Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag septuagesima 2020

Posted By on 11. februar 2020

De betroede talenter: Får jeg nok ud af mit liv?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker søndag septuagesima 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I søndags talte vi om hvordan man får mest ud af sit liv, og af hensyn til dem af jer der ikke var til gudstjeneste i Klemensker eller Rø den dag, vil jeg lige repetere det svar jeg gav: Det gør man ved at leve sit liv i opofrende og selvhengivende kærlighed! Det lyder meget enkelt, ikke sandt?

                      (kunstpause)

                      Nå, ikke? Nej, det er i virkeligheden alt andet end nemt, for det at vise uselvisk kærlighed, er ikke ligefrem noget der kommer naturligt til os mennesker. Selvom vi prøver, må vi ofte erkende at det kan være meget svært at leve op til. Og alt for tit må vi kigge meget langt efter resultaterne; de ”mange fold” som Jesus har lovet at der kan og vil komme ud af vores liv hvis blot vi vil følge efter ham og leve som han gjorde det.

                      Og så møder vi en lignelse som den i dag! En rigmand, der står over for en længere udlandsrejse, betror sin formue til tre af sine tjenere med en forventning om at de får pengene til at yngle mens han er væk. Det lykkes for to af dem, og de bliver rost, mens det mislykkes for den tredje, og han bliver straffet. Hvem af de tre tjenere ligner du? Hvem af dem ligner jeg? Er der nogen af os der med frimodighed kan stille sig frem og sige til Gud at det som han har betroet os, det har vi fået til at vokse til det dobbelte?

                      Jeg synes det er svært. Og jeg synes godt det kan være anfægtende. For i betragtning af at jeg har været præst i snart 14 år og dermed har brugt utallige arbejdstimer på at forkynde evangeliet, er der kun ganske få (som jeg ved om) der er kommet til tro som resultat af min forkyndelse. Forhåbentlig er der mange flere der på andre måder har haft glæde af min tjeneste, men jeg må sige at i de få tilfælde hvor jeg har oplevet at der er sket en reel forvandling i et menneskes liv, der har jeg ikke kunnet tage nogen ære for det; jeg har nærmest følt mig som tilskuer på første parket til Guds suveræne gerninger! Så hvor mange fold har mit liv båret indtil nu (for nu at benytte sprogbrugen fra sidste søndag)? I hvert fald ikke nok til at jeg kan rette ryggen i fuld fortrøstning til at jeg på regnskabets dag vil kunne lægge dobbelt så meget på bordet som det Gud oprindelig havde betroet mig! Og sammenlignet med mennesker som Afrika-missionæren Heidi Baker, der i løbet af 25 år har været medvirkende til at starte ikke færre end 5.000 nye kirker i Mozambique, må jeg stå beskæmmet tilbage.

                      Men inden vi alle sammen synker ned i fortvivlelse, er der nogle ting ved lignelsen som jeg gerne vil pege på. For det første: Herren sammenligner ikke tjenerne med hinanden. Han betror dem forskellige beløb alt efter enhvers evne, men han bebrejder ikke ham med de to talenter at han ikke har de samme evner som ham med de fem talenter. Ordene ”Jeg har tjent to talenter til” bliver besvaret på nøjagtig samme måde som ordene ”Jeg har tjent fem talenter til”. Derfor skal du og jeg heller ikke sammenligne os selv med Heidi Baker, eller hvem vi nu synes får meget mere ud af deres liv end vi selv gør; vi skal blot være trofaste med det som Gud nu har betroet os at forvalte.

                      For det andet: Vi skal ikke være bange for at der ikke kommer noget udbytte ud af vores liv! Det virker måske ved første øjekast som om lignelsen siger det stik modsatte af det, men når vi ser nærmere efter, ser det heldigvis lysere ud end som så. Det der gjorde at tjeneren med den ene talent ikke fik noget udbytte, var jo ikke at hans indsats slog fejl, men at han slet ikke gjorde nogen indsats. Han var doven, som hans herre påpeger. Sådan så han det ganske vist ikke selv; han sagde selv at det var frygt der fik ham til at grave pengene ned i stedet for at investere dem. Men måske er de to størrelser – dovenskab og frygt – nærmere beslægtet med hinanden end man umiddelbart skulle tro. Er man doven, så er det jo meget belejligt at kunne undskylde sig med at det jo også er alt for risikabelt, det som man inderst inde godt ved at man burde være i fuld gang med. Og omvendt: Er der noget som man er bange for at gøre, så føles det langt mere besværligt at skulle gøre det, og ens lyst til at påtage sig besværet falder.

                      Men hvis jeg læser lignelsen korrekt, så behøver vi slet ikke at være bange! For bemærk at der kun er to kategorier af tjenere: de to der bringer deres talenter i spil og får et afkast, og den ene der ikke bringer sin talent i spil. Der er ikke nogen tjener der handler med sin talent og mister den! Den mulighed er der jo ellers når man foretager en investering, og gennem tiderne har mange kristne ønsket at Jesus havde inkluderet en fjerde tjener i lignelsen, som foretog en fejlslagen investering. Men jeg tror det er meget bevidst at Jesus ikke har gjort det! Jeg tror nemlig slet ikke det kan gå anderledes end at der kommer et godt udbytte hvis vi bringer de ”talenter” i spil, som Gud har betroet os. Resultatet kommer nemlig slet ikke an på vores indsats, men på Gud. Hvis det er okay med jer at jeg foregriber begivenhedernes gang lidt, så vil jeg citere fra næste søndags prædiketekst hvor der står: ”Men Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset.” Og Gud kan få meget ud af lidt; han ”høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt”. Den der stoler på Gud, kan altså ikke komme galt afsted! Når den tredje tjener i lignelsen kom galt afsted, var det jo netop fordi han ikke stolede på at hans herre ville anerkende hans indsats, og derfor gjorde han slet ikke nogen indsats.

                      Men dermed er vi jo blot tilbage ved udgangspunktet. For hvis der ikke kan undgå at komme et udbytte af vores liv, hvis blot vi lægger det i Guds hånd – hvorfor oplever jeg så at jeg ikke udretter noget som helst? Eller i hvert fald alt for lidt? Hvad skal jeg sige når Gud engang kræver mig til regnskab for mit liv?

Hvis du tænker sådan, så har jeg et spørgsmål: Hvordan ved du at du ikke udretter noget? Hvis du minder bare lidt om mig, så kan du sikkert remse en hel række eksempler op på at planer du har haft – planer som ville have været til gavn og glæde for mennesker – er slået fejl. Eller at ulykker som du forsøgte at forhindre, indtraf alligevel. Eller at dagene, ugerne, månederne og årene bare glad forbi dig uden at du havde overskud til at beskæftige dig med andet end den grå hverdag (den erfaring kender præster også til, tro det eller lad være!). Men hvis du skal sammenfatte det hele til en kort sætning, hvordan lyder den så? Inden I får et par øjeblikke til at overveje det, så vil jeg foreslå to forskellige måder den måske kunne lyde på. Forslag 1: ”Jeg har ikke bragt mine talenter i spil.” Forslag 2: ”Jeg har altid gjort alt hvad jeg kunne, men af en eller anden grund har det ikke virket.” (Dit svar kan godt være en kombination af de to; det er fint).

(pause)

Okay, hvis du har svaret at du ikke har bragt dine talenter i spil, så vil jeg bare sige: Hvad venter du på? Se dog at komme i gang! ”Men det kan jeg ikke,” vil du måske indvende. ”Jeg har jo mit job og min familie at tage mig af, og desuden er mine talenter ikke noget at råbe hurra for, så det ville bare være pinligt hvis jeg begyndte at udfolde dem mere.” Men hvis du tænker sådan, så tror jeg at du har en alt for snæver forståelse af hvad det er for nogle talenter Gud har betroet os. Når vi i dag taler om ”talenter”, tænker vi som regel på evner inden for kunst eller sport eller lignende, men den betydning af ”talent” er af nyere dato. På Jesu tid var ”talent” en betegnelse for en vægtenhed svarende til cirka 36 kg, og afledt af det var det også betegnelse for et pengebeløb svarede til 6.000 romerske denarer. Den moderne betydning af ordet er faktisk afledt af den lignelse vi har hørt i dag! – og det er den fordi eksempelvis kunstnerisk begavelse jo er en gave fra Gud. Men Gud har betroet os meget andet end det. Det som Jesus oprindeligt sigtede til med ”talenterne” i lignelse, var nok først og fremmest evangeliet om Guds kærlighed, som kirken og enhver kristen har fået betroet, men hvis vi mener det når vi bekender troen på at Gud er ”himlens og jordens skaber”, så er alt hvad vi har, jo noget som Gud har betroet os! Det omfatter ikke kun de mere eller mindre ”spektakulære” evner som vi måske besidder i større eller mindre grad, men også de mere dagligdags ting som vores arbejde, vores familie, vores sanser, vores helbred, vores hjem – alle den slags ting. Så spørgsmålet er: Bruger du de ting som Gud har betroet lige netop dig, i den livssituation som nu engang er din? Søger du at ære Gud gennem den måde du udfører dine pligter på i dit job, din familie og dine fritidsinteresser? ”Hvordan gør man det?” spørger du måske. Det gør du ved at leve af Guds nåde og lade den samme nåde komme dine medmennesker til gode fra din side. Det gør du ved at elske din næste, også når han eller hun ikke fortjener det. Det gør du ved trofast at bede for de mennesker du omgås og i det hele taget søge deres bedste. Lyder det svært? Det er det også. Faktisk er det ikke alene svært; det er umuligt. Men det der er umuligt for os mennesker, er muligt for Gud. Så bed Gud om at virke i dig og igennem dig, for det er reelt din eneste mulighed for at bringe dine talenter i spil!

Hvis dit svar derimod er at du vitterligt altid har gjort dit bedste, men at det bare ikke har virket, så må jeg jo bare sige at så er der jo ligesom ikke mere du kan gøre; så må du lade resultaterne være op til Gud. Og måske vil du først få resultaterne at se når du engang står hjemme i herligheden – ja, måske vil det være Gud der siger til dig: ”Jeg betroede dig fem talenter; se, du har tjent fem talenter til!”

Men der er selvfølgelig også den mulighed at de manglende resultater skyldes at du sætter din lid til din egen indsats. Som sagt har jeg selv gjort den erfaring at når jeg har set mennesker blive forvandlet, så har jeg ikke kunnet tage nogen som helst ære for det – og sådan tror jeg faktisk altid det vil være.  Hele formålet med vores liv er jo at ære Gud, ikke at ære os selv, og derfor skal Gud nok sørge for at vi ikke får anledning til selv at tage æren. Men hvis vi ikke kan tage nogen som helst ære når tingene går godt, så må det jo også være sådan at vi ikke kan bebrejde os selv når tingene ikke går så godt som vi havde håbet på. Det eneste vi måske kan overveje, er om vi i tilstrækkelig grad har ladet Gud tage styringen i det vi har forsøgt at gøre, i stedet for at komme med vores egne planer og bede Gud om at velsigne dem – men det må blive emnet for en anden prædiken, for vi er ved at være ved vejs ende med den her.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 


Comments

Comments are closed.