Prædiken til 13. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 5. september 2023
Den barmhjertige samaritaner: Mads Andersen-Samaritaner
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 13. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
De fleste af jer kender sikkert tv-serien Matador, om ikke andet så af navn. Serien begynder med at den unge enkemand Mads Andersen-Skjern, som er rejsende i klædestof, ankommer til den søvnige lille købstad Korsbæk, hvor han henvender sig i den lokale tøjbutik ”Damernes Magasin”. Han oplever imidlertid at både han og butikkens kunder får en arrogant og nedladende behandling, og det provokerer ham til at slå sig ned i byen og selv starte en konkurrerende tøjbutik. Den lokale bankdirektør Hans Christian Varnæs er imidlertid nære venner med ejeren af ”Damernes Magasin”, ligesom deres fædre også var det, og han nægter derfor at give Mads et lån, men Mads finder andre lånemuligheder og starter sin forretning alligevel. Mads har en lille søn ved navn Daniel, som han ønsker at opdrage til at blive en entreprenant forretningsmand ligesom Mads selv er det, og derfor giver han ham arbejde som bybud. Bankdirektør Varnæs’ søn Ulrik, der er jævnaldrende med Daniel, hjælper også med vareudbringningen, og de deler de småpenge som kunderne giver dem. Kort efter indfinder en oprørt bankdirektør sig imidlertid i Mads Andersen-Skjerns butik og lægger en håndfuld mønter på disken. ”Er det for at bevise at man alligevel kan få penge ud af Dem?” joker Mads, men bankdirektøren er ikke oplagt til morskab, og han siger harmdirrende: ”Det er penge jeg har konfiskeret fra min søn, Ulrik. Han har tjent dem ved at gå byærinder for Deres virksomhed – jeg forstår sammen med Deres søn. Min søn går ikke bud for andre, det beder jeg Dem forstå fra nu af. I min familie behøver vi ikke at gå ærinder for at klare os.”
Man kan undre sig over hvorfor bankdirektør Varnæs dog havde så ondt af at hans søn havde tjent nogle lommepenge ved ærligt arbejde – og så alligevel ikke, for Lise Nørgaard, der var seriens skaber, får trods alt gjort det temmelig klart hvad det er der er på spil, nemlig at det ville være nedværdigende for ham som far hvis hans søn var bybud. Det var der ganske vist mange børn der var på den tid, men det var jo proletarernes børn, ikke det finere borgerskabs. Og de to grupper omgikkes ikke hinanden – de havde endda hver deres lokale på Jernbanerestauranten. Bankdirektør Varnæs ville nok ikke ligefrem sige at han ”foragtede” arbejderklassen, for han var jo nok trods alt godt klar over at han ville være ilde faren hvis de ikke var der, men hans egen inderlige modvilje mod at lade sin søn tjene lommepenge på samme måde som arbejderbørnene taler et tydeligere sprog end mange ord. Og i hvert fald foragtede han tydeligvis Mads Andersen-Skjern og ønskede ikke at tage imod noget som helst fra ham.
På Jesu tid var der også to grupper der ikke omgikkes hinanden, nemlig jøder og samaritanere. Der var et langvarigt og dybfølt fjendskab mellem de to folk, så når Jesus lader en samaritaner være helten i sin historie, er det altså ikke bare en udlænding i al almindelighed; det er en repræsentant for ærkefjenden. Samaritanerne var efterkommere af de nordlige israelitiske stammer der små tusind år tidligere havde gjort oprør mod kong Davids sønnesøn Rehabeam og i grov foragt for Guds bud havde lavet to gudebilleder i form af guldkalve, som i mere end 200 år var centrum for deres gudsdyrkelse (undtagen under kong Akab hvor de ligefrem tilbad den fønikiske frugtbarhedsgud Ba’al). Efter at de nordlige stammers kongerige var blevet erobret af assyrerne, blev guldkalvene ganske vist ødelagt af Davids efterkommer i 16. led, kong Josija, men splittelsen mellem de to dele af Israel bestod, ikke mindst fordi assyrerne bosatte nogle folk fra Mesopotamien i Samaria og omegn, som blandede sig med de lokale israelitter, således at samaritanerne på Jesu tid ikke kun nedstammede fra israelitter, men også fra ikke-israelitter.
Det der frem for noget havde grundlagt jødernes intense had til samaritanerne, var dog de begivenheder som vi kan læse om i Nehemias’ Bog i Det Gamle Testamente. Jøderne nedstammede selv fra de israelitter der var forblevet tro mod kong Davids efterkommere og mod tilbedelsen af Gud i templet i Jerusalem, indtil kong Nebukadnezar af Babylon indtog Jerusalem og ødelagde templet. Efter Nebukadnezars død blev hans rige imidlertid løbet over ende af perserne, og perserkongen Kyros gav jøderne lov til at vende hjem og genopbygge deres tempel. Det var imidlertid først da Kyros’ oldebarn, kong Artaxerxes, gav sin jødiske mundskænk Nehemias lov til at rejse til Jerusalem og genopbygge byens mure, at det jødiske folk for alvor blev genrejst efter eksilet. Vi kan imidlertid læse i Nehemias’ Bog at samaritanerne gjorde alt hvad de overhovedet kunne for at modarbejde genopbygningen af Jerusalem, lige fra at skrive klagebreve til perserkongen med falske beskyldninger mod Nehemias, til åbent at rette væbnede angreb mod jøderne. Og i løbet af de godt og vel 450 år der gik mellem Nehemias og Jesus, var forholdet mellem jøder og samaritanere ikke blevet bedre, snarere tværtimod: De jøder der havde bosat sig i Galilæa i det nordlige Israel, rejste uden om Samaria når de skulle til Jerusalem, og de fleste jøder nægtede at spise af en tallerken som en samaritaner havde rørt ved. Vi ser da også at da Jesus spørger den lovkyndige hvem af de tre personer i lignelsen der havde været en næste for ham der faldt i røvernes hænder, kan manden ikke få sig selv til at tage ”s-ordet” i sin mund, men nøjes med at sige: ”Han, som viste ham barmhjertighed.”
Anledningen til at Jesus overhovedet fortalte denne her historie, som måske er den allermest berømte af alle Jesu lignelser, var jo nemlig at den lovkyndige havde stillet spørgsmålet: ”Hvem er så min næste?” Det spørgsmål kunne Jesus have valgt at besvare kort og kontant ved for eksempel at sige: ”Det er enhver som du møder på din vej, uanset om det er en landsmand eller en fremmed, om det er en ven eller en fjende”, eller han kunne som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup have formuleret det sådan at vores næste er enhver der bliver berørt af vores handlinger eller mangel på samme (citeret efter hukommelsen). Men i stedet vælger Jesus altså at fortælle en historie, for det er en langt mere effektiv måde at kommunikere på (det var også derfor jeg indledte med at referere en scene fra Matador). Og konklusionen er altså at det er den barmhjertige samaritaner der er den overfaldnes næste, og Jesus runder af med ordene: ”Gå du hen og gør ligeså!”
Men vent lidt – hvem af personerne i lignelsen er det egentlig Jesus opfordrer den lovkyndige til at efterligne? ”Sikke da et dumt spørgsmål!” tænker du måske, ”det er da selvfølgelig den barmhjertige samaritaner der er et eksempel til efterfølgelse!” Jo, vist er han det – men har du tænkt over at den lovkyndiges spørgsmål lød: ”Hvem er så min næste?”, og konklusionen var at samaritaneren var den overfaldne mands næste? Tyder det ikke snarere på at det er den mand der blev overfaldet af røvere, vi skal identificere os med, snarere end at det er samaritaneren? Det var i hvert fald sådan mange af kirkefædrene udlagde lignelsen. Og det åbner jo pludselig for nogle ganske interessante perspektiver, synes jeg, for det betyder at vores næste ikke kun er en vi skal være villige til at hjælpe, men også en vi skal være villige til at lade os hjælpe af – og det kan måske til tider være mindst lige så svært, især hvis den pågældende person er en vi foragter. Tænk bare på bankdirektør Varnæs’ indædte modvilje mod at hans søn skulle tage imod penge fra Mads Andersen-Skjern! Men Jesus vil lære os at vi skal droppe vores stolthed og ikke bilde os ind at der er nogen mennesker der er så meget ringere end os at vi ikke kan have brug for deres hjælp.
Og hvad mere er: ”Hvem er så min næste?” var jo faktisk ikke den lovkyndiges første spørgsmål; det var derimod: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Kan I se hvor meget mere evangelisk lignelsen pludselig bliver hvis den lovkyndige – og vi – ikke først og fremmest skal identificere os med samaritaneren, men med ham der faldt i røvernes hænder? Så bliver svaret på spørgsmålet ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” nemlig ikke at vi skal vise barmhjertighed, men at vi skal tage imod barmhjertighed – at vi skal erkende at vi i forhold til at blive frelst er lige så hjælpeløse som en mand der ligger halvdød og forslået i vejsiden.
Men hvem er samaritaneren så et billede på? Det skal jeg sige jer: Han er et billede på Jesus! ”Men Jesus var da ikke sådan en som folk foragtede?” tænker du måske. Og nej, det var han måske ikke i udgangspunktet, men det blev han efterhånden, fordi han valgte at identificere sig med samfundets udstødte – toldere og syndere, ludere og lommetyve, ”hundehoveder og hængerøve, impotente grødbønder og” samaritanere! Faktisk kan vi læse i Johannesevangeliet at nogle af de jødiske ledere på et tidspunkt valgte at fornærme Jesus med ordene: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” (Joh 8,48). Dertil svarede Jesus: ”Jeg er ikke besat af en dæmon” (Joh 8,49), hvorimod han tilsyneladende ikke så nogen grund til at påpege at han ikke var en samaritaner!
Også i dag identificerer Jesus sig med de udstødte og foragtede, og derfor skal vi også i dag møde alle mennesker – inklusiv vores fjender – med næstekærlighed. Og det omfatter som sagt ikke kun at vi er villige til at hjælpe dem, men også til at lade os hjælpe af dem, for det er også en måde at vise kærlighed på. At få lov til at hjælpe andre er jo et privilegium, og det privilegium må vi også være villige til at lade andre få del i. Og uanset om vi giver eller modtager barmhjertighed, må vi tro på at Jesus mente det da han sagde: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).
Og når vi husker på det, så giver det også pludselig mening, det som vi sang i det sidste vers af dagens første salme: ”Øjne, I er lykkelige, I, som ser Guds søn på jord”. For ganske vist kan vi ikke se Jesus med vores fysiske øjne på samme måde som de første disciple kunne det, men han møder os i de fattige, svage, udstødte og foragtede.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments