Prædiken til 13. søndag efter trinitatis

Posted By on 8. september 2020

­Zebedæussønnernes ønske: Hvem får hæderspladsen?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 13. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Film er ind imellem rædsomt forudsigelige, for sådan kan de fleste mennesker lide dem. Hvis hovedpersonen i en film for eksempel stiller op i en konkurrence hvor han eller hun er undertippet, og de andre personer i filmen mener at hovedpersonen ikke har en chance, så sker det forbavsende tit at helten ikke alene overrasker positivt og klarer sig hæderligt med en placering et sted midt i feltet – nej, han eller hun bliver selvfølgelig nummer et! Alt andet ville være skuffende når det nu engang er den person der er helten, så pyt med at det som regel er enormt urealistisk, og pyt også med at der sikkert er mange af de andre deltagere der også er både undertippede og så sympatiske at vi ville have holdt med dem hvis instruktøren havde valgt at se begivenhederne fra deres synsvinkel.

                      I det virkelige liv er det som bekendt sådan at der kun kan være én der bliver nummer ét, uanset om der er tale om et racerløb eller et præsidentvalg eller måske en eller anden attraktiv post som man bliver udpeget eller kåret til. Derfor er det normalt ikke en god idé at gå igennem livet med den indstilling at kun en førsteplads tæller, for det virkelige liv fungerer på en anden måde end filmene gør – for eksempel er alle de personer du konkurrerer imod, lige så meget hovedpersoner som du er, fordi vi hver især ser livet fra vores egen synsvinkel. Derfor tror jeg også man gør sine børn en bjørnetjeneste (altså en skadelig tjeneste) hvis man bilder dem ind at de kan opnå alt hvad de drømmer om, hvis bare de tror nok på det og sætter alt ind på det, for der er ganske enkelt ikke plads til så mange professionelle fodboldspillere, fotomodeller og statsministre som der er unge mennesker der drømmer om at blive det! Det betyder selvfølgelig ikke at man ikke skal forfølge sine drømme; man skal blot gøre sig klart at man sagtens kan have et godt og lykkeligt og vellykket liv selvom man ikke opnår det man drømmer om. Til gengæld opnår man måske andre ting som en slags sidegevinst eller trøstpræmie: Bliver man ikke nummer 1, bliver man måske nummer 2 eller 3 eller 4; bliver man ikke statsminister, bliver man måske justitsminister; bliver man ingen af delene, er der en chance for at man i det mindste lærer noget og har det sjovt undervejs.

Jeg ved ikke hvad Zebedæussønnerne havde af store drømme da de var teenagere. Deres far, Zebedæus, var fisker, så det lå nok i kortene at de to sønner, Jakob og Johannes, også skulle være fiskere. De var i hvert fald allerede gået ind i deres fars firma på det tidspunkt hvor de pludselig forlod det hele for at følge Jesus. Samtidig var de troende jøder som drømte om frihed for deres folk – Guds folk. De kendte givetvis deres bibelhistorie og vidste at Gud havde lovet deres fjerne forfar Abraham at hans efterkommere ville blive til velsignelse for alle folk på jorden, men opfyldelsen af det løfte virkede nok ret fjern mens de gik der på bredden af Genesaret Sø og fangede fisk som de skulle betale skat til den romerske besættelsesmagt af. De havde helt sikkert også hørt om Kong David, den mægtigste konge i Israels historie, som havde fået et løfte fra Gud om at der til evig tid ville sidde en af hans efterkommere på tronen, men nu havde der i næsten 600 år ikke været en konge af Davids slægt i Jerusalem. Og det virkede bestemt ikke som om der var noget som helst de to unge fiskere kunne gøre ved den sag. Men så var det at Jesus dukkede op. De kendte ham måske godt i forvejen, for når man sammenligner de fire evangeliers beretninger om Jesu opstandelse, tyder det på at Zebedæussønnernes mor sandsynligvis hed Salome og var søster til Jesu mor Maria, hvilket ville betyde at Jesus var fætter til Jakob og Johannes. Men uanset om han var deres fætter eller er, så blev det først for alvor spændende da Jesus begyndte at gå rundt og prædike at Guds rige var kommet nær, altså at Gud nu endelig ville tage magten på jorden. Og Jesus nøjedes ikke med at tale overbevisende om det; han gjorde også mirakler. Ifølge evangelierne var det i kølvandet på en mirakuløs fiskefangst at Zebedæussønnerne valgte at forlade deres hidtidige erhverv da Jesus lovede at gøre dem til ”menneskefiskere”. Og de fik hurtigt ”fisket” en masse mennesker, så der snart var tusindvis af mennesker der fulgte Jesus, og mange talte om at det måske var ham der var Messias – altså den konge der skulle genrejse Israels kongedømme under Davids dynasti. De to fiskerdrenge fra Galilæa stod altså pludselig på tærsklen til deres drømme, og de var oven i købet kommet med i inderkredsen omkring ham der stod i spidsen for det hele. Men den inderkreds talte 12 personer, og hvem af dem skulle nu have hæderspladserne på højre og venstre side af Jesus som hans mest betroede rådgivere og embedsmænd når han engang blev konge? Det var flere gange sket at Jesus i særlige situationer kun havde taget tre af disciplene med sig, og det havde som regel været Jakob, Johannes og Simon Peter. Måske var det et forsøg på at køre Peter ud på et sidespor da Zebedæussønnerne fik deres mor til at bede Jesus om at love dem hæderspladserne? Måske kom initiativet fra en mor der var ambitiøs på sine sønners vegne, og som måske havde opdraget dem med at de ville kunne opnå hvad som helst hvis bare de troede nok på det? Vi ved det ikke, men hvad årsagen end var, så besluttede Jakob og Johannes altså på et tidspunkt at ”gå efter guldet” og lægge billet ind på pladserne til højre og venstre for Jesus.

Men magten og æren og berømmelsen har en pris. Man bliver ikke professionel fodboldspiller uden at træne hårdt, også når man overhovedet ikke har lyst til det, og bliver man statsminister, skal man være forberedt på stress i form af et grænseløst arbejde, et tyngende ansvar og voldsom kritik fra alle sider. For 2000 år siden var det heller ikke en dans på roser at komme til tops, men det havde Zebedæussønnerne tilsyneladende gjort sig klart, for da Jesus sagde: ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?”, så svarede de uden tøven ja. Men så sagde Jesus noget mærkeligt: ”Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give til nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.” Det lyder umiddelbart som en ekstremt dårlig deal: I skal nok få lov til at betale berømmelsens pris, men I kan ikke være sikre på at få berømmelsen alligevel. Øv!

Men forklaringen følger heldigvis, for da de ti andre disciple (forståeligt) bliver vrede over at Zebedæussønnerne har forsøgt at underløbe dem, forklarer Jesus at der er noget som alle tolv disciple fuldstændig har misforstået. Det rige som han skal være konge i, er nemlig helt anderledes end alle andre riger der har været på jorden, inklusive Kong Davids israelitiske kongerige. Faktisk er alt vendt fuldstændig på hovedet i Jesu kongerige, for der er det den der tjener mest der er den største – altså ikke den der tjener flest penge, men den der gør mest for andre. Og der er vel at mærke ikke tale om at man skal være tjener og træl for en tid for at erobre magten, hvorefter man kan gå i gang med at bruge den til sin egen fordel; nej, det at være tjener og træl er selve den måde man udøver lederskabet på! Og det sætter pludselig Jesu svar til Zebedæussønnerne i et helt andet lys: Det bæger som han spørger om de kan drikke, er ikke prisen for at hæderspladserne – det er tværtimod et vilkår ved at sidde på hæderspladserne! Og det viser at Jesus utvivlsomt havde ret da han sagde at de ikke vidste hvad de i virkeligheden spurgte om – nemlig at få lov til at tjene Gud og deres medmennesker mere selvopofrende end alle de andre! Og det mærkelige svar som Jesus gav dem, kan så oversættes med: ”I skal nok få lov til at yde en selvopofrende indsats, men jeg kan ikke garantere at der ikke er nogen der kommer til at ofre sig endnu mere end jer.”

Hvordan kom det så til at gå Jakob og Johannes? Fik de de pladser de havde bedt om? I første omgang gjorde de ikke, for da Jesus blev arresteret, stak alle disciplene af, selvom de ellers havde lovet ham at de ville stå last og brast med ham indtil døden. Derfor blev det to unavngivne forbrydere der kom til at være på højre og venstre side af Jesus da han udrettede sin allerstørste bedrift, nemlig at give sit liv på korset. Men Zebedæussønnerne tog revanche senere: Jakob var den første af de tolv apostle der blev martyr, da han blev halshugget af kong Herodes få år efter Jesu himmelfart, og selvom Johannes (som den eneste af apostlene) døde en naturlig død i en høj alder, havde han forinden udstået meget tortur og landflygtighed. Også apostlen Paulus, som er forfatteren til det stykke jeg læste op lige før trosbekendelsen, kom til at gennemgå mange lidelser fordi han var apostel, lige indtil han blev hashugget af kejser Nero. I et af sine breve opremser han noget af det han har oplevet, og jeg citerer: ”Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre ganget, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne” (2 Kor 11,23b-28). Alligevel kan han på sine gamle dage skrive, som vi hørte, til sin unge ven og protegé, Timotheus: ”Jeg takker … Jesus … fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste.”

Hvorfor i alverden var Paulus taknemmelig over at have fået sådan et rakkerliv? Fordi det gav ham mulighed for at kende Jesus bedre! I et andet af sine breve skriver han at hans mål i livet er ”at vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham” (Fil 3,9-10). Paulus havde med andre ord samme ønske som Zebedæussønnerne, nemlig at sidde så tæt på Jesus som muligt og spille så stor en rolle som muligt i Jesu kongerige. Og det er faktisk et rigtig godt mål at have! Derfor bebrejder Jesus heller ikke Jakob og Johannes deres ønske, for det at være så tæt på Jesus som muligt, er måske det allerbedste og vigtigste vi kan stræbe efter.

Dengang Jesus kaldte Jakob og Johannes til at forlade deres fars fiskefirma, sagde han som sagt at han ville gøre dem til ”menneskefiskere”. En fiskefisker der fisker fisk, han fisker fisk op af det vand hvor de lever og har det godt, for at de kan blive spist af enten mennesker eller husdyr, men en menneskefisker fisker mennesker op fra døden for at de skal leve lykkeligt i dage uden ende. Jesus, Guds søn, lod sig føde på jorden for at vi mennesker skulle kunne blive det vi var skabt til at være, nemlig Guds børn der kender ham som vores far og lever evigt sammen med ham. Det gjorde han ved at tage al vores synd på sig og tage det med i døden for at udslette det, sådan at vi kan leve for Gud. Når vi bliver døbt, bliver vi knyttet sammen med Jesus, og hans død og opstandelse kommer til at gælde for os. Hvis vi bliver i troen på ham, så er vores evige liv sikret, og så har vi råd til at bruge vores liv i denne verden på at hjælpe andre med stort og småt, og frem for alt på at hjælpe dem til at lære Jesus at kende. Og som sagt vil vi opdage at jo mere vi ofrer os selv, jo mere vil vi erfare at leve tæt sammen med Gud og Jesus allerede her i denne verden, og dermed få en forsmag på det paradis der venter os.

Det betyder ikke at det er nemt – hverken at vide hvordan vi bedst bruger vores liv til gavn for andre på den måde som Gud kalder lige præcis os til, eller at overvinde vores magelighed og egoisme så vi rent faktisk lever på den måde vi er døbt til. Men de gode nyheder er at hvis vi søger at lære Jesus at kende – for eksempel ved at læse i Bibelen, gå i kirke, bede, deltage i nadveren – så vil han hjælpe os til at gøre det vi ikke selv kan, fordi han giver os Helligånden. Vil I have uddybet hvordan dét foregår, så må I komme igen en anden gang!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.