Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2020
Posted By admin on 4. februar 2020
Hvedekornet: Hvordan får jeg mest ud af mit liv?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
I søndags hørte vi om et sennepsfrø – det mindste frø man kendte til i den kultur som Jesus vandrede i, men det rummer en stor spirekraft, og derfor er tro som et sennepsfrø tilstrækkeligt til at flytte både træer og bjerge. I dag er det så en anden slags frø der er i fokus, nemlig et hvedekorn, men hvedekornet har naturligvis samme spirekraft som sennepsfrøet. Det bærer mange fold, som man siger. Jeg ved ikke hvor stort udbytte man kan forvente når man dyrker hvede i Danmark anno 2020 (eller jo, jeg kan google mig til at det er noget med 7-8 ton pr. hektar, men jeg ved ikke hvor mange fold det svarer til). Til gengæld har jeg fundet frem til at i 1803 var det gennemsnitlige foldudbytte i Østdanmark 6 for rug, 7-8 for byg og 7 for havre, og jeg er ikke i tvivl om at det er meget bedre i dag.
Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt over hvor fantastisk det er at naturen kan give så stort et afkast. I mit tidligere embede havde jeg ikke tjenestebolig, så vi boede i eget hus. Det satte vi til salg da det stod klart at vi skulle flytte til Klemensker, og det lykkedes os heldigvis at få det solgt til en rimelig pris og komme ud af det med nogle penge i hånden – og det er jo rart, for så har vi noget til når vi engang om forhåbentlig rigtig mange år skal flytte fra præstegården. Men hvad stiller man op med de penge i mellemtiden? Jeg tog kontakt til min bank og spurgte hvad de kunne anbefale, og vi endte med at blive enige om en investeringsmodel som vil give et forventet nettoafkast på små 2% pro anno. Det er altså det afkast man kan forvente når man investerer sine penge: en halvtredsindstyvendedel fold om året ud over det man startede med. Derfra er der immervæk langt op til det udbytte som man får når man ”investerer” et såkorn! Men at Gud kan få mere ud af det vi betror ham, end en bankrådgiver kan, kan på den anden side ikke komme bag på nogen.
Heldigvis er penge ikke det vigtigste i livet, og det er hvede heller ikke (selvom begge dele kan være vigtige for livets opretholdelse). Det allervigtigste Gud har givet os at forvalte, er livet selv. Og hvordan får vi så mest ud af dét? Hvordan får vi vores liv til at ”bære mange fold”, hvis man kan bruge det udtryk? Handler det om at vælge den rigtige uddannelse og få foden indenfor i et godt studiejob? (I så fald er det vist for sent for de fleste af os). Eller er det tværtimod et spørgsmål om at opnå en dyb selvindsigt, at finde ud af præcis hvad vi rummer af potentiale? Det kan være meget hårdt arbejde, og det kan også kræve mere tid og flere penge end mange af os har mulighed for at bruge på det. Eller er det vigtigste at man sørger for at få det bedste ud af enhver situation og stiller sig tilfreds med det man har? Det er utvivlsomt en rigtig god leveregel, og følger man den, får man helt sikkert mere ud af sit liv end man ellers ville have gjort – men vi må nok også erkende at den ikke nødvendigvis er nogen garanti for noget specielt stort udbytte. Måske nok til at vi ved livets afslutning vil kunne sige at livet var livet værd, men det svarer jo på den anden side kun til ét fold, og mange af os drømmer nok om mere end det.
Men vi har også – alle sammen – mulighed for mere end det, hvis vi skal tro det som Jesus siger i dagens tekst (og det vil jeg mene at vi skal – den kristne kirke er trods alt bygget på den overbevisning at vi kan tro på hvad Jesus siger). Jesus siger kort fortalt at vi har mulighed for at bære lige så mange fold som et hvedekorn! Vores liv kan med andre ord komme til at give et udbytte der er mindst 7 gange så stort som det vi investerer!
Men hvad skal vi gøre for at få det udbytte? Ja, det er så den knap så sjove del af historien, vil nogle mene, for vi skal gøre det samme som hvedekornet: dø. Det lyder unægtelig meget voldsomt, og det er det også, men lad mig stille jer et spørgsmål: Hvor mange af jer regner med at I ikke skal dø? Det tænkte jeg nok. Så selvom det både lyder og er voldsomt at vi er nødt til at dø for at få det maksimale udbytte af vores liv, så er det altså ikke mere voldsomt end at det er noget som vi skulle alligevel.
Men når det nu er sådan at alle mennesker skal dø alligevel, betyder det så at alle mennesker er garanteret at få stort udbytte af deres liv? Nej, desværre ikke, for det er nemlig ikke ligegyldigt hvordan vi dør. Tænk på hvedekornet igen: Hvis jeg tager et hvedekorn og lægger det på en solbeskinnet klippe på en varm sommerdag, så dør det ganske vist, men det bærer ikke nogen fold. Det samme gælder hvis jeg bager det i ovnen eller kaster det ind i et bål. Hvis det skal bære frugt, så er det ikke nok at det dør – det skal dø i jorden.
Så hvad er den rigtige måde at dø på hvis vi gerne vil have vores liv til at give et stort udbytte? Det svarer Jesus heldigvis på i den tekst vi hørte; han siger nemlig: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.”
Det blev I måske ikke så meget klogere af? Det forstår jeg i hvert fald godt hvis I ikke blev, for det er en knudret sætning, som bærer præg af at den oprindelig var henvendt til mennesker i en kultur som var meget anderledes end vores. Men til en start må jeg hellere understrege at ordet ”hader” i denne sammenhæng ikke handler om negative følelser, men om prioritering. ”Den, der hader sit liv i denne verden” betyder altså ”den, der nedprioriterer sit liv i denne verden”, nemlig til fordel for det evige liv. Jesus siger altså ikke at vi ikke må elske livet, men blot at vi skal have mere langsigtede mål end at opnå størst mulig lykke i de relativt få år vi får i denne verden. Og hvis jeg forstår ham ret, så siger han endda at vores relativt få år i denne verden faktisk paradoksalt nok bliver lykkeligere hvis vi lever dem med evigheden for øje, end hvis vi kun tænker på at være lykkelige her og nu. Vi dør, uanset om vi lever med evigheden for øje eller kun med den nuværende verden for øje, men hvis vi lever med evigheden for øje, dør vi på den gode måde.
Og hvad er så den gode måde? Den gode måde er at følge Jesus. Den måde Jesus døde på – og i øvrigt også den måde han levede på – var at han gav sit liv i kærlighed. Han ofrede sit liv for at købe os fri af syndens og dødens magt. Ét liv blev ofret, milliarder af liv blev reddet. Vi er de fold som Jesus har båret ved at blive lagt i jorden og dø. Og hvis vi på samme måde er villige til hver eneste dag at bruge vores liv til andres gavn, kan vi på tilsvarende måde komme til at bære mange fold, for hvis mennesker ser Guds kærlighed gennem os, kan det føre til at de selv lærer Guds kærlighed at kende og får del i det evige liv som Gud længes efter at give til alle der vil tage imod det. Som Paulus udtrykker det i det uddrag af Kolossenserbrevet som vi hørte tidligere i gudstjenesten, så er Kristus i os herlighedens håb – ikke kun et håb om herlighed for os selv, men også for mennesker omkring os.
Med andre ord: Den måde hvorpå vi får mest ud af vores liv, er ved at leve det i opofrende, selvhengivende kærlighed. Men hvor skal vi få den kærlighed fra? Bliver det ikke et surt og glædesløst liv hvis vi aldrig skal tænke på at gøre noget godt for os selv? Det kunne man godt tro, men prøv engang at høre hvad der står i Hebræerbrevet: ”Jesus skal være vores forbillede, for han baner vejen for vores tro og fører os i mål. På trods af skammen holdt han ud og døde på korset fordi han vidste hvilken glæde der ventede ham bagefter. Nu har han taget plads på tronstolen til højre for Gud” (Hebr 12,2; Den Nye Aftale). Eller som den amerikanske forfatter og bibellærer A.W. Tozer udtrykte det: ”Vi har råd til at lide nu, for vi får en hel evighed at nyde livet i.”
Det burde i og for sig være motivation nok, skulle man mene, men der er faktisk endnu mere i det end det. Sagen er nemlig den (som de af jer der har forstand på botanik sikkert hele tiden har siddet og tænkt) at et hvedekorn der spirer, ikke dør i biologisk forstand. Det dør i den forstand at man vil lede forgæves efter det oprindelige korn hvis man kigger i jorden der hvor den nye plante er spiret op, men det er kun fordi såkornet lever videre i planten. På samme måde lever Jesus i os, og det endda i en grad så Paulus et sted kan skrive at vi er Kristi legeme og hver især hans lemmer (1 Kor 12,27). Og ligesom Kristus lever i os, sådan lever vi også i ham – og jo mere vi følger i hans fodspor i selvhengivende kærlighed til vores medmennesker, i jo højere grad vil vi også komme til at smage hans liv allerede her i denne verden. Som Grundtvig udtrykker det i en salme som jeg desværre ikke fik plads til blandt dem vi skal synge i dag: ”Smilende døje trængsel og møje, juble ved korset i Frelserens spor, det efterhånden lærer os Ånden, skænker os forsmag af Himlen på jord.”
Lad os være stille et øjeblik og give os tid til i eftertanke og bøn at smage på det liv som Jesus har vundet til os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments