Prædiken til julesøndag 2023
Posted By admin on 24. januar 2024
Barnemordet i Betlehem: Herodes er ikke død endnu
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirke julesøndag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Som jeg sagde i begyndelsen af gudstjenesten, er det julesøndag i dag. Det er den liturgiske betegnelse for den sidste søndag i december, medmindre den falder sammen med juledag eller 2. juledag. Før i tiden brugte man betegnelsen ”søndag efter jul”, men ”julesøndag” er nok en mere passende betegnelse, for julen er jo ikke forbi endnu. Julen varer fra gammel tid 12 dage, hvoraf den 25. december er den første; det er kun fordi julen er blevet så kommerciel, at vi efterhånden har henlagt de fleste af festlighederne til adventstiden.
Men ud over at det er julesøndag, er det som bekendt også nytårsaftensdag – den sidste dag i år 2023 efter Kristi fødsel, eller som jeg foretrækker at sige: ”2023 efter vor tidsregning”. Vores tidsregning er jo ganske vist baseret på tidspunktet for Kristi fødsel, men eftersom den først blev taget i brug mere end 500 år efter at Jesus var blevet født, er det næsten uundgåeligt at den rummer nogle unøjagtigheder. Det var en skytisk munk der hed Dionysius Exiguus (og det kunne han jo ikke gøre for) der for små 1500 år siden satte sig for at skabe et nyt system for nummerering af årstal, der tog udgangspunkt i Kristi fødsel i stedet for i den onde kejser Diocletians tronbestigelse, og han regnede sig frem til at i det år hvor han skrev, var der gået 525 år siden Jesus blev menneske. Men noget tyder på at han må have regnet forkert, for ifølge Dionysius’ tidsregning døde kong Herodes i år 4 før Kristi fødsel, og eftersom både Matthæus og Lukas fortæller os at Jesus blev født mens Herodes var konge, og teksten til i dag endda lader os vide at Herodes stadig var konge to år efter at Jesus var blevet født, ja, så når vi frem til at Jesus blev født omkring år 6 før Kristi fødsel. Og det er jo en selvmodsigelse, så derfor foretrækker jeg at sige ”før vor tidsregning”.
Beretningen om Herodes’ grusomme massakre på drengebørnene i Betlehem er i øvrigt lidt løjerligt placeret her på julesøndag, synes jeg. Den ville have passet bedre til første søndag efter helligtrekonger, for det er nemlig en direkte fortsættelse af helligtrekongersevangeliet. ”Da de vise mænd var rejst,” begynder teksten, men vi har jo slet ikke hørt om de vise mænd endnu. Faktisk er det ikke engang hvert år at vi overhovedet hører den, for siden Struensees rundbarbering af helligdagskalenderen i 1770 har helligtrekongers dag, 6. januar, ikke været fast gudstjenestedag. I stedet har vi fået ”helligtrekongers søndag”, som er den søndag der falder i perioden 2.-6. januar, men det er jo ikke hvert år at der falder en søndag i den periode. Det gjorde der for eksempel ikke her i 2023, og det gør der heller ikke i 2024. Derfor må jeg hellere give et kortfattet resumé: Efter at Jesus var blevet født, kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte efter jødernes nyfødte konge, for de sagde at de havde ”set hans stjerne gå op”. Men kan måske undre sig over at Herodes ikke bare var ligeglad med hvad nogle stjernetydere fra et fjernt land mente at have set i stjernerne, men vi ved fra historiske kilder at Herodes var en grusom tyran som skinsygt vogtede på sin magtposition og henrettede enhver han så som en trussel, inklusiv tre af hans egne sønner. Han var da også kun selv blevet konge ved at lede et oprør mod den tidligere konge og holde sig gode venner med de rigtige folk i Rom, og trods sine storstilede byggeprojekter var han ekstremt upopulær i den jødiske befolkning, så det var nok ikke for ingenting at han kiggede sig over skulderen hver gang han gik på gaden. Derfor, uanset om han selv troede på stjernetydning eller ej, så har alene rygtet om at der skulle være blevet født en ny jødisk konge sikkert været nok til at sætte gang i et oprør, hvis det kom hans modstandere for øre. Derfor aftalte han med de vise mænd at når de fandt barnet, så skulle de give ham besked om hvor det befandt sig, ”for at også jeg kan komme og tilbede det”, som han så slesk sagde. Men i en drøm advarede Gud de vise mænd om at Herodes i virkeligheden var ude på at slå barnet ihjel, og derfor rejste de ikke via Jerusalem på vej tilbage til Østerland. Det er så dér vi kommer ind i historien og hører at Herodes i sit raseri over at være blevet narret af de vise mænd, beslutter slet og ret at myrde alle drenge på to år og derunder i Betlehem og omegn, men at Jesus går ram forbi, fordi Josef får en åbenbaring om at flygte til Egypten.
Herodes døde som sagt i år 4 før vor tidsregning, men selvom det snart er 2027 år siden, må man desværre konstatere at hans ånd og væsen lever i værste velgående. Jeg kan huske da jeg som barn første gang hørte beretningen om mordet på Betlehems uskyldige børn, at jeg spurgte mig selv hvordan Gud dog kunne tillade at den slags skete, og det spørgsmål kan man også stille til meget af det der sker i dag. Verden er stadig fuld af grusomhed der går ud over uskyldige mennesker, enten fordi de er så uheldige at blive fanget i krydsilden mellem to stridende parter (for eksempel fordi Hamas har indrettet et hovedkvarter i kælderen under deres boligblok), eller fordi der ligefrem er nogen der bevidst går efter at dræbe civile, deriblandt børn. Hvorfor tillader Gud det? Hvorfor gør han ikke noget?
Juleevangeliet er svaret på det spørgsmål. Juleevangeliet fortæller os at Gud ikke var ligeglad med lidelserne her i verden, men at han kom herned og delte lidelserne med os for at fri os ud af dem. Han lod sig føde ind i en familie der var på rejse fordi en diktator ville vide hvor mange mennesker han herskede over, så han bedre kunne brandskatte de folk han havde undertvunget. Han fik en krybbe – altså et ædetrug – som sin første barneseng, fordi Betlehem var så overfyldt at der ikke engang var et ledigt gæsteværelse til en højgravid kvinde. Og selvom han altså overlevede Herodes’ massakre takket være englens advarsel til Josef i en drøm, så indebar det at han i en alder af mindre end to år måtte drage på flugt fra sit hjemland fordi kongen over hans eget folk ville ham til livs. ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”, som vi hørte i evangelieteksten til juledag (Joh 1,11). Og selv da han efter Herodes’ død kunne vende tilbage til Israel, blev det i sin mors hjemby i Galilæa at han kom til at vokse op, fordi jødernes kerneland stadig ikke var et sikkert sted for ham at opholde sig. Og det blev det aldrig – selv som voksen måtte han på et tidspunkt flygte fra Jerusalem for ikke at blive stenet til døde af en vred folkemængde (Joh 10,31-40), og da han vendte tilbage til Judæa for at opvække sin ven Lazarus fra de døde, forudsagde disciplen Thomas med rette at han denne gang ville blive slået ihjel (Joh 11,8.16). Det endte med at de to største rivaliserende partier i det jødiske Råd, farisæerne og saddukæerne, som normalt ikke kunne enes om noget som helst, indgik en uhellig alliance med den romerske besættelsesmagt om at få Jesus ryddet af vejen, og han, som intet ondt havde gjort, men havde levet hele sit liv i fuldkommen lydighed mod Gud Fader og fuldkommen kærlighed til os mennesker, blev pisket og korsfæstet som en gemen forbryder. Så nej, Gud er ikke ligeglad.
Men hvorfor gjorde Jesus ikke noget ved alt det onde? kan man spørge. Hvilken gavn har vi af at han selv har prøvet at blive ramt af det – ud over, selvfølgelig, at det betyder at han ved hvordan en flygtning, en internt fordrevet og et offer for justitsmord og tortur har det? Vi har den gavn at Jesus, netop ved ikke at sætte sig til modværge mod det onde, besejrede det for evigt! Det er nemlig sådan i denne verden at ondt avler ondt, og vold avler vold. Den ånd der virkede i Herodes, og som også har virket i alle andre voldsmænd, er som en smitsom virus der holder sig selv i live ved at inficere snart den ene, snart den næste. Der er ikke nogen mennesker der bliver født med et inderligt ønske om at skade og dræbe uskyldige, men vi fødes med et instinkt der byder os at opfylde vores egne behov, om nødvendigt på bekostning af andre (det er det instinkt som vi teologer undertiden kalder ”arvesynden”). Så når vi ser grusomhed og ondskab udfolde sig, vil vi ofte per refleks selv gribe til de samme metoder for at forsvare os. ”Med ondt skal ondt fordrives,” som Saxo citerer sagnkongen Frode Fredegod for at have sagt. Men prøver man at fordrive det onde med det onde, vil det stadig være det onde der står tilbage til sidst. Og vi kan under ingen omstændigheder udrydde ondskaben ved at dele menneskeheden op i gode og onde, og så udrydde ”de onde”, for vi bærer alle rundt på potentialet til at handle ondt, hvis blot vi bliver presset tilstrækkelig meget. Nej, den eneste måde at overvinde det onde på er ved at bryde smittekæden – ved at undlade at gengælde ondt med ondt, men i stedet elske vores fjender og vende den anden kind til. Det var det Jesus gjorde: han fortsatte med at gøre godt, uanset hvor meget ondt der blev gjort mod ham, og dermed var det onde ude af stand til at fortsætte med at vokse.
I ser ikke specielt overbeviste ud, og det forstår jeg sådan set godt, for der skal jo mere end én person til for at bryde en smittekæde, og som jeg sagde for lidt siden, er der jo også stadig masser af ondskab og grusomhed i verden selvom Jesus konsekvent vendte den anden kind til. Men Jesus gjorde mere end blot at lade sig ramme af det onde; han bar al verdens ondskab på sine skuldre. ”Herren lod al vor skyld ramme ham”, siger Esajas med profetisk stemme om Jesus (Es 53,6), og Johannes Døber beskrev ham med de ord som vi synger hver søndag i forbindelse med nadverritualet: ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Hvordan det rent teknisk fandt sted, overgår vores menneskelige forstand, men det står fast at fordi Jesus selv var syndfri, kunne han bære med sin død sone alt det vi andre har forbrudt. ”Syndens løn er død,” står der i Romerbrevet (6,23), og det sigter til at døden kom ind i verden fordi vi mennesker var ulydige mod Guds bud, og at vi dybest set alle sammen fortjener døden fordi vi alle sammen har syndet. Men fordi Jesus var syndfri, døde han uskyldigt, og derfor kunne døden ikke fastholde ham, og han opstod igen fra de døde. Og fordi han døde i stedet for os – på vores vegne, så at sige – har han derved købt os fri fra det ondes herredømme. Det er som sagt svært at forklare hvad det er der er sket, men vi behøver heller ikke at forstå det; blot at tro det og sige tak. En metafor som kan hjælpe troen på vej, er at Jesus med sit blod har renset os fra det onde der havde inficeret os, sådan at vi nu kan leve for Gud og efterleve Jesu eget eksempel med at gengælde ondt med godt. Og hvad vigtigere er: Fordi Jesus har udstået døden for os, kan vi se frem til at opstå fra de døde til et evigt liv i glæde. Det kan ingen af denne verdens Herodes’er tage fra os! I stedet for bare at tage et dennesidigt opgør med en enkelt despot – som kun ville have haft effekt indtil den næste rejste sig – har Gud altså sikret evig trøst og oprejsning for alle ofre for alle despoter til alle tider. Herodes er måske nok ikke død endnu, men han kommer til at dø – hvorimod Jesus har sørget for evigt liv til hans ofre.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments