Prædiken til 14. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 12. september 2023
De ti spedalske: Forgæves godhed?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Som 20-årig stod jeg engang på en togstation i Tyskland med en kuffert i den ene hånd og en sportstaske i den anden hånd og spekulerede på hvad jeg skulle gøre, for jeg skulle nemlig på toilettet, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af min bagage imens. Jeg endte med at stille taskerne i et diskret hjørne uden for toilettet og bede til at de stadig ville være der når jeg kom ud. Men det var de ikke! Jeg så mig panisk om, men så blev jeg råbt an af en ældre mand der sad på en stol i et hjørne af salen, og som efter sin påklædning at dømme var en form for opsynsmand. Jeg opdagede til min glæde at han havde mine kufferter – altså var de ikke blevet stjålet, som jeg frygtede. Da jeg kom hen for at tage taskerne, fik jeg skældud for hvor tåbeligt jeg havde handlet ved at efterlade min bagage uden opsyn (hvilket man selvfølgelig ikke skal gøre, det ved jeg godt i dag, men jeg var som sagt kun 20 år, og jeg kunne i situationen ikke se hvilke andre muligheder jeg havde). Jeg tog underdanigt imod irettesættelsen, hvorefter jeg tog mine kufferter og gik, men så (og nu kommer vi til fortællingens pointe) – så var der en anden ældre mand, som var i civil, men som havde stået og talt med opsynsmanden, der gik efter mig og vredt sagde: ”Har du ikke engang tænkt dig at give ham nogle penge? Så var det jo forgæves at han passede på din bagage for dig!” Og det er først og fremmest derfor at jeg i dag, 28 år senere, stadig husker episoden så levende, for de ord ætsede sig virkelig ind i min hukommelse. Jeg kan i dag ikke huske om jeg rent faktisk fandt nogle penge frem og gav ham (det vil jeg tro jeg gjorde, for jeg har nok ikke turdet andet), men jeg kan huske hvor rystet jeg blev over det han sagde. Her havde jeg naivt troet at opsynsmanden var et ejegodt menneske der faderligt både hjalp og irettesatte en naiv og forvirret ung turist, og så viste det sig at han i virkeligheden betragtede det hele som en forretningstransaktion! Særligt ordet ”forgæves” – umsonst, som han sagde på tysk – har jeg ikke kunnet glemme.
Når jeg i dag, betydelig ældre og forhåbentlig også en lille smule klogere, ser tilbage på episoden, så tænker jeg at der nok både var noget sprogforvirring og noget kultursammenstød på spil. For det første er jeg blevet opmærksom på at ordet umsonst ikke kun kan betyde ”forgæves”, men også ”gratis”, så måske var gammel mand nummer tos ord ikke ment så kynisk som jeg opfattede dem. For det andet er det i mange lande almindelig høflighed at man giver lidt småpenge til alt fra rengøringsfolk til billettører og kustoder, så for en tysker ville det nok have været indlysende at give et par mønter til opsynsmanden, hvorimod en opsynsmand i Danmark aldrig kunne drømme om at forvente betaling i en tilsvarende situation. Det er jo noget af det spændende ved at rejse, at man lærer at de ting vi tager for givet herhjemme, ikke nødvendigvis tages for givet andre steder. Men den vigtigste grund til at jeg fortæller den her historie i dag, er at stille spørgsmålet om hvorvidt det virkelig kan være ”forgæves” at hjælpe et andet menneske. Hvis du gør noget virkelig stort for et andet menneske, og vedkommende måske ikke engang gør sig den ulejlighed at sige tak, var det så til ingen nytte at du viste vedkommende godhed?
Man kan i hvert fald godt få den tanke at det var det Jesus tænkte, da kun én af de ti der var blevet helbredt for deres spedalskhed, vendte tilbage for at give Gud æren. Skuffelsen er i hvert fald tydelig at mærke i hans ord: ”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?” Men syntes Jesus at det havde været forgæves at han havde helbredt de andre ni – at han så at sige havde ”spildt” en helbredelse på dem? Svaret på det spørgsmål må vel komme an på hvad der var grunden til at Jesus valgte at helbrede dem i første omgang.
Vi mennesker har jo som regel vores grunde til at handle som vi gør; noget vi håber at ”få ud af det”. De fleste kender Kim Larsens klassiker Om lidt bli’r her stille, der i dag er meget hyppigt brugt til begravelser, men som faktisk oprindelig blev skrevet som afslutningssang til en cirkusforestilling (det er derfor der indgår en reference til en cirkusprinsesse der danser rundt på sin line). ”Fik du set det, du ville?” spørger Kim Larsen – med andre ord: Var det tiden og pengene værd at overvære cirkusforestillingen, eller var det spildt? Sådan tænker vi jo som regel, gør vi ikke? Vi vil gerne have at der er et nogenlunde rimeligt forhold mellem ”input” og ”output” når vi beslutter hvad vi vil bruge vores sparsomme penge, tid og kræfter på. Og det kræver at vi på forhånd har gjort os klart hvad succeskriteriet er, eller sagt med andre ord: hvad vi vil betragte som et rimeligt ”output”. I en situation hvor to personer indgår en form for kontrakt, kan det derfor være en god idé at lave en forventningsafstemning. På FOF’s hjemmeside fandt jeg for eksempel følgende fornuftige ord i præsentationen af et aftenskolekursus i fransk: ”Hvorfor vil du gå til fransk? Hvad håber du at få ud af det? … Forventer du at kunne oversætte Karen Blixens novelle Sorg-Agre til fransk efter en enkelt sæson på aftenskolen? Ja, så bliver du med garanti slemt skuffet. For det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre! Håber du derimod på, at du efter den første sæson har lært nok fransk til at kunne købe ind på et marked eller bestille en god frokost – så er der stor sandsynlighed for at du når i mål. Og har mod på en sæson til.”[1]
Spørgsmålet er så hvad Jesus håbede at få ud af at helbrede de ti spedalske som han mødte på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Jeg ved ikke om I nogensinde har stillet jer selv det spørgsmål: Hvorfor helbredte Jesus mennesker? Dagens tekst giver os ikke noget svar, men det er der heldigvis andre helbredelsesberetninger der gør. Jeg vil citere et par stykker:
Markusevangeliet kapitel 1 vers 40-41: ”Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: ’Hvis du vil, kan du gøre mig ren.’ Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ’Jeg vil, bliv ren.’”
Matthæusevangeliet kapitel 20 vers 30-34: ”Og se, to blinde, der sad ved vejen, hørte, at Jesus kom forbi, og de råbte: ’Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!’ Skaren truede ad dem for at få dem til at tie stille; men de råbte bare endnu højere: ’Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!’ Og Jesus stod stille, kaldte på dem og sagde: ’Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?’ De svarede ham: ’Herre, at vore øjne må blive åbnet.’ Og Jesus fik medynk med dem og rørte ved deres øjne. Straks kunne de se, og de fulgte ham.”
Matthæusevangeliet kapitel 14 vers 14: ”Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge.”
Med andre ord: Grunden til at Jesus helbredte mennesker, var medlidenhed. Når han så mennesker der led, fik han ondt af dem, og derfor hjalp han dem. Jesus’ ”succeskriterium” var med andre ord ganske enkelt at mennesker blev hjulpet. Det eneste han var interesseret i at ”få ud af det”, var at andre fik det bedre.
Men hvordan kan det så være at han blev skuffet over at det kun var én af de ti der havde været spedalske, der kom tilbage for at sige tak efter at være blevet helbredt? Syntes han alligevel at det krævede at de helbredte takkede ham, for at det virkelig havde været det værd? Nej, det syntes han ikke. Vi mennesker har ganske vist alle sammen et dybtliggende behov for bekræftelse, og eftersom vi kristne bekender at Jesus – ud over at være ”sand Gud af sand Gud”, som det hedder i den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse – også var helt og fuldt menneske, så må vi formode at han også kendte til dét almenmenneskelige behov. Kun på ét punkt var Jesus i udgangspunktet anderledes end alle andre mennesker, nemlig det at han var uden synd. Der er blevet givet mange forskellige definitioner af ordet ”synd”, men jeg kan godt lide den definition at synd grundlæggende er at vi orienterer os mod os selv i stedet for mod Gud. Jesus, derimod, orienterede sig helt og holdent mod Gud, og derfor fik han også sit behov for bekræftelse opfyldt helt og holdent hos Gud. Allerede ved begyndelsen af sit offentlige virke hørte Jesus ved sin dåb en stemme fra himlen der sagde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag” (Luk 3,22), og skærtorsdag aften, umiddelbart før Jesus gik til korset, læser vi følgende i Johannesevangeliet: ”Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud” (Joh 13,3). Og netop fordi Jesus således hentede al sin identitet og bekræftelse hos Gud, var han fri til at hjælpe mennesker uden at have behov for at få noget til gengæld.
Nej, grunden til at Jesus blev skuffet over at der kun var én af de ti der vendte tilbage, var at spedalskheden ikke var deres eneste problem, og ikke engang deres største problem. De ti spedalskes største problem var det samme som det der er dit og mit og alle andre menneskers største problem, nemlig vores synd – det at vi orienterer os mod os selv i stedet for mod Gud, og at vi derfor ikke er i stand til at modtage det evige liv som Gud gerne vil give os, fordi en evighed hvor vi er indkrogede i os selv, ville være selve definitionen på evig fortabelse. Den eneste grund til at Jesus helbredte mennesker, var at han gerne ville hjælpe dem, men den fysiske sygdom var ikke det eneste han ville hjælpe dem med. Ud over at være konkrete barmhjertighedsgerninger mod konkrete mennesker i konkrete situationer var helbredelserne nemlig også tegn på det som Jesus først og fremmest var kommet for at gøre, nemlig at frelse os fra vores synder så vi gennem troen på ham kunne komme til at kende Gud som hans elskede børn. Det er langt større og vigtigere end vores fysiske helbred – og det var derfor Jesus var skuffet og bedrøvet over at de ni ikke vendte tilbage. Hans skuffelse skyldtes præcis det samme som havde været årsagen til at han helbredte dem, nemlig at han havde medlidenhed med dem. For deres skyld var han bedrøvet over at det kun var til den ene at han fik anledning til at sige: ”Din tro har frelst dig.”
Den indstilling må vi også have til det at hjælpe vores medmennesker: Det at hjælpe andre må være det eneste der betyder noget for os. Vi behøver ikke selv at ”få noget ud af det”, for takket være Jesu død og opstandelse for vores skyld ejer vi allerede alt hjemme hos Gud, vores far i himlen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] https://www.fof.dk/da/kbh/inspirationsunivers/samfund-og-politik/at-gaa-til-fransk-kan-vaere-en-fest
Comments