Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2020

Posted By on 15. september 2020

Den lamme ved Bethesda Dam: Bliver det aldrig min tur?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Sally ringer: ”Det lyder nok skørt, men jeg syntes jeg ville spørge om du har hørt om Alice?” Jeg løber ud for at se hvad der sker, kan næsten ikke tro hvad jeg ser: En stor, flot bil stopper op foran Alice’s dør. – Hvorfor tager hun hjemmefra sådan som hun gør? Jeg skulle måske spørge, men synes ikke at jeg tør. I 24 år har jeg boet lige ved siden af Alice! 24 lange år med mine drømme i håbet om at hun en dag vil høre på min bøn. Det bliver svært ikke mere at sku’ bo lige ved siden af Alice!

                      Sådan sang Flemming ”Bamse” Jørgensen i 1977 i sin danske version af Smokies tåreperser Living Next Door To Alice om en særdeles langvarig ulykkelig forelskelse. Tanken er næsten ikke til at udholde: Tænk at gå rundt i 24 år og vente på noget – og så sker det ikke alligevel! Det er en meget stor del af ens liv at spilde på et forfængeligt håb!

                      I dagens evangelietekst møder vi en mand der har ventet i ikke kun 24, men 38 år – ikke på sin drømmepige, men på hvem som helst der kunne hjælpe ham hen til det helbredende vand. Hvor tit det skete at Guds engel bragte vandet i oprør, får vi ikke at vide – ”til tider” kan i princippet være alt fra noget der skete flere gange om dagen til noget der kun skete med flere års mellemrum – men det er i hvert fald sket mere end én gang i løbet af de år den stakkels mand har ligget der. Men hver gang er en anden nået ned i vandet før ham, og han har stået – eller rettere: ligget – slukøret tilbage. Hvis vi kan have medfølelse med ham der boede ved siden af Alice i 24 år, så må vi have dybt og inderligt ondt af ham der lå ved Bethesda Dam i 38 år!

                      Og måske kan nogle af os endda genkende noget af hans frustration fra os selv eller en vi holder af. Jeg kender i hvert fald flere som i årevis har døjet med invaliderende sygdomme, og hvis håb om at deres situation nogensinde bliver anderledes, bliver mindre og mindre. Måske har de endda – ligesom manden ved Bethesda Dam – set andre mennesker blive helbredt, mens de selv må kigge langt efter nogen bedring i deres tilstand. Det kan også være smerten over at være ufrivilligt single gennem mange år mens alle de andre bliver gift og får børn, eller måske den vedvarende smerte over et meningsløst dødsfald i ens nærmeste familie. Eller det kan være en smerte som det er umuligt at forklare til andre, måske fordi man knap nok selv forstår den. Den slags kan give anledning til spørgsmål som: ”Bliver det aldrig min tur? Har Gud glemt mig? Findes Gud overhovedet, og hvis han gør, er problemet så at han ikke er så almægtig som de siger i kirken, eller er det snarere at han er en slags kosmisk sadist der nyder at se folk lide? Eller har han af en eller anden grund bestemt at jeg ikke fortjener at have det lige så godt som de andre?” Tænker man sådan, er man i godt selskab, for Salmernes Bog i Det Gamle Testamente rummer mange klagesange hvor salmisten udtrykker lignende følelser – blandt andet i den vi hørte som den første læsning i dag, hvor David ligefrem beder: ”Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen”.

                      Men beretningen om den syge mand ved Bethesda Dam ender heldigvis godt! Manden bliver rask, så han nu kan bære sin båre i stedet for at det er den der bærer ham. Bagefter kommer der ganske vist et efterspil hvor nogle religiøse paragrafryttere kommer efter ham fordi han bærer sin båre på en sabbat, og fokuserer så meget på dét at de slet ikke ænser at der er sket et mirakel lige for øjnene af dem, men dem har jeg ikke tænkt mig at sige meget mere om i dag, selvom mange af os sikkert kan genkende mere af deres indstilling fra os selv, end vi bryder os om at indrømme. I stedet vil jeg tale om hvad vi kan lære af beretningen når vi står i situationer hvor vi er frustrerede og føler at det aldrig bliver vores tur.

                      For det første: Tålmodighed behøves! Selvom du synes du har ventet længe, og hjælpen ikke er kommet endnu, så betyder det ikke at hjælpen ikke kommer! Og selvom 38 år er forfærdelig lang tid at lide, så er det for intet at regne i lyset af evigheden. Hvis livet i denne verden var alt hvad vi havde at håbe på, så ville det være intet mindre end en tragedie at bruge 38 af sine år på at ligge og vente på en chance der aldrig kom. Har vi derimod et håb om et evigt liv, så er de lidelser vi kan komme til at opleve i denne verden, ganske vist stadig meget lidelsesfulde mens de står på, men de kan i det mindste ikke berøve os vores håb, og som Paulus (der om nogen kendte alverdens lidelser på sin egen krop) skriver i Romerbrevet: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” (Rom 8,18).

                      For det andet: Vi skal passe på ikke at stirre os blinde på én bestemt ting, så vi overser at der måske er andre muligheder. I slutningen af Smokies sang om Alice dukker der et uventet tvist op, idet Sally (den kvinde der ringer til hovedpersonen og fortæller ham at Alice flytter) siger: ”Alice er væk, men jeg er her stadig, og du ved jeg har ventet i 24 år”! Hvordan hovedpersonen reagerer på den besked, får vi ikke at vide – det var jo Alice han drømte om, og derfor er det ikke sikkert at han kunne bruge Sallys kærlighedserklæring til noget som helst. På den anden side kan det også tænkes at det kun var hans besættelse af Alice der var skyld i at han aldrig havde fået øjnene op for Sally, og at han derved havde snydt sig selv for lykken. Manden ved Bethesda Dam havde også i alle årene haft sit blik rettet det forkerte sted hen, for da det kom til stykket, var det slet ikke dammen der endte med at helbrede ham! Selv da Jesus stod lige foran ham og tilbød ham det som han inderst inde allermest ønskede sig, nemlig: ”Vil du være rask?”, selv da var han ikke i stand til at se ud over sin frustration over at han ikke havde nogen til at hjælpe sig i vandet. Men heldigvis for ham tog Jesus sagen i egen hånd og gav ham det som han ikke havde bedt om, men som var det han havde brug for. I hans tilfælde mindede det ganske vist ret meget om det han havde bedt om, for det var jo netop for at slippe af med sin sygdom at han gerne ville have hjælp til at komme først i vandet. I andre tilfælde kan Guds gode planer for os måske være noget der ser meget anderledes ud end det vi havde forestillet os. Og under alle omstændigheder er der ingen grund til at spilde de 38 år (eller hvor meget det nu bliver) som vi kommer til at vente på at Gud griber synligt ind. Selv en person der lider, kan tjene Gud og være til gavn og glæde for sine medmennesker. Ja, jeg vil endda sige: Netop en person der lider, kan tjene Gud og være til gavn og glæde for sine medmennesker! For den der kender smerten fra sig selv, har meget lettere ved at møde smerten hos sine medmennesker med omsorg og empati. Hvis du er i tvivl om det er rigtigt, så kan du jo spørge dig selv hvem du helst ville betro en dyb sorg eller smerte til: En der selv kender til at lide, sørge og miste, eller en hvis liv har været en dans på roser?

                      For det tredje: Det jeg lige har sagt, skal ikke forstås sådan at Gud bevidst sender lidelser over os for at gøre os bedre til at hjælpe andre mennesker der lider – hvis det var tilfældet, ville det unægtelig være både klogere og venligere af ham helt at lade være med at sende lidelser! Jeg tror slet ikke det er Gud der skaber lidelser – alt hvad Gud har skabt, er godt, kan vi læse i skabelsesberetningen. Lidelserne kommer fra Guds og vores fjende, Djævelen. Derfor er jeg også overbevist om at det altid er Guds vilje at de syge skal helbredes. Når vi nogle gange skal vente i 38 år, og når nogle slet ikke oplever at blive helbredt mens de lever i denne verden, så er det fordi Guds rige stadig ikke er kommet fuldt ud i sin herlighed. Men takket være Jesu død på korset, hvor han bar alverdens ondskab på sin krop, og takket være hans opstandelse, hvor han besejrede døden, må vi have lov at tro på at Gud vinder til sidst – ja, at han allerede har vundet, selvom fjenden stadig har nogle ”modstandslommer” tilbage. Og selvom de modstandslommer kan påføre os lidelse, så er Gud stærk nok til at han endda kan bruge vores lidelse – selvom han ikke har villet den – til at gavne sit rige, vores næste – og i sidste ende faktisk også os selv. For her til slut endnu en gang at citere lidelsernes apostel, Paulus: ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: ’På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.’ Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 8,35-39).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.