Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2021
Posted By admin on 1. juli 2021
Døm ikke: Må man formane andre?
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag efter trinitatis 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg synes det er en skøn historie profeten Natan fortæller kong David i dagens første læsning. Eller – historien i sig selv er der selvfølgelig ikke noget skønt ved; det er tværtimod en rystende historie om en særdeles usympatisk, uempatisk og egoistisk person, og man forstår godt at kongen bliver så vred som han bliver. Men hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen da Natan satte trumf på med ordene: ”Du er manden!” Eller som det er oversat i Bibelen2020: ”Den rige mand er dig!” Det er en genial måde profeten får kongen til at indse og fordømme sin egen synd på – et mesterstykke udi formaningens kunst.
Formaning er ellers en overordentlig vanskelig kunst, og det er faktisk lidt et problem, for det er et begreb der fylder meget i Det Nye Testamente. Ikke færre end 38 gange forekommer ordene ”formane” og ”formaning” i Det Nye Testamentes tekst, og dertil kommer 9 steder hvor det indgår i en af de overskrifter som Bibelselskabet har anbragt over de forskellige afsnit for at lette læsningen. De fleste af de 47 steder er der tale om at Paulus eller en af de andre apostle formaner menigheden eller beder menighedens ledere om at formane de andre, men der er også nogle steder hvor der står at kristne skal formane hinanden. I Første Korintherbrev 14,31 står der for eksempel: ”I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres og alle formanes”, og i Hebræerbrevet 10,25 læser vi: ”og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” Men hvordan gør man nu lige det? Og ikke mindst: Hvornår gør man det? Og hvad formaner man til?
Jeg har indtryk af (og I må jo korrigere mig over kirkekaffen hvis jeg tager fejl) at de fleste moderne danskere opfatter ordet ”formane” som mere eller mere synonymt med ”irettesætte”. Opfatter vi det på den måde, så kommer vi nemt til at høre Bibelens formaninger om at vi skal formane, som opfordringer til at være en slags moralsk politi over for hinanden, omtrent som den karikerede figur Faster Anna i Matador. Men som de fleste nok kan regne ud (og som nogle måske endda har erfaret), er det forbundet med mange problemer at gøre sådan, også selvom man bærer sig mere elegant ad end faster Anna med sine passiv-aggressive stikpiller. For hvilken ret har du eller jeg egentlig til at blande os i andre menneskers liv? Selv hvis den person du vil formane, er kristen, og du tager Bibelen med og slår op på et af de vers hvor der står at kristne skal formane hinanden, vil der være en ret stor risiko for at du blot får besked på at blande dig udenom, og at jeres forhold til hinanden måske endda lider varig skade, og hvad har du så opnået? Du risikerer også at den anden går til modangreb og peger på et af dine egne ømme punkter, eventuelt med en formaning(!) om at du skal feje foran din egen dør før du fejer foran andres – eller måske endda med en henvisning til det Jesus siger i dagens tekst om ”bjælken i dit eget øje”. (Og så kan det nok så meget være at du synes at det snarere er dig der har en splint, og den anden der har en bjælke). Men nu står der jo altså i den gode bog at vi skal formane hinanden, så hvordan i alverden griber vi det an?
Jo, for det første er det vigtigt at vi gør os klart at ordet ”formane” har en lidt anden betydning når det står i Bibelen, end den betydning som de fleste moderne danskere tillægger det. (”Åh nej, skal vi nu til at have en lektion i oldgræsk igen?” Ja, I slipper ikke helt!). De steder hvor der står ”formane” i den autoriserede danske oversættelse af Bibelen, står der på græsk parakaleîn, som egentlig betyder ”at kalde på”. Det kan bruges om en person man kalder på fordi man ønsker vedkommendes hjælp, eller det kan bruges hvis man har noget vigtigt man gerne vil sige til personen i form af en opfordring, en appel, eller endda noget så positivt som en opmuntring eller en trøst. Mange af de steder hvor der står ”formane” i vores danske bibel, står der faktisk i flere engelske oversættelser ”encourage”, som betyder at opmuntre. Men selv hvis vi holder os til det danske ord ”formane”, så har det historisk set ikke drejet sig om moralprædikener eller at påpege andres fejl, men snarere om at opfordre eller vejlede. Det kan selvfølgelig undertiden indebære at man konfronterer nogen med noget de har gjort forkert (det gjorde det jo for eksempel da Natan sagde ”Du er manden!” til David), men det er altså ikke hovedbetydningen.
For det andet: ”Vær barmhjertige”, som Jesus siger i dagens tekst. Når vi vil formane, opfordre eller vejlede et andet menneske om noget, så skal vi altid gøre det med barmhjertighed. Vores eneste motiv må være det andet menneskes bedste – og det skal kunne ses og høres på os! Hvis den anden oplever det du siger, som et angreb, så har både du og den anden tabt på forhånd. Og dér er det at det er vigtigt at huske på de mange nuancer i det græske ord parakaleîn, som jo er det som Ny Testamente fortæller os at vi skal gøre: Lige så vel som vi skal formane, gælder det også at vi skal trøste og opmuntre. Og jeg vil vove at påstå at kun den der har husket at passe sit trøste- og opmuntringsembede, kan lægge billet ind på formaningsembedet. Forud for at Natan opsøgte David for at konfrontere ham med hans synd mod Batseba og Urias, havde han adskillige gange opsøgt ham for at give ham et skulderklap eller et godt råd. Derfor var David ikke i tvivl om at Natan ville ham det godt, og at selv irettesættelsen blev givet i kærlighed. Hver gang du hjælper, trøster eller opmuntrer et andet menneske, lægger du i overført betydning en mønt i den sparegris som udgør din ret til at tale ind i det menneskes liv, også når der er brug for at sige knap så rare ting. Og jo større empati og medfølelse vil du givetvis også kunne lægge for dagen når du siger det måske ubehagelige der skal siges, sådan at også det opleves som en hjælp og ikke som et angreb.
For det tredje: Vær ydmyg. Husk hvor mange splinter (og måske endda bjælker) du selv render rundt med, og lad det inspirere dig, ikke til at lade være med at formane andre, men til at gøre det med medfølelse. Som det tydeligt ses på mine overarme (i hvert fald når jeg ikke har præstekjole på), så er jeg ikke ligefrem bodybuilder, men jeg har hørt at folk der dyrker seriøs styrketræning, næsten altid har en træningsmakker – ikke kun for hyggens skyld, men også fordi man har brug for hinandens hjælp (og alle jer der pumper jern nede i KIF Fitness må korrigere mig hvis jeg tager fejl). Dels kan man have brug for en der rent fysisk står klar til at bære med på vægtstangen hvis man pludselig ikke kan holde den længere (det er vist det der kaldes en ”spotter”), men man kan også have rigtig god gavn af opmuntrende tilråb undervejs, og ikke mindst af at få at vide hvis der er noget man gør forkert. Der er tale om to mennesker som er i samme båd, som har samme mål, og som hjælper hinanden med at nå det. Sådan er det ideelt set også når kristne formaner hinanden: Vi har et fælles mål som vi gerne vil hjælpe hinanden med at nå, nemlig at leve efter Guds vilje. Når du formaner en medkristen, så gør det med en indstilling der siger: ”Kære ven, det er et ædelt mål du stræber imod. Lad mig hjælpe dig med at opnå det!”
Og endelig for det fjerde: Lad være med at ”lege Gud”. ”Døm ikke,” siger Jesus ganske tydeligt og klart, og selvom det er et udsagn der undertiden er blevet misforstået til at betyde at man slet ikke må mene at der er noget der er moralsk rigtigt, og andet der er moralsk forkert, så må vi ikke lade misforståelsen af ordene stå i vejen for at vi tager deres rette forståelse til os. Det er uendelig vigtigt at vi husker at til syvende og sidst skal vi alle sammen hver især stå til regnskab for Gud for vores eget liv – ikke for andres. Du kan fortælle dit medmenneske på en respektfuld måde hvad du mener de bør gøre, men om vedkommende følger dit råd, er deres egen sag. Og gør de det ikke, så er der ikke så meget mere du kan gøre (andet end at bede for dem selvfølgelig, ligesom Anna fra Matador bad for Kristen og Mads, og det gjorde hun ret i). Det kan være utrolig fristende at forsøge at ”trække i nogle tråde” for at få andre til at gøre det som vi – i bedste mening – mener at de burde gøre, men for det første er det respektløst, for det andet er det dømt til at mislykkes, og for det tredje er det også utrolig stressende for os selv, fordi vi derved tager et ansvar på os som slet ikke er tiltænkt os. Bibelen siger at vi skal formane, men ikke at vi skal gøre os til dommere over hvilke valg andre mennesker træffer. Paulus, som måske er den person Bibelen rummer flest formaninger fra, kendte godt sine formaningers begrænsning, og til sine ”problembørn” i korinthermenigheden skrev han og hans medarbejder Timotheus: ”Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde” (2 Kor 1,24). Ja, selv Jesus kunne ikke gøre noget da et stort antal af hans disciple på et tidspunkt valgte at forlade ham. Hvor meget mindre kan vi andre så forhindre at vores medmennesker sidder vores formaninger overhørige – for ikke at tale om vi i modsætning til Jesus er fejlbarlige, og at der derfor ikke er nogen guldrandet garanti for at vi overhovedet ser rigtigt med vores formaning. Og selv hvis vi gør, kan det være at vi må væbne os med tålmodighed i lang tid – måske adskillige år – før den anden indser at vi havde ret. I mellemtiden må vi omfatte dem med den samme kærlighed og tålmodighed som Gud viser os selv.
Til slut vil jeg minde om at det måske allervigtigste, når vi taler om formaninger, er at vi øver os i at tage imod en formaning. Hvis dit ønske er at leve på en måde som ærer Gud – og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det er den ædleste og største ambition et menneske kan have for sit liv – så er enhver formaning fra et andet menneske en gylden chance for at gøre fremskridt på dén vej. Selv en formaning der ikke lever op til de principper jeg har talt om i dag, kan bruges til noget positivt, for uanset hvor ufølsomt og hovmodigt en formaning bliver givet, kan den give anledning til selvransagelse og måske en bøn til Gud om at gøre os mere ligesom Jesus på det pågældende punkt. ”Skal jeg virkelig gøre det selvom den anden var så respektløs og uretfærdig over for mig?” Ja, for det er jo ikke for hans skyld du gør det, men for din egen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments