Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2024
Posted By admin on 24. januar 2024
Hvedekornet: Er Gud hård eller blød?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Om lidt, når jeg er færdig med at prædike (I glæder jer allerede, ikke?), og vi har sunget en salme, så når vi til nadveren, og i den forbindelse skal vi som altid bede Fadervor. Grunden til at Fadervor er fast inventar i alle gudstjenester i de fleste kristne kirkesamfund verden over, er at det er en bøn som vi har fra Jesus selv – ja, som vi hørte nytårsdag, så sagde han endda til sine disciple: ”Derfor skal I bede således:”, hvorefter han lærte dem Fadervor. Det betyder naturligvis ikke at det er forbudt at bede med andre ord end dem vi finder i Fadervor (Paulus skriver i Filipperbrevet at vi til enhver tid er velkomne til at bringe alle vores ønsker frem for Gud i bøn, og han nævner selv i sine forskellige breve en række konkrete ting som han opfordrer brevenes modtagere til at bede Gud om), men Fadervor er en mønsterbøn som lærer os en række vigtige principper for bøn, hvoraf et af de vigtigste ligger i de to allerførste ord i bønnen, som hele bønnen har navn efter: ”Vor Fader” (eller ”Fader vor”, hvis man oversætter helt ordret, thi på græsk benytter man en anderledes ordstilling end vi sædvanligvis gør på dansk). Jesus lærer os at når vi beder til Gud, så kan vi tale til ham som børn taler til deres far, hvilket er et helt vildt privilegium – og det kan vi gøre fordi Jesus har købt os med sit blod til at være Guds børn.
Men selvom Jesus har lært os at vi har lov til at sige ”far” til Gud ligesom Jesus selv gør, så er der alligevel mange kristne der tilsyneladende har det lidt svært med Gud Fader. Særligt inden for pietistiske og evangelikale traditioner (som i parentes bemærket er de traditioner jeg selv er rundet af) er der en tendens til at man i stedet beder til Jesus. Det er da heller ikke fordi det er forkert at gøre det, for der er i hvert fald ét sted i Det Nye Testamente, nemlig Johannesevangeliet kapitel 14 vers 14, hvor Jesus siger: ”Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det” – og eftersom Jesus er ét med Faderen, når bønnen jo nok under alle omstændigheder hen hvor den skal. Men tankevækkende er det ikke desto mindre at selvom det i Det Nye Testamente og gennem det meste af kirkehistorien hovedsagelig er Gud Fader man henvender sine bønner til, er der i dag mange der foretrækker at bede til Jesus. For hvad kan årsagen være?
Jeg kan godt være bange for at årsagen er at vi ikke føler os helt trygge ved Gud Fader. Der er ellers mange gode salmer der handler om Faderens store kærlighed til os (vi har sunget nogle stykker i dag), men der er desværre også salmer – og prædikener for den sags skyld – der giver et mere urovækkende billede af Gud Fader. Tag for eksempel salmen ”O store Gud, din kærlighed” af Thomas Kingo, der står som nummer 205 i Salmebogen. Selvom den første linje kunne tyde på at den handler om at Gud er kærlighed, så priser vi i vers 2 Jesus for at han ”ville for verdens synd i borgen gå din Fader at formilde”. Gud Fader er altså vred og skal formildes. Endnu værre er en af linjerne i den ellers fremragende Brorson-salme ”Guds Søn har gjort mig fri”, der er nummer 514 i Salmebogen, hvor vi synger: ”Min Jesus lagde sig imellem Gud og mig”. Selvom jeg rent teologisk godt forstår hvad Brorson mener, så kan den pågældende linje godt give nogle pænt uheldige billeder på nethinden af en far der tæver sine små børn så storebror må lægge sig imellem.
Kort sagt er det centrale problem at vi tit og ofte har fået at vide at kristendommens glædelige budskab består i at Jesus frelser os fra Gud. Det kan godt være at Gud elsker os nu, men det gør han kun fordi Jesus har taget den straf som Gud havde tænkt sig at give os; havde Jesus ikke gjort det, så ville Gud ikke have set på os med kærlighed, men med vrede. På den måde får vi gjort Jesus til ”the good cop” og Gud Fader til ”the bad cop” (for nu at bruge de betegnelser der populært anvendes i krimier hvor en mistænkt afhøres af to politibetjente, hvoraf den ene er streng og den anden venlig).
Der er bare ikke noget som helst grundlag i Bibelen for at spille Faderen og Sønnen ud mod hinanden på den måde. Gennem hele Det Nye Testamente – og i særdeleshed Johannesevangeliet – bliver det igen og igen slået fast at Faderen og Sønnen er en ubrydelig enhed. Ganske vist er de ikke én, men to personer, men de er dog ét i væsen og vilje. Allerklarest siger Jesus det nok i Johannesevangeliet kapitel 5 vers 19, hvor der står: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.” Og i kapitel 14 siger Jesus: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Sådan som Faderen er, sådan er Sønnen også, og sådan som Sønnen er, sådan er Faderen også. Det er altså en frygtelig misforståelse hvis vi går og tænker at Sønnen har frelst os fra Faderen; nej, det som Bibelen fortæller os, er at Faderen sendte Sønnen for at frelse os fra vores synder. Jesus døde ikke for at stille en hævntørstig Gud tilfreds; hans død var tværtimod udtryk for at en uendeligt kærlig Gud ofrede sig selv for at frelse os fra evig fortabelse.
Men er det da ikke Gud selv der har dømt os til den evige fortabelse fordi han er sur over at vi ikke gør som han siger? Nej, det har vi selv gjort. Fortabelsen består i selve det at vi ikke lever vores liv sådan som Gud havde tænkt det, og derved ødelægger vi livet for både os selv og hinanden. Og den evige fortabelse bliver resultatet hvis vi foretrækker at blive ved med at leve i vores synder i stedet for at overgive os til Gud og lade ham rense os fra vores synd. (Det græske ord der ligger bag ordet ”synd” i Det Nye Testamente, betyder i øvrigt ordret ”at ramme forbi målet”, i dette tilfælde altså målet med vores liv). Hele sammenhængen mellem Guds kærlighed, dom, frelse og fortabelse står fint forklaret i Johannesevangeliet kapitel 3, begyndende med det måske bedst kendte af alle bibelvers, Johannes 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” (Joh 3,16-20).
I teksten til i dag kan det ellers godt umiddelbart virke som om det er en ret streng Gud Fader vi møder: Der skal fældes dom over denne verden, og den der elsker sit liv i denne verden, skal miste det. Hvordan hænger det sammen med at Gud angiveligt skulle være uendeligt kærlig?
Det hænger sådan sammen at kærlighed ikke er det samme som blødsødenhed. Jeg skal sent glemme noget som en sundhedsplejerske sagde til mig da min søn var begyndt at få sine første tænder. Han brød sig bestemt ikke om at få tænderne børstet (det er der næppe ret mange små børn der gør), og jeg havde det altid virkelig dårligt med nærmest at skulle sætte mig på ham og holde hans arme fast for at kunne komme til at børste hans tænder. ”Det føles som et overgreb!” som jeg sagde da jeg klagede min nød til sundhedsplejersken. Men sundhedsplejersken replicerede uden betænkning: ”Det er et endnu større overgreb at lade være!” Kærlighed er ikke at skåne sine børn for smerte og ubehag, men derimod efter bedste evne at hjælpe dem gennem den mængde smerte og ubehag der er nødvendig for at undgå et værre onde og/eller opnå et højere gode. Og som de fleste forældre sikkert ved, så er tandbørstning et af de allermildeste eksempler på det princip; der er langt værre smerter som det ville være alt andet end kærligt at skåne sine børn for.
På samme måde er Gud heller ikke blødsøden. Det onde, synden, sidder meget dybt i os, og det an gøre meget ondt at skulle slippe den. Men hvis vi ikke slipper af med den, går vi evigt fortabt (og igen: Det gør vi ikke fordi Gud straffer os, men fordi det at have synden i vores liv bærer straffen i sig selv). Så fordi Gud ikke er blødsøden, men kærlig, skåner han os ikke for smerten ved at sige farvel til synden – men han hjælper os igennem den. Og det kan vi nok have brug for, for som vi hørte, indebærer frelsen fra synden at vi, som Jesus udtrykker det, ”hader” vores liv i denne verden. Det er dog vigtigt at understrege i den forbindelse at ordet ”hade” havde en anden betydning dengang end den vi kender i dag: På samme måde som ”Du skal elske din næste” ikke nødvendigvis betyder at vi skal nære en masse varme følelser for vores medmennesker, men først og fremmest at vi skal prioritere vores medmenneskers bedste i handling, sådan betyder det med at hade vores liv i denne verden heller ikke at vi skal nære negative følelser over for livet i denne verden (det er jo en gave fra Gud, som vi skal tage imod med tak!), men det betyder at vi skal prioritere det at blive frelst fra synden og nå frem til det evige liv højere end det at undgå lidelse i den nuværende verden. Og det er vel i virkeligheden det man på nudansk kalder en ”nobrainer”.
Gud er ikke blødsøden, men han er til gengæld ubetinget og ubegrænset kærlig. Han skåner os ikke for den smerte der er nødvendig for at vi kan blive frelst, men hovedparten af smerten bar han selv. Den smerte som Jesus udholdt da han hang på korset, var langt mere end du eller jeg nogensinde ville have kunnet bære. Ikke alene var korsfæstelse en uhyre pinefuld måde at dø på, men derudover bar Jesus på al verdens skyld, og det tror jeg har været mange gange værre end den rent fysiske smerte som naglerne og tornekronen påførte ham. Der er ikke noget at sige til at han sagde: ”Nu er min sjæl i oprør” da hans lidelse og død nærmede sig, og at han havde lyst til at bede Gud om at får lov til at slippe. Men han vidste også at ligesom et hvedekorn er nødt til at ”dø” i jorden for at kunne give liv til mange nye hvedekorn, var han selv nødt til at dø for at give liv til os. Og hvis du tror at Jesu død på korset gjorde mindre ondt på Faderen end på Sønnen, så er jeg ret sikker på at du tager fejl. Vi hører et sted i Lukaevangeliet at for Jesu mor, Maria, oplevedes hans lidelser som om hendes egen sjæl blev gennemtrængt af et sværd (Luk 2,35), så hvordan må det ikke have været for Gud Fader, der var ét i sjæl og sind med sin søn på et niveau som ingen menneskelig forælder kan være? At Gud Fader udholdt dét, det siger virkelig meget om hvor højt han elsker os!
Så hvad skulle afholde os fra at komme med alle vores bekymringer til vores himmelske far, der elsker os så højt? ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” som Paulus skriver (Rom 8,32). Når selv vi uperfekte jordiske fædre vil vise vores børn kærlighed og omsorg i det omfang vi formår det, hvor meget mere vil så ikke Gud, der er fuldkommen i kærlighed og trofasthed, gøre det samme over for sine børn – og hvad han formår, er der ingen grænser for. Så kom frimodigt til Faderen, og smag og se at han er god!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments