Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2020

Posted By on 10. januar 2020

Fadervor: Fadervor giver frimodighed

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så gik der endnu et år.

12 måneder.

365 dage.

8760 timer.

525.600 minutter.

31.536.000 sekunder.

                      Langt de fleste af de 31.536.000 sekunder er gået, uden at nogen har lagt specielt mærke til dem. Det kan man da også dårligt nå at gøre, for sekunderne forsvinder jo igen, lige så hurtigt som de kommer. Og det er kun i håndboldkampe at tiden kan sættes i stå; det kan den ikke i det virkelige liv.

                      Men der er enkelte af de 31 millioner sekunder der har en helt særlig status og betydning. Og det allermest magiske af dem, det er nok det sekund hvor rådhusuret i København slår sit første slag klokken 00.00 den 1. januar. I minutterne op til sidder millioner af danskere klinet til tv-skærmene for at kigge på den store urskive, og når det store øjeblik indfinder sig, bliver der skålet, jublet, kysset, krammet og fyret kæmpestore farvestrålende raketter af. I hvert fald hvis man har nogen at skåle, kysse og kramme med, og hvis man har råd til nytårsraketter.

                      Men hvorfor går vi så meget amok over at et bestemt sekund oprinder? Hvad er det der er så specielt ved den 1. januar klokken 00.00.00? Svaret er indlysende: Det er fordi der begynder et nyt år! At det lige er på det tidspunkt at det nye år begynder, er ganske vist ikke noget der er blevet givet direkte fra himlen, skrevet i blod. Det kinesiske nytår falder et sted mellem 21. januar og 21. februar efter vores kalender, iranerne fejrer nytår ved forårsjævndøgn, tamilerne den 13., 14. eller 15. april, kopterne den 29. august, og det jødiske nytår (også kaldet hornblæsningsfesten) ligger engang i september eller oktober. At døgnet begynder ved midnat, er heller ikke indlysende – i mange kulturer begynder det ved solnedgang (og hvis det også var tilfældet hos os, ville mange af os nok være noget mindre trætte i dag!).

                      Alligevel er der noget særligt ved det øjeblik hvor det nye år begynder efter den tidsregning vi følger. Og da jeg var ung, kan jeg huske at jeg oplevede det som et befriende øjeblik. Juleferien havde givet anledning til refleksion over det år der var gået, og det var ikke altid opmuntrende. Men når rådhusklokkerne faldt i slag, var det gamle år fortid, og foran mig lå et frisk, nyt, uspoleret år fyldt med nye muligheder, og den nye chance fyldte mig med optimisme. Alle de fejl jeg havde begået i det gamle år, ville jeg naturligvis ikke gentage i det nye år, og alle de marginaler der var gået mig imod i det gamle år, ville helt sikkert vise sig gunstige i det nye. Og alene den forventning indeholdt jo et selvopfyldende element, fordi den betød at jeg trådte ind i januar med selvtillid og oprejst pande. Oven i købet kunne jeg glæde mig over at januar er en måned hvor dagene bliver længere (selvom det går langsomt, især til at begynde med). Jeg kunne faktisk langt bedre lide januar end december – og det kan jeg til dels stadigvæk. Januar er ganske vist en vintermåned, men den har foråret i svøb; det er kun et spørgsmål om tid!

                      Men jeg har efterhånden levet længe nok til at jeg har erfaret at alt ikke nødvendigvis bliver bedre bare fordi der står et nyt tal på forsiden af Mayland-kalenderen (sådan en har jeg nemlig stadig!). Jeg kan for en tid bruge nytåret som inspiration til at vende mit blik fremad i stedet for tilbage og høste noget ekstra optimisme og selvtillid på den konto, men på et tidspunkt finder jeg ud af at jeg inderst inde stadig er den samme, og det er mine medmennesker også, så når det igen bliver december, står jeg igen og længes efter at skifte det gamle år ud med et nyt. Derfor er jeg heller ikke så optaget af ”det magiske øjeblik” længere, og siden jeg blev far til en dreng der vågner tidligt hver morgen uden hensyn til om det er jul eller nytår eller hvad det er, er det endda sket mere end én gang at jeg er kommet sovende ind i et nyt år!

                      Men det gode ved det er at det som jeg plejede at gøre ved nytår, det kan man faktisk gøre når som helst: Vi kan altid vælge at se fremad i stedet for at se tilbage! Vi kan altid vælge ikke at lade os definere af vores fortid, vores fejl og vores dårlige vaner! Og vi kan altid vælge at løfte vores hoveder og møde morgendagen med optimisme!

                      Hvordan kan vi det, når vi nu ved at både vi selv og vores medmennesker stadig er de samme? Jo, det kan vi fordi Gud også stadig er den samme! Og hans løfter kan ikke andet end give os anledning til optimisme! Vores egne planer kan kun alt for let fejle, og derfor gør vi klogt i, som vi hørte i læsningen fra Jakobsbrevet, ikke at prale af hvad vi har tænkt os at gøre, for vi ved ikke engang om vi får i morgen med.

                      Men vores Gud er fra evighed til evighed, og han er ikke ligeglad med os. Faktisk er hans omsorg for os så stor at han hører hvad vi hvisker i vores lønkammer; ja, selv det tavse råb om hjælp når vi ikke engang kan finde de rette ord at bede med, hører han. Hvorfor gør han det? Det gør han fordi vi er hans børn! Den almægtige Skaber som har designet galakserne og hersker over alle verdener, han der var før jorden blev til, og for hvem det år der lige er gået, kun er som et øjeblik at regne – han har givet os ubetydelige små væsener lov til at sige ”Far” til ham! Han interesserer sig for hvad der kommer ud af vores liv, og hans plan og vilje er at det skal ende med – trods alle vores fejl og svagheder – at vores liv ikke har været forgæves.

                      Derfor er der næppe nogen bedre måde at starte et nyt år på end med den bøn som vi kender under navnet ”Fadervor”. I Lukasevangeliet er der en beretning hvor disciplene beder Jesus om at lære dem at bede, og ved den lejlighed lærer han dem en bøn som minder meget om Fadervor, men her i Matthæusevangeliet er det Jesus selv der bringer emnet ”hvordan man beder” på bane, og når han finder anledning til at lære sine tilhørere en ”mønsterbøn”, er det især fordi han ikke vil have at de skal forfalde til at lade munden løbe med tomme ord når de beder, som om det ville øge deres chancer for at blive bønhørt. Vi jordiske forældre ønsker jo heller ikke at vores børn skal bruge overflødigt mange ord når de beder os om noget – faktisk vil jeg hellere have at min søn blot siger ”Far, må jeg få en pære?” end ”Far, min far, min kære far, jeg beder og bønfalder dig så inderligt af hjertens grund, om det kan tilstedes at jeg må stille min sult med en saftig frugt af Pyrus communis!” Gud er lige så lidt til fals for floromvundne omsvøb som vi mennesker er det; han vil langt hellere have at vi kommer til ham som vi er i hjertens oprigtighed.

                      Alligevel kan vi mange steder i Det Nye Testamente læse at både Jesus selv og apostlene ved mange lejligheder tilbragte timer og atter timer i bøn, ligesom ”utrætteligt”, ”vedholdende” og endda ”uophørligt” er ord der hyppigt bruges i forbindelse med bøn. Hvordan hænger det sammen med Jesu formaning om at vi ikke skal lade munden løbe, men blot fremføre vores ønsker for Gud i al korthed? Jo, hvis vi igen tænker på forholdet mellem forældre og børn her på jorden, så gætter jeg på at de fleste forældre godt kan lide at bruge tid sammen med deres børn, og uanset barnets alder er det enormt vigtigt for den gode forældre/barn-relation at man taler sammen. Derfor sidder der også en plakat på indgangsdøren til Klemensker Børnehus hvor der står: ”Har du talt med dit barn i dag?” Så når Gud er vores Far, så er det også helt naturligt at vi bruger tid på at tale med ham. Det handler ikke så meget om at vi lirer en endeløs ønskeseddel af for ham, og det handler som sagt slet ikke om at vi lader munden løbe i tomgang; nej, det handler om at vi giver ham vores opmærksomhed, sådan som vi også gør når vi har en god, dyb samtale med et andet menneske her på jorden. Det kan endda foregå helt uden ord, som det fremgår af et svar som Moder Teresa engang gav en journalist der undrende spurgte hende hvad hun dog siger når hun bruger flere timer i bøn. ”Ingenting,” svarede hun, ”jeg lytter bare til Gud.” ”Nå, hvad siger han så?” spurgte journalisten, hvortil den gamle nonne svarede: ”Ingenting, han lytter til mig!”

                      Men ganske ofte vil en samtale med Gud have karakter af at vi rent faktisk siger noget til Gud, og at han tilsvarende siger noget til os. Det kan tage mange år at lære at genkende Guds stemme, og derfor blev jeg meget imponeret da jeg for nylig læste i den kristne ugeavis Udfordringen (52/2019) om en ung norsk jente ved navn Sofie Hovda som i november 2018 fik en skræmmende oplevelse da hun sammen med nogle venner badede i en dam ved et vandfald på Hawaii. Pludselig udvidede strømmen sig med mange meter på få sekunder, og i mange timer måtte Sofie og to andre klamre sig til en klippeside for ikke at blive revet med af strømmen til den visse død. Til at begynde med troede 23-årige Sofie ikke at hun havde nogen chance for at overleve, og hun bad derfor blot til Gud om at hun måtte blive fundet så hendes forældre i det mindste ville have et lig at begrave, samt at de af hendes familie og venner der ikke kendte Jesus, måtte komme til tro gennem hendes begravelse. Men så hørte hun efter eget udsagn tydeligt Gud sige: ”Du skal leve. Jeg er verdens håb. Jeg har magt over naturen og døden, og jeg kommer med liv.” Gud sagde også til hende at de tolv venner hun var sammen med, også ville overleve, og at hun selv ville blive reddet som den sidste. Og det skete alt sammen: Sofie tilbragte i alt 7½ time i den rivende strøm, og da hun endelig blev reddet, var hun så forkommen at hun ikke kunne gå i en uge. Hun kæmper stadig med eftervirkninger fra ulykken, men er dog rask nok til at fortsætte med at efterstræbe sin drøm om at blive missionær – og tildragelsen har endda givet hende en ny frygtløshed så hun nu er åben overfor at rejse hvorhen det skulle være, fordi hun ved at hun er i Guds hånd, hvad enten hun lever eller dør. Først måtte hun dog udføre 80 timers samfundstjeneste på Hawaii fordi det slet ikke var tilladt at bade på det sted – og dén del af historien har hun forhåbentlig også lært af.

                      Så gå frimodigt ind i 2020, bevæbnet med dit Fadervor og med visheden om at du går med Gud ved din side. Stol på ham, lyt til ham, adlyd ham – og lad dig ikke slå ud af de fejl som du uvægerligt kommer til at begå, og de nederlag som du uvægerligt kommer til at lide, også i år, for det er ikke dem der definerer hvem du er. Du er Guds barn – alle årets 31.536.000 sekunder! (Nej, vent, det er jo skudår: Alle årets 31.622.400 sekunder!).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.