvem det er der ligger ved hendes side. Som sagt, så gjort – og pigen opdager at hendes elsker er verdens smukkeste prins. Hun forelsker sig straks dybt og inderligt i ham og bøjer sig for at kysse ham, men idet hun gør det, spilder hun varm tælle på hans skjorte, og han vågner. Ude af sig selv fortæller han hende at han er blevet forhekset af sin onde stedmoder så han er en bjørn om dagen. Havde hun bare kunnet styre sin nysgerrighed i et år, ville han have været befriet for forhekselsen og have været ved hendes side som den smukke prins døgnet rundt, men nu bliver han i stedet nødt til at rejse til sin stedmoders slot, der ligger østen for solen og vesten for månen, og gifte sig med hendes hæslige datter – og væk er han. Resten af eventyret, som handler om pigens farefulde færd for at vinde sin elskede tilbage, må I selv læse, for det har ikke nogen relevans for det jeg vil sige i dag.
Moralen i eventyret er ikke helt indlysende, for selvom pigens mor fremstår som en frister der planter tvivl i sin datters sind, så tror jeg de fleste af os ville have gjort det samme hvis vi havde været i hendes sted – set med det 21. århundredes øjne er hun ikke tvivlens og fristelsens stemme, men fornuftens og besindighedens, for hvad er det for et besynderligt ægteskab hvor hustruen ikke må se sin mand, og hun ikke engang får at vide hvorfor hun ikke må se ham? Men folkeeventyr er jo en genre for sig hvor der gælder nogle helt andre regler og værdisæt end der gør i den virkelige verden, og eventyret handler selvsagt ikke om hvordan man helt konkret skal gebærde sig i et ægteskab, men nok snarere om det at håndtere at man ikke kan vide alt om hinanden, men på nogle områder er nødt til bare at have tillid til at den anden ikke er en ond trold. På et dybdepsykologisk plan kan man sikkert få meget mere ud af historien, men det vil jeg ikke gå ind i. Derimod vil jeg gerne dvæle ved hvad det er der får pigen til at følge sin mors råd, for det handler jo ikke kun om tvivl, men vel også om en uforløst længsel: Selv hvis hun havde kendt sandheden, ville der stadig være en sorg over at hun ikke fik sin elskede at se i hans sande skikkelse, men kun i bjørneform.
En lignende sorg havde Moses (hvis I vil undskylde den lidt uelegante overgang). På det tidspunkt hvor vi møder ham i dagens første læsning, har han tilbragt 40 dage indhyllet i en lysende sky på toppen af bjerget Sinaj, hvor Gud har talt til ham som det ene menneske taler med det andet, hvilket var et helt unikt privilegium for et menneske på Det Gamle Testamentes tid. Efter at han kom ned fra bjerget, havde han stadig adgang til at tale med Gud ved at gå et stykke uden for folkets lejr og slå et telt op, hvor Gud så kom og mødte ham i den lysende sky. Helt utroligt. I slutningen af Femte Mosebog beskrives Moses’ eftermæle med ordene: ”Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt” (5 Mos 34,10). Men selvom Moses altså talte med Gud ansigt til ansigt, så så han ikke Gud ansigt, fordi Gud som sagt mødte ham inde i en sky. Og selvom Moses fik adgang til et helt unikt privilegium som mange misundte ham, så forstår jeg ærlig talt godt at han ønskede sig mere – at han længtes efter at se herligheden fra det guddommelige ansigt som talte til ham.
Det at Moses fik lov til at tale med Gud som det ene menneske taler med det andet, var som sagt et helt unikt privilegium for et menneske på Det Gamle Testamentes tid. Men vi lever ikke på Det Gamle Testamentes tid; vi lever i en ny og langt bedre tid hvor, som vi hørte i søndags, ethvert menneske har direkte adgang til Guds trone gennem troen på Jesus, fordi Jesus har købt os med sit blod til at tilhøre Gud, og fordi han har sendt os Helligånden som er Guds nærvær direkte ind i vores indre menneske. Alligevel – ja, jeg ved ikke med dig, men jeg kan i hvert fald godt nikke genkendende til den længsel som Moses gav udtryk for! Det hører selvfølgelig med til historien at selv det som Moses oplevede – at tale ansigt til ansigt med Gud inde i en sky – ikke ligefrem er noget jeg oplever hver dag, for selvom Guds ånd bor i os, og vi har fri adgang til at tale med ham når som helst, så er det ikke altid det føles sådan. Meget ofte hænger det sammen med at vi bliver distraheret af alt muligt andet så vores åndelige sanser bliver sløvet og vi ikke er opmærksomme på Guds nærvær, selvom han er helt nær. Men selv de mennesker der har sat alt ind på at søge Gud i bøn og kontemplation, og som har kunnet bevidne for alle os andre at det virkelig kan lade sig gøre for enhver gennem Jesu navn at tale med Gud som det ene menneske taler med det andet – selv de mennesker taler stadig om en uopfyldt længsel, som endda tilmed er større end den længsel efter Gud som vi andre går rundt med. Tag for eksempel Paulus, som nok havde et mere inderligt bønsliv end de fleste, og som blandt andet fortæller i Andet Korintherbrev om en oplevelse han havde hvor han ”blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale” (2 Kor 12,4); han skriver tidligere i samme brev: ”vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren” (2 Kor 5,6-8), og i Romerbrevet skriver han: ”også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,23).
Selvom vi der er døbt til Jesu navn, nu er Guds børn, er det altså uundgåeligt at vi til en vis grad deler skæbne med pigen fra det gamle norske eventyr, så længe vi lever i denne verden. ”Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.” Når vi ser os om i verden, er der ganske vist mange vidnesbyrd om Guds herlighed, ikke mindst i skaberværket, men også når kærlighed og barmhjertighed sætter sig igennem i menneskelige relationer; men sammenlignet med Guds konstatering ved slutningen af skabelsesberetningen i 1. Mosebog: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31) må man sige at det er gået noget ned ad bakke. Hvis vi husker på at vin i Det Gamle Testamente er et symbol på fred, velstand og glæde, så kan vi i overført betydning sige om vores verden at ”vinen” er sluppet op. Og den overførte betydning tror jeg Johannes spiller meget på i sin beretning om vinunderet i Kana, som vi lige har hørt – ikke sådan at forstå at beretningen kun skal forstås symbolsk (jeg synes det fremgår ret tydeligt af de mange detaljer i beskrivelsen at der helt konkret og bogstaveligt var seks kar med vand der blev forvandlet til god vin), men sådan at forstå at det konkrete mirakel pegede ud over sig selv på en langt større og dybere sandhed, og at det er derfor Johannes tillægger det så stor betydning.
Umiddelbart virker det ellers som et mirakel af noget mindre vigtighed end for eksempel helbredelser og dødeopvækkelser, for selvom det i datidens kultur var en stor social ydmygelse for en brudgom at der ikke var vin nok til hans bryllup, og det måske endda kunne føre til økonomiske erstatningskrav fra gæsternes side (hvor utroligt det end lyder), så var det trods alt ikke en tragedie på linje med for eksempel den unge mand vi skal høre om næste søndag, som var så syg at han lå lammet. Alligevel skriver Johannes altså at Jesus ved at forvandle vand til vin ”åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham”. Men det er netop fordi miraklet først og fremmest var en tegnhandling, der indebar et løfte om at Jesus også vil gøre noget ved manglen på Guds herlighed i verden. Og det at skafferen til sin undren fandt at den vin Jesus havde fremskaffet, var bedre end den vin der var sluppet op, er et tegn på at Gud gennem Jesus vil gøre verden endnu mere herlig end den var på skabelsens morgen.
Ganske vist sagde Jesus ”Min time er endnu ikke kommet” da Maria bad ham om at hjælpe brudeparret med deres vinproblem, og selv i dag, næsten 2000 år senere, er Guds rige endnu ikke brudt igennem i sin herlighed. Som Gud sagde til Moses da han bad om lov til at se Hans herlighed, kan intet menneske se Gud og beholde livet. ”Syndigt øje blændes af al din herlighed”, som vi sang i den første salme. Derfor kom Jesus til jorden for at sone vores synd ved sin død på korset så vi kan blive rene nok til at se Gud uden at dø af det. Men der er stadig flere milliarder mennesker i verden der slet ikke har hørt den gode nyhed om frelsen i Jesus, og blandt andet derfor må vi stadig leve i den uforløste længsel, ligesom pigen måtte i det norske eventyr. Og ligesom hende får vi ikke at vide hvor længe vi skal vente. Men i modsætning til hende får vi heldigvis fra tid til anden lov til at se et glimt af den herlighed der venter os: Ligesom Moses fik lov til at se Gud ”fra ryggen”, sådan får vi også lov til at se frugter af Guds herlighed allerede nu i denne verden, også selvom vi ikke får hans ansigt at se. Og ligesom vinunderet gjorde at Jesu disciple troede på ham, kan den herlighed vi trods alt får at se i form af skaberværkets skønhed, menneskelig godhed og konkrete bønnesvar, forhåbentlig også inspirere os til at stole på den brudgom som vi ikke kan se endnu.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments