Prædiken til 2. juledag 2023
Posted By admin on 29. december 2023
Ikke fred, men sværd: Kun en kort våbenhvile
Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Stille nat er nok en af de mest velkendte julesalmer i verden. Teksten er oprindelig på tysk – Stille Nacht – og blev skrevet i 1816 af en kun 24-årig østrigsk præst ved navn Joseph Mohr, som på det tidspunkt boede i den lille by Mariapfarr i det sydøstlige Salzburgerland. Året efter blev Mohr hjælpepræst i den modsatte ende af Salzburgerland i den lille by Oberndorf på grænsen til Bayern. Kirken lå på bredden af floden Salzach, som hyppigt gik over sine bredder, og i 1818 blev kirkens orgel så vandskadet at det ikke kunne benyttes til gudstjenesten juleaften. Den unge præst havde dog heldigvis en idé til at peppe gudstjenesten lidt op: Han henvendte sig til organisten, Franz Gruber og spurgte om ikke han kunne skrive en melodi til Stille Nacht, og så kunne de to måske fremføre den tostemmigt for menigheden? Det kunne han godt, og det endte med at Gruber sang baryton, mens Mohr selv sang tenor og spillede guitar til. Da der senere kom en orgelbygger for at reparere orglet, så han noderne til Stille Nacht, og han blev så begejstret for den nye julesalme at han tog den med sig hjem til byen Fügen i Tyrol, hvor den blev sunget til julegudstjenesten året efter. Blandt korsangerne i kirken i Fügen var fire søskende ved navn Maria, Felix, Franz og Joseph Rainer. De fire blev i 1822 indbudt til at optræde for den østrigske kejser Franz I og den russiske zar Alexander I, som overnattede på Fügen Slot undervejs til en international fredskonference i Verona, og det gik så godt at de fire søskende efterfølgende kunne drage på Europa-turné. Eftersom Stille Nacht indgik i deres repertoire, kom den også til at gå sin sejrsgang over hele Europa og sågar i USA. Teksten blev oversat til engelsk i 1859 og er også blevet oversat til talrige andre sprog; efter sigende mere end 300. Der er også lavet forskellige danske oversættelser af blandt andre Ellen Lissner og Ole Bækgaard, men ingen af dem er slået an, nok mest fordi melodien i de fleste danskeres bevidsthed er uløseligt forbundet med den helt anderledes tekst som B.S. Ingemann skrev i 1850, nemlig Glade jul, dejlige jul.
I såvel den tysktalende som den engelsktalende del af verden har Stille Nacht (eller Silent Night, som den hedder på engelsk) mere eller mindre status af at være julesangen over dem alle, og det fik efter sigende betydning for den berømte jule-våbenhvile under Første Verdenskrig i 1914. Tyske og engelske soldater lå i hver deres skyttegrave langs den fastlåste front i Belgien og Frankrig uden at foretage sig ret meget, blandt andet fordi der var mangel på ammunition på begge sider. Eftersom julen nærmede sig, begyndte soldaterne at synge julesange, og afstanden mellem de tyske og de engelske skyttegrave var ikke større end at de hver især kunne høre at de andre også sang Stille Nacht. Efterhånden vovede soldaterne sig op af skyttegravene og udvekslede endda gaver med hinanden. Nogle steder langs fronten varede våbenhvilen ved helt indtil efter nytår, men en permanent våbenstilstand blev det desværre ikke til, for soldaterne i skyttegravene havde officerer over sig, og det varede ikke længe før der var blevet udstedt ordrer om at genoptage kampene, med besked om at ulydighed mod den ordre ville blive straffet som forræderi. Så det blev kun til en kortvarig julefred inden krigen og volden atter overtog styringen. Og som bekendt varede krigen ved helt frem til november 2018 og endte med at koste 9 millioner soldater og 5 millioner civile livet.
Det er desværre tit sådan her i verden, at freden ikke varer ved, og i lyset af det må man sige at Sankt Stefans dag er befriende realistisk. Det kan godt være at vi i forgårs stod med fugtige øjne og sang ”Fred over jorden, menneske fryd dig,” men i dag har piben i den grad fået en anden lyd. I evangelieteksten til i dag siger Jesus ligefrem: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”
Jeg har tit undret mig over hvorfor Jesus siger sådan. For det første har en del af mig lyst til at sige at det havde han ikke behøvet at ulejlige sig med, for vi havde rigeligt med sværd og strid allerede inden han kom; vi havde bestemt ikke brug for mere af det! For det andet virker det som en modsigelse af juleevangeliet, hvor englene jo netop siger til hyrderne at nu kommer der fred. Ja, faktisk er det jo ikke kun juleevangeliet han tilsyneladende modsiger, men også mange andre steder i Det Nye Testamente. I saligprisningerne, som indleder den tale vi plejer at kalde for ”Bjergprædikenen”, siger Jesus for eksempel: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn” (Matt 5,9), så man skulle vel forvente at han der frem for nogen er Guds Søn, også frem for nogen ville stifte fred. Tilsvarende kan vi læse i Galaterbrevet, hvor Paulus taler om ”Åndens frugt”, at fred står meget højt på listen, kun overgået af kærlighed og glæde (Gal 5,22), og der er vel ingen der i så høj grad som Jesus har været en legemliggørelse af Åndens frugt. Oven i købet sagde Jesus til sine disciple aftenen før sin død: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer” (det kan vi læse i Johannesevangeliet 14,27), og i Andet Thessalonikerbrev kalder Paulus Jesus for ”fredens Herre” (2 Thess 3,16). Så hvad i alverden mener han, når han i dagens tekst siger at han ikke er kommet for at bringe fred, men derimod sværd? Kan han bestemme sig?
Jeg tror vi kan finde en nøgle til svaret, hvis vi vender tilbage til det sted i Johannesevangeliet hvor Jesus siger ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer”. Umiddelbart efter det siger Jesus nemlig: ”jeg giver jeg ikke, som verden giver”. Med andre ord: Juleevangeliets budskab er at Gud giver fred til enhver der vil tage imod, mens det Jesus advarer os om i dag, er at verden ikke har tænkt sig at møde os med fred, hvis vi bekender troen på ham – tværtimod må vi være parate til at udstå samme behandling fra denne verdens magter som Jesus selv gjorde, og som millioner af kristne verden over gør den dag i dag. Der er nemlig en ond åndsmagt på spil i verden, som vi plejer at kalde Djævelen eller Satan, og som er fjendtligt indstillet mod Gud, og det øjeblik vi beslutter os for ikke længere selv at kæmpe imod Gud, bliver vi dermed også pr. definition fjender af Djævelen. Det var det Stefanus fik at mærke: Han brugte sin energi på at brødføde de sultne, helbrede de syge og prædike at Gud i Jesu navn tager imod alle mennesker der kommer til ham, og tilgiver deres synder, og det førte altså til at han blev lynchet af en folkemængde der havde hidset sig selv op til at tro på falske rygter. Det var ikke fordi de var onde mennesker; det ved vi fordi en af dem, nemlig ham der hed Saulus, senere selv kom til tro på Jesus og under sit nye navn Paulus beskrev han mange år senere sin tidligere rolle i forfølgelsen af de kristne med ordene: ”i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde” (1 Tim 1,13). Det er ord der minder om det Jesus sagde da han hang på korset: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Der er jo ikke nogen mennesker – eller i hvert fald kun ganske få – der har et bevidst ønske om at stå på det ondes side; langt de fleste der handler ondt, gør det med den overbevisning at deres handlinger er berettigede eller måske endda tjener et godt formål. Men at det ville være sådan, havde Jesus forberedt sine disciple på; aftenen før han blev korsfæstet, sagde han eksempelvis: ”der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud” (Joh 16,2).
Det lyder måske ikke som noget specielt opmuntrende budskab at gå hjem og holde 2. juledag på, men den gode nyhed er at det bliver freden der vinder til sidst. Selv i teksten til i dag standser Jesus ikke ved sværdet og ufreden, men tilføjer de trøstende ord: ”den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” Ja, selv den der blot giver et nødlidende medmenneske et bæger koldt vand at drikke, ”skal ikke gå glip af sin løn”. Selvom vi lever i en barsk og ond verden hvor generalerne ikke kan acceptere at soldaterne nægter at slå hinanden ihjel, så har det onde lidt sit endegyldige nederlag da Jesus døde og opstod. Ja, det var faktisk netop ved at udfolde al sin ondskab at det onde sikrede sit eget nederlag: Det der skulle til for at bryde ondskabens magt, var at den eneste der intet ondt havde gjort, gav sit liv – og det var netop hvad det onde selv medvirkede til ved at foranstalte drabet på Jesus!
Og sådan er det faktisk stadigvæk: Alt hvad Djævelen iværksætter af ondt, bidrager kun til at gøre hans nederlag større. Hvis han slår os ihjel, kommer vi bare så meget hurtigere hjem til Gud. Og hvis vi bliver ramt af sygdom eller sorg eller andre problemer, så vil selv det i sidste ende bidrage til Guds ære og vores glæde og gavn. Som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8,28). Det betyder ikke at alt hvad der sker, er villet af Gud, men det betyder at uanset hvad der sker af ondt, kan og vil Gud vende det til noget godt – om ikke i denne verden, så i den kommende.
I begyndelsen af Anden Mosebog kan vi læse om hvordan israelitterne – eller ”hebræerne”, som de blev kaldt på den tid – blev undertrykt som slaver i Egypten, og da Moses gik til Farao og sagde: ”Dette siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk gå” (2 Mos 5,1), var Faraos svar blot at gøre deres tvangsarbejde endnu hårdere. Men selv det at Farao forhærdede sig i sin grusomhed, tjente i sidste ende Guds gode formål; det ved vi fra den hilsen fra Gud som Moses gav Farao efter at seks af Egyptens ti plager havde ramt, uden at han havde angret. Gud sagde gennem Moses: ”Havde jeg rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med pest, havde du nu været udslettet fra jordens overflade. Men jeg har ladet dig bestå netop for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden” (2 Mos 9,15-16). Farao kunne altså ikke forhindre Guds vilje i at ske; han formåede kun at nedkalde ulykker over sig selv med sin obsternasighed. Og det samme gælder nutidens despoter. Jeg er flere gange stødt på spørgsmålet om hvorfor Gud tillader Putin at fare frem som han gør i Ukraine, i stedet for at fjerne ham fra magten. Men Putin er ikke mægtigere end Farao eller nogen af de andre store herskere som gennem tiderne er faret frem med vold og trusler. Også Putin tjener i sidste ende Guds formål, enten han vil det eller ej, og Gud vil på Jesu Kristi dag tørre enhver tåre fra ofrenes øjne. Det fritager naturligvis ikke os fra at gøre alt hvad vi kan for at afhjælpe nøden både i Ukraine og alle de andre steder i verden hvor mennesker lider, men det fritager os fra at frygte at det onde vinder til sidst. For selv hvis denne verden og alt i den skulle forgå, så består Guds rige for evigt, og takket været Jesus har vi fået del i det.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments