Prædiken i Tejn, Sct. Klemens og Rø kirker helligtrekongers søndag 2020
Posted By admin on 10. januar 2020
Verdens lys: Kan vi være sikre?
Prædiken i Tejn, Sct. Klemens og Rø kirker helligtrekongers søndag 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Rasmus Berg var en landmandssøn fra provinsen. Han havde et lyst hoved, og hans forældre var rimeligt velstående, og derfor betalte de for at han kunne få en universitetsuddannelse i København, hvilket kun var få forundt dengang i 1700-tallet. Derfor vækker det også opsigt da han vender hjem til sin fødeby, og alle er imponerede over at han har lært at tale latin. Logik har han også lært, og han beviser uden problemer at hans mor er en sten – men det gør hende naturligvis ulykkelig, så han konstruerer straks et andet argument som beviser at hun alligevel ikke er en sten. Hans forældre er dybt imponerede og erklærer at hans uddannelse har været alle de penge værd de har betalt for den.
En der til gengæld ikke er imponeret, er landsbyens degn, som ikke bryder sig om at han nu ikke længere er den eneste lærde mand på stedet. Han udfordrer Rasmus Berg – eller Erasmus Montanus, som han insisterer på at blive kaldt, nu hvor han har studeret – til en offentlig disput på latin. Montanus er sikker på at han nok vil kunne give degnen svar på tiltale, men dér tager han fejl, for det som degnen har at sige, er det argeste nonsens som det er umuligt at give et svar på fordi det slet ikke indeholder et spørgsmål. Landsbyboerne forstår imidlertid ikke latin, så de konkluderer at Per Degn alligevel er langt klogere end den unge akademiker. Da det efterfølgende rygtes at Rasmus har taget kætterske ideer til sig på universitetet, så som at jorden er rund som en bold, og at hver af stjernerne er mange gange større end månen, bliver folk efterhånden overbevist om at han må være vanvittig eller måske endda besat, og hans forlovedes far erklærer at han i hvert fald ikke vil give sin datter til sådan et ukristeligt menneske. Det får den unge dame til at skrive et tårevædet brev til sin forlovede og trygle ham om for hendes skyld at holde op med at påstå at jorden er rund, men skønt brevet gør Rasmus dybt bedrøvet, synes han ikke at han kunne gå på kompromis med sandheden. Men som mange af jer sikkert ved, ender det hele med at han alligevel kryber til korset og sværger på at jorden er flad, efter at en løjtnant har narret ham til at lade sig indrullere i militæret, men tilbyder at lade ham slippe hvis han afsværger sine kætterske ideer.
Holbergs skuespil Erasmus Montanus er først og fremmest en satire over den intellektuelle elites snobberi, som viser sig i den utåleligt arrogante attitude som titelpersonen udviser gennem hele handlingsforløbet. Men det er også et portræt af en side af den danske folkesjæl, nemlig at vi ikke bryder os om hvis nogen mener at de ved bedre end os, eller måske endda at de er bedre mennesker end os. Måske er det fordi vi er for stolte til at indrømme at vi kan have taget fejl, eller måske er vi for magelige til at lave om på vores vaner, men i hvert fald bryder vi os ikke om at der bliver sat spørgsmålstegn ved den måde vi har valgt at leve vores liv på. Så hvis man for eksempel vil agitere for en vegansk livsstil i Danmark, skal man være forberedt på at blive mødt med i bedste fald ligegyldighed, i værste fald vrede. Sundhedsstyrelsens kampagner om kost, rygning, alkohol og motion lader heller ikke til at have den store effekt, og får vi at vide at vi så vidt muligt bør vælge mere klimavenlige transportformer end flyet og bilen, så er vores automatreaktion typisk at det er der da godt nok ikke nogen der skal blande sig i. Dét træk i den danske folkesjæl er nok også en af årsagerne til at vi aldrig har haft nogen voldelige revolutioner i Danmark, for det er simpelt hen for svært at mobilisere folk til støtte op om en politisk sag. Og det er nok også en af de vigtigste årsager til at diverse religiøse sekter har svært ved at vinde fodfæste i vores land. Der skal simpelt hen ikke komme nogen og fortælle os hvad vi skal tro, mene og gøre!
Derfor tror jeg også at vi danskere har relativt let ved at følge farisæernes reaktion på det Jesus siger i dagens tekst: ”Jeg er verdens lys.” Prøv at forestille jer at der var en der stillede sig op i Danmark og sagde sådan! Rasmus Paludan kom tæt på sidste år da han kaldte sig selv ”danernes lys”, men det var der ikke ret mange der lod sig imponere af – i hvert fald ikke nok til at han kom i Folketinget. For hvorfor skulle vi tro på det når nogen siger sådan om sig selv? Hvad har de at have det i? Som farisæerne sagde til Jesus: ”Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.”
Men Jesus siger at jo, hans vidnesbyrd er gyldigt selvom han vidner om sig selv, fordi han ved hvor han er kommet fra. Farisæerne mente også at de vidste hvor Jesus var kommet fra, nemlig fra Galilæa, men som læsere af Johannesevangeliet ved vi jo noget de ikke ved, nemlig at Jesus er Guds Søn, som var hos Faderen før verden blev skabt – længe før han lod sig føde som menneske. Men de farisæere vi læser om i Johannesevangeliet, havde jo i sagens natur ikke selv noget Johannesevangelium de kunne slå op i, så hvordan skulle de kunne vide hvor Jesus i virkeligheden er fra? Jo, siger Jesus, det ville de have kunnet vide hvis de havde kendt Faderen (altså Gud), fordi Faderen selv vidner om sin søn.
Jeg må ærligt indrømme at hvis det havde været hvem som helst andre end Jesus der havde sagt sådan, så ville jeg have afskrevet det som en cirkelslutning. Jeg mener, han siger til de mennesker som havde ord for at kende Gud, at han selv er udsendt af Gud, og når de ikke kan se det, så viser det bare at de ikke kender Gud! Det ville jo omtrent svare til hvis der kom en person ind ad kirkedøren nu og sagde: ”Overlad prædikestolen til mig, for jeg kan tale på Guds vegne, og det som Gud siger, er at I skal lytte til mig! Og hvis I ikke tror på det, så viser det bare at I slet ikke kender Gud!” Sådan et menneske ville vi nok være lige så lidt tilbøjelige til at lytte til som Erasmus Montanus’ bysbørn var til at lytte til ham! Men hvorfor var det så forkert af farisæerne ikke at tro på Jesus?
Fordi der var en forhistorie. Jesus dukkede ikke bare op ud af det blå og påstod at han var Guds søn – han havde forinden sagt og gjort mange ting som bakkede det op. Han havde helbredt syge, han havde prædiket med visdom og autoritet, og han havde forkyndt gode nyheder for de fattige og udstødte – alt sammen ting som stemte overens med profetierne i Det Gamle Testamente om hvad der ville kendetegne Messias. Det Gamle Testamente var (og er) jo jødernes bibel, som farisæerne havde brugt år på at studere, og derfor kan Jesus sige at hvis de virkelig havde forstået de skrifter som de havde studeret, så ville de have genkendt Messias når de mødte ham (jf. Joh 5,36-39).
Hvorfor genkendte de ham så ikke – når de nu havde studeret Skrifterne og kunne citere alle profetierne i søvne? Og hvorfor er der den dag i dag millioner af religiøse jøder verden over der ikke anerkender Jesus som Messias selvom de hører profetierne læst op hver lørdag i synagogen? Ja, problemet er jo nok at det med Gud ikke kan koges ned til kold logik à la Erasmus Montanus; tværtimod skriver apostlen Peter i sit andet brev at ”ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften” (2 Pet 1,20). Vi slipper altså ikke helt for at foretage en cirkelslutning, eller måske rettere: en trosslutning. Hvis spørgsmålet er om vi nu også kan være sikre på at Jesus er Messias, Guds søn, verdens lys, så er svaret at nej, det er ikke noget vi kan bevise matematisk eller naturvidenskabeligt. Den eneste vished vi kan få, er troens vished, men det kræver at vi tør tro på at Gud virkelig er sådan som Jesus påstod at han er.
I en vis forstand har vi ikke noget valg, for hvis det ikke er sandt at Gud er sådan som Jesus sagde, så er vi fortabte. Hvis Jesu død på korset ikke var det ultimative kærlighedsoffer fra en Gud som var villig til at betale en hvilken som helst pris for at redde os fra fortabelsen, så er vi stadig bundet af synden og døden (medmindre vi er så indbildske at vi tror at vi ved egen kraft kan overvinde det onde i os selv). Måske var det derfor den russiske forfatter og tænker Fjodor Dostojevskij i sin tid fremsatte den provokerende påstand at hvis nogen kunne bevise for ham at Kristus ikke er sandheden, så ville han vælge Kristus frem for sandheden? Og jeg tror i hvert fald det er derfor C.S. Lewis i sin roman ”Sølvstolen” (bind 6 i Narnia-serien) lader en af hovedpersonerne sige til en heks der har fanget ham og tre andre i et underjordisk rige og prøver at hypnotisere dem til at tro at ”oververdenen” – og løven Aslan, som er et billede på Kristus – slet ikke findes: ”Lad os sige, at alle disse ting – træer og græs og sol og måne og stjerner og Aslan – kun er noget, vi har drømt. Lad os gå ud fra det. Så kan jeg kun sige, at hvis det er rigtigt, så virker de opdigtede ting en hel del bedre end de virkelige. Lad os forestille os, at dette sorte hul af et kongerige virkelig er den eneste verden. Tja, det forekommer mig at være en temmelig sølle verden. Og det er egentlig sjovt, når man tænker over det. Hvis I har ret, er vi kun nogle børn, der fantaserer. Men vi fire legende børn kan lave en opdigtet verden, som er tusind gange bedre end jeres virkelige verden. Og derfor vil jeg holde med den opdigtede verden. Jeg er på Aslans side, selv om der ikke skulle være nogen Aslan.”
Men selvom vi i en vis forstand ikke har noget valg, så er det alligevel et skræmmende valg vi er nødt til at træffe. For hvis det virkelig er sandt at Jesus er verdens lys, så har det konsekvenser for vores liv, nemlig den konsekvens at hvis vi vil være i lyset, så må vi følge ham. Og det gør vi ved at elske vores medmennesker ligesom Jesus har elsket os. Så længe vi hader bare ét andet menneske, er vi stadig i mørket. Det betyder ikke at vi skal acceptere alt hvad andre mennesker gør, bestemt ikke! – men det betyder at vi skal øve os i kun at hade synden og ikke synderen. Og det kan være svært, især hvis det er os selv der bliver syndet imod!
Heldigvis har vi, som vi sang med Grundtvig, en ledestjerne der kan føre os til Jesus og hans lys, ligesom Bethlehemsstjernen førte de vise mænd til ham da han var spæd, og den stjerne er ”hans Guddoms-ord det klare”, altså Bibelen. Desuden har vi bønnen, hvor vi kan lære Gud bedre at kende ved at bruge tid i hans nærvær og tale med ham, vi har nadveren hvor Jesus rækker os sit legeme og blod i brødets og vinens skikkelse, og vi har fællesskabet i menigheden, som ifølge Paulus er Kristi legeme, præcis som nadverbrødet er det. Tilsammen udgør de fire ting det som med en simpel huskeregel undertiden kaldes ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Bordet, og Brødre- og søstrefællesskabet. Menneskeligt talt kan vi aldrig være sikre på at det er sandt at Jesus er verdens lys, men holder vi fast ved de 4 B’er, vil vores trosvished blive styrket dag for dag.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments