Prædiken til 2. påskedag 2021

Posted By on 6. april 2021

Emmausvandrerne: Luk øjnene op!

Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er en løjerlig beretning, den med de to disciple der går til Emmaus påskedag om aftenen. Selvom beretningen er relativt lang sammenlignet med mange af kirkeårets øvrige prædiketekster, så efterlader den os alligevel med en lang række ubesvarede spørgsmål: Hvem var de to disciple? (Vi får at vide at den ene hed Kleofas, men det bliver vi ikke meget klogere af, og den anden får vi ikke engang navnet på). Hvad skulle de i Emmaus? (Mindst en af dem boede der åbenbart, men hvorfor blev de ikke i Jerusalem sammen med de andre?). Hvorfor genkendte de ikke Jesus da han slog følge med dem? Hvorfor genkendte de ham pludselig da han brød brødet? Hvorfor var det i øvrigt ham der brød brødet når han var gæst – det var som regel værten der gjorde det? Og så det spørgsmål som jeg tror at allerflest godt kunne tænke sig at vide svaret på: Hvordan lød den bibeltime han holdt undervejs, hvor han ”begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne”?

                      Det sidste spørgsmål vil jeg ikke forsøge at besvare i dag (det ville også tage væsentlig mere end en halv time!). Til gengæld vil jeg give et bud på spørgsmålet om hvorfor de ikke genkendte ham.

                      En vigtig grund var naturligvis at de regnede med at han var død og begravet, og at de derfor ikke betragtede det som en mulighed at de kunne møde ham. Men på en eller anden måde er det ikke helt forklaring nok, for hvis du eller jeg mødte en af vores afdøde kære på gaden og faldt i snak med dem, så tror jeg ikke vi ville kunne undgå at genkende dem, især hvis der ikke var gået mere end 3 dage siden begravelsen. Hvordan vi ville reagere, ved jeg ikke – måske ville vi blive ovenud lykkelige over at de alligevel var i live, måske ville vi blive skrækslagne – men genkende dem er jeg ret sikker på at vi ville. Da Jesus opvakte Lazarus fra de døde nogen tid før sin egen død og opstandelse, blev han også med det samme genkendt af alle der havde kendt ham. Så der må være andre årsager der spiller ind, og en af dem, tror jeg, er at Jesus havde en anden slags legeme efter sin opstandelse end før sin død. Han kunne for eksempel forsvinde ud i det blå mens han sad til bords i Emmaus, og senere på aftenen dukke op ud af det blå i Jerusalem som vi skal høre på søndag. Vi ved også fra den tekst der skal prædikes over 2. påskedag næste år, at Maria Magdalene ikke straks genkendte ham da hun så ham i gravhaven, men troede at det var gartneren hun talte med. Så Jesus har nok set anderledes ud end de huskede ham.

                      Men hvorfor genkendte de ham så da han brød brødet? Og hvorfor genkendte Maria ham da han sagde hendes navn, som vi skal høre om et år? Og hvorfor genkendte disciplene ham da han besøgte dem i Jerusalem om aftenen, som vi skal høre på søndag? For Emmausvandrernes vedkommende står der: ”Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham”. Omvendt står der tidligere i teksten at ”deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.” Man må gå ud fra at Kleofas og hans kammerat ikke gik med lukkede øjne på vejen mellem Jerusalem og Emmaus, men at det skal forstås i en overført betydning når der står at deres øjne henholdsvis ”holdtes til” og ”åbnedes”. Og jeg tror at dén overførte betydning har noget med tro at gøre. Som vi hørte i dagens første salme: ”Troens øje ser det Han gir liv og fred.” Grunden til at de ikke kunne se at Jesus gik sammen med dem, var at de dybest set ikke troede på ham. Jo, de troede tilstrækkelig meget på ham til at Lukas omtaler dem som ”disciple”, men ligesom de andre disciple havde de været – med Jesu ord – ”tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt”. Jesus havde jo gentagne gange forberedt disciplene på at når de kom til Jerusalem, ville han blive henrettet, men opstå igen på tredjedagen (Luk 9,22; 18,31-33), men alligevel blev de chokerede og fortvivlede over det første og troede ikke på det andet; tværtimod afviste de kvindernes beretning om englene ved den tomme grav som ”løs snak”, som det fremgår tidligere i det kapitel prædiketeksten er hentet fra (Luk 24,11). Men da Jesus brød brødet som han havde gjort da han bespiste 5.000 mænd med fem brød og to fisk (Luk 9,16), og igen da han indstiftede nadveren skærtorsdag aften (Luk 22,19), kom troen pludselig til dem, og deres øjne åbnedes.

                      Hvordan mon det ser ud med vores øjne? Holdes de til, eller er de åbne? Ser vi når Jesus vandrer sammen med os? Der er ganske vist den forskel på Emmausvandrerne og os at vi lever efter Jesu himmelfart, hvor han ikke længere går legemligt rundt på jorden – hverken med den ene eller den anden slags legeme. Men det betyder ikke at han er fraværende! Før sin himmelfart sagde han jo til disciplene at han ville være med dem alle dagen indtil verdens ende, som vi bliver mindet om hver gang der er dåb, og da han sendte Helligånden ti dage efter sin himmelfart, blev flokken af disciple bogstaveligt talt hans legeme fordi de fik hans ånd. Derfor kan Paulus skrive til menigheden i Korinth: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke” (1 Kor 12,13) og ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27).

                      Hvis det legeme Jesus gik rundt med efter sin opstandelse, så anderledes ud end disciplene huskede ham fra før hans død, så ser hans nuværende jordiske legeme langt mere anderledes ud, må man sige, for det består af millioner af mennesker med forskellig alder, køn, hudfarve, sprog og interesser. Derfor kan vi heller ikke genkende Jesus medmindre Gud selv åbner vores øjne. Men når han gør det, så vil vi pludselig kunne se at Jesus virkelig lever i dag, og at han er midt iblandt os i sin kirke. Nadveren, som vi desværre ikke kan fejre på vanlig vis i disse måneder, er det stærkeste tegn på dette (det var jo netop da han brød brødet at Kleofas og hans kammerat genkendte ham), men han er der hele tiden. Vores fysiske øjne kan ikke se ham, men når vi åbner troens øjne, må vi undre os over hvorfor vi ikke hele tiden kunne se at det var ham der gik dér sammen med os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.